TIRSDAG

Det evige evangelium i den første engels budskab

Tilbed Skaberen

DET HIMMELSKE BUDSKAB, som blev forkyndt af den første engel, skal give genlyd overalt i verden. Det skal appellere til alle om at frygte Gud, give ham ære og tilbede ham som Skaberen (Åb 14,7). Tilbedelse fører os til kernen af den kosmiske konfl ikt, som udfordrer os til at tilbede Skaberen og ikke den faldne kerub (jf. Matt 4,9), hvis hensigt er at fj erne Gud for evigt fra en del af hans skaberværk. Under konfl ikten er tilbedelse testen på troens sande værdi.

Tilbedelse – en måde at vise sin loyalitet over for Lammet

I Johannes’ Åbenbaring (kap. 14, vers 7), er det græske verbum ”at tilbede“ proskuneo, hvilket bogstavelig talt bety der ”at knæle ned“ eller at ”kaste sig næsegrus til jorden“. Når det pålægges mennesker, betegnes det som værende en hyldest. Men når Gud er objektet, så betegner verbet, at man bøjer både sin krop og sin sjæls indre som et udtryk for vores faldne selvs frigørelse for i stedet at fi nde helhed i Ham, som er centrum og målet for vores liv.

Tilbedelse som en bekendelse af ens tro på Gud

tilbeder Gud foran hans trone, imens de erklærer: ”Værdig er du, vor Herre og Gud, til at få pris og ære og magt; for du har skabt alle ting“ (Åb 4,11).1 De vedgår, at de tilbeder Gud som skaber, og de inviterer mennesker til at slutt e sig til dem i tilbedelse. Selve handlingen at tilbede er i bund og grund en bekendelse af ens tro på Gud. Ham, som vi bekender som vores Skaber. Denne bekendelse af tro, gennem Helligånden, er dybt indgroet i vores indre, og bliver udtrykt gennem ord og handling. Man får sit inderste jeg til at knæle i fuldkommen overgivelse (Rom 10,9.10). Faktisk har det at tilbede Skaberen meget med livet at gøre, da han er kilden til vores liv. Derfor er det at tilbede ligesom at være hjemme, fordi vi er i vores Faders nærvær, som gav os liv gennem en kærlig, skabende handling.

Dett e forklarer, hvorfor det i Bibelen kun er dem, som er i live, der kan prise Herren (Sl 115,17-18). Et skabt liv ser ham, som er livet, og knæler ned i taknemmelighed og kærlighed foran ham. Denne form for tilbedelse er ikke noget, vi kun gør lejlighedsvis, men det er et liv, som vi til stadighed lever i Herrens nærvær, idet vi ydmygt vandrer frem for ham.

Johannes ser også de hellige væsener falde på knæ foran Lammet i tilbedelse og erklærer: ”Du [Lammet] er værdig … for du blev slagtet og du købte med dit blod mennesker til Gud af alle stammer og tungemål, folk og folkeslag“ (Åb 5,9). Tilbedelse er at bekende sin tro på Kristus – at han som Frelser har gj ort os til nye skabninger (Joh 3,7; 2 Kor 5,17). Frelse bygger på, at Guds oprindelige skaberværk blev skadet af den faldne kerub, og at mennesket er drevet væk fra hjemmet. Så kom Guds søn ned til en planet fuld af selvcentrerede skabninger for at føre dem hjem (jf. Es 53,6) til deres livskilde. Et tabt liv, som blev givet tilbage til os gennem Kristi frelsergerning, bekender for universet, at han er vores Frelser. Vi bøjer vores faldne jeg ned foran ham i taknemmelig tilbedelse.

At bekende sin loyalitet

At tilbede er at bekende sin loyalitet over for Gud som Skaberen og Frelseren. Det bety der, at man står på Guds side i den kosmiske konfl ikt, og som følge deraf er det et oprør imod den ondes magt. Ligesom Daniels tre venner (Dan 3,16-18) og Daniel (Dan 6,11), så bliver de, som følger Lammet, ikke afskrækket

af dragen. Da skabninger ikke har liv i sig selv, er de ikke i stand til at opretholde deres eget liv, for slet ikke at tale om andre skabningers liv. Hvis man derfor vælger at tilbede den faldne kerub, dvs. at bekende sin loyalitet over for ham, så vælger man døden. ”Her kræves der udholdenhed…“ af Guds trofaste folk, og at de ”… holder fast ved Guds bud og troen på Jesus“ (Åb 14,12). At tilbede Gud som Skaber og Frelser viser sig i deres liv ved udholdende at leve i lydighed mod Guds bud, og holde fast ved troen på Jesus som deres Frelser.

