2014-02 Bibelstudium by Adventistkirken

April 路 Maj 路 Juni 2014

ISSN 1603-6905 ISBN 978 87 7532 566 5

BIBEL STUDIUM

Kristus og hans lov

1. KVARTAL 2. KVARTAL 2007 2014

BIBELSTUDIUM FOR SABBATSSKOLEN

2. kvartal

Kristus og hans lov

Forfatter

Keith Burton

BIBELSTUDIUM FOR SABBATSSKOLEN Udgiver: Adventistkirken, sabbatsskoleafdelingen Oversættelse: Marit Birch Petersen Aktiviteter og dialog: Paul Birch Petersen Korrektur: Elsebeth Daugaard Grafisk opsætning: Bente Skov-Hansen Tryk: Strandbygaard Grafisk

© 2014 General Conference of Seventh-day Adventists®. Alle rettigheder forbeholdes. Ingen del af Bibelstudium for sabbatsskolen må redigeres, ændres, omformes, tilpasses, oversættes, gengives eller udgives af nogen enkeltperson eller organisation uden forudgående skriftlig godkendelse fra The General Conference of Seventh-day Adventists®. Divisionskontorerne under The General Conference of Seventh-day Adventists® har ret til at sørge for oversættelse af Bibelstudium for sabbatsskolen efter særlige retningslinjer. Ophavsretten til sådanne oversættelser og deres udgivelse forbliver hos Generalkonferensen. Seventh-day Adventist, Adventist og flammelogoet er registrerede varemærker tilhørende The General Conference of Seventh-day Adventists® og må ikke benyttes uden forudgående godkendelse af Generalkonferensen.

INDHOLDSFORTEGNELSE INDLEDNING TIL 2. KVARTAL ................................................

5. april

Love på Jesu tid ..........................................................

12. april

Kristus og Moseloven...................................................

19. april

Kristus og religiøse traditioner ......................................

26. april

Kristus og loven i bjergprædikenen ..............................

3. maj

Kristus og sabbatten ....................................................

10. maj

Kristi død og loven ........................................................

17. maj

Kristus, enden på loven ................................................

24. maj

Guds lov og Kristi lov ...................................................

31. maj

Kristus – loven og evangeliet ........................................

10. Kristus – loven og pagterne .........................................

7. juni 14. juni

11. Apostlene og loven ...................................................... 106

21. juni

12. Kristi kirke og loven ..................................................... 116

28. juni

13. Kristi rige og loven ....................................................... 126

2. KVARTAL 2014

KRISTUS OG HANS LOV Lad mig begynde med at citere Paulus: ”Og da jeg kom til jer, brødre, forkyndte jeg ikke Guds hemmelighed for jer med fremragende talekunst eller visdom, for jeg havde besluttet, at jeg hos jer ikke ville vide af andet end Jesus Kristus, og det som korsfæstet.“ (1 Kor 2,1-2). Helt central til den store historie om Gud, som vi kan læse om i Bibelen, er opfyldelsen af løfterne fra Det Gamle Testamente på korset og håbet, som det giver for løfterne, der stadig mangler at gå i opfyldelse. Hvis ikke vores forståelse af synd, lov og retfærdighed har Jesus som centrum, har vi fejlet. Vi bliver frelst ved Guds nåde, og i tro holder vi fast ved de løfter, som Gud giver. Hvordan skal vi forstå loven i relation til Kristus? Jeg tror, at det afhænger meget af, hvordan vi forstår Kristus. Er vi tro mod vores forståelse af treenigheden, fordi hvis vi er det, kan vi ikke komme udenom, at det er den samme Gud, der talte til Israels børn ved Sinai, som tog børnene op på sit skød, da de kom løbende hen til ham i evangelierne. Forsamlingen havde nok forskellige forudsætninger, men Gud er den samme, og Jesus Kristus er den samme i går, i dag og til evig tid, som der står i Hebræerbrevet. I filmen de ti bud med Charlton Heston fra 1956 begynder filmen med en kort introduktion: ”Vi har en særlig historie at fortælle. Det er historien om frihed.“ Men vi kan ikke adskille frihed fra loven, men hvis ikke loven leder os til frihed i Kristus, så bliver den et åg, som ikke engang patriarkerne eller vores pionerer kunne bære. Vi bliver udfordret til dette kvartal, at se på loven og traditioner. Vi bliver udfordret til dette kvartal, at se på pagter, riger og kirker. Og når vi er færdige, er det mit ønske, at vi, i alt hvad vi har set, ender med at se det hele i lyset af Jesus Kristus, han som var og som er og som kommer!

Thomas Rasmussen Kontaktperson for sabbatsskolen 4

INDLEDNING LOVEN OG KÆRLIGHED ”Lige fra begyndelsen af den store strid i Himlen har det været Satans mål at omstyrte Guds lov.“ (Ellen White, The Great Controversy, s. 582). Loven som grundvold i Guds regering udtrykker universets moralske integritet. At vælte denne lov ville være det samme som at omstyrte selve skaberværkets moralske orden. Hvis der ikke fandtes nogen gud og heller ikke noget liv, ville universet være amoralsk. Ikke umoralsk, som når man har en dårlig moral, men amoralsk, som når man ikke har nogen moral. Intet i universet – fx en livløs sten, som farer igennem et gudløst kosmos – kan eje en moralsk egenskab. Men Gud eksisterer, og vi er skabt som moralske væsener med evnen til at elske og blive elsket. For at kærligheden kan eksistere, må moralsk frihed også være til; for kærlighed er et moralsk begreb, som ikke kan opstå i et amoralsk univers, der kun består af sten og kold uendelighed. Moral indebærer evnen til at vælge rigtigt eller forkert, godt eller ondt. Den eneste måde, hvorpå universet kan være moralsk og tillade muligheden for godt eller ondt, er gennem en lov, som definerer, hvad der er rigtigt eller forkert. ”Skal vi da sige, at loven er synd? Aldeles ikke! Men synden kom jeg først til at kende gennem loven. Begæret vidste jeg ikke af, før loven sagde: ‘Du må ikke begære!’“ (Rom 7,7). Er det en synd at være rødhåret? Nej, fordi Guds lov forbyder ikke rødt hår. Det kan ikke være en synd, hvis der ikke er en guddommelig lov, som definerer det som synd. Moral uden lov er lige så umuligt som tanker uden et sind. Vores univers er

moralsk, fordi Gud skabte frie væsener, som er ansvarlige over for hans lov. Hvis ikke der var en lov imod begær, ville det ikke være en synd at begære; hvis ikke der er en lov imod rødt hår, er det ikke en synd at være rødhåret, uanset hvor mange rødhårede begærlige væsener, der fandtes. Gud skabte menneskene som skabninger, der kan elske. Men kærlighed kan ikke eksistere uden moralsk frihed. Og moralsk frihed kan ikke eksistere uden en morallov. Kærlighed hviler på frihed, og frihed hviler på lov. Derfor er kernen i Guds kærlighedsregering, nødt til at være hans lov og derfor er det Satans ønske at ”at omstyrte Guds lov.“ Angrebet på loven er ikke kun et angreb på Kristi karakter, men på selve skaberværkets moralske orden. I dette kvartal studerer vi Kristus og hans lov. Vi vil studere, hvorfor der er så mange kristne, som misforstår forholdet mellem lov og nåde og de ti buds evige gyldighed. Bibelen siger meget klart: ”For dette er kærligheden til Gud: at vi holder hans bud; og hans bud er ikke tunge“ (1 Joh 5,3). Forbindelsen mellem en kærlig Gud og lydigheden imod hans bud er stærkere, end vi forestiller os. Vi kan elske Gud, fordi vi lever i et univers, hvor kærlighed kan eksistere, og den kan eksistere, fordi universet er moralsk. Denne moral er baseret på Guds morallov, som er vores tema dette kvartal. Keith A. Burton er professor i religion ved Oakwood University, hvor han også er leder for Centret for Adventist-Muslimske forhold. Hans doktorafhandling fra Northwestern University fokuserede på lovens rolle i Paulus’ brev til romerne. 5

TIL SABBATTEN | 5. APRIL 2014

Love på Jesu tid

Ugens vers

”For når hedningerne, der ikke har loven, af naturen gør, hvad loven siger, så er de, uden at have en lov, deres egen lov.“ (Rom 2,14).

Introdutktion

I de fleste samfund gælder der flere love på samme tid. Det kan være generelle love, som gælder for alle, samtidigt med at der er lokale love, som fx gælder i en kommune, men ikke i andre. Når en person på Det Nye Testamentes tid brugte det almindelige ord for lov (nomos på græsk, lex på latin og Torah på hebraisk), kunne vedkommende henvise til mange forskellige love. Ofte ville sammenhængen i samtalen være den eneste indikation af, hvilken bestemt lov der var tale om. Under vores studium i dette kvartal vil vi derfor altid være nødt til at se på sammenhængen for bedst at kunne forstå, hvilken lov der omtales. Denne uges studium undersøger forskellige love, som gjaldt i samfundet på Jesu og den første kirkes tid. Vi vil betragte disse forskellige love, men kun for at hjælpe os til at få et grundlag for studiet af den lov, som er centrum for dette kvartals studium, nemlig Guds morallov, de ti bud.

Ugens tekster

· · · · · ·

Luk 2,1-5 Hebr 10,28 5 Mos 17,2-6 3 Mos 1,1-9 Luk 14,1-6 Jak 2,8-12

SØNDAG

30. MARTS 2014

Romersk lov Læs Luk 2,1-5

Hvad kan vi lære af den måde, hvorpå disse to trofaste disciple samarbejdede med de politiske omgivelser, de levede i? Lige fra begyndelsen af den romerske republik havde man set betydningen af nedskrevne love for et samfunds styre. Systemet med forfatningsmæssige love, som blev grundlagt af romerne, er stadig væk grundvolden for retssystemet i mange af nutidens demokratiske samfund. Rom tillod i stort omfang deres vasalstater at bevare deres egne skikke, men man forlangte, at alle indbyggere skulle adlyde imperiets og senatets love. Dette indbefattede også Josef og Maria. Romersk lov beskæftigede sig med samfundets orden. Derfor behandlede de ikke kun områder, der havde med styreform at gøre, men også social adfærd. I tillæg til at aftale fremgangsmåden for at vælge folk til offentlige embeder, tog romersk lov sig også af ting som ægteskabsbrud og forholdet mellem herre og slave. Mange af de sociale regler ligner dem, vi finder i samfundet i Det Gamle Testamente og andre kulturer. Alle forsøg på at forstå den kultur, som Det Nye Testamentes bøger blev skrevet i, er nødt til at tage hensyn til det faktum, at det romerske imperium udgjorde den politiske baggrund for Jesu og den første kristne kirkes verden. Meget i Det Nye Testamente, fra Jesu død til Paulus’ fængsling, giver bedre mening for os, når vi forstår så meget som muligt af omgivelserne på deres tid. Det er selvfølgelig ikke nødvendigt at være ekspert i Romerrigets historie for at forstå det, som er nødvendigt for at blive frelst. Men historisk kundskab kan være til stor hjælp for os for at forstå de bibelske tekster.

Til at tænke over

På trods af Guds fantastiske medvirken i Marias svangerskab og hans tydelige ledelse var disse to mennesker stadig væk lydige imod landets love, som krævede, at de skulle forlade deres hjem, selv om Maria var højgravid. Ville det ikke under disse specielle omstændigheder have været bedre at blive hjemme? Hvad kan deres handling sige os om, hvordan vi bør forholde os til civil lovgivning? (Tænk over, hvor let det ville have været for dem at finde grunde til ikke at adlyde.) 7

MANDAG

31. MARTS 2014

Moseloven – den civile del Selv om jøderne på Jesu tid var underlagt romersk herredømme, havde de ret til at bestemme i de sager, som specielt havde med deres skikke og religion at gøre (se ApG 18,15). Den lovgivende forsamling, som var ansvarlig for at administrere jødisk lov, var Rådet (Joh 11,47; ApG 5,27). Rådet bestod af 71 mænd, som var udvalgt blandt præsterne, de ældste og rabbinerne, og ypperstepræsten var deres leder. Det fungerede som en slags højesteret, som tog sig af jødiske skikke, traditioner og love. Jødisk samfundsret var baseret på de civile regler, som vi finder i de fem Mosebøger. Disse love omtales som Moseloven, fordi Moses var forfatter af de fem første bøger i Bibelen. Da Gud oprindeligt gav disse love til Moses, forestillede han sig en nation, hvor Gud var den øverste, og hvor folket ville gennemføre hans love. Men på Jesu tid var jøderne altså underlagt romersk lov, men havde tilladelse til at bruge Moseloven til at afgøre interne religiøse skikke. Her var Rådets arbejde specielt betydningsfuldt. I Det Nye Testamente finder vi flere eksempler på civile sager, hvor Moseloven anvendes eller hentydes til. Jødiske mænd skulle stadig væk betale en halv sekel i tempelskat (Matt 17,24-27; 2 Mos 30,13); skilsmisser blev stadig væk styret af Moselovens retningslinjer (Matt 19,7; 5 Mos 24,1-4); folket fulgte fremdeles loven om, at en enke skulle gifte sig med sin svoger (Matt 22,24; 5 Mos 25,5); drenge blev endnu omskåret på den ottende dag (Joh 7,23; 3 Mos 12,3); og ægteskabsbrydere skulle straffes med stening (Joh 8,5; 5 Mos 22,23-24). Matt 26,59-61 Hebr 10,28 5 Mos 17,2-6 Til at tænke over

Hvilket vigtigt princip finder vi her? Hvad fortæller dette os om Bibelens opfattelse af ret og retfærdighed?

Læs nogle af de civile love, som findes i de første bøger i Bibelen. Nogle af disse love synes mærkelige for os. (Se fx 5 Mos 21.) Når vi tænker over, hvem der gav disse love, hvad bør dette fortælle os om, at vi må lære at stole på Gud i alt, især i de ting, vi ikke helt forstår?

TIRSDAG

1. APRIL 2014

Moseloven – den ceremonielle del 3 Mos 1,1-9; 2,14-16; 5,11-13

Hvad henviser disse love til? Hvad var deres hensigt? Hvilke vigtige sandheder skulle de lære folket? Ved siden af de civile love i det gamle Israel var der også, hvad vi ofte kalder ceremoniloven. Denne lov havde med helligdommen og tjenesten deri at gøre, og var selvfølgelig ment som en undervisning for Israels børn om frelsesplanen og den kommende Messias. Teksterne for i dag omtaler to gange, at der ville skaffes soning gennem disse ceremonier. Disse love er i sig selv en slags miniprofetier om Kristus og hans sonende offer for sit folks synder. ”Ceremoniloven blev givet af Kristus. Selv efter at den var ophørt, fremstillede Paulus lovens sande position og betydning for jøderne. Han forklarer også dens plads i forløsningsplanen og dens forbindelse med Kristi gerning. Den store apostel erklærer, at denne lov er herlig og fortjener en guddommelige ophavsmand. Den højtidelige tjeneste i helligdommen var et forbillede på de store sandheder, der skulle åbenbares i efterfølgende slægtled... Sådan blev troen gennem århundreders mørke og frafald holdt levende i menneskers hjerte, indtil den lovede Messias kom.“ (Ellen White, Patriarchs and Prophets, s. 367.) Selv om det var oprettet af Kristus, var det ceremonielle system kun ment som et billede, et symbol på en fremtidig virkelighed – Jesu komme og hans død og ypperstepræstelige tjeneste. Da hans gerning her på jorden var fuldendt, var der ikke længere brug for dette gamle system med dets ofringer, ritualer og fester (se Hebr 9,9-12). Selv om vi ikke længere overholder ceremoniloven i dag, kan vi ved at studere den opnå større indsigt i frelsesplanen.

Til at tænke over

Centralt i helligdomstjenesten var ofringen af dyr, som pegede frem imod Jesu død. Tænk over, hvad det betyder, at vores frelse kun kunne opnås gennem hans stedfortrædende død for os. Hvad bør dette fortælle os om, hvor meget synden koster?

ONSDAG

2. APRIL 2014

Rabbinsk lov I tillæg til Moseloven var jøderne på Jesu tid også kendt med rabbinernes lov. Rabbinerne var farisæernes akademiske gren, og de havde påtaget sig det ansvar at sørge for, at Moseloven vedblev med at være relevant for folket. Rabbinerne talte 613 love i de fem Mosebøger, inkl. 39, som havde med sabbatten at gøre; og de brugte disse love som grundlag for deres lovgivning. De supplerede disse skrevne love med mundtlige love, som bestod af ledende rabbineres fortolkninger. Mundtlige love omtales som halakah, som betyder ’at gå.’ Rabbinerne følte, at hvis folket efterlevede deres mange halakoth (flertal af halakah), ville de gå på de 613 hovedloves vej. Selv om disse rabbinske halakoth oprindeligt var mundtlige love, blev de samlet og nedskrevet i bogform. Nogle af fortolkningerne fra Jesu tid har overlevet i de kommentarer, der kendes som Midrash, mens andre er nedskrevet i en lovsamling kaldt Mishnah. Mange religiøse jøder ned i gennem tiderne og også i dag forsøger nøje at efterleve disse love. Luk 14,1-6 Joh, kap 9

Jesus blev anklaget for at bryde sabbatsbudet ved at helbrede på sabbatten; men hvor i Det Gamle Testamente kan du finde en tekst, som siger, at det er en synd at helbrede på sabbatsdagen? Hvordan hjælper svaret os til at forstå nogle af de problemer, som Jesus mødte? Og hvilke lærdomme kan vi trække frem fra disse hændelser, som kan sikre, at vi ikke gentager lignende fejl i vores forsøg på trofast at ”gå på Herrens vej“? Selv om det er let fra vores perspektiv i dag at håne mange af disse mundtlige love, især dem, som blev brugt imod Jesus, ligger fejlen mere i ledernes holdning end i lovene selv. Selv om halakoth blev efterlevet meget legalistisk, var hensigten med dem faktisk meget åndelig og skulle tilføre et åndeligt element til de mest dagligdags gerninger og give dem en religiøs betydning.

Til at tænke over

Hvordan kan vi lære at give selv de mest dagligdags opgaver en religiøs betydning?

TORSDAG

3. APRIL 2014

Moralloven Til trods for den store indflydelse, som romersk lov, Moseloven og de rabbinske love havde på de jøders liv, som levede i Israel i det første århundrede, fulgte mange den jødiske religion uden for Palæstina. Ja, til og med uden for Romerrigets grænser. Ikke alle disse love spillede derfor nogen væsentlig rolle i deres liv. Men enhver, som bekendte sig til at tro på Israels Gud, skulle overholde de ti bud. ”De ti bud giver Israel en moralsk ramme for at overholde dem. Det billede, som Bibelen benytter for at udtrykke dette, er pagt. Selv om dette billede er hentet fra international lov, er det forkert at opfatte budene kun som et sammendrag af Israels forpligtelser over for Gud ... Israels lydighed mod budene var ikke så meget et spørgsmål om underkastelse under den guddommelige vilje, som det var et svar på kærlighed.“ (Leslie J. Hoppe, Eerdmans Dictionary of the Bible, Ten Commandments, s. 1285). De ti bud overgik ethvert lovsystem kendt af jøderne på Jesu tid. Selv farisæerne, som i detaljer havde lært de 613 Moselove udenad, anerkendte de ti buds betydning. Den del af Mishnah, som kaldes Tamid (5,1) indeholder en rabbinsk befaling om at sige de ti bud udenad hver dag. Man mente, at alle andre love var indeholdt i de ti bud. Den jødiske filosof Filo, som var samtidig med Jesus, skrev faktisk en hel bog om de ti buds centrale stilling blandt al bibelsk lovgivning. Matt 19,16-19 Rom 13,8-10 Jak 2,8-12

Hvad fortæller disse vers om, hvilken central rolle de ti bud havde i de menneskers liv, som fulgte Jesus?

Til at tænke over

Ligesom deres jødiske brødre anerkendte Det Nye Testamentes forfattere de ti buds hensigt med Guds folk. Selv om nogle af dette kvartals bibelstudier vil diskutere den måde, hvorpå Jesus forholdt sig til andre lovsystemer på hans tid, vil hovedvægten ligge på hans forhold til de ti bud, som ofte betegnes som ”moralloven“.

FREDAG

4. APRIL 2014

Læs Ellen White · Testimonies for the Church, 1. bind, At aflægge ed, s. 201-204 ”Hvis Adam ikke havde overtrådt Guds lov, ville ceremoniloven aldrig være blevet oprettet. Evangeliets gode nyhed blev først givet til Adam i udtalelsen om, at kvindens sæd skulle knuse slangens hoved; og det blev videregivet fra generation til generation via Noa, Abraham og Moses. Kundskaben om Guds lov og frelsesplanen blev givet til Adam og Eva af Kristus selv. De bevarede med stor omhu den vigtige lektie og fortalte den videre til deres børn og børnebørn. På denne måde blev kendskabet til Guds lov bevaret.“ (Ellen White, Selected Messages, 1. bind, s. 230). Spørgsmål til drøftelse

1. Længe før Moses nedskrev de love, som skulle styre Israel, havde egypterne og babylonierne samfundsmæssige lovsystemer, som i mange tilfælde lignede Guds love. Selv ateistiske samfund har love, som beskytter folk og ejendom. Men love er ofte baseret på moralske opfattelser; dvs. love bør opmuntre folk til at afstå fra visse former for ondskab og udøve visse former for godhed. Men hvorfra får de forskellige samfund deres opfattelse af godt og ondt? 2. Hvilken indflydelse har hele ideen om godt og ondt på spørgsmålet om Guds eksistens? Eller sagt anderledes: hvis Gud ikke findes, hvor kommer så ideen om godt og ondt fra? Hvor er det eneste sted, den kan komme fra, hvis der ikke er nogen gud? 3. Vi bruger ofte ideen om lov på forskellige måder. Vi taler om tyngdeloven, om international lov, landets lov og skattelov. Hvad har alle disse love til fælles? Og hvordan er de forskellige? Hvad er de eventuelle følger af at overtræde disse love? Kan man overtræde tyngdeloven? Hvordan hjælper lovgivningens principper dig til at forstå hensigten med de ti bud i forhold til de troendes liv? 4. Gå tilbage til onsdagens lektie og tal sammen i klassen om, hvordan vi som en kirke har brug for at være på vagt for ikke at begå de samme fejl som lederne på Jesu tid ved at lægge byrder til loven, som aldrig var tænkt.

DIALOG

TIL SABBATTEN | 5. APRIL 2014

Aktiviteter og dialog Indledning til kvartalets aktiviteter

Regelmæssige ideer, som kan forberedes i løbet af kvartalet: • Indsaml spørgsmål til specifikke bibeltekster; inviter en gæst, en ekspert på besøg en sabbat til at besvare nogle af spørgsmålene, eller lad en eller flere af klassens medlemmer undersøge teksten mere grundigt. • Lektiens emne er de bibelske love. Måske kan klassen en sabbat have besøg af en person, der har særlig indsigt i aspekter af dansk lovgivning og kan give eksempler til sammenligning. • Brug Salmebogen og dens skriftindeks til at finde sange, der omhandler eller anvender emnerne. Den Danske Salmebog indeholder yderligere sange om Guds lov. Det kan være interessant at læse/synge nogle af disse sange og evt. få en salmekender til at uddybe ved at fortælle om baggrunden for sangen. • Glem ikke at indsamle bedemner fra klassens medlemmer og at bede sammen.

Guds Ord

I tekster som 5 Mos 4,13-14 og Neh 9,13-14 skelnes der tydeligt mellem de ti bud og alle øvrige love givet ved Sinaj. De øvrige love gjaldt for det land, israelitterne skulle bo i under Guds styre, teokratiet; men de ti bud gjaldt overalt. • Hvilke træk ved beretningen om tilblivelsen af de ti bud viser forskellen mellem de ti bud og alle de øvrige bud?

Ord og udtryk

Lektierne anvender adskillige udtryk fra jødedommen. Herunder finder du en kort ordforklaring over en række udtryk, der har betydning for kvartalets emne. Mishna, skriftlig samling af den mundtlige overlevering, afsluttet omkring år 200 e.Kr., hovedbestanddelen af talmud. Talmud (det, som læres), den rabbinske autoritative lovgivning i jødedommen, afsluttet i løbet af det fjerde århundrede. Indeholder mishna og udvidede kommentarer til mishnaen kaldt gemara. Jødiske lærde i både Palæstina og Mesopotamien (Babylon) samlede talmud, den babyloniske er den længste. Midrash, et navn for en bestemt type fortolkninger af bibelske tekster, udbredt på Jesu og den første menigheds tid. 13

DIALOG

TIL SABBATTEN | 5. APRIL 2014

Halaka, kommer af det hebraiske og aramæiske ord for ”gå“ og beskriver leveregler – at leve er at gå, at være på vandring. Haggada, betyder fortælling og anvendes om de historier eller illustrationer, som rabbinere brugte sammen med en halaka for at illustrere, hvorfor man skulle følge den pågældende regel. Jesu lignelser ville fx have været opfattet som sådanne illustrationer. Forstå det bedre

Noter

For at undgå en forkert anvendelse af de bibelske tekster om loven er det klogt at indse vores uvidenhed. Når det gælder de specifikke love samlet i Moseloven, er der ganske enkelt mange love, hvor vi ikke kan vide os sikre på den præcise historiske baggrund. Vores historiske kilder til sådanne love og til det samfund, hvori de gjaldt, er yderst begrænsede. Forskere sammenligner ofte med Hamurabis lovsamling. Hamurabi var en babylonisk hersker, som omkring år 1700 f.Kr. samlede en række tidligere love i et kompleks, som vi kender godt. Disse love giver os et sammenligningsgrundlag med Moseloven; men det er værd at huske, at Mesopotamien og Kana’an/Israel var to forskelligt opbyggede samfund, og at der er adskillige århundreder imellem Hamurabi og Moseloven. Fra de kanaanæiske områder har vi ikke nogen historisk kilde til sådanne love i århundreder før eller efter Moses. Forsigtighed i anvendelsen er derfor et tegn på visdom, og lovens evigtgyldige moralske principper er forståelige for alle, også selv om der er specifikke love fra datiden, som vi ikke helt forstår.

NOTER Missionsberetningerne for 2. kvartal 2014, var desvĂŚrre ikke klar fra Generalkonferencen ved redaktionens afslutning. Find missionsberetningerne pĂĽ adventist.dk (i bunden af siden under genveje > Bibelstudium) eller benyt de eftersendte tryk, som hver menighed modtager, sĂĽ snart de er klar.

