Bs 17 4 kvartal samlet by Adventistkirken

ISSN 1398-2826 ISBN 978 87 7532 581 8

BIBEL STUDIUM Retfærdiggørelse af tro alene:

Romerbrevet Oktober · November · December 2017

4. KVARTAL 2017

BIBELSTUDIUM FOR SABBATSSKOLEN

4. kvartal

Forfatter

Retfærdiggørelse af tro alene: Romerbrevet De ansatte i Generalkonferensens sabbatsskoleafdeling

BIBELSTUDIUM FOR SABBATSSKOLEN Udgiver: Adventistkirken, sabbatsskoleafdelingen Forfattere: De ansatte i Generalkonferensens sabbatsskoleafdeling Oversættelse: Marit Birch Petersen Aktiviteter og dialog: Paul Birch Petersen Korrektur: Elsebeth Daugaard Grafisk opsætning: Bente Skov Schledermann Tryk: TopTryk Grafisk

© 2017 General Conference of Seventh-day Adventists®. Alle rettigheder forbeholdes. Ingen del af Bibelstudium for sabbatsskolen må redigeres, ændres, omformes, tilpasses, oversættes, gengives eller udgives af nogen enkeltperson eller organisation uden forudgående skriftlig godkendelse fra The General Conference of Seventh-day Adventists®. Divisionskontorerne under The General Conference of Seventh-day Adventists® har ret til at sørge for oversættelse af Bibelstudium for sabbatsskolen efter særlige retningslinjer. Ophavsretten til sådanne oversættelser og deres udgivelse forbliver hos Generalkonferensen. Seventh-day Adventist, Adventist og flammelogoet er registrerede varemærker tilhørende The General Conference of Seventh-day Adventists® og må ikke benyttes uden forudgående godkendelse af Generalkonferensen.

INDHOLDSFORTEGNELSE INDLEDNING TIL 4. KVARTAL ................................................

7. oktober

Apostlen Paulus i Rom ................................................

14. oktober

Striden ........................................................................

21. oktober

Menneskenes tilstand .................................................

28. oktober

Retfærdiggørelse af tro ...............................................

4. november

Abrahams tro ..............................................................

11. november

Adam og Jesus .............................................................

18. november

Sejr over synd ..............................................................

25. november

Hvem er mennesket i Rom 7? ......................................

2. december

Ingen fordømmelse .....................................................

9. december

10. Løftets børn ................................................................

16. december

11. De udvalgte ................................................................ 106

23. december

12. Overvind det onde med det gode ............................... 116

30. december

13. Kristen livsførelse ........................................................ 126

4. KVARTAL 2017

Her står vi: Luther og Romerbrevet I denne måned er det fem hundrede år siden den 33 år gamle teologiprofessor Martin Luther opslog sine 95 teser. Og selv om det til at begynde med kun var hans hensigt at tilbagevise en pavelig svindler, som drænede Luthers menighed ved at sælge aflad, blev Luthers provokerende handling den gnist, der tændte reformationens ild, og verden har ikke været den samme siden. Meget er selvfølgelig ændret siden den dag i 1517. Men hvad der ikke er forandret er Guds Ord og de sandheder, der gav Luther det teologiske grundlag for at udfordre Romerkirken og give millioner af mennesker det store budskab om frelse ved tro alene. Centralt i dette teologiske grundlag står Romerbrevet, som vi skal studere i dette kvartal. Luther skrev i sin kommentar til Romerbrevet: ”Dette brev er det Ny Testamentes vigtigste skrift og det allerklareste evangelium. Det fortjener, at en kristen ikke blot lærer det ordret udenad, men hver dag beskæftiger sig med det som dagligt brød for sjælen.“ Det var i Romerbrevet, at Luther fandt den store sandhed om ”retfærdiggørelse ved tro“ alene. Det var heri, at denne mand, som kæmpede med frelsesvished, opdagede den store sandhed – ikke alene i Romerbrevet, ikke alene i Det Nye Testamente, men i hele Bibelen: sandheden om frelsesplanen, ”som var givet os i Kristus Jesus for evige tider siden“ (2 Tim 1,9). Denne sandhed består i, at frelse kun findes i Kristi retfærdighed. Det er en retfærdighed, der bliver tilregnet os gennem tro, en retfærdighed, der gives os uafhængigt af lydighed mod loven. Eller som Paulus så tydeligt udtrykte det i Romerbrevet: ”For vi mener, at et menneske gøres retfærdigt ved tro, uden lovgerninger“ (Rom 3,28). Det var også i forhold til denne sandhed, at Luther i sin trods imod denne verdens magter og myndigheder og det romerske hierarki stod frem ved rigsdagen i Worms i 1521 og sagde: ”Jeg hverken kan eller vil tilbagekalde noget, for det er hverken sikkert eller bringer frelse at gøre noget mod sin samvittighed. Gud hjælpe mig, Amen.“

INDLEDNING

Heller ikke i dag kan trofaste protestanter gøre andet end at holde fast ved Guds Ord mod enhver ubibelsk tradition og lære. Der er ingen tvivl om, at kristendommen har gjort store fremskridt siden Luthers dage og har befriet sig selv fra århundreders overtro og falske læresætninger, der ikke alene fordrejede evangeliet, men faktisk også tog dets plads. Alligevel gik reformationen i stå i mange år, Nogle steder blev den erstattet med kold formalisme, andre steder vendte mennesker faktisk tilbage til Romerkirken. Og i dag lever vi i en økumenisk og pluralistisk tidsalder, hvor mange af de specielle sandheder, der fremskyndede reformationen, er blevet diffuse og skjult under et læs af semantiske kneb. Derved skjules de grundlæggende forskelle med Romerkirken, forskelle, der betyder lige så meget i dag som på Luthers tid. Profetierne i Dan 7,23-25; 8,9-12 og Åb 13 og 14 tillige med det vigtige budskab om retfærdiggørelse af tro, som vi finder det i Romerbrevet viser, hvordan de, der er tro imod Bibelen, må holde fast ved de sandheder, vores protestantiske forfædre forsvarede med livet som indsats. Vi er syvendedags adventister, og vi bygger på princippet om sola scriptura, ved Skriften alene; vi afviser derfor alle forsøg på at trække de kristne tilbage til Rom og en førreformatorisk tro, Skriften peger os i den modsatte retning (Åb 18,4), og vi går fremad i den retning, mens vi forkynder det ”evige evangelium“ (Åb 14,6) for verden. Det er det samme evangelium, som inspirerede Luther for 500 år siden.

TIL SABBATTEN | 7. OKTOBER 2017

Apostlen Paulus i Rom

Ugens vers

”Først og fremmest takker jeg min Gud ved Jesus Kristus for jer alle, fordi der i hele verden forkyndes om jeres tro“ (Rom 1,8).

Introduktion

Det er vigtigt for den, der studerer Romerbrevet, at forstå brevets historiske baggrund. Det er altid vigtigt at kende baggrund og sammenhæng, når vi ønsker at forstå Guds Ord. Det er nødvendigt at forstå de emner, der behandles. Paulus skrev til en bestemt gruppe kristne på et bestemt tidspunkt af en bestemt årsag. Det vil være en stor fordel for vores studium at kende så meget som muligt til denne årsag. Lad os derfor gå tilbage i tiden. Lad os forestille os Rom i det første århundrede e.Kr. og blive medlemmer af menigheden der. Lad os dernæst, som medlemmer af menigheden i det første århundrede, lytte til Paulus og de ord, Helligånden gav ham at formidle til de troende i Rom. Men uanset hvor lokale og umiddelbare de problemstillinger var, som Paulus behandlede, er principperne bag dem – i dette tilfælde spørgsmålet: hvordan bliver et menneske frelst? – universelle. Det er rigtigt, at Paulus talte til en specifik gruppe mennesker og havde et bestemt emne i tanke, da han skrev sit brev. Men som vi ved, blev hans ord lige så relevante for Martin Luther mange århundreder senere i en helt anden sammenhæng og tid, som de var for Paulus, da han skrev dem. Og de har også betydning for os i dag.

Ugens tekster

· · · · · ·

Rom 15,20-27 ApG 28,17-31 Fil 1,12 Rom 1,7 Ef 1 Rom 15,14

SØNDAG

1. OKTOBER 2017

Apostlen Paulus’ brev Rom 16,1-2 antyder, at Paulus sandsynligvis skrev sit brev til romerne i den græske by Kenkreæ. At Paulus nævner Føbe, gør det sandsynligt, at han befandt sig i denne by, da han skrev Romerbrevet. Paulus rejste meget, og hvis vi ved, hvor han opholdt sig på et givet tidspunkt, giver det os et fingerpeg om datoen, da brevet blev skrevet. Paulus oprettede menigheden i Korinth under sin anden missionsrejse i årene 49-52 e.Kr. (se ApG 18,1-18). På sin tredje rejse (53-58 e.Kr.) besøgte han igen Grækenland (ApG 20,2-3) og modtog en gave for de hellige i Jerusalem imod slutningen af rejsen (Rom 15,2526). Derfor blev Romerbrevet sandsynligvis skrevet i de første måneder af år 58 e.Kr. ApG 18,23

Hvilke andre betydningsfulde menigheder besøgte Paulus på sin tredje missionsrejse? Under sit besøg hos menighederne i Galatien opdagede Paulus, at falske lærere under hans fravær havde overbevist medlemmerne om at lade sig omskære og holde andre dele af Moseloven. I sin frygt for, at hans modstandere også skulle nå til Rom før ham, skrev Paulus Romerbrevet for at forhindre, at den samme tragedie indtraf i Rom. Det antages, at Galaterbrevet også blev skrevet fra Korinth under Paulus’ tre måneder lange ophold på hans tredje missionsrejse, og at det skete kort tid efter hans ankomst dertil. ”I sit brev til romerne fremsatte Paulus de store principper i evangeliet. Han fastslog sin holdning til de spørgsmål, der oprørte de jødekristne og de hedningekristne menigheder, og viste, at det håb og de løfter, som engang i særlig grad havde tilhørt jøderne, nu også blev tilbudt hedningerne.“ (Ellen White, The Acts of the Apostles, s. 373). Som vi tidligere nævnte, er det vigtigt for studiet af en hvilken som helst bog i Bibelen at vide, hvorfor den blev skrevet. Altså hvilken situation den havde til hensigt at behandle. Det er derfor af betydning for vores forståelse af Romerbrevet at vide, hvilke spørgsmål der optog sindene i både de jødekristne og de hedningekristne menigheder. Vi vil se nærmere på disse spørgsmål i næste uges studium.

Til at tænke over

Hvilke emner bliver din menighed oprørt over lige nu? Er det mest en indre eller en ydre trussel? Hvilken rolle spiller du i disse debatter? Hvor ofte har du standset op og overvejet din egen rolle, din stilling og din holdning i de konflikter, du møder? Hvorfor er en sådan selvvurdering vigtig? 7

MANDAG

2. OKTOBER 2017

Paulus’ ønske om at besøge Rom Der er ingen tvivl om, at personlig kontakt i de fleste tilfælde er den bedste måde at kommunikere på. Vi kan ringe, sende e-mail, tekste eller Skype, men ansigt til ansigt er stadigvæk den bedste måde at kommunikere på. Derfor fortæller Paulus i sit brev til romerne, at han havde til hensigt at besøge dem personligt. Han ønskede, at de skulle vide, at han kom og hvorfor. Rom 15,20-27

Hvilke grunde giver Paulus for ikke at have besøgt Rom tidligere? Hvad fik ham til at beslutte sig for at komme, da han gjorde? Hvor centralt stod mission i hans overvejelser? Hvad kan vi lære om mission og vidnetjeneste fra Paulus’ ord i de vers, du lige har læst? Hvilken interessant – og vigtig – pointe kommer Paulus med i Rom 15,27 med hensyn til jøder og hedninger? Den store hedningemissionær følte hele tiden, at han måtte bringe evangeliet til nye områder og efterlod andre til at arbejde de steder, hvor evangeliet var blevet grundfæstet. På den tid, hvor kristendommen var ung og arbejderne få, ville det have været spild af værdifulde missionskræfter for Paulus at blive ved med at arbejde i områder, hvor evangeliet allerede var blevet forkyndt. Han sagde: ”Blot har jeg sat en ære i kun at forkynde evangeliet dér, hvor Kristi navn ikke tidligere har lydt, for ikke at bygge, hvor andre har lagt grunden, men – som der står skrevet – de, som ikke har fået fortalt om ham, skal se, og de, som ikke har hørt, skal indse“ (Rom 15,20-21). Det var ikke Paulus’ hensigt at slå sig ned i Rom. Det var hans mål at nå Spanien med evangeliet. Han håbede at få støtte til denne opgave fra de kristne i Rom. Hvilket vigtigt princip kan vi finde mht. mission i det faktum, at Paulus søgte hjælp fra en etableret menighed for at drive mission i et nyt område?

Til at tænke over

Læs Rom 15,20-27 igen. Læg mærke til, hvor stort Paulus’ ønske om at tjene var. Hvad motiverer dig og dine handlinger? Hvor stor interesse har du i at tjene?

TIRSDAG

3. OKTOBER 2017

Paulus i Rom ”Og da vi var kommet ind til Rom, fik han tilladelse til at bo for sig selv sammen med den soldat, der skulle bevogte ham“ (ApG 28,16). Hvad fortæller denne tekst om, hvordan Paulus til sidst kom til Rom? Hvad kan vi lære af det mht. de uventede og uønskede situationer, der ofte opstår i vores liv? Da Paulus endelig kom til Rom, var det som fange. Hvor sker det tit, at vores planer ikke virkeliggøres på den måde, vi forventede eller håbede, selv de planer, der blev lagt med de bedste intentioner. Paulus nåede til Jerusalem ved afslutningen af sin tredje missionsrejse og medbragte den gave til de fattige, som han havde indsamlet i menighederne i Europa og Lilleasien. Men der ventede ham uforudsete begivenheder. Han blev arresteret og lagt i lænker. Efter at have siddet i fængsel i Cæsarea i to år appellerede han til Cæsar. Omkring tre år efter sin arrestation ankom han til Rom, og det var højst sandsynligt ikke den måde, han havde forestillet sig, da han flere år tidligere skrev til menigheden i Rom, at han havde til hensigt at besøge dem. ApG 28,17-31

Hvad fortæller disse vers om Paulus’ tid i Rom? Hvad kan vi lære af det? ”Ikke gennem Paulus’ taler, men gennem hans lænker blev hoffet tiltrukket af kristendommen. Det var som fange, at han befriede så mange sjæle fra de bånd, der holdt dem fanget i syndens slaveri. Men det var ikke alt. Han sagde: ”I tillid til Herren har de fleste af brødrene ved mine lænker fået større mod til at tale ordet uden frygt“ (Fil 1,14).“ (Ellen White, Acts of the Apostles, s. 464).

Til at tænke over

Hvor mange gange har du oplevet uventede forviklinger i dit liv, der viste sig til sidst at føre til noget godt? (Se Fil 1,12.) Hvordan kan og bør disse erfaringer styrke dig i troen, så du også stoler på Gud i de situationer, hvor der ikke ser ud til at komme noget godt ud af det?

ONSDAG

4. OKTOBER 2017

De ”hellige“ i Rom Rom 1,7

Læs Paulus’ hilsen til menigheden i Rom. Hvilke principper om sandhed, teologi og tro kan vi finde i hans ord? Guds elskede. Det er sandt, at Gud elsker verden, men på en særlig måde elsker Gud dem, der har valgt ham, dem, der har reageret positivt på hans kærlighed. Vi ser dette også i den menneskelige sfære. Vi elsker på en særlig måde dem, der elsker os; der er en gensidig udveksling af kærlighed mellem dem og os. Kærlighed kræver et svar. Når dette svar ikke gives, begrænses kærligheden i sin fulde udstrækning. Kaldet til at være hellige. I nogle oversættelser er ordene ”til at være“ sat i kursiv for at indikere, at de er indsat af oversætterne. Men disse ord kan godt udelades uden at ændre meningen. Hvis de udelades, får vi udtrykket ”kaldet hellige“; det vil sige ”udnævnte hellige“. Hellige er oversat fra det græske ord hagioi, som bogstaveligt betyder ”hellige personer“. Hellig betyder ”indviet“. En hellig person, er en, der er ”sat til side“ af Gud. Han eller hun har måske stadig lang vej at gå i sin helliggørelsesproces, men det faktum, at vedkommende har valgt Kristus som sin Herre, gør ham eller hende hellig i Bibelens brug af dette udtryk.

Ef 1,4 Hebr 2,9 2 Pet 3,9

Paulus siger, at de var ”kaldet til at være hellige.“ Betyder det, at nogle mennesker ikke er kaldet? Hvordan kan disse bibeltekster hjælpe os til at forstå, hvad Paulus mener? Evangeliets store budskab er, at Kristi død var universel; han døde for alle mennesker. Alle er kaldet til at blive frelst i ham, ”kaldet til at være hellige“ fra før verdens grundvold blev lagt. Guds oprindelige hensigt var, at hele menneskeheden skulle finde frelse i Jesus. Den sidste ild i helvede var kun ment for Satan og hans engle (Matt 25,41). Det, at nogle ikke tager imod det, der er blevet tilbudt, gør ikke gaven mindre fantastisk, end en person formindsker en markedsplads overdådighed ved at begynde en sultestrejke der.

Til at tænke over

Selv før verdens grundvold blev lagt, kaldte Gud dig til at modtage frelse fra ham. Hvorfor bør du ikke lade noget som helst holde dig tilbage fra at tage imod dette kald?

TORSDAG

5. OKTOBER 2017

De troende i Rom ”Først og fremmest takker jeg min Gud ved Jesus Kristus for jer alle, fordi der i hele verden forkyndes om jeres tro“ (Rom 1,8). Vi ved ikke, hvordan menigheden i Rom blev til. Traditionen siger, at den blev stiftet enten af Peter eller Paulus, men det er uden historisk grundlag. Måske blev den stiftet af lægpersoner, som blev omvendt på pinsedagen i Jerusalem (ApG 2) og senere enten besøgte eller flyttede til Rom – eller måske af kristne, der flyttede til Rom og vidnede om deres tro i verdens hovedstad. Det er overraskende, at der få årtier efter pinsedagen fandtes en menighed, som var kendt så vidt omkring, selv om den ikke havde haft besøg af nogen apostel. ”Til trods for modstand var der tyve år efter Kristi korsfæstelse en levende, oprigtig menighed i Rom. Denne menighed var stærk og ivrig, og Herren arbejdede for den.“ (Ellen White kommentar, The SDA Bible Commentary, 6. bind, s. 1067). Rom 15,14

Hvordan beskriver Paulus menigheden i Rom? Paulus vælger positivt at fremhæve tre punkter i de romerske kristnes erfaring: 1. ”Fulde af godhed“. Ville folk sige det om vores egne erfaringer? Er det en overflod af godhed i os der tiltrækker andre menneskers opmærksomhed, når de møder os? 2. ”Fulde af fornøden indsigt“. Bibelen understreger gentagne gange vigtigheden af indsigt, information og kundskab. Kristne formanes til at studere Bibelen og blive godt kendt med, hvad den lærer. ”Ordene ‘Jeg giver jer et nyt hjerte’ betyder ‘Jeg giver jer et nyt sind.’ En forandring af hjertet indbefatter altid en klar overbevisning om kristen pligt og forståelse af sandhed.“ (Ellen White, My Life Today, s. 24). 3. I stand til at ”vejlede hinanden“. Ingen kan vokse åndeligt, hvis de er adskilt fra andre troende. Vi har brug for at være i stand til at opmuntre andre og samtidigt blive opmuntret af andre.

Til at tænke over

Hvordan er det med din menighed? Hvilket ry har den? Eller har den slet ikke noget ry? Hvad fortæller dit svar om din lokale menighed? Hvad kan du eventuelt gøre for at være med til at forbedre situationen? 11

FREDAG

6. OKTOBER 2017

Til videre studium · Ellen White, Testimonies for the Church, 5. bind, ”The Mysteries of the Bible“, s. 706 · Ellen White, Acts of the Apostles, ”Salvation to the Jews“, s. 372-374 · The SDA Bible Dictionaty, s. 922 · The SDA Bible Commentary, 6. bind s. 467-468 ”Menneskehedens frelse er ikke et resultat af en guddommelig tilføjelse eller improvisation, der blev nødvendig på grund af en uventet vending, efter at synden opstod. Tvært imod kommer den fra en guddommelig plan om menneskenes frelse, lagt før verdens grundvold blev lagt (1 Kor 2,7; Ef 1,3.14; 2 Thess 2,13-14) og rodfæstet i Guds evige kærlighed til menneskene (Jer 31,3). Denne plan omfatter evigheden i fortiden, den historiske nutid og evigheden i fremtiden. Den indbefatter kendsgerninger og velsignelser som udvælgelse og forudbestemmelse til at blive Guds hellige folk og Kristus lig, forløsning og tilgivelse, sammenfatningen af alle ting i Kristus, besegling med Helligånden, modtagelse af den evige arv samt herliggørelse (Ef 1,3-14). Centralt for frelsesplanen er Jesu lidelse og død, som ikke var et historisk uheld eller blot følgerne af menneskers beslutning, men var rodfæstet i Guds frelsende mål (ApG 4,27-28). Jesus var i sandhed ”det slagtede lam“ ”fra verden blev grundlagt“ (Åb 13,8).“ (The Handbook of Seventh-day Adventist Theology (Hagerstown, Md.: Review and Herald Publishing®, 2000), s. 275-276). Spørgsmål til drøftelse

1. Tal sammen i klassen om Reformationens betydning. Tænk især over følgende spørgsmål: Hvor anderledes ville verden være i dag uden reformationen? 2. Tænk grundigt over tanken om, at vi blev kaldet til frelse, selv før verden blev grundlagt (se også Tit 1,1-2; 2 Tim 1,8-9). Hvorfor bør denne tanke være opmuntrende for os? Hvad fortæller det os om Guds kærlighed til alle mennesker? Hvorfor er det så tragisk, når mennesker afviser det, Gud i så stor kærlighed har tilbudt dem? 3. Tal sammen i klassen om spørgsmålet sidst i torsdagsafsnittet. Hvordan kan din klasse være med til at forbedre jeres menigheds ry, hvis det er nødvendigt?

DIALOG

TIL SABBATTEN | 7. OKTOBER 2017

Aktiviteter og dialog Guds Ord og klassens aktiviteter

Endnu et nyt kvartal. Denne gang er emnet Romerbrevet, der ligesom sidste kvartals studium af Galaterbrevet er inspireret af 500 året for reformationens begyndelse. Selv om de to breve har lighedspunkter, er det værd at bemærke forskellene. Her er nogle forslag til din klasses studium og aktiviteter i kvartalet. • Prøv som altid at samle specifikke spørgsmål til bibelteksten og finde anledninger til at besvare dem. - Romerbrevet er til tider meget vanskeligt, og ned igennem historien er det blevet fortolket på mange forskellige måder. Det er stadig tilfældet. · Måske kan det være nyttigt at invitere en ekspert til at give klassen en oversigt over de forskellige perspektiver, bibellæsere har lagt mærke til i dette brev. · Saml citater om Romerbrevet fra kendte teologer, Martin Luther naturligvis indbefattet. · Saml Ellen White citater, hvor hun anvender Romerbrevet. - Bed et eller flere af klassens medlemmer om at samle nogle få historiske oplysninger om Rom og Romerriget i datiden, evt. illustreret med billeder og kort. • Planlæg en fællesspisning for klassen • Lad evt. nogle af medlemmerne i klassen være på udkig efter interessante nyhedsklip eller indslag i medierne om Luthers betydning. - Drøft, hvordan I vil vurdere dem fra en adventistisk synsvinkel. - Planlæg evt. med klassen/menigheden/præsten et offentlig program med udgangspunkt i dette emne, der omtales så meget i medierne. · En måske anderledes ide ville være at arrangere et sangprogram, hvor nogle af Luthers salmer synges, på nye og gamle melodier, og hvor der gives lidt baggrund for disse sange.

Guds Ord

• Læs Rom 1,1-15 sammen. Lektien bruger tid på vers 7, og senere i kvartalet studeres vers 16-17 mere detaljeret. • Tal derfor sammen om betydningen af de øvrige vers i Paulus’ indledning. 13

DIALOG

TIL SABBATTEN | 7. OKTOBER 2017

- Hvordan fremhæver Paulus Jesu menneskelige oprindelse? - Hvad er givet som begrundelsen for hans guddommelighed? - Hvad menes der mon med udtrykket ”troslydighed“? Uddybende spørgsmål

Personligt kristenliv

Mødet med dagligdagen

NOTER

• Hvis vi ikke skammer os ved evangeliet, bør vi så være stolte over det? - Hvilke sider ved evangeliet og kristendommen føler du mulighed for at fremhæve med en vis stolthed? Er der sider, du helst vil undgå at blive gjort opmærksom på? - Indsæt ordene ”adventbudskabet“ og ”Adventistkirken“ i stedet for ”evangeliet“ og ”kristendommen“ i spørgsmålet! Hvad er da dit svar? Hvem takker du Gud for i dine bønner? Prøv i dette kvartal, ligesom Paulus, regelmæssigt at takke Gud for andre mennesker, som du møder til daglig. • Har du været i situationer, hvor du - ”skammede dig ved evangeliet“? - ”skammede dig ved bekendende kristnes opførsel“? - ”skammede dig ved din egen opførsel“?

NOTER

TIL SABBATTEN | 7. OKTOBER 2017

2 Ugens vers

Introduktion

TIL SABBATTEN | 14. OKTOBER 2017

Striden ”For loven blev givet ved Moses, nåden og sandheden kom ved Jesus Kristus“ (Joh 1,17). Den tidlige kristne kirke bestod for det meste af jøder, som ikke et øjeblik mente, at de ved at acceptere Jesus, som den jødiske messias, på en eller anden måde forlod deres fædres tro eller de pagtsløfter, som Gud havde givet sit folk. Og det viste sig, at de havde ret. Problemstillingen for de tidlige jødekristne drejede sig ikke om, hvorvidt jøder var nødt til at blive kristne for at tage imod Jesus. Problemet var, hvorvidt hedninger var nødt til at blive jøder, før de kunne tage imod Kristus. Kun senere, ved apostelmødet i Jerusalem, havde man et solidt svar. De besluttede, at man ikke skulle besvære hedningerne med en mængde love og regler. Det vil sige, hedningerne behøvede ikke først at blive jøder for at modtage Jesus. På trods af denne afgørelse var der alligevel nogle lærere, der blev ved med at plage menighederne ved at påstå, at de hedninger, der var blevet omvendt til troen, skulle overholde disse love og regler, deriblandt også omskærelse (en procedure, der ikke ville gøre det specielt attraktivt for en voksen at tilslutte sig kirken). De mente, at disse hedninger for at få del i pagtsløfterne skulle overholde mange af de love og regler, som blev opfattet som nødvendige for at tilhøre Israels folk. Hvad var problemerne, og hvordan blev de løst?

Ugens tekster

· · · · · ·

Hebr 8,6 Matt 19,17 Åb 12,17 3 Mos 23 ApG 15,1-29 Gal 1,1-12

SØNDAG

8. OKTOBER 2017

En bedre pagt Hebr 8,6

Hvad er budskabet i dette vers? Hvordan skal vi forstå, hvad disse ”bedre løfter“ er? Den største forskel mellem Det Gamle Testamentes og Det Nye Testamentes religion er måske det faktum, at den nytestamentlige periode blev indledt ved, at Messias, Jesus fra Nazaret, kom. Han var sendt af Gud for at være vores frelser. Mennesker kunne ikke ignorere ham og samtidigt forvente at blive frelst. Kun gennem den forsoning, han tilbød, kunne deres synder blive tilgivet. Kun ved at få tilregnet hans fuldkomne liv kunne de stå for Guds domstol uden fordømmelse. Frelse kunne med andre ord kun opnås ved Jesu retfærdighed, intet andet. De gammeltestamentlige hellige så frem til den messianske tidsalders velsignelser og løftet om frelse. På Det Nye Testamentes tid stod mennesker over for spørgsmålet: Ville de acceptere Jesus fra Nazaret, som Gud havde sendt som Messias, deres frelser? Hvis de troede på ham – det vil sige, hvis de tog imod ham som den, han virkelig var, og overgav sig til ham – ville de blive frelst gennem den retfærdighed, som han uden vederlag tilbød dem. Men de moralske krav er uændret i Det Nye Testamente, for disse byggede på Guds og Kristi karakter. Lydighed mod Guds morallov er lige så meget en del af den nye pagt, som det er af den gamle.

Matt 19,17 Åb 12,17; 14,12 Jak 2,10-11

Til at tænke over

Hvad siger disse tekster om moralloven i Det Nye Testamente? Samtidigt ophørte hele samlingen af rituelle og ceremonielle love, som var specifikt givet til Israel og direkte knyttet til den gamle pagt, og som alle pegede frem til Jesus og hans død og tjeneste som ypperstepræst, med at gælde, da en ny ordning blev introduceret; en ordning var baseret på ”bedre løfter“. Et af Paulus’ primære mål med sit brev til romerne var at hjælpe både jøder og hedninger til bedre at forstå, hvad det involverede at skifte fra jødedommen til kristendommen. Det ville tage tid at foretage et sådant skift. Mange af de jøder, der havde taget imod Jesus, var endnu ikke klar til de store forandringer, der skulle komme. Tænk over nogle af dine yndlingsløfter fra Bibelen. Hvordan anvender du dem? Hvilke valg foretager du, som kan stå i vejen for, at disse løfter kan blive opfyldt i dit liv? 17

MANDAG

9. OKTOBER 2017

Jødiske love og regler Tag dig tid til at skimme igennem 3. Mosebog (se fx på 3 Mos kap. 12, 16 og 23). Hvad kommer du til at tænke på, når du læser alle disse regler og love og ritualer? Hvorfor ville det være næsten muligt at følge mange af dem på Det Nye Testamentes tid? Det kan være en hjælp for os at inddele gammeltestamentlige love i forskellige kategorier: (1) morallove, (2) ceremonilove, (3) civile love, (4) vedtægter og domskendelser og (5) sundhedslove. Denne inddeling er til dels kunstig. Nogle af disse kategorier er forbundet og overlapper faktisk i høj grad hinanden. Folk dengang opfattede dem ikke som adskilte og forskellige. Moralloven opsummeres i De Ti Bud (2 Mos 20,1-17). Denne lov opsummerer de moralske krav til menneskeheden. Disse ti bud bliver uddybet og anvendt i forskellige vedtægter og domskendelser i alle de fem Mosebøger. Disse eksempler viser, hvad det ville sige at holde Guds lov i forskellige situationer. Ikke ubeslægtede hermed er de civile love. Disse er også baseret på moralloven. De definerer en borgers forhold til civile myndigheder og ens medborgere. De specificerer også straffen for forskellige overtrædelser. Ceremoniloven styrede helligdomsritualerne og beskriver de forskellige ofringer og den enkelte borgers ansvar. Festdagene er angivet og deres overholdelse defineret. Sundhedslovene overlapper de andre love. De forskellige love, der har at gøre med urenhed, beskriver også ceremoniel urenhed; men de går også videre ved at beskrive hygiejne og sundhedsprincipper. Love, der har med ren og uren føde at gøre, er baseret på fysiske overvejelser. Jøderne betragtede sandsynligvis alle disse love i det store og hele som én samling, som alle kom fra Gud; men de har helt sikkert mentalt foretaget en vis form for skelnen. Gud havde talt direkte til folket om De Ti Bud. Det betød, at de var særligt vigtige. De andre love var givet gennem Moses. Helligdomsritualerne kunne kun overholdes, mens der var en helligdom i funktion. De civile love kunne i hvert fald for en stor del ikke længere iværksættes, efter at jøderne mistede deres selvstændighed og kom under en anden nations civile styre. Mange af de ceremonielle forordninger kunne ikke længere opfyldes, efter at templet blev ødelagt. Og efter Messias’ komme var mange af symbolerne opfyldt i Kristus og havde ikke længere nogen gyldighed. 18

TIRSDAG

10. OKTOBER 2017

Efter Moses’ skik ApG 15,1 1 Mos 17,10

Hvilket spørgsmål skabte splid i kirken? Hvorfor troede nogen, at dette ikke kun gjaldt for jødefolket? Mens apostlene sammen med prædikanter og lægfolk i Antiokia gjorde en seriøs indsats for at vinde mange for Kristus, lykkedes det visse jødekristne fra ”farisæernes parti“ at introducere et spørgsmål, som snart førte til en udbredt strid i kirken og bragte bestyrtelse blandt de hedningekristne. Med stor overbevisning påstod disse lærere, at man skulle omskæres og holde hele ceremoniloven for at blive frelst. Jøderne havde trods alt altid pralet af deres guddommeligt givne gudstjenester, og mange af dem, der var blevet omvendt til tro på Kristus, følte stadigvæk, at det var utænkeligt, at Gud, som tydeligt havde givet dem retningslinjer for deres gudsdyrkelse, ville anerkende nogen form for ændringer i dens detaljer. De insisterede på, at de jødiske love og ceremonier skulle inkorporeres i den kristne religions ceremonier. De havde svært ved at indse, at alle ofringerne kun pegede frem til Guds søns død, hvor forbillede mødte virkeligheden; og derefter var ritualer og ceremonier fra den mosaiske tidsperiode ikke længere bindende.