Buddene, som bliver nævnt i Johannes’ Åbenbaring, er primært de ti bud (2 Mos 20,1-17). Kaldet om at tilbede Gud er en invitation til at adlyde det første bud (Åb 14,7). Advarslen om at undlade at tilbede dyrets billede indbyder os til at holde det andet bud (vers 9). Fordømmelsen af dyret for at tale blasfemisk imod Guds navn, kræver lydighed mod det tredje bud (Åb 13,6). Forpligtelsen til at tilbede Gud ”som har skabt himmel og jord og hav og kilder“ (Åb 14,7) bruger sprog og tanker fra det fj erde bud (2 Mos 20,11), som påpeger vigtigheden af spørgsmålet om, hvem man tilbeder. ”Hvis sabbatt en var blevet helligholdt overalt, ville mennesker have rett et deres tanker og kærlige følelser mod Skaberen. De ville have æret og tilbedt ham, og der ville aldrig have eksisteret en afgudsdyrker, en gudsfornægter eller en vantro.“2

Sabbatt en er ikke kun et mindesmærke om skabelsen, men den er også et mindesmærke om ham, som gennem Kristus skabte alt. Det er uundgåeligt, at dragen vil sætt e dett e mindesmærke til side for evigt. Dett e forklarer, hvordan ”sabbatsspørgsmålet vil være et anliggende i den store konfl ikt, som hele verden vil tage del i.“3

På nuværende tidspunkt er der to måder, hvorpå afvisningen af sabbatsbuddet fi nder sted. Den første kommer fra den frafaldne kristenhed gennem afvisningen af den syvende dag som den bibelske sabbat, og gennem promoveringen af søndagshelligholdelsen. Den anden kommer fra den naturvidenskabelige forskningsverden. Evolutionsteorien har fj ernet eksistensen af en transcendental og personlig skabende Gud fra mange videnskabsmænds bevidsthed. På denne måde blev mindesmærket (sabbatt en) om Skaberen ignoreret. Ifølge dem er der ingen skaber, og der er ikke brug for ham, fordi alt omkring os er et resultat af tilfældige og meningsløse naturlige processer.

Der er mange kristne, som har prøvet at harmonisere evolutionsteorien med den kristne tro. De argumenterer for, at Guds skaberværk fandt sted gennem en lang evolutionær proces, som foregik i form af magtkampe, lidelser, overlevelse og død. Denne gud ligner overhovedet ikke den kærlige Gud fra Bibelen, som er både skaber og frelser.

Det er i denne sammenhæng, at den første engel kalder alle til at tilbede Gud. Det er et spørgsmål om liv og død.

Konklusion

Konfl ikten er i fuld gang, og den grundlæggende bekymring er ty delig: Hvem er værdig til at blive tilbedt? Kun Gud, som skabte alt gennem Kristus og som frelste os gennem Lammet, er værdig til at blive tilbedt. Kun selve livets kilde kan skabe og genskabe liv gennem frelsen. Dett e bekender vi som sandheden, imens vi knæler ned foran Gud og Lammet i tilbedelse.

1 Medmindre andet er angivet, så er bibelteksterne taget fra den autoriserede version. 2 Ellen White, Mod en bedre fremtid, DB, s. 352 3 The Seventh-day Adventist Bible Commentary, ed. F. D. Nichol, rev. ed., Ellen G. White

Comments (Washington, D.C.: Review and

Herald Pub. Assn., 1980), vol. 7, p. 979. Dansk oversættelse af Marianne Rasmussen.

Derfor er det at tilbede ligesom at være hjemme, fordi vi er i vores Faders nærvær, som gav os liv gennem en kærlig skabende handling.

TIL EFTERTANKE

1. Tænk over denne udtalelse fra teksten i dag: ”Selve handlingen i at tilbede er i bund og grund en bekendelse af ens tro på Gud.“

Hvordan kan dette præge vores tilbedelse?

2. Hvorfor er det vigtigt at forstå sammenhængen mellem tilbedelse og skabelsen?

3. Hvordan kan vi viderebringe den første engels budskab til folk omkring os, som tror på evolutionsteorien, på en kreativ og indtagende måde?