2 Ugens vers

Introduktion

TIL SABBATTEN | 12. APRIL 2014

Kristus og Moseloven ”Havde I troet Moses, ville I have troet mig; for det var mig, han skrev om.“ (Joh 5,46). Mange kristne er vokset op med historier om Jesu angiveligt negative holdning til jødernes religion. Denne uheldige misforståelse har ned igennem århundrederne været med til at fremme antisemitisme. Det er rigtigt, at Jesus sagde sin mening om misbrug af religionen; men han talte ikke imod den. Han var trods alt selv dens grundlægger. Evangeliernes beretninger om Jesu liv og gerning viser tværtimod, at han var en trofast jøde og totalt integreret i den jødiske kultur lige fra fødselen indtil den sidste uge af sit menneskeliv. Ligesom enhver anden jøde i det første århundrede var Jesus underlagt Moseloven. Han voksede op i et hjem med trofaste jødiske forældre, og han værdsatte til fulde sin rige jordiske arv, der var forankret i et guddommeligt forsyn. Han vidste, at Gud selv havde inspireret Moses til at nedskrive disse love med den hensigt at skabe et samfund, som genspejlede hans vilje. De skulle tjene som et lys for andre folkeslag. Han overholdt trofast lovens bogstav. Lige fra omskærelsen til hans besøg i templet, til festerne og hans holdning til skat, forblev Jesus lydig over for et system, som han vidste ville blive opfyldt gennem hans egen død og tjeneste i himlen. I denne uge vil vi se nærmere på de love, som Jesus selv adlød.

Ugens tekster

· · · · · ·

Luk 2,21-24 Mos 13,2.12 Luk 2,41-52 Matt 17,24-27 Joh 8,1-11 5 Mos 22,23-24

SØNDAG

6. APRIL 2014

Omskærelse og fremstilling i templet Luk 2,21-24

Gud oprettede sin pagt med Abraham og sagde, at han skulle blive far til mange folkeslag (1 Mos 17,4). Da Gud skabte denne pagt, var den nioghalvfems år gamle Abraham for nyligt blevet far til Ismael, og den lovede søn Isak var endnu ikke blevet født. Alligevel blev han pålagt at omskære sig selv og alle de mandlige medlemmer af hans husholdning, og han blev pålagt at sikre, at enhver søn, som fra den dag blev født ind i hans husholdning, skulle omskæres på den ottende dag (1 Mos 17,9-12). Dette tegn var så vigtigt, at omskærelsen også blev foretaget, selv om den ottende dag faldt på en sabbat (3 Mos 12,3; Joh 7,22). Dette faktum giver os en bedre forståelse af de første dage af Jesu liv. Evangelierne viser os, at Josef og Maria blev udvalgt til at være hans jordiske forældre til dels pga. deres gudfrygtighed. Josef beskrives som en ”retsindig“ mand (Matt 1,19), og om Maria siges det, at hun havde ”fundet nåde for Gud“ (Luk 1,30). Da Jesus var otte dage gammel, holdt hans forældre en navngivnings- og omskærelsesceremoni for ham på samme måde, som utallige mandlige jøder havde oplevet i de foregående århundreder. Forestil dig Guds fejlfri søn, nu i menneskeskikkelse, gennemgå det samme ritual, som han selv havde indstiftet så mange hundrede år tidligere!

Luk 2,21-24 2 Mos 13,2.12 3 Mos 12,1-8 Til at tænke over

Hvad fortæller disse tekster os yderligere om Josef og Maria? Hvad kan vi i vores tid og forhold lære af deres eksempel?

Bibelen siger klart, at Maria var jomfru, da hun blev udvalgt til at blive Jesu mor (Luk 1,27), så Jesus var det første barn, der kom ud af hendes moderliv. Ifølge 2 Mos 13 skulle enhver førstefødt blandt israelitterne (både mennesker og dyr) indvies til Gud. Loven sagde også i 3 Mos 12,2-5, at efter at have født et drengebarn var kvinden ceremonielt uren i fyrre dage (firs dage for et pigebarn). Ved afslutningen af denne periode skulle hun fremstille sig for præsten og bringe et offer. Som gudfrygtige jøder fulgte Josef og Maria nøje Moselovens forskrifter og sørgede for, at Guds søn kom til at bære pagtstegnet. 17

MANDAG

7. APRIL 2014

De jødiske fester ”Derefter var det en af jødernes fester, og Jesus drog op til Jerusalem.“ (Joh 5,1). Den første store fest i den jødiske religiøse kalender er den syv dage lange usyrede brøds højtid, som begynder med påsken. Denne fest fejres til minde om israelitternes befrielse fra slaveriet i Egypten, hvor dødens engel gik forbi de døre, hvor der var smurt blod på dørstolperne. Evangelierne beskriver tre gange, at Jesus fejrede påsken (Luk 2,41-43; Joh 2,13-23; Matt 26,17-20). Halvtreds dage efter påske indtraf Shavuot, en fest, der ofte omtales med det græske ord Pentecost, pinse. Selv om Bibelen ikke giver nogen begrundelse for pinsen, mente rabbinerne, at festen var et minde om, at Gud gav loven til Moses. Der er ingen beskrivelse i evangelierne om, at Jesus fejrede pinse. Men før sin himmelfart bad han disciplene om at vente i Jerusalem på at blive døbt med Helligånden (ApG 1,4-5). Denne begivenhed fandt sted på pinsedagen (ApG 2,1-4). Den sidste fest i den jødiske kalender var løvhyttefesten og den store forsoningsdag (Jom Kippur). Forsoningsdagen var den dag, hvor lejren blev renset for synd og folket var et med Gud. Løvhyttefesten var et minde om den tid, hvor israelitterne boede i telte i ørkenen. I tillæg til festerne i Moseloven havde jøderne to andre fester til minde om Guds indgriben i deres historie. Den første er Purim, som mindes jødernes redning fra udryddelse, da Ester gik i forbøn for dem hos den persiske konge. Den anden er Hanukah, som også er kendt som festen for genindvielsen af templet (Joh 10,22) og fejrer makkabæernes sejr over grækerne i 164 f.Kr. De bibelske fester gælder selvfølgelig ikke længere for de kristne. De er alle opfyldt i Kristus. Men vi kan lære en hel del ved at studere dem og de budskaber, de indeholder; for de lærer os alle sammen noget om Guds frelsende nåde og magt til at sætte i frihed. Til at tænke over 18

Hvad kan vi gøre, som kan minde os om Guds virkelighed, hvad han har gjort for os og hvad han kræver af os, selv om vi ikke længere fejrer disse religiøse fester?

TIRSDAG

8. APRIL 2014

Jesus i templet Det Nye Testamente fortæller os ikke ret meget om Jesu barndom. Men en beretning, som giver os stor indsigt, fortæller om Jesus og hans forældre på besøg i Jerusalem under påskefejringen (Luk 2,4152). Læs den igennem og besvar følgende spørgsmål: • Hvordan er denne beretning med til at vise evangeliernes meget jødiske træk og religionens centrale rolle i datidens liv i Israel? • Hvor betydningsfuldt er det, at denne beretning fandt sted under påskefejringen? • I hvor mange dage var Jesu forældre ude af stand til at finde ham? Hvad minder det dig om? • Selv om Jesus var et lydigt barn, virker hans svar til Maria og Josef næsten som en irettesættelse. Hvilken vigtig pointe indeholder hans svar? Hvad siger dette til os alle om, hvad der må være førsteprioritet i vores liv? Luk 2,51

Hvad betyder det, at han ”var lydig mod dem“? Hvordan er dette vers med til at give os en endnu dybere forståelse af den nedværdigelse, som Gud gik igennem for at frelse os? Hvad kan det lære os om nødvendigheden af underkastelse på rette tid og sted?

ONSDAG

9. APRIL 2014

Skat Matt 17,24-27

I sidste uges studium så vi, hvordan Moseloven indeholder både en civil og en ceremoniel del. De ceremonielle love betyder, at templet var centrum for det jødiske religiøse liv. I det første århundrede var templet faktisk det eneste, som endnu gav jøderne en nationalfølelse. Templet i Jerusalem var på Jesu tid under renovation. Herodes den Store havde påbegyndt dette vældige arbejde i ca. år 20 f.Kr, og det blev ikke endeligt fuldført før i år 66. Romerne var klar over, hvor alvorligt mange jøder tog deres religion, og de tillod dem derfor at indkræve deres egne skatter for at dække udgifterne til templets vedligehold. Alle jødiske mænd over 20 år skulle betale en halvsekel i skat, uanset økonomisk status (2 Mos 30,13; 38,26).

Matt 17,24-27

Hvad mente Jesus, da han sagde: ”for at vi ikke skal forarge dem“? Hvilket princip finder vi her, som vi også bør følge i vores egne liv? Det lader til at templets skatteopkrævere rejste rundt i de forskellige provinser for at sikre, at alle mænd opfyldte deres lovmæssige forpligtelse. Peters første svar til skatteopkræverne giver os det indtryk, at Jesus regelmæssigt betalte sine skatter (Matt 17,24-25). Men det virker, som om Jesus stiller spørgsmålstegn ved, hvorvidt det var passende, at han som Guds søn skulle betale skat for at vedligeholde sin Faders hus. ”Hvis Jesus havde betalt skatten uden at protestere, ville han i realiteten have anerkendt kravets berettigelse, og derved have benægtet sin guddommelighed. Men selv om han fandt det i orden at betale skatten, benægtede han den påstand, som lå til grund for det. Ved at tilvejebringe pengene til betaling af skatten beviste han sin guddommelige karakter. Det blev gjort klart, at han var ét med Gud og derfor ikke var skyldig at betale skat som en af landets almindelige undersåtter.“ (Ellen White, The Desire of Ages, s. 434.) Ikke desto mindre valgte Jesus at adlyde øvrigheden og bad Peter om at hente skatten ud af munden på den første fisk, han fangede. Den mønt, han fandt, var nok til at betale skat både for Jesus og Peter.

Til at tænke over

Jesus betalte sin tempelskat, selv om han vidste, at dette flotte bygningsværk snart ville blive ødelagt (Matt 24,1-2). Hvad bør dette fortælle os om vores pligt til trofast at bringe vores tiende og gaver, uanset hvilke problemer vi tror findes?

TORSDAG

10. APRIL 2014

Håndhævelse af loven Som vi har set, var Jesus en trofast borger, der opfyldte sine forpligtelser som en jødisk mand, selv om hans liv var i fare (se fx Joh 7,1.25-26; 10,31). Faktisk gør Jesus det klart, at det ikke var hans hensigt at ophæve ”loven og profeterne“ (Matt 5,17-20). Joh 8,1-11 Matt 19,1-9 5 Mos 22,23-24; 24,1-4

Hvordan skal vi forstå teksterne fra Det Nye Testamente i lyset af teksterne fra 5 Mosebog? Hvad foregår der her?

Nogle af farisæerne forsøgte hele tiden at gribe Jesus i at bryde loven (se fx Joh 8,6). Da de bragte kvinden, som var grebet på fersk gerning i ægteskabsbrud, hen til ham, stillede de ham dette spørgsmål: ”Moses siger, at hun skal stenes, men hvad siger du?“ Det er interessant, at Jesus ikke svarer direkte på deres spørgsmål. Faktisk bekræfter han Moseloven i sit svar: ”Den af jer, der er uden synd, skal kaste den første sten på hende“ (Joh 8,7). Han siger ikke, at hun ikke skal stenes; han tvinger ganske enkelt disse mænd til at se deres egen overtrædelse af loven. Selv frigivelsen af kvinden er i overensstemmelse med Moseloven; for der var ingen til at række en anklagende finger mod hende, og der krævedes mindst to vidner for at fuldbyrde en dødsstraf (5 Mos 17,6). I spørgsmålet omkring skilsmisse og gengifte kan det også se ud, som om Jesus modsiger Moseloven ved at insistere på, at der fra begyndelsen ikke gives noget grundlag for skilsmisse (Matt 19,4-6). Da farisæerne henviser til Moses’ lov i 5 Mos 24,1-4, sætter Jesus det hele i et større perspektiv. Moses påbyder ingen steder skilsmisse. Men på grund af folkets hårdhjertethed havde Moses tilladt det (Matt 19,8). Her ser vi altså, at selv når Jesus kritiserer Moseloven, sætter han den ikke ud af kraft. Jesus var i alle ting en trofast jøde, som overholdt Moseloven. Til at tænke over

Hvordan kan vi lære den rette balance mellem retfærdighed og nåde over for dem, der ligesom vi selv synder? Hvis vi kommer til at vælge den forkerte balance, hvad vi som syndige mennesker helt sikkert kommer til, er det da bedst at være for retfærdig eller for nådig, og hvorfor?

FREDAG

11. APRIL 2014

Læs Ellen White · The Desire of Ages, Løvhyttefesten, s. 447-454 og Jesus læser deres tanker, s. 455-462 ”Tre gange om året skulle jøderne samles i Jerusalem af religiøse årsager. Indhyllet i en skystøtte havde Israels usynlige fører givet dem anvisninger med hensyn til disse sammenkomster. Under jødernes fangenskab var det ikke muligt at overholde dem; men da folket var genetableret i deres eget land, begyndte man igen at overholde disse mindehøjtider. Det var Guds tanke, at disse årsfester skulle minde folket om ham.“ (Ellen White, The Desire of Ages, s. 447.) ”Det faldt Jesu forældre naturligt at betragte ham som deres eget barn. Han var jo sammen med dem til daglig, hans tilværelse lignede i så mange tilfælde andre børns, og det var vanskeligt for dem at gøre sig klart, at han var Guds Søn. De var i fare for at glemme at påskønne den velsignelse, der var skænket dem ved at være sammen med verdens Frelser. Sorgen over at have været skilt fra ham og den milde bebrejdelse, der lå i hans ord, var tænkt som en påmindelse til dem om det hellige kald, der var betroet dem.“ (Ellen White, The Desire of Ages, s. 81.) Spørgsmål til drøftelse

1. Dvæl ved den fantastiske sandhed, at selv om det var Jesus, der gav alle disse love, underordnede han sig dem, da han blev et menneske. Hvad siger dette om Guds karakter? 2. Prøv at sætte dig i Josef og Marias situation. Er det så mærkeligt, at de ikke helt forstod alt, som havde med Jesus at gøre? Er der ikke også en hel del ting i forbindelse med Jesus, som vi heller ikke forstår? Hvordan kan vi lære at have tillid og være lydige på trods af de mange ting, vi ikke forstår? 3. Hvad vil du sige til en kristen, som påstår, at vi skal fejre de jødiske fester? (Her er et hint: du kan begynde med at spørge, hvordan vedkommende har tænkt sig at fejre dem, siden alle festerne havde deres hovedsæde i et templet, som blev ødelagt for længe siden, og havde med udgydelse af blod at gøre, som er ophørt.)

DIALOG

TIL SABBATTEN | 12. APRIL 2014

Aktiviteter og dialog Guds Ord

I Efeserbrevet giver Paulus et kristent eksempel på anvendelsen af det jødiske og gammeltestamentlige begreb ”at vandre“ (halaka, jvf. sidste uges studie) i betydningen ”at leve“. Den nye danske oversættelse veksler mellem disse udtryk i gengivelsen af den samme græske vending: ”at leve“ (4,2) og ”at vandre“ (5,2): ”I skal ligne Gud som hans kære børn og vandre i kærlighed... “ I Matt 22,34-40 svarer Jesus på et trick spørgsmål fra en skriftlærd, der spørger om det største bud i loven. Find ved hjælp af Bibelens fodnoter de tekster i Moseloven, som Jesus citerer. • Sætter Jesus loven ud af kraft, når han citerer kærlighedsbudene? • Erstatter kærlighed i disse ord øvrige bud i loven, så som de ti bud? • Hvordan vil du forklare sammenhængen mellem det dobbelte kærlighedsbud og de ti buds tavler? • Hvordan viser kærlighed til Gud og medmennesker sig i praksis?

Forstå det bedre

Farisæerne havde opbygget et rigoristisk lovsystem, hvor alle bud havde samme vægt. Det betød i praksis, at de var nødt til at finde på en ny regel for enhver ny situation. Skellet mellem dybereliggende principper og praktiske forskrifter blev udvisket. Det var i lyset af denne opfattelse, at spørgsmålet til Jesus i Matt 22,34-35 blev opfattet som en fælde. Jesus risikerede at blive beskyldt for at tilsidesætte dele af loven, hvis han fremhævede nogle bud frem for andre. Ved at citere direkte fra loven selv gengav Jesus lovens selvforståelse og lukkede effektivt munden på sine angribere. Det var altid Guds tanke, at kærlighed skulle ses som motivet og drivkraften bag al menneskelig lydighed.

Uddybende spørgsmål

• Kan du finde situationer, hvor mindre betydningsfulde leveregler, som du i al almindelighed har gavn af at følge, kommer på tværs af kærlighedens principper? • Betyder Jesu vægt på kærligheden, at man kan lyve eller snyde i ”kærlighedens navn“?

Ord og udtryk

Shavuot betyder egentlig uger og anvendes om den fest, der følger syv uger efter påskefesten. Påskefesten blev fejret i tilknytning til byghøsten, ugefesten i tilknytning til hvedehøsten. 23

NOTER

TIL SABBATTEN | 12. APRIL 2014

Pentekost kommer af det græske ord for halvtreds og bliver til vores ”pinse“. Det anvendes om ugefesten, fordi den faldt 50 dage efter påsken. Forårs- og efterårsfester er en betegnelse, man ofte anvender om festerne i det jødiske festår. Udtrykket er lidt misvisende, fordi Palæstina ikke har de fire årstider i vores forstand. Forårsfesterne indbefattede påske og pinse, festerne for kornhøsten. Efterårsfesterne indbefattede basunfesten, forsoningsdagen eller domsdagen (Jom Kippur) og løvhyttefesten. Her fejrede man afslutningen på frugthøsten. Forårsfesterne pegede profetisk frem til Jesu lidelse og død og den første menigheds oprettelse, efterårsfesterne pegede frem til historiens afsluttende begivenheder. Alle disse fester var en del af helligdomstjenesten og pegede frem til Jesu offer på Golgata og tjeneste som vores præst i himlens helligdom. De hører derfor ikke til den kristne tidsalder. Efter korset giver det ingen mening at holde dem. Festerne viser nu hen til en himmelsk virkelighed. Jubelåret hørte ikke til feståret og var ikke en del af helligdomstjenesten som sådan. Noter

3 Ugens vers

Introduktion

TIL SABBATTEN | 19. APRIL 2014

Kristus og religiøse traditioner ”Dette folk ærer mig med læberne, men deres hjerte er langt borte fra mig, forgæves dyrker de mig, for det, de lærer, er menneskebud.“ (Matt 15,8-9). John Wesley, som grundlagde metodistkirken, udtalte, at en persons teologi bliver dannet ud fra fire faktorer: tro, fornuft, Guds ord og traditioner. Men han mente ikke, at alle fire sider havde samme autoritet. Bibelen var grundlæggende, men vores individuelle tro, vores evne til at ræsonnere samt religiøse traditioner har indflydelse på den måde, hvorpå vi fortolker Bibelen. Hvis Wesley blev ført til vores tid, ville han blive chokeret over at opdage, at mange moderne teologer i den weslianske tradition (og også i andre) nu sætter fornuft, tradition eller personlige meninger over Biblens tydelige lære. I denne uge vil vi undersøge de religiøse traditioner, hvorpå de skriftkloge og farisæerne baserede mange af deres læresætninger. De rabbinere, som oprindeligt nedskrev disse traditioner, havde stor respekt for Skriften og havde ikke til hensigt at placere disse traditioner på samme niveau som Guds ord. Men nogle af deres ivrige disciple forvekslede metoden med budskabet og flyttede dermed fokus fra Guds skrevne åbenbaring til menneskelige traditioner.

Ugens tekster

· · · · ·

Matt 23,1-7 Matt 15,1-6 Es 29,13 Matt 5,17-20 Rom 10,3

SØNDAG

13. APRIL 2014

Moses’ stol Selv om ”de skriftkloge og farisæerne“ tilsyneladende er to adskilte grupper, som tilfældigt bliver slået sammen, var de skriftkloge sandsynligvis en undergruppe af farisæerne (se ApG 23,9). Farisæerne begyndte at blive kendt på det græske verdensriges tid. Det menes, at de er efterkommere af en meget from jødisk sekt, kendt som Hasidim, som var med til at kæmpe i det makkabæiske oprør mod Grækenland. Navnet farisæer kommer fra det hebraiske paras, som betyder at adskille. På et tidspunkt, hvor mange jøder var blevet påvirket af hedenske kulturer, så farisæerne det som deres pligt at sikre, at enhver jødisk mand blev oplært i loven. For at gennemføre denne opgave oprettede de en stilling som rabbi, som bogstaveligt betyder ”min store“ eller ”min lærer.“ Når Jesus siger, at ”de skriftkloge og farisæerne sidder på Moses’ stol“ (Matt 23,2-3), anerkender han deres stilling som folkets lærere. De havde trods alt påtaget sig det ansvar at sikre sig, at folket blev oplært i loven. Matt 23,1-7

Hvad var ifølge disse vers et af Jesu største problemer med de skriftkloge og farisæerne? I evangelierne er de fleste henvisninger til de skriftkloge og farisæerne negative, og i lyset af den rolle, mange (men ikke alle) af dem spillede i Jesus død og forfølgelsen af hans efterfølgere, er denne negative omtale fortjent. Disse gruppers medlemmer så ud til at ligge på lur bag hushjørner eller gemme sig bag træer for at gribe mennesker i at begå en fejl, så de kunne håndhæve loven imod dem. Dette billede af farisæerne er så almindeligt i Bibelen, at ordet farisæer ofte bruges som synonym for en lovtræl. Når vi ser nærmere på denne tekst, opdager vi, at Jesu største problem med farisæerne ikke så meget var, at de ønskede, at andre skulle holde Moseloven, men at de ikke selv holdt den. De var hyklere – de sagde en ting, men gjorde noget andet – og selv når de gjorde det rigtige, gjorde de det ud fra forkerte motiver.

Til at tænke over

Læs igen, hvad Jesus sagde om de skriftkloge og farisæerne. Hvordan kan vi sikre os, at vi ikke kommer til at have den samme holdning? 27

MANDAG

14. APRIL 2014

Menneskebud Selv om de skriftkloge og farisæerne ”sad på Moses’ stol“, baserede de også deres religiøse undervisning på kilder uden for Det Gamle Testamente. Den lov, som farisæerne benyttede, bestod af førende rabbineres bibeltolkning. Det var ikke hensigten med disse fortolkninger, at de skulle erstatte Skriften, men supplere den. Til at begynde med blev de videregivet mundtligt; senere begyndte de skriftkloge at samle dem i bøger. Den første officielle udgivelse af rabbinsk lov fandt sted hen imod slutningen af det andet århundrede e.Kr., da rabbiner Jehuda HaNasi (Prins Juda) udgav Mishnahen. De love, som er nedskrevet i Mishnah er et udtryk for omkring fire hundrede års rabbinske fortolkninger. Mange af de rabbinere, hvis lære er inkluderet, levede på Jesu tid, og de mest kendte er Hillel og Shammai. Til dem hører også Gamaliel, Hillels barnebarn, som var Paulus’ lærer. Matt 15,1-6

Hvad drejer striden sig om i dette tilfælde? Hvilken fejl forsøger Jesus at rette? I forrige uge læste vi, at rabbinernes love kaldtes halakah, som betyder ”at gå“. Rabbinerne mente, at hvis en person gik på de mindre loves vej, ville de automatisk også holde de større love. Men på et eller andet tidspunkt begyndte de mindre love at få status som større love, og efter nogen tid var det vanskeligt at skelne det traditionelle fra det bibelske. Det virker ikke, som om Jesus havde noget problem med, at farisæerne havde deres egne regler. Men det var et problem for ham, at de havde ophøjet disse regler, så de havde status som trospunkter. Intet menneske har autoritet til at skabe religiøse restriktioner og ophøje dem til guddommelig status. Det betyder selvfølgelig ikke, at kristne grupper ikke har lov til at skabe regler, som er med til at styre menneskers opførsel. Praktisk undervisning kan være en stor hjælp for mange til at holde loven. Men denne undervisning må aldrig få lov til at erstatte selve loven.

Til at tænke over

Hvilke regler, traditioner og skikke har vi som syvendedags adventister, der hjælper os til at være mere trofaste og lydige i vores liv? Lav en liste og tag den med i klassen på sabbatten. Drøft, hvilken rolle disse skikke spiller i menighedens liv.

TIRSDAG

15. APRIL 2014

De gamles overleveringer Som vi har set, var nogle af rabbinerne så optaget af de regler og traditioner, som var skabt for at hjælpe dem til at overholde Moseloven, at de slet ikke kunne se forskellen på de to. Efter nogen tid fik rabbinernes ord kanonisk status; folk troede, at de var lige så forpligtende som Guds ord. Da rabbinerne oprindeligt skrev deres kommentarer, havde de sandsynligvis ikke til hensigt at lægge noget til Skriften. Men deres ivrige disciple så det som deres pligt at dele disse enestående kommentarer med den brede befolkning. Matt 15,1-2

Hvilken tekst i de fem Mosebøger bygger denne tradition på? Hvilken betydning har dit svar? Se også Mark 7,3-4 og Matt 15,11. Det bliver meget svært at finde en tekst i Bibelen, som siger: ”Du skal vaske dine hænder, før du spiser.“ Men en sådan påstand ville ikke have overrasket de skriftkloge og farisæerne, da de konfronterede Jesus; for de gjorde det klart lige fra begyndelsen, at disciplene ikke brød Moseloven, men ”de gamles overlevering“. Farisæernes alvor, da de stillede dette spørgsmål, antyder, at dette var en alvorlig religiøs overtrædelse. Sundhedsfolk og forældre ville sikkert gerne give en hygiejnisk eller psykologisk begrundelse for farisæernes tilsyneladende sygelige optagethed af at vaske hænder. Men bibelforskere mener, at det i virkeligheden handlede om ceremoniel urenhed. Farisæerne bekymrede sig åbenbart over, at folk i deres dagligdag kom til at røre ved ting, som var urene. Hvis de derefter spiste uden at vaske sig, ville de blive ceremonielt urene, når de rørte ved maden. Ud fra det faktum, at de bragte deres anklage imod Jesu disciple, kan vi konkludere, at Jesus måske ikke selv brød denne kendte tradition, (Mark 7,3). Men han var godt klar over, at farisæerne gjorde et stort nummer ud af bagateller.

Es 29,13

Hvilke vigtige bibelske principper finder vi her? Hvorfor er det så vigtigt for os at huske dem?

ONSDAG

16. APRIL 2014

Menneskebud ”Anvendelsen af menneskers forskrifter som erstatning for Guds bud er stadig ikke ophørt. Selv blandt kristne findes der regler og skikke, som ikke har noget bedre grundlag end fædrenes overleveringer. Sådanne foranstaltninger, som alene hviler på menneskelig autoritet, har fortrængt det, der er guddommeligt fastsat. Mennesker klamrer sig til deres traditioner, sætter deres skikke højt og nærer had mod dem, der forsøger at vise, at de begår fejl... I stedet for de såkaldte kirkefædres autoritet, befaler Gud os at tage imod ordet fra den evige Far, Himmelens og jordens Herre.“ (Ellen White, The Desire of Ages, s. 398.) Matt 15,3-6 2 Mos 20,12 5 Mos 5,16 Matt 19,19 Ef 6,2

Hvilke to alvorlige anklager kommer Jesus med over for farisæerne?