ApG 15,2-12

Hvordan blev striden løst? ”Paulus henvendte sig til Gud for at få direkte vejledning, men han var altid parat til at anerkende den myndighed, der var givet til det fællesskab af troende, der repræsenterede Jesu legeme på jorden. Han følte behov for vejledning, og når der opstod vigtige sager, var han glad for at kunne præsentere disse for kirken og forene sig med sine brødre i at bede Gud om visdom til at foretage den rette beslutning.“ (Ellen White, The Acts of the Apostles, s. 200). Det er interessant, at Paulus, som ofte talte om sit profetiske kald og om, hvordan Jesus havde kaldet ham og givet ham en særlig opgave, var så villig til at samarbejde med menigheden som et hele. Uanset hvori hans kald bestod, indså han, at han var en del af hele kirken, og at han var nødt til at samarbejde med den så meget som muligt.

Til at tænke over

Hvordan er din holdning til kirkens ledelse? Hvor samarbejdsvillig er du? Hvorfor er samarbejde så vigtigt? Hvordan ville det fungere, hvis alle gjorde det, de selv ønskede, uafhængigt af resten af kirken? 19

ONSDAG

11. OKTOBER 2017

De hedningetroende ApG 15,5-29

Hvilken afgørelse traf rådet, og hvori bestod deres argumenter? Beslutningen gik imod judaisternes påstande. Disse mennesker insisterede på, at de omvendte hedninger skulle omskæres og holde hele ceremoniloven, og at ”de jødiske love og ceremonier skulle inkorporeres i den kristne religions ritualer.“ (Ellen White, The Acts of the Apostles, s. 189). Det er interessant at lægge mærke til, hvordan Peter i ApG 15,10 beskrev disse gamle love som et åg, som de ikke magtede at bære. Ville Gud, som havde givet disse love, gøre dem til at åg for sit folk? Det virker ikke logisk. Men ned igennem tiden havde nogle af folkets ledere gennem deres mundtlige overleveringer forandret lovenes tiltænkte velsignelser til byrder. Apostelmødet i Jerusalem forsøgte at spare hedningerne for disse byrder. Læg også mærke til, at der ikke var talt om eller stillet spørgsmålstegn ved, hvorvidt hedningerne skulle holde de Ti Bud. Det er svært at forestille sig, at rådet skulle bede hedningerne om ikke at spise blod, men at det var i orden at tilsidesætte budene om ægteskabsbrud eller drab eller lignende.

ApG 15,20.29

Hvilke regler blev der lagt på de hedningekristne, og hvorfor netop disse specifikke regler? Selv om de jødekristne ikke skulle pålægge hedningerne deres regler og traditioner, ønskede rådet at sikre sig, at hedningerne ikke gjorde noget, der ville blive opfattet som stødende for de jøder, der var forenet med dem i Kristus. Apostlene og de ældste blev derfor enige om gennem et brev at instruere hedningerne om at holde sig fra kød, der ofres til afguder, fra blod, fra kød af kvalte dyr og fra utugt. Nogle mener, at fordi sabbatshelligholdelse ikke nævnes specifikt, må det have betydet, at det ikke gjaldt for hedningerne (men budene om falsk vidnesbyrd og drab blev selvfølgelig heller ikke specifikt nævnt, så det argument holder ikke).

Til at tænke over

Kan vi på forskellig måde komme til at pålægge andre mennesker unødvendige byrder, som handler mere om traditioner end om Guds bud? Hvordan kan det ske? Del dine tanker med klassen på sabbatten.

TORSDAG

12. OKTOBER 2017

Paulus og galaterne Selv om beslutningen ved apostelmødet var tydelig, var der nogle, der forsøgte at gå deres egen vej, og som blev ved med at påstå, at hedningerne skulle følge de jødiske traditioner og regler. Dette blev en meget alvorlig sag for Paulus; det var ikke kun et spørgsmål om troens ubetydelige detaljer. Det var kommet til at handle om en fornægtelse af selve Kristi evangelium. Gal 1,1-12

Hvor alvorligt er spørgsmålet for Paulus, idet han skriver til galaterne? Hvad bør det sige os om betydningen af dette spørgsmål? Som vi tidligere har nævnt, lå situationen i Galatien i høj grad til grund for indholdet i Romerbrevet. I Romerbrevet går Paulus videre med temaet fra Galaterbrevet. Nogle jødiske troende påstod, at den lov, som Gud havde givet gennem Moses, var betydningsfuld og skulle holdes af de hedningekristne. Paulus forsøgte at vise lovens sande placering og funktion. Han ønskede ikke, at disse mennesker skulle få fodfæste i Rom, ligesom de havde fået det i Galatien. Det er en oversimplicifering at spørge, om Paulus taler om ceremoniloven eller moralloven i Galaterbrevet og Romerbrevet. Historisk set drejede spørgsmålet sig om, hvorvidt man skulle kræve, at de troende af hedensk herkomst skulle omskæres og holde Moseloven. Apostelmødet i Jerusalem havde allerede tage en beslutning om dette; men nogle nægtede at følge denne beslutning. Der findes nogle, der i Paulus’ breve til galaterne og romerne ser bevis for, at moralloven, de Ti Bud (eller for at være helt nøjagtig, kun det fjerde bud) ikke længere gælder for de kristne. Men de overser hele pointen i brevene, overser den historiske sammenhæng og de spørgsmål, som Paulus behandlede. Som vi senere skal se, lagde Paulus vægt på, at frelse er af tro alene, ikke ved at holde loven, heller ikke moralloven. Men det er ikke det samme som, at moralloven ikke skal holdes. Det drejede sig aldrig om, hvorvidt de Ti Bud skulle holdes eller ej. De, som gør dette til et problem, læser et nutidigt spørgsmål ind i teksten, et spørgsmål, som Paulus aldrig beskæftigede sig med.

Til at tænke over

Hvad svarer du dem, der påstår, at loven ikke længere er bindende for de kristne? Hvordan kan du vise dem sandheden om sabbatten på en måde, der ikke går på kompromis med evangeliets sandhed?

FREDAG

13. OKTOBER 2017

Til videre studium · Ellen White, The Acts of the Apostles, ”Jew and Gentile“, s. 188-192.194-197; ”Apostasy in Galatia“, s. 383-388 · Ellen White, Patriarker og profeter, ”Lovgivningen på Sinaj“, s. 155 · Ellen White, Jesu liv, ”Det udvalgte folk“, s. 14-16 Vores kirke oplever en tid med strid og uenighed, men det er ikke noget nyt. Selv i kristendommens første tid opstod der strid og uenighed blandt de troende. Og der var en strid, der kunne have ødelagt kirken lige fra begyndelsen, hvis den ikke var blevet løst. ”På grund af indflydelsen fra de falske lærere, der havde deres udgangspunkt blandt de troende i Jerusalem, greb splittelse, vranglære og sanselighed hurtigt om sig blandt de troende i Galatien. Disse falske lærere blandede jødiske traditioner med evangeliets sandhed. Idet de ignorerede den beslutning, der var blevet taget ved apostelmødet i Jerusalem, tilskyndede de kristne med hedensk herkomst til at overholde ceremoniloven.“ (Ellen White, The Acts of the Apostles, s. 383). Spørgsmål til drøftelse

1. Se på jeres svar på spørgsmålet fra onsdagsafsnittet sammen i klassen. På hvilke måder kan du i menigheden eller i dit eget hjem eller i dit liv komme til at lægge unødige byrder på andre (eller dig selv)? Hvordan kan vi blive klar over, at vi gør det? Hvordan ser vi, om vi er gået for langt i den anden retning – at vores livsstil og principper ikke længere genspejler det høje kald, vi har i Kristus? 2. Nævn nogle af de argumenter, der bruges til at påstå, at De Ti Bud ikke længere gælder for de kristne i dag? Hvad bør vi svare på disse argumenter? Hvordan kan det være, at mange af dem, der fremkommer med disse argumenter, egentlig ikke lever, som om de tror, at De Ti Bud ikke længere gælder? 3. Læs Gal 1,1-12 igen. Læg mærke til, hvor kompromisløs, hvor dogmatisk og hvor glødende Paulus var med hensyn til sin opfattelse af evangeliet. Hvorfor bør vi i forhold til visse trospunkter stå urokkeligt fast, især i en tid med pluralisme og relativisme? Hvordan viser det, at der er visse læresætninger, man aldrig kan gå på kompromis med? 4. Tal sammen i klassen om de spørgsmål, der førte til Reformationen. Hvilke grundlæggende forskelle er endnu ikke blevet løst?

DIALOG

TIL SABBATTEN | 14. OKTOBER 2017

Aktiviteter og dialog Guds Ord

Denne uges lektie beskæftiger sig mest med baggrund for Romerbrevet, mindre direkte med teksterne i brevet. Da vi til næste uge har fokus på de første tre kapitler, kan det være godt allerede nu at få et overblik over deres indhold i store træk, før næste uge tilføjer flere detaljer. • Læs Rom 1,18-3,20 igennem, enten for dig selv eller sammen med andre fra klassen. - Læg mærke til, at denne store sektion er indrammet på hver side af 1,17 og 3,21, der begge taler om, at Guds retfærdighed åbenbares af tro. - Prøv at sammenfatte hovedindholdet af 1,18-3,20 i overskrifter, fx · Hvad er hovedtanken i 1,18-2,16? · Hvad er hovedtanken i 2,17-3,20? • Læs 5 Mos 4,12-14, hvor Moses giver et resume af lovgivningen på Sinaj. - Hvordan vil du kort karakterisere forskellen mellem de Tid Bud og alle de andre love givet til Israels folk, baseret på disse vers og på fortællingen om Sinaj i 2 Mos 19-20? · Hvor skulle de andre love holdes? · Hvor gælder de Ti Buds principper? • Prøv at få et overblik over Romerbrevet fra kapitel 1-11. - Hvad er Paulus’ hovedemne i kapitlerne 9-11? - Hvad er hans hovedsag i de foregående kapitler? · Drøft sammen i klassen, hvordan I kan beskrive dette med nogle få ord.

Uddybende spørgsmål

• Tænk over forholdet mellem Israels folk/jødefolket som Guds folk og den kristne menighed. - Er den kristne kirke en erstatning af jødefolket - eller en fortsættelse? · Hvad var Guds oprindelige hensigt med at udvælge Abrahams efterkommere som sit særlige ejendomsfolk? - Har jøder samme adgang til frelsen som andre? · Hvordan kan vi som kristne undgå antisemitisme og samtidigt fastholde, at der ikke er frelse i noget andet navn end Jesu navn? (jf. ApG 4,12) 23

DIALOG

TIL SABBATTEN | 14. OKTOBER 2017

- En del kristne fremstiller Guds plan med frelseshistorien således: · Evangeliet erstattede loven, den kristne kirke erstattede jødefolket, de kristne erstattede jøderne, søndagen erstattede sabbatten osv. · Hvordan ser du/I på en sådan fremstilling? Forstå det bedre

Mange mennesker har det indtryk, at omskærelsen var en del af helligdommens ceremonier, der pegede frem til Jesus. Det var ikke tilfældet: omskærelsen var ikke en del af offertjenesten som sådan. Mange tror også, at dåben i den første menighed erstattede omskærelsen. Det er heller ikke tilfældet. Hedninger, som ønskede at tilslutte sig den jødiske synagoge, skulle (1) bringe et offer, (2) lade sig døbe, og hvis de var mænd, (3) lade sig omskære. For at tilslutte sig den kristne menighed skulle man (1) anerkende det offer, Jesus havde bragt en gang for alle, og (2) lade sig døbe. Omskærelsen var ikke længere krævet, fordi overholdelsen af alle de jødiske renhedslove ikke længere var nødvendige. Man kunne være kristen uden at være jøde.

Baggrund

NOTER

Ud fra indledningen til Romerbrevet (se fx 1,5) og dets opbygning ser mange forskere i dag Paulus’ hovedhensigt med Romerbrevet som følgende: at præsentere det kristne evangelium på en sådan måde, at der gives en god begrundelse for apostlens missionsvirksomhed, nemlig at bringe evangeliet til hedningerne and hjælpe dem til ”troslydighed“.

NOTER

TIL SABBATTEN | 14. OKTOBER 2017

TIL SABBATTEN | 21. OKTOBER 2017

Menneskenes tilstand

Ugens vers

”For alle har syndet og har mistet herligheden fra Gud“ (Rom 3,23).

Introduktion

Meget tidligt i Romerbrevet ønsker Paulus at fastslå en afgørende sandhed, der står centralt i forhold til evangeliet, nemlig menneskehedens sørgelige tilstand. Denne tilstand eksisterer, fordi vi alle lige fra syndefaldet og fremefter er blevet besmittet med synd. Den er en lige så stor del af vores gener som vores øjenfarve. Martin Luther skrev følgende i sin kommentar til Romerbrevet: ”Udtrykket ”alle har syndet“ må opfattes på en åndelig måde; det vil sige, ikke som mennesker synes i egne eller andres øjne, men som de står for Gud. De har alle syndet, både dem, som i menneskers øjne tydeligt er overtrædere, og dem, som både i egne og andres opfattelse synes retfærdige. De, som udfører ydre gode gerninger, gør det på grund af frygt for straf eller af kærlighed til vinding og ære eller måske på grund af glæden ved en bestemt ting, men ikke ud fra et villigt sind. På denne måde beskæftiger mennesket sig hele tiden med ydre gode gerninger skønt indadtil fuldstændigt gennemsyret af syndige ønsker og onde lyster, som står i modstrid til gode gerninger.“ (Martin Luther, Commentary on Romans, translated by J. Theodore Mueller (Grand Rapids, Mich.: Kregel Publications, 1976), s. 69).

Ugens tekster

· Rom 1,16-17.22-32 · Rom 2,1-10.17-23 · Rom 3,1-2.10-18.23

SØNDAG

15. OKTOBER 2017

Guds kraft ”For jeg skammer mig ikke ved evangeliet; det er Guds kraft til frelse for enhver, som tror, både for jøde først, og for græker. For i det åbenbares Guds retfærdighed af tro til tro – som der står skrevet: ‘Den retfærdige skal leve af tro’“ (Rom 1,16-17). Hvad siger disse vers til dig? Hvordan har du erfaret de løfter og det håb, de indeholder? Der er en række nøgleord i dette afsnit: 1. Evangeliet. Dette ord er oversat fra et græsk ord, der betyder ”godt budskab“ eller ”gode nyheder“. Disse gode nyheder er her, at Messias er kommet. Kristus kommer fra græsk og er en oversættelse af ordet Messias. Mennesker kan frelses ved at tro på ham. Det er i Jesus og hans fuldkomne retfærdighed, ikke i os selv, end ikke i Guds lov, at vi kan finde frelse. 2. Retfærdighed. Dette ord fortæller om, hvordan mit forhold til Gud kan være i orden. Hvordan det specifikt bruges i Romerbrevet, vil vi se på i vores studium af denne bog. Det skal understreges, at i Rom 1,17 omtales retfærdighed som ”Guds“ retfærdighed, en retfærdighed Gud selv har bragt til veje. Vi vil se, at dette er den eneste form for retfærdighed, der er god nok til at give os et løfte om evigt liv. 3. Tro. Ligesom på dansk kommer udsagnsordet og navneordet for tro på græsk af den samme rod (pisteuo og pistis). Vi vil komme nærmere ind på betydningen af tro i forhold til frelse i vores videre studium af Romerbrevet. Til at tænke over

Kæmper du af og til med frelsesvished? Er der tidspunkter, hvor du spørger dig selv, om du er frelst eller ej, eller om du i det hele taget kan blive frelst? Hvad skyldes denne frygt? Hvad baseres den på? Er den baseret på virkeligheden? Det vil sige, lever du et liv, der fornægter din trosbekendelse? Hvis det er tilfældet, hvilke valg må du da foretage for at modtage de løfter og den vished, du kan finde hos Jesus?

MANDAG

16. OKTOBER 2017

Alle har syndet Rom 3,23

Hvorfor er det så let for os som kristne i dag at tro denne tekst? Hvad kan også få nogen til at stille spørgsmålstegn ved sandheden i denne tekst? Utroligt nok findes der mennesker, der faktisk tvivler på tanken om menneskenes syndighed og påstår, at folk i bund og grund er gode. Problemet skyldes en manglende forståelse af, hvad sand godhed er. Vi kan sammenligne os med andre og føle os godt tilpas. Vi kan trods alt altid finde nogen at sammenligne os med, der er værre end os selv. Men det betyder ikke, at vi er gode. Når vi sammenligner os med Gud og med hans hellighed og retfærdighed, kan ingen af os ende med andet end en overvældende følelse af afsky og væmmelse for os selv. Rom 3,23 taler også om ”herligheden fra Gud.“ Dette udtryk er blevet fortolket på forskellige måder. Den enkleste fortolkning er måske at give dette udtryk den betydning, det har i 1 Kor 11,7: ”Han [manden] er Guds billede og afglans.“ På græsk kan ordet for ”herlighed“ løseligt sidestilles med ordet ”billede“. Synd har ødelagt Guds billede i menneskene. Syndige mennesker er ikke i stand til fuldt ud at genspejle Guds billedes herlighed.

Rom 3,10-18

Har tingene ændret sig i vore dage? Hvilken af disse beskrivelser passer bedst på dig som du ville være, hvis du ikke havde Kristus i dit liv? Uanset hvor dårligt det står til med os, er vores situation ikke håbløs. Vores første skridt må være, at vi erkender vores totale syndighed og hjælpeløshed, og at vi i og af os selv ikke kan gøre noget ved det. Det er Helligåndens gerning, der bringer os til en sådan erkendelse. Hvis synderen ikke modsætter sig Ånden, vil han lede synderen til at fjerne sin maske af selvforsvar, forstillelse og selvretfærdighed og få vedkommende til at kaste sig i Kristi arme og trygle om hans nåde: ”Gud, vær mig synder nådig!“ (Luk 18,13).

Til at tænke over

Hvornår tog du sidst et grundigt og nøgternt kig på dig selv, dine motiver, dine gerninger og dine følelser? Det kan være en meget foruroligende erfaring. Hvad er vores eneste håb?

TIRSDAG

17. OKTOBER 2017

Fremgang? Ved begyndelsen af det tyvende århundrede havde folk den ide, at menneskeheden var ved at forbedre sig, moralen var i fremgang. Videnskab og teknologi ville være med til at indvarsle et utopisk samfund. Man troede, at menneskene i det store og hele var på vej mod fuldkommenhed. Man mente, at med den rette uddannelse og moralske oplæring kunne menneskene i stor grad forbedre sig selv og deres samfund. Alt dette skulle efter sigende begynde samlet, idet vi gik ind i det tyvende århundredes fagre nye verden. Desværre gik det ikke helt sådan. Det tyvende århundrede var et af de mest voldsomme og barbariske i hele menneskehedens historie, ironisk nok takket være videnskabens store fremskridt, som gjorde det meget lettere at dræbe andre i en målestok, som selv de mest fordærvede galninge i fortiden kun kunne have drømt om. Hvad var problemet? Rom 1,22-32

Hvordan ser vi det, der blev skrevet i det første århundrede, vise sig i dag i det enogtyvende århundrede? Det kan godt være, at det kræver tro at godtage mange ting i kristendommen, blandt andet opstandelse fra de døde, Jesu genkomst, en ny himmel og en ny jord. Men hvem har brug for tro for at opdage menneskenes syndige natur? Vi lever alle med den hver dag.

Til at tænke over

Læs Rom 1,22-23 igen. Hvordan ser vi dette princip vise sig i dag? Hvad er mennesker i vores århundrede begyndt at tilbede og idolisere som en følge af, at de har afvist Gud? Hvordan er de blevet tåber ved at gøre det? Del dit svar med klassen på sabbatten.

ONSDAG

18. OKTOBER 2017

Hvad jøder og hedninger har tilfælles Romerbrevets første kapitel talte Paulus specielt om hedningernes synd. De havde for længe siden mistet Gud af syne og var dermed endt i de mest nedværdigende handlinger. Men han havde ikke i sinde at lade sine egne landsmænd, sit eget folk, slippe. På trods af alt det, de var blevet givet (Rom 3,1-2), var også de syndere, fordømt af Guds lov og havde behov for Kristi frelsende nåde. Når det handler om at være syndere, at have overtrådt Guds lov og have behov for guddommelig nåde og frelse, står jøder og hedninger lige. Rom 2,1-3. 17-24

Hvad advarer Paulus imod i disse vers? Hvilket budskab er der til os alle, både jøder og hedninger, i denne advarsel? ”Efter at apostlen har vist, at alle hedninger er syndere, viser han nu på en særlig og ganske eftertrykkelig måde, at også jøderne levede i synd, mere end de andre, fordi de kun adlyder loven i det ydre, det vil sige efter dens bogstav og ikke efter dens ånd.“ (Martin Luther, Commentary on Romans, s. 61). Ofte er det så let at se og udpege andres synd. Men hvor ofte er vi selv skyld i de samme eller til og med værre forseelser? Problemet er, at vi har en tendens til at lukke øjnene for vores egne synder eller få os selv til at føle os bedre ved at se på, hvor slemme andre er i forhold til os. Paulus vil ikke acceptere noget af det. Han advarer sine landsmænd om ikke at være for hurtige til at dømme hedningerne, for jøderne var også selv syndere, selv om de var Guds udvalgte folk. I nogle tilfælde var de til og med mere skyldige end hedningerne, som de var så hurtige til at fordømme; for jøderne var blevet givet meget mere lys end hedningerne. Paulus’ pointe i alt dette er, at ingen af os er retfærdig, ingen af os lever op til den guddommelige standard, ingen af os er i os selv gode eller hellige af natur. Jøde eller hedning, mand eller kvinde, rig eller fattig, gudfrygtig eller gudsfornægter – vi er alle under fordømmelse. Og uden Guds nåde, som den åbenbares i evangeliet, ville der ikke være håb for nogen af os.

Til at tænke over

Hvor ofte har du, måske kun i dit eget sind, fordømt andre for noget, som du selv gør dig skyldig i? Hvordan kan du forandres ved at rette dig efter Paulus’ ord her?

TORSDAG

19. OKTOBER 2017

Evangeliet og omvendelse ”Eller ringeagter du hans rigdom på godhed og overbærenhed og langmodighed og ved ikke, at Guds godhed vil føre dig til omvendelse?“ (Rom 2,4). Hvilket budskab finder vi i dette vers, når det drejer sig om omvendelse? Vi bør lægge mærke til, at Guds godhed fører os, ikke tvinger os, til omvendelse. Gud bruger ikke tvang. Han er evigt tålmodig og ønsker at drage alle til sig med sin kærlighed. Ville en tvungen omvendelse ikke totalt ødelægge omvendelsens hensigt? Hvis Gud tvang os til omvendelse, ville alle så ikke blive frelst? Hvorfor ville han tvinge nogen til omvendelse og ikke andre? Omvendelse må være en frivillig respons, et svar på Helligåndens arbejde i vores liv. Det er rigtigt, at omvendelse er en gave fra Gud; men vi må være rede og villige til at modtage den. Det er et valg, vi alene kan foretage. Rom 2,5-10

Hvad sker der med dem, der modsætter sig Guds kærlighed, nægter at omvende sig og forbliver ulydige? I Rom 2,5-10 og gentagne gange i Romerbrevet understreger Paulus gode gerningers betydning. Retfærdiggørelse af tro uden lovgerninger må aldrig opstilles til at betyde, at gode gerninger ikke har nogen plads i den kristnes liv. Rom 2,7 fx siger, at frelse kommer til dem, der søger den ”ved udholdende at gøre det gode.“ Selv om ingen menneskelig indsats kan føre til frelse, er det en del af hele frelsens erfaring. Det er svært at se, hvordan nogen kan læse Bibelen og påstå, at tanken om gode gerninger og dyder ikke har nogen betydning. Sand omvendelse, den omvendelse, der villigt kommer fra hjertet, vil altid blive efterfulgt af en beslutning om at sejre og afstå fra alt det, vi har brug for at angre.

Til at tænke over

Hvor tit oplever du anger? Er den alvorlig, eller har du en tendens til at se overfladisk på dine fejl, mangler og synder? Hvis det er tilfældet, hvordan kan du ændre på det? Hvorfor er det absolut nødvendigt, at du forandres?

FREDAG

20. OKTOBER 2017

Til videre studium ”De bibelske ord viser, at synd ikke er en tilstand, der uforvarende rammer et menneske, men den er et resultat af en aktiv holdning og et valg, mennesket foretager. Endvidere er synd ikke manglen på godhed; men det er ikke at leve op til Guds forventninger. Det er en ond vej, som mennesket bevidst har valgt. Det er ikke en svaghed, som mennesker ikke kan gøres ansvarlige for; for et menneske vælger bevidst med sin syndige holdning eller handling en vej, der er i oprør mod Gud, overtræder hans lov og undlader at høre Guds Ord. Synd forsøger at sætte sig ud over de grænser, Gud har sat. Synd er kort sagt oprør mod Gud.“ (The Handbook of Seventh-day Adventist Theology (Hagerstown, Md.: Review and Herald Publishing Associations, 2000), s. 239). ”Jeg er blevet vist et frygteligt billede af verdens tilstand. Umoral findes i overflod allevegne. Hæmningsløshed er denne tidsalders særlige synd. Aldrig har ondskab løftet sit misdannede hoved med så stor dristighed som nu. Folk virker lamslåede, og de, som elsker dyd og sand godhed, bliver næsten bragt til modløshed ved dens dristighed, styrke og udbredelse. Ondskab i overflod er ikke kun begrænset til de vantro eller spotterne. Bare det dog var sådan, men det er det ikke. Mange mænd og kvinder, som bekender sig til Kristi religion, er skyldige. Selv nogle, der bekender sig til at se frem til hans komme, er ikke bedre forberedt på den begivenhed end Satan selv. De renser ikke sig selv fra al urenhed. De har så længe givet efter for deres begær, at det er naturligt for deres tanker at være urene, og deres forestillingsevne er fordærvet.“ (Ellen White, Testimonies for the Church, 2. bind, s. 346). Spørgsmål til drøftelse

1. Læs Ellen White citatet igen. Hvad kan du gøre, hvis du ser dig selv i det? Hvorfor er det vigtigt at blive ved med at stole på Guds løfter – først om tilgivelse, dernæst om renselse? Hvem er den eneste, der ønsker, at du siger: ”Det nytter ikke noget. Jeg er alt for syndig. Jeg kan aldrig blive frelst, så jeg kan ligeså godt opgive“? Lytter du til ham eller til Jesus, som siger: ”Heller ikke jeg fordømmer dig. Gå, og synd fra nu af ikke mere“ (Joh 8,11)? 2. Hvorfor er det så vigtigt for os som kristne grundlæggende at forstå menneskenes syndighed? Hvad kan der ske, hvis vi mister denne sørgelige men sande virkelighed af syne? Hvilke fejl kan en forkert forståelse af vores sande tilstand føre os ud i?

DIALOG

TIL SABBATTEN | 21. OKTOBER 2017

Aktiviteter og dialog Guds Ord

• Hvordan vil du ud fra Bibelen forklare, hvad synd er? - Find mere end en enkelt tekst! • Læs Rom 2,1-4 og sammenlign med Matt 7,1-2 - Hvorfor skal vi dømmes for at dømme andre? Hvad viser vores evt. fordømmelse af andres moral om vores egen kendskab til, hvad der er godt eller ondt? · Følger du altid, eller har du altid fulgt, hvad du forventer, at andre mennesker gør i deres opførelse over for dig?

Uddybende spørgsmål

• Tænk over vores mission til andre mennesker, hvis kendskab til kristendommen kan være begrænset. - Hvordan vil du/I forklare, hvad synd er? - Hvilke misforståelser møder vi evt. hos ikkekristne om syndsbegrebet? • Drøft syndsbegrebet. - Er synd noget fysisk? Hvis det er, kan synd så nedarves? Og kan synd helbredes i og med at den medicinske videnskab udvikler sig? - Skyldes synd simpelthen sociale årsager? Og hvis den gør, kan vi så forhindre synd ved at forbedre opdragelse og uddannelse og fjerne samfundets sociale onder? - Er alle mennesker født onde? Skyldige? Værdiløse? ”Væmmelige“? - Når du ser et lille barn, hvordan oplever du da, at det er syndigt? · Er syndigt her det samme som ondt? • Hvad er det modsatte af at fordømme eller fælde dom?

Mødet med dagligdagen

• Find tre eksempler fra ugen, i medierne eller i din egen dagligdag, hvor mennesker har fældet dom over andres handling, hvad enten det var rimeligt eller ej. Hvad fortæller sådanne vurderinger om vores fælles moralopfattelse? - Eksempler kan være en politiker, der gribes i at omgås sandheden, sportsfolk der snyder med doping etc.

DIALOG

TIL SABBATTEN | 21. OKTOBER 2017

Personligt kristenliv

• Bed Gud om hjælp til at tilgive i stedet for at fordømme. Tænk over Jesu bøn i Fader Vor og hans uddybende forklaring: ”For tilgiver I mennesker deres overtrædelser, vil jeres himmelske fader også tilgive jer. Men tilgiver I ikke mennesker, vil jeres fader heller ikke tilgive jeres overtrædelser“ (Matt 6,14-15).

Forstå det bedre

En af de grundlæggende tanker i åbningskapitlerne i Romerbrevet er, at alle viser, at de er skyldige ved at fordømme andre for noget, de selv gør. Det betyder, at Gud på dommens dag kan dømme mig ud fra, hvad jeg rent faktisk ved. Jeg kan jo ikke hævde, at jeg er uvidende om moralske normer, som jeg fordømmer andre for at bryde. Og det viser sig, at vi alle har overtrådt nogle af de krav, vi satte til andre! En anden hovedtanke i disse kapitler er at vise, at alle har syndet for at understrege, at mennesket udelukkende kan frelses af Guds nåde og aldrig ved egen fortjeneste. Paulus’ hensigt i disse kapitler er altså ikke at male et dystert og menneskefjendsk billede af virkeligheden, men at fremhæve Guds barmhjertighed og vise, at den kan komme alle mennesker til gode, hedninger såvel som jøder.

NOTER

TIL SABBATTEN | 21. OKTOBER 2017

TIL SABBATTEN | 28. OKTOBER 2017

Retfærdiggørelse af tro

Ugens vers

”For vi mener, at et menneske gøres retfærdigt ved tro, uden lovgerninger.“ (Rom 3,28).

Introduktion

I denne uges studium kommer vi til det grundlæggende tema i Romerbrevet: retfærdiggørelse af tro – den store sandhed, der mere end nogen anden sandhed førte til Reformationen. Og på trods af mange påstande om det modsatte, har Rom ligeså lidt skiftet standpunkt mht. denne tro, som den gjorde i 1520, da pave Leo udstedte en pavelig bulle, der fordømte Luther og hans lære. Luther brændte en kopi af denne bulle; for hvis der var et trospunkt, man aldrig kunne gå på kompromis med, var og er det retfærdiggørelse af tro. Udtrykket er i sig selv baseret på jura. Lovovertræderen stilles for en dommer, og dømmes til døden for sine overtrædelser. Men en stedfortræder tager overtræderens straf på sig og frikender dermed den skyldige. Ved at acceptere stedfortræderen står forbryderen nu for dommeren ikke alene befriet fra sin skyld, men også betragtet, som om vedkommende aldrig havde begået de overtrædelser, han til at begynde med blev stillet for retten for. Det skyldes, at stedfortræderen, som har en fuldkommen straffeattest, tilbyder den frikendte overtræder sin egen fuldkomne lydighed mod loven. I frelsesplanen er vi alle den skyldige lovovertræder. Stedfortræderen, Jesus, har en fuldkommen straffeattest, og han står frem i retten i vores sted, og hans retfærdighed godkendes i stedet for vores uretfærdighed. Derfor bliver vi retfærdiggjort over for Gud, ikke på grund af vores gerninger, men på grund af Jesus, hvis retfærdighed bliver vores, hvis vi i tro tager imod den. Dette er i sandhed gode nyheder! Man kan faktisk ikke finde nogen bedre nyhed end den.

Ugens tekster

· Rom 3,19-28

SØNDAG

22. OKTOBER 2017

Lovgerninger Rom 3,19-20

Hvad siger Paulus her om loven, hvad den gør, og hvad den ikke gør eller kan gøre? Hvorfor er dette så vigtigt for alle kristne at forstå? Paulus benytter udtrykket lov i en bred forstand, sådan som jøderne på hans tid opfattede det. Udtrykket Torah (det hebraiske ord for lov) vil selv i dag af en jøde blive opfattet i første omgang som en betegnelse for Guds undervisning i de fem Mosebøger, men også mere generelt for hele Det Gamle Testamente. Moralloven – plus uddybningen af denne i forskellige vedtægter og kendelser samt ceremonilovens retningslinjer – var en del af denne undervisning. Det er derfor i orden at opfatte lov i forbindelse med Rom 3,19-20 som hele jødedommens system. At være under loven betyder at være under dens myndighed. Men loven afslører en persons mangler og skyld over for Gud. Loven kan ikke fjerne denne skyld; hvad den kan gøre er at lede en synder til at finde en løsning på problemet. Når vi i dag, hvor jødisk lov ikke længere indgår som en del af vores liv, anvender Romerbrevet, tænker vi først og fremmest på lov som moralloven. Denne lov kan lige så lidt frelse os, som det jødiske lovsystem kunne frelse jøderne. Det er ikke morallovens opgave at frelse en synder. Dens opgave er at åbenbare Guds karakter og at vise mennesker, hvor de kommer til kort i at genspejle denne karakter. Uanset hvilken lov det drejer sig om – moralloven, ceremoniloven, civil lov eller alle sammen kombineret - vil lydighed mod en eller alle i sig selv ikke gøre en person retfærdig i Guds øjne. Det var faktisk aldrig lovens hensigt at gøre det. Tvært imod, loven skulle vise os vores mangler og lede os til Kristus. Loven kan lige så lidt frelse os som en sygdoms symptomer kan helbrede sygdommen. Symptomerne helbreder ikke; de viser, at vi har brug for behandling. Det samme gælder for loven.

