[10]
Det evige evangelium i den første engels budskab
Tilbed
Skaberen DET HIMMELSKE BUDSKAB, som blev forkyndt af den første engel, skal give genlyd overalt i verden. Det skal appellere til alle om at frygte Gud, give ham ære og tilbede ham som Skaberen (Åb 14,7). Tilbedelse fører os til kernen af den kosmiske konfl ikt, som udfordrer os til at tilbede Skaberen og ikke den faldne kerub (jf. Matt 4,9), hvis hensigt er at fjerne Gud for evigt fra en del af hans skaberværk. Under konflikten er tilbedelse testen på troens sande værdi.
Tilbedelse – en måde at vise sin loyalitet over for Lammet
Bedeugelæsninger 2021 TIRSDAG
I Johannes’ Åbenbaring (kap. 14, vers 7), er det græske verbum ”at tilbede“ proskuneo, hvilket bogstavelig talt betyder ”at knæle ned“ eller at ”kaste sig næsegrus til jorden“. Når det pålægges mennesker, betegnes det som værende en hyldest. Men når Gud er objektet, så betegner verbet, at man bøjer både sin krop og sin sjæls indre som et udtryk for vores faldne selvs frigørelse for i stedet at finde helhed i Ham, som er centrum og målet for vores liv.
Tilbedelse som en bekendelse af ens tro på Gud Himmelske væsener falder på knæ og
tilbeder Gud foran hans trone, imens de erklærer: ”Værdig er du, vor Herre og Gud, til at få pris og ære og magt; for du har skabt alle ting“ (Åb 4,11).1 De vedgår, at de tilbeder Gud som skaber, og de inviterer mennesker til at slutte sig til dem i tilbedelse. Selve handlingen at tilbede er i bund og grund en bekendelse af ens tro på Gud. Ham, som vi bekender som vores Skaber. Denne bekendelse af tro, gennem Helligånden, er dybt indgroet i vores indre, og bliver udtrykt gennem ord og handling. Man får sit inderste jeg til at knæle i fuldkommen overgivelse (Rom 10,9.10). Faktisk har det at tilbede Skaberen meget med livet at gøre, da han er kilden til vores liv. Derfor er det at tilbede ligesom at være hjemme, fordi vi er i vores Faders nærvær, som gav os liv gennem en kærlig, skabende handling. Dette forklarer, hvorfor det i Bibelen kun er dem, som er i live, der kan prise Herren (Sl 115,17-18). Et skabt liv ser ham, som er livet, og knæler ned i taknemmelighed og kærlighed foran ham. Denne form for tilbedelse er ikke noget, vi kun gør lejlighedsvis, men det er et liv, som vi til stadighed lever i Herrens nærvær, idet vi ydmygt vandrer frem for ham.
Johannes ser også de hellige væsener falde på knæ foran Lammet i tilbedelse og erklærer: ”Du [Lammet] er værdig … for du blev slagtet og du købte med dit blod mennesker til Gud af alle stammer og tungemål, folk og folkeslag“ (Åb 5,9). Tilbedelse er at bekende sin tro på Kristus – at han som Frelser har gjort os til nye skabninger (Joh 3,7; 2 Kor 5,17). Frelse bygger på, at Guds oprindelige skaberværk blev skadet af den faldne kerub, og at mennesket er drevet væk fra hjemmet. Så kom Guds søn ned til en planet fuld af selvcentrerede skabninger for at føre dem hjem (jf. Es 53,6) til deres livskilde. Et tabt liv, som blev givet tilbage til os gennem Kristi frelsergerning, bekender for universet, at han er vores Frelser. Vi bøjer vores faldne jeg ned foran ham i taknemmelig tilbedelse.
At bekende sin loyalitet At tilbede er at bekende sin loyalitet over for Gud som Skaberen og Frelseren. Det betyder, at man står på Guds side i den kosmiske konflikt, og som følge deraf er det et oprør imod den ondes magt. Ligesom Daniels tre venner (Dan 3,16-18) og Daniel (Dan 6,11), så bliver de, som følger Lammet, ikke afskrækket