Da farisæerne konfronterede Jesus mht. at vaske hænder, forventede de, at han ville svare direkte på deres anklage. Men på sin helt egen måde konfronterede Jesus dem med et spørgsmål, som gik lige til sagens kerne. Jesus ønskede, at de skulle forstå, at det ikke drejede sig om at vaske hænder, men om, hvor højt hævet den guddommelige standard er over menneskers standard. Farisæerne kunne komme med en logisk forklaring på deres holdning til at vaske hænder. De argumenterede utvivlsomt også for deres uforlignelige kærlighed til Gud ved at give penge til Guds sag i stedet for at sørge for deres forældre. Selv om farisæerne sikkert har haft logiske motiver for deres handlinger, forventer Gud ikke, at vi elsker ham på vores egne betingelser. Det var godt, at de var optaget af disciplin og et helligt liv; men dette må aldrig overskygge Guds vilje. Farisæerne burde have husket, at de 613 love i Moseloven var i harmoni med hinanden, ikke selvmodsigende. Ingen af disse love var tænkt som en erstatning for nogen anden lov. Men deres krav om at følge ”de gamles traditioner“ underkendte Guds ord (Matt 15,6), i hvert fald hvad dem selv angik. De, som betragtede sig selv som lovens vogtere, er utvivlsomt blevet chokeret, ja til og med forarget over påstanden om, at de faktisk overtrådte den og satte ”Guds ord ud af kraft“ ved de traditioner, som de troede var en hjælp for folket til bedre at overholde loven! 30

TORSDAG

17. APRIL 2014

Overdreven retfærdighed Matt 5,17-20 Rom 10,3

På hvilke måder kan Jesu formaning i vers 20 forstås I lyset af denne uges studium? Hvis vi kun læste Matt 5,20, kunne det ligne en invitation til at blive bedre farisæere, end farisæerne var; det vil sige gøre hvad de gjorde, men gøre mere af det. Men er dette, hvad Jesus siger? Heldigvis kan vi finde svaret på dette spørgsmål. I vores studium i går så vi, at det ikke var ualmindeligt for farisæerne og de skriftkloge at hæve deres traditionelle love over Guds lov. Jesus var nødt til at fortælle dem, at deres handlinger i virkeligheden gjorde Guds ord ugyldigt. I mandagsafsnittet nævnte vi, at selv om farisæernes undervisning sikkert havde et godt indhold, levede mange af dem et hyklerisk liv. Med denne baggrund er det ikke vanskeligt at se den egentlige mening bag Jesu udtalelse. Han kunne meget vel hentyde til det, han andre steder havde advaret imod: ”Den, der bryder blot ét af de mindste bud og lærer mennesker at gøre det samme, skal kaldes den mindste i Himmeriget“ (Matt 5,19). Farisæerne var så optaget af de love, som havde en menneskelig oprindelse, at de åbenlyst brød Guds lov. Deres retfærdighed var baseret på deres egne anstrengelser og var derfor mangelfulde. Esajas havde for længe siden udtalt, at al menneskelig retfærdighed er som snavset tøj (Es 64,5). Den form for retfærdighed, som Jesus går ind for, begynder i hjertet. I episoden med håndvaskningen pegede Jesus på farisæernes fejl ved at citere Es 29,13: ”Dette folk dyrker mig med munden og ærer mig med læberne, men deres hjerte er langt borte fra mig.“ Den retfærdighed, som Gud ønsker, rækker langt dybere end synlige handlinger. Jesus kræver en retfærdighed, som overgår den, farisæerne selv troede, at de havde. Den retfærdighed, som gælder, opnås ikke ved at afkrydse alle punkter på en liste; den kan kun opnås gennem tro på Jesus Kristus og ved at modtage hans retfærdighed. Det er en retfærdighed, som kommer fra en fuldstændig overgivelse af selvet og en glødende erkendelse af, at vi har brug for Jesus som vores stedfortræder og eksempel.

Til at tænke over

Hvordan kan teksten fra Rom 10,3 få os til at forstå, hvad ægte retfærdighed er?

FREDAG

18. APRIL 2014

Læs Ellen White · The Desire of Ages, Guds bud og traditioner, s. 395-398 og Ve over farisæerne, s. 610-620 Læs også · Mattæusevangeliet kapitel 23 ”Lad alle, som accepterer menneskelig autoritet, kirkens skikke eller forfædrenes traditioner, være opmærksomme på advarslen, der bringes i Kristi ord: ‘Forgæves dyrker de mig, for det, de lærer, er menneskebud.’“ (Ellen White, The Desire of Ages, s. 398). Spørgsmål til drøftelse

1. Nævn nogle af de traditioner, vi som syvendedags adventister følger. Hvorfor er det vigtigt at huske, at de er traditioner? Hvorfor er traditioner vigtige, og hvilken rolle spiller de i vores fællesskab? Hvilke af dem er universelle, og hvilke er baseret på lokale og kulturelle faktorer? 2. ”De troende har ikke sjældent tilladt fjenden at arbejde igennem dem på det tidspunkt, hvor de burde have været helt overgivet til Gud og hans værks fremme. Ubevidst har de vandret langt bort fra retfærdighedens vej. Ved at fremelske en kritisk ånd, som finder fejl hos andre og en farisæisk fromhed og stolthed, har de såret Helligånden og drevet ham bort og i stor grad forsinket Guds budbæreres arbejde.“ (Ellen White, Testimonies for the Church, 9. bind, s. 125). Hvordan kommer man ”ubevidst“ til at vandre langt bort fra retfærdighedens vej? Hvad kan en person gøre for at undgå at fanges i en selvretfærdig rutine? 3. Tænk over indholdet af gudstjenesteprogrammet i din menighed. Hvorfor gøres tingene i denne bestemte rækkefølge? Hvilken betydning har de forskellige dele (fx indgangsbøn, lovsang, bøn, etc.)? Hvad kan vi lære af vores gudstjenesteorden mht., hvor meget tradition er en del af vores tro? Samtidigt må vi huske at spørge, om det er dårligt, bare fordi det er en tradition.

DIALOG

TIL SABBATTEN | 19. APRIL 2014

Aktiviteter og dialog Guds Ord

Søg sammen med din klasse efter bibeltekster, som udtrykker glæde over Guds lov.

Personligt kristenliv

• Overvej, hvor ofte du glæder dig over, at Gud har givet os loven som grundlæggende principper for vores livsførelse. Tak i dine bønner Gud konkret for loven og for de sider ved loven, som du oplever som en særlig glæde og velsignelse.

Mødet med dagligdagen Forstå det bedre

Uddybende spørgsmål

Saml i ugens løb eksempler fra medierne, som gør dig glad for, at der findes love i vores land. Del eksemplerne med klassen. Det hebraiske ord tora anvendes ofte om loven – og også som betegnelse for de fem mosebøger. Dets betydning rækker dog langt videre end blot snævert til budene i Det Gamle Testamentes lovgivning. Det kommer af et udsagnsord, som betyder ”at kaste“. Betydningsudvidelsen er knyttet til undervisning. En lærer ”kaster“ oplysninger og lærdomme til eleverne, og de kvikke griber dem. Ordet er derfor ofte simpelthen brugt i betydningen ”undervisning“, ”instruktion“ (2 Krøn 15,3; Sl 78,1; Ordsp 1,8) eller ”lære“ eller til og med ”åbenbaring“ (Es 1,10; 8,16.20). For tora betegner, hvad Gud har åbenbaret for mennesker. ”Loven“ giver derfor mennesker al mulig grund til at være glade (jvf. Salme 119). Gud har ikke ladt os alene eller uvidende om, hvorhen vi skal gå. Han har åbenbaret sig og sin vilje for os, og vi udtrykker vores taknemmelighed ved lydighed. • Kan du finde eksempler fra dit liv, hvor du ville stå helt uden hjælp til at finde den rigtige vej at gå, hvis Gud ikke havde åbenbaret sin vilje? • Hvordan ville vores samfund, som til dels er bygget på en kristen kulturarv, se ud, hvis Gud aldrig havde åbenbaret sig og sin vilje for menneskers liv? • Hvilke værdier finder du i Guds åbenbaring, som vi uden den ikke ville have haft? • Hvordan ville vores holdning have været til de svage, de fysisk eller mentalt svækkede, hvis vores samfund var opbygget omkring udviklingslærens principper om, at de stærkeste overlever? 33

NOTER

TIL SABBATTEN | 19. APRIL 2014

TIL SABBATTEN | 26. APRIL 2014

Kristus og loven i Bjergprædikenen

Ugens vers

”Tro ikke, at jeg er kommet for at nedbryde loven eller profeterne. Jeg er ikke kommet for at nedbryde, men for at opfylde. Sandelig siger jeg jer: Før himmel og jord forgår, skal ikke det mindste bogstav eller en eneste tøddel forgå af loven, før alt er sket.“ (Matt 5,17-18).

Introduktion

De fleste mennesker tænker automatisk på saligprisningerne (Matt 5,1-12), når de tænker på bjergprædikenen. Men bjergprædikenen fylder hele tre kapitler og kan inddeles i fire afsnit. Saligprisningerne udgør den første del. I det andet afsnit sammenligner Jesus de kristne med lys og salt (Matt 5,13-16). Det er i det tredje afsnit (Matt 5,17-48), at Jesus giver os en ny og dybere forståelse af loven. Til sidst er der det fjerde og længste afsnit (Matt 6,1-7,23), hvor Jesus giver en klar undervisning om kristen adfærd. Hele talen ender med lignelsen om de to huse, huset på klippen og huset på sand (Matt 7,24-27), som understreger betydningen af lydighed mod det, Gud kalder os til. I denne uge vil vi undersøge det tredje afsnit (Matt 5,17-48) for at se, hvad det lærer os om loven. Teologerne kalder afsnittet for antiteserne, eksempler, hvor skarpe modsætninger stilles op.

Ugens tekster

· · · · ·

Matt 5,17-20 Luk 16,16 Matt 5,21-32 Rom 7,24 Matt 5,33-37; 5,38-48

SØNDAG

20. APRIL 2014

”Det mindste bogstav eller en eneste tøddel“ Matt 5,17-20

Læs teksten endnu en gang. Det er interessant, at Jesus her lægger stor vægt på loven samtidigt med, at han kommer med sin udtalelse om de skriftkloge og farisæerne; for netop de fremhævede jo også loven. Hvilken vigtig undervisning finder vi her om sand lydighed? Jesus begynder dette afsnit med forsikringen om, at han ikke er kommet for at nedbryde ”loven eller profeterne“ (Matt 5,17). Selv om det ikke siges direkte, opfatter mange dette som et udtryk for hele Det Gamle Testamente (se også Matt 7,12; 11,13; 22,40; Luk 16,16; ApG 13,15; 24,14; Rom 3,21). På trods af hvad hans modstandere påstod, angreb Jesus ikke den bog, som åbenbarede hans Faders vilje. I stedet var det hans hensigt at ”opfylde“ loven og profeterne, ikke afskaffe dem. Ordet for ”opfylde“ (pleroo) betyder bogstaveligt at ”fylde op“ eller ”fuldende“. Det betegner, at man fylder noget helt til kanten. Det kan her betyde, at Jesus er opfyldelsen af Skriften (fx Luk 24,25-27; Joh 5,39). Men nøglen til at forstå denne tekst ligger i den umiddelbare sammenhæng, som viser, at Jesus ikke kom for at afskaffe Skriften, men for at åbenbare dens inderste kerne. Efter at have fastslået sin overordnede hensigt, flyttede Jesus vægten fra Det Gamle Testamente generelt til loven i særdeleshed. Det er næsten, som om han vidste, at man en dag i fremtiden ville anklage ham for at afskaffe loven, så han kommer med en forsikring om, at så længe himmel og jord består, vil loven forblive, indtil ”alt er sket“ (Matt 5,18). Med denne udtalelse bekræfter Jesus, at loven er evigt gyldig. Loven er faktisk så vigtig, at enhver, som bryder dens bud, vil blive kaldt ”den mindste i Himmeriget“. Jesus siger her på en anden måde, at det, de gør, er forkert; på den anden side vil den, som holder sig til loven, være der. Jesus gør det med det samme klart, at han ikke støtter de skriftkloge og farisæernes tomme retfærdighed, men i stedet taler om en retfærdighed, der udspringer fra et hjerte, der elsker Gud og ønsker at gøre hans vilje. 37

MANDAG

21. APRIL 2014

Drab Matt 5,21-26

Efter at have gjort det klart, at det var hans hensigt at opretholde loven, begyndte Jesus at forklare den retfærdighed, som overgår farisæernes og de skriftkloges. Han lægger ud med at citere det sjette bud (2 Mos 20,13) og opsummerer fra Moseloven straffen for overtrædelse (2 Mos 21,12; 3 Mos 24,17). Det sjette bud indbefatter ikke enhver situation, hvor en person dræber en anden. I tilfælde af manddrab kunne en person flygte til en af tilflugtsbyerne og opnå midlertidigt asyl (2 Mos 21,13; 4 Mos 35,12). Men en person, der med overlæg tog en andens liv, ville få en hurtig dom. I sin forklaring fokuserer Jesus ikke på selve handlingen, men på motivet og hensigten hos den, som begår handlingen. Man kan ved et uheld komme til at tage en andens liv; men den, som med vilje dræber en anden, har gennemgået en planlægningsperiode. Synden skete allerede, før personen udførte den frygtelige handling. Mange potentielle mordere standses kun på grund af manglende muligheder.

Matt 5,22

Hvilke ting bliver af Jesus sidestillet med drab? Hvordan er 1 Joh 3,15 med til at understrege dette punkt? Hvad er hovedsagen i det, Jesus her taler om, og hvad fortæller det os om Guds lovs egentlige rækkevidde? Selv om Bibelen ofte taler om ordenes magt, bringer Jesus her tanken til et meget dybere niveau. Ofte er hele hensigten med hårde ord eller forbandelser at fremkalde negative følelser hos en anden person. Jesu pointe er indlysende. Det er ikke kun de, der gennemfører den kriminelle handling, som er skyldige i drab, men også de, der taler hårde ord til hinanden, eller som måske til og med nærer morderiske tanker. Jesus råder dem, som har sådanne tanker, til at gøre op med deres offer, før de kommer frem for Guds alter (Matt 5,23-26).

Til at tænke over

Tænk over betydningen af Jesu ord i teksten for i dag. Hvor god har du været til at efterleve det? Hvad fortæller denne høje standard om behovet for til enhver tid at være dækket af Kristi retfærdighed?

TIRSDAG

22. APRIL 2014

Ægteskabsbrud Matt 5,24-32

Jesu næste eksempel handler om budet om ægteskabsbrud. Først citerer han det syvende bud: ”Du må ikke bryde et ægteskab.“ I Moseloven defineres ægteskabsbrud som, at en gift person har et seksuelt forhold til en anden end sin ægtefælle. Loven var meget klar. Begge personer skyldige i ægteskabsbrud skulle henrettes. Ligesom med det sjette bud udtrykte Jesus her en dybere mening. Ægteskabsbrud starter ofte, længe før selve handlingen begås. På samme måde som drab begynder med ønsket om at volde en anden person skade, begynder ægteskabsbrud i det øjeblik, en ægtefælle begærer en anden person, gift eller ugift, end den vedkommende er gift med.

Matt 2,29-30 Rom 7,24

Kunne Jesus have beskrevet syndens farer tydeligere? Hvilke vigtige sandheder finder vi hos Paulus? Også her giver Jesus en øjeblikkelig løsning for de synder, som er blevet åbenbaret. Løsningen er ikke at gennemføre den syndige handling, men at hjertet omvendes. Ved hjælp af kraftfulde billeder råder Jesus den person, som har dette problem, til at gøre alt, der er nødvendigt, hvis vedkommende ønsker at komme ind i Guds rige. Dette kan betyde at benytte en anden rute på vej til og fra arbejde eller afbryde et skattet venskab; men evig vinding opvejer langt øjeblikkets lidenskab. Som vi så tidligere, tillod Moses skilsmisse, selv om han vidste, at det ikke var en del af Guds oprindelige plan. Efter at have irettesat gifte mænd med vandrende blikke og formanet dem til at kontrollere deres lyster, opfordrer Jesus til trofasthed i ægteskabet, der varer hele livet.

Til at tænke over

”Overgivelsen af viljen sammenlignes med at rive sit øje ud eller skære sin hånd af. Ofte tror vi, at det at overgive vores vilje til Gud, er at samtykke i at gå igennem livet med skader eller som krøbling. Men Kristus siger, at det er bedre for os at være skadet, såret eller krøbling, hvis det betyder, at vi kan gå ind til livet. Det, vi betragter som en katastrofe, er døren til den højeste fortjeneste.“ (Ellen White, Thoughts From the Mount of Blessing, s. 61). Hvilken betydning har disse ord for dig? 39

ONSDAG

23. APRIL 2014

Tomme løfter Matt 5,33-37

3 Mos 19,11-13 2 Mos 20,7

De første to antiteser (drab og ægteskabsbrud) er baseret på de ti bud. Antitesen om skilsmisse og den, der følger, er taget fra andre dele af Moseloven, inkl. loven om at sværge falsk og aflægge en ed. Hvilke særlige regler finder vi her? Den del af Moseloven, som Jesus citerer fra, er gengivet i den del af 3. Mosebog, som fordømmer en række bedrageriske handlemåder. Igen ser vi, at Jesus helt klart er optaget af motivet. Enhver, som aflægger et løfte uden at have til hensigt at opfylde det, har taget en bevidst beslutning om at synde. Selv om budet om at sværge falsk drejer sig om løfter til andre mennesker, handler det andet bud om løfter til Gud.

5 Mos 23,22-24 Matt 5,33-37

Hvad er sammenhængen mellem versene fra 5 Mosebog og Jesu ord? Se også ApG 5,1-11. I modsætning til den, der gør sig skyldig i at sværge falsk, er den, som aflægger et løfte til Gud om at give penge til hans sag, ikke nødvendigvis ude på at snyde. Men Jesus kender vores menneskelige natur og advarer imod at aflægge løfter, som vi senere kan komme til at fortryde. I stedet for at aflægge løfter, som vi måske ikke engang har mulighed for at opfylde, bør en kristen være en retskaffen person, hvis ”ja“ betyder ”ja“ og ”nej“ betyder ”nej“.

Til at tænke over

Tænk tilbage på et løfte, du har afgivet (enten til et andet menneske eller til Gud), som du havde alle planer om at holde, men som du til sidst ikke opfyldte. Hvordan kan du lære at være forsigtig på dette område ? Hvordan forholder det sig med løfter, du har givet dig selv, men ikke overholdt?

TORSDAG

24. APRIL 2014

Lex talionis Matt 5,38-48

Det ser ud til at det fælles tema her er gengældelse. Dette første tema har at gøre med de mange regler i Moseloven, som bygger på princippet om at gengælde en forbrydelse med en tilsvarende straf, et begreb, som kaldes lex talionis, et latinsk udtryk, som betyder ”gengældelsens lov“. Som det fremgår af mange skriftsteder (2 Mos 21,22-25; 3 Mos 24,17-21; 5 Mos 19,21), krævede loven, at den skyldige skulle lide på samme måde som offeret. Hvis offeret mistede et øje, en arm, en fod eller livet, skulle den skyldige lide det samme. Denne gengældelsens lov var almindelig hos mange af oldtidens folkeslag. Og hvorfor ikke? Det viser jo et enkelt juridisk princip. Det er vigtigt at forstå, at dette princip er givet her for at begrænse gengældelse, dvs. at afholde folk fra at få mere ud af en forbrydelse begået imod dem, end de med rette har lov til. På mange måder var denne lov altså givet for at sikre, at retfærdigheden ikke blev forvrænget. Jesus angreb altså ikke nødvendigvis berettigelsen af en lov, som krævede, at man skulle straffes for en forbrydelse. I stedet fokuserede han på de kristnes reaktion over for dem, som forsøger at udnytte dem. Frem for at lede efter en anledning til hævn, bør de kristne gengælde med godhed, noget som kun er muligt, når Guds nåde arbejder i os. I sin appel fører Jesus os til en dybere forståelse af, hvad det betyder at være en Herrens efterfølger. Den sidste antitese handler om den holdning, som fremmer kærlighed over for venner og had over for fjender. Vi finder budet om at elske sin næste i 3 Mos 19,18. Og på trods af 5 Mos 23,3-6 findes der ingen tekst, som befaler os at hade vores fjender. På Jesu tid var jøderne okkuperet af romernes undertrykkende magt og var andenrangs borgere i deres eget land. Pga. denne undertrykkelse følte de sandsynligvis, at de havde ret til at hade deres fjende, som til tider gjorde undertrykkelsen meget hård. Jesus viste dem en bedre måde at leve på, også under forhold, som langt fra var ideelle.

Matt 5,44-45

Hvad siger Jesus til os i disse vers? Og hvordan kan du anvende denne undervisning i dit eget liv over for en, som har gjort noget forkert imod dig?

FREDAG

25. APRIL 2014

Læs Ellen White · The Desire of Ages, Bjergprædikenen, s. 298-314 ”Jesus tager budene op særskilt og forklarer omfanget og rækkevidden af deres bestemmelser. I stedet for at fjerne blot den mindste smule af deres kraft viser han, hvor vidtrækkende deres principper er og afslører jødernes skæbnesvangre fejltagelse ved kun at vise lydighed udadtil. Han erklærer, at Guds lov bliver overtrådt ved onde tanker eller et lidenskabeligt øjekast. Et menneske, som tager del i den mindste uret, bryder loven og nedbryder sin egen moral. Mord opstår først i tanken. Den, som giver plads til had i sit hjerte, går i morderens fodspor, og hans offergaver er en vederstyggelighed for Gud.“ (Ellen White, The Desire of Ages, s. 310.) Kærlighed er det bindende princip i Guds lov. I hver af antiteserne ophøjede Jesus kærlighedsprincippet: kærlighed afholder en person fra at nære had imod sin bror eller søster; kærlighed holder mand og hustru sammen; kærlighed udfordrer den kristne til altid at være ærlig i sit forhold til andre og til Gud; kærlighed giver en person lov til at reagere med godhed, når vedkommende er blevet forurettet; og kærlighed gør os alle i stand til at behandle vores fjende på den måde, som han selv ville ønske at blive behandlet. Spørgsmål til drøftelse

1. I denne uges afsnit sagde Jesus: ”I har hørt, at der er sagt til de gamle,“ og senere ”men jeg siger jer,“ og gav derefter antitesen. Læg mærke til, at nogle af disse udsagn til ”de gamle“ var direkte citater fra Det Gamle Testamente. Hvad kan vi lære af dette mht. fortolkningen af vores læresætninger? Hvordan kan vi komme i fare for at overse den dybere mening? 2. Det er en fejl at fortolke en tekst adskilt fra dens sammenhæng. I Matt 5,48, siger Jesus, at vi skal være fuldkomne, som vores himmelske far er fuldkommen. Hvad vil du sige til en person, som påstår, at denne tekst lærer, at vi skal være syndfri? Hvad er det, teksten virkelig lærer, og hvorfor viser dette den sande betydning af at være en Jesu efterfølger? 3. Hvordan viser de tekster, vi har studeret, især dem om drab og ægteskabsbrud, hvor forkert de mennesker er på den, som påstår, at loven blev afskaffet på korset?

DIALOG

TIL SABBATTEN | 26. APRIL 2014

Aktiviteter og dialog Guds Ord

• Prøv om du kan finde andre bibelske eksempler end bjergprædikenen, hvor motivationen bag menneskers handlinger er af afgørende betydning. Del dine tekster med klassen. • Læs Matt 5,43-48 og Ef 5,32-6,2. Her bliver vi bedt om at være som Gud. Når du tænker over sammenhængen, hvori disse ord er givet – tilgivelse og barmhjertighed – hvilke karaktertræk finder du, at Gud i særlig grad ønsker vi skal afspejle? • Jesus anvender en række modsætninger i bjerprædikenen, hvor han efter en henvisning siger ”men jeg siger jer... “ - Betyder det, at Jesus her taler imod Det Gamle Testamente? Hvis ikke, hvilke begrundelser kan du give for at hævde, at Jesus er i overensstemmelse med de hellige Skrifter, som de var kendt på hans tid? - Hvad ser du som nogle af grundene til den udbredte antisemitisme såvel som modviljen mod Det Gamle Testamente mange steder i dag?

Mødet med dagligdagen

• Hvilken forskel gør det i din dagligdag, hvis mennesker du møder, gør hvad der er rigtigt, men ikke gør det af oprigtig kærlighed og hensyn? • Hvorfor følger vi somme tider reglerne, uden at vores motivation er korrekt?

Uddybende spørgsmål

Når Jesus taler om en ”tøddel“, henviser han til det mindste tegn i det hebraiske alfabet, nemlig ”jod“, på græsk kaldt ”iota“. Ikke det mindste element i loven skal forgå. • Betyder det, at vi stadig skal overholde hver detalje i Moseloven i vores danske samfund? Begrund dit svar! • Hvilke evige, moralske principper kan du finde også i de love i Det Gamle Testamente, der kun gjaldt for israelitterne i deres land under Guds teokrati? - Del og drøft eksempler med din klasse. - Hvordan finder du disse principper? - Hvordan overfører du dem, så de kan anvendes korrekt i vores situation i dag? 43

DIALOG

TIL SABBATTEN | 26. APRIL 2014

Forstå det bedre

Matthæusevangeliet indeholder syv taler. Bjergprædikenen er den anden, Johannes Døberens i Matt 3,7-12 den første. Matthæus anvender en ofte brugt litterær teknik i opbygningen af sit evangelium. De syv taler forholder sig til hinanden som et spejl, eller med et ord fra græsk som en kiasme. Det vil sige, at den første og den sidste tale svarer til hinanden. Jesu dåbsbefaling (Matt 28,20-22) handler som Johannes’ Døberens om dåb og har nogenlunde samme længde. Jesu bjergprædiken omhandler principperne for Guds rige. Den sjette tale (eller den anden, hvis man tæller bagfra) er Jesu tale til disciplene i kapitel 23-25, den første del holdt på Oliebjerget som en anden bjergprædiken. Denne tale peger frem til Gudsrigets oprettelse og er af tilsvarende længde som talen i kapitel 5-7. Farisæerne lagde som grupper stor vægt på loven; men i tilknytning til den skriftlige lov fra Det Gamle Testamente havde de også udviklet en mundtlig tradition, overleveringen. De henviste til, at engle ved Sinaj havde undervist deres forfædre om betydningen af loven, og at de som gruppe havde bevaret denne undervisning mundtligt. Derved gjorde de krav på en eksklusiv viden om Guds vilje, og ved at tilføje deres mundtlige overlevering til Skriftens lære ændrede de ofte fuldstændigt Guds oprindelige hensigt. Det var mod denne overlevering eller fortolkning af Skriften, mange af Jesu angreb på farisæernes lære rettede sig.