Til at tænke over

Hvor god har du været til at holde loven? Hvad bør dit svar sige om, hvor nytteløst det er at forsøge at blive frelst ved at holde loven?

MANDAG

23. OKTOBER 2017

Guds retfærdighed ”Men nu er Guds retfærdighed åbenbaret uden lov, bevidnet af loven og profeterne“ (Rom 3,21). Hvordan skal vi forstå dette vers? Denne nye retfærdighed opstilles i kontrast med lovens retfærdighed, som var den retfærdighed, jøderne kendte til. Den nye retfærdighed kaldes ”Guds retfærdighed“; det vil sige, den kommer fra Gud. Det er en retfærdighed, Gud giver, og det er den eneste, han accepterer som sand retfærdighed. Dette er selvfølgelig den retfærdighed, som Jesus viste i sit liv som menneske – en retfærdighed, han tilbyder alle, som i tro vil tage imod den og gøre den til deres egen, ikke fordi de fortjener den, men fordi de har brug for den. ”Retfærdighed er lydighed mod loven. Loven kræver retfærdighed, som er, hvad synderen skylder loven; men han er ikke i stand til at leve op til det krav. Den eneste måde, hvorved han kan opnå retfærdighed, er ved tro. I tro kan han bringe Kristi fortjeneste frem for Gud, og Herren tilregner synderen sin Søns lydighed. Kristi retfærdighed godtages i stedet for menneskets nederlag, og Gud modtager, tilgiver og retfærdiggør det angrende troende menneske og behandler det, som om det er retfærdig, og elsker det, som han elsker sin egen Søn.“ (Ellen White, Selected Messages, 1. bind, s. 367). Rom 3,22

Hvordan kan du lære at tage imod denne vidunderlige sandhed i dit eget liv? Tro på Jesus Kristus betyder mere end en intellektuel enighed; det er mere end kun en anerkendelse af visse kendsgerninger om Kristi liv og hans død. Sand tro på Jesus Kristus er at tage imod ham som frelser, stedfortræder, sikkerhed og Herre. Det betyder at vælge hans måde at leve på. Det betyder at stole på ham og i tro forsøge at leve i overensstemmelse med hans bud.

TIRSDAG

24. OKTOBER 2017

Af hans nåde Rom 3,24

Læs verset og husk, hvad vi indtil nu har studeret i forhold til loven, og hvad den ikke kan gøre. Hvad betyder det, at forløsningen er i Kristus Jesus? Hvad mener Paulus, når han i dette vers siger at de ”gøres retfærdige“? Det græske ord dikaioo betyder at ”gøre retfærdig“, at ”erklære som retfærdig“, eller at ”betragte som retfærdig“. Ordet kommer fra den samme rod som dikaiosune, ”retfærdighed“ og ordet dikaioma, ”retfærdighedskrav“. Der er altså en nær sammenhæng mellem retfærdiggørelse og retfærdighed. Dette fremgår ikke altid lige tydeligt på alle sprog. Vi bliver ”retfærdiggjort“, når vi bliver ”erklæret retfærdige“ af Gud. Før denne retfærdiggørelse er en person uretfærdig og dermed ikke acceptabel for Gud; efter retfærdiggørelsen bliver vedkommende betragtet som retfærdig og dermed acceptabel for ham. Dette kan kun ske af Guds nåde. Nåde betyder velvilje. Når en synder vender sig til Gud for at blive frelst, er det en nådeshandling at regne eller erklære vedkommende som retfærdig. Det er en ufortjent gunst, og den troende bliver retfærdiggjort uden nogen egen fortjeneste, uden på egne vegne at kunne frembære noget for Gud bortset fra sin egen totale hjælpeløshed. Personen bliver retfærdiggjort ved den forløsning, der er i Jesus Kristus, den forløsning Jesus tilbyder som synderens stedfortræder og sikkerhed. Retfærdiggørelse beskrives i Romerbrevet som noget, der sker på et bestemt tidspunkt. Det ene øjeblik er synderen udenfor, uretfærdig og ikke anerkendt; den næste øjeblik, efter retfærdiggørelsen, er vedkommende indenfor, anerkendt og retfærdig. Den, som er i Kristus, betragter retfærdiggørelse som en fortidshandling, der fandt sted, da han eller hun overgav sit liv helt og fuldt til Kristus. Rom 5,1 siger: ”Da vi nu er blevet gjort retfærdige.“ Men hvis den retfærdiggjorte synder falder fra og derefter igen vender tilbage til Kristus, vil retfærdiggørelse igen finde sted. Hvis omvendelse betragtes som en daglig erfaring, kan retfærdiggørelse i en vis forstand betragtes som en gentagen erfaring.

Til at tænke over

Når den gode nyhed om frelsen er så god, hvorfor har mange så svært ved at tage imod den? Hvad kan holde dig tilbage i dit eget liv fra alt det, Herren tilbyder dig?

ONSDAG

25. OKTOBER 2017

Kristi retfærdighed I Rom 3,25 uddyber Paulus de gode nyheder om frelsen. Han bruger et sjældent ord, det græske hilasterion, på dansk ”sonoffer“. I Det Nye Testamente forekommer hilasterion kun her og i Hebr 9,5, hvor det oversættes med ”sonedække“. Når ordet bruges i Rom 3,25, hvor det beskriver Guds tilbud om retfærdiggørelse og forløsning i Kristus, repræsenterer det opfyldelsen af alt det, som var symboliseret ved nådestolen/sonedækket i Det Gamle Testamentes helligdom. Det betyder altså, at Jesus ved sin offerdød er blevet vejen til frelse og den, som skaffer forsoning. Teksten taler også om, at Gud havde ”ladet de tidligere synder ustraffede.“ På grund af vores synd er vi ikke anerkendt af Gud. Vi kan i os selv intet gøre for at fjerne synden. Men i frelsesplanen skaffede Gud en løsning for, hvordan vores synd ved tro på Jesu Kristi blod kunne blive ladet ustraffet. Det græske ord paresis, der oversættes med ”lade ustraffet“ eller ”båret over med“, betyder egentlig ”forbigå“. At forbigå betyder på ingen måde at ignorere vores synd. Gud kan forbigå vores synder, fordi Kristus har betalt straffen for alle menneskers synder ved sin død. Alle, som tror på ”hans blod“, kan få sine synder forbigået eller ladet ustraffet, for Kristus er allerede død for ham eller hende (1 Kor 15,3). Rom 3,26-27

Hvad er Paulus’ pointe i disse vers? Den gode nyhed, som Paulus var så ivrig efter at dele med alle var, at retfærdigheden, dvs. Guds retfærdighed, er tilgængelig for menneskene, og at den kommer til os, ikke ved gerninger, ikke ved vores egen fortjeneste, men ved tro på Jesus og det, han har gjort for os. På grund af Golgatas kors kan Gud erklære syndere retfærdige og stadigvæk betragtes som retfærdig og fair i universets øjne. Satan kan ikke rette en anklagende finger mod Gud; for Himlen har givet det allerstørste offer. Satan havde anklaget Gud for at kræve mere af menneskene, end han selv var villig til at give. Korset tilbageviser denne anklage.

Til at tænke over

Satan forventede formentlig, at Gud ville ødelægge verden efter syndefaldet; i stedet sendte han Jesus for at frelse den. Hvad fortæller det om Guds karakter? Hvilken indflydelse bør vores kundskab om hans karakter have på den måde, vi lever på? Hvad vil du gøre anderledes i de næste 24 timer som en følge af, det du ved om, hvordan Gud er?

TORSDAG

26. OKTOBER 2017

Uden lovgerninger Rom 3,28

Betyder det, at vi ikke behøver at adlyde loven, når den ikke frelser os? Forklar dit svar. I den historiske sammenhæng for Rom 3,28 talte Paulus om loven i dens brede forstand inden for det judaistiske system. Uanset hvor samvittighedsfuldt en jøde forsøgte at leve inden for dette system, kunne vedkommende ikke blive retfærdiggjort, hvis han eller hun ikke tog imod Jesus som Messias. Rom 3,28 er Paulus’ konklusion på hans påstand om, at troens lov udelukker enhver form for selvros. Hvis et menneske retfærdiggøres ved sine egne handlinger, kan det rose sig af det. Men når det bliver retfærdiggjort, fordi det tror på Jesus, tilhører al fortjeneste Gud alene, som retfærdiggør synderen. Ellen White giver et interessant svar på spørgsmålet: ”Hvad er retfærdiggørelse af tro?“ Hun skrev: ”Det er Guds gerning, hvor han lægger menneskets herlighed i støvet og udretter det for mennesket, som det ikke har kraft til at gøre for sig selv.“ (Ellen White, Testimonies to Ministers and Gospel Workers, s. 456). Lovgerninger kan ikke sone for tidligere synder. Retfærdiggørelse kan ikke fortjenes. Den kan kun modtages i tro på Kristi forsonende offer. Derfor har lovgerninger i den forbindelse intet at gøre med retfærdiggørelse. Retfærdiggørelse uden lovgerninger betyder at blive retfærdiggjort, uden at noget i os selv fortjener den. Men mange kristne har misforstået og misbrugt denne tekst. De siger, at det eneste man skal gøre er at tro, og de nedtoner betydningen af lydighed, også lydighed mod moralloven. Ved at gøre det, læser de Paulus helt forkert. I Romerbrevet og andre steder lægger Paulus stor vægt på at holde moralloven. Jesus gjorde det; det samme gjorde Jakob og Johannes (Matt 19,17; Rom 2,13; Jak 2,1011; Åb 14,12). Paulus’ pointe er, at selv om lydighed mod loven ikke er det, der fører til retfærdiggørelse, holder det menneske, der blive gjort retfærdig, stadigvæk Guds lov og er faktisk den eneste, der kan holde loven. Et uomvendt menneske, som ikke er blevet gjort retfærdig, kan aldrig opfylde lovens krav.

Til at tænke over

Hvorfor er det så let at blive fanget i den tanke, at fordi loven ikke frelser os, behøver vi ikke at bekymre os om at holde den? Har du nogen sinde bortforklaret synd ved at påberåbe dig retfærdiggørelse af tro? Samtidigt må vi spørge, hvor vi ville være uden løftet om frelse, selv når vi fristes til at misbruge det? 41

FREDAG

27. OKTOBER 2017

Til videre studium · Ellen White, Selected Messages, 1. bind, ”The Righteousness of Christ in the Law“, s. 236-239; ”Come and Seek and Find“, s. 331-335; ”Perfect Obedience Through Christ“, s. 373-374 · Ellen White, Lys over hverdagen, 1. bd, ”Nyt og gammelt“, s. 114-126 ”Selv om loven ikke kan forbigå straffen for synd, men anklager synderen for al hans overtrædelse, har Kristus lovet tilgivelse i overflod til alle, der angrer og tror på hans nåde. Guds kærlighed gives i overflod til det angrende, troende menneske. Syndens mærke på sjælen kan kun fjernes ved blodet fra sonofferet fra ham, … som var lige med Faderen. Kristi gerning – hans liv, ydmygelse, død og forbøn for det fortabte menneske – forstærker loven og ophøjer den.“ (Ellen White, Selected Messages, 1. bind, s. 371). ”Kristi karakter står i stedet for din karakter, og du bliver betragtet af Gud, akkurat som om du ikke havde syndet.“ (Ellen White, Vejen til Kristus, s. 69). ”Når apostlen siger, at vi bliver gjort retfærdige ‘uden lovgerninger’, taler han ikke om troens og nådens gerninger; for den, der gør sådanne gerninger, tror ikke, at han bliver gjort retfærdig ved at gøre disse gerninger. (Når den troende gør sådanne trosgerninger, søger den troende at blive gjort retfærdig af tro). Det, apostlen mener med ”lovgerninger“, er gerninger, som de selvretfærdige sætter deres lid til, som om de ved at gøre dem bliver gjort retfærdige og dermed bliver retfærdiggjort ved egne gerninger. Med andre ord, mens de gør gode gerninger, søger de ikke efter retfærdighed; men de ønsker kun at prale af, at de allerede har opnået retfærdighed gennem deres gerninger.“ (Martin Luther, Commentary on Romans, s. 80). Spørgsmål til drøftelse

1. Læs bibelteksterne for denne uge og skriv et resume af, hvad de siger. Del dit resume med klassen. 2. ”Syvendedags adventister ser sig selv som arvinger til reformationen og som kristne, der bygger videre på reformationens indsigt i Bibelens lære om retfærdiggørelse af tro alene og som kristne, der genopretter og uddyber apostlenes evangelium i sin helhed, klarhed og balance.“ (Ivan T. Blazen, ”Salvation“, Handbook of Seventh-day Adventist Theology (Hagerstown, Md.: Review and Herald Publishing Association, 2000), s. 307). Hvilke begrundelser har vi for at mene dette om os selv?

DIALOG

TIL SABBATTEN | 28. OKTOBER 2017

Aktiviteter og dialog Guds Ord

• Læs sammen Salme 98,1-3 og Es 56,1. Sammenlign med Rom 3,21. - Hvilke ord og udtryk går igen i alle disse tre tekster? - Hvad er hovedindholdet i Sl 98,1-3?

Forstå det bedre

Martin Luther havde holdt forelæsninger over Salmernes Bog på universitetet i Wittenberg. Da han senere blev sat til at holde en forelæsningsserie om Romerbrevet, gik det ved bibelstudiet op for ham, at Paulus anvendte udtrykket ”Guds retfærdighed“ på samme måde som Det Gamle Testamente. Apostlen talte ikke i Romerbrevet om, hvad de katolske teologer på den tid kaldte den aktive retfærdighed, nemlig den, jeg som menneske udfører. Den retfærdighed, som Paulus henviser til, er for os passiv: den er, hvad Gud giver os. Den indbefatter de handlinger, hvormed Gud i sin nåde befrier sit folk! Dette er den gammeltestamentelige betydning, som Luther ved sit bibelstudium fandt frem til i sit tårnkammer i Wittenberg – ofte kaldt for hans ”tårnoplevelse“.

Uddybende spørgsmål

• Hvilke handlinger udfører Gud og har han udført, hvormed han befrier sit folk og giver dem retfærdighed? - Prøv at lave en liste over de væsentligste af Guds retfærdighedshandlinger! • Guds retfærdighed er altså i en vis forstand et paradoks, fordi den er et udtryk for barmhjertighed - han tilgiver sit fok deres synd! - Er det retfærdigt at tilgive? Hvis det er, hvordan kan det forklares og forsvares? Hvad er baggrunden for, at Gud kan tilgive syndere? • Om forsoningen; det er let at komme til at opfatte den juridiske side af frelsesplanen blot som en upersonlig transaktion. - Hvad vil du sige til en ikkekristen dansker, der hævder, at Gud simpelthen ”retter bager for smed“ ved Jesu forsoning? - Hvordan vil du illustrere, at frelsen er forbundet med et personligt forhold til Gud?

Personligt kristenliv

• Tænk over dit kristne liv som en tilgivet synder: Kan du leve med Jesus som din frelser, hvis han ikke også er din Herre?

DIALOG

TIL SABBATTEN | 28. OKTOBER 2017

Baggrund

Lutheranere taler ofte om lovens tredje funktion: loven viser os vores synd, og den driver os til at se vores behov for Kristus. Men ud over disse to funktioner er loven også en rettesnor for vores livsførelse. Vi retfærdiggøres ikke ved at overholde den, og fuldkommen overholdelse er allerede for sent. Men tilgivede syndere vil søge at overholde Guds lov, fordi den udtrykker hans væsen og viser, hvad der er sundt og godt. Læg mærke til, at de ord og vendinger, der beskriver Jesu frelsesgerning, kommer fra tre områder. Forløsning er et handelsudtryk. Retfærdiggørelse er et juridisk udtryk. Når Jesus omtales som stedfortræder, er baggrunden offersystemet, hvor et offerdyr træder ind i stedet for synderen. Det kan skabe forvirring, hvis man ikke er opmærksom på, at Bibelen her bruger forskellige billeder til at beskrive frelsen.

Ord og udtryk

Det ord, som er oversat med ”sonoffer“ i Rom 3,25 og ”sonedække“ i Hab 9,5, blev af Luther sat lig med ”nådestolen“, det dække over pagtens ark, som blev bestænket med Jesu blod. Vendingen ”det salige bytte“ var Luthers udtryk for den kristne hovedtanke, at ligesom Jesus på korset modtog alt det, vi som syndere har gjort os fortjent til, bliver vi af Gud behandlet, som Jesus fortjente det og modtager i vores liv de velsignelser, han fortjente for os: nåde, Helligånden og hjælp i fristelse. Vi kommer med vores synd og skam; han bringer os tilgivelse, fred og nåde.

Til at tænke over

”I os selv er vi syndere; men i Kristus er vi retfærdige. Idet han har gjort os retfærdige ved Kristi tilregnede retfærdighed, erklærer Gud os retfærdige og behandler os som retfærdige.“ (Ellen White, Selected Messages, 1. bind, s. 394). • I dette citat definerer Ellen White klart retfærdiggørelse som den retslige frikendelse, men understreger samtidig, at det ikke blot er ord: Gud ikke bare erklærer os retfærdige, han behandler os også som sådanne. • Hvis Jesus overholdt loven i stedet for os, og ”i stedet for os“ betyder det samme, som da han døde i vores sted, og hvis vi derfor ikke er forpligtede på at lade være med at slå ihjel, stjæle, lyve osv., som tibudslovens anden tavle fortæller os, er det så heller ikke nødvendigt, at vi tror på Gud, sådan som det første bud i loven siger, at vi skal?

NOTER

TIL SABBATTEN | 28. OKTOBER 2017

5 Ugens vers

Introduktion

Ugens tekster

TIL SABBATTEN | 4. NOVEMBER 2017

Abrahams tro ”Sætter vi så loven ud af kraft ved troen? Aldeles ikke! Vi gør loven gældende“ (Rom 3,31). Romerbrevets 4. kapitel behandler på mange måder fundamentet for den bibelske lære om frelse af tro alene. Dette satte Reformationen i gang. For 500 år siden i denne uge begyndte det hele med Luther, og trofaste protestanter har aldrig set tilbage. Ved at benytte Abraham – idealet for hellighed og dyd - som et eksempel på en, der havde brug for at blive frelst af nåde uden lovgerninger, fjernede Paulus al mulighed for misforståelse. Hvis den bedste persons gerninger og lovlydighed ikke var godt nok til at retfærdiggøre ham over for Gud, hvilket håb er der så for alle os andre? Hvis det var nødt til at være af nåde for Abraham, er det samme tilfældet for alle andre, både jøder og hedninger. I Rom 4 afslører Paulus tre hovedtrin i frelsesplanen: (1) løftet om guddommelig velsignelse (løftet om nåde), (2) menneskets reaktion på dette løfte (troens svar) og (3) den guddommelige erklæring om retfærdighed tilregnet dem, der tror (retfærdiggørelse). Sådan virkede det for Abraham, og sådan virker det for os. Det er vigtigt at huske, at for Paulus er frelse helt og alene et resultat af Guds nåde; det er noget, vi bliver givet, uanset hvor lidt vi fortjener det. Hvis vi havde fortjent det, var det noget, Gud skyldte os, og hvis det var tilfældet, var det ikke en gave. For syndige mennesker, som vi alle er, er frelsen nødt til at være en gave. For at bevise sin pointe om frelse af tro alene går Paulus helt tilbage til Første Mosebog og citerer fra 1 Mos 15,6 – ”Abram troede Herren, og han regnede ham det til retfærdighed.“ Her finder vi retfærdiggørelse af tro på en af de første sider i Bibelen. · · · · ·

1 Mos 15,6 2 Sam 11,12 Rom 3,20.31; 4,1-17 Gal 3,21-23 1 Joh 3,4

SØNDAG

29. OKTOBER 2017

Loven Rom 3,31

Hvad er Paulus’ pointe? Hvorfor er dette vigtigt for os som adventister? I dette afsnit understreger Paulus kraftigt, at tro ikke gør loven overflødig. Men selv de, der holder loven, til og med hele den gammeltestamentlige samling af love, blev aldrig frelst derved. Det Gamle Testamentes religion såvel som Det Nyes har altid lært, at frelse kom ved Guds nåde, der ved tro blev givet til syndere.

Rom 4,1-8

Hvordan viser dette, at selv i Det Gamle Testamente blev man frelst af tro, ikke af lovgerninger? Ifølge beretningen i Det Gamle Testamente blev Abraham regnet for retfærdig, fordi han ”troede Gud“. Derfor lærer selv Det Gamle Testamente retfærdiggørelse af tro. Enhver påstand om, at tro ”sætter loven ud af kraft“, er derfor falsk; frelse af tro er i høj grad en del af Det Gamle Testamente. Det lærer nåde hele vejen igennem. Var hele helligdomstjenesten fx ikke et billede på, hvordan syndere bliver frelst, ikke af deres egne gerninger, men ved en stedfortræders død? Eller hvad kan forklare, hvordan David blev tilgivet efter den beskidte affære med Batseba? Det var i hvert fald ikke lovgerninger, der frelste ham; for han overtrådte så mange af lovens principper, at den fordømte ham på adskillige områder. Hvis David skulle frelses af loven, ville David slet ikke blive frelst. Paulus præsenterer Davids genindsættelse i Guds nåde som et eksempel på retfærdiggørelse af tro. Tilgivelse var en nådeshandling fra Guds side. Her er altså endnu et eksempel fra Det Gamle Testamente på retfærdiggørelse af tro. Til trods for at mange i det gamle Israel blev meget legalistiske, var den jødiske religion altid en religion af nåde. Legalisme var en forvrængning af den, ikke dens fundament.

Til at tænke over

Tænk et øjeblik over Davids synd og genoprettelse (2 Sam 11-12; Sl 51). Hvilket håb finder du for dig selv i denne tragiske beretning? Er der en lektie for os om, hvordan vi i menigheden bør behandle dem, der falder?

MANDAG

30. OKTOBER 2017

Fortjeneste eller nåde? Den problemstilling, Paulus behandler her, drejer sig om meget mere end kun teologi. Det handler om selve kernen i frelsen og vores forhold til Gud. Hvis man tror, at man må fortjene Guds anerkendelse – at man må nå et vist niveau af hellighed, før man kan blive retfærdiggjort og tilgivet – vil det være naturligt at vende blikket indad og se på sig selv og sine gerninger. Religion kan blive umådelig selvcentreret, og det er det sidste, nogen af os har brug for. Hvis man på den anden side fatter den store nyhed, at retfærdiggørelse er en gave fra Gud, fuldstændig ufortjent og uforskyldt, vil det være meget lettere og mere naturligt for os at fokusere på Guds kærlighed og nåde i stedet for på sig selv. Rom 4,6-8

Hvordan går Paulus her videre med temaet om retfærdiggørelse af tro? ”Synderen må i tro komme til Kristus, gribe fat i hans fortjeneste, lægge sin egen synd på Syndbæreren og modtage hans tilgivelse. Dette var grunden til, at Kristus kom til verden. På den måde bliver Kristi retfærdighed tilskrevet den angrende, troende synder. Han bliver medlem af den kongelige familie.“ (Ellen White, Selected Messages, 1. bind, s. 215). Paulus går videre med at forklare, at frelse af tro ikke kun gælder jøder, men også hedninger (Rom 4,9-12). Hvis man ønsker at blive virkelig teknisk, var Abraham slet ikke jøde; han kom fra en hedensk baggrund (Jos 24,2). På hans tid var der intet skel mellem jøder og hedninger. Da Abraham blev gjort retfærdig (1 Mos 15,6) var han ikke engang blevet omskåret. Abraham blev derfor både de omskårnes og de uomskårnes fader og tillige et mægtigt eksempel, som Paulus kunne bruge for at vise, at frelsen gælder for alle. Kristus er død for alle, uanset race eller nationalitet (Hebr 2,9).

Til at tænke over

Hvorfor er racemæssige, etniske og nationale fordomme så frygtelige, når vi tænker over korsets universelle karakter, og hvad det fortæller os om hvert eneste menneskes værdi? Hvordan kan vi lære at se fordomme i vores eget liv og med Guds nåde rense os for dem?

TIRSDAG

31. OKTOBER 2017

Løftet I dag for 500 år siden slog Martin Luther sine 95 teser op på kirkedøren i Wittenberg. Det er ret fascinerende, at vores emne for i dag også handler om kernen i frelse af tro. I Rom 4,13 opstilles ”løftet“ og ”loven“ i modsætning til hinanden. Paulus ønsker at lægge en gammeltestamentlig grundvold for sin lære om retfærdiggørelse af tro. Han finder et eksempel i Abraham, som alle jøder accepterede som deres forfader. Abraham var blevet gjort retfærdig uafhængigt af loven. Gud gav Abraham et løfte om, at han skulle ”arve verden“. Abraham troede dette løfte; det vil sige, han accepterede den rolle, det indebar. Som en følge deraf accepterede Gud ham og arbejdede gennem ham for at frelse verden. Dette er stadigvæk et mægtigt eksempel på, hvordan Guds nåde virkede i Det Gamle Testamente, og det var formentlig derfor, Paulus brugte det. Rom 4,14-17 Gal 3,7-9

Hvordan går Paulus her videre med at vise, hvordan frelse af tro var centralt i Det Gamle Testamente? Som vi så i begyndelsen, er det vigtigt at huske, hvem Paulus skriver til. Disse jødekristne var fordybet i gammeltestamentlige love, og mange var kommet til at tro, at deres frelse var afhængig af, hvor gode de var til at holde loven, selv om dette ikke var, hvad Det Gamle Testamente lærte. I et forsøg på at fjerne denne misforståelse argumenterer Paulus med, at Abraham, før lovgivningen på Sinaj, modtog løfter, ikke på grund af lovgerninger (hvilket ville have været vanskeligt, siden loven – hele toraen og det ceremonielle system – ikke endnu var på plads), men af tro. Hvis Paulus her kun henviser til moralloven, som i princippet eksisterede før Sinaj, forbliver hans pointe den samme. Ja, måske til og med stærkere! Han siger, at ved at forsøge at modtage Guds løfter gennem loven, bliver troen overflødig, ja til og med gjort til intet. Det er en ret stærk udtalelse; men hans pointe er, at troen frelser, og loven fordømmer. Han ønsker at undervise læserne om, hvor nytteløst det er at forsøge at blive frelst ved netop det, der bringer fordømmelse. Vi har alle, både jøder og hedninger, overtrådt moralloven og har derfor brug for det samme, som Abraham havde, nemlig Jesu frelsende retfærdighed tilregnet os af tro. Det er denne sandhed, der førte til Reformationen. 49

ONSDAG

1. NOVEMBER 2017

Lov og tro Som vi så i gårsdagens studium, viste Paulus, at Guds måde at behandle Abraham på beviser, at frelse kommer på grund af løftet om nåde, ikke lovgerninger. Hvis jøderne ønskede at blive frelst, var de nødt til at opgive deres tillid til frelse ved egne gerninger og tage imod løftet til Abraham, som nu var blevet opfyldt ved Messias’ komme. Og det samme gælder for alle, både jøde eller hedning, som tror, at deres ”gode“ gerninger er alt, hvad der skal til, for at deres forhold til Gud er i orden. ”Princippet om, at ethvert menneske kan frelse sig selv ved sine gerninger, var grundlaget for enhver hedensk religion… Overalt, hvor det bliver hævdet, har mennesker intet værn mod synden.“ (Ellen White, Jesu liv, s. 20). Hvad betyder det? Tanken om, at vi kan frelse os selv ved gerninger, medfører, at vi er uden værn mod synden. Hvorfor? Gal 3,21-23

Hvordan forklarede Paulus forholdet mellem lov og tro i Galaterbrevet? Hvis der var en lov, der kunne give liv, ville det have været Guds lov. Alligevel siger Paulus, at ingen lov kan give liv, ikke engang Guds lov; for vi har alle overtrådt den lov og bliver derfor dømt af den. Men løftet om tro, som mere fuldkomment blev åbenbaret i Kristus, befrier alle, som tror, fra at være ”under loven“; det vil sige fra at være fordømt og bebyrdet med at forsøge at fortjene frelse gennem loven. Loven bliver en byrde, når den fremstilles uden tro, uden nåde; for uden tro, uden nåde og uden den retfærdighed, der kommer af tro, er det, at være under loven det samme som at være under syndens fordømmelse.

Til at tænke over

Hvor centralt står retfærdiggørelse af tro i din vandring med Gud? Hvad kan du gøre for at sikre dig, at det ikke bliver udvisket i en sådan grad af andre sider ved troen, at du taber dette afgørende sandhedspunkt af syne? For hvad nytter alle de andre sandhedspunkter, hvis vi ikke forstår dette ene?

TORSDAG

2. NOVEMBER 2017

Loven og synd Vi hører ofte mennesker sige, at loven er blevet afskaffet i Det Nye Testamente, og de går videre ved at citere tekster, som de mener beviser denne påstand. Men logikken bag den udtalelse er ikke særlig god, og det er teologien bagved heller ikke. 1 Joh 2,3-6; 3,4 Rom 3,20

Hvad fortæller disse vers om forholdet mellem lov og synd? For et par hundrede år siden skrev den irske forfatter Jonathan Swift: ”Men vil noget menneske påstå, at hvis ordene druk, snyd, løgn, tyveri ved en parlamentsbeslutning blev fjernet fra vores sprog og ordbøger, ville vi alle vågne op næste dag og være ædruelige, ærlige og retfærdige og elske sandhed? Er det måske sandsynligt?“ (Jonathan Swift, A Modest Proposal and Other Satires (New York: Prometheus Books, 1995), s. 205). Det samme gælder, hvis Guds lov er blevet afskaffet. Hvorfor er det da stadigvæk forkert og syndigt at lyve, slå ihjel og stjæle? Hvis Guds lov er blevet forandret, må definitionen af synd også forandres. Eller hvis Guds lov er blevet afskaffet, må synd også være det, og hvem tror på det? (Se også 1 Joh 1,7-10; Jak 1,14-15.) I Det Nye Testamente finder vi både loven og evangeliet. Loven viser, hvad synd er; evangeliet viser hen til løsningen på syndens problem, nemlig Jesu død og opstandelse. Hvis ikke der er nogen lov, er der ingen synd, og hvad skal vi så frelses fra? Kun i lovens sammenhæng og dens fortsatte gyldighed giver evangeliet mening. Ofte hører vi, at korset annullerede loven. Det er ret ironisk; for korset viser, at loven ikke kan afskaffes eller forandres. Hvis Gud ikke afskaffede eller forandrede loven, før Kristus døde på korset, hvorfor skulle han gøre det efter? Hvorfor ikke fjerne loven efter menneskenes syndefald og dermed spare menneskeheden for den lovlige straf, som lovbrud fører til? På den måde havde Jesus aldrig behøvet at dø. Jesu død viser, at hvis loven kunne afskaffes eller forandres, burde det være sket før korset, ikke efter. Intet viser altså lovens fortsatte gyldighed bedre end Jesu død, som fandt sted, netop fordi loven ikke kunne forandres.

Til at tænke over

Ville det føre til mindre smerte og kval for dem, der er offer for ægteskabsbrud, hvis der ikke var nogen lov imod det? Hvordan kan dit svar hjælpe dig til at forstå, hvorfor Guds lov stadigvæk gælder? Hvordan har du selv erfaret følgerne af at overtræde Guds lov? 51

FREDAG

3. NOVEMBER 2017

Til videre studium · Ellen White, Selected Messages, 1. bind, ”Christ the Center of the Message“, s. 388 · Ellen White, Patriarker og profeter, ”Abrahams kald“, s. 62-63; ”Loven og pagterne“, s. 32-33 · Ellen White, Jesu liv, ”Bjergprædikenen“, s. 215-216; ”En ny konfrontation“, s. 439-440; ”Korset i centrum“ s. 556-557 ”’Den, der arbejder, får ikke løn som en nådesbevisning, men efter fortjeneste’ (Rom 4,4). Apostlen forklarer her citatet fra 1 Mos 15,4-6 for at give en konklusion og bevise ud fra den, at retfærdiggørelse er af tro, ikke af gerninger. Dette gør han først og fremmest ved at forklare betydningen af ordene ’det blev regnet ham til retfærdighed.’ Disse ord forklarer, at Gud i nåde tager imod syndere, ikke på grund af deres gerninger.“ (Martin Luther, Commentary on Romans, s. 82). ”Hvis det lykkes for Satan at lede et menneske til at værdsætte sine egne gerninger som fortjeneste og retfærdighed, ved han, at han kan vinde over ham gennem sine fristelser og gøre ham til sit offer og bytte… Stryg blodet fra Golgatas lam på dine dørstolper, og du vil være i sikkerhed.“ (Ellen White, Adventist Review and Sabbath Herald, 3. sept. 1889). Spørgsmål til drøftelse

1. Hvorfor er det vigtigt at forstå frelse af tro alene uden lovgerninger? Hvilken type fejl kan denne forståelse beskytte os imod? Hvilke farer venter dem, der mister denne afgørende bibelske sandhed af syne? 2. Hvilke andre begrundelser kan du give for Guds lovs fortsatte gyldighed, selv når vi ved, at lydighed mod loven ikke frelser os? 3. Det grundlæggende spørgsmål og Reformationens kerne er: hvordan bliver vi frelst? Hvordan kan vi åbent og direkte tale om forskellen mellem protestanter og katolikker mht. dette vigtige emne uden at komme med personlige angreb på nogen? 4. Som syndere, der er blevet retfærdiggjorte, har vi fået nåde og ufortjent velvilje fra Gud, som vi har syndet imod. Hvordan bør denne kendsgerning få indflydelse på den måde, vi behandler andre på? Hvor fuld af nåde og velvilje er vi over for dem, der har gjort noget forkert imod os?

DIALOG

TIL SABBATTEN | 4. NOVEMBER 2017

Aktiviteter og dialog Guds Ord

• Lav en tidslinje over Abrahams liv – forestil dig Abraham på Facebook! Denne aktivitet var foreslået sidste kvartal, da vi læste Galaterbrevet, og en del af Paulus’ pointe er den samme i Romerbrevet 4. - Vigtigt er at tidsfæste omskærelsen. Hvornår fandt den sted? · Hvornår indtraf hændelsen, hvor Abraham i tro på Guds løfte blev retfærdiggjort, eller hvor hans tro blev regnet ”ham til retfærdighed“ (1 Mos 15,6)? • Tænk over Romerbrevets første 3 kapitler og en af Paulus’ hovedhensigter med at skrive brevet, nemlig at begrunde sin missionstjeneste til hedninger. - Hvordan viser de første kapitler, at frelsen skal nå til hedningerne såvel som til jøderne? - Hvilken betydning har Abrahams erfaring for at underbygge denne lære om, at Guds tilbud gælder alle? • Paulus citerer Salme 32,1-2 i Rom 4,7-8. - Læs sammen Salme 32,1-5. · Læg mærke til brugen af ordet ”skjule“. Hvor dukker det op i disse vers? · Drøft, hvad denne salme siger om tilgivelse? Hvorfor tror du, at Paulus citerer en salme af David?

Uddybende spørgsmål

• Tænk over de forskellige livssyn, du finder hos mennesker i nutidens verden. Ikke alle er kristne. Der findes ateisme eller manglende gudstro, og andre verdensreligioner er blevet mere almindelige i Danmark. - Drøft, hvordan læren om frelse af tro afgørende adskiller sig fra disse livssyn, som fx islam, hinduisme. - Hvordan vil du gøre dette emne relevant for en sekulær person, der måske ikke udøver nogen form for religion i det hele taget og derfor ikke ser behovet for ”at blive frelst“?

Mødet med dagligdagen

Dag efter dag møder du mennesker, som ikke er kristne eller deler din tro. Du møder mennesker, der handler godt, og mennesker, der opfører sig mindre godt, mennesker du umiddelbart kan lide, og mennesker, du har sværere ved at holde af.

DIALOG

TIL SABBATTEN | 4. NOVEMBER 2017

• Forsøg i denne uge i dit møde med andre mennesker at minde dig selv om, at Jesus døde for hver eneste af dem. Gør det til en bevidst handling i dit sind at se andre på denne måde. Personligt kristenliv Ord og udtryk

• Bed Gud om hjælp til at ønske det bedste for hvert menneske, du møder. Det hebraiske ord, der bruges til at oversætte ”tilregne“ i 1 Mos 15,6, har betydningen ”tænke om“ og fortæller altså, hvordan Gud nu tænker om Abraham: Gud ser ham som en af sine, som retfærdig. Han gør det for alle, der tror, uanset hvad de har været og hvad de har gjort. Salme 32 spiller på et hebraisk ord (kasah), der betyder ”at skjule“ eller ”dække over“. Mennesker forsøger at dække over deres synder, at holde dem skjult og fremstå som retfærdige. Hvis jeg derimod bekender min synd og ikke forsøger at skjule den (Sl 32,5) og derved se bedre ud, end jeg i virkeligheden er, da vil Gud ”skjule“ min synd og dække over den (Sl 32,1). Sådan er tilgivelsens væsen.

NOTER

TIL SABBATTEN | 4. NOVEMBER 2017

6 Ugens vers

Introduktion

TIL SABBATTEN | 11. NOVEMBER 2017

Adam og Jesus ”Da vi nu er blevet gjort retfærdige af tro, har vi fred med Gud ved vor Herre Jesus Kristus. Ved ham har vi i troen fået adgang til den nåde, som vi står i, og vi er stolte af håbet om Guds herlighed“ (Rom 5,1-2). Paulus har fastslået, at retfærdiggørelse kun opnås ved tro på Jesus Kristus; for hans retfærdighed alene er nok til at give os den rette status hos Gud. Idet han bygger på denne store sandhed, går han nu videre med temaet. Han viser, at frelse er nødt til at være af tro, ikke gerninger, end ikke for nogen så ”retfærdig“ som Abraham, og han går tilbage for at se den større sammenhæng på – hvad der var årsagen til synd, lidelse og død, og hvordan løsningen findes i Kristus og det, han har gjort for menneskeheden. Ved et menneskes fald, Adams, stod hele menneskeheden over for fordømmelse, fremmedgørelse og død; ved et menneskes sejr, Jesus’, blev hele verden givet et nyt forhold til Gud. Ved tro på Jesus kunne deres synd og straffen for synd fjernes, tilgives og synderen for evigt blive benådet. Paulus opstiller kontrasten mellem Adam og Jesus og viser, hvordan Kristus kom for at rette op på det, Adam havde gjort, og viser, at ofrene for Adams synd ved tro kunne blive reddet af Jesus, Frelseren. Grundlaget for det hele er Kristi kors og hans stedfortrædende død, som åbner vejen for, at hvert eneste menneske, både jøde og hedning, kan blive frelst af Jesus, som med sit blod bragte retfærdiggørelse til alle, som tager imod ham. Dette er i sandhed et tema, som det er værd at gå i dybden med; for det er grundlaget for alt vores håb.

Ugens tekster

· Rom 5

SØNDAG

5. NOVEMBER 2017

Retfærdiggjort af tro Rom 5,1-5

Skriv på linjerne herunder et resume af Paulus’ budskab. Hvad siger det dig her og nu? Udtrykket ”er blevet gjort retfærdige af tro“ indikerer, at det er en handling, der er afsluttet. Vi er blevet erklæret retfærdige eller betragtet som retfærdige, ikke gennem lovgerninger, men ved at have modtaget Jesus Kristus. Det fuldkomne liv, som Jesus levede her på jorden, er blevet tilregnet os. Samtidig er alle vores synder blevet lagt på Jesus. Gud har betragtet det, som var det Jesus, ikke os, som begik disse synder. Straffen blev lagt på Kristus i vores sted, så vi aldrig behøver at lide den. Hvilken bedre nyhed findes der for en synder? Det græske ord, der både i Rom 5,2 og 5,3 oversættes med ”er stolte af,“ kan også oversættes med ”glæde sig“, ”fryde sig“. Der er en tydelig forbindelse mellem disse to vers. Retfærdiggjorte mennesker kan fryde sig under trængsler; for de har fæstet deres tro på Jesus Kristus og har tillid til ham. De har tillid til, at Gud vil lade alt virke sammen til gode for dem, der elsker ham. De vil regne det for en ære at lide for Kristi sag (se 1 Pet 4,13). Læg også mærke til udviklingen i Rom 5,3-5. 1. Udholdenhed. Det græske ord, der oversættes med udholdenhed er hupomone, som betyder en ”urokkelig udholdenhed“. Det er denne slags udholdenhed, der udvikles gennem trængsler hos den, der holder fast ved troen og ikke mister det håb af syne, som vedkommende har i Kristus, selv midt i alle de prøvelser og lidelser, som til tider kan gøre tilværelsen så svær. 2. Fasthed. Det græske ord dokime, der oversættes med fasthed, betyder bogstaveligt ”prøvet fasthed“ eller mere specifikt ”prøvet karakter“. Den, der tålmodigt udholder trængsler, kan udvikle en prøvet fasthed i karakteren. 3. Håb. Udholdenhed og fasthed skaber naturligt håb – det håb, vi har i Jesus og løftet om frelse i ham. Så længe vi i tro, anger og lydighed klynger os til Jesus, har vi alt at håbe på.

Til at tænke over

Hvad er den ene ting i livet, du mere end noget andet håber på? Hvordan kan det håb opfyldes i Jesus? Eller kan det? Er du sikker på, at du vil gøre så meget ud af det håb, hvis det ikke kan opfyldes i ham? 57

MANDAG

6. NOVEMBER 2017

Mens vi endnu var svage Rom 5,6-8

Hvad siger dette afsnit os om Guds karakter, og hvorfor giver disse vers os stort håb? Da Adam og Eva så skammeligt og uden undskyldning overtrådte de guddommelige krav, tog Gud det første skridt på vejen til forsoning. Og lige siden har Gud taget initiativet i at sørge for en måde at blive frelst på og i at invitere mænd og kvinder til at tage imod hans tilbud om forsoning. ”Men da tidens fylde kom, sendte Gud sin søn“ (Gal 4,4).

Rom 5,9

Paulus siger her, at vi gennem Jesus kan frelses fra Guds vrede. Hvad betyder det? Aftenen før israelitterne forlod Egypten, beskyttede blodet på dørstolperne deres førstefødte fra den vrede, der ramte Egyptens førstefødte. På samme måde garanterer Jesu blod, at den, der er blevet gjort retfærdig og holder fast i den status, vil blive beskyttet, når Guds vrede til sidst ødelægger synden ved verdens ende. Nogle mennesker kæmper med tanken om en kærlig Gud, der er vred. Men det er netop på grund af hans kærlighed, at denne vrede eksisterer. Hvordan kan Gud, som elsker verden, ikke være vred over synd? Hvis han var ligeglad med os, ville det ikke bekymre han, hvad der sker med os. Se dig omkring i verden og se, hvad synd har gjort ved hans skaberværk. Hvordan kan Gud lade være med at være vred over så meget ondskab og ødelæggelse?

Rom 5,10-11

Hvilke andre grunde har vi til at glæde og fryde os? Nogle kommentatorer har i Rom 5,10 set en henvisning til det liv, Kristus levede her på jorden, hvor han udviklede en fuldkommen karakter, som han nu tilbyder at tilregne os. Det er rigtigt, at dette er, hvad Kristus udrettede, men Paulus lader til at understrege det faktum, at selv om Kristus døde, opstod han igen og lever i al evighed (se Hebr 7,25). Vi frelses, fordi han lever. Hvis han var forblevet i graven, ville vores håb være gået til grunde med ham. Rom 5,11 fortsætter med at give grunde til vores stolthed (eller glæde) i Herren, nemlig hvad Jesus har gjort for os.

TIRSDAG

7. NOVEMBER 2017

Døden kom ved synden Døden er en fjende, den ultimative fjende. Da Gud skabte menneskene, skabte han dem til at leve evigt. Med nogle få undtagelser ønsker ingen at dø; og de, som ønsker det, gør det oftest på grund af store personlige kvaler og lidelser. Det er imod vores mest basale natur at skulle dø. Det skyldes, at vi fra begyndelsen blev skabt til at leve evigt. Døden skulle være ukendt for os. Rom 5,12

Hvad beskriver Paulus i dette vers? Hvad forklarer det? Kommentatorer har skændtes mere over dette ene vers i Bibelen end næsten noget andet. Måske skyldes det, som det bemærkes i The SDA Bible Commentary, 6. bind, s. 529, disse kommentatorers ”forsøg på at bruge dette vers på andre måder, end Paulus havde til hensigt.“ Et punkt, de diskuterer, er: Hvordan blev Adams synd videregivet til hans efterkommere? Var Adams efterkommere skyldige i Adams synd, eller er de skyldige over for Gud på grund af deres egne synder? Man har forsøgt at finde svar på det spørgsmål i dette vers; men det er ikke, hvad Paulus taler om. Han havde noget helt andet i tanke. Han understreger det, han allerede har sagt: ”alle har syndet“ (Rom 3,23). Vi har brug for at erkende, at vi er syndere; for det er kun på den måde, vi indser, at vi har brug for en frelser. Paulus forsøgte at få sine læsere til at indse, hvor frygtelig synden er, og hvad den gennem Adam bragte ind i denne verden. Derefter viser han, hvad Gud tilbyder os i Jesus som den eneste løsning på den tragedie, denne verden blev udsat for gennem Adams synd. Men dette vers fortæller kun om problemet – død gennem Adam – ikke om løsningen – liv i Kristus. En af de mest fantastiske sider ved evangeliet er, at døden er blevet opslugt af livet. Jesus gik gennem dødens porte og brød dens lænker. Han siger: ”Jeg var død, og se, jeg lever i evighedernes evigheder, og jeg har nøglerne til døden og dødsriget“ (Åb 1,18). Fordi Jesus har nøglerne, kan fjenden ikke længere holde sine ofre i graven.

Til at tænke over

Hvilken erfaring har du selv haft med dødens virkelighed og tragedie? Når vi står ansigt til ansigt med en så ubarmhjertig fjende, hvorfor er det da nødvendigt at bevare et håb om noget større og bedre end os selv og det, denne verden kan tilbyde?

ONSDAG

8. NOVEMBER 2017

Fra Adam til Moses Rom 5,13-14

Hvad lærer Paulus om loven i disse vers? Hvad taler Paulus om? Udtrykket ”før loven“ er parallelt med udtrykket ”fra Adam til Moses“. Han taler her om tiden mellem skabelsen og lovgivningen på Sinaj, før israelitternes lovsystem, som selvfølgelig indbefattede De Ti Bud, formelt blev introduceret. ”Før loven“ betyder før Guds detaljerede krav i de forskellige love, der blev givet til Israel på Sinaj. Synd eksisterede før Sinaj. Hvordan kunne den ikke? Var løgn, drab, ægteskabsbrud og afgudsdyrkelse ikke syndigt før Sinaj? Selvfølgelig var det det. Det er rigtigt, at menneskeheden generelt før Sinaj havde en mere begrænset åbenbaring af Gud; men de vidste åbenbart nok til, at de kunne stå til ansvar for det, de gjorde. Gud er retfærdig og vil ikke straffe nogen uretfærdigt. Paulus påpeger, at menneskene før Sinaj døde. Døden kom til alle. Selv om de ikke havde syndet imod et direkte udtrykt bud, havde de ikke desto mindre syndet. De havde Guds åbenbaringer i naturen, men havde ikke reageret på dem og var derfor skyldige. ”For hans usynlige væsen, både hans evige kraft og hans guddommelighed, har kunnet ses siden verdens skabelse og kendes på hans gerninger. De har altså ingen undskyldning“ (Rom 1,20).

Rom 5,20-21

Hvorfor åbenbarede Gud sig på en mere tydelig måde i ”loven“? De befalinger, der blev givet på Sinaj, indbefattede også moralloven, selv om den havde eksisteret inden. Ifølge Bibelen var dette første gang, at loven blev skrevet og vidt udbredt. Da israelitterne begyndte at sammenligne sig med de guddommelige krav, opdagede de, at de slet ikke kunne leve op til dem og dermed ”blev synden større“. Pludselig gik det op for dem, hvor omfattende deres overtrædelser var. Hensigten med en sådan åbenbaring var at hjælpe dem til at se deres behov for en frelser og lede dem til at tage imod den nåde, Gud så frit tilbød dem. Som vi har understreget før, var den sande version af den gammeltestamentlige tro slet ikke legalistisk.

Til at tænke over

Hvordan giver lovene i dit eget land en menneskelig opfattelse af rigtigt og forkert? Hvis menneskelige lov kan gøre det, hvordan er det så med Guds evige lov?

TORSDAG

9. NOVEMBER 2017

Jesus, den anden Adam ”Altså: Ligesom en enkelts fald blev til fordømmelse for alle mennesker, sådan er en enkelts retfærdige gerning også blevet til retfærdighed og liv for alle mennesker. For ligesom de mange blev syndere ved det ene menneskes ulydighed, sådan skal også de mange blive retfærdige ved én enestes lydighed“ (Rom 5,18-19). Hvilken kontrast opstilles i disse vers? Hvilket håb tilbydes vi i Jesus Kristus? Det ene og afgørende, vi modtog fra Adam, var en dødsdom. Men Kristus greb ind og vandt sejr, hvor Adam faldt, og udholdt enhver prøve i menneskers sted. Han forløste os fra følgerne af Adams skamfulde nederlag og fald, og som vores stedfortræder gav han os muligheden for igen at få det rette forhold til Gud. Derfor er Jesus ”den anden Adam“. ”Den anden Adam havde frihed til at vælge og var ansvarlig for sine handlinger. Han var omgivet af intenst udspekulerede og vildledende indflydelser og var derfor langt værre stillet end den første Adam, når det gjaldt at leve et syndfrit liv. Men midt blandt syndere modstod han alligevel enhver fristelse til at synde og opretholdt sin uskyldighed. Han var altid uden synd.“ (Ellen White kommentar, The SDA Bible Commentary, 6. bind, s. 1074). Rom 5,15-19

Hvordan beskrives kontrasten mellem Adams og Kristi handlinger? Læg mærke til de modsatte ideer: liv og død; ulydighed og lydighed; fordømmelse og retfærdiggørelse; synd og retfærdighed. Jesus kom og vandt alt det tilbage, som Adam havde tabt. Det er også fascinerende, at ordet gave forekommer fem gange i Rom 5,15-17. Fem gange! Pointen er tydelig: Paulus understreger, at retfærdiggørelse ikke kan fortjenes; det er en gave. Vi fortjener den ikke, og vi kan ikke gøre os fortjent til den. Ligesom med alle andre gaver er vi nødt til at række ud og modtage dem, og i dette tilfælde tager vi imod gaven i tro.

Til at tænke over

Hvad er den bedste gave, du nogensinde har modtaget? Hvad gjorde den så god og speciel? Hvordan gjorde det faktum, at det var en gave, og ikke noget du havde gjort dig fortjent til, dig særlig taknemlig? Selv den bedste jordiske gave kan ikke engang begynde at måle sig med det, vi har i Jesus! 61

FREDAG

10. NOVEMBER 2017

Til videre studium · Ellen White, Vejen til et bedre liv, ”Hjælp i hverdagen“, s. 301-303 · EW, Selcted Messages, 1 bind, ”Christ the Center of the Message“, s. 383-384 · EW, Patriarker og profeter, ”Fristelsen og syndefaldet“, s. 30-31 · The SDA Encyclopedia, ”Justification“, s. 712-714 ”Mange bliver bedraget med hensyn til deres hjertes tilstand. De forstår ikke, at det naturlige hjerte er det mest bedrageriske af alt og usigeligt ondt. De dækker sig med deres egen retfærdighed og er tilfredse med at nå deres egen menneskelige standard for karakteren.“ (Ellen White, Selected Messages, 1. bind, s. 320). ”Der er stort behov for, at Kristus bliver forkyndt som vores eneste håb og frelse. Da læren om retfærdiggørelse af tro blev præsenteret …, var det for mange som vand for den tørstige vandringsmand. Tanken om, at Jesu retfærdighed tilregnes os, ikke på grund af nogen fortjeneste fra vores side, men som en gratis gave fra Gud, var en dyrebar tanke.“ (Selected Messages, 1. bind, s. 360). ”Han er et billede på ham, der skulle komme (5,14). Hvordan er Adam et billede på Kristus? Ligesom Adam blev årsag til død for alle sine efterkommere, selv om de ikke spiste af det forbudte træ, er Kristus blevet uddeler af retfærdighed til dem, der tilhører ham, selv om de ikke fortjener nogen retfærdighed; for med korset har han sikret retfærdighed for alle mennesker. Adams overtrædelse er afbildet i os, for vi dør, som om vi havde syndet, som han gjorde. Kristi billede er i os, for vi lever, som om vi havde opfyldt al den retfærdighed, som han udførte.“ (Martin Luther, Commentary on Romans, s. 96-97). Spørgsmål til drøftelse

1. Hvordan skal følgende citat fra Ellen White forstås? ”Der er behov for et meget grundigere studium af Guds Ord; især bør Daniels Bog og Johannes’ Åbenbaring gives mere opmærksomhed end nogen sinde tidligere i vores arbejdes historie. Måske har vi mindre at sige på nogle områder med hensyn til romermagten og pavedømmet; men vi bør rette vores opmærksomhed mod det, profeterne og apostlene under Helligåndens inspiration har skrevet.“ (Ellen White, Evangelism, s. 577). 2. Tænk over dødens virkelighed, hvad den gør ikke alene for vores liv, men også for meningen med livet. Mange forfattere og filosoffer har begrædt livets ultimative meningsløshed, fordi det ender med evig død. Hvordan kan vi som kristne give dem et svar?

DIALOG

TIL SABBATTEN | 11. NOVEMBER 2017

Aktiviteter og dialog Guds Ord

• Prøv ved hjælp af en ordbog at finde tekster i Bibelen, der fremhæver ”udholdenhed“ eller ”tålmodighed“ som en kristen dyd. Læs nogle af disse tekster sammen. - Find eksempler på bibelske personer, der udviste denne egenskab, selv om ordet måske ikke direkte er brugt om dem! • Læs de centrale vers i Rom 5,6-8 igen. - Døde Jesus for alle mennesker? Hvis han gjorde, hvorfor bliver så ikke alle frelst? - Hvordan vil du forklare dette for kristne, der mener, at Jesu forsoning er begrænset til de udvalgte, som Gud forud har bestemt til frelse? - Hvilke andre bibeltekster kan du finde som støtte for dine synspunkter?

Uddybende spørgsmål

• Sammenligningen mellem Adam og Jesus fremhæver, at Jesus er blevet ophav til en ny menneskehed. Tænk over og drøft, hvad det vil sige at være et menneske i den menneskehed, Jesus er Herre over. - Hvad er karakteristiske træk? - Hvorved adskiller denne nye menneskehed sig fra den øvrige menneskehed mht. til · værdier og livsmål? · holdning og aktiviteter? • Romerbrevet 5 fremhæver Guds kærlighed. I den danske offentlige debat har Guds kærlighed også været genstand for drøftelse inden for det seneste år. Nogle har hævdet, at vi kun skal elske vores nærmeste, ikke de ”fjerneste“, de fremmede eller de andre! - Hvordan stemmer dette synspunkt med Paulus’ beskrivelse af Guds kærlighed? - Hvordan kan vi bedst i praksis vise vores kristne kærlighed til naboer, fremmede, ikke-kristne – og dem, som bor langt væk fra os?

Personligt kristenliv

• Når du møder mennesker, som ikke tror som dig, eller slet ikke tror, eller mennesker, som tydeligt er ”syndere“, tænk da over, at Kristus døde for os, mens vi endnu var syndere og langt borte fra Gud. 63

DIALOG

TIL SABBATTEN | 11. NOVEMBER 2017

- Bed Gud om ved sin Hellige Ånd at udgyde kærlighed i disse menneskers hjerter.

Ord og udtryk

Udholdenhed eller tålmodighed (jf. det græske ord hypomone) er et centralt udtryk for de kristnes karakter i Det Nye Testamente, og det blev et vigtigt begreb for de kristne i de første århundreder – selv om det ofte er glemt af kristne i dag! Adskillige store kristne teologer i den tidlige kristendom skrev bøger eller traktater om netop udholdenhed/tålmodighed. Det var vigtigt for de kristne at udvise tålmodighed i deres omgang med andre mennesker, som ikke var kristne. I mission var det vigtigt ikke at gå for hurtigt frem eller presse mennesker. Frem for med en masse ord var det vigtigt for de kristne at lade deres liv og livsførelse drage mennesker til Gud. At blive en kristen skulle ikke være en tilfældig øjebliksbeslutning, men en karakterforvandling for evigheden. Derfor var tålmodighed en nøgledyd.

Forstå det bedre

De grammatiske tider, der anvendes om retfærdiggørelse, kan forvirre. Første gang, Paulus nævner retfærdiggørelse i Rom 2,13, er det rent faktisk fremtid, fordi han taler om frikendelsen på dommens dag, som naturligvis lå i fremtiden. Men i Rom 5,1, hvor Paulus atter bruger udtrykket, er den grammatiske form en såkaldt ”aorist“. Det betyder, at Paulus her omtaler en færdigafsluttet handling. Den tilsyneladende modsætning mellem disse grammatiske tider løses, når man forstår, hvad frelsen indebærer: når Gud i sin nåde i dag retfærdiggør et menneske, der tror, behandler Gud allerede i dag dette menneske, som om den endelige, fremtidige dom er afsagt. Det kan han gøre, fordi Jesus har påtaget sig den straf, den troende har fortjent.

Til at tænke over

Det kan være let at blive abstrakt, når man teologisk taler om frelse. Vi siger måske, at vi frelses ved Kristi retfærdighed eller ved hans karakter, og det er naturligvis ikke forkert. Men lad os altid huske, at vi frelses af en person. Jesus er vores frelser. Vi taler om hans retfærdighed for at uddybe, hvordan han kan være det; men han er vores personlige frelser, både din og min.

NOTER

TIL SABBATTEN | 11. NOVEMBER 2017

7 Ugens vers

Introduktion

TIL SABBATTEN | 18. NOVEMBER 2017

Sejr over synd ”Synden skal ikke være herre over jer, for I er ikke under loven, men under nåden“ (Rom 6,14). Hvis gerninger ikke kan frelse os, hvorfor så i det hele taget bekymre sig om dem? Hvorfor ikke bare blive ved med at synde? Kapitel 6 i Romerbrevet er Paulus’ svar på disse vigtige spørgsmål. I dette kapitel skriver han om det, der oftest omtales som ”helliggørelse“, den proces, hvormed vi sejrer over synd og mere og mere genspejler Kristi karakter. Det græske ord, der bruges – hagiasmosforekommer kun to gange i Romerbrevet, nemlig i 6,19 og 22. På dansk oversættes det med ”helligelse“. Betyder det, at Paulus ikke har noget at sige om det, der normalt opfattes som helliggørelse? Slet ikke. I Bibelen betyder at hellige at indvie, i reglen til Gud. At blive helliggjort bliver ofte fremstillet som en færdig afsluttet handling. For eksempel siger ApG 20,32 ”alle dem, der er helliget.“ De helligede ud fra denne definition er dem, der er indviet eller helliget til Gud. Denne bibelske brug af ”helligelse“ fornægter på ingen måde det vigtige trospunkt om helliggørelse eller det faktum, at helliggørelse foregår hele livet. Bibelen støtter dette trospunkt på det kraftigste, men ofte bruger den andre udtryk til at beskrive det. I denne uges studium skal vi se på en anden side af frelse af tro, som let kan misforstås, nemlig løftet om sejr over synd for et menneske, der er frelst af Jesus.

Ugens tekster

· Rom 6 · 1 Joh 1,8-2,1

SØNDAG

12. NOVEMBER 2017

Da synden blev større … Paulus kommer med en stærk udtalelse i Rom 5,20: ”og blev synden større, er nåden blevet så meget desto større.“ Uanset hvor meget synd, der er, eller hvor frygtelige syndens følger er, er Guds nåde tilstrækkelig til at tage sig af problemet. Det burde give os alle stort håb, især når vi fristes til at føle, at vores synd er alt for stor til at blive tilgivet! I Rom 5,21 viser Paulus, at selv om synd førte til død, har Guds nåde gennem Jesus besejret døden og kan give os evigt liv. Rom 6,1

Hvad slags logik bruger Paulus i dette vers, og hvordan imødegår han i Rom 6,2-11 denne måde at tænke på? Paulus følger en interessant række argumenter i kapitel 6. Han begynder med at sige, at vi ikke skal synde, fordi vi er døde fra synden. Og så forklarer han, hvad det betyder. Nedsænkning i dåbens vand repræsenterer begravelse. Hvad bliver begravet? Vores gamle syndige menneske, dvs. vores legeme, der begår synd, legemet, der beherskes eller styres af synd. ”Det legeme, som ligger under for synden,“ tilintetgøres, så vi ikke længere er trælle for synden. I Rom 6 bliver synden personificeret som en herre, der hersker over sine trælle. Når ”det legeme, som ligger under for synden“ er tilintetgjort, ophører syndens herredømme over det. Den, som stiger op fra dåbens grav, er et nyt menneske, som ikke længere er syndens træl. Vedkommende lever et nyt liv for Gud. ”Den død, Kristus døde, døde han fra synden én gang for alle,“ men nu lever han i al evighed. Den kristne, der er blevet døbt, er en gang for alle død fra synden og bør aldrig mere komme under dens herredømme. Men ikke at være trælle under synden betyder ikke, at synden er forsvundet, og at vi ikke er nødt til at kæmpe med den. ”Heraf kan vi tydeligt se, hvad Apostlens ord betyder. Alle disse udtalelser, som fx: 1. Vi ”er døde for synden“; 2. Vi er ”levende for Gud“, osv., betyder, at vi ikke giver efter for vores syndige lyster og synder, selv om synden fortsætter i os. Alligevel forbliver synden i os, til vores liv afsluttes, som vi læste i Gal 5,17: ”For kødets lyst står Ånden imod, og Ånden står kødet imod. De to ligger i strid med hinanden, så I ikke kan gøre, hvad I vil.“ Derfor bekender alle apostle og de hellige, at synd og syndige lyster forbliver i os, indtil vores legeme bliver til støv og et nyt (herliggjort) legeme, som er befriet fra begær og synd, bliver oprejst.“ (Martin Luther, Commentary on Romans, s. 100). 67

MANDAG

13. NOVEMBER 2017

Når synden hersker Rom 6,12

Hvilken formaning gives i dette vers? Ordet ”herske“ i dette vers viser, at ”synden“ her fremstilles som en konge. Det græske ord, der oversættes med ”herske“, betyder ”at være konge.“ Synden er mere end villig til at være konge over vores dødelige legeme og bestemme over vores opførsel. Når Paulus siger: ”Lad … ikke synden herske,“ antyder han, at en retfærdiggjort person kan vælge at forhindre synden i at gøre sig til konge i vedkommendes liv. Og det er her, at vores vilje kommer ind i billedet. ”Det, du har brug for, er viljens sande styrke. Dette er den herskende magt i menneskets natur, magten til at tage en beslutning og træffe et valg. Alt afhænger af viljens rette handling. Magten til at vælge, som Gud har givet menneskene, er til, for at de kan udøve den. Man kan ikke ændre sit hjerte, man kan ikke af sig selv give dets attrå til Gud; men man kan vælge at tjene ham. Man kan give ham sin vilje; så vil han virke i dig at ville og at handle efter hans ønske. Således vil hele din natur blive bragt under Kristi ånds kontrol; din hengivenhed vil være fokuseret på ham, dine tanker vil være i samklang med ham.“ (Ellen White, Vejen til Kristus, s. 52-53). Det græske ord, som i Rom 6,12 oversættes med ”lyster“, betyder ”ønsker“. Der kan være tale om ønsker for både gode og dårlige ting; når synden hersker, vil den få os til at ønske det, der er dårligt. Vores ønsker eller lyster vil være stærke, til og med uimodståelige, hvis vi forsøger at bekæmpe dem på egen hånd. Synden kan være en ondskabsfuld tyran, der aldrig er tilfreds, men altid kommer tilbage efter mere. Kun ved tro, kun ved at gribe fat i løfterne om sejr, kan vi styrte denne ubønhørlige herre. Ordet ”derfor“ i Rom 6,12 er vigtigt. Det viser tilbage til det, der er blevet sagt tidligere, især i Rom 6,10-11. De, som er blevet døbt, lever nu ”for Gud“. Det vil sige, Gud er centrum i deres nye liv. De tjener Gud og gør det, der er velbehageligt for Gud; derfor kan de ikke samtidigt tjene synden. De er ”levende for Gud i Kristus Jesus.“

Til at tænke over

Læs citatet fra Vejen til Kristus igen. Læg mærke til, hvor vigtigt princippet om en fri vilje er. Som moralske skabninger må vi have en fri vilje – muligheden for at vælge mellem rigtigt og forkert, godt og ondt, Kristus og verden. Forsøg i løbet af det næste døgn at være bevidst om, hvordan du bruger din moralske frie vilje. Hvad mon det vil vise dig om, hvordan du bruger eller misbruger denne guddommelige gave?