Noter

5 Ugens vers

Introduktion

TIL SABBATTEN | 3. MAJ 2014

Kristus og sabbatten ”Og Jesus sagde til dem: ‘Sabbatten blev til for menneskets skyld, og ikke mennesket for sabbattens skyld. Derfor er Menneskesønnen herre også over sabbatten.’“ (Mark 2,27-28). De fleste kristne kirker fejrer søndagen som hviledag (selv om en stor del af søndagsholderne slet ikke hviler om søndagen). At ”holde“ søndagen er så udbredt blandt moderne kristne, at mange tror, at det er den ”kristne sabbat“. Men sådan har det ikke altid været. Tvært imod. Oprindelig var kristendommen en forlængelse af den jødiske tro, og man smed ikke alle de symboler væk, som kom fra moderkirken. Heller ikke den syvende dag som sabbat. I en periode var Det Gamle Testamente den eneste bibel, de første kristne havde til at vejlede dem. Det er derfor ikke så mærkeligt, at emnet om en anden helligdag ikke kom på tale i kristendommen før mere end hundrede år efter Jesu himmelfart. Og det var ikke før det fjerde århundrede, med Konstantins påbud, at søndagshelligholdelse blev hovedkirkens regel. Selv efter Reformationen har næsten alle de kristne desværre vedblevet med at holde søndagen, til trods for at Bibelen lærer, at den syvende dag bliver ved med at være den sande sabbat. I denne uge vil vi studere Jesus og og hans holdning til sabbatten.

Ugens tekster

· · · · · ·

1 Mos 2,1-3 Hebr 1,1-3 ApG 13,14 Mark 2,23-28 Joh 5,1-9 Es 65,17

SØNDAG

27. APRIL 2014

Den jødiske sabbat? 2 Mos 20,8-11

Selv om mange omtaler den syvende dag som den ”jødiske sabbat“, viser Bibelen, at sabbatten allerede eksisterede mange hundrede år før jøderne. Dens rødder går helt tilbage til Skabelsen. 1 Mos 2,1-3 fortæller, at efter Gud havde fuldendt sin skabergerning på seks dage, hvilede han på den syvende dag og ”velsignede den syvende dag og helligede den.“ Dette viser tydeligt, hvilken høj stilling sabbatten har i Guds skaberværk. I tillæg til velsignelsen blev sabbatten også ”helliget“. Gud lagde med andre ord nogle af sine egne egenskaber ind i dette tidsmindesmærke.

2 Mos 20,8-11 5 Mos 5,12-15

Sammenlign de to gengivelser af sabbatsbuddet. Hvordan forholder disse sig til teorien om, at sabbatten kun er for jøderne? Den mest iøjnefaldende forskel mellem disse to bud er begrundelsen for sabbatshelligholdelsen. 2 Mosebog er en direkte henvisning til 1 Mos 2,3, idet den ophøjer det faktum, at Gud både ”velsignede“ og ”helligede“ sabbatten. 5 Mosebog derimod henviser til Israels guddommelige befrielse fra egyptisk slaveri som baggrund for at holde sabbatten. På baggrund af teksten i 5 Mosebog mener mange, at sabbatten kun er for jøderne. Men dette argument overser fuldstændigt den kendsgerning, at teksten i 2 Mosebog henviser til skabelsen, hvor Gud indstiftede sabbatten for hele menneskeheden. Henvisningen til befrielsen fra Egypten i 5 Mos 5,15 peger på den frelse, vi har i Kristus. Derfor er sabbatten ikke kun et symbol på skabelse, men også på befrielse, to temaer, som mange steder i Bibelen knyttes sammen (Hebr 1,1-3; Kol 1,13-20; Joh 1,1-4). Kun fordi Jesus er vores skaber, kan han også være vores frelser, og den syvende dag som sabbat er et symbol på begge disse sider af hans gerning.

Til at tænke over

Alle og enhver kan påstå, at de hviler i Kristus. Hvordan har du oplevet, at du finder hvile ved at holde den syvende dag som sabbat?

MANDAG

28. APRIL 2014

En dag til hvile og tilbedelse Luk 4,16

Ifølge Kol 1,16 og Hebr 1,2 var Kristus direkte involveret i skabelsesprocessen, før han blev menneske. Disse tekster fortæller, at i ham blev alting skabt. Paulus udtrykker videre, at Kristus havde del i skabelsen af både ”det synlige og det usynlige“ (Kol 1,16-17), hvilket selvfølgelig indbefatter sabbatten. Selv om Kristus havde en central rolle i skabelsen, underkastede han sig sin fars bud, da han blev menneske (Joh 15,10). Som vi har set tidligere i vores studium dette kvartal, var Jesus imod visse traditioner og benyttede enhver anledning til at korrigere religiøs opførsel, som ikke var baseret på Guds vilje. Hvis det havde været hans hensigt at afskaffe sabbatsbuddet, havde han haft rigelig mulighed for at gøre det. De fleste sabbatstekster i Det Gamle Testamente taler om sabbatten som en hviledag. I mange moderne sprog kan ordet hvile give det indtryk, at sabbatten skal bruges til at sove og slappe af. Og selv om vi afgjort kan nyde disse aktiviteter om sabbatten, er den sande betydning af hvile ”ophør“ eller ”pause“. Sabbatten er en tidsperiode, hvor vi kan tage en pause fra vores rutinearbejde fra de seks første dage i ugen og tilbringe speciel tid sammen med Skaberen. På Jesu tid holdt jøderne en ugentlig gudstjeneste på sabbatten (se Luk 4,16). Hvis man boede i Jerusalem, samledes man til særlige bedegudstjenester i templet, hvor liturgien var anderledes end de andre seks dage. Jøder i andre dele af verden oprettede synagogerne, hvor de samledes til tilbedelse og sociale sammenkomster. Hvis der var mindst ti mænd (en minyan) til stede om sabbatten, kunne der holdes en gudstjeneste.

ApG 13,14. 42.44; 16,13; 17,2; 18,4 Hebr 4,9

Hvad fortæller disse tekster om sabbatshelligholdelsen blandt de første kristne? Hvad fortæller det om dem, som hævder, at sabbatten blev forandret til søndag til minde om opstandelsen?

Med deres jødiske baggrund var det naturligt for de første kristne at tilbede på den dag, som Det Gamle Testamente foreskriver. Og selv tyve år efter Jesu himmelfart var det stadigvæk Paulus’ vane at gå i synagogen om sabbatten (ApG 17,2). Der er altså intet bibelsk bevis på, at de første kristne holdt søndag i stedet for sabbat.

TIRSDAG

29. APRIL 2014

En tid til glæde Mark 2,17-28

Mange af dem, som hævder at holde sabbatten, forstår ikke, hvad det vil sige. Ligesom nogle af farisæerne på Jesu tid findes der i dag mennesker, som har omgivet sabbatten med høje hegn af regler og forskrifter, mens andre har gjort den til en dag, der næsten ikke er anderledes end resten af ugen. Det er meningen, at sabbatten skal være en glæde, ikke en byrde; men dagen skal stadig holdes hellig. Mens Jesus var her på jorden, havde nogle af de religiøse ledere omgivet sabbatten med 39 andre særlige bud. De påstod, at hvis folk kunne holde de 39 bud, ville sabbatten blive holdt fuldkomment. Som en følge af denne måske velmente lovgivning var sabbatten, som virkelig var ment som en glædesdag, for mange blevet et tungt åg.

Mark 2,23-28

Læs teksten nøje. Hvorfor plukkede disciplene aks? Antyder teksten, at Jesus deltog sammen med disciplene? Blev nogen bibelske love brudt, og i så fald hvilke? Mens Jesus og hans sultne disciple en sabbat gik igennem en mark, begyndte disciplene at plukke korn for at stille deres sult. Selv om det ikke var deres mark, var deres handling tilladt i Moseloven (se 5 Mos 23,25), selv om farisæerne fortolkede det som brud på en anden lov, der forbød pløjning og indhøstning om sabbatten (se 2 Mos 34,21). Jesus spiste tilsyneladende ikke noget af kornet; men han tog sig tid til at forsvare disciplenes handlinger. Jesus mindede farisæerne om, at selv David og hans mænd havde spist af de ”forbudte“ skuebrød i helligdommen, da de var sultne. I Mark 2,27-28 udtalte Jesus, at sabbatten var blevet til for menneskenes skyld, ikke omvendt. Sabbatten var med andre ord ikke skabt for at blive tilbedt, men for at give muligheden for at tilbede. Det er ikke meningen, at sabbatten, som er Guds gave til alle mennesker, skal undertrykke os, men give frihed. Den er i sandhed en måde, hvorpå vi kan opleve hvile og frihed i Kristus.

Til at tænke over

Nævn nogle ting, som du kan gøre om sabbatten, som det ikke er så let at gøre på de andre dage i ugen. Tænk over dette og bring dit svar til klassen på sabbatten.

ONSDAG

30. APRIL 2014

En tid til helbredelse Luk 13,16

Da Gud havde skabt verden, sagde han, at alt var godt (1 Mos 1,31) og uden tvivl på enhver måde fuldkomment. Men da synden kom ind i verden, blev skaberværket ødelagt og ondt, noget, der kan ses alle vegne. Mennesket, som blev skabt i Guds billede, blev underlagt sygdom, svækkelse og død. Vi siger ofte, at døden er en del af livet; men døden er i virkeligheden fornægtelse af livet, ikke en del af det. Det var aldrig meningen, at vi skulle opleve døden. Når vi tænker over, hvad Guds oprindelige plan var for menneskene, er det ikke så overraskende, at nogle af Jesu mest dramatiske helbredelser fandt sted om sabbatten.

Mark 3,1-6 Luk 13,10-17 Joh 5,1-9; 9,1-14

Repeter nogle af de helbredelser, som fandt sted om sabbatten. Hvilke lærdomme finder vi i disse mirakler om sabbattens egentlige hensigt? Hvert eneste tilfælde af sabbatshelbredelse er imponerende og er med til at vise sabbattens egentlige betydning. Før Jesus helbredte manden med den visne hånd (Mark 3,1-6), stillede han et retorisk spørgsmål. ”Er det tilladt at gøre noget godt eller at gøre noget ondt på en sabbat, at frelse liv eller at slå ihjel?“ (Mark 3,4). Hvis man på den dag, som er en befrielsesdag, har mulighed for at hjælpe nogen, der lider, bør man så ikke gøre det? Miraklet med den krumbøjede kvinde viser på en mægtig måde sabbattens befriende hensigt (Luk 13,10-17). Da Jesus blev kritiseret for at have helbredt, spurgte han: ”Men denne Abrahams datter, som Satan har holdt bundet i hele atten år, burde hun ikke løses af denne lænke på sabbatten?“ (Luk 13,16). Befrielsestemaet er også til stede i beretningen om helbredelsen af den lamme ved Betesda dam, som havde været syg i 38 år (Joh 5,1-9), og helbredelsen af den blindfødte (Joh 9,1-14). Som svar på farisæernes anklage om, at Jesus brød sabbatten ved at helbrede, mindede han dem om, at: ”Min fader arbejder stadig, og jeg arbejder også“ (Joh 5,17). Hvis Gud ikke tillod helbredelsen, ville den ikke have fundet sted. Når det drejer sig om at hjælpe mennesker i nød, hviler Gud aldrig.

Til at tænke over 50

Hvad bør vi lære af disse religiøse lederes fejl mht. hvordan forudindtagne meninger kan gøre os blinde over for selv de mest indlysende sandheder?

TORSDAG

1. MAJ 2014

En ny skabning Sabbatten minder os ikke kun om Guds skaberevne; den peger også på hans løfter om genoprettelse. Gennem hver eneste helbredelse om sabbatten blev løftet om evig genoprettelse forstærket på en mægtig måde. På sin egen specielle måde giver sabbatten os et overblik, som når helt tilbage til jordens tidligste historie og rækker frem til menneskenes evige skæbne. Igen kan vi sige, at sabbatten viser hen til både skabelsen og frelsen. Gud har allerede skabt denne verden en gang. Men pga. synden er hans skaberværk blevet ødelagt. Denne ødelæggelse vil dog ikke vare evigt. Et nøglepunkt i frelsesplanen er genoprettelse, ikke kun for jorden, men hvad der er endnu vigtigere, også for menneskene, som blev skabt i hans billede, og som vil blive genoprettet til dette billede og bo på den nye jord. Den samme Gud, som skabte den første jord, hvis gerning vi fejrer hver syvende dag, vil skabe en ny jord. Tænk over, hvor vigtigt det må være for os at huske skabelsen, siden vi er blevet befalet at gøre det på en særlig måde en gang om ugen. Læs de følgende tekster. Hvilket budskab indeholder hver af dem, som kan kædes sammen med sabbattens betydning? · Es 65,17

· Es 66,22

· 2 Pet 3,9-13

· Åb 21,1

· 2 Kor 5,17

· Gal 6,15

· Åb 21,5 Sabbatten ”forkynder, at han, som skabte alle ting i himlen og på jorden, og ved hvem alle ting består, er menighedens hoved, og at vi ved hans magt er blevet forligt med Gud... Sabbatten er et tegn på Kristi magt til at helliggøre os. Sabbatten gives som tegn på hans helliggørende kraft til alle dem, der ved Kristus bliver en del af Guds Israel.“ (Ellen White, The Desire of Ages, s. 288-289.) Til at tænke over

Hvilke praktiske ting kan du gøre for at tillade Guds kraft at helliggøre dig? Hvilke valg foretager du i hverdagen, som enten hjælper eller forhindrer denne skabende proces i dig? 51

FREDAG

2. MAJ 2014

Læs Ellen White ”Lige fra begyndelsen af den store strid i himlen har det været Satans hensigt at omstyrte Guds lov. Det var med dette for øje, han begyndte sit oprør mod Skaberen, og siden han blev nedstyrtet fra himlen, har han fortsat den samme kamp på jorden. At bedrage menneskene og få dem til at overtræde Guds lov er det mål, han stadig forfølger. Hvad enten dette mål nås ved at forkaste hele loven eller kun én af dens forskrifter, vil det endelige resultat blive det samme. Den, som ”fejler blot på ét punkt,“ viser foragt for hele loven; hans indflydelse og eksempel er og bliver overtrædelsen; han ”er blevet skyldig i dem alle“ (Jak 2,10).“ Ellen White, The Great Controversy, s. 582). Spørgsmål til drøftelse

1. Se på citatet herover, som er en udvidet gengivelse i forhold til det, som er brugt i indledningen til dette kvartal. På hvilken måde er sabbatten og det, der er sket med den i kristendommen, med til at hjælpe os til at forstå Satans angreb på Guds lov? 2. I Mark 3,2; Luk 13,14; Joh 5,18 og 9,16 beskyldes Jesus for at bryde sabbatten. Læs igen 2 Mos 20,8-11 og vurder, om denne beskyldning holder. Hvad vil du sige til dem, som hævder, at disse skriftsteder beviser, at Jesus brød sabbatsbuddet? 3. Gennemgå i klassen jeres svar på det sidste spørgsmål i tirsdagsafsnittet. Nævn forskellige ting, som sabbatten giver mulighed for at gøre, som der måske ellers ikke er tid til på de andre dage pga. verdslige forpligtelser. 4. Tænk over din egen erfaring med sabbatten. Er sabbatten en befrielse, hvile og frigørelse for dig, eller er det en afskrækkende dag med tvang og stress? Hvordan kan du lære at glædes over sabbatten, at gøre den frydefuld, som vi loves i dette vers: ”Hvis du tager dig i vare på sabbatten og ikke driver handel på min hellige dag, hvis du kalder sabbatten frydefuld og Herrens hellige dag ærværdig, hvis du ærer den ved ikke at gøre, som du plejer, drive handel og træffe aftaler, så skal du glæde dig over lykken hos Herren“ (Es 58,13-14)?

TIL SABBATTEN | 3. MAJ 2014

DIALOG

Aktiviteter og dialog Guds Ord

I skabelsesugen udtaler Gud dagligt, at alt var ”godt“. Om sabbatten siges dette ikke; men i stedet fortælles vi, at Gud helligede sabbatten (1 Mos 2,1-3). Så bevægelsen i beskrivelsen går fra ”god“ til ”hellig“. • Hvordan opfatter du forskellen mellem disse to adjektiver? I Jesu helbredelse af den krumbøjede kvinde bliver sabbatten et ægte udtryk for befrielse (Luk 13,10-17), helt i overensstemmelse med Lukas’ gengivelse af Jesu programprædiken i kapitel 4,18-19. • Hvorfor tror du, at netop sabbatsdagen var et så fortræffeligt udtryk for befrielse og frihed? (Se også 2 Mos 20,1-2 og 5 Mos 5,15).

Uddybende spørgsmål

• Tænk over begrebet frihed: hvordan kan det, ikke at skulle gøre en masse rutinehandlinger, være med til at give os frihed til åndelige og medmenneskelige aktiviter? Kan dette hele tiden at føle forpligtelse blive et problem i personforhold mellem gode venner? • Hvad gør Gud glad om sabbatten? • Hvordan kan vi gøre sabbatten til en glædesdag for børn og unge samtidig med, at vi nyder det, som har evighedsværdi, ikke blot midlertidige eller overfladiske glæder?

Mødet med dagligdagen

Saml gode ideer til sabbatsaktiviteter fra klassens medlemmer, eller inviter evt. en gæst til at dele sine gode sabbatsoplevelser med klassen.

Personligt kristenliv

• Del et vidnesbyrd med din klasse om en af dine bedste sabbatter! Sabbatshelligholdelse i de nordiske lande betyder om vinteren, at vi planlægger dagen meget bevidst for at kunne være rede ved solnedgang. Tænk over, hvilken betydning det har for dine sabbatter, at du er bevidst om helligholdelsen, og at du forebereder den. • Hvordan kan vi gøre dagen til en endnu større glædesdag for børn og unge ved at forberede sabbatten? 53

NOTER

Forstå det bedre

TIL SABBATTEN | 3. MAJ 2014

Bente Bagger Larsen var en dansk teolog, hvis bog ”Konflikten om gudstjenesten. Sabbatten i Lukasevangeliet“ blev udgivet i 2003 af Århus Universitetsforlag. Det er et usædvanligt værk, fordi en luthersk teolog her gør det klart, at Jesus i Lukasevangeliet tydeligt er sabbatsholder og bekræfter sabbattens store åndelige betydning. • Inviter evt. en præst eller anden ekspert til at læse bogen igennem og dele noget af dens indhold med din klasse. Mark 2,23-28 blev skrevet til den kristne menighed i Rom op til 30 år efter begivenheden. Hvis Jesus havde ophævet sabbatten, var dette en oplagt anledning for Markus til at sige det. Men i stedet underviste Markus om, hvordan sabbatten skulle holdes. Det var dermed forudsat, at den stadig blev holdt og skulle holdes hellig. Når Lukas i Apostlenes Gerninger 17,2 fortæller, at Paulus ”efter sædvane“ gik i synagogen om sabbatten, bruger han nøjagtigt det samme udtryk, som han anvendte om Jesus i Lukasevangeliet 4,16. Før og efter korset gjorde ingen forskel med hensyn til sabbatten.

Noter

6 Ugens vers

Introduktion

TIL SABBATTEN | 10. MAJ 2014

Kristi død og loven ”Så er også I, mine brødre, gjort døde for loven ved Kristi legeme, for at I skal tilhøre en anden, ham der er opstået fra de døde, og vi bære frugt for Gud.“ (Rom 7,4). En kvinde kører langt over den tilladte hastighed. Pludselig ser hun en politibils blinkende blå lys i bakspejlet og hører den kendte lyd af sirenen. Hun trækker ind til siden, griber sin taske og finder sit kørekort frem. Betjenten kommer hen til hende, tager hendes kørekort og går tilbage til sin bil. Hun spekulerer på, hvor stor bøde hun kommer til at få (hun kørte alt for hurtigt); hun tænker også på, hvordan hun skal få råd til at betale. Et par minutter senere kommer politimanden tilbage og siger: ”Her er, hvad vi vil gøre, unge dame, så du ikke behøver at rammes af lovens straf igen. Vi afskaffer loven. Du behøver ikke længere at bekymre dig om hastighedsbegrænsningerne.“ Dette er selvfølgelig en latterlig historie, men ikke mere latterlig end den teologi, som siger, at efter Jesu død er loven, de ti bud, blevet afskaffet. I denne uge vil vi se på Jesu død, og hvad den betyder i forhold til loven.

Ugens tekster

· Rom 7,1-6; 8,5-8; 7,7-13; 4,15 · ApG 13,38-39 · Gal 3,10

SØNDAG

4. MAJ 2014

Død for loven Rom 7,1-6

Læs teksten grundigt og lav et sammendrag af, hvad Paulus siger i disse vers. Tænk også over andre bibeltekster om loven. Mange bibeloversættelser har en forkert oversættelse af vers 1, når de siger, at loven er herre over et menneske til døden. En bogstavelig oversættelse lyder sådan: ”enhver levende person er under lovens herredømme.“ Eftertrykket er ikke på døden, men på de levende. Eksemplet fra ægteskabet viser, at en gift person, som har et intimt forhold til en anden end ægtefællen, bryder loven og er skyldig i ægteskabsbrud. Kun hvis vedkommendes ægtefælle dør, kan han eller hun blive en andens uden at bryde loven. Nogle mener, at dette afsnit viser, at loven er død; men bogstaveligt siger teksten, at en person er død for loven gennem Kristi legeme (Rom 7,4). Ifølge Rom 6,6 er det ”vort gamle menneske“, som dør. Så længe en person er knyttet til sit gamle jeg, er vedkommende fordømt af loven og derfor fanget i et elendigt forhold (Rom 7,9-11. 24). Når det gamle menneske dør, er personen fri til at indgå i et forhold til en anden – til den opstandne Kristus (Rom 7,4). Paulus siger, at fordi lov binder hvert eneste levende menneske, må Guds lov også styre det nye forhold. Men det faktum, at den troende nu er gift med Kristus, betyder, at loven ikke længere er et redskab til fordømmelse; den, som tror på Jesus, er fri fra lovens fordømmelse; for han er dækket med Kristi retfærdighed. Paulus påstår ikke, at de ti bud, som definerer synd, nu er afskaffet; det ville være i modstrid med store dele af Bibelen, også hans egne skrifter. Han taler i stedet om et nyt forhold, som man har til loven gennem troen på Jesus. Loven gælder stadigvæk; men for den, som tror på Jesus og er død fra det gamle menneske og synden, holder loven ikke længere vedkommende fanget i sin fordømmende magt; for nu tilhører han en anden, nemlig Jesus.

MANDAG

5. MAJ 2014

Syndens og dødens lov Rom 8,1-8

Rom 7,7-13

Paulus forsikrer den kristne om, at nu er der ”ingen fordømmelse for dem, som er i Kristus Jesus. For livets ånds lov har i Kristus Jesus befriet mig fra syndens og dødens lov“ (Rom 8,1-2). Hvis vi læser disse vers ude af deres sammenhæng, ser det ud til at Paulus henviser til to modsatte love: livets lov og syndens og dødens lov. Men forskellen ligger ikke i loven, men i personen før og efter modtagelsen af Kristus. På hvilke måder illustrerer Paulus’ diskussion lovens rolle? Lovens funktion afhænger af den person, den er knyttet til. Den samme kniv kan fx benyttes af en kirurg til at helbrede og af en morder til at dræbe. På samme måde vil en tyv, som stjæler en andens pung, stå i et andet forhold til loven end den, hvis pung blev stjålet, og som loven skulle beskytte. Loven kan nogle gange beskrives som ”hellig og budet helligt og retfærdigt og godt“ (Rom 7,12), andre gange som ”syndens og dødens lov“ (Rom 8,2). Men ligesom Guds straf over mennesker ikke får ham til at ophøre med at være en kærlig Gud, gør lovens funktion som et instrument for synd og død den ikke i sig selv syndig. Ifølge Rom 8,5-8 er loven et instrument for ”synd og død“ for dem, som ”vil det kødelige“ (Rom 8,5). Dette beskriver en person, som endnu er gift med ”det gamle menneske“ og ikke har noget tydeligt ønske om at afslutte dette forhold og blive forbundet med den opstandne Kristus. Som et resultat af denne syndige forbindelse befinder personen sig i ”fjendskab med Gud“ og hans lov, siden de er modsætninger til hinanden (Rom 8,7). Dernæst lægger Paulus vægt på, at det er umuligt for ”det, kødet vil“ at underordne sig under Guds lov eller ”være Gud til behag“ (Rom 8,7-8). Dette er tydeligt ikke en henvisning til den person, som omtales i Rom 7,13-25; for denne person tjener Guds lov med sit sind (Rom 7,25). Paulus henviser sandsynligvis til dem, som ved deres uretfærdighed ”undertrykker sandheden“ (Rom 1,18). Det er for disse oprørere, at loven bliver et instrument til synd og død (Rom 2,12).

Til at tænke over 58

Hvad er dit forhold til loven, når du bryder den?

TIRSDAG

6. MAJ 2014

Lovens magt Hvad er lovens hensigt ifølge Rom 4,15; 5,13 og 7,7? Hvad siger Rom 7,8-11 om den effekt, loven har på den, som overtræder den? Ethvert instrument har en hensigt. Ligesom en nøgle bruges for at åbne en lås, eller en kniv bruges til at skære, bruges loven til at definere synd. Hvis det ikke var for Guds lov, ville der ikke være nogen absolut metode til at vide, hvilke handlinger der er acceptable eller uacceptable for ham. Og selv om synden ikke kan eksistere uden loven, gør Paulus det klart, at loven ikke er en villig partner med synden: ”Blev dette gode da min død? Aldeles ikke! Men det blev synden, for at den kunne fremtræde som synd, og den brugte det gode til at volde min død, for at synden ved at bruge budet skulle vise sig at være syndig ud over alle grænser“ (Rom 7,13). Hvordan er teksten ovenover med til at kaste lys over 1 Kor 15, 54-58? Hvis 1 Kor 15,54-58 læses isoleret, kunne det se ud til at fremme et negativt syn på Guds lov. Paulus’ pointe er dog, at loven kun giver ”kraft“ til synden, fordi den definerer, hvad synd er. Og ”syndens løn er døden“ (Rom 6,23). Hvis ikke der var nogen lov, kunne der ikke være nogen død; for det ville være umuligt at definere synd. Paulus’ hensigt i 1 Kor 15 er ikke at gøre loven ond, men at vise, hvordan alle, gennem Jesu død og opstandelse, kan opleve sejr over døden, der kommer af at overtræde loven. Til at tænke over

Hvornår har du sidst oplevet, at nogen syndede imod dig, dvs. sidste gang nogen overtrådte Guds lov på en måde, som påførte dig smerte eller skade? Hvordan kan en sådan erfaring hjælpe os til at forstå, hvorfor den ide, som hævder, at Guds lov blev afskaffet på korset, er så forkert?