TIRSDAG

14. NOVEMBER 2017

Ikke under loven, men under nåden Rom 6,14

Hvordan skal dette vers forstås? Betyder det, at de Ti Bud ikke længere er bindende for os? Hvis ikke, hvorfor ikke? Rom 6,14 er et af nøgleversene i Romerbrevet. Og det bliver ofte citeret i forbindelse med, at nogen fortæller os adventister, at den syvende dag som sabbat er blevet afskaffet. Men det er tydeligvis ikke, hvad verset siger. Vi gentager det spørgsmål, vi tidligere har stillet: hvordan kunne synden stadigvæk være en virkelighed, hvis moralloven var blevet afskaffet? Moralloven er jo netop, hvad der definerer synd! Hvis du læser alt i Romerbrevet, der går forud for dette vers, ja selv om du kun læser kapitel 6, vil det være svært at se, hvorfor Paulus, midt i denne lange drøftelse af syndens virkelighed, pludseligt skulle sige: ”Moralloven – de Ti Bud, som definerer synd – er blevet afskaffet.“ Det giver ingen mening. Paulus siger til romerne, at det menneske, som lever ”under loven“ – det vil sige, under det jødiske system, som det blev praktiseret på den tid med alle dets menneskeskabte love og regler – vil være syndens træl. Modsat vil en person, der lever under nåden, have sejr over synd; for loven er skrevet i hjertet, og Guds Ånd får lov til at lede i alle ting. At modtage Jesus Kristus som Messias, blive retfærdiggjort af ham, blive døbt til hans død, at få det gamle menneske tilintetgjort, at opstå til et nyt liv – er, hvad der vil fjerne synden som herre i vores liv. Husk, at det er denne sammenhæng, vi finder i Rom 6,14. Det handler om om sejr over synd. Vi bør ikke definere udtrykket ”under loven“ for snævert. Den, som tilsyneladende lever ”under nåden“, men ikke adlyder Guds lov, vil ikke finde nåde, men fordømmelse. ”Under nåden“ betyder, at den fordømmelse, som loven uvægerligt bringer over synderen, på grund af Guds nåde, som den åbenbares i Jesus, er blevet fjernet. Befriet fra denne dødens fordømmelse, som loven medfører, lever vi nu et nyt liv, som er kendetegnet af og viser sig ved, at vi er døde fra selvet og ikke længere trælle under synden.

Til at tænke over

Hvordan har du oplevet virkeligheden af et nyt liv i Kristus? Hvilke konkrete beviser kan du pege på, som viser, hvad Kristus har gjort i dig? Er der områder af din tilværelse, du nægter at opgive, og hvorfor er det så vigtigt, at du gør det? 69

ONSDAG

15. NOVEMBER 2017

Synd eller lydighed? Rom 6,16

Hvad siger Paulus? Hvorfor er hans argument så sort/hvidt i denne sammenhæng? Det er enten det ene eller det andet, der er ingen mellemting. Hvad kan vi lære af denne tydelige kontrast? Igen kommer Paulus tilbage til, at det nye liv i tro ikke giver os frihed til at synde. Et liv i tro gør sejr over synd mulig; faktisk er det kun ved tro, vi kan opnå den sejr over synd, vi er blevet lovet. Paulus benyttede billedet med synden som en konge, der hersker over sine undersåtter, og han vender nu tilbage til dette billede, hvor synden er en herre, der kræver lydighed af sine trælle. Han påpeger, at vi kan vælge vores herre. Vi kan være trælle under synden – det vil føre til død, eller vi kan vælge lydighed, som fører til retfærdighed og evigt liv. Paulus giver os ikke nogen mellemvej eller mulighed for at gå på kompromis. Det er enten det ene eller det andet; for til syvende og sidst møder vi enten evigt liv eller evig død.

Rom 6,17

Hvordan forklarer Paulus her, hvad han sagde i 6,16? Læg mærke til det interessante i, at lydighed her kædes sammen med den rette lære. De romerske kristne var blevet undervist i principperne i den kristne tro, som de nu var lydige imod. For Paulus var den rette lære, når den af hjertet blev adlydt, altså med til at hjælpe romerne til at blive ”trælle for retfærdigheden“ (Rom 6,18). Nogle gange hører vi, at læren ikke betyder noget, bare vi har kærlighed. Det er en meget forenklet måde at udtrykke noget på, der ikke er så enkelt. Som vi så i en tidligere uges studium, var Paulus meget bekymret over den falske lære, som galaterne var faldet for. Vi bør derfor være på vagt over for udtalelser, der nedgør betydningen af den rette lære.

Til at tænke over

Trælle under synd eller trælle under retfærdighed: kontrasten er ret skarp. Betyder det, at vi ikke er frelst, hvis vi synder, efter at vi er blevet døbt? Læs 1 Joh 1,8-2,1. Hvordan hjælper disse vers os til at forstå, hvad det betyder at være en Kristi efterfølger og alligevel komme til at synde?

TORSDAG

16. NOVEMBER 2017

Befriet fra synden Rom 6,19-23

Læs teksten og tænk over, hvad vi har studeret indtil nu i Rom 6. Skriv et kort resume over, hvad Paulus siger i disse vers. Spørg dig selv, hvordan du kan virkeliggøre den vigtige sandhed, som Paulus her taler om. Hvad står egentlig på spil her? Paulus’ ord i disse vers viser tydeligt, at han fuldt ud er klar over menneskenes syndige natur. Han taler om, at de er ”skrøbelige mennesker.“ Han ved, hvad den syndige menneskelige natur er i stand til, når den overlades til sig selv. Igen appellerer han til vores mulighed for at vælge. Vi kan vælge at overgive vores liv og vores svage legeme til en ny herre, Jesus, som vil gøre os i stand til at leve et retfærdigt liv. Rom 6,23 citeres ofte for at vise, at syndens straf, dvs. straffen for at overtræde loven, er død. Det er rigtigt, at syndens straf er død. Men ud over at se døden som syndens straf, bør vi også se på, hvordan Paulus beskriver synd i Rom 6 – som en herre, der hersker over sine trælle og vildleder dem ved at betale dem med dødens løn. Læg også mærke til, at Paulus i sin beskrivelse af de to herrer gør opmærksom på, at vi ved at tjene den ene herre befries fra at tjene den anden. Igen ser vi et tydeligt valg: den ene eller den anden. Der er ingen mellemvej. Samtidigt ved vi godt, at befrielse fra syndens herredømme ikke er det samme som syndfrihed. Det betyder ikke, at vi ikke kæmper og af og til falder. Det betyder i stedet, at vi ikke længere domineres af synd, selv om den stadigvæk er en realitet i vores liv og vi dagligt er nødt til at klynge os til løfterne om sejr over synd. Dette afsnit i Romerbrevet bliver derfor en stærk appel til alle, som tjener synden. Denne tyran tilbyder intet andet end død som løn for de skammelige ting, den får os til at gøre. En fornuftig person bør derfor ønske at blive befriet fra denne tyran. De, som derimod tjener retfærdigheden, gør det, der er ret og prisværdigt, ikke for derved at fortjene frelse, men som en frugt af deres nye erfaring. Hvis de forsøger at gøre gode gerninger for at opnå frelse, har de misforstået hele pointen i evangeliet, hele pointen i frelsen, og hele pointen i, hvorfor de har brug for Jesus.

FREDAG

17. NOVEMBER 2017

Til videre studium · Ellen White, Messages to Young People, ”Victory Appropriated“ s. 105-106 · Thoughts From the Mount of Blessing, ”The True Motive in Service“, s. 93-95 · Testimonies for the Church, 3. bind, ”Appeal to the Young“, s. 365 · The SDA Bible Commentary, 6. bind, s. 1074-1075 ”Han gav ikke sit samtykke til synden. End ikke i tankerne gav han efter for fristelsen. Sådan kan det også blive for os. Hos Kristus var det menneskelige forenet med det guddommelige; han var rustet til striden ved Helligåndens nærvær, og han kom for at give os del i den guddommelige natur. Så længe vi i troen er forenede med ham, har synden ikke mere herredømme over os, Gud rækker ud efter troens hånd hos os for at lede den til et fast greb om Kristi guddommelighed, så vi kan nå frem til karakterens fuldkommenhed.“ (Ellen White, Jesu liv, s. 78). ”En bekendelse af kristendom uden tilsvarende tro og gerninger, gavner intet. Ingen kan tjene to herrer. Den ondes børn er deres egen herres tjenere; de er trælle under ham, som de overgiver sig til at adlyde og tjene, og de kan ikke blive Guds tjenere, før de giver afkald på djævlen og alle hans gerninger. Det kan aldrig være uskadeligt for den himmelske konges tjenere at tage del i de glæder og fornøjelser, som Satans tjenere tager del i, selv om de ofte bliver ved med at påstå, at sådan underholdning er uskadelig. Gud har åbenbaret dyrebare og hellige sandheder for at adskille sit folk fra de ugudelige og rense dem, så de tilhører ham. Syvendedags adventister bør omsætte deres tro i praksis.“ (Ellen White, Testimonies for the Church, 1. bind, s. 404). Spørgsmål til drøftelse

1. På trods af alle de vidunderlige løfter om sejr over synd, er vi alle klar over, hvor syndige vi er, og hvor fordærvet vores hjerte kan være. Indeholder dette en modsigelse? Forklar dit svar. 2. Giv et vidnesbyrd i klassen om, hvad Kristus har gjort i dig, om den forandring, du har erfaret, og om det nye liv, du har i ham. 3. Det er vigtigt, at vi altid husker, at vores frelse helt og alene bygger på det, Kristus har gjort for os. Hvorfor er det nødvendigt at forstå og understrege den anden side af frelsen også: at Jesus arbejder i os, så vi forvandles til mere og mere at ligne ham?

DIALOG

TIL SABBATTEN | 18. NOVEMBER 2017

Aktiviteter og dialog Guds Ord

• Her lidt over midtvejs i kvartalet kan det være et godt tidspunkt at opsummere: - Inviter en gæst eller lade et eller flere af klassens medlemmer forberede svar på specifikke spørgsmål, I har rejst til teksten. - Saml evt. en liste over specifikke spørgsmål, som er dukket op, og som I kunne tænke jer at få nogen til at se på i den resterende del af kvartalet. • Paulus taler om helligelse til Kristus som en enkeltstående handling, der fandt sted ved dåben (Rom 6,1-6). - Hvem helliger os til Kristus? · Er det præsten, som døber, der helliger? · Hvilke tekster kan du finde i Skriften, som fortæller, hvem der helliger den kristne?

Uddybende spørgsmål

• Hvad er forskellen på viljestyrke og evnen til at vælge? - Har viljestyrke betydning for vores mulighed for at blive frelst? - Hvis min vilje er afgørende, er jeg så ikke selv med til at frelse mig? • Tænk over, hvad der får mennesker, der begår fejl, til at forandre sig? - Er det straf? Er det tilgivelse? - Hvad betyder det for, hvordan vi skal behandle børn og unge og hinanden? • Hvad lovede du og jeg egentlig, da vi blev døbt? - Var vi klar over, hvad dåbsløftet indebar? - Hvordan kan vi sikre os, at mennesker, der døbes, er tilstrækkeligt forberedt, også på de forventninger, der er til det kristne liv? • Hvor ofte skal du og jeg helliges til Kristus? Kommer der et tidspunkt, hvor vi ikke længere skal? - Hvilken rolle spiller din dåb i dit daglige kristne liv?

Ord og udtryk

De græske ord for helligelse/helligørelse og hellige/indvie er navneordet hagiasmos og udsagnsordet hagiazo. I Det Nye Testamente er objektet for dette at hellige (hagiazo) altid personer: mennesker helliges til Gud. 73

DIALOG

TIL SABBATTEN | 18. NOVEMBER 2017

Det tilsvarende hebraiske udsagnsord for at hellige (fra qaddash) har også overvejende mennesker, altså personer, som objekt. Men helligdommen og genstande fra helligdommen kan også indvies til Gud, ligesom tid, nemlig sabbatten, indstiftet ved skabelsen for alle mennesker (1 Mos 2,1-3). At være helliget eller blive helliggjort er altså at blive indviet til en anden person, nemlig Gud i Jesus Kristus. Forstå det bedre

Når Paulus taler om ”legemet“, tænker han ikke som en græsk dualist på legemet i modsætning til en selvstændig, uafhængig sjæl. For ham er legemet her et udtryk for mennesket selv. Når han omtaler et mennesker, der giver ”sit legeme hen til at brændes“ (1 Kor 13,3), mener han, at dette menneske brænder sig selv! I kirkens historie undergik dåbssynet et forandring fra Det Nye Testamentes tid. Fra at være en pagtsslutning, hvor den troende bekendte, at Jesus nu var Herre i den troendes liv, og at den kristne byggede sin frelse på Jesu død og opstandelse alene, blev dåben mere og mere opfattet som et ”sakramente“. Den blev en handling, der havde en frelsende virkning i og med at den blev udført. Det gav dermed de præster, som ifølge kirkens lære ved ordinationen havde fået myndighed til at udføre handlingen, enorm magt.

Til at tænke over

• Man kan som kristen komme til at se så meget på sig selv for at undersøge, om man gør fremgang, at man bliver selvoptaget og derved atter bliver træl af synd og selviskhed. • Ellen White har stærke udtalelser mod dem, der hævder, at de kan opnå syndfrihed i dette liv. - ”Ingen af apostlene eller profeterne hævdede nogensinde, at de var uden synd. Mennesker, som har levet nærmest Gud, mennesker, som hellere ville ofre deres liv end bevidst udføre en forkert handling, ... har bekendt deres naturs syndighed.“ (Acts of the Apostles, s. 561). - ”... lad ikke Gud blive vanæret, ved at menneskelæber erklærer: ”Jeg er syndfri; jeg er hellig.“ Helligede læber vil aldrig driste sig til sådanne ord.“ (Samme, s. 561-62). - ”Vi kan ikke sige: ”Jeg er syndfri,“ før dette fordærvede legeme er forandret og formet efter hans herlighedslegeme.“ (Review & Herald, 3. februar, 1895, s. 81).

NOTER

TIL SABBATTEN | 18. NOVEMBER 2017

8 Ugens vers

Introduktion

TIL SABBATTEN | 25. NOVEMBER 2017

Hvem er mennesket i Rom 7? ”Men nu er vi løst fra loven og er døde fra det, vi før var fanget i, så at vi er tjenere i Åndens nye liv, og ikke i bogstavens gamle“ (Rom 7,6). Kun få kapitler i Bibelen har skabt større strid end Romerbrevet 7. Med hensyn til de problemer, der er involveret, skriver The SDA Commentary følgende: ”Betydningen af [Rom 7,14-25] har været et af de mest diskuterede problemer i hele brevet. Hovedspørgsmålet har været, hvorvidt beskrivelsen af en sådan intens moralsk kamp måske var selvbiografisk, og hvis det var tilfældet, se afsnittet der henviser til Paulus’ erfaring før eller efter hans omvendelse. Ud fra den enkleste betydning af hans ord (sml. [Rom 7,7-11]; …) synes det klart, at Paulus taler om sin egen personlige kamp med synd. Det er virkelig også sandt, at han beskriver en konflikt, som i større eller mindre grad opleves af ethvert menneske, der står ansigt til ansigt med Gud hellige lov og bliver klar over dens åndelige krav.“ (The SDA Bible Commentary, 6. bind, s. 553). Bibellæsere er uenige om, hvorvidt Rom 7 var Paulus’ erfaring før eller efter hans omvendelse. Men uanset det valgte synspunkt er det vigtigste, at Jesu retfærdighed dækker os, og at vi i hans retfærdighed står fuldkomne over for Gud, som lover at helliggøre os, give os sejr over synd og forme os ”efter sin søns billede“ (Rom 8,29). Det er disse punkter, det er afgørende for os at kende og erfare i vores forkyndelse af det ”evige evangelium“ for ”alle folkeslag og stammer, tungemål og folk“ (Åb 14,6).

Ugens tekster

· Rom 7

SØNDAG

19. NOVEMBER 2017

Gjort døde for loven Rom 7,1-6

Hvilken illustration benytter Paulus for at vise sine læsere deres forhold til loven, og hvad ønsker han at lære dem med den illustration? Paulus’ illustration er en smule indviklet, men en nøje analyse af afsnittet vil hjælpe os til at følge hans ræsonnement. I den store sammenhæng i Paulus’ brev behandler han det religiøse lovsamfund, som blev oprettet på Sinaj; det er ofte, hvad han mener med ordet lov. Jøderne havde svært ved at forstå det faktum, at den ordning, som Gud havde givet dem, skulle ophøre, når Messias kom. Det var dette problem, Paulus stod over for – jødekristne, der endnu ikke var parate til at forlade det, der havde været en så stor del af deres tilværelse. Kort sagt er Paulus’ illustration følgende: en kvinde er gift med en mand. Loven binder hende til ham, så længe han lever. I hans levetid kan hun ikke gifte sig med en anden mand. Men når han dør, er hun løst fra den lov, der bandt hende til ham (Rom 7,3).

Rom 7,4-5

På hvilken måde knytter Paulus illustrationen om loven for ægteskab til den jødiske samfundsorden? På samme måde som kvinden løses fra loven, når hendes mand dør, blev jøderne ved at dø fra deres gamle liv i kødet befriet gennem Jesus Kristus. Friheden var i forhold til den lov, de skulle holde, indtil Messias opfyldte alle dens forbilleder. Nu var jøderne fri til at ”gifte sig igen.“ De blev inviteret til at gifte sig med den opstandne Messias og ”bære frugt for Gud.“ Denne illustration var endnu et argument, som Paulus benyttede for at overbevise jøderne om, at de nu var frie til at forlade den gamle ordning. Men igen må vi fastslå, at med alt det, som både Paulus og Bibelen ellers siger om lydighed mod de Ti Bud, giver det ingen mening at hævde, at Paulus i disse vers sagde til de jødekristne, at de Ti Bud ikke længere var bindende. De, som bruger disse vers til at forsøge at påstå det – at moralloven blev afskaffet – ønsker egentlig ikke at påstå det; de ønsker kun at sige, at den syvende dag som sabbat er afskaffet, ikke resten af loven. En fortolkning af Rom 7,4-5 som en lære om, at det fjerde bud er blevet afskaffet eller afløst af eller erstattet med søndag, er at lægge en mening i Paulus’ ord, som de aldrig var tiltænkt. 77

MANDAG

20. NOVEMBER 2017

Synd og loven Hvis Paulus taler om hele lovsystemet fra Sinaj, hvad så med Rom 7,7, hvor han specifikt nævner et af de Ti Bud? Modsiger det ikke det synspunkt, vi tog i gårsdagens lektie, nemlig at Paulus ikke talte om ophævelsen af de Ti Bud? Svaret er ”Nej“. Igen må vi huske, at for Paulus er ordet lov, hele den ordning, der blev indstiftet ved Sinaj, som ikke var begrænset til moralloven, men indbefattede den. Derfor kunne Paulus citere fra den lige så meget som fra andre dele af hele det jødiske lovsystem, for at vise, hvad han mente. Men da hele det system ophørte med Jesu død, indbefattede det ikke moralloven, som havde været til før Sinaj, og som også eksisterer efter Golgata. Rom 7,8-11

Hvad siger Paulus om forholdet mellem lov og synd? Gud åbenbarede sig for jøderne og fortalte meget detaljeret, hvad der var rigtigt og forkert både moralsk, civilt, ceremonielt og sundhedsmæssigt. Han forklarede også, hvad straffen for overtrædelse var. Overtrædelse af Guds åbenbarede vilje defineres her som synd. Paulus forklarer, at han derfor ikke ville have vidst, at det var en synd at begære, hvis han ikke havde fået det at vide gennem ”loven“. Hvor Guds åbenbarede vilje ikke kendes, er der ingen bevidsthed om synd. Når Guds åbenbarede vilje bliver gjort kendt for et menneske, vil det indse, at det er en synder og står over for fordømmelse og død. I den forstand dør det. I sin argumentation forsøger Paulus at bygge en bro, der kan lede jøderne – som har stor ærbødighed over for ”loven“ – til at se Kristus som lovens opfyldelse. Han viser, at loven var nødvendig, men at dens funktion var begrænset. Loven skulle vise behovet for frelse; det var aldrig dens hensigt at være midlet til at opnå frelse. ”Ved at fortælle om sin egen erfaring fremsætter Paulus en vigtig sandhed med hensyn til det, der skal ske under omvendelsen. Han siger: ”Jeg levede engang uden lov“ – han følte ingen fordømmelse; ”men da budet kom,“ da hans samvittighed blev præsenteret for Guds lov, ”blussede synden op og jeg døde.“ Da så han sig selv som en synder, fordømt af den guddommelige lov. Bemærk, at det var Paulus, ikke loven, der døde.“ (Ellen White kommentar, The SDA Bible Commentary, 6. bind, s. 1076).

Til at tænke over 78

På hvilken måde er du ”død“ for loven? Hvordan kan du i den sammenhæng forstå, at Jesus har givet dig et nyt liv i ham?

TIRSDAG

21. NOVEMBER 2017

Loven er hellig Rom 7,12

Hvordan skal vi forstå dette vers i den sammenhæng, som Paulus har drøftet? Fordi jøderne havde så stor ærefrygt for loven, ophøjer Paulus den på enhver mulig måde. Loven er god til det, den gør; men den kan ikke gøre, hvad den ikke var tænkt til at gøre, at frelse os fra synd. Til det har vi brug for Jesus; for loven – enten det drejer sig om hele det jødiske system eller moralloven i særdeleshed – kan ikke frelse. Kun Jesus og hans retfærdighed, som vi får af tro, kan gøre det.

Rom 7,13

Hvem giver Paulus skylden for sin tilstand af ”død“, og hvad frikender han? Hvorfor er det vigtigt at holde fast i denne forskel? I Rom 7,13 præsenterer Paulus ”loven“ på den bedst mulige måde. Han vælger at give synden, ikke loven, skylden for sin frygtelige syndige tilstand; det vil sige ”al slags begær“, der viste sig i hans liv (Rom 7,8). Loven er god; for den er Guds standard for opførsel, men som en synder står Paulus fordømt af den.

Rom 7,14-15

Hvorfor havde synden så stor succes med at vise Paulus, at han var en frygtelig synder? I vers 14 siger Paulus, at han er ”af kød“; derfor har han brug for Jesus Kristus. Kun Jesus kunne fjerne fordømmelsen (Rom 8,1). Kun Jesus kunne befri ham fra syndens slaveri. Han beskriver sig selv som ”solgt til at være under synden.“ Han har ingen frihed. Han kan ikke gøre det, han gerne vil. Han forsøger at gøre det gode, som loven befaler ham at gøre; men synden vil ikke lade ham gøre det. Gennem denne illustration forsøger Paulus at vise jøderne deres behov for Messias. Han havde allerede gjort det klart, at sejr kun var mulig under nåden (Rom 6,14). Den samme tanke understreges igen i Rom 7. At leve under loven betyder at være slave under synden, som er en ubarmhjertig herre.

Til at tænke over

Hvordan har du selv erfaret, at synden slavebinder os? Har du nogen sinde prøvet at lege med synden og troet, at du kunne styre den, som du ønskede, men opdaget, at du er fanget under en ond og ubarmhjertig slavedriver? Velkommen til den virkelige verden! Hvorfor er det derfor vigtigt, at vi hver dag overgiver os til Jesus og dør fra selvet? 79

ONSDAG

22. NOVEMBER 2017

Mennesket i Rom 7 ”Men når jeg gør det, jeg ikke vil, giver jeg loven ret i, at den er god. Men så er det ikke længere mig, der handler, men synden, som bor i mig“ (Rom 7,16-17). Hvilken kamp beskrives her? Ved at bruge loven som et spejl overbeviser Helligånden mennesker om, at de bringer Gud sorg ved ikke at opfylde lovens krav. Gennem anstrengelser for at opfylde disse krav viser synderen, at han eller hun er enig i, at loven er god. Rom 7,18-20

Hvilken pointe gentager Paulus for at understrege den? For at overbevise et menneske om dets behov for Kristus leder Helligånden ofte vedkommende gennem en gammel pagt-type erfaring. Ellen White beskriver Israels erfaring på følgende måde: ”Folket indså ikke deres eget hjertes syndighed, og at det var dem umuligt at holde Guds lov uden Kristus, og de indgik villigt pagten med Gud. De følte, at de var i stand til selv at tilvejebringe retfærdighed, og sagde: ”Vi vil adlyde Herren og gøre alt, hvad han befaler“ (2 Mos 24,7) … Dog brød de deres pagt med Gud nogle få uger efter og bøjede sig for et udskåret billede. De kunne ikke gøre sig håb om Guds nåde gennem en pagt, de havde brudt. Da de nu indså deres syndighed og deres trang til tilgivelse, følte de, at de behøvede den frelser, der åbenbaredes i pagten med Abraham.“ (Ellen White, Patriarker og profeter, s. 186). Desværre glemmer mange kristne at forny deres overgivelse til Gud hver dag og er derfor i virkeligheden slaver under synden, selv om de ikke er villige til at indrømme det. De bortforklarer det med, at de i virkeligheden gennemgår den normale helliggørelseserfaring, og at de ganske enkelt endnu har lang vej at gå. I stedet for at bringe kendte synder til Jesus og bede ham om sejr over dem skjuler de sig bag Rom 7, som de tror fortæller dem, at det er umuligt at gøre det rette. I virkeligheden siger dette kapitel, at det er umuligt for et menneske at gøre det gode, når det er slave under synden; men sejr er mulig i Jesus Kristus.

Til at tænke over 80

Oplever du sejr over selvet og synden, som Kristus har lovet? Hvis ikke, hvorfor? Hvilke forkerte valg foretager du, og kun du?

TORSDAG

23. NOVEMBER 2017

Reddet fra døden Rom 7,21-23

Hvordan har du selv erfaret den samme kamp i dit liv, selv som kristen? I dette afsnit sætter Paulus lighedstegn mellem loven i sine lemmer (hans legeme) og syndens lov. Med ”kødet [tjener han] syndens lov“ (Rom 7,25). Men at tjene synden og adlyde dens lov betyder død (se Rom 7,10-11.13). Hans legeme, som det fungerede i lydighed mod synd, kunne derfor meget passende beskrives som ”dette dødsens legeme.“ Loven i hans sind er Guds lov, Guds åbenbaring af sin vilje. Under Helligåndens overbevisning anerkendte Paulus denne lov. Hans sind besluttede at holde den; men når han forsøgte at gøre det, kunne han ikke; for hans legeme ønskede at synde. Hvem har ikke oplevet den samme kamp? I dit sind ved du, hvad du ønsker at gøre; men dit legeme ønsker at gøre noget andet.

Rom 7,24-25

Hvordan kan vi reddes fra den vanskelige situation, som vi befinder os i? Mange har undret sig over, hvorfor Paulus, efter at være nået frem til det fantastiske klimaks i udtrykket ”Gud ske tak ved Jesus Kristus, vor Herre!“ igen henviser til den kamp, han tilsyneladende er blevet befriet fra. Nogle opfatter hans tak som en indskudt udtalelse. De mener, at et sådant udråb er en naturlig følge af hans råb: ”Hvem skal fri mig?“ De mener, at før han går videre med en udvidet drøftelse af den fantastiske befrielse (Rom 8), opsummerer Paulus, hvad han har sagt i de foregående vers og bekender igen, at der foregår en kamp imod syndens magter. Andre mener, at Paulus mener ”på egen hånd, når Kristus ikke er med i billedet“ (jf. den ældre danske oversættelse: ”som jeg er i mig selv“). Uanset hvordan vi forstår Rom 7,24-25 bør en ting stå klart: overladt til os selv, uden Kristus, er vi hjælpeløse over for synden. Med Kristus har vi et nyt liv i ham, og løfterne om sejr er vores, hvis vi ønsker at gøre brug af dem, selv om selvet hele tiden forsøger at tage over. På samme måde, som ingen kan trække vejret for dig eller hoste eller nyse for dig, kan ingen på dine vegne vælge at overgive sig til Kristus. Det kan kun du selv vælge. Der findes ingen anden måde, hvormed du kan få del i de sejre, der er lovet os i Jesus Kristus. 81

FREDAG

24. NOVEMBER 2017

Til videre studium ”Paulus ønsker, at hans brødre skal forstå, at den syndtilgivende frelsers enestående herlighed gjorde hele den jødiske gudstjenesteordning meningsfuld. Han ønskede, at de også skulle se, at da Kristus kom til verden og døde som menneskets offer, mødte forbilledet virkeligheden. Efter at Kristus døde på korset som et syndoffer, kunne ceremoniloven ikke længere have nogen gyldighed. Men den var forbundet med moralloven og var herlig. Hele loven bar et guddommeligt stempel og udtrykte Guds hellighed, retfærdighed og ret. Når den tjeneste, ”der forsvandt, havde sin herlighed, så skal det, der bliver ved med at bestå, have endnu større herlighed“ (2 Kor 3,11), når Kristus blev åbenbaret og gav sin livgivende, helliggørende Ånd til alle, som tror.“ (Ellen White kommentar, The SDA Bible Commentary, 6. bind, s. 1095). ”I 7,25 skriver apostlen: ”Med mit sind tjener jeg da Guds lov, men med kødet syndens lov.“ Dette er det mest tydelige afsnit af dem alle, og fra det kan vi lære, at den ene og samme (troende) person på samme tid tjener Guds lov og syndens lov. Han er på samme tid retfærdiggjort og alligevel en synder (simul iustus est et peccator); for han siger ikke: ”Mit sind tjener Guds lov“; han siger heller ikke: ”Mit kød tjener syndens lov“; men han siger: ”som jeg er i mig selv“. Det vil sige hele mennesket, den ene og samme person, foretager denne dobbelte tjeneste. Af denne grund takker han Gud for, at han tjener Guds lov og beder om tilgivelse for, at han tjener syndens lov. Ingen kan sige om et kødeligt (uomvendt) menneske, at det tjener Guds lov. Det, apostlen ønsker at siger, er: ”Det er ligesom jeg sagde til jer tidligere: de hellige (troende) er på samme tid syndere som de er retfærdige. De er retfærdige, fordi de tror på Kristus, hvis retfærdighed dækker dem og tilregnes dem. Men de er syndere, fordi de ikke opfylder lovens krav og stadigvæk har syndige lidenskaber. De er som syge mennesker, der bliver behandlet af en læge. De er virkelig syge, men håber at blive bedre eller gjort raske. De er ved at genvinde deres sundhed. Sådanne patienter ville udsætte sig for den største skade ved overlegent at påstå, at de var raske; for de ville få et tilbagefald, der er værre (end deres oprindelige sygdom).“ (Martin Luther, Commentary on Romans, s. 114-115). Spørgsmål til drøftelse 82

1. Kan vi være enige med det, Luther siger, i citatet herover? Giv begrundelser for dit svar og del det med klassen.

DIALOG

TIL SABBATTEN | 25. NOVEMBER 2017

Aktiviteter og dialog Guds Ord

Uddybende spørgsmål

• Søg tilbage i Romerbrevet. Kan du finde tekster, hvor Paulus taler om, at mennesker har en vis viden om Guds moralske krav, også selv om de ikke har fået en direkte åbenbaring via det skrevne ord? - Hvad gør ifølge Paulus loven ”retfærdig og god“? • Alle menneskelige samfund indrettes efter bestemte love. ”Med lov skal land bygges,“ sagde Jyske Lov af 1241. - Hvilke af de bibelske love finder næsten alle mennesker gode, nyttige og nødvendige for at opretholde et ordentligt samfund? • Hvorfor overholder mennesker disse love? Eller gør de? - Ville vi overholde dem, hvis overtrædelse ikke medførte straf? • Hvorfor er det så vanskeligt for mennesker at gøre det rigtige, selv når vi er klar over det og har en vis længsel efter at gøre det?

Mødet med dagligdagen

• Find eksempler fra dagens Danmark og din hverdag, hvor mennesker direkte eller indirekte giver udtryk for, at de moralske idealer, Guds Ord sætter op, er gode og retfærdige! Del dem med klassen - Det er ofte sådan, at vi finder de etiske principper nødvendige, fordi der er mennesker, som bryder dem! Dine eksempler kan altså være negative.

Personligt kristenliv

• Det er meget let for mig at fordømme andre, fordi de ikke gør det, de ved er rigtigt. Ofte har jeg en tendens til at tro, at bare fordi jeg (eller andre) har fortalt et andet menneske sandheden, så kan dette menneske også følge den. - Læg mærke til, hvordan en sådan (farisæisk) holdning er i fuldstændig modstrid med Paulus’ lære. • Bed Gud om hjælp til ikke at være fordømmende, men at få hjælp til at tilgive andre og derved bringe Guds nåde ind i deres liv, så de gennem tilgivelsen kan få kraft til at gøre det, som de ved er rigtigt.

Forstå det bedre

Romerbrevet 7 er ikke let. Et af den vestlige kulturs grundlæggende problemer med Paulus’ og Bibelens beskrivelse af mennesket har væ83

DIALOG

TIL SABBATTEN | 25. NOVEMBER 2017

ret, at vi har en tendens til at dele mennesket op i to separate dele, legeme/krop og sjæl. Det er ikke Bibelens menneskesyn. Her ses mennesket i sin helhed, i samtlige af sine livsforhold. Kampen mellem godt og ondt i min tilværelse er altså ikke en kamp mellem den gode og den dårlige side af mig, som fx sjæl/sind/ånd (god) kontra legeme/krop (ond). Kampen drejer sig om, hvorvidt jeg med legeme, sjæl, sind, ånd og alt, hvad jeg er, er på Guds side – eller om jeg søger mit eget. Er mit forhold til Gud i orden, ”vandrer jeg i Ånden“. Hvis ikke, er jeg ”kødelig“ eller selvisk. Ord og udtryk

NOTER

Ordet ”lov“ kan værre forvirrende, fordi det også i Bibelen kan bruges på mange forskellige måder. Vi tænker måske umiddelbart på De Ti Bud eller på Moseloven med dens forskellige sider: ceremonilov, sociallov osv. Men det græske ord ”nomos“ kan også bruges i en mere generel forstand, fx om det, der i almindelighed gælder på et område. Det er lidt på denne måde, Paulus anvender ordet ”lov“, når han i Rom 7,21 siger: ”Jeg finder altså den lov, at jeg, skønt jeg vil gøre det gode, kun evner det onde.“ Hverken her eller i 8,2 tænker han specifikt på De Ti Bud eller på Guds åbenbaring i Det Gamle Testamente, toraen, ”For livets ånds lov har i Kristus Jesus befriet mig fra syndens og dødens lov.“ Han bruger mere ordet ”lov“ i betydningen ”det princip, der gælder.“

NOTER

TIL SABBATTEN | 25. NOVEMBER 2017

9 Ugens vers

Introduktion

TIL SABBATTEN | 2. DECEMBER 2017

Ingen fordømmelse ”Så er der da nu ingen fordømmelse for dem, som er i Kristus Jesus“ (Rom 8,1). Rom 8 er Paulus’ svar på Rom 7. I Rom 7 taler Paulus om frustrationer, nederlag og fordømmelse. I Rom 8 er fordømmelsen borte og erstattet med frihed og sejr gennem Jesus Kristus. I Rom 7 sagde Paulus, at hvis du nægter at tage imod Jesus Kristus, vil den elendige erfaring, han beskriver i Rom 7, blive din. Du vil være slave under synden, ude af stand til at gøre det, du vælger at gøre. I Rom 8 siger han, at Jesus Kristus tilbyder dig befrielse fra synden og frihed til at gøre det gode, du ønsker at gøre, men som dit legeme ikke vil tillade dig at gøre. Paulus fortsætter med at forklare, at denne frihed blev købt for en uendelig høj pris. Kristus, Guds søn, blev menneske. Det var den eneste måde, han kunne nå os på, være vores fuldkomne eksempel og kunne blive vores stedfortræder, som døde i vores sted. Han kom ”i syndigt køds lighed“ (Rom 8,3). Som en følge deraf kan lovens retfærdige krav opfyldes i os (Rom 8,4). Kristus gjorde med andre ord sejr over synd - og opfyldelsen af lovens positive krav – mulig for dem, der tror, ikke som et middel til frelse, men som en følge af den. Lydighed mod loven havde aldrig været og kan aldrig blive et middel til frelse. Dette var Paulus’ budskab og Luthers budskab, og det må også være vores budskab.

Ugens tekster

· Rom 8,1-17

SØNDAG

26. NOVEMBER 2017

I Kristus Jesus Rom 8,1

Hvad betyder ”ingen fordømmelse“? Ingen fordømmelse for hvad? Og hvorfor er dette en god nyhed? ”I Kristus Jesus“ er et almindeligt udtryk i Paulus’ skrifter. At et menneske er ”i“ Kristus Jesus betyder, at vedkommende har taget imod Kristus som sin frelser. Man stoler helt og fuldt på ham, og har besluttet at gøre Kristus’ måde at leve på til ens egen. Resultatet er en nær personlig forbindelse med Kristus. ”I Kristus Jesus“ står i modsætning til ”i kødet“. Det står også i modsætning til den erfaring, der beskrives i detaljer i kapitel 7, hvor Paulus beskriver et menneske under fordømmelse, før det overgiver sig til Kristus, som ”i kødet“ og syndens slave. Det er dømt til at dø (Rom 7,11.13.24). Det tjener ”syndens lov“ (Rom 7,23.25). Et sådant menneske befinder sig i en frygtelig og fortvivlet situation (Rom 7,24). Men når man overgiver sig til Jesus, sker der en øjeblikkelig forandring i ens forhold til Gud. En person, som tidligere var dømt som lovovertræder, er nu fuldkommen i Guds øjne, som om vedkommende aldrig havde syndet; for Jesu Kristi retfærdighed dækker ham eller hende fuldstændigt. Der er ingen fordømmelse mere, ikke fordi vedkommende er fejlfri, syndfri eller værdig til evigt liv (for det han eller hun ikke!), men fordi Jesu fuldkomne liv går ind i synderens sted. Derfor er der ingen fordømmelse mere. Men de gode nyheder standser ikke der.

Rom 8,2

Hvad befrier et menneske fra syndens slaveri? ”Livets ånds lov“ betyder her Kristi plan for at frelse menneskeheden og står i modsætning til ”syndens og dødens lov,“ som blev beskrevet i kapitel 7 som den lov, synden hersker igennem, og resultatet af den er død. Kristi lov bringer i stedet liv og frihed.

Til at tænke over

”Ethvert menneske, som nægter at overgive sig til Gud, er under kontrol af en anden magt. Han tilhører ikke sig selv. Han kan godt tale om frihed, men han lever i det usleste slaveri… Mens han smigrer sig med, at han kun retter sig efter det, hans egen dømmekraft dikterer ham, adlyder han mørkets fyrstes vilje. Kristus kom for at fjerne lænkerne af syndens slaveri fra sjælen.“ (Ellen White, Jesu liv, s. 337). Er du en slave, eller er du fri i Kristus? Hvordan kan du vide det med sikkerhed? 87

MANDAG

27. NOVEMBER 2017

Hvad loven ikke kunne Uanset, hvor god ”loven“ (ceremoniloven, moralloven, eller begge) er, kan den ikke gøre det for os, som vi har allermest brug for, nemlig give os en mulighed for at blive frelst, et middel til at frelses fra den fordømmelse og død, som synden medfører. Til det har vi brug for Jesus. Rom 8,3-4

Hvad gjorde Kristus, som loven på grund af selve sit væsen ikke kan gøre? Gud sørgede for en løsning ved at sende ”sin egen søn i syndigt køds lighed,“ og han ”fordømte dermed synden i kødet.“ Kristi inkarnation var et vigtigt led i frelsesplanen. Det er rigtigt at ophøje korset, men i gennemførelsen af frelsesplanen var Kristi liv ”i syndigt køds lighed“ også uhyre vigtigt. Som et resultat af, hvad Gud har gjort ved at sende Kristus, er det nu muligt for os at opfylde lovens retfærdige krav; det vil sige at gøre det rette, som loven kræver. ”Under loven“ (Rom 6,14) var det umuligt; ”i Kristus“ er det nu muligt. Men vi må huske, at når vi gør det, loven kræver, betyder det ikke, at vi holder loven godt nok til at fortjene frelse. Det er ikke en mulighed; det har det aldrig været. Det betyder ganske enkelt, at vi lever det liv, Gud gør os i stand til at leve; det betyder et liv i lydighed, hvor vi ”har korsfæstet kødet sammen med lidenskaberne og begæringerne“ (Gal 5,24), et liv, hvor vi genspejler Kristi karakter. At ”leve“ er i Rom 8,4 oversat fra en fast vending, som betyder at ”vandre/opføre sig.“ ”Kødet“ i samme vers beskriver en uforvandlet person, hvad enten det er før eller efter en kristen overbevisning. At leve i lydighed mod kødet er at være styret af selviske lidenskaber. At leve i lydighed mod Ånden er derimod at opfylde lovens retfærdige krav. Kun med Helligåndens hjælp kan vi opfylde dette krav. Kun i Kristus er der frihed til at gøre det, loven kræver. Adskilt fra Kristus har vi ikke den frihed. Den, der er syndens slave, finder det umuligt at gøre det gode, som han eller hun vælger at gøre (se Rom 7,15.18).

Til at tænke over

Hvor god er du til at holde loven? Se bort fra tanken om at fortjene frelse ved at holde loven, lever du et liv, hvor lovens retfærdighed opfyldes? Hvis ikke, hvorfor ikke? Hvilke tamme undskyldninger bruger du for at retfærdiggøre din opførsel?

TIRSDAG

28. NOVEMBER 2017

Kødet eller Ånden? Rom 8,5-6

Tænk over disse vers. Hvad er det grundlæggende budskab i dem? Hvad fortæller de dig om den måde, du lever dit liv på? Det græske ord phroneo, der i den danske bibel oversættes med ”vil“, har en stærkere betydning, end det umiddelbart fremgår på dansk. Det indebærer at beslutte sig for, være optaget af, bestræbe sig på. Den ene gruppe mennesker stræber efter at opfylde deres naturlige lidenskaber; den anden stræber efter at gøre det, Ånden vil, og følge det han siger. Vores holdning afgør vores handlinger; derfor lever og handler de to grupper forskelligt.

Rom 8,7-8

Hvad er de, som vil det kødelige, ikke i stand til at gøre? Når man stræber efter at opfylde de kødelige ønsker, skyldes det i virkeligheden, at man er i en tilstand af fjendskab med Gud. Er man optaget af det, er man ligeglad med at gøre Guds vilje. Han eller hun er måske endda i åbenlyst oprør mod Gud og trodser åbenlyst Guds lov. Paulus ønsker specielt at understrege, at det er umuligt at holde Guds lov, hvis vi er adskilt fra Kristus. Paulus vender tilbage til dette tema igen og igen: uanset, hvor meget vi forsøger, kan vi ikke holde loven, hvis vi er adskilt fra Kristus. Paulus’ særlige hensigt var at overbevise jøderne om, at de havde brug for mere end deres ”torah“ (lov). Ved deres opførsel havde de vist, at de på trods af at have modtaget guddommelig åbenbaring var skyldige i de samme synder, som hedningerne var skyldige i (Rom 2). Det, Paulus ønskede at gøre klart for dem, var, at de havde brug for Messias. Uden ham ville de være syndens slaver og ude af stand til at undslippe dens herredømme. Dette var Paulus’ svar til de jøder, som ikke kunne forstå, hvorfor det, Gud havde givet dem i Det Gamle Testamente, ikke længere var nok til deres frelse. Paulus indrømmede, at det, de havde gjort, var godt, men de havde også brug for at tage imod Messias, som nu var kommet.

Til at tænke over

Tænk over de sidste 24 timer af dit liv. Var dine handlinger kødelige eller åndelige? Hvad fortæller dit svar dig om dig selv? Hvis dine handlinger var kødelige, hvad har dug brug for at forandre, og hvordan kan du gøre det? 89

ONSDAG

29. NOVEMBER 2017

Kristus i jer Paulus fortsætter sit tema, hvor han opstiller de to muligheder, vi som mennesker har med hensyn til, hvordan vi lever: enten det, Ånden vil – dvs. Guds Ånd, som vi er blevet lovet - eller det, vores syndige, kødelige natur vil. Den ene vej fører til evigt liv, den anden til evig død. Der findes ingen mellemvej. Eller som Jesus selv udtrykte det: ”Den, der ikke er med mig, er imod mig, og den, der ikke samler med mig, spreder“ (Matt 12,30). Det kan dårligt siges mere tydeligt, mere sort eller hvidt. Rom 8,9-14

Hvad loves de, som overgiver sig helt til Kristus? Livet ”i kødet“ opstilles i kontrast med livet ”i Ånden“. Livet ”i Ånden“ styres af Guds Ånd, Helligånden. I dette kapitel omtales han som Kristi Ånd, måske i den betydning, at han er Kristi repræsentant, og gennem ham bor Kristus i den troende (Rom 8,9-10). Paulus vender i disse vers tilbage til den illustration, han brugte i Rom 6,1-11. I dåben bliver ”det legeme, som ligger under for synden“ – det vil sige, det legeme, der var syndens træl – ødelagt. ”Vort gamle menneske er blevet korsfæstet sammen med ham“ (Rom 6,6). Men i dåben er der ikke kun en begravelse, men også en opstandelse, så den, der er blevet døbt, opstår til at leve et nyt liv. Det betyder, at man lader det gamle menneske dø, et valg man selv træffer hver eneste dag og hvert minut. Gud fjerner ikke vores frihed. Selv efter at det gamle menneske er ødelagt, er det stadigvæk muligt at synde. Paulus skrev til kolossenserne: ”Så lad da det jordiske i jer dø“ (Kol 3,5). Efter omvendelsen vil der altså stadigvæk være en kamp mod synden. Forskellen er, at den, som Ånden bor i, nu har guddommelig kraft til at sejre. Og fordi vedkommende så mirakuløst er blevet befriet fra syndens magt, er han eller hun forpligtet på aldrig mere at tjene synden.

Til at tænke over

Reflekter over tanken om, at Guds Ånd, som oprejste Jesus fra de døde, er den samme, som bor i os, hvis vi vil lade ham gøre det. Tænk over den kraft, der er tilgængelig for os. Hvad forhindrer os i at benytte os af den, som vi burde?

TORSDAG

30. NOVEMBER 2017

Den ånd, som giver barnekår Rom 8,15

Hvordan beskriver Paulus det nye forhold i Kristus? Hvilket håb giver dette løfte os? Hvordan gør vi det til en virkelighed i vores liv? Det nye forhold beskrives som frihed fra frygt. En slave er bundet i trældom. Han lever i en konstant frygt for sin herre. Og han har ingen udsigt til at få noget igen for sine mange års tjeneste. Sådan er det ikke med den, der tager imod Jesus Kristus. For det første yder han eller hun frivillig tjeneste. For det andet tjener vedkommende uden frygt; for ”den fuldendte kærlighed fordriver frygten“ (1 Joh 4,18). For det tredje bliver han eller hun som et adopteret barn arving til en arv, der har uendelig stor værdi. ”Trældommens ånd fremkaldes ved, at vi forsøger at leve i overensstemmelse med lovpligtig religion ved at stræbe efter at opfylde lovens krav i egen kraft. Der er kun håb for os, når vi kommer ind under pagten i Abraham, som er nådens pagt af tro på Kristus Jesus.“ (Ellen White kommentar, The SDA Bible Commentary, 6. bind, s. 1077).

Rom 8,16

Hvad giver os vished om, at Gud virkelig har godtaget os som sine børn? Ånden vidner i os og bekræfter vores godtagelse. Det er ikke trygt at bygge på følelser alene, men de, som har fulgt Ordets lys, så langt som de har forstået det, vil høre en indre stemme, der bekræfter, at de er blevet accepteret som Guds børn. Rom 8,17 fortæller os, at vi er arvinger; det vil sige, vi er blevet en del af Guds familie, og som arvinger, som børn, modtager vi en herlig arv fra vores Fader. Vi fortjener den ikke; den gives til os på grund af vores nye status hos Gud, som er blevet givet os alene på grund af hans nåde, som han gjorde tilgængelig gennem Jesu død i vores sted.

Til at tænke over

Hvor nært er dit forhold til Gud? Kender du ham virkelig, eller kender du kun til ham? Hvilke forandringer må du foretage i dit liv for at få et dybere forhold til din Skaber og Frelser? Hvad holder dig tilbage, og hvorfor?

FREDAG

1. DECEMBER 2017

Til videre studium ”Frelsesplanen tilbyder ikke de troende et liv uden lidelser og prøver på denne side af evigheden. Tværtimod, den kalder de troende til at følge Kristus på den samme selvfornægtelsens og skammens vej… Det er gennem sådanne prøver og forfølgelse, Kristi karakter vil blive gendannet og åbenbaret i hans folk… Ved at få del i Kristi lidelser bliver vi undervist og tugtet og gjort rede til at få del i evighedens herlighed.“ (The SDA Bible Commentary, 6. bind. S. 568-569). ”Den kæde, der er blevet sænket ned fra Guds trone, er lang nok til at nå det dybeste dyb. Kristus er i stand til at løfte de mest syndige mennesker ud af fordærvelsens afgrund og placere dem, hvor de vil blive godtaget som Guds børn, Kristi medarvinger til en udødelig arv.“ (Ellen White, Testimonies for the Church, 7. bind, s. 229). ”En, der var æret i hele himlen kom til denne verden for med menneskelig natur at stå i spidsen for menneskeheden og derved vidne over for de faldne engle og indbyggerne i de verdner, der ikke var faldet i synd, om at alle gennem den guddommelige hjælp, der er blevet stillet til rådighed, kan vandre i lydighed mod Guds befalinger… Vores løsesum er blevet betalt af vores Frelser. Ingen behøver at være trælbundet af Satan. Kristus er kommet os nær som vores almægtige hjælper.“ (Ellen White, Selected Messages, 1. bind, s. 309.) Spørgsmål til drøftelse

1. Læs Ellen White-citaterne herover igen. Hvilket håb finder vi i dem? Hvordan kan vi gøre disse løfter om sejr til en virkelighed i vores eget liv? Hvorfor bliver vi ved med at komme til kort i forhold til, hvordan vi burde være, når vi har fået så meget tilbudt i Kristus? 2. Tænk over, hvordan du rent praktisk i hverdagen kan ”ville det åndelige“ (Rom 8,5). Hvad vil det sige? Hvad vil Ånden? Hvad ser, læser eller tænker du, der gør det vanskeligt at virkeliggøre dette løfte i dit liv? 3. Tænk dybere over tanken om, at vi enten står på den ene eller den anden side i den store strid, uden noget ingenmandsland. Hvad er følgerne af denne kolde, hårde kendsgerning? Hvordan bør denne vigtige sandhed påvirke vores liv og de valg, vi foretager, selv i det små?

DIALOG

TIL SABBATTEN | 2. DECEMBER 2017

Aktiviteter og dialog Guds Ord

• En af de afgørende lærdomme i Romerbrevet er, at ”loven“ ikke er nok. Den kan ikke frelse os. Ordet ”lov“ kan her opfattes på flere måder, som ikke nødvendigvis modsiger hinanden. I snæver forstand kan ordet henvise til De Ti Bud, men også til de gammeltestamentelige ceremonier eller til den mosaiske lovgivning for Israels sociale liv. En meget almindelig anvendelse af ordet ”torah“ i Det Gamle Testamente hænger sammen med den oprindelige betydning: ”instruktion“ altså det, som læres. I den forstand er ”loven“ simpelthen en beskrivelse af hele Guds åbenbaring, som vi har den i Det Gamle Testamente. - Hvorfor var Guds åbenbaring eller ”loven“ i denne forstand ikke nok? - Hvilke eksempler eller tekster kan du finde i Det Gamle Testamente selv, som viser, at der ville komme mere, at Gud ville åbenbare mere eller gøre mere, som var nødvendigt for at frelse os? • Læs Rom 8,31-39 sammen. - Hvor befinder Jesus sig ifølge teksten? Hvilken rolle har han? Hvad er resultatet for os i vores kristne liv på jorden?

Forstå det bedre

• Paulus’ breve er ofte opdelt i to. Først er der et teologisk afsnit, hvor apostlen lægger grundlaget. Dernæst følger en sektion, hvor han giver råd af mere praktisk betydning. I Romerbrevet tilføjer han i kapitlerne 9-11 en ekstra teologisk del, fordi han specielt ønsker at belyse forholdet mellem jøder og hedninger. Det er jo et af hovedformålene med Romerbrevet at begrunde missionen til hedningerne. - Det betyder derfor, at afslutningen af kapitel 8 på mange måder er et klimaks i Paulus’ mere teoretiske præsentation.

Uddybende spørgsmål

• Hvad er forskellen på at kende en person og at kende til/vide noget om ham? • Tænk over De Ti Bud. - Forestil dig, at du har De Ti Bud, men ikke Jesus. Hvorfor ville det ikke kunne frelse dig? - Siger De Ti Bud, at du bliver frelst ved dem? Er der træk ved De Ti Bud, som viser, at du har brug for en frelser? 93

DIALOG

TIL SABBATTEN | 2. DECEMBER 2017

• I hvor høj grad synes du, at man kan se forskel på kristnes livsførelse og andre menneskers livsførelse? Tænk over specifikke eksempler på ”kristne“ samfund, som Rwanda, Papua New Guinea osv.: er ”kristne“ samfund eksempler på højere moral og guddommelig etik? - Kan man se på et menneskes ydre livsførelse, om det er kristent eller ej? · Hvis man kan, hvornår og hvordan? Hvis ikke, hvornår og hvorfor ikke? Personligt kristenliv

• At opfylde loven fuldkomment er altid at være som Jesus. Han ville altid det bedste for hvert eneste menneske, han mødte. Han elskede af hjertet alle, også sine modstandere. - Bed dagligt om Guds hjælp til at afspejle bare lidt af Jesu holdning. • Hvor finder du din sikkerhed for, at du er et Guds barn? - I følelser eller en ”indre stemme“? - Er det nødvendigt eller godt altid at føle sig sikker? · Hvad er problemet med ikke at have vished? Kan vi lægge for stor vægt på at have frelsesvished?

Til at tænke over

NOTER

Man kan spekulere så meget over sin egen frelsesvished, at den forsvinder, fordi man hele tiden tænker på sig selv i stedet for at se på Jesus.

NOTER

TIL SABBATTEN | 2. DECEMBER 2017

10 Ugens vers

Introduktion

TIL SABBATTEN | 9. DECEMBER 2017

Løftets børn ”Så forbarmer han sig altså, over hvem han vil, og forhærder, hvem han vil“ (Rom 9,18). ”Der står jo skrevet: ‘Jeg elskede Jakob, men hadede Esau.’ Han siger jo til Moses: ‘Jeg forbarmer mig, over hvem jeg vil, og viser nåde, mod hvem jeg vil’“ (Rom 9,13.15). Hvad taler Paulus om i disse vers? Hvad med menneskenes frie vilje og frihed til at vælge? Uden det giver ikke ret meget af det, vi tror, mening. Står det os ikke frit at vælge at afvise Gud? Eller lærer disse vers, at visse mennesker er bestemt til at blive frelst og andre til at gå fortabt, uanset, hvad de selv måtte vælge? Vi finder som altid svaret ved at se på den større sammenhæng, hvori Paulus siger dette. Han følger en drøftelse, hvor han forsøger at vise Guds ret til at vælge, hvem han vil bruge som sine ”udvalgte“. Gud er trods alt den, som bærer det endelige ansvar mht. til at bringe evangeliet til verden. Derfor kan han vælge, hvem han vil, som sine redskaber. Så længe Gud ikke afskærer nogen fra muligheden for at blive frelst, er en sådan handling fra Guds side ikke i modstrid med princippet om en fri vilje. Og endnu vigtigere er det ikke i modstrid med den store sandhed, at Kristus døde for alle mennesker, og hans ønske var, at alle skulle frelses. Så længe vi husker, at Rom 9 ikke handler om de menneskers personlige frelse, som det nævner, men om deres kald til at udføre en bestemt opgave, er der ingen problemer med dette kapitel.

Ugens tekster

· Rom 9

SØNDAG

3. DECEMBER 2017

Paulus’ byrde ”I skal være et kongerige af præster og et helligt folk for mig. Dette er, hvad du skal sige til israelitterne“ (2 Mos 19,6). Gud havde brug for missionærer til at forkynde evangeliet for en verden, der var gennemsyret af hedenskab, mørke og afgudsdyrkelse. Han valgte israelitterne og åbenbarede sig for dem. Hans plan var, at de skulle blive et forbillede for alle nationer og på den måde tiltrække andre til den sande Gud. Det var Guds hensigt, at verden skulle drages til ham ved, at Israel åbenbarede hans karakter. Gennem offersystemets lærdomme skulle Kristus løftes op for alle folk, og alle, som så hen til ham, skulle leve. Som Israels indbyggertal steg og deres velsignelser voksede, skulle de udvide deres grænser, indtil deres rige omfattede hele verden. Rom 9,1-12

Hvad siger Paulus om Guds trofasthed midt i alle menneskelige nederlag? Paulus opbygger en kæde af argumenter, hvor han ønsker at vise, at det løfte, der blev givet til Israel, ikke var et totalt nederlag. En rest eller levning består, som Gud planlægger at arbejde gennem. For at fastslå gyldigheden af tanken om en rest, går Paulus tilbage i Israels historie. Han viser, at Gud altid har været selektiv: (1) Gud valgte ikke alle Abrahams afkom til at være indbefattet i hans pagt, kun Isaks linje. (2) Han valgte ikke alle Isaks efterkommere, kun Jakob. Det er også vigtigt at forstå, at arv eller slægt ikke garanterer frelse. Man kan have den rette herkomst, tilhøre den rette familie eller til og med den rette kirke, og alligevel gå fortabt, alligevel stå uden for løftet. Det er tro, en tro, der virker gennem kærlighed, der viser, hvem der er løftets børn (Rom 9,8).

Til at tænke over

Se på følgende udtryk fra Rom 9,6: ”Det er ikke alle, som kommer fra Israel, der er Israel.“ Hvilket vigtigt budskab er der i denne udtalelse også for os som adventister, som på så mange måder spiller den samme rolle i vores tid, som det gamle Israel gjorde på sin tid?

MANDAG

4. DECEMBER 2017

Udvælgelse ”[Der blev] sagt til hende: ‘Den ældste skal trælle for den yngste.’ Der står jo skrevet: ‘Jeg elskede Jakob, men hadede Esau’“ (Rom 9,12-13). Som det blev nævnt i indledningen til denne uges studium, er det ikke muligt at forstå Rom 9 rigtigt, før man indser, at Paulus ikke taler om individuel frelse. Han taler her om specifikke roller, som Gud kaldte bestemte personer til at udføre. Gud ønskede, at Jakob skulle være forfader for det folk, der skulle være hans specielle redskab i at bringe evangeliet til verden. Der er ingen antydninger i dette afsnit om, at Esau ikke kunne blive frelst. Gud ønskede at frelse ham lige så meget, som han ønsker at frelse alle mennesker. Rom 9,14-15

Hvordan skal vi forstå disse vers i sammenhæng med, hvad vi allerede har læst? Igen taler Paulus ikke om individuel frelse. På det område viser Gud alle nåde; for han ”vil, at alle mennesker skal frelses“ (1 Tim 2,4). ”For Guds nåde er blevet åbenbaret til frelse for alle mennesker“ (Tit 2,11). Men Gud kan udvælge nationer til at udfylde forskellige roller, og selv om de kan nægte, kan de ikke forhindre Guds valg. Uanset hvor meget Esau havde villet det, kunne han ikke være blevet stamfader til Messias eller Guds udvalgte folk. I sidste ende var det ikke et tilfældigt valg fra Guds side, og ikke et guddommeligt dekret, hvormed Esau blev udelukket fra frelsen. Guds nådegaver gennem Kristus tilbydes frit til alle. Vi er alle blevet udvalgt til at frelses, ikke fortabes (Ef 1,4-5; 2 Pet 1,10). Det er vores eget valg, ikke Guds, der udelukker os fra løftet om evigt liv i Kristus. Jesus døde for alle mennesker. Men Gud har i sit Ord klargjort de betingelser, som hvert eneste menneske skal bedømmes ud fra for at få evigt liv - tro på Jesus Kristus, som leder den retfærdiggjorte synder til lydighed.

Til at tænke over

Som om ingen andre eksisterede, blev du i Kristus valgt til at blive frelst, selv før verdens grundvold blev lagt. Dette er dit kald, din udvælgelse, og den gives til dig af Gud gennem Kristus. Hvilket privilegium! Hvilket håb! Hvorfor blegner alt andet sammenlignet med dette løfte? Hvorfor ville det være den allerstørste tragedie at lade synd, selvet og kødet tage alt det fra dig, som du er blevet lovet i Jesus?

TIRSDAG

5. DECEMBER 2017

Mysterier ”For jeres planer er ikke mine planer, og jeres veje er ikke mine veje, siger Herren; for så højt som himlen er over jorden, er mine veje højt over jeres veje og mine planer over jeres planer“ (Es 55,8-9). Rom 9,17-24

Hvordan skal vi forstå Paulus’ pointe her i lyset af det, vi indtil nu har læst? Ved at behandle Egypten, som han gjorde i forbindelse med Israels befrielse, arbejdede Gud på at frelse den menneskelige race. Den måde, Gud åbenbarede sig på gennem plagerne i Egypten, skulle vise egypterne og alle andre folkeslag, at Israels Gud var den sande Gud. Det skulle virke som en invitation til mennesker, fra andre nationer, til at forlade deres guder og begynde at tilbede den sande Gud. Farao havde åbenbart allerede foretaget sit valg imod Gud, så ved at forhærde hans hjerte afskar Gud ham ikke fra muligheden for at blive frelst. Forhærdelsen var faraos reaktion på bønnen om at lade Israel gå, ikke på Guds appel til farao om at tage imod personlig frelse. Kristus døde lige så meget for farao, som han døde for Moses, Aron og resten af Israels børn. Den vigtige pointe er her, at vi som syndige mennesker har et meget snævert syn på verden, på virkeligheden og på Gud, og hvordan han arbejder i verden. Hvordan kan vi forvente at forstå alle Guds veje, når naturens verden over alt er fuld af mysterier, som vi ikke kan forstå? Det var trods alt kun 171 år siden, læger begyndte at forstå, at det var en god ide at vaske hænder, før de foretog operationer! Så stor var vores uvidenhed. Og hvem ved, hvis tiden varer ved, hvad vi ellers vil opdage i fremtiden, som afslører vores nuværende uvidenhed?

Til at tænke over

Der er ingen tvivl om, at vi ikke altid forstår Guds veje; men Jesus kom for at åbenbare for os, hvordan Gud er (Joh 14,9). Hvorfor er det derfor så vigtigt midt i alle tilværelsens mysterier og uventede begivenheder at dvæle ved Kristi karakter, og hvad han har åbenbaret for os om Gud og hans kærlighed til os? Hvordan kan vores viden om Guds karakter hjælpe os at være trofaste midt i prøvelser, der synes så uberettigede og uretfærdige?

ONSDAG

6. DECEMBER 2017

Ammi: ”Mit folk“ I Rom 9,25 citerer Paulus fra Hos 2,23 og i Rom 9,26 citerer han fra Hos 1,10. Baggrunden er den, at Gud befalede Hoseas at gifte sig ”med en horkvinde“ (Hos 1,2) som en illustration af Guds forhold til Israel, for folket havde søgt efter fremmede guder. Børnene fra ægteskabet blev givet navne, der tilkendegav Guds forkastelse af og straf over det frafaldne Israel. Det tredje barn blev kaldt Loammi (Hos 1,9), som betyder ”Ikke-mit-folk“. Men midt i alt dette forudsagde Hoseas, at der ville komme en dag, hvor Gud efter at have straffet sit folk ville genoprette deres skæbne, fjerne deres falske guder og indgå en pagt med dem. (Se Hos 2,11-19.) På det tidspunkt ville de, som var Loammi, ”Ikke-mitfolk“ blive Ammi, ”Mit-folk“. På Paulus’ tid var Ammi ”også os, ikke kun … jøder, men også … hedninger“ (Rom 9,24). Hvilken tydelig og mægtig præsentation af det evangelium, der lige fra begyndelsen skulle nå hele verden. Det er ikke så mærkeligt, at vi som adventister finder en del af vores kald i Åb 14,6: ”Jeg så endnu en engel flyve midt oppe under himlen; den havde et evigt evangelium at forkynde for dem, der bor på jorden, og for alle folkeslag og stammer, tungemål og folk.“ Ligesom på Paulus’ tid og det gamle Israels tid skal de gode nyheder om frelse også i dag forkyndes for hele verden. Rom 9,25-29

Læg mærke til, hvor meget Paulus citerer fra Det Gamle Testamente for at understrege det, han siger om det, der foregik i hans tid. Hvad er det grundlæggende budskab i disse vers? Hvilket håb tilbydes læserne? Det faktum, at nogle af Paulus’ landsmænd afviste appellen om at modtage evangeliet, gav ham ”en stor sorg, der altid piner mit hjerte“ (Rom 9,2). Men i det mindste var der en rest. Guds løfter svigter ikke, selv om mennesker gør det. Det håb kan være vores, at Guds løfter til sidst vil blive opfyldt, og hvis vi tager disse løfter til os, vil de også blive opfyldt for os.

Til at tænke over

100

Hvor ofte har andre mennesker svigtet dig? Hvor ofte har du svigtet dig selv og andre? Sandsynligvis flere gange, end du kan tælle. Hvilke lærdomme kan du hente fra disse nederlag? Hvem kan du først og fremmest have tillid til?