ONSDAG

7. MAJ 2014

Den kraftløse lov Selv om loven i en forstand giver kraft til synden, er den på en anden side utrolig kraftløs. Hvordan kan den samme ting både have kraft og samtidigt være kraftløs? Igen ligger forskellen ikke i loven, men i personen. For den, som opdager, at han er en synder, tvinger loven ham til at anerkende, at han handler imod Guds vilje og dermed er på vej til døden. Når synderen opdager sin synd, kan han beslutte sig for at følge loven til punkt og prikke. Men den kendsgerning, at han allerede har syndet, har gjort ham til en kandidat for døden. ApG 13,38-39 Rom 8,3 Gal 3,21

Hvad siger disse vers om loven og frelse?

Nogle mennesker tror, at streng lydighed mod loven vil sikre dem frelse; men dette er ikke Bibelens lære. Loven definerer synd (Rom 7,7); den tilgiver den ikke (Gal 2,21). Derfor siger Paulus, at den samme lov, som giver kraft til synden, også ”kom til kort“ (Rom 8,3). Den er i stand til at overbevise synderen om hans synd, men kan ikke gøre synderen retfærdig. Et spejl kan vise os vores fejl, men det kan ikke rette dem. Ellen White skrev: ”Loven kan ikke frelse dem, den fordømmer; den kan ikke frelse de døende.“ (The Signs of the Times, 10. november 1890). Når vi grundigt overvejer lovens hensigt, er det lettere at forstå, hvorfor Jesus blev sonofferet for menneskeheden. Jesu død satte mennesker, der engang levede i i synd, i det rette forhold til Gud og hans hellige, retfærdige og gode lov (Rom 7,12). Og samtidigt viste hans død os, hvor formålsløst det er at forsøge at blive frelst ved at holde loven. For hvis lydighed mod loven kunne frelse os, havde det ikke været nødvendigt for Jesus at dø i vores sted. Den kendsgerning, at han gjorde det, viser at lydighed mod loven ikke kan frelse os. Vi har brug for noget meget mere drastisk. Til at tænke over

Hvorfor er lydighed mod Guds lov ikke nok til at sikre vores frelse, selv om vi igen og igen loves kraft til at holde den? I en forstand burde svaret ikke være særlig vanskeligt. Se på dig selv og din lydighed mod loven. Hvor meget håb ville du have, hvis din frelse var afhængig af din lydighed?

TORSDAG

8. MAJ 2014

Lovens forbandelse Sl 51,7 Es 64,5 Rom 3,23

Hvad fortæller disse vers om menneskenes natur? Hvordan ser vi dette udtrykt hver eneste dag? Med undtagelse af Kristus deler alle mennesker den fælles erfaring, at vi er blevet smittede af Adams synd. Intet naturligt menneske kan derfor hævde at være fuldkomment retfærdigt. Nogle havde som Elias og Enok et ualmindeligt nært forhold til Gud; men ingen har været i stand til at leve helt uden synd. Og det er med denne virkelighed for øje, at Paulus siger: ”For alle de, som har lovgerninger, er under forbandelse, for der står skrevet: ‘Forbandet være enhver, som ikke bliver ved alt det, som står skrevet i lovbogen, og følger det’“ (Gal 3,10). Sandheden er den, at loven kræver total og fuldkommen lydighed, og hvem har nogen sinde været i stand til at præstere det, bortset fra Jesus?

1 Mos 2,17 Ez 18,4

Hvordan er Rom 6,23 med til at definere, hvad ”lovens forbandelse“ betyder? Alle mennesker er naturligt under lovens forbandelse. Og fordi loven ikke tillader nogen fejl, er det umuligt for et menneske at udslette en begået synd. Derfor er døden vores skæbne. Jakob tegner et endnu mørkere billede ved at minde os om, at overtrædelse af et punkt af loven svarer til overtrædelse af hele loven (Jak 2,10). Syndens løn er døden, og døden har ingen graddeling. Når vi indser, hvor hjælpeløs vores tilstand er under forbandelsen, er det let at sætte pris på omfanget af Guds kærlighed: ”Men Gud viser sin kærlighed til os, ved at Kristus døde for os, mens vi endnu var syndere“ (Rom 5,8). Ved sin død har Kristus ”løskøbt os fra lovens forbandelse ved selv at blive en forbandelse for vor skyld.“ (Gal 3,13).

Til at tænke over

Tænk over, hvad Paulus sagde: ”For alle de, som har lovgerninger, er under forbandelse“ (Gal 3,10). Dette skyldes, at loven ikke kan frelse os; derfor er vi forbandet med døden. Hvordan kan dette faktum få os til at sætte større pris på alt det, vi er givet i Jesus? Hvordan kan vi i vores liv vise vores taknemlighed for Guds nådegave? Se 1 Joh 5,3.

FREDAG

9. MAJ 2014

Læs Ellen White · The Desire of Ages, Det er fuldbragt, s. 758-764 ”Loven kræver retfærdighed – et retfærdigt liv og en fuldkommen karakter, og dette kan mennesket ikke give. Det kan ikke opfylde kravene i Guds hellige lov. Men Kristus, der kom til jorden som menneske, levede et helligt liv og udviklede en fuldkommen karakter. Dette tilbyder han frit som gave til alle, som vil tage imod. Hans liv træder i stedet for menneskers liv. På denne måde får de ved Guds overbærenhed tilgivelse for fortidens synder. Og foruden dette bliver mennesket ved Kristus helt gennemtrængt af Guds egenskaber. Han opbygger den menneskelige karakter, så den ligner den guddommelige karakter, en prægtig struktur af åndelig styrke og skønhed. Således opfyldes lovens retfærdighed i den troende ved Kristus. Gud ville ”vise sin retfærdighed, så han selv er retfærdig og gør den retfærdig, som tror på Jesus“ (Rom 3,26).“ (Ellen White, The Desire of Ages, s. 762. Jesu død viser på en mægtig måde Guds lovs uforanderlighed. Da vores første forældre syndede, kunne Gud have afskaffet sin lov og fjernet straffen for overtrædelse. Men dette ville have betydet en skrækkelig tilværelse i et lovløst samfund for alle jordens beboere. I stedet valgte Gud at sende sin søn som stedfortræder for os, ved at han på alle menneskers vegne påtog sig den retfærdige straf for synd, som loven kræver. Gennem Jesu død står hele den menneskelige race i et nyt forhold til Gud. Dette betyder, at enhver af os gennem tro på Jesus kan få vores synd tilgivet og stå som fuldkomne i Guds øjne. Spørgsmål til drøftelse

1. Mange religioner lærer, at Gud ved afslutningen af et menneskes liv vejer vedkommendes gode gerninger op imod de onde, før han afgør, om vedkommende skal belønnes i livet efter døden. Hvad er så frygtelig forkert ved en sådan tankegang? 2. Jesus, et med Gud, døde for vores synd. Hvis vi tror, at lydighed mod loven kan lægge noget til dette i forhold til at frelse os, hvad siger det da om vores tro på effektiviteten af Jesu offer? 3. Nævn andre grunde til, at ideen om Guds lovs afskaffelse efter korset, er forkert. Hvad mener folk egentligt blev afskaffet, når de påstår dette? Hvilket bud mener de blev ophævet?

DIALOG

TIL SABBATTEN | 10. MAJ 2014

Aktiviteter og dialog Guds Ord

Ord og udtryk

Denne sabbat kan være en god anledning til at samle nogle af de spørgsmål, som klassens studium har rejst til de bibelske tekster. Kristi ”retfærdighed“ er et godt bibelsk udtryk, som fik særlig betydning på reformationstiden i lyset af Martin Luthers genopdagelse af evangeliet. Hovedtekster for Luther var Rom 1,16-17 og 3,20-22. Luther havde fejlagtigt lært fra sin katolske undervisning, at Paulus her talte om den retfærdighed, som et menneske skulle udvikle for at kunne bestå på dommens dag. Men ved studiet af Salmernes Bog, som han forberedte en serie undervisningstimer over, opdagede han, at Skriften definerede Guds retfærdighed anderledes (se tekster som Sl 98,1-2; 99,4; jvf. Es 56,1). Guds retfærdighed er Guds retfærdige gerninger, hvorved han i Kristus tilgiver og befrier synderen. • Bed evt. et medlem af klassen eller inviter en gæst til at genfortælle højdepunkter i Martin Luthers erfaring. Når vi derfor bruger udtryk som at ”blive dækket af Kristi retfærdighed“, betegner vi Jesu tilgivelse af vores synd såvel som den kraft, hans nåde giver os til at blive frigjort fra syndens slaveri. I Jesus ser vi en personificering af loven. Når vi betragter Jesus på korset, ser vi det højeste udtryk for Guds fuldkomne retfærdighed og samtidig uselviskhed, kærlighed og villighed til at tilgive! Det er ved at betragte Jesus på Golgata, at jeg ser mig selv som en synder – og det er også ved at betragte den korsfæstede, at jeg oplever tilgivelse og erfarer kraft til et nyt liv.

Personligt kristenliv

Teologiske diskussioner om de begreber, denne uges studie omhandler, har gennem kristenhedens historie ofte været ført med lidenskab og voldsomhed. • Husk, at Jesus er hovedpersonen midt i alle begreberne! Vi siger ofte, at Kristi retfærdighed frelser mig; men naturligvis er det ikke begrebet, men en person, som er min frelser! • Drøft enighed og uenighed med kristen venlighed – ellers bryder du loven!

NOTER

TIL SABBATTEN | 10. MAJ 2014

7 Ugens vers

Introduktion

TIL SABBATTEN | 17. MAJ 2014

Kristus, enden på loven ”For Kristus er enden på loven til retfærdighed for enhver, som tror.“ (Rom 10,4). Et kendt blad havde en fuldsides annonce med en overskrift, som sagde: ”Opnå udødelighed! (det er ikke en spøg).“ Men på en måde var det en spøg; for annoncen sagde videre: Kontakt os for en gratis brochure om, hvordan du kan efterlade en velgørende arv, som for evigt vil give gaver i dit navn.“ Forfattere, forskere, filosofer og teologer har i flere tusind år kæmpet med spørgsmålet om døden, og hvad den betyder for meningen med vores liv. Så selv om annoncen i sidste ende ikke var særlig vellykket, var det en smart måde at hjælpe mennesker til at håndtere deres dødelighed på. Som en modsætning er vi gennem hele Det Nye Testamente blevet vist den eneste måde, hvorpå vi kan opnå udødelighed, nemlig gennem tro på Jesus i modsætning til at holde loven – selv om vi skal holde den. Lydighed mod loven er slet ikke i modstrid med nåden; tvært imod er det, hvad vi forventes at følge som et resultat af at modtage Guds nåde. I denne uge fortsætter vi med vores studium af lov og nåde.

Ugens tekster

· Rom 5,12-21; 6,15-23; 7,13-25; 9,30-10,4 · Gal 3,19-24

SØNDAG

11. MAJ 2014

Synden blev større Selv om loven påpeger synden, har den ikke kraft til at frelse os fra den. Denne manglende kraft viser os hen til vores behov for Jesus, syndens eneste løsning. Rom 5,12-21

Hvordan fremstilles budskabet om Guds nåde i disse vers? Læg mærke til den gentagne forbindelse mellem synd og død i dette afsnit. Igen og igen optræder de i umiddelbar sammenhæng med hinanden. Og det skyldes, at synd, som er overtrædelse af Guds lov, fører til død. Læs nu Rom 5,20. Da loven ”kom til“, blev synden større i den forstand, at loven tydeligt definerede, hvad synd er. Men i stedet for at påpege det naturlige resultat af synden, som er død, siger Paulus: ”Blev synden større, er nåden blevet så meget desto større.“ Uanset hvor frygtelig synden altså er, er Guds nåde tilstrækkelig til at dække over den for dem, som i tro tager imod hans løfter. På grund af oversættelsen af 1 Joh 3,4 (”synd er lovbrud“), begrænser mange synd til kun at være overtrædelse af de ti bud. Men det er en mere korrekt oversættelse at sige: ”synd er lovløshed“ (anomia). Alt, som er imod Guds principper, er synd. Så selv om de ti bud endnu ikke formelt var blevet givet, da Adam spiste af den forbudte frugt, overtrådte han Guds befaling (1 Mos 2,17), og var derfor skyldig i synd. Det er netop gennem Adams synd, at dødens forbandelse har ramt hver eneste generation af mennesker (Rom 5,12.17.21). I modsætning til Adams ulydighed førte Jesu trofasthed mod Guds lov til håbet om evigt liv. Selv om han blev fristet, syndede han aldrig (Hebr 4,15). I Romerbrevet lovpriser Paulus Jesu retfærdighed og lydighed, som resulterer i evigt liv (Rom 5,18-21) for alle dem, som tager imod det. Som den anden Adam holdt Jesus loven fuldkomment og brød dødens forbandelse. Hans retfærdighed kan nu blive den troendes retfærdighed. En person, som er dømt til døden som følge af den første Adams synd, kan nu tage imod livets gave ved at modtage den anden Adams, nemlig Jesu retfærdighed.

MANDAG

12. MAJ 2014

Lov og nåde Noget af det, der er vanskeligst at forstå for en kristen, er den rolle, som loven bliver ved med at have for en, som er frelst af nåde. Hvis den troende opnår retfærdighed, fordi Jesu liv og død er tilstrækkelig, hvorfor er det så stadigvæk nødvendigt at holde loven? Dette spørgsmål giver endnu en anledning til at gentage en hovedpointe: det var aldrig meningen, at loven skulle frelse. Dens hensigt efter syndefaldet var at definere synd. Men korset fjerner ikke et menneskes pligt til at følge Guds lov, lige så lidt som en fritagelse for straf for en overskridelse af fartgrænsen betyder, at man nu kan blive ved med at overskride den. Rom 6,12.15-23

Hvad er ifølge denne tekst konsekvenserne af at leve et liv i nåde? Læg specielt mærke til vers 12, 15 og 17. Nåde og lov er ikke modsætninger; de udelukker ikke hinanden. De er derimod stærkt forbundet med hinanden. Fordi loven ikke kan frelse os, viser den os, hvorfor vi har brug for nåde. Nåde er ikke imod loven, men imod døden. Vores problem var ikke loven i sig selv, men den evige død, som kom af at bryde den. Paulus advarer den kristne om at være på vagt over for at bruge den lovede nåde som en undskyldning for at synde (Rom 6,12. 15). Når Paulus opfordrer den kristne til ikke at synde, siger han egentlig: hold loven, vær lydig imod budene, for synd defineres af loven. ”Paulus havde altid ophøjet loven. Han havde vist, at der i loven ikke er nogen kraft til at frelse menneskene fra ulydighedens straf. Synderne må angre deres synd og ydmyge sig over for Gud, hvis retfærdige vrede de har forårsaget ved at bryde hans lov, og de må også udvise tro på Jesu blod som deres eneste middel for tilgivelse.“ (Ellen White, The Acts of the Apostles, s. 393.)

Til at tænke over

Hvorfor er det så let at blive fanget af den forkerte logik, der siger, at fordi vi ikke frelses af loven, behøver vi ikke længere at adlyde den?

TIRSDAG

13. MAJ 2014

Jeg elendige menneske! Rom 7,13-25

Hvordan skal vi forstå disse vers? Taler Paulus om en uomvendt person, eller er dette den omvendtes erfaring? Hvad er begrundelserne for dit svar? Hvis du ikke er sikker på, hvem disse vers handler om, er du ikke alene. Teologer har i århundreder kæmpet med dette spørgsmål. Den, der beskrives her er en person, som glæder sig over Guds lov (det lyder ikke som en ikke-troende), men som synes at være en slave af synd (som ikke giver nogen mening, siden de kristne er blevet lovet kraft til at modstå synd). Efter at have set på argumenter fra begge sider, siger The SDA Bible Commentary: ”Paulus’ hovedhensigt med dette afsnit synes at være at vise det forhold, som findes mellem loven, evangeliet og den person, som er vækket til en alvorlig kamp imod synd i sin forberedelse for frelse. Paulus’ budskab er, at selv om loven har til hensigt at fremskynde og forstærke denne kamp, er det kun evangeliet om Jesus Kristus, som kan bringe sejr og befrielse.“ (The SDA Bible Commentary, 6. bind, s. 554.) Uanset hvordan vi ser på disse vers, må vi altid huske, at en person, som kæmper med synd, stadigvæk er i stand til at vælge det rigtige. Hvis dette ikke var tilfældet, ville alle Paulus’ (og andres) løfter om magt over synden være meningsløse. Og som vi ser i Matt 5, begynder en synd ofte, længe før handlingen begås. Dermed har en person brudt loven blot ved at tænke noget, der er syndigt. Normalt ville en sådan virkelighed være en kilde til stor frustration. Men i sammenhængen i Rom 7 kan det godt være, at personen er hjælpeløs; men han er ikke uden håb. For den, som lever i Ånden, tjener den altid tilstedeværende lov som en konstant påmindelse om, at befrielse fra fordømmelse kommer gennem Jesus (Rom 7,24-8,2).

Til at tænke over

Læs igen versene for i dag. Hvordan afspejler de din egen erfaring med Gud? Hvordan kan du, på trods af dine kampe, opleve det håb, som Paulus trods alt udtrykker her?

ONSDAG

14. MAJ 2014

Lovens mål Rom 9,30-10,4

Overskriften for denne uges bibelstudium er hentet fra Rom 10,4: ”For Kristus er enden på loven.“ Mange, som på forhånd har en negativ holdning til loven, fortolker automatisk teksten på følgende måde: ”Kristus gjorde loven overflødig.“ Men denne opfattelse går imod de mange henvisninger både i Romerbrevet og i andre dele af Det Nye Testamente, som omtaler lovens fortsatte betydning.

Rom 9,30-10,4

Hvordan forklarer Paulus i disse vers, at vi frelses ved tro, ikke ved loven? Ligesom med resten af Romerbrevet er det Paulus’ hensigt i disse vers at vise den sande kilde til retfærdighed. Loven viser, hvad retfærdighed er; men den har ikke kraft til at gøre mennesker retfærdige. Paulus opstiller derfor et paradoks. De nationer (hedningerne), som ikke engang stræbte efter retfærdighed, har opnået det, mens Israel, som gik op i at holde en lov, der kunne føre til retfærdighed, ikke opnåede det. Paulus udelukker ikke jøderne fra retfærdighed; han siger heller ikke, at enhver ikke-jøde er retfærdig. Han siger ganske enkelt, at loven ikke bringer retfærdighed til en synder, enten han er jøde eller hedning. Mange jøder var oprigtige i deres ønske om retfærdighed; men deres nidkærhed var nytteløs (Rom 10,2). De var nidkære i deres ønske om at tjene Gud; men de ønskede at gøre det på deres egne præmisser. De havde taget en del af Guds åbenbaring (loven) og forvekslet den med kilden til deres frelse. Selv om loven er god, er den ikke god nok til at frelse et eneste menneske. I stedet for at gøre en person retfærdig fremhæver den faktisk en persons synd; den forstærker behovet for retfærdighed. Dette er grunden til, at Paulus beskriver Kristus som “enden på loven“. Han er ikke ”enden“ i den forstand, at han ophævede loven, men i den betydning, at han var lovens mål, han, som loven peger hen til. Loven leder en person til Kristus, når en angrende synder ser hen til ham for at blive frelst. Loven minder alle kristne om, at Kristus er vores retfærdighed (Rom 10,4).

Til at tænke over

De mennesker, som tager loven alvorligt, er altid i fare for at blive lovtrælle og for at fremvise ”deres egen retfærdighed“. Hvordan kan vi vogte os for ikke at falde i denne meget udspekulerede grøft i vores ønske om at adlyde Guds lov?

TORSDAG

15. MAJ 2014

Vores opdrager I overensstemmelse med Romerbrevet er Paulus omhyggelig i Galaterbrevet med at forklare, at lovens hensigt er at definere synd og ikke at gøre folk retfærdige (Gal 3,19. 21). Gal 3,23-24

Hvilket billede bruger Paulus til at beskrive lovens hensigt? Hvad tror du, at dette billede betyder? Afhængig af oversættelsen beskrives loven i vers 24 som ”opdrager“, ”lærer“, ”opsynsmand“, ”tugtemester“. Det græske udtryk henviser til en slave i tjeneste hos en rig mand, som opdrager for hans søn. Det var opdragerens ansvar at sikre, at sønnen lærte selvdisciplin. Selv om opdrageren var en slave, havde han fået autoritet til at gøre det nødvendige for at holde sønnen på ret køl, også selv om det betød fysisk afstraffelse. Når sønnen blev voksen, havde opdrageren ikke længere nogen autoritet over ham. I lyset af forklaringen på en opdragers rolle, hvad tror du lovens hensigt er for den, som har modtaget frelse i Jesus Kristus? Selv om opdrageren ikke længere havde nogen myndighed over den voksne søn, var det forventet, at det, sønnen havde lært, ville gøre ham i stand til at fortage modne beslutninger. På samme måde er den kristne ikke under lovens fordømmende magt; men det forventes af vedkommende som en person, der har opnået modenhed, at han eller hun styrer sine handlinger i overensstemmelse med lovens principper. I tillæg til rollen som opdrager skulle loven også fungere som vogter af den troende, indtil ”troen“ kom (Gal 3,23). Her ser vi igen, at Jesus er ”enden“ eller målet for loven. Paulus understreger dette, når han siger, at loven førte os til Kristus, så vi ”kunne blive gjort retfærdige af tro“ (vers 24).

Til at tænke over

Læs nøje Gal 3,21. Hvad siger dette vers, som for altid bør fjerne enhver tanke om, at vi kan blive frelst ved at holde loven? Hvorfor er dette en så god nyhed? Del dit svar med klassen på sabbatten.

FREDAG

16. MAJ 2014

Læs Ellen White ”Loven åbenbarer synden for os, og får os til at føle vores behov for Kristus og flygte til ham for at få tilgivelse og fred, ved at udvise anger over for Gud og tro på vor Herre Jesus Kristus... Tibudsloven bør ikke så meget betragtes som forbud, men som barmhjertighed. Dens forbud er den sikre garanti for lydighedens lykke. Når den modtages i Kristus vil den frembringe en renhed i karakteren, som vil give os glæde i al evighed. For den lydige er den en beskyttende mur. Vi ser i den Guds godhed, som ved at åbenbare retfærdighedens uforanderlige principper for menneskene ønsker at beskytte dem imod det onde, som kommer af overtrædelse.“ (Ellen White, Selected Messages, 1. bind, s. 234-235). Spørgsmål til drøftelse

1. Tal sammen i klassen om det fantastiske håb, som vi finder i Gal 3,21. Hvordan ser vi tydeligt nådens evangelium i dette vers? Hvorfor bør dette vers være den absolutte modgift mod lovtrældom? 2. Et gudfrygtigt liv er ikke valgfrit for dem, som kalder sig Guds børn. Mange velmenende personer understreger nødvendigheden af at opnå ”fuldkommenhed“, hvis vi ønsker at komme ind i Guds rige. De, som tror dette, promoverer desværre ikke alene selvtilstrækkelighed som midlet til frelse; men de overser vores syndige menneskelige naturs virkelighed. Vi mennesker er nødt til at leve med nedarvede tilbøjeligheder til synd, og bliver hele tiden udsat for fristelser. Og endnu værre er de skuffelser, der kan komme til dem, som hele tiden ser på sig selv, og hvor godt de gør det på frelsens målestok. Hvem kan nogensinde stå mål i sammenligning med Guds hellighed og hans lov? Hvordan kan vi sikre os, at vi forsøger at leve gudfrygtigt og trofast samtidigt med, at vi vogter os for ikke at blive fanget af den teologi, der sætter sit håb om frelse til noget andet en Kristi retfærdighed, som dækker os? 3. Hvad er lovens mål?

DIALOG

TIL SABBATTEN | 17. MAJ 2014

Aktiviteter og dialog Guds Ord

Når man læser de ti bud, finder man også deri tidsbestemte udtryk: Som andre befalinger på den tid var de udtrykt til mænd. Kulturelt indbefattede man derved alle: også kvinder var naturligvis forbudt at slå ihjel. • Vi har ikke slaver i dag som omtalt i det fjerde bud. • Disse tidsbestemte vendinger modsiger ikke, at Guds lov udtaler universelle principper. Men de afslører, at Guds bud indeholder dybere indhold end blot bogstaven i de ti bud – de er evige principper for rigtigt og forkert.

Personligt kristenliv

• Har jeg altid lyst til lydighed? Hvis ikke, hvordan kan det være, at jeg som kristen af og til har lyst til at leve i strid med Jesu vilje? Kan jeg af og til fristes af lyst til det, som jeg ikke ønsker? Giv eksempler og del dem evt. med din klasse. - Sker det, at jeg af og til følger de ydre religiøse skikke, selv om jeg inderst inde er selvoptaget og egoistisk?

Uddybende spørgsmål

• Hvordan bærer vi os i praksis ad med at få mere lyst til at følge de idealer, vi ønsker og har valgt os? Del praktiske råd med hinanden i klassen.

Forstå det bedre

Af og til bliver det lettere at forstå kristendommen, hvis man sammenligner med andre religioner. Syndsbegrebet er fx en afgørende forskel mellem kristentroen og islam. For islam er synd ulydige handlinger, og løsningen er, at man overgiver sig helt til Allahs vilje – det er betydningen af selve ordet ”islam“. For kristentroen er synd ikke bare handlinger, men også et brudt personforhold, hvor vi i mistillid har vendt os bort fra Gud. Vi har derfor brug for tilgivelse og forsoning, så forholdet til Gud kan genoprettes. Da vi ikke selv kan opnå en sådan forsoning, har Gud taget initiativ og er blevet menneske for at bringe forsoning og genoprettelse. Det er gennem tillid til Guds nåde i Jesus, at den kristne derfor vinder sejr over synd. ”Arvesynd“ er et ofte misbrugt og misforstået begreb. Egentlig betegner det, hvad vi har arvet som følge af Adams synd; men der er naturligvis forskellige opfattelser af, hvad det indebærer. Mange 73

DIALOG

TIL SABBATTEN | 17. MAJ 2014

kristne lærer, at vi er født med skyld, som vi altså har arvet fra Adam. Adventistteologer har altid konsekevent afvist en sådan forståelse. Vi er derimod enige om, at vi fødes ind i en situation, hvor vi har brug for en frelser. Vi kan ikke frelse os selv, men modtager evigt liv af Guds nåde i Jesus alene.

Noter

8 Ugens vers

Introduktion

Ugens tekster

TIL SABBATTEN | 24. MAJ 2014

Guds lov og Kristi lov ”Hvis I holder mine bud, vil I blive i min kærlighed, ligesom jeg har holdt min faders bud og bliver i hans kærlighed.“ (Joh 15,10). I de fleste lande findes der et hierarki af love. Øverst finder vi de love fra den nationale regering, som gælder for alle i landet. Dernæst er der regionale love for bestemte områder. Og til sidst er der lokale love for de mindste distrikter. Selv om hvert område inden for et land har lov til at vedtage love eller regler relevante for dets borgere, kan ingen lave en lov, der går imod de nationale love. Og selv om specielle forhold kan gøre, at visse love anvendes på forskellige måder, må anvendelsen ikke afvige fra lovens ånd eller hensigt. Som universets øverste hersker har Gud, vores skaber, oprettet love for alle sine skabninger. Da Jesus frivilligt blev et menneske, valgte han at leve et liv i lydighed mod sin far (Fil 2,5-11) og hans bud. Alt, hvad Jesus lærte, og det perspektiv, han gav til loven, ja selv det ”nye“ bud, han gav, var derfor altid i fuld overensstemmelse med Guds lov. · · · · ·

Matt 19,16-22 Joh 13,34-35 Gal 6,1-5 ApG 17,31 Joh 5,30

SØNDAG

18. MAJ 2014

Loven og profeterne Nogle mennesker tror, at de ti bud, som blev givet gennem Moses ved Sinaj, kun var relevante for israelitterne før korset og ikke gælder under den nye pagts nåde. Andre lærer, at de kristne er befriede fra den gamle lov, men at jøder stadigvæk forventes at adlyde den. Som vi har set, lærer Bibelen, at lovgerninger ikke kan frelse et eneste menneske; men alligevel findes der ingen tekst, som giver os tilladelse til at overtræde Guds lov. Hvis der fandtes en sådan tekst, ville det være det samme som en tilladelse til at synde, og Bibelen ville dermed åbenlyst modsige sig selv om et meget vigtigt emne. I denne sammenhæng husker vi, at Gud åbenbarede betingelserne i sin pagt med Israel på stentavler, som indeholdt loven. Men Bibelen indeholder mange andre bud, som dækker detaljer, der ikke er indeholdt i tibudsloven. Rabbinerne havde optalt 613 bibelske love i deres iver efter at opnå en omfattende forståelse af Guds vilje, og disse love var forankrede i de ti bud. Jesus gik tilsyneladende videre end rabbinerne, da han sagde, at han ikke var kommet for at ”nedbryde loven og profeterne“ (Matt 5,17). Selv om Guds lov altså er opsummeret i de ti bud, indeholder begrebet Guds lov alle de guddommelige befalinger, som er talt direkte til eller gennem hans profeter. Matt 19,16-22; 22,34-40

Hvad fortæller disse vers om Jesus og de ti bud? Selv om der er hundredevis af bud, som Gud har åbenbaret gennem sit ord, giver de ti bud faste principper, der kan anvendes på alle de andre love. Derfor nævnte Jesus fem af de ti bud, da han talte med den rige unge mand. Der findes en endnu mere magtfuld opsummering af Guds lov, nemlig de bud, vi finder i 5 Mos 6,5 og 3 Mos 19,18: Du skal elske Gud og elske din næste. Jesus siger, ”På de to bud hviler hele loven og profeterne“ (Matt 22,40). Jesus og Faderen er et i deres hensigt, idet de tilskynder de mennesker, som Gud har skabt, til at elske på samme måde, som de er blevet elsket. Lydighed mod loven er grundlæggende for den måde, hvorpå denne kærlighed udtrykkes.

Til at tænke over

Hvordan viser du i dit liv, at du elsker Gud og din næste?

MANDAG

19. MAJ 2014

Kærlighedens ”regler“ Joh 15,10

Joh 13,34-35

Bibelen giver os flere eksempler på Jesu troskab mod Guds lov. Vi ser fx, at hans ord i Luk 2,49 antyder, at han i en meget ung alder forstod, hvem han var. Alligevel fulgte han ydmygt sine forældre hjem og ”var lydig mod dem“ (Luk 2,51), da hans mor udtrykte sin smerte, da han var kommet bort fra dem. Ved en anden anledning nægtede Jesus at bøje sig for Satan, da han blev fristet i ørkenen; for Gud er den eneste, som skal tilbedes (Luk 4,8). Og der er adskillige eksempler på hans sabbatshelligholdelse (fx Luk 4,16). Paulus skrev, at hele Jesu liv var baseret på lydighed imod Guds vilje (Fil 2,5-11), og Hebræerbrevet siger, at selv om han blev fristet, syndede han aldrig (Hebr 4,15). Derfor kunne han i sine sidste timer sige: ”Jeg har holdt min faders bud og bliver i hans kærlighed“ (Joh 15,10). Hvad mente Jesus, da han sagde, at dette var et ”nyt“ bud? Jesus forstod, at der er en forbindelse mellem lydighed mod budene og kærlighed. Selv om vi ikke er vant til at tale om ”regler“ for kærlighed, kan man på en måde sige, at de ti bud netop er disse regler. De viser os, hvordan Gud ønsker, at vi skal udtrykke vores kærlighed over for ham og andre. Gud er kærlighed (1 Joh 4,16), så ved at præsentere sit bud til disciplene (Joh 13,34-35) forstærker Jesus ganske enkelt den kærlighedslov, som har sin oprindelse i Faderen (Joh 3,16). Og nu, mere end kun at elske hinanden som os selv, skal vi elske, som Jesus har elsket os. ”På det tidspunkt, da disse ord blev udtalt, kunne disciplene ikke forstå dem; men efter at have været vidne til Kristi lidelser, efter hans korsfæstelse, opstandelse og himmelfart, og efter at Helligånden på pinsedagen var kommet ned over dem, havde de en klarere opfattelse af Guds kærlighed og af den karakter, den kærlighed skulle have, som de skulle vise over for hinanden.“ (Ellen White, The Acts of the Apostles, s. 547.)

Til at tænke over

Læs 1 Joh 3,16 med dagens afsnit i tankerne. Hvordan kan vi få en sådan kærlighed i vores liv? Hvordan kan vi dø fra selvet, så vi kan udtrykke en sådan kærlighed?

TIRSDAG

20. MAJ 2014

Alt for alle Kig nærmere på henvisningen til loven i 1 Kor 9,19-23. Hvad siger Paulus i disse vers? Hvorfor er der et så stærkt eftertryk på loven? Gud ønsker, at alle skal tage imod hans gave, nemlig evigt liv, og blive borgere i hans evige rige. I 1 Kor 9 viser Paulus os sin metode til at vinde mennesker for Guds rige. Han er klar over, at der findes kulturelle skel, som gør det vanskeligt for nogle at tage en beslutning for evangeliet. Paulus er villig til at tilpasse sig den kultur, han vidner iblandt, med den ene hensigt at se dem frelst. I sidste ende vil alle, som bliver en del af Guds rige, være underlagt hans lov. Derfor må også de, som tjener Gud, være på linje med Guds vilje. Paulus er hurtig til at sige, at selv om han bruger opfindsomme metoder for at nå mennesker, passer han altid på, at han bevæger sig inden for Guds lovs rammer. Hans ønske om at se mennesker frelst tillader ham ikke at gå på kompromis med den Guds lov, som han beder dem om at tjene. Han vil tilpasse sig kulturelle regler, men kun hvor de ikke er i konflikt med den evige lov. Det princip, som styrer hans metode, er ”Kristi lov“ (1 Kor 9,21). Paulus’ omtale af ”Kristi lov“ kan også henvise til den metode, som Kristus benyttede. Det var en metode baseret på kærlighed til alle mennesker, ikke kun nogle få udvalgte. Det er ikke Paulus’ hensigt, at Kristi lov skal ses som et alternativ til Guds lov. De to arbejder harmonisk sammen, idet Kristi lov bruges til at introducere dem, der er frelst af nåde, til en kærlig Guds lov. Hele dette afsnit, hvor Paulus så åbent forklarer alt det, han er villig til at gøre for at nå de fortabte, er faktisk et godt eksempel på den form for selvopofrende kærlighed, som åbenbares i ”Kristi lov“. Til at tænke over

Hvor meget af selvet er du villig til at fornægte for at nå andre for Kristus? Hvor meget af selvet har du allerede ofret for at nå andre? Hvor meget af ”Kristi lov“ følger du?

ONSDAG

21. MAJ 2014

Opfyld Kristi lov Gal 6,2

I Guds lov, som vi møder den i Skriften eller ser den delvist genspejlet i naturen, finder vi hans vilje for alle, der er i stand til at forstå (Rom 1,20; 2,12-16). Ingen kan derfor hævde, at de ikke kender Guds grundlæggende krav. ”Alle har syndet og har mistet herligheden fra Gud“ (Rom 3,23) og er derfor bestemt til undergang (Rom 6,23; Ez 18,4). Men alt er ikke tabt. Forbandelsen er blevet ophævet af det evige livs gave, som er blevet gjort tilgængelig gennem Jesu liv, død og opstandelse (Ef 2,8). Ifølge Paulus bør nåden give den troende kraft til at leve et liv i lydighed (Rom 6,15; Ef 2,10; Tit 2,11-14); men som vi desværre ved, er vi ikke altid så lydige og trofaste, som vi burde være. Hvad er ifølge Gal 6,1-5 en måde at opfylde Kristi lov på? Det er vigtigt at huske, at alle udsættes for fristelser og kan bukke under for synden i et øjebliks svaghed. Når vi husker dette, er det meget ufølsomt af en person med det samme at fordømme en medtroende, som synder. Selv Jesus, som aldrig syndede, var villig til at hjælpe dem, der var bukket under for synd. Ellen White skrev om Jesus: ”Han fordømte ikke menneskelig svaghed.“ (The Desire of Ages, s. 353.) Paulus formaner de kristne til at hjælpe hinanden til rette (Gal 6,1). Den, som har syndet, skal med andre ord opmuntres til igen at følge Guds lovs forskrifter. Kristi lov styres af nåde. Hvis det ikke var for Kristi offerdød, var der ingen grund til at holde Guds lov. Men muligheden for gennem Kristus at få evigt liv er en stærk tilskyndelse for den troende til at vende tilbage til lydighed mod Guds lov efter øjeblikke med svaghed. Andre troende bør bruge Kristi lov som et middel til at føre den angrende synder tilbage til Guds kærligheds lov.

Til at tænke over

Tænk over en situation, hvor du begik en fejl og blev vist nåde, selv om du ikke fortjente det – hvis du fortjente det, ville det jo slet ikke være nåde. Hvordan kan du sikre dig, at du husker den nåde, du modtog, næste gang nogen har brug for at bede om nåde fra dig?

TORSDAG

22. MAJ 2014

Lov og dom Joh 5,30

Selv om Guds lov er en barmhjertig lov, vil Gud til sidst benytte den som målestok for sin dom. Gud er blevet ved med at give syndere mulighed for at angre og love ham troskab; men dagen kommer, hvor råbet vil lyde: ”Lad den, der øver uret, stadig øve uret, den, der er tilsølet, stadig søle sig til, den retfærdige stadig øve retfærdighed, og den, der er hellig, stadig helliges“ (Åb 22,11). Denne kundgørelse er begyndelsen på den endelige dom.

Åb 14,7 Joh 5,30

I Åb 14,7 forkynder den første engel Guds dom; men en række andre tekster taler om Kristi dom (fx ApG 17,31; 2 Tim 4,1; 2 Kor 5,10). Hvordan hjælper Joh 5,30 os til at forstå Jesu rolle i dommen? Selv om Kristus havde lagt sin guddommelige natur til side, da han blev menneske (Fil 2,5-11), havde han stadigvæk et specielt forhold til Faderen. Da de religiøse ledere beskyldte ham for gudsbespottelse, fortalte han sine anklagere, at Gud havde givet ham autoritet til at opfylde særlige guddommelige opgaver (Joh 5,19-30), og en af disse var at dømme. Den kendsgerning, at Kristus har fået ansvaret for dommen, viser Guds barmhjertighed. Kristus er i stand til at dømme uvildigt, fordi han er blevet et med menneskene. Da han ved, hvad det vil sige at være et menneske, vil han ikke fordømme en person uretfærdigt. Faktisk siger Jesus, at fordømmelse ikke kommer fra ham; men at den uomvendte synder dømmer sig selv, når han nægter at tage imod Guds ord (Joh 12,48). Mange kender godt indholdet af Guds lov, men ved ikke, hvordan de skal holde den. Loven er ikke en liste, som vi bruger til at krydse af, hvor tæt på Guds rige vi er nået; den er i stedet et redskab, som udtrykker forskellige måder at efterleve kærlighedens principper på. At opfylde loven betyder ikke, at vi adlyder for at opnå personlig gunst hos Gud; men loven kalder alle kristne til at dele Guds kærlighed med dem, som har brug for det. Som Guds målestok i dommen skal loven måle den grad af kærlighed, en person har haft til Gud og sine medmennesker. Når Kristus dømmer i den endelige dom, vil han bruge Guds uforanderlige kærlighedslov som standard for sin dom (Jak 2,12).

FREDAG

23. MAJ 2014

Læs Ellen White · Testimonies for the Church, 7. bind, Menighedsdisciplin, s. 260-264 og Vis omsorg for hinanden, s. 260-266 ”‘Bær hinandens byrder, således opfylder i Kristi lov.’ Her vises vi igen tydeligt, hvad vores pligt er. Hvordan kan en, som bekender sig til at følge Kristus, betragte disse inspirerede formaninger så overfladisk? ... Vi kender så lidt til vores eget hjerte og har kun en ringe opfattelse af vores behov for Guds barmhjertighed. Dette er grunden til, at vi oplever så lidt af den kærlige omsorg, som Jesus viser os, og som vi bør vise hinanden. Vi bør huske, at vores brødre er svage, fejlende dødelige mennesker ligesom os selv. Hvis en bror pga. manglende agtpågivenhed er blevet overmandet af en fristelse og i modstrid til sin normale opførsel har begået en fejl; hvordan skal han behandles? Vi lærer fra beretninger i Bibelen, at mænd, som Gud havde brugt til at udføre store og gode gerninger, begik alvorlige synder. Herren lod dem ikke undgå irettesættelse; men han forkastede heller ikke sine tjenere. Når de angrede, viste han dem nåde og tilgav dem og åbenbarede sin nærhed for dem og fortsatte sit arbejde gennem dem. Lad stakkels, svage, dødelige mennesker tænke over, hvor stort deres eget behov er for medfølelse og overbærenhed fra Gud og fra deres brødre. Lad dem vogte sig for, hvordan de dømmer og fordømmer andre.“ (Ellen White, The Signs of the Times, 25. januar 1883.) Spørgsmål til drøftelse

1. Tænk over afsnittet ovenover fra Signs of the Times. Hvorfor er det så vigtigt, at vi viser nåde over for dem, som synder? 2. Tænk over nogle kendte bibelske personer, som syndede, og som Gud alligevel tilgav og blev ved med at bruge. Hvilke vigtige lærdomme er der for os i disse eksempler? 3. Hvordan kan vi som en kirke opretholde menighedsdisciplin, samtidigt med at vi viser nåde og barmhjertighed imod dem, som synder? Hvorfor bør vi ikke betragte de to principper, disciplin og nåde, som modsætninger?

DIALOG

TIL SABBATTEN | 24. MAJ 2014

Aktiviteter og dialog Guds Ord

Jesus citerer fra Det Gamle Testamente, når han siger, at vi ”skal elske“ vores næste ”som os selv“ (Matt 22,39, jvf. 3 Mos 19,18). Dette bud fremhæves, fordi det i en vis forstand gentages: i samme kapitel (3 Mos 19,34) bliver vi bedt om at elske den fremmede i landet ”som os selv“. Denne måde at beskrive to yderpunkter på – naboen såvel som den fremmede – er et typisk træk for hebraisk litteratur og betyder, at denne kærlighed omfatter alle. Et kendt eksempel finder vi i Bibelens første vers: ”I begyndelsen skabte Gud himmelen og jorden“, det vil sige alting. Guds kærlighed omfatter også dem uden for vores kreds, vores nation, race, hudfarve, køn osv. Den omfatter også hans og vores fjender. • Hvad kan du og jeg gøre for at udøve kærlighed mod mennesker uden for vores kreds? • Skal vi elske andre, som om de er os, eller skal vi elske dem, som om vi er dem? Hvis behov og ønsker skal sættes først, når vi møder andre mennesker: mine eller deres?

Uddybende spørgsmål

Forestil dig kulturer, som ikke specifikt har kendt til Guds åbenbaring i Skriften eller Jesus. • Hvor meget har de kunnet vide om kærlighedens principper fra deres sociale erfaring med andre mennesker eller deres møde med naturen? • Har de vidst nok til, at Gud kan holde dem ansvarlige for deres livsførelse og indstilling til andre mennesker? • Har de kunnet vide nok til at føle behovet for tilgivelse og en frelser? • Kan kærlighed erstatte lydighed mod fx de ti buds principper? Drøft forholdet mellem kærlighedsbudene og de mere konkrete love!

DIALOG

Forstå det bedre

TIL SABBATTEN | 24. MAJ 2014

Da de første kristne spredte evangeliet til den græsk-romerske verden, ledte de efter måder, hvorpå de kunne beskrive Guds enestående kærlighed. De fandt et navneord, som ikke var meget brugt i det græske sprog, agape, og ved at anvende det var de i stand til at give dette ord et nyt og revolutionerende indhold. Agape beskriver en kærlighed, der kommer fra den stærke og retter sig mod den svage, en kærlighed, der giver snarere end tager, en kærlighed, der ydmyger sig i tjeneste for den, der trænger til hjælp, en kærlighed, hvor den, der har fortjeneste, ofrer sig for den, der ingen har. • Jesus identificerede sig med Det Gamle Testamentes Gud. Mange i dag ser en kontrast mellem denne Gud og Jesus. Overvej Guds indgriben og åbenbaring i Det Gamle Testamentes beskrivelser. Find eksempler på Guds agape kærlighed fra de hellige skrifter, som Jesus troede på. Se f.eks. 5 Mos 7,7; Jer 3,3 m.fl.

Noter

9 Ugens vers

Introduktion

TIL SABBATTEN | 31. MAJ 2014

Kristus – loven og evangeliet ”For loven blev givet ved Moses, nåden og sandheden kom ved Jesus Kristus.“ (Joh 1,17). Et hundrede år før Kristus skrev den romerske digter Lucretius et berømt digt kaldt ”Om virkelighedens væsen“, som gik tabt indtil Middelalderen. Selv om han ofte beskyldes for at være ateist, benægtede han ikke i sit digt gudernes eksistens; men han argumenterede, at guderne, netop fordi de var guder, ville være totalt uden interesse for det, der er menneskeligt. Biblen derimod fortæller, at der kun er en Gud, og at han har en intens interesse for, hvad der sker her på jorden. To udtryk for denne glødende interesse for menneskene finder vi i hans lov (som skal vejlede os i vores liv) og hans nåde (hans middel til at frelse os, selv om vi har overtrådt hans lov). Selv om lov og nåde ofte ses som to modsætninger, er de uløseligt knyttet til hinanden. Deres funktion er måske forskellig; men sammen viser de, at retfærdighed må vinde over synd. Både Guds lov og hans nåde giver os et mægtigt vidnesbyrd om hans kærlighed til mennesker og hans ønske om at frelse os ind i sit rige.

Ugens tekster

· · · · · ·

Rom 7,7-12 5 Mos 30,15-20 Matt 7,24-27 ApG 10,34-35 Joh 15,10 Ef 2,1

SØNDAG

25. MAJ 2014

Synd og loven Rom 7,7-12

Hvad siger Paulus om forholdet mellem synd og lov? Hvordan kan han finde på at stille spørgsmålet: ”Er loven synd?“ Paulus forbinder loven og synd så stærkt, at han stiller det retoriske spørgsmål: ”Er loven synd?“ Svaret er selvfølgelig ”nej, tværtimod.“ I slutningen af afsnittet siger han: ”Så er loven da hellig og budet helligt og retfærdigt og godt.“ Ordet ”så“ viser konklusionen på hans argument. Loven er langt fra at være synd; den er faktisk hellig og god. Paulus’ forklaring svarer til forholdet mellem straffelov og forbrydelse. Noget er kun en forbrydelse, hvis en lov definerer det sådan. Du kan blive fængslet i et land for noget, som er lovligt i et andet. Grunden er, at et land kan have en lov, som forbyder en bestemt handling; men det andet land har det ikke. Handlingen er den samme, men har to forskellige konsekvenser. Hvori ligger forskellen? I loven. Det er også vigtigt at huske, at noget ikke nødvendigvis er godt, blot fordi det er en lov. I begyndelsen af Amerikas historie var der en lov, som forlangte, at folk skulle sende flygtede slaver tilbage til deres ejere. Det var loven; men den var ikke retfærdig. Når det gælder Guds lov derimod, ved vi, at den er et udtryk for hans kærlighed. Derfor kan Paulus sige, at loven er hellig og god; hvad kunne den ellers være, når vi ved, hvem der har skabt den?

Rom 7,7

Hvilken betydning har det, at Paulus bruger det specielle bud til at bevise sin pointe om loven? Hvorfor benytter han dette bud i stedet for et andet, fx ”Du må ikke stjæle“? Måske benytter Paulus netop dette bud, fordi det ikke er så indlysende, at det er forkert. Mange tror slet ikke, at det er forkert at begære. Drab og tyveri, ja absolut. Man har ikke engang brug for de ti bud til at vise det. Men begær? Det er altså et perfekt eksempel til at vise, at det er loven, der viser os, hvad der er synd. Hvis ikke, havde vi måske ikke vidst, at det var forkert at begære.

MANDAG

26. MAJ 2014

Loven og Israel 5 Mos 30,15-18

Lovgivningen til Israel var en helt speciel begivenhed. Lige før Gud gav loven til Moses, mindede han sit folk om, at de var ”et kongerige af præster og et helligt folk“ (2 Mos 19,6). Blandt alle folkeslag på jorden, gav Gud sin lov til Israel (Rom 9,4). Det var ikke meningen, at loven skulle være en byrde for folket, men et redskab, hvormed det udvalgte folk skulle åbenbare for alle nationer den morallov, som var grundvolden i Guds styre. Israel skulle være Guds medarbejdere til at nå hele verden med evangeliet, og Guds lov skulle være identitetsmærket for Guds talerør.

5 Mos 30,15-20 Matt 7,24-27

Hvad er forholdet mellem loven og de løfter, som blev givet til Abraham, Isak og Jakob? Og endnu vigtigere, hvordan gælder disse principper for os i dag, under den nye pagt? Gud valgte Israel til at være hans repræsentanter. Israel skulle være det folk, hvorigennem andre nationer på jorden skulle få de velsignelser, som var lovet til Abraham, Isak og Jakob. Men disse velsignelser var ikke automatiske. Det var forventet af Israel, at de som det udvalgte folk skulle vandre i overensstemmelse med Herrens vilje. Moses gjorde det klart, at livet og lykken kun ville blive deres, hvis de holdt Guds ”befalinger og love og retsregler“ (5 Mos 30,15-16). Når vi ser de mange beretninger om oprør og frafald i Israels historie, er det tydeligt, at de som en nation ikke levede op til pagtens betingelser. Men vi må ikke glemme, at ”alle har syndet og har mistet herligheden fra Gud“ (Rom 3,23). Intet folk på jorden har opfyldt Guds vilje. Selv i nyere historie har nationer, som hævder at være kristne, givet et forkert billede af Guds sag ved krig, fordomme og undertrykkelse.

Til at tænke over

Hvordan er lydighed og tro forbundet i din egen erfaring? Hvad sker der med din tro, når du er lydig, i modsætning til, når du er ulydig? Hvordan styrker lydighed din tro?

TIRSDAG

27. MAJ 2014

Loven og folkeslagene ApG 10,34-35; 17,26-27 Rom 1,20; 2,14

Hvad er hovedindholdet af disse tekster?

På trods af Israels fejl lod Gud ikke de andre folk være uden vidnesbyrd. De, som ikke havde det privilegium at have fået Guds skrevne åbenbaring, modtog guddommelige budskaber gennem åbenbaringer i naturen (Rom 1,20). Naturens bog indeholder nok information til at lede et menneske til Gud. Gud har også nedlagt en åndelig længsel i ethvert menneske. Ifølge Paulus vil de, som mærker Guds iboende ånd, søge for at finde ham (ApG 17,27). Mange mennesker føler en tomhed i deres liv, som intet af det, verden kan tilbyde – hverken berømmelse, magt, rigdom, sex – kan udfylde. Dette er det grundlæggende budskab i Prædikerens bog. Denne tomhed og utilfredshed får ofte mennesker til at lede efter noget, der er ud over det almindelige, noget, der overgår hverdagens begivenheder. De drages til åbenbarede sandheder i et ønske om at stille denne længsel og erstatte den tomhed, som fylder deres sjæl. Enten Guds vilje er åbenbaret gennem Skriften eller naturen, er den person, som modtager den, forpligtet til at efterleve den. Sandhed er sandhed, uanset hvordan den bliver givet, og de, som undertrykker sandheden vil opleve Guds vrede (Rom 1,18). Selv om mange mennesker ikke har modtaget Bibelen eller de ti bud, holder Gud dem altså stadigvæk ansvarlige for den del af sandheden, de har fået. I sidste ende vil alle blive dømt, og den målestok, de dømmes efter, er loven, enten Guds lov, som den tydeligt er åbenbaret gennem hans profet Moses, eller samvittighedens lov, som er udviklet ved at lytte til Guds stemme i naturen for dem, som ikke kender den skrevne lov. Til at tænke over

Hvilke skuffelser har du oplevet, som har vist dig, hvor upålidelig og utilfredsstillende denne verden kan være? Hvordan kan du lære af disse skuffelser, hvad der egentlig har betydning i livet?

ONSDAG

28. MAJ 2014

Nåde og sandhed Johannes sammenfattede frelsens historie i et enkelt vers: ”For loven blev givet ved Moses, nåden og sandheden kom ved Jesus Kristus“ (Joh 1,17). På grund af Adams synd er hele menneskeheden underlagt dødens forbandelse. Denne forbandelse forstærkes af, at ingen person, født af menneskelige forældre, er født uden syndige tilbøjeligheder, undtagen Jesus. Derfor udvalgte Gud et folk, til hvem han kunne åbenbare sin lov. Dette folk skulle være hans lys over for andre nationer. Gud gav ikke sin lov til Israel som et middel til frelse, men som en evig påmindelse om deres behov for retfærdighed. Fil 2,8 Joh 15,10 Matt 26,39

Hvad fortæller disse tekster os om det liv, Jesus levede?