TORSDAG

7. DECEMBER 2017

Snublen ”Hvad skal vi så sige? Jo, at hedninger, som ikke stræbte efter retfærdighed, opnåede retfærdighed, men vel at mærke retfærdighed af tro. Israel derimod, som stræbte efter en lov, der kunne føre til retfærdighed, nåede ikke til en sådan lov. Og hvorfor ikke? Fordi de ikke søgte den af tro“ (Rom 9,30-32). Hvad er budskabet i disse vers? Hvordan kan vi i dag anvende principperne i dette budskab, som blev skrevet på en bestemt tid på et bestemt sted? Hvordan kan vi undgå at begå de samme fejl i vores sammenhæng, som nogle af israelitterne begik i deres? Med ord, som ikke kan misforstås, forklarer Paulus sine landsmænd, hvorfor de går glip af noget, som Gud ønsker, at de skal have; som de faktisk til og med stræbte efter, men ikke opnåede. Det interessante er, at hedningerne, som Gud havde accepteret, havde ikke engang forsøgt at stræbe efter en sådan godkendelse. De havde søgt deres egne interesser og mål, da evangeliet kom til dem. Da de forstod dets værdi, tog de imod det. Gud erklærede dem retfærdige, fordi de tog imod Jesus Kristus som deres stedfortræder. Det skete ved troslydighed. Israelitternes problem var, at de stødte an mod anstødsstenen (se Rom 9,33). Nogle af dem, men ikke alle (se ApG 2,41), nægtede at tage imod Jesus fra Nazaret som den Messias, som Gud havde sendt. Han levede ikke op til deres forventninger om Messias; derfor vendte de ham ryggen, da han kom. Inden det 9. kapitel ender, citerer Paulus endnu en gammeltestamentlig tekst: ”Som der står skrevet: Se, i Zion lægger jeg en anstødssten, en klippe til at snuble over. Den, der tror på ham, skal ikke blive til skamme“ (Rom 9,33). I dette afsnit viser Paulus igen, hvilken afgørende rolle sand tro har i frelsesplanen (se også 1 Pet 2,6-8). En klippe til at snuble over? Og alligevel skal den, der tror på ham, ikke blive til skamme? Ja, for mange er Jesus en klippe til at snuble over; men for dem, som kender ham og elsker ham, er han en anden slags klippe, ”min frelses klippe“ (Sl 89,27). Til at tænke over

Har Jesus nogen sinde været en ”anstødssten“ eller ”en klippe til at snuble over“ for dig? Hvorfor? Hvad havde du gjort, der bragte dig i en sådan situation? Hvordan kom du ud af den, og hvad lærte du, så du aldrig igen befinder dig i et sådant modsætningsforhold til Jesus? 101

FREDAG

8. DECEMBER 2017

Til videre studium · Ellen White, Mod en bedre fremtid, ”Senere engelske reformatorer“, s. 212-213 · The SDA Encyclopedia, ”Faith and Works“, s. 530-531 · The SDA Bible Commentary, 1. bind, Ellen White Comments, s. 1099-1100 ”Der findes en udvælgelse af enkeltpersoner og folkeslag, den eneste form for udvælgelse fundet i Guds Ord, hvor et menneske bliver udvalgt til at frelses. Mange har set frem til afslutningen og ment, at de med sikkerhed var udvalgt til at opleve himmelsk lykke; men det er ikke den udvælgelse, Bibelen viser os. Mennesket er udvalgt til at arbejde med frygt og bæven på sin egen frelse. Det er udvalgt til at iføre sig Guds rustning og stride troens gode strid. Det er udvalgt til at bruge de midler, Gud har lagt inden for dets rækkevidde for at bekæmpe ethvert vanhelligt begær, mens Satan spiller et dødeligt spil om dets sjæl. Det er udvalgt til at våge og bede, at søge Skriften, at undgå at falde i fristelse. Det er udvalgt til hele tiden at have tro.“ (Ellen White, Testimonies to Ministers and Gospel Workers, s. 453-454). ”Ingen dødelig sjæl kan fuldt ud fatte den evige Guds natur eller gerninger. Vi kan ikke lodde bunden i Gud. For de stærkeste og bedst uddannede mennesker såvel som for de svageste og mest uvidende må den hellige Gud forblive et mysterium. Men skønt ”skyer og skymulm omgiver ham,“ er ”retfærdighed og ret hans trones grundvold“ (Sl 97,2). Vi kan forstå hans handlemåde over for os så vidt, at vi kan skimte en grænseløs barmhjertighed forenet med almægtig kraft. Vi kan forstå så meget af hans formål, som vi er i stand til at fatte. Ud over dette må vi stadig stole på den hånd, som er almægtig, og det hjerte, som er fuldt af kærlighed.“ (Ellen White, Uddannelse, s. 171). Spørgsmål til drøftelse

1. Nogle kristne lærer, at inden vi fødes, har Gud udvalgt nogle til frelse og nogle til fortabelse. Så Guds forsyn har forudbestemt nogle til at leve uden et frelsende forhold til Jesus i dette liv for derefter at tilbringe det næste med at brænde i helvedes evige flammer. Hvordan står dette synspunkt i modsætning til vores opfattelse som adventister? 2. Hvilke ligheder og hvilke forskelle er der, på Syvende Dags Adventistkirkens kald i verden i dag og den rolle, det gamle Israel havde i sin tid? Gør vi det bedre – eller værre? Begrund dit svar.

102

DIALOG

TIL SABBATTEN | 9. DECEMBER 2017

Aktiviteter og dialog Guds Ord

• Prøv at samle en række eksempler fra Skriften, der viser, at Gud giver mennesker frihed til at vælge mellem ham og den Onde. - Det kan være bestemte tekster, som fx Jos 24,15 eller Åb 14,67, hvor der forudsættes, at mennesker, når de hører evangeliet, kan sige ”ja“ eller ”nej“. - Eller det kan være personlige skæbner eller fortællinger, der understreger det samme synspunkt. • Hvordan vil du ud fra Skriften forklare den rolle, Gud havde tiltænkt det jødiske folk?

Uddybende spørgsmål

• Drøft forholdet mellem det at være jøde og det at være kristen i den første menighed. - Skulle kristne fra hedningebaggrund blive jøder for at blive frelst? - Var det nødvendigt for jøder at ophøre med at være jøder for at kunne være kristne? • Når Paulus taler om Jakob og Esau, jøder og hedninger, tænker han ikke på personlig frelse, men på frelsesplanen i et større historisk perspektiv. Gud havde en plan for gruppen eller folket. - Hvorfor lykkedes det ikke jøderne som et folk, som gruppe, at opfylde Guds hensigt? Hvorfor overgik Guds kald eller opgave til den kristne menighed? · Betyder dette, at der er forskel på, hvordan jøder eller hedninger som personer frelses? - Som adventister tror vi også, at Gud har en plan i historien med vores bevægelse som gruppe. Betyder det, at der er forskel på, hvordan man frelses i vores tid, og hvordan mennesker er blevet frelst ned gennem historien?

Mødet med dagligdagen

• Frihed er et meget vigtigt begreb for moderne mennesker i den vestlige kultur, og vores samfund har gennemgået en udvikling, hvor vi i dag regner en række ”friheder“ som indlysende menneskelige rettigheder, ”friheder“, som andre tider og andre kulturer ikke altid har set eller ser som en nødvendighed. - Tænk over eksempler fra hverdagen, både i Danmark og som beskrevet i de offentlige medier, hvor frihed er et nøglebegreb. Hvordan ser du som adventist på disse situationer? 103

DIALOG

Personligt kristenliv

TIL SABBATTEN | 9. DECEMBER 2017

• Har du frihed til at gøre lige, hvad du vil? Kan du flyve som en fugl eller ændre din hårfarve eller din hud? Har du selv valgt dine forældre? • Tænk over områder, hvor du er begrænset af livets vilkår. Hvad menes der, når vi taler om, at Gud giver os frihed til at vælge (en ”fri vilje“)? - Hvad kan vi vælge? I hvilke situationer kan vi det? Kan vi ødelægge vores muligheder for at vælge? - Hvis jeg selv kan vælge Gud, frelser jeg så ikke dermed mig selv?

Forstå det bedre

NOTER

104

Jesus sagde: ”Ingen kan komme til mig, hvis ikke Faderen, som har sendt mig, drager ham“ (Joh 6,44). Vi får altså friheden til at vælge Jesus, fordi Gud ved sin Ånd kommer til os, drager os og derved giver os muligheden. Vi finder ikke Gud af os selv, hverken ved vores egne bestræbelser eller på grund af vores medfødte evne til at vælge.

NOTER

TIL SABBATTEN | 9. DECEMBER 2017

105

TIL SABBATTEN | 16. DECEMBER 2017

De udvalgte

Ugens vers

”Jeg spørger nu: Har Gud da forkastet sit folk? Aldeles ikke! Jeg er jo selv israelit, af Abrahams slægt, af Benjamins stamme“ (Rom 11,1).

Introduktion

Denne uges bibelstudium dækker Rom 10 og 11, og vil især fokusere på det 11. kapitel. Det er vigtigt at læse begge kapitler i deres helhed for at kunne følge Paulus’ argumentation. Disse to kapitler har været og er stadig genstand for megen diskussion. Denne pointe kommer tydeligt igennem i begge. Det er Guds kærlighed for menneskeheden og hans store ønske om at se alle mennesker frelst. Der er ingen fælles afvisning af nogen gruppe, når det gælder frelse. Rom 10 gør det meget klart, at ”der er ingen forskel på jøder og grækere) (Rom 10,12) – alle er syndere, og alle har brug for Guds nåde, som gives til verden gennem Jesus Kristus. Denne nåde tilbydes alle, ikke på baggrund af nationalitet eller fødested, og ikke på grund af lovgerninger, men ved tro på Jesus, som døde som stedfortræder for alle syndere. Roller kan forandres; men den grundlæggende plan for at frelse mennesker ændres ikke. Paulus fortsætter med dette tema i kapitel 11. Som tidligere bemærket, er det også her vigtigt at forstå, at når Paulus tale om udvælgelse og kald, handler det ikke om frelse; det handler om forskellige roller i Guds plan for at nå verden. Ingen specifik gruppe er blevet nægtet frelse. Det var aldrig et spørgsmål. I stedet drejede det sig om, at den tidlige kirke, både jøder og hedninger, efter korset og efter forkyndelsen af evangeliet for hedningerne, især gennem Paulus, fik til opgave at forkynde evangeliet for hele verden.

Ugens tekster

106

· Rom 10 · Rom 11

SØNDAG

10. DECEMBER 2017

Kristus og loven Rom 10,1-4

Husk alt det, der går forud for dette vers. Hvad er budskabet her? Hvordan kan vi i dag stå i fare for at forsøge at etablere vores ”egen retfærdighed“? Legalisme eller lovtrældom kan vise sig på mange forskellige måder, nogle mere sofistikerede end andre. De, som ser på sig selv og deres egne gode gerninger, deres kost, hvor nøje, de holder sabbatten, på alt det, de ikke gør eller alt det gode, de har opnået – selv i bedste hensigt – fanges i legalismens fælde. Hvert eneste øjeblik af vores liv må kontrasten mellem Guds hellighed og vores syndighed stå klart for os. Det er den sikreste måde at beskytte os selv på mod den tankegang, der leder mennesker til at søge deres ”egen retfærdighed“, som står i modsætning til Kristi retfærdighed. Rom 10,4 er et vigtigt vers, der fanger kernen i Paulus’ budskab i hele Romerbrevet. Først er vi nødt til at kende sammenhængen. Mange jøder forsøgte at ”hævde deres egen“ retfærdighed (Rom 10,3) og søgte ”den retfærdighed, som kommer af loven“ (Rom 10,5). Men med Messias’ komme blev retfærdighedens sande vej præsenteret. Retfærdighed blev tilbudt alle, som ville fæste deres tro på Kristus. Han var den, som hele det gamle offersystem havde peget frem til. Selv om vi her indbefatter de Ti Bud i definitionen af lov, betyder det ikke, at de Ti Bud var blevet afskaffet. Moralloven viser os vores synd, fejl og mangler, og den leder os til et behov for en frelser, for tilgivelse og for retfærdighed - alt sammen noget, vi kun kan finde i Jesus. I den betydning er Kristus ”enden på loven“, ved at loven leder os til ham og hans retfærdighed. Det græske ord for ”enden“ er her teleos, som også kan oversættes med ”mål“ eller ”hensigt“. Kristus er lovens endelige hensigt; for loven skal lede os til Jesus. At opfatte denne tekst som en lære om, at de Ti Bud – eller specifikt det fjerde bud – nu er blevet afskaffet, er at drage en slutning, som går imod så meget af det, Paulus siger andre steder, og som resten af Det Nye Testamente lærer.

Til at tænke over

Er du af og til stolt over, hvor god du er, især hvis du sammenligner dig med andre? Måske er du ”bedre“, men hvad så? Sammenlign dig med Kristus, og tænk så over, hvor ”god“ du egentlig er!

107

MANDAG

11. DECEMBER 2017

Udvalgt af nåde Rom 11,1-7

Hvilken almindelig populær lære fornægtes tydeligt og uigenkaldeligt i dette afsnit? I den første del af sit svar på spørgsmålet: ”Har Gud da forkastet sit folk?“, henviser Paulus til en rest, en udvælgelse af nåde, som bevis for, at Gud ikke har forkastet sit folk. Frelsen er åben for alle, som vil tage imod, både jøder og hedninger. Vi bør huske, at alle de første omvendte kristne var jøder – for eksempel den store gruppe, der blev omvendt på Pinsedagen. Der skulle et specielt syn og mirakel til for at overbevise Peter om, at hedningerne havde samme adgang til Kristi nåde (ApG 10; sml. med ApG 15,7-9), og at evangeliet skulle bringes også til dem.

Rom 11,7-10

Siger Paulus, at Gud med vilje gjorde de af jøderne, der fornægtede Jesus, blinde over for frelsen? Hvad er der forkert med denne opfattelse? I Rom 11,8-10 citerer Paulus fra Det Gamle Testamente, hvis autoritet jøderne accepterede. Det afsnit, hvorfra Paulus citerer, fortæller, at Gud gav Israel en søvnens ånd, øjne som ikke ser, og ører som ikke hører. Gør Gud menneskers øjne blinde for at forhindre dem i at se det lys, der ville lede dem til frelse? Aldrig! Disse afsnit må forstås i lyset af vores forklaring af Rom 9. Paulus taler ikke om individuel frelse; for Gud afviser ikke at frelse nogen gruppe samlet. Spørgsmålet her handler stadigvæk om den rolle, disse mennesker spillede i Guds værk.

Til at tænke over

108

Hvad er forkert ved tanken om, at Gud har forkastet en samlet gruppe mennesker i forhold til at blive frelst? Hvorfor står det i modsætning til hele evangeliets lære, som grundlæggende viser, at Jesus døde for at frelse alle mennesker? Hvordan har denne tanke ført til mange tragiske resultater, fx i forhold til jøderne?

TIRSDAG

12. DECEMBER 2017

De naturlige grene Rom 11,11-15

Hvilket stort håb præsenterer Paulus i disse vers? I dette afsnit finder vi to parallelle udtryk: (1) ”når de [israelitterne] kommer fuldtalligt ind“ (Rom 11,12) og (2) ”de bliver modtaget“ (Rom 11,15). Paulus forestillede sig, at jødernes forringede rolle og forkastelse kun var midlertidig, og at de senere skulle komme fuldtalligt ind og igen blive modtaget. Dette er Paulus’ andet svar på det spørgsmål, der blev stillet i begyndelsen af dette kapitel: ”Har Gud da forkastet sit folk?“ Det, der ser ud til at være en forkastelse, siger han, er kun en midlertidig situation.

Rom 11,16-24

Hvad siger Paulus til os i disse vers? Paulus sammenligner Israels trofaste rest med et ædelt oliventræ, hvor nogle af grenene er blevet hugget af, nemlig dem, som ikke troede. Han bruger denne illustration for at vise, at ”Gud [ikke har] forkastet sit folk“ (Rom 11,2). Roden og stammen er der stadigvæk. På det træ er de troende hedninger blevet indpodet. Men de får saft og liv fra roden og stammen, som er et billede på det troende Israel. Det, der skete med dem, som forkastede Jesus, kunne også ske med de hedningetroende. Bibelen lærer ikke ”engang frelst, altid frelst.“ På samme måde, som evangeliet frit tilbydes, kan det også frit afvises. Men vi må være varsomme med at mene, at vi står uden for frelsen hver gang, vi falder, eller at vi ikke bliver frelst, med mindre vi er fuldkomne. Vi må heller ikke falde i den modsatte grøft, hvor vi mener, at når vi først er dækket af Guds nåde, kan vi intet gøre, og ikke foretage noget valg, som vil føre til, at vi står uden for frelsen. Til sidst er det kun dem, der ”bliver ved hans godhed“ (Rom 11,22) der bliver frelst. Ingen kristen bør rose sig af sin egen godhed eller føle nogen form for overlegenhed i forhold til sine medmennesker. Vores frelse kan aldrig fortjenes; den er en gave. Ved korsets fod og i forhold til Guds helligheds standard står vi alle lige – vi er syndere, der har brug for guddommelig nåde, syndere, der har brug for en hellighed, som kun kan blive vores ved Guds nåde. Vi har intet at rose os af i os selv; vi bør kun rose os af Jesus og det, han har gjort for os ved at komme til vores verden som et menneske, lide og dø for vores synder, give os et eksempel på, hvordan vi skal leve og love os kraft til at leve et sådant liv. I alt er vi fuldstændigt afhængige af ham; for uden ham havde vi ikke noget håb ud over det, denne verden kan tilbyde. 109

ONSDAG

13. DECEMBER 2017

Så skal hele Israel frelses Rom 11,25-27

Hvilke store begivenheder forudsiger Paulus her? Kristne har i århundreder debatteret og drøftet Rom 11,25-27. Men et par punkter er tydelige. Først er hele sammenhængen, at Gud henvender sig til jøderne. Paulus’ udtalelse kommer som et svar på det spørgsmål, der blev stillet ved kapitlets begyndelse: ”Har Gud da forkastet sit folk?“ Hans svar er selvfølgelig nej, og hans forklaring er (1) at deres blindhed (græsk porosis, ”forhærdelse“) kun er delvis (”over en del af Israel“) og (2) at den kun er midlertidig, ”indtil hedningerne fuldtalligt kommer ind.“ Hvad betyder det, at ”hedningerne fuldtalligt kommer ind“? Mange opfatter det som en måde at beskrive opfyldelsen af missionsbefalingen, hvor hele verden hører evangeliet. Hedningerne er fuldtalligt kommet ind, når evangeliet er blevet forkyndt overalt. Israels tro, åbenbaret i Kristus, har nået hele verden. Evangeliet er blevet forkyndt overalt. Jesu genkomst er nær. På det tidspunkt begynder mange jøder at komme til Jesus. Et andet vanskeligt punkt er betydningen af sætningen: ”så skal hele Israel frelses“ (Rom 11,26). Dette må ikke fortolkes som, at hver eneste jøde ved et eller andet guddommeligt udsagn vil blive frelst i de sidste tider. Ingen steder i Bibelen forkyndes der en sådan universel frelse, hverken for hele menneskeheden eller for en særlig del af den. Paulus håbede at kunne ”frelse nogle af dem“ (Rom 11,14). Nogle tog imod Messias, andre forkastede ham, ligesom det vil være tilfældet i alle folkeslag. I en kommentar til Rom 11 taler Ellen White om en tid, ”ved afslutningen af evangeliets forkyndelse“, hvor ”mange af jøderne … i tro vil modtage Kristus som deres frelser.“ (Ellen White, Acts of the Apostles, s. 381). ”Der findes en stor opgave at udføre i vores verden. Herren har sagt, at hedningerne skal indhøstes, og ikke kun hedningerne, men også jøderne. Blandt jøderne er der mange, der vil blive omvendt, og ved dem vil vi se Guds frelse gå fremad som en skinnende lampe. Der er jøder overalt, og den nærværende sandheds lys må bringes til dem. Mange blandt dem vil komme til lyset og med stor kraft forkynde Guds lovs uforanderlighed.“ (Ellen White, Evangelism, s. 578).

Til at tænke over 110

Tag dig tid til at tænke over kristendommens jødiske rødder. Hvordan kan et selektivt studium af den jødiske religion hjælpe dig til bedre at forstå din kristne tro?

TORSDAG

14. DECEMBER 2017

Syndere skal frelses Paulus’ kærlighed til sit eget folk kommer tydeligt til syne i Rom 11,25-27. Hvor må det have været svært for ham, at nogle af hans landsmænd kæmpede imod ham og evangeliets sandhed. Alligevel troede han, at mange ville komme til at se Jesus som Messias. Rom 11,28-36

Hvordan viser Paulus os Guds kærlighed, ikke kun til jøderne, men til alle mennesker? Hvordan udtrykker han Guds nådes utrolige og gådefulde kraft? Selv om der opstilles en forskel mellem jøder og hedninger, står en tanke helt klar i Rom 11,28-36: Guds barmhjertighed og kærlighed og nåde udøses over syndere. Selv før verdens grundvold blev lagt var det Guds plan at frelse menneskeheden og benytte andre mennesker, ja til og med nationer, som et instrument til at udføre hans guddommelige vilje.

Rom 11,31

Læs dette vers grundigt og under bøn. Hvilken vigtig pointe ser vi i dette vers mht. vores vidnesbyrd, ikke alene til jøderne, men til alle de mennesker, vi kommer i kontakt med? Der er ingen tvivl om, at hvis den kristne kirke ned igennem århundrederne havde behandlet jøderne bedre, ville mange flere af dem have accepteret Jesus som Messias. Det store frafald i de første århundreder efter Kristus og den ekstreme indblanding af hedenskab i kristendommen – deriblandt afvisningen af den syvende dag som Herrens sabbat til fordel for søndagen – gjorde det bestemt ikke lettere for en jøde, som følte sig draget til Jesus. Det er derfor vigtigt, at alle kristne udviser den samme nåde over for andre, når de indser den nåde vi er blevet vist i Jesus Kristus. Vi kan ikke være kristne, hvis vi ikke gør det (se Matt 18,23-36).

Til at tænke over

Findes der personer, du har brug for at vise større nåde, selv om vedkommende måske ikke fortjener det? Hvad med at vise denne person nåde, uanset hvor vanskeligt det måtte være? Er det ikke netop, hvad Jesus har gjort for os?

111

FREDAG

15. DECEMBER 2017

Til videre studium · Ellen White, The Acts of the Apostles, “Before the Sanhedrin“, s. 77-79; “From Persecutor to Disciple“, s. 112–114; “Written From Rome“, s. 474, 475 · Evangelism, “Reaching Catholics“, s. 573–577 · Selected Messages, 1. bd. “What to Preach and Not to Preach“, s. 155, 156 ”Til trods for, at Israel som et folk svigtede, var der blandt dem en gudfrygtig rest, som ville blive frelst. I tiden før Frelserens komme havde mange trofaste mænd og kvinder med glæde taget imod Johannes’ Døberens budskab, og var på den måde blevet ledet til igen at studere profetierne om Messias. Da den tidlige kristne kirke blev grundlagt, bestod den af disse trofaste jøder, som havde indset, at Jesus fra Nazaret var den, hvis komme de havde længtes efter.“ (Ellen White, The Acts of the Apostles, s. 376-377). ”Blandt jøderne kender nogle ligesom Saulus fra Tarsus Skriften grundigt, og disse vil med vidunderlig kraft forkynde Guds lovs uforanderlighed … Når hans tjenere arbejder i tro for dem, som længe er blevet overset og foragtet, vil hans frelse blive åbenbaret.“ (s. 381). ”Ved den afsluttende forkyndelse af evangeliet, når et særligt arbejde skal gøres for grupper af mennesker, som indtil nu er blevet overset, forventer Gud, at hans budbærere viser en særlig interesse for det jødiske folk, som man finder over alt på jorden. Når de gammeltestamentlige Skrifter forenes med de nytestamentlige i en forklaring af Jehovas evige hensigt, vil det for mange af jøderne blive som en ny skabnings morgengry, en sjælens opstandelse. Når de ser evangeliernes Kristus beskrevet i Det Gamle Testamentes sider, ser de, hvor tydeligt Det Nye Testamente forklarer Det Gamle Testamente, og deres slumrende tanker vil blive vækket og de vil forså, at Kristus er verdens frelser. Mange vil i tro modtage Kristus som deres frelser.“ (s. 381). Spørgsmål til drøftelse

1. Er det ikke rimeligt at tro, at jøderne vil spille en rolle i at forklare visse emner for verden, når der i de sidste tider vil blive sat stærkt fokus på Guds lov, især på sabbatsbudet? Når det kommer til sabbatshelligholdelse er vi adventister i forhold til jøderne kommet sent ind i billedet. Drøft dette i klassen. 2. Hvorfor burde Adventistkirken af alle kirker have størst mulighed for at nå jøderne med evangeliet? Hvad kan din lokale menighed gøre for at forsøge at nå jøder i jeres lokalområde?

112

DIALOG

TIL SABBATTEN | 16. DECEMBER 2017

Aktiviteter og dialog Guds Ord

• Sammenlign Paulus’ brug af tanken om at søge Gud i Rom 2,11 og 10,20-21. Som kristne taler vi ofte om mennesker, der søger Gud – og vi forsøger måske endda at arrangere gudstjenester for dem! - Findes der mennesker, der af sig selv søger Gud? Hvordan skal vi nå også de mennesker, der endnu ikke er blevet draget af Gud og har interesse for religiøse og/eller eksistentielle emner? · Har din menighed en plan for arrangementer, som kan tiltrække mennesker, for hvem religion og Bibelen endnu ikke synes relevant? - Hvad kan vi gøre for at hjælpe mennesker, som tilsyneladende ikke interesserer sig for Bibelens budskab, til at se, hvor afgørende det er for deres liv? • Sammenlign Paulus’ ord med Matt 7,7-8. - Hvordan vil du forene Romerbrevet med Jesu ord i bjergprædikenen? · Hvilken forskel er der på sammenhængen mellem de to tekster?

Uddybende spørgsmål

• Tænk over Guds kald til os i missionen. - Findes der grupper af mennesker, som du eller I har bedre muligheder for at nå med evangeliet, fordi du/I har en bestemt livserfaring? • Tænk over menneskers reaktion på evangeliet. - Kan mennesker blive ”forhærdede“ ved at høre Guds Ord? - Kan vi afgøre, hvornår og hvordan mennesker tager deres beslutning om at følge Jesus – eller det modsatte? • Drøft, hvordan du og jeg bedst kommer til at forstå, hvad Gud viser os om synd og lov. - Hvordan ser du synden og loven åbenbaret på Golgata? - Hvordan ser du synden åbenbaret i De Ti Bud? - Hvad er ligheden? Hvad er forskellen?

Personligt kristenliv

• I Rom 10,1-4 udtrykker Paulus en dyb længsel efter at se sit folk, jøderne, omvendt. Har du på grund af din baggrund en særlig, naturlig interesse for at se mennesker fra en bestemt social gruppe omvendt for Kristus? 113

DIALOG

TIL SABBATTEN | 16. DECEMBER 2017

- Er der noget, du kan gøre for at virkeliggøre dit ønske? · Kan du forberede dig eller uddanne dig ved i praksis at opøve dine evner og færdigheder? Mødet med dagligdagen

NOTER

114

• I din dagligdag møder du mange forskellige mennesker. Som person er der altid nogle mennesker, du umiddelbart føler større forståelse for, og hvor det er let at etablere kontakt. - Tænk over, om der er særlige personlighedstræk eller baggrund, som gør det lettere for netop dig at tale med eller trives sammen med nogle mennesker. - Hvordan tror du, at Gud kan hjælpe dig til at nå netop disse mennesker med evangeliet?

NOTER

TIL SABBATTEN | 16. DECEMBER 2017

115

12 Ugens vers

Introduktion

TIL SABBATTEN | 23. DECEMBER 2017

Overvind det onde med det gode ”Og tilpas jer ikke denne verden, men lad jer forvandle, ved at sindet fornyes, så I kan skønne, hvad der er Guds vilje: det gode, det som behager ham, det fuldkomne“ (Rom 12,2). Hvor meget Paulus end forsøger at rive romerne ud af deres vildfarelse med hensyn til deres opfattelse af loven, kalder han også alle kristne til en meget høj standard, når det gælder lydighed. Lydigheden kommer af en indre forvandling af vores hjerte og sind, en forandring, der kun sker ved, at Guds kraft virker i et menneske, der er helt overgivet til ham. Romerbrevet siger intet om, at denne lydighed kommer automatisk. Den kristne har brug for at blive oplyst om, hvad kravene er; vi må ønske at adlyde disse krav; og vi bør søge at få den kraft, uden hvilken lydighed er umulig. Det betyder, at gerninger er en del af den kristne tro. Det var aldrig Paulus’ hensigt at nedgøre gerninger; i kapitlerne 13 til 15 lægger han stor vægt på dem. Det er ikke en fornægtelse af, hvad han tidligere har sagt om retfærdiggørelse af tro. Tvært imod, gerninger er det sande udtryk for, hvad det vil sige at leve af tro. Man kan til og med hævde, at med den nye åbenbaring ved Jesu komme til jorden er de nytestamentlige krav sværere end Det Gamle Testamentes. I Det Nye Testamente gives de troende i Jesus Kristus et eksempel på etisk livsførelse. Han alene viser os det mønster, vi skal følge. ”I skal have det sind over for hinanden, som var [ikke i Moses, ikke i Daniel, ikke i David, ikke i Salomon, ikke i Enok, ikke i Debora, ikke i Elias, men] i Kristus Jesus“ (Fil 2,5). Vores norm kan ikke blive højere.

Ugens tekster

116

· Rom 12-13

SØNDAG

17. DECEMBER 2017

En passende gudstjeneste Den doktrinære del af Romerbrevet afsluttes med kapitel 11. Kapitel 12-16 giver praktisk undervisning og personlige bemærkninger. Men disse afsluttende kapitler er uhyre vigtige; for de viser, hvordan troens liv skal leves. For det første er tro ikke en erstatning for lydighed, som om tro på en eller anden måde annullerer vores forpligtelse til at adlyde Gud. De moralske forskrifter gælder stadigvæk; de forklares og bliver til og med udvidet i Det Nye Testamente. Og der gives heller ingen indikation af, at det vil være let for en kristen at indrette sit liv efter disse moralske forskrifter. Tvært imod bliver vi fortalt, at det til tider kan blive vanskeligt; for kampen mod selvet og synden er altid hård (1 Pet 4,1). Den kristne bliver lovet guddommelig kraft og forsikring om, at sejr er mulig; men vi befinder os stadigvæk i fjendens verden og er nødt til at kæmpe mange kampe mod fristelser. Den gode nyhed er, at hvis vi snubler og falder, bliver vi ikke forstødt, men har en ypperstepræst, som går i forbøn for os (Hebr 7,25). Rom 12,1

Hvordan viser det billede, der bruges her, hvordan vi som kristne skal leve? Hvordan passer Rom 12,2 ind? I Rom 12,1 hentyder Paulus til Det Gamle Testamentes ofringer. Som dyr dengang blev ofret til Gud, skal de kristne nu overgive deres legemer til Gud – ikke for at slås ihjel, men som et levende offer, der er indviet til at tjene ham. På det gamle Israels tid blev alle de bragte ofre nøje undersøgt. Hvis der blev fundet en fejl ved dyret, blev det afvist; for Gud havde befalet, at alle offerdyr skulle være uden fejl. På samme måde befales de kristne at bringe deres legemer som ”et levende og helligt offer, der er Gud til behag.“ For at kunne gøre det, må alle deres kræfter bevares på bedst mulig måde. Selv om ingen af os er uden fejl, er pointen her, at vi skal forsøge at leve så fejlfrit og trofast som muligt.

Til at tænke over

”‘Lad jer forvandle, ved at sindet fornyes’ (Rom 12,2). Sådan beskriver apostlen Paulus den kristnes fremgang; for han taler til dem, der allerede er kristne. Det kristne liv betyder ikke stilstand, men en bevægelse fra det gode til det, der er endnu bedre.“ (Martin Luther, Commentary on Romans, s. 167-168). Hvad vil det sige at bevæge sig fra det gode til det, der er endnu bedre i det kristne liv? 117

MANDAG

18. DECEMBER 2017

Forstand med omtanke I dette kvartal har vi talt meget om Guds morallovs evige gyldighed og har gentagne gange understreget, at Paulus’ budskab i Romerbrevet ikke indebærer, at de Ti Bud er blevet afskaffet eller på en eller anden måde er blevet gjort ugyldige af troen. Men det er let at blive så optaget af lovens bogstav, at vi glemmer lovens ånd. Og lovens ånd er kærlighed – kærlighed til Gud og kærlighed til hinanden. Alle og enhver kan påstå, at de elsker, men at vise kærlighed i hverdagen kan være en helt anden sag. Rom 12,3-21

Hvordan skal vi elske andre? Ligesom i 1 Kor 12 og 13, ophøjer Paulus kærligheden efter at have talt om Åndens gaver. Kærligheden (agape på græsk) er en ypperligere vej. ”Gud er kærlighed“ (1 Joh 4,8). Derfor beskriver kærligheden Guds karakter. At elske er at handle over for andre på samme måde, som Gud handler over for dem og behandle andre, som han behandler dem. Paulus viser os her, hvordan den kærlighed skal komme til udtryk i praksis. Et vigtigt princip viser sig her, nemlig personlig ydmyghed; villighed til ikke at have ”højere tanker om sig selv, end han bør have“ (Rom 12,3), en villighed til at ”kappes om at vise hinanden agtelse“ (Rom 12,10), og en villighed til ikke at stole ”på jeres egen klogskab“ (Rom 12,16). Kernen i det, Paulus siger, udtrykkes i Kristi egne ord: ”Tag mit åg på jer, og lær af mig, for jeg er sagtmodig og ydmyg af hjertet“ (Matt 11,29). De kristne bør være de mest ydmyge af alle mennesker. Se, hvor hjælpeløse vi trods alt er. Se, hvor syndige vi er. Se, hvor afhængige vi er, ikke kun af en retfærdighed uden for os selv for at blive frelst, men også af en kraft, der kan virke i os for at forvandle os på måder, vi aldrig selv kan gøre det. Hvad har vi at rose os af? Hvad har vi at prale over? Hvad har vi i og af os selv at være stolte over? Intet! Det er med udgangspunkt i denne personlige ydmyghed, både over for Gud og andre mennesker, at vi formanes til at leve efter Paulus’ råd i disse vers.

Til at tænke over

118

Læs Rom 12,18. Hvor god er du til at følge denne opfordring? Har du brug for at ændre din holdning for at være i stand til at gøre det, Guds Ord siger til dig her?