Da den første Adam var ulydig imod Guds tydelige befaling, styrtede han hele verden ud i kaos og slaveri. Jesus, den anden Adam, kom for at befri verden fra dette slaveri ved hjælp af sin lydighed. I sit liv på jorden underlagde Jesus frivilligt sin vilje under Faderens vilje og valgte ikke at synde. I modsætning til den første Adam, som bragte fordømmelse og falskhed ind i verden, bragte Jesus ”nåde og sandhed.“ Nåde og sandhed erstattede ikke loven. I stedet viste Jesus, hvorfor loven alene ikke kunne frelse. Den sandhed, han gav, var en mere fuldstændig forståelse af nåde. Rom 6,23 Ef 2,8

Hvordan er den nåde, som har sit udspring i Jesus? Hvordan tilvejebragte Jesus nåde for os? Det græske ord, som oversættes med ”nåde“ (charis), kan også betyde ”gave“, og er beslægtet med udtrykket for glæde (chara). Den gave, som Jesus giver til menneskeheden, er evigt liv. Nåden viser sig også gennem Kristi iboende tilstedeværelse, som giver et menneske del i den retfærdighed, som loven forkynder. Paulus siger, at ved at fordømme synden i kødet, gjorde Jesus det muligt for ”lovens krav ... [at] opfyldes i os“ (Rom 8,4). Nåden befrier os ikke alene fra lovens fordømmelse, den gør os også i stand til at holde loven på den måde, vi er kaldet til.

TORSDAG

29. MAJ 2014

Loven og evangeliet Rom 1,16-17

Rom 6,23; 7,24 Ef 2,1

Uanset, hvor ”gode“ vores liv er, kan ingen af os undslippe syndens konstante påmindelser. Det er uundgåeligt, at vores lykke bliver afbrudt af sygdom, død og tragedier. På det personlige område bliver vores følelse af åndelig sikkerhed ofte draget i tvivl af mindet om tidligere synder og, endnu værre, af lysten til at synde igen. Hvordan beskriver Paulus syndens indvirkning på os? Et menneske, som lever i synd og uretfærdighed, er som et omvandrende lig, der kun venter på den dag, da det sidste åndedrag forlader kroppen. Når Paulus vurderer den menneskelige situation, råber han i fortvivlelse: ”Jeg elendige menneske! Hvem skal fri mig fra dette dødsens legeme?“ (Rom 7,24). Dette er et råb om befrielse fra uretfærdighed. Paulus indser hurtigt, at befrielsen kommer gennem Jesus (Rom 7,25). Dette er evangeliet. Den gode nyhed er, at vi, som er fanget i uretfærdige legemer, kan blive dækket med Kristi retfærdighed. Evangeliet er garantien for, at vi kan undslippe lovens fordømmelse, fordi vi nu ejer den retfærdighed, som loven kræver (Rom 8,1). Da Paulus skrev til de kristne i Rom, blev beretningen om Jesu død stadigvæk spredt rundt omkring i Romerriget. De, som hørte den, var godt klar over, at den måde, han døde på, var en skandale. Mennesker, hvis kære var blevet henrettet ved korsfæstelse, var ofte henvist til at leve resten af livet i stor skam. Men Paulus og mange andre kristne forstod, at Kristi ”skamfulde“ død var den mest betydningsfulde begivenhed i menneskenes historie. Dette er grunden til, at Paulus udbryder: ”For jeg skammer mig ikke ved evangeliet; det er Guds kraft til frelse for enhver, som tror“ (Rom 1,16). Og kernen i dette evangelium er det store løfte om, at døden til sidst ikke vinder, og at de, som er frelst af Jesus, vil leve i al evighed på en ny jord.

Til at tænke over

Mange tror, at livet er uden mening; for det ender altid med døden. Så intet af det, vi gør, har på lang sigt nogen betydning. Det kan være svært at argumentere imod denne logik. Hvis alt det, vi nogensinde har gjort, og alle de mennesker, vi har haft indflydelse på, for evigt vil være fortabt og glemt, hvilken mening er der så med livet? 91

FREDAG

30. MAJ 2014

Læs Ellen White · Evangelism, At forkynde de særlige sandheder, s. 231-232 · The Faith I Live By, En effektiv tro og Hvordan troen bliver fuldkommen, s. 88-89 i. ”Lad den kendsgerning blive gjort tydelig og klart, at det ikke er muligt for os gennem skabningens fortjeneste at ændre noget ved vores status over for Gud eller ved Guds gave til os. Hvis tro og gerninger kunne købe frelsens gave til nogen, ville Skaberen stå i gæld til skabningen. I dette spørgsmål kan falskhed let blive betragtet som sandhed. Hvis et menneske kan fortjene frelsen ved noget, det selv kan udrette, er det i samme situation som katolikken, som gør bodshandlinger for sin synd. Frelse er dermed til dels noget, vi skylder, og som kan fortjenes gennem betaling. Hvis et menneske ikke kan fortjene frelse ved sine gode gerninger, må det være helt og alene på grund af nåde, som mennesket som synder modtager, fordi det tager imod og tror på Jesus. Det er helt og alene en gratis gave. At retfærdiggørelse er ved tro, kan ikke drages i tvivl. Al strid derom ender, lige så snart det accepteres, at et syndigt menneskes fortjeneste gennem gode gerninger aldrig kan vinde evigt liv.“ (Ellen White, Faith and Works, s. 19-20.) Spørgsmål til drøftelse

1. Mediter over citatet fra Ellen White herover. Tænk over de fantastiske sandheder, så fulde af håb for selv den værste synder, som findes i disse ord. Hvordan kan vi lære at tage disse løfter til os og leve, som om vi virkelig tror dem? 2. Selv om Gud gav sin lov til Israel gennem Moses, antyder Bibelen, at han bruger andre metoder til at åbenbare sin vilje til folk, som måske ikke har adgang til hans skrevne åbenbaring (fx Rom 1,20; 2,14; ApG 17,26-27). Hvis det er sandt, at Gud taler til alle folk, hvad er så formålet med missionærer og evangelister? 3. Joh 1,17 fortæller, at ”nåde og sandhed“ har sin oprindelse i Jesus Kristus. Mange bruger denne tekst til at sætte loven i et modsætningsforhold til ”nåde og sandhed“. Hvorfor er dette en forkert begrebsmodsætning? På hvilken måde samarbejder både loven og ”nåde og sandhed“ på at vise os Guds karakter, som den åbenbares i frelsesplanen?

DIALOG

TIL SABBATTEN | 31. MAJ 2014

Aktiviteter og dialog Guds ord

• Tænk over de ti bud. Hvilke træk kan du finde i dem eller i indledningen i 2 Mos 20,1-2, som viser, at vi har brug for at stå i det rette forhold til Gud for at blive frelst, og at vi ikke uden Gud kan holde hans bud? Det første og det sidste bud indrammer loven. De taler begge om motiverne bag vores handlinger, ikke blot de ydre handlinger i sig selv. Jeg bryder det første bud ved at have mistillid til Gud og ikke stole fuldt på ham. En sådan mistillid fører til overtrædelse af de øvrige bud i lovens første tavle. Det tiende bud brydes, når jeg begærer, og begær er ofte motivet, når jeg bryder et af de øvrige af budene på lovens anden tavle. • Hvordan kan jeg sikre mig, at min lydighed mod Gud udspringer af uselviske motiver og af tillid til ham? De to midterste bud i tibudsloven er også enestestående. Det fjerde bud afslutter den første tavle om forholdet til Gud, det femte indleder den anden tavle om forholdet til medmennesket. Disse to bud er de eneste, som udtrykkeligt er formuleret positivt. De omhandler begge min oprindelse: det femte bud taler om min menneskelige oprindelse, mine forældre, det fjerde bud understreger, at jeg kommer fra Gud, som har skabt mig. • Hvad kan jeg gøre for bedre at ære mine forældre og min menneskelig baggrund? Hvordan kan jeg gøre det på en måde, hvor jeg ikke diskriminerer mennesker uden for min egen kreds, men stadig respekterer dem som skabt af Gud ligesom mig selv?

Ord og udtryk

Det danske ord ”samvittighed“ har samme etymologiske oprindelse som det græske ord for samvittighed, suneidesis. Det beskriver den viden, som vi har samlet os gennem erfaring, her erfaring eller viden om godt og ondt. Det betegner altså ikke nødvendigvis en medfødt forståelse, men hvad vi lærer af erfaring med andre mennesker i samfundet omkring os eller evt. i naturen. Det er på denne måde, Paulus anvender ordet i Romerbrevets første to kapitler. Gud har skabt os som moralske væsener med en naturlig evne til at fælde moralske domme og anlægge etiske vurderinger.

DIALOG

Forstå det bedre

TIL SABBATTEN | 31. MAJ 2014

De gammeltestamentlige love kan være vanskelige at forstå. Ofte kender vi ikke nok til baggrunden for de enkelte love til at drage afgørende slutninger. To observationer kan hjælpe os i forståelsen: 1. Kulturen var mere mundtlig end skriftlig. En lang række love blev aldrig nedskrevet, fordi de var en del af de traditionelle love, som stammens eller familiens vismænd mundtligt gav videre, og som alle kendte til. Det betyder derfor, at det først og fremmest var nødvendigt at nedskrive love, når nye situationer opstod, for hvilke man ikke kendte et tydeligt fortilfælde. I dag kender vi imidlertid ikke til de traditionelle love og er måske derfor uvidende om den større sociale sammenhæng. 2. Mosebøgerne indeholder mange eksempler på situationer, der krævede en nedskreven lov, fordi de gik ud over, hvad man traditionelt ville have love for. En del af disse er naturligvis knyttet til dyrkelsen af Jahve. Sådanne love kaldes kasuitiske og indledes i reglen med en vending som denne: ”Hvis en mand ... gør sådan eller sådan, så...“ Disse love drejer sig altså om specifikke situationer, der kunne danne præcedens. En anden type love udtrykker principper. De taler direkte om, hvad man bør gøre eller ikke gøre. Eksempler er her fx de ti bud: ”Du må ikke stjæle“ (2 Mos 20,15). Dette er en principiel lov. Hvad man skal gøre, hvis nogen overtræder denne lov, er et andet spørgsmål, der besvares ved andre love.

Noter

10 Ugens vers

Introduktion

TIL SABBATTEN | 7. JUNI 2014

Kristus – loven og pagterne ”Derfor er Kristus formidler af en ny pagt, for at de kaldede kan få den evige arv, der er lovet, ved at han er død til forløsning fra overtrædelserne under den første pagt.“ (Hebr 9,15). Guds evige beslutning om at frelse menneskene er ned igennem tiden blevet åbenbaret for os i pagterne. Selv om Bibelen taler om pagter i flertal (Rom 9,4; Gal 4,24; Ef 2,12), er der kun en nådepagt, og den frelser os ikke på basis af vores egen fortjeneste, men på grund af Jesus. Den tilbydes til alle, som i tro ønsker at modtage hans fortjeneste. Flertalsformen pagter betyder ganske enkelt, at Gud har fremmet sin hensigt om at frelse ved at gentage pagten på forskellige måder, for at møde sit folks behov på forskellige tidspunkter og under forskellige forhold. Men det har altid kun været en frelsende pagt – Guds evige nådespagt. Kernen i denne pagt er Herrens urokkelige og trofaste kærlighed, en kærlighed, som Bibelen somme tider sidestiller med selve pagterne (se 5 Mos 7,9; 1 Kong 8,23; Dan 9,4). Som en del af pagten kalder Gud sit folk til at adlyde hans lov, ikke for at opnå frelse, men som resultatet af frelsen. Lov og nåde sammen har altid været central i Guds evige pagt.

Ugens tekster

· · · · ·

1 Mos 9,12-17; 17,2-12 Gal 3,15-28 5 Mos 9,9 Hebr 10,11-18 Hebr 9,15-28

SØNDAG

1. JUNI 2014

Pagtstegn 1 Mos 9,12-17

En pagt kan defineres som en aftale mellem to parter baseret på løfter afgivet at den ene eller begge parter. Der er to grundlæggende måder, hvorpå en pagt kan fungere. I den første er begge parter i pagten enige om betingelserne for forholdet og aflægger gensidige løfter. Dette er fx tilfældet i et ægteskab, en forretningssammenslutning eller et ejendomskøb. I den anden slags pagt tager den ene part initiativet til pagten ved at nedfælde både løfterne og de udiskutable betingelser, og den anden part indbydes til at deltage. Eksempler på denne form for pagt er betaling af skat eller optagelse på en højere læreanstalt. I begge tilfælde har begge parter mulighed for at træde ud af pagten; men det medfører i regelen visse konsekvenser. En person, som fx ikke betaler sine afdrag på et boliglån, vil miste sit hus; eller en borger, som nægter at betale skat, vil blive straffet. En pagt besegles oftest med i det mindste et symbol. Når fx en person køber et hus, skriver vedkommende sit navn adskillige gange på en låneaftale med en pengeinstitution, og der udstedes et skøde som bevis for handelen. Eller et ægtepar får en vielsesattest af staten. Symbolet er ikke i sig selv pagten, men et tegn på, at en person er forpligtet i et pagtsforhold.

1 Mos 9,12-17; 17,2-12

Hvad er forskellen på symbolet og pagten i disse tilfælde? Og hvad er forskellen mellem disse to pagter? I 1 Mos 9,9 indgår Gud en pagt med sit skaberværk om, at han aldrig mere vil ødelægge hele jorden med vand. Hver gang regnbuen viser sig på himlen, forventes alle at huske Guds løfte. Det samme gælder for omskærelsens tegn, som skulle minde enhver jødisk mand om Guds folks rolle i at velsigne alle folkeslag. Den ene pagt blev indgået med hele menneskeheden efter syndfloden; den anden specifikt med Israels folk. I pagten med menneskene efter syndfloden behøvede menneskene ikke at foretage sig noget; løftet var til stede, uanset hvad folk gjorde. Dette var ikke tilfældet med den pagt, Gud indgik med Israel. Folket skulle opfylde sin del af aftalen.

MANDAG

2. JUNI 2014

Pagtsløfter En pagt er baseret på løfter. Det er faktisk muligt at benytte de to udtryk som synonymer. Når en pagt indgås, forventes det naturligvis, at den person, som aflægger løftet og altså indgår pagten er i stand til at indfri det, der loves. I Det Gamle Testamente var nogle pagter lokale og begrænsede (se fx 1 Mos 31,43-54). Tilfældet med Jakob og Laban viser, at en pagt kan bestå af en aftale oprettet inden for et samfund eller mellem forskellige samfund. Stenstøtten i Mispa skulle tjene som et tegn på den pagt, som kun gjaldt for de to klaner. Når de personer, aftalen gjaldt, var døde, ville pagtens betingelser blive irrelevante. I modsætning til denne pagt, som blev indgået mellem mennesker, har den pagt, som Gud indgik med Noa og Abraham evig betydning. Gal 3,15-28

Hvordan er denne tekst med til at forklare de videre konsekvenser af pagten med Abraham? Mange steder i Bibelen har Gud indgået universelle pagter, hvor han giver løfter, som er relevante for alle mennesker. Som en anerkendelse af, at hele jorden var blevet ramt af syndfloden, lovede Gud, at han ikke ville lade sit skaberværk blive ødelagt af vand igen. I Abrahams tilfælde så Gud menneskehedens behov for retfærdighed, så han gav løftet om en velsignelse for alle jordens folk gennem Abrahams afkom (1 Mos 22,18). Selv om Gud indgik pagten ved Sinaj med et bestemt folk, har den også universel betydning. Gud gjorde det meget tydeligt, at alle fremmede også kunne blive en del af det udvalgte folk (fx 2 Mos 12,48-49), og det var Israels opgave at være et evangeliets lys til resten af verden (2 Mos 19,5-6).

Til at tænke over

Hvordan opfatter du dit eget pagtsforhold til Gud? Hvad har Gud lovet dig, og hvad har han bedt om til gengæld for disse løfter?

TIRSDAG

3. JUNI 2014

Pagtens tavler Selv om en pagt er baseret på løfter, er der i regelen visse betingelser, som skal opfyldes, før løfterne indfries. Pagten med Abraham involverede omskærelse af alle mænd, som var børn enten af Abraham eller hans efterkommere. Da Jahve indgik pagten med Israel, skrev han personligt reglerne for forholdet på stentavler (5 Mos 9, 8-11). Disse krav, bevaret som de ti bud, skulle danne grundvolden for Guds evige pagt med alle mennesker. De ti bud omtales ofte som ”pagtens tavler“ (5 Mos 9,9), fordi de i detaljer fremsætter pagtens betingelser. Det er ikke hensigten, at de ti bud skal være et forhindringsløb, som skal gøre livet vanskeligt for dem, som har indgået en pagt med Gud; de er i stedet et udtryk for Guds kærlighed og er givet til gavn for dem, som har indgået et pagtsforhold med Gud. Jer 31,31-34 Hebr 10,11-18

Hvordan fremhæves Guds lovs evige gyldighed i den nye pagt? Under den gamle pagt på Sinaj var Israel og de, som sluttede sig til dem, forpligtet på at udvise trofasthed mod pagten ved at holde de ti bud. Når de brød budene, skulle de ofre et dyr, hvis de ønskede at få deres synd tilgivet. Under den nye pagt på Golgata er Guds folk stadigvæk forpligtet til at holde de ti bud. Men når de synder, behøver de ikke at blive ved med at bringe ofre; for Jesus er deres fuldkomne offer (Hebr 9,11-14). Den nye pagt er så meget bedre end den gamle; for nu kan vi gennem tro benytte os af løfterne om tilgivelse, som gives pga. Jesu offer. ”Der er kun håb for os, når vi kommer under Abrahams pagt, som er nådens pagt gennem tro på Jesus Kristus.“ (Ellen White, The SDA Bible Commentary, 6. bind, s. 1077).

Til at tænke over

Hvad vil det sige at have Guds lov skrevet i vores hjerte? Hvordan adskiller dette sig fra kun at forstå Guds lov som regler, der skal adlydes?

ONSDAG

4. JUNI 2014

Pagten og evangeliet Det havde alvorlige følger at bryde visse bibelske pagter. Jahve advarede Abraham om, at enhver mand, som ikke var omskåret, ville blive udryddet af Guds folk (1 Mos 17,14), og en lang række forbandelser ville ramme dem, som nægtede at overholde betingelserne ved pagten på Sinaj (5 Mos 27,11-26). I sidste ende ville de, som brød pagtens betingelser, blive straffet med døden (Ez 18,4). Det samme er tilfældet med den nye pagt. De, som nægter at holde Guds lov, bliver også nægtet adgang til evigt liv (Rom 6,23). Hebr 9,15-28

Hvordan ses evangeliet i disse vers? Hebr 9,15-28 gentager evangeliet, idet disse vers fortæller Kristi rolle i at sikre løfternes opfyldelse for de troende. Vers 15 siger, at Jesus er ”formidler“ af den nye pagt, og at han ved sin død tilbyder evigt liv til dem, som ellers ville have stået over for evig udslettelse. I vers 16 og 17 skifter nogle bibeloversættelser fra at tale om ”pagt“ til i stedet at tale om ”testamente“, selv om det er det samme græske ord, der benyttes. Dette introducerer tanken om døden, Jesu død for os. Når det ses i sammenhæng, minder dette afsnit den troende om, at uden Kristus kræver pagten, at synderen dør. Men synderen kan dækkes og dernæst renses gennem Kristi blod, som blev udgydt for os, og kan dermed være med blandt dem, som ”venter på ham“ (Hebr 9,28). ”Da vil vi forstå, at vores egen retfærdighed i sandhed er som snavsede klæder, og at Kristi blod alene kan rense os fra syndens besmittelse og forny vores hjerter efter hans eget billede.“ (Ellen White, Steps to Christ, s. 29).

Til at tænke over

100

I Jesus som person bar Gud selv følgerne af vores synd for at redde os fra den straf, vi fortjener. Hvad siger dette om, hvordan Gud er, og hvorfor vi kan stole på ham, uanset hvordan vores omstændigheder er?

TORSDAG

5. JUNI 2014

Pagtens fordele Ef 2,6

I mange situationer kan folk opleve en pagts løfter, selv om ikke alle betingelser er opfyldt. En person, som fx køber et hus, har mulighed for at bo i huset, før det er betalt. Eller en borger kan nyde godt af offentlige goder, før han er begyndt at betale skat. De, som indgår en pagt med Gud, kan også begynde at opleve fordelene ved pagten, før løfterne en gang i fremtiden bliver til virkelighed. Tænk fx på de ti bud og hvor meget smerte og lidelse, man kunne undgå, hvis man fulgte dem. Hvem har ikke personligt oplevet den smerte, som kommer af at bryde budene? Og endnu værre er det, at de lidelser, som kommer af at bryde loven, ikke altid er begrænset til den, som bryder den; ofte vil andre, selv de, som står overtræderen nærmest, også lide. Hvilke fordele kan vi allerede nu opleve gennem et pagtsforhold til Jesus? 2 Kor 4,16-18 1 Joh 5,11-13 Fil 1,6 Joh 5,24

Jesus benytter meget stærke ord i Johannesevangeliet, når han siger, at de, som tager imod ham, allerede ”er gået over fra døden til livet“ (Joh 5,24). Den troende er så sikker på sin frelse, at han kan hævde at sidde i himlen med Kristus Jesus (Ef 2,6), selv om han endnu er her på jorden. Til at tænke over

Hvad ville du svare, hvis du blev spurgt: ”Hvad det vil sige at sidde med Jesus i himlen nu“ (Ef 2,6)? Begrund dit svar.

101

FREDAG

6. JUNI 2014

Læs Ellen White · God’s Amazing Grace, Nådens pagt, s. 131-137 ”Denne samme pagt blev fornyet med Abraham i løftet: ”Alle jordens folk skal velsigne sig i dit afkom“ (1 Mos 22,18). Dette løfte pegede frem til Kristus. Abraham forstod dette og stolede på syndstilgivelse i Kristus. Det var denne tro, som blev regnet ham til retfærdighed. Pagten med Abraham opretholdt også Guds lovs autoritet... Pagten med Abraham blev stadfæstet med Kristi blod, og den kaldes den ’anden’ eller ’nye’ pagt, fordi det blod, som beseglede den, blev udgydt efter den første pagts blod... Nådens pagt er ikke en ny sandhed; for fra evighed eksisterede den i Guds tanke. Derfor kaldes den en evig pagt... Der er kun håb for os, når vi kommer ind under Abrahams pagt, som er nådens pagt i tro på Jesus Kristus.“ (Ellen White, The Faith I Live By, s. 75). Spørgsmål til drøftelse

1. Hvad siger 2 Mos 31,16 og Es 56,4-6 om sabbattens betydning for pagten? Se også Ez 20. 2. Mange tror, at den gamle pagt, som blev indgået med Abraham, var en pagt bygget på gerninger i modsætning til den nye pagt, som bygger på nåde. Hvorfor er dette forkert? Hvilke bibelvers kan du finde, som viser, at det altid var en nådespagt? Hvorfor er det nødt til altid at have været ved nåde, ikke gerninger? 3. Selv om Ef 1 ikke benytter udtrykket ”en evig pagt”, hvordan kan dette udtryk hjælpe os til at forstå, hvorfor den er blevet omtalt på den måde? 4. Gud lovede, at han aldrig igen ville ødelægge jorden med en oversvømmelse og gav regnbuen som et tegn på dette. Hvis det er rigtigt, som nogle hævder, at Noas vandflod kun var lokal, hvad betyder det for Guds løfte? Hvorfor er ideen om, at vandfloden ikke var global, et hovedangreb på Bibelens sandhed? (Tænk over alle de oversvømmelser, som trods alt er sket siden. Hvis Noas oversvømmelse kun var lokal, hvilken indvirkning ville disse andre lokale oversvømmelser have på Guds pagtsløfte?)

102

DIALOG

TIL SABBATTEN | 7. JUNI 2014

Aktiviteter og dialog Guds Ord

• Især to tekster peger på grundlaget for Guds pagt med Israel. Hvad er ifølge 2 Mos 20,1-2 og 5 Mos 6,4-5 fundamentet for loven? - 5 Mos 6,4-6 kaldes for Shema’ for det første hebraiske ord, ”Hør“. Fortsættelsen er bl.a. interessant, fordi der hentydes til den i Åb 13,16, når der tales om mærket på pande og hånd i den sidste tids konflikt mellem godt og ondt. Denne strid drejer sig også om lydighed mod Gud: vil mennesker følge hans bud eller en efterligning? • Drøft betydningen af, at Åb 14,6-7 (jvf. Åb 10,6 og 14,12) citerer fra det fjerde bud, sabbatsbudet. • Kan du finde andre eksempler i beskrivelsen i Åb 13, hvor de ti bud, først og fremmest den første tavle, bliver brudt af dem, der følger dyret?

Ord og udtryk

Uddybende spørgsmål

Oversættelsen til græsk af det gammeltestamentlige ord for pagt, berit, gav anledning til et ordspil og fik betydning for de første kristnes ordvalg. Diatheke betyder nemlig ikke blot pagt, men også testamente. Testamente kommer fra det latiske testamentum og havde samme dobbeltbetydning. I Hebræerbrevet kunne man derfor anvende ordet i denne dobbeltbetydning: Guds aftale med sit folk var baseret på det faktum, at Jesus var død. På grund af hans død er vi arvinger i Guds testamente. Ved moderne politiske aftaler ”ratificerer“ man de indgående aftaler ved at underskrive dem efter fastlagte procedurer. • Hvorfor var det nødvendigt, at Guds evige nådespagt blev ratificeret ved Jesu død? (Jvf. Hebr 9,23) • Find evt. andre tekster i Hebræerbrevet, som fremhæver Jesu korsfæstelse som afgørende for pagtens ikrafttræden.

Forstå det bedre

Arkæologiske fund har givet os en større forståelse af den historiske baggrund for de mange pagter i Det Gamle Testamente. Aftaler mellem fx hititterne, som havde deres center i det nuværende Tyr103

DIALOG

TIL SABBATTEN | 7. JUNI 2014

kiet, og en lang række bystater eller folkegrupper, som var vasaller i hititternes storrige, deler således fællestræk med de bibelske pagter. Mødet med dagligdagen

• Hvilke eksempler kan du i dag finde i det offentlige liv på aftaler, der minder lidt om de bibelske pagter? • Hvad er lighederne, og hvad er forskellene?

Noter

104

105

11 Ugens vers

Introduktion

TIL SABBATTEN | 14. JUNI 2014

Apostlene og loven ”Så er loven da hellig og budet helligt og retfærdigt og godt.“ (Rom 7,12). Hvorfor argumenterer så mange kristne imod loven, når der findes så mange beviser for, at den stadigvæk gælder? For det første drager nogle, når de ser de nytestamentlige tekster, der fordømmer en forkert forståelse af lovens hensigt, den forkerte slutning, at problemet ligger i loven selv. Som et resultat hævder de, at de ti bud ikke gælder for dem, der er under den nye pagt. For det andet er nogle så overbevist om, at sabbatten ikke gælder for de kristne, at de for at retfærdiggøre deres holdning påstår, at alle budene blev korsfæstet med Kristus på korset. For det tredje påstår nogle, at de andre ni bud stadigvæk gælder, men at det fjerde bud om den syvende dag som sabbat er blevet erstattet af søndagen, som holdes til minde om Jesu opstandelse. Der er mange problemer med disse opfattelser. I denne uge vil vi se på apostlenes holdning til loven; for hvis den var blevet afskaffet eller forandret efter Jesu død, skulle man tro, at apostlene ville have vidst om det.