TIRSDAG

19. DECEMBER 2017

Den kristne og staten Rom 13,1-7

Hvilke grundprincipper finder vi i disse vers om vores holdning til civile myndigheder? Paulus’ ord er meget interessante i lyset af, at han skrev dem på et tidspunkt, hvor et hedensk verdensrige herskede i verden. Det var et rige, der kunne være ufatteligt brutalt, i bund og grund korrupt og ikke kendte noget til den sande Gud. Kun få år, efter at Paulus skrev sit brev, igangsatte det en massiv forfølgelse af dem, der ønskede at tilbede Gud. Paulus selv blev henrettet af denne myndighed! Fremholdt Paulus virkeligt, at kristne på trods af alt det skal være gode borgere selv under et sådant styre? Ja. Og det skyldes, at tanken om myndighed i sig selv findes over alt i Bibelen. Ideen og princippet om myndighed er indstiftet af Gud. Mennesker har brug for at leve i et samfund med love og regler og normer. Anarki er ikke en bibelsk tanke. Når det er sagt, betyder det ikke, at Gud anerkender enhver form for myndighed eller den måde, al myndighed udøves. Tvært imod. Vi behøver ikke at gå langt, hverken i verdenshistorien eller i verden i dag for at finde nogle meget brutale regimer. Men selv i sådanne situationer bør de kristne adlyde landets love, så vidt det er muligt. De kristne skal give myndigheden deres loyale støtte, så længe dens krav ikke er i strid med Guds krav. Man bør under alvorlig bøn og med andres rådgivning nøje overveje sine handlinger, før man går ind på en vej, der sætter en i konflikt med myndighederne. Fra profetierne ved vi, at en dag vil alle Guds trofaste efterfølgere være i konflikt med de politiske magter, der styrer verden (Åb 13). Men indtil da, bør vi over for Gud gøre alt, hvad vi kan for at være gode borgere, uanset hvilket land vi bor i. ”Vi skal anerkende menneskelige myndigheder som en forordning, der er indstiftet af Gud, og lære lydighed mod den som en hellig pligt inden for dens lovlige område. Men når dens krav strider mod Guds krav, skal vi adlyde Gud mere end mennesker. Guds ord må anerkendes over al menneskelig lovgivning … Det kræves ikke af os, at vi modsætter os myndigheder. Vores ord, både de talte og skrevne, bør overvejes nøje, så vi ikke selv er skyld i, at vi bliver bemærket som mennesker, der ser ud til at være imod lov og orden. Vi skal ikke sige eller gøre noget, der unødvendigt vil lukke vores muligheder.“ (Ellen White, The Acts of the Apostles, s. 69). 119

ONSDAG

20. DECEMBER 2017

Elsk hinanden Rom 13,8

Hvordan skal vi forstå dette vers? Betyder det, at vi ikke er forpligtet på at holde Guds lov, hvis vi elsker? Ligesom Jesus i sin bjergprædiken udvider Paulus her lovens forordninger og viser, at kærlighed må være den motiverende kraft bag alt, hvad vi gør. Da loven er et udtryk for Guds karakter, og Gud er kærlighed, må dette at opfylde loven være et udtryk for kærlighed. Men Paulus erstatter ikke lovens specifikke og detaljerede krav med en vag kærlighedsnorm, som nogle påstår. Moralloven er stadigvæk gældende; for den viser os vores synd, og hvem vil fornægte syndens virkelighed? Men loven kan kun virkelig holdes, når det også er med kærlighed. Husk, at nogle af dem, der førte Kristus til korset, bagefter skyndte sig hjem for at holde loven!

Rom 13,9-10

Hvilke bud citerede Paulus som eksempel på kærlighedsprincippet i lydighed mod loven? Hvorfor lige netop disse bud? Det er interessant, at kærlighed ikke var et nyt princip, der blev introduceret. Ved at citere fra 3 Mos 19,18: ”Du skal elske din næste som dig selv,“ viser Paulus, at dette princip var en væsentlig del af Det Gamle Testamentes system. Igen henviser Paulus til Det Gamle Testamente for støtte til sin forkyndelse af evangeliet. Nogle påstår ud fra disse vers, at Paulus lærer, at kun de få af budene, som nævnes her, gælder. Hvis det er tilfældet, betyder det så, at kristne kan lade være med at ære deres forældre, tilbede afgudsbilleder og have andre guder? Selvfølgelig ikke. Se på sammenhængen. Paulus taler om, hvordan vi skal være mod hinanden. Han taler om personforhold, og derfor fremhæver han de bud, der har med forholdet til andre at gøre. Hans argument bør slet ikke fortolkes som en afskaffelse af resten af loven. (Se ApG 15,20; 1 Thess 1,9; 1 Joh 5,21.) Desuden viser Det Nye Testamente, at vi viser vores kærlighed til Gud ved at elske andre (Matt 25,40; 1 Joh 4,20-21).

Til at tænke over

120

Tænk over dit forhold til Gud, og hvordan det genspejles i dit forhold til andre. Hvor stor rolle spiller kærlighed i de forhold? Hvordan kan du lære at elske andre på samme måde, som Gud elsker os? Hvad forhindrer dig i at gøre det?

TORSDAG

21. DECEMBER 2017

For nu er frelsen os nærmere ”I kender tilmed timen og ved, at det er på tide at stå op af søvne. For nu er frelsen os nærmere, end da vi kom til tro“ (Rom 13,11). Som vi har sagt hele dette kvartal, fokuserede Paulus på et ganske bestemt emne i dette brev til romerne. Han ønskede at forklare troens og gerningernes rolle i den nytestamentlige sammenhæng for menigheden i Rom, især for de jødekristne medlemmer,. Det drejede sig om frelse, og hvordan en synder regnes som retfærdig og hellig for Gud. For at hjælpe dem, som kun havde lagt vægt på loven, placerede Paulus loven i dens rette rolle og sammenhæng. Selv om jødedommen ideelt set, også på Det Gamle Testamentes tid, var en nådens religion, opstod der lovtrældom, som medførte stor skade. Vi må som en kirke være på vagt, så vi ikke begår de samme fejl. Rom 13,11-14

Hvilken begivenhed taler Paulus om, og hvordan bør vi opføre os, mens vi venter på denne begivenhed? Det er fascinerende, at Paulus her taler til de troende og opfordrer dem til at vågne og tage sig sammen; for Jesu kommer igen. Det faktum, at dette blev skrevet for næsten to tusind år siden, gør ingen forskel. Vi må altid leve i forventning om, at Jesu genkomst er nær. For hver eneste af os, med hensyn til vores egen personlige erfaring, er Jesu genkomst så nær som vores egen død. Om vi lukker vores øjne i døden i næste uge eller om 40 år, eller om vi sover dødens søvn i fire dage eller 400 år, gør ingen forskel for os. Det næste, vi oplever, er Jesu genkomst. Med døden som en konstant trussel for os alle er tiden virkelig kort, og frelsen os nærmere, end da vi kom til tro. Selv om Paulus ikke skriver meget om Jesu genkomst i Romerbrevet, dækker han det meget indgående og mere detaljeret i Korintherbrevene og Thessalonikerbrevene. Det er trods alt et vigtigt emne i Bibelen, især i Det Nye Testamente. Uden Jesu Genkomst og det håb, den giver os, er vores tro i virkeligheden meningsløs. For hvilken mening giver ”retfærdiggørelse af tro“ uden Jesu genkomst til at virkeliggøre hele denne vidunderlige sandhed?

Til at tænke over

Hvad ville du ændre i dit liv og hvorfor, hvis du med sikkerhed vidste, at Jesus kom igen i næste måned? Hvis du mener, at du har brug for at foretage disse forandringer en måned før Jesu genkomst, hvorfor skulle du ikke gøre det nu? Gør det nogen forskel? 121

FREDAG

22. DECEMBER 2017

Til videre studium ”Guds vilje åbenbares i Bibelen. Guds Ords sandheder er den Højestes udtalelser. Den, der gør disse sandheder til en del af sit liv, bliver på enhver måde en ny skabning. Han gives ikke nye intellektuelle evner; men det mørke, som gennem uvidenhed og synd har fordunklet hans forståelse, bliver fjernet. Ordene: ”Jeg giver jer et nyt hjerte“ betyder: ”Jeg giver jer et nyt sind.“ Et nyt hjerte fører altid til en tydelig overbevisning om vores kristenpligt og en forståelse af sandhed. Den, der under bøn giver Skriften nøje opmærksomhed, vil opnå en klar forståelse og sund dømmekraft, som om han ved at vende sig til Gud har nået et højere stade i sit intellekt.“ (Ellen White, My Life Today, s. 24). ”Herren kommer snart igen, og vi må være rede og vente på hans tilsynekomst. Hvor herligt det bliver at se ham og blive budt velkommen som hans forløste! Vi har ventet længe; men vores håb må ikke svækkes. Hvis vi blot kunne se kongen i al hans skønhed, vil vi i al evighed være velsignet. Jeg føler det, som om jeg må råbe højt: ”På vej hjem!“ Vi nærmer os tiden, da Jesus vil komme i kraft og stor herlighed for at hente sine frelste til deres evige hjem.“ (Ellen White, Testimonies for the Church, 8. bind, s. 253). Spørgsmål til drøftelse

1. Gennemgå sammen i klassen spørgsmålet sidst i torsdagsafsnittet. Hvilke svar havde I, og hvordan begrundede I dem? 2. Spørgsmålet om, hvordan vi kan være gode borgere og gode kristne, kan af og til være kompliceret. Hvad ville du sige, hvis nogen bad dig om råd med hensyn til at holde fast ved, hvad vedkommende mente, var Guds vilje, selv om det ville føre til en konflikt med myndighederne? Hvilke principper bør vi følge? Hvorfor er dette noget, som vi kun med stort alvor og inderlig bøn bør gå ind på? 3. Hvad mener du er vanskeligst: at følge lovens bogstav til punkt og prikke eller at elske Gud og andre uden forbehold? Eller mener du, at dette spørgsmål opstiller en forkert modsætning? Hvis ja, hvorfor? 4. Tal sammen i klassen, idet vi nærmer os afslutningen på dette kvartal. Hvad har I lært fra Romerbrevet, som har hjulpet jer til bedre at forstå, hvorfor reformationen var så vigtig. Hvad har Romerbrevet lært os om, hvad vi tror og hvorfor vi tror det?

122

DIALOG

TIL SABBATTEN | 23. DECEMBER 2017

Aktiviteter og dialog Guds Ord

• Vi nærmer os kvartalets afslutning, og denne sabbat kan være en god anledning til at opsummere og evt. lade nogle af klassens medlemmer eller en inviteret gæst besvare nogle af de specifikke spørgsmål, I har fået til teksterne i løbet af studiet. • Prøv at sammenligne opbygningen af Romerbrevet med andre af Paulus’ breve. - I reglen er første del mere teologisk. Derefter følger de praktiske råd, som bygger på teologien. · Hvor begynder de praktiske råd i andre af hans breve? Som fx Efeserbrevet? · Udarbejd evt. en liste. • Lektien drøfter begrebet nåde og også dets forhold til Det Gamle Testamente. - Prøv at finde en række eksempler på tekster eller/og beretninger fra GT, hvor Guds nåde fremhæves.

Uddybende spørgsmål

• Tænk over og drøft forholdet mellem teologisk teori og livspraksis, de to dele af Paulus’ breve. - Hvad er vigtigst? Kan vi undvære et af disse aspekter? - Prøv at give eksempler, hvor teorien påvirker praksis? - Kan du/I finde eksempler på det modsatte, at praksis bør vejlede os i vores teologiske tankegang? • Om ydmyghed - Skal kristne være mere ydmyge end andre? · Er vi mere hjælpeløse? Mere skabning? - Hvordan virker ydmyghed, når den viser sig i det offentlige liv (hvis det sker!)? · Synes vi om ydmyge politikere? • Tænk over myndigheder og autoritet. - Er der forskel på selve retten til (og pligten til) at udøve autoritet og de forskellige specifikke myndigheder, der udøver dem? · Hvis en myndighed udøver sin gudgivne autoritet på en måde, der er i tydelig modstrid med Guds Ord, har vi så ret til at fjerne denne myndighed? Og hvordan skal vi i så fald gøre det? Tænk på historiske eksempler som Naziregimet og Hitler, apartheid i Sydafrika. 123

DIALOG

TIL SABBATTEN | 23. DECEMBER 2017

· Skal vi altid som kristne adlyde myndighederne, også selv om vi respekterer, at de har fået en autoritet fra Gud? · Er det moralsk forsvarligt at hjælpe en illegal flygtning? Mødet med dagligdagen

Det modsatte af ydmyghed kan være stolthed eller fx narcissisme, altså total selvoptagethed. Har du for nylig i din hverdag, personligt eller i medierne, mødt eksempler på stolthed eller narcissisme? Hvis du har, hvordan virkede det på dig selv og på andre? Gav det succes at opføre sig på denne måde?

NOTER

124

NOTER

TIL SABBATTEN | 23. DECEMBER 2017

125

13 Ugens vers

Introduktion

TIL SABBATTEN | 30. DECEMBER 2017

Kristen livsførelse ”Men du, hvorfor dømmer du din broder, eller hvorfor foragter du din broder? Vi skal jo alle stå frem for Guds domstol“ (Rom 14,10). Vi er nu nået til den sidste del af vores studium af Romerbrevet, den bibelske bog, af hvilken reformationen blev født, og som mere end nogen anden viser os, hvorfor vi er protestanter, og hvorfor vi må blive ved med at være det. Som protestanter, og specielt som syvendedags adventister, bygger vi på princippet om Sola Scriptura, altså at Bibelen alene er grundlaget for vores tro. Og det er ud fra Bibelen, at vi har lært den samme sandhed, som for flere århundreder siden fik vores åndelige forfædre til at bryde med Romerkirken, sandheden om frelse af tro – en sandhed, som så mægtigt udtrykkes i Paulus’ brev til romerne. Måske kan det hele opsummeres i den hedenske fangevogters spørgsmål: ”Hvad skal jeg gøre for at blive frelst?“ (ApG 16,30). I Romerbrevet har vi fået svar på det spørgsmål, og svaret var ikke, hvad kirken lærte på Luthers tid. Derfor begyndte reformationen, og her er vi i dag. I denne sidste del af Romerbrevet behandler Paulus andre emner, som måske ikke er så centrale i forhold til hovedtemaet, men alligevel vigtige nok til at blive indbefattet i brevet. Og for os er de også en del af den hellige skrift. Hvordan afsluttede Paulus sit brev, hvad skrev han, og hvilke sandheder er der for os, som ikke alene er Paulus’ arvtagere, men også vores reformatoriske forfædres?

Ugens tekster

126

· Rom 14-16

SØNDAG

24. DECEMBER 2017

Svage i troen I Rom 14,1-3 er spørgsmålet, om man måtte spise kød, der var ofret til afguderne. Kirkemødet i Jerusalem (ApG 15) havde afgjort, at omvendte hedninger skulle holde sig fra det. Men det var altid usikkert, om kød solgt på offentlige markeder stammede fra dyr, der var ofret til afguder (se 1 Kor 10,25). For nogle kristne betød dette ingenting. Andre valgte at spise grønsager i stedet, hvis der var den mindste tvivl. Spørgsmålet havde intet at gøre med vegetarisme og sund levevis. Paulus siger heller ikke noget i dette afsnit om, at forskellen mellem rent og urent kød var blevet afskaffet. Det er ikke, hvad det drejer sig om. Hvis ordene ”tillader ham at spise hvad som helst“ (Rom 14,2) opfattes som, at alle dyr, både rene og urene, nu kan spises, ville det være en forkert brug af teksten. En sammenligning med andre nytestamentlige tekster ville modsige en sådan brug af dette vers. At ”tage imod“ en, der er ”svag i troen“, betød at give vedkommende fuldt medlemskab og social status. Man skulle ikke debattere med vedkommende, men give ham eller hende ret til at have sin mening. Rom 14,1-3

Hvilket princip finder vi i disse vers? Det er også vigtigt at forstå, at Paulus i Rom 14,3 ikke taler negativt om den, der er ”svag i troen“. Han rådgiver heller ikke vedkommende om, hvordan han eller hun skal blive stærk. I forhold til Gud er den oversamvittighedsfulde kristne accepteret (tilsyneladende dømt oversamvittighedsfuld af sine medkristne, men ikke af Gud). ”Gud har jo taget imod ham“ (Rom 14,3).

Rom 14,4 Til at tænke over

Hvordan forstærker Rom 14,4 det, vi netop har set på? Findes der tider og steder, hvor vi er nødt til at gribe ind og dømme, ikke en persons hjerte, men i hvert fald vedkommendes handlinger, selv om vi må huske de principper, som vi har set på i dagens afsnit? Skal vi i enhver situation træde et skridt tilbage og intet sige eller gøre? Es 56,10 beskriver vogtere som ”stumme hunde, der ikke kan gø.“ Hvordan kan vi vide, hvornår vi skal tale, og hvornår vi skal tie? Hvordan finder vi den rette balance?

127

MANDAG

25. DECEMBER 2017

For Guds domstol Rom 14,10

Hvilken begrundelse giver Paulus her for, at vi skal være varsomme med, hvordan vi dømmer andre? Vi kan have en tendens til at dømme andre meget hårdt og ofte for de samme ting, vi selv gør. Men tit virker det, vi selv gør, ikke nær så slemt, som når andre gør det samme. Måske kan vi narre os; men vi kan ikke narre Gud, som har advaret os: ”Døm ikke, for at I ikke selv skal dømmes. For den dom, I dømmer med, skal I selv dømmes med, og det mål, I måler med, skal I selv få tilmålt med. Hvorfor ser du splinten i din broders øje, men lægger ikke mærke til bjælken i dit eget øje? Eller hvordan kan du sige til din broder: Lad mig tage splinten ud af dit øje! og så er der en bjælke i dit eget øje?“ (Matt 7,1-4).

Rom 14,11

Hvad er betydningen af den udtalelse fra Det Gamle Testamente, som Paulus citerer her? Citatet fra Es 45,23 støtter den tanke, at alle skal stå frem for Guds domstol. ”Hvert knæ“ og ”hver tunge“ gør dommen individuel. Det er tydeligt, at vi alle skal stå til ansvar for vores liv og vores handlinger (Rom 14,12). Ingen kan svare for en anden.

Rom 14,14

Hvordan opfatter du i lyset af sammenhængen det, Paulus siger her? Emnet er stadigvæk mad, der var ofret til afguder. Det er tydeligt, at det ikke handler om forskellen mellem ren og uren føde. Paulus siger, at der i sig selv ikke er noget forkert i at spise mad, der er blevet ofret til afguder. For hvad er en afgud? Ingenting (se 1 Kor 8,4), så hvad så, om en eller anden hedning ofrede mad til en statue af en frø eller en okse? Men en person må ikke tvinges til at gå imod sin samvittighed, selv om vedkommendes samvittighed er overfølsom. Dette var en kendsgerning, som de ”stærke“ brødre tilsyneladende ikke forstod. De foragtede de ”svages“ samvittighedsfuldhed og fik dem til ”at snuble eller falde.“

Til at tænke over

128

Kan det tænkes, at du i din iver for Herren står i fare for at gøre det, Paulus advarer imod? Hvorfor må vi være varsomme med ikke at forsøge at være andres samvittighed, uanset hvor gode vores hensigter måtte være?

TIRSDAG

26. DECEMBER 2017

Intet anstød Rom 14,15-23 1 Kor 8,12-13

Skriv et kort resume af det, Paulus siger her. Hvilket princip finder vi i dette afsnit, som vi kan gøre brug af på alle livets områder? I Rom 14,17-20 sætter Paulus forskellige sider af kristenlivet i det rette perspektiv. Selv om mad og drikke er vigtigt, bør de kristne ikke skændes over, at nogle mennesker vælger at spise grønsager i stedet for kød, der måske er ofret til afguder. I stedet bør de fokusere på retfærdighed, fred og glæde i Helligånden. Hvordan kan vi anvende denne tanke på spørgsmål om kostvaner i dag i vores menighed? Uanset, hvor stor velsignelse vores sundhedsbudskab er, og især vores lære med hensyn til kost, er det ikke alle, der ser dette emne på samme måde, og vi bør respektere disse forskelle. I Rom 14,22, midt i al den snak om at overlade mennesker til deres egen samvittighed, tilføjer Paulus en meget interessant advarsel: ”Salig er den, der ikke dømmer sig selv med det valg, han træffer.“ Hvori består hans advarsel? Hvordan står dette i forhold til resten af det, han siger i denne sammenhæng? Har du hørt nogen sige; ”Det rager ikke andre, hvad jeg spiser eller drikker eller hvilken slags underholdning, jeg deltager i“? Er det rigtigt? Ingen af os lever i et tomrum. Vores handlinger, ord, gerninger, ja til og med kostvaner kan have enten en god eller dårlig indflydelse på andre. Det er ikke vanskeligt at se det. Hvis en, der ser op til dig, ser dig gøre noget ”forkert“, kan vedkommende blive tilskyndet til at følge dit eksempel og gøre det samme. Vi bedrager os selv, hvis vi tror noget andet. At påstå, at du ikke tvang vedkommende, er irrelevant. Som kristne har vi et ansvar over for hinanden, og hvis vores eksempel kan føre nogle på afveje, er vi skyldige.

Til at tænke over

Hvilken slags eksempel er du? Ville du føle dig vel til pas ved at andre, især unge eller nye troende, fulgte dit eksempel i alle ting? Hvad fortæller dit svar om dig selv?

129

ONSDAG

27. DECEMBER 2017

Overholdelsen af dage I diskussionen om ikke at dømme andre, som ser anderledes på tingene end os, og om ikke at medvirke til andres fald, fordi de bliver stødte over vores handlinger, bringer Paulus spørgsmålet om specielle mærkedage på bane. Nogle ønskede måske at fejre dem, mens andre ikke gjorde det. Rom 14,4-10

Hvordan skal vi forstå det, Paulus her siger? Siger dette noget om det fjerde bud? Hvis ikke, hvorfor ikke? Der var tilsyneladende strid i den tidlige kirke om overholdelsen af visse dage eller ikke. I Gal 4,9-10 kritiserer Paulus galaterne for at overholde ”dage og måneder og tider og år.“ Nogle i menigheden havde overtalt de kristne i Galatien til at blive omskåret og til at holde andre af Moselovens krav. Paulus frygtede, at disse ideer også kunne skade de romerske kristne. Men i Rom var det måske de jødekristne, der havde svært ved at overbevise sig selv om, at de ikke længere behøvede at overholde de jødiske fester. Paulus siger til dem: Gør, som I har lyst til i den sag; det vigtigste er, at I ikke dømmer dem, der har en anden opfattelse end jer på det punkt. Der var åbenbart nogle kristne, der havde besluttet sig for at overholde en eller flere af de jødiske fester for at være på den sikre side. Paulus’ råd er: Lad dem gøre det, hvis de har det bedst med det. At bringe den ugentlige sabbat ind i Rom 14,5, som nogle gør, er uberettiget. Som vi har set hele dette kvartal, lagde Paulus stor vægt på lydighed mod loven. Han taler her om mennesker, der blev forargede over at spise kød, der måske var blevet ofret til afguder, ikke om at holde de Ti Bud, så det er vanskeligt at se, hvorfor sabbatten skulle have noget med det at gøre. Selv om det er almindeligt at bruge disse vers som et eksempel for at vise, at den syvende dag som sabbat ikke længere gælder, siger de slet ikke det. At bruge teksten på den måde er et godt eksempel på det, Peter advarede imod, at man gjorde med Paulus’ skrifter: ”Sådan som han jo skriver i alle sine breve, for så vidt han kommer ind på dette emne. I hans breve er der nogle ting, som er vanskelige at forstå, og som ukyndige og ubefæstede sjæle fordrejer – men det gør de jo også med de øvrige skrifter – til deres eget fordærv” (2 Pet 3,16).

Til at tænke over 130

Hvad er din erfaring med sabbatten? Har den været den velsignelse, den er bestemt til at være? Hvilke forandringer kan du foretage for bedre at kunne opleve det, Gud tilbyder dig i sabbatten?

TORSDAG

28. DECEMBER 2017

Afslutningsord Rom 15,1-3

Hvilken vigtig kristen sandhed finder vi i disse vers? Hvordan beskriver dette afsnit, hvad det betyder at være en Jesu efterfølger? Hvilke andre vers lærer det samme? Hvordan kan du følge dette princip i dit eget liv?

Rom 15,5-6. 13.33

Hvilken bøn skrev Paulus som en afslutning på sit brev? ”Udholdenhedens Gud“ betyder den Gud, som hjælper sine børn til at være udholdende i trængsel. Det ord, der oversættes med udholdenhed, kan også betyde tapperhed eller urokkelig udholdenhed. Det ord, der oversættes med trøstens i ”trøstens Gud“, kan også oversættes med ”opmuntringens“ Gud. Trøstens Gud er den Gud, der trøster og opmuntrer os. Håbets Gud er den Gud, der har givet menneskeheden håb. Og fredens Gud er på samme måde den Gud, som giver fred, og i hvem vi kan have fred.

Rom 16,25-27

Hvordan afslutter Paulus efter mange personlige hilsner sit brev? Paulus afslutter sit brev med en fantastisk lovprisning til Gud. Gud er den, de romerske og alle andre kristne kan sætte deres lid til i forsikringen om, at de er Guds forløste sønner og døtre, retfærdiggjort af tro og nu under Helligåndens ledelse. Vi ved, at Paulus var inspireret af Gud til at skrive dette brev som et svar på en specifik situation på et bestemt tidspunkt. Men vi kender ikke alle detaljerne med hensyn til, hvad Herren havde åbenbaret ham angående fremtiden. Ja, Paulus kendte til ”frafaldet“ (2 Thess 2,3); men teksten siger ikke, hvor meget han vidste. Vi ved ganske enkelt ikke, om Paulus havde nogen ide om, hvilken rolle han og hans skrifter, især dette brev, ville få i de afsluttende begivenheder i verdenshistorien. På en måde betyder det ikke noget. Men det betyder noget, at i disse tekster blev protestantismen født, og i dem har de, som ønsker at forblive trofaste mod Jesus, haft og vil have det bibelske fundament for deres tro og overgivelse, selv om verden følger ”dyret med undren“ (Åb 13,3).

131

FREDAG

29. DECEMBER 2017

Til videre studium · Ellen White, Testimonies for the Church, 5. bind, ”Unity and Love in the Church“, s. 477-478; ”Love for the Erring“, s. 604-606 · Ellen White, Vejen til et bedre liv, ”Vi skal hjælpe de fristede“, s. 100-101 · The SDA Bible Commentary, 6. bind, s. 719 ”Jeg er blevet vist faren i, at Guds folk ser hen til bror og søster White og mener, at de må komme til dem med deres byrder og få råd fra dem. Sådan bør det ikke være. De inviteres af deres medfølende og kærlige Frelser til at komme til ham, når de er trætte og bærer tunge byrder, og han vil give dem hvile … Mange kommer til os og spørger: Skal jeg gøre dette? Skal jeg tage del i dette foretagende? Eller med hensyn til tøj: Skal jeg klæde mig i dette eller hint? Jeg svarer dem: I bekender jer til at være Kristi disciple. Studer jeres bibler. Læs nøje og under bøn om vor kære frelsers liv, mens han var blandt mennesker her på jorden. Efterlign hans liv, så vil I ikke vige fra den smalle sti. Vi afviser på det kraftigste at være jeres samvittighed. Hvis vi fortæller jer, hvad I skal gøre, vil I se hen til os for jeres vejledning i stedet for selv at gå direkte til Jesus.“ (Ellen White, Testimonies for the Church, 2. bind, s. 118-119). ”Vi skal ikke lægge ansvaret for vor pligt over på andre og vente på, at de skal fortælle os, hvad vi skal gøre. Vi kan ikke være afhængige af menneskers råd. Herren vil belære os om vor pligt lige så gerne, som han vil gøre det for andre … De, som beslutter sig til ikke på nogen måde at mishage Gud, vil, når de har fremlagt sagen for ham, nøjagtigt vide, hvilken vej de skal følge.“ (Ellen White, Jesu liv, s. 486-487). Spørgsmål til drøftelse

1. I lyset af nogle af denne uges temaer hvordan kan vi som kristne: a. leve i overensstemmelse med, hvad vi tror, uden dermed at dømme andre, som betragter tingene anderledes end os? b. være tro mod vores egen samvittighed og ikke være samvittighed for andre, mens vi samtidig forsøger at hjælpe mennesker, som efter vores mening tager fejl? Hvornår skal vi tale åbent, hvornår skal vi tie? Hvornår er vi skyldige, hvis vi tier? c. leve i kristen frihed og dog samtidig indse vores ansvar for at være gode eksempler for mennesker, som måske ser op til os?

132

DIALOG

TIL SABBATTEN | 30. DECEMBER 2017

Aktiviteter og dialog Guds Ord

• Romerbrevet beskriver frelsen i lyset af retfærdiggørelse og Guds dom. Andre bibelske bøger gør det anderledes. - Hvordan beskriver de fire evangelierne frelsen? - Hvordan beskriver Åbenbaringens Bog den? - Hvordan kan det være, at Gud i sit Ord har fremstillet frelsen på forskellige måder? · Hvad betyder det for os? • Prøv at løbe igennem Romerbrevet og noter de direkte citater fra Det Gamle Testamente. - Hvor mange er der? Hvorfra i GT er de taget? - Hvad fortæller disse citater os i dag om betydningen af GT og dets forhold til Det Nye Testamente? • Lektien kan ikke omfatte alle sider ved Romerbrevet. Prøv evt. sammen at læse Paulus’ personlige hilsener i Rom 16,1-16 igennem og se, om du ved hjælp af fodnoter og/eller bibelordbog kan lære mere om nogle af personerne. - Hvem var fx Føbe, Priska og Akvila? - Hvor mange er kvinder? - Hvordan kan Andronikus og Junias (som egentlig hedder Junia og er en kvinde) kaldes ”apostle“; hvad fortæller det om definitionen af en apostel?

Uddybende spørgsmål

• Findes der situationer i vores kultur i dagens Danmark, hvor nogle mennesker associerer bestemte handlinger eller steder med ugudelighed, hvor andre kristne ikke føler, at der er noget problem? - Tænk her over forhold, som ikke direkte strider mod, hvad Guds Ord beskriver, men som helt afhænger af vores fortolkning af situationen.

Personligt kristenliv

• Del med din klasse - 1-3 punkter, du specielt har sat pris på i kvartalets bibelstudium - 1-3 spørgsmål, du endnu har i forbindelse med Romerbrevet

Forstå det bedre

Når Paulus i Romerbrevet 14 taler om betydningen af ikke at dømme andre, introducerer han ikke en ny og fremmed tanke. Læg mærke til, hvordan han i 2,1-4 netop har understreget, at vi på dommens 133

DIALOG

TIL SABBATTEN | 30. DECEMBER 2017

dag vil blive dømt, fordi vi selv har dømt andre. Hans tanke er på linje med Jesu ord om fordømmelse og tilgivelse i bjergprædikenen (se Matt 6,12.14-15 og 7,1-5). For mange forskere er det usikkert, hvad Paulus helt præcist taler om i Rom 14,5, når han beskriver, hvordan nogle ”regner den ene dag for vigtigere end andre.“ • Allerførst er det ikke helt tydeligt, om Paulus her omtaler særlige dage fra en jødisk eller hedensk synsvinkel. Hvis han har jødekristne i tanke, er de jødiske festdage relevante. Hvis hans synsvinkel er hedningekristnes baggrund, skal vi være opmærksomme på, at det græsk-romerske samfund var gennemsyret af tanken om forskellige dages betydning. Nogle dage var knyttet til bestemte guder, på nogle dage var man forsigtige på et område, andre dage på et andet. Nogle dage var mørke, andre lyse. • Dernæst er det ikke helt klart, hvor stor betydningen, sammenhængen i Romerbrevet skal tillægges betydning, når man drøfter, hvilke dage der er tale om. Det er fx i lyset af talen om spisning i 14,3 og 6 blevet foreslået, at apostlen her tænker på diskussionen om fastedage; i det jødiske samfund foregik der en stadig diskussion om, hvilke to dage i ugen man burde faste! • Denne usikkerhed bør ikke skabe problemer for de kristne i dag. Den bør tvært imod minde os om, at vi ikke skal bygge læresætninger og drage altafgørende konklusioner fra en enkelt vanskelig tekst. Når vi fx som adventister fejrer den syvende dag som sabbat, bygger det ikke på en enkelt vanskelig tekst, men på Bibelens klare lære som et hele. - Mht. tekster fra brevene, hvor specifikke situationer beskrives, og hvor vi ikke helt er klar over baggrunden, bør vi derfor udvise en vis forsigtighed og god portion sund fornuft. Hvad der er væsentligt, har Guds Ord gjort klart for os. Ord og udtryk

134

Sola scriptura eller ”af Skriften alene“ er et af fire udtryk, der ofte bruges for samlet at give et overblik over den reformatoriske lære. Selv om ikke alle blev brugt af reformatorerne selv, udtrykker de klart det protestantiske syn på kristentroens kerne. De øvrige tre er ”af tro alene“, altså ikke ved egne gerninger, ”af nåde alene“, altså uden fortjeneste, og ”ved Kristus alene“.

NOTER

TIL SABBATTEN | 30. DECEMBER 2017

135