Ugens tekster

106

· · · · · ·

Rom 3,31; 6,15 ApG 10,9-14 Joh 15,1-11 Jak 2,1-26 Hebr 3,7-19 Jud 5-7

SØNDAG

8. JUNI 2014

Paulus og loven Det er blevet sagt, at Paulus er kristendommens egentlige grundlægger. Det er selvfølgelig forkert. Selv om Paulus bidrog meget til vores teologiske forståelse af de kristne trospunkter, inkl. 13 af de 27 bøger i Det Nye Testamente, kan stort set alt det, han lærer, også findes andre steder i Bibelen. Hovedgrunden til, at nogle påstår, at Paulus startede en ”ny“ religion, er misforståelsen af hans lære om lov og nåde. Rom 3,28; 6,14; 7,4 Gal 3,24-25

Se på disse tekster. Hvorfor er det ud fra første øjekast let at se, hvorfor nogle mener, at disse vers afskaffer loven? Hvis man kun læser disse vers, giver de absolut det indtryk, at loven ikke længere er relevant for den kristne. Men alle disse vers tilhører en bredere sammenhæng, som vi er nødt til at se på for at forstå, hvad Paulus virkelig siger. Undersøg de afsnit, hvor de ovenstående tekster er taget fra, og læg særligt mærke til Rom 3,31; 6,15; 7,7-12 og Gal 3,21. Hvordan er disse vers i sammenhængen som et hele med til at give os en bedre forståelse af Paulus’ pointe om loven? For dem, som ikke forstår ideen om retfærdiggørelse af tro, kan det se ud, som om Paulus modsiger sig selv. I samme åndedrag hævder han, at den kristne ikke er under loven, og at den samme kristne er forpligtet til at holde loven. Problemet løses, når vi husker, at Gud forlanger retfærdighed fra dem, som hævder at have et forhold til ham. Loven er målesnoren for denne retfærdighed. Men når vi sammenligner os med loven, kommer vi til kort og er derfor fordømt af loven. Hvis loven var vores middel til frelse, ville ingen have håb om evigt liv. Den kristnes håb findes ikke i loven, men i Jesus Kristus, som ikke alene holdt loven fuldkomment, men som også gennem Guds mirakuløse kraft lader de troende få del i sin retfærdighed (Rom 8,3-4). Den kristne kan nu tjene Guds lov med en fri samvittighed; for Kristus har borttaget lovens forbandelse (Rom 7,25-8,2). Den nåde, som kommer gennem Kristus, fritager os ikke fra loven, men tvinger os til at adlyde den.

107

MANDAG

9. JUNI 2014

Peter og loven 1 Pet 2,9

Peter var en af Jesu nærmeste apostle. Han var en af de første, som blev kaldet, og han var til stede ved mange af de store begivenheder i Jesu virke. Det var ham, som i Cæsarea Filippi udtalte, at Jesus var Messias; og Peter fulgte sin frelser til Kajfas’ hus den nat, da Jesus blev arresteret og forhørt. Og den morgen, da den opståede Jesus viste sig for disciplene ved søen, var det Peter, som fik specielle instruktioner om Kristi arbejde. Da den første gruppe troende var samlet på Pinsedagen, var Peter deres væsentligste talsmand. Hvis loven på nogen måde var blevet ændret, ville Peter helt sikkert have vidst om det.

ApG 10,9-14

Hvad var Peters forhold til overholdelse af den jødiske lov efter Jesu himmelfart? Hvis Peter havde denne opfattelse mht. regler om mad, hvad kan vi slutte os til mht. hans syn på de ti buds evige gyldighed? Peter modtog dette syn flere år efter Jesu himmelfart. Som et resultat af disciplenes forkyndelse havde tusindvis af jøder allerede taget imod Jesus som Messias. Intet i Bibelen antyder, at det kristne budskab indbefattede instruktioner om at forkaste loven. Hændelsen i ApG 10 viser på en mægtig måde, at de første kristne identificerede sig helt og fuldt med deres jødiske rødder.

1 Pet 2,9 2 Mos 19,6

Sammenlign de to skriftsteder. Hvad er indholdet af 2 Mos 19,6? Da Peter omtalte sine tilhørere som et ”kongeligt præsteskab, et helligt folk,“ ville de med det samme have husket beretningen om lovgivningen på Sinaj. Det var forventet, at de som Israels arvtagere skulle leve i overensstemmelse med pagtens betingelser, som var nedtegnet i Guds lov. Umiddelbart efter at have mindet folket om deres ”kongelige“ position formaner Peter dem til at leve retfærdigt (1 Pet 2,11-12). Han advarer dem også om at være på vagt over for falske lærere, som prædiker et evangelium uden loven (2 Pet 2,21; 3,2).

Til at tænke over

108

Tænk over, hvor slemt Peter fejlede; men se også på den nåde, han blev vist. Hvordan kan vi lære (1) at vise en sådan nåde over for andre og (2) selv tage imod nåde, når vi falder?

TIRSDAG

10. JUNI 2014

Johannes og loven Johannes er den, som har skrevet næst flest bøger i Det Nye Testamente, kun overgået af Paulus. Det er den samme Johannes, som skrev evangeliet, tre breve og Åbenbaringsbogen. Han var ligesom Peter en af de første disciple, som Jesus valgte, og han havde også et særligt forhold til Jesus. På grund af dette nære forhold, omtales han tit som ”Johannes, den elskede.“ Ud fra den måde, hans evangelium slutter (Joh 21,25), ser det ud til, at Johannes havde et væld af personlige oplysninger om Jesus. En person, som stod Jesus så nært, ville med sikkerhed have vidst, hvis Jesus havde afskaffet Guds lov. Joh 15,1-11 1 Joh 2,3-6

Hvad siger disse vers tilsammen om, hvordan vi skal forholde os til Guds bud? Hen imod afslutningen på Jesu liv her på jorden kunne han bevidne over for sine disciple, at han havde været trofast imod sin himmelske fars bud, og som et resultat af det kunne han forblive i sin fars kærlighed (Joh 15,10). Jesus betragtede ikke budene som en negativ forhindring, som skulle afvises eller kasseres. Han så dem i stedet som retningslinjer for et kærlighedsforhold til ham og til andre mennesker. Når Johannes, den elskede discipel, minder de kristne om deres forpligtelse over for Gud, benytter han det samme sprog om kærlighed og enhed, som Jesus gjorde i evangeliet. Johannes forstod, at kærlighed altid har været lovens kerne (fx 2 Joh 6). Man kan ikke hævde at holde loven, hvis man ikke har et kærlighedsforhold til Gud og sine medmennesker. ”Guds lov forlanger, at vi elsker vor næste som os selv. Med al vor magt og alle vore handlinger må vi derfor beslutte os for at gøre dette – at gøre mest muligt godt... Hvor er det en glæde for Giveren, når mennesker ejer sjælens kongelige gaver, så de med stor kraft kan fortælle til andre! De er bindeledet mellem Gud og mennesker og åbenbarer Kristi ånd og himlens karaktertræk. Hellighedens kraft, som kan ses, men ikke prales med, er mere veltalende end de dygtigste prædikener. Den taler om Gud, og med større kraft end noget ord, viser den mennesker deres pligt.“ (Ellen White, Manuscript Releases, 20. bind. s. 138.)

Til at tænke over

Hvilken erfaring har du selv med forholdet mellem loven og kærlighed? Hvordan kan kærlighed udtrykkes gennem lydighed mod Guds lov på en personlig, praktisk måde? 109

ONSDAG

11. JUNI 2014

Jakob og loven ”Er det ikke dem, der spotter det gode navn, som er nævnt over jer? Ja, hvis I efterlever den kongelige lov i Skriften: ‘Du skal elske din næste som dig selv,’ så handler I ret. Men hvis I gør forskel på folk, begår I synd og afsløres af loven som overtrædere“ (Jak 2,7-9). Der er kun en enkelt bog i Det Nye Testamente, som tilskrives Jakob. Forfatteren forklarer ikke, hvilken Jakob det er; men det er alment accepteret, at brevet er fra Jakob, Jesu bror. Selv om han til at begynde med måske var skeptisk over for tanken om, at Jesus var Messias (Joh 7,5), fik Jakob med tiden en indflydelsesrig lederstilling i den første kristne kirke (ApG 15,13; Gal 1,19). Igen må vi sige, at hvis det havde været Jesu hensigt at afskaffe den guddommelige lov, ville hans egen bror med sikkerhed have vidst om det. Jak 2,1-26

Hvad er det grundlæggende budskab i dette kapitel? Hvorfor opsummerer Jakob loven, som han gør i vers 7-9, for umiddelbart efter at sige, hvad han siger om at holde alle budene? Hvordan viser disse vers forbindelsen mellem kærlighed og lydighed mod Guds lov? Mange, som misforstår Paulus’ undervisning om loven, hævder, at Jakob og Paulus modsiger hinanden mht. lovens rolle. Den største uenighed har at gøre med gerningers rolle i forhold til frelsen. Paulus siger, at vi frelses af nåde ved tro, ikke ved gerninger (Ef 2,8-9); men Jakob understreger, at ”en tro uden gerninger“ er død (Jak 2,26). Disse udtalelser er ikke modstridende; Jakob udtrykker blot på en kraftig måde, hvad Paulus mange gange minder om: at nåden ikke afskaffer loven. Ligesom Paulus i Rom 13,9 forstår Jakob, at kernen i Guds lov er kærlighed (Jak 2,8). Ingen kan i sandhed påstå at holde Guds bud, hvis de ikke viser dette i praksis gennem kærlighedshandlinger.

110

TORSDAG

12. JUNI 2014

Judas og loven Judas’ brev er en af de korteste bøger i Det Nye Testamente og menes at være skrevet af en anden af Jesu brødre. Selv om forfatteren omtaler sig selv som ”Jesu Kristi tjener (eller slave)“, fortæller han også, at han er Jakobs bror. Matthæus nævner Jakob og Judas som to af Jesu fire brødre (Matt 13,55), og Judas, forfatteren af dette lille brev, accepteres normalt som en af disse brødre. Ligesom med alle de andre bibelske forfattere, vi har set på, ville Judas have vidst, hvis Jesus havde tilsidesat loven. Selv om Judas hverken henviser til lov eller bud, handler hele hans brev om troskab mod Gud og følgerne af at bryde loven. Jud 4

Hvad siger han i dette vers, som er relevant for vores diskussion? Omtalen af nåde forudsætter lovens eksistens; for nåden ville ikke være nødvendig, hvis der ikke var nogen synd (Rom 5,18-6,15). Hvad disse falske lærere sagde, var så slemt, at Judas sidestillede det med at fornægte Jesus Kristus.

Hebr 3,7-9 Jud 5-7

Hvordan er Hebr 3,7-19 med til at kaste lys over Jud 5-7? Hvordan viser disse vers os forholdet mellem lydighed og tro? På sin egen diplomatiske facon minder Judas sine læsere om Israelitternes erfaring, da de blev befriet fra Egyptens slaveri. Gud havde vist dem sin styrke og havde til og med givet dem sin lov; men da de senere var vantro, måtte de opleve de frygtelige konsekvenser, som kom af at være adskilt fra ham. Judas gør det meget klart, at folk faktisk kan falde fra, og de, som gør det, vil møde deres dom. Judas er ligeså tydelig som resten af Bibelen: alle, som hævder at tro, må være villige til at udtrykke denne tro gennem et liv i lydighed.

Til at tænke over

Læs hele Judas’ brev. Hvilke løfter kan du finde for dig selv blandt alle hans kraftige advarsler?

111

FREDAG

13. JUNI 2014

Læs Ellen White · Signs of the Times, Loven i den kristne tidsalder, 5. august 1886. ”Hvorfor skulle apostlen forkynde anger over for Gud? – Fordi synderen er i vanskeligheder over for Faderen. Han har overtrådt loven; han er nødt til at se sin synd og angre. Hvori består hans næste opgave? At se hen til Jesus, hvis blod alene kan rense fra al synd. Tro på Kristus er nødvendig; for loven har ingen frelsende egenskaber. Loven fordømmer, men den kan ikke tilgive overtræderen. Synderen er nødt til at stole på Kristi blods fortjeneste. ”Lad ham gribe fat i min styrke,“ siger vores nådige frelser, ”for at slutte fred med mig, og han vil slutte fred med mig.“ Vores Herre udtalte, at den, som var tilgivet mest, ville elske mest; og kun den, der ser sig selv, som han virkelig er – forurenet af synd og overtræder af Guds hellige lov, vil føle sit behov for tilgivelse. Den, som har den dybeste overbevisning om lovens hellige krav, vil tydeligst se omfanget af sin synd og føle, at han i sandhed er blevet tilgivet meget.“ (Ellen White, Signs of the Times, 5. august 1886.) Spørgsmål til drøftelse

1. Læs grundigt ovenstående citat fra Ellen White. Hvordan kaster dette afsnit lys over de bibelske lærdomme, vi har set på i dette kvartal? Hvad betyder det, at en synder må ”stole på Kristi blods fortjeneste“? 2. Tænk nøje over advarslen i Jud 4. Hvis disse mænd forkynder Guds nåde, er de åbenbart kristne. Alligevel siger Judas, at de fornægter Herren. Hvilke alvorlige konsekvenser har dette for dem, som hævder, at Guds nåde har gjort loven overflødig? Hvad er det egentlig folk forsøger at blive kvit, når de påstår, at loven er afskaffet? 3. Hvordan er fornægtelsen af loven eller af blot et af budene et redskab i Satans hånd i hans forsøg på at ”styrte“ Guds lov?

112

TIL SABBATTEN | 14. JUNI 2014

DIALOG

Aktiviteter og dialog Guds Ord

• Hvorfor tror du, at nogle mennesker opfatter Paulus og Jesus som modsætninger? Hvilke forskelle og ligheder kan du finde mellem deres forkyndelse? Hvad, tror du, er de naturlige årsager til, at de af og til lægger vægten på emnerne lidt forskelligt? • Bed evt. en teolog om at gøre rede for noget af baggrunden for den udbredte misforståelse, at Paulus forvansker Jesu budskab.

Mødet med dagligdagen

Forbered denne uges lektie ved at bede en eller flere medlemmer af klassen om følgende opgave: • Saml i ugens løb eksempler fra medierne, hvor man i det offentlige rum direkte eller indirekte giver udtryk for, at de sidste seks bud, tibudslovens anden tavle, er god og nyttig også i vores samfund. (Det kan være lettest at finde eksempler, hvor nogen udtrykker utilfredshed med, at disse bud bliver brudt!). • Drøft eksemplerne i klassen. • Hvordan kan sådanne eksempler hjælpe os til at finde gode samtaleemner med andre mennesker om kristentroens og de ti buds varige værdier?

Personligt kristenliv

• Prøv i ugens løb at skrive blot et aspekt ved hvert af de ti bud, som du finder grund til at glæde dig over. • Sammenlign i klassen, hvad du har skrevet, med andre medlemmers udtryk for glæde over Guds lov.

Uddybende spørgsmål

Vi kæmper alle med at holde Guds lov i overensstemmelse med den ånd, den blev givet i. Denne kamp er imidlertid ikke det samme som bevidst at ignorere loven eller være ligeglad eller nægte at følge den. • Overvej, hvad forskellen er mellem den daglige kamp for af hjertet at være lydig og en decideret modvillig holdning. • Hvad vil du i dit kristne liv gøre - for at sikre, at kampen i dit liv for at være lydig mod Gud får det rette udfald? - for at overvinde en decideret modvillig holdning til Guds lov? 113

DIALOG

TIL SABBATTEN | 14. JUNI 2014

Forstå det bedre

I den store profeti om Messias i Daniel 9,24-27 anvendes i vers 26 et interessant udtryk. Der siges, at den salvede (Messias) skal ”fjernes“ uden dom. Ordet oversat med ”fjerne“ er fra det hebraiske karat. Dette ord har en særlig betydning, fordi det anvendes, når man ”slutter“ en pagt (et eksempel er 1 Mos 15,18). Ordets oprindelige betydning er ”afskære“, og anvendelsen i forbindelse med pagtslutninger henviser til det faktum, at man ratificerede pagter ved at bringe et offer – man ”skar“ det over. Hvis en person blev udelukket fra pagten, enten ved at blive sendt i eksil eller ved henrettelse, kunne man evt. også anvende dette ord (som fx i 3 Mos 20,17), hvor det har betydningen ”henrette, udrydde“. Messias blev altså henrettet ved sin død på korset; men i stedet for et nederlag var det en sejr. Derved ratificerede han Guds evige nådepagt.

Noter

114

115

12 Ugens vers

Introduktion

TIL SABBATTEN | 21. JUNI 2014

Kristi kirke og loven ”Her kræves der udholdenhed af de hellige, dem som holder fast ved Guds bud og troen på Jesus.“ (Åb 14,12). I et stafetløb er der som regel 4 løbere på hvert hold. Holddeltagerne har måske tidligere konkurreret med hinanden; men nu, hvor de er på samme hold, må de lære at tænke som én. Under selve løbet er distancen delt ligeligt imellem dem. Kun et medlem af holdet kan løbe ad gangen, nemlig den, som holder depechen. Depechen gives med stor dygtighed fra det ene holdmedlem til det næste, indtil løbet er færdigt. På en måde er depechen det eneste symbol på kontinuitet mellem stafetholdets medlemmer. Guds kirke er lidt ligesom et stafethold. Det begyndte med Adam i Edens have, og depechen er blevet givet videre gennem mange faser af frelseshistorien: fra Noa til Abraham til Sinaj til Det Nye Testamentes menighed til kirken under Reformationen og nu til dem, som forkynder de tre englebudskaber. Symbolet på kontinuiteten i Guds kirke er Guds lov, som efter syndefaldet altid må kobles sammen med Guds frelsende nåde. Sammen udgør de kernen i evangeliet. Denne uges studium vil følge lovens (og nådens) kontinuitet i Guds kirke ned igennem tiderne.

Ugens tekster

116

· · · · · · ·

1 Mos 2,16-3,7 1 Mos 6 1 Mos 12 5 Mos 7,6-12 Gal 3,6-16 Åb 12,17 14,6-12

SØNDAG

15. JUNI 2014

Fra Adam til Noa I en forstand kan vi kun tale om en ”Kristi kirke“ efter Det Nye Testamentes tid, da de troende for første gang bar vidnesbyrd om Jesu liv, død og opstandelse. Men vi kan også se ”Kristi kirke“ i en bredere sammenhæng. Det græske ord for kirke er ekklesia. Lånt fra den sekulære verden henviser det til dem, som er ”kaldet ud“. I hver generation er der nogle, som Gud har ”kaldet ud“ til at genspejle hans vilje gennem deres liv i trofasthed, tillid, kærlighed og lydighed. 1 Mos 2,16-3,7

Hvilken prøve blev Adam og Eva givet? Hvorfor var en sådan prøve nødvendig for fuldkomne mennesker? For at kunne være i stand til at elske var det nødvendigt, at Adam og Eva var skabt som moralsk frie væsener. De var nødt til at have evne og frihed til at gøre det, der var forkert, selv om de ikke havde nogen gyldig grund til at gøre det. Prøven ved træet var en moralsk prøve: Hvordan ville de bruge deres gudgivne moralske frihed? Vi kender svaret. Det centrale i moral er lov. Guds lov definerer godt og ondt for os (bemærk, at træet kaldes ”træet til kundskab om godt og ondt“). Hvad er hensigten med en lov, som forbyder at lyve, stjæle og slå ihjel, hvis disse væsener alligevel ikke var i stand til at gøre nogle at disse ting? Loven ville være meningsløs i et univers med automatvæsener, som kun kunne gøre det, der er godt. Men sådan skabte Gud os ikke. Det kunne han ikke – ikke hvis han ønskede skabninger, som virkelig kunne elske. Selv om Adam og Eva efter faldet skulle ”give depechen videre“, var menneskehedens moralsk nedadgående spiral både hurtig og snavset. Af deres to første sønner valgte kun Abel at tilslutte sig Guds kirke, mens Kain blev besat af begær, løgn, drab og mangel på respekt over for sine forældre. Tilstanden gik fra galt til værre, indtil det onde overskyggede det gode; og på syndflodens tid var det kun Noa og hans familie, som virkelig kunne siges at være medlemmer af Kristi kirke.

Til at tænke over

Hvor mange gange inden for det sidste døgn har du foretaget et moralsk valg og brugt den frihed, som blev givet til menneskene i Edens have? Hvilke valg foretog du, og hvor meget stemte de overens med Guds morallov? 117

MANDAG

16. JUNI 2014

Fra Noa til Abraham 1 Mos 6,5-9

1 Mos 6

Den verden, Noa blev født ind i, var værre end noget samfund, der nogensinde har eksisteret. Det betyder, at det må have været temmelig slemt. Når mennesker blev næsten et tusind år gamle, er det ikke svært at forstå, hvordan ondskab kunne blive så rodfæstet i samfundet, at Gud fortrød, at han havde skabt menneskene! Besvar følgende spørgsmål: 1. Hvordan skal vi forstå den tanke, at Gud ”fortrød“, at han havde skabt menneskene? Hvorfor betyder det ikke, at Gud ikke havde været klar over, hvad der ville ske? (Se 5 Mos 31,15-17.) 2. Ellen White skrev, at betegnelserne ”gudssønnerne“ og ”menneskedøtrene“ henviser til, at trofaste mænd giftede sig med troløse kvinder. Hvilken lektie kan vi lære fra 1 Mos 6 mht. verdens påvirkning af kirken? 3. Nævn nogle af de ting, disse mennesker gjorde, som mishagede Gud. Hvordan hænger de sammen med Guds lov? 4. Se på beskrivelsen af Noa i 1 Mos 6. Hvad siger teksten om ham, som kan hjælpe os til at forstå, hvilken slags person han var, især i en så fordærvet verden? Hvorfor havde Noa alligevel brug for ”nåde for Herrens øjne“? Hvad siger dette om forholdet mellem tro og Guds lov også dengang?

118

TIRSDAG

17. JUNI 2014

Fra Abraham til Moses Efter syndfloden var det Noa og hans sønners ansvar at dele Guds vilje med deres efterkommere. Noas familie vidste, at der havde været en global ødelæggelse, fordi menneskene nægtede at adlyde Guds lov, og de kunne gøre noget for at udvikle en mere trofast generation, fordi de selv havde oplevet Guds nåde. Men ikke længe efter syndfloden gjorde jordens indbyggere desværre igen oprør (1 Mos 11,1-9). ”Mange af dem benægtede Guds eksistens og tilskrev syndfloden naturlige årsager. Andre troede på, at der eksisterede et almægtigt væsen, og at han havde tilintetgjort den verden, der var før syndfloden, og ligesom Kain gjorde de oprør imod ham.“ (Ellen White, Patriarchs and Prophets, s. 119.) 1 Mos 12; 15,1-6

Hvad fortæller disse tekster om, hvordan lov og nåde arbejder sammen? Gud kaldte Abraham, en af Sems efterkommere, og indgik en velsignelsespagt med ham (1 Mos 12,1-3). Bibelen giver ingen kriterier for Guds kald til Abraham. Han ser ikke ud til at have haft Noas retfærdige egenskaber. Kort tid efter sit kald viste han sig faktisk som en kryster og en bedrager (1 Mos 12,11-12), som overtrådte Guds lov. Alligevel var Abraham en mand med en ægte tro, og ved Guds nåde blev denne tro regnet ham til retfærdighed. Selv om han ikke var fuldkommen, var han villig til at lytte til Guds stemme, selv om det betød at stole på Gud i situationer, som fra et menneskeligt synspunkt synes helt umulige. Abraham var ikke alene om at være villig til at lytte til Guds stemme og adlyde hans bud. Farao, de to Abimeleker og Josef var alle godt klar over, at Gud ikke brød sig om ægteskabsbrud og løgn. Den anden Abimelek irettesatte til og med Isak for at udsætte Abimeleks folk for fristelse (1 Mos 26,10). Selv om Gud havde udvalgt Abraham til en bestemt opgave, var der folk af mange forskellige folkeslag, som frygtede ham. Efter at Abraham og hans militære allierede havde besejret Kedorlaomer og hans koalition, blev Abraham velsignet af kong Melkisedek, som var ”præst for Gud den Højeste“ (1 Mos 14,18). Dette er endnu et bevis på, at der fandtes kundskab om Gud i verden også i tiden før Moses.

119

ONSDAG

18. JUNI 2014

Fra Moses til Jesus Selv om gamle lovværk fundet i Egypten og Mesopotamien også vidner om et udbredt kendskab til de principper og forskrifter, som findes i Guds lov, er ingen af dem fuldstændige. Faktisk indeholder disse lovsamlinger også love, som fremmer afgudsdyrkelse og andre skikke, som Gud senere fordømte. Gud udvalgte altså en gruppe mennesker til at være hans sande lovs forvaltere. Disse mennesker var det jødiske folk, Abrahams efterkommere og arvinger til det pagtsløfte, som blev givet mange århundreder tidligere – et løfte, som kun endeligt blev opfyldt i Jesus. 5 Mos 7,6-12

Hvordan viser disse vers forholdet mellem lov og nåde? Da Gud valgte Israel til at være hans lovs vogtere, vidste han, at de ikke var fuldkomne. Alligevel blev de betroet den opgave at åbenbare Guds vilje til andre ufuldkomne folk. Betegnelsen ”et kongerige af præster og et helligt folk“ (2 Mos 19,6) viser, at Israel skulle være Guds formidlende præster for hele verden. Dette folk var udvalgt til at bringe sandheden om Guds vilje til de forvirrede folkeslag. Og på trods af Israels fejl, nederlag og til tider direkte oprør, var det alligevel blandt disse mennesker, at Messias kom, levede, arbejdede og døde, og dermed opfyldte han pagtsløftet, som blev givet til Abraham mange århundreder tidligere.

Gal 3,6-16

Hvad skriver Paulus her, som gør pagtsløftets sande betydning tydeligere? Selv om mange i det gamle Israel forstod entalsformen af ”afkom“ som nationen Israel som én samlet enhed, præsenterer Paulus her Jesus selv som den fuldstændige opfyldelse af pagtsløftet. Evangeliet med sit tydelige eftertryk på både lov og nåde er det bedste og tydeligste udtryk for pagten.

Til at tænke over

120

Tænk over de mange år, der gik fra Abraham først fik løftet til Jesus kom. Hvad siger det om nødvendigheden af tålmodighed, når det gælder tillid til Gud?

TORSDAG

19. JUNI 2014

Fra Jesus til resten Lige siden Edens Have har Guds kirke altid været fyldt med ufuldkomne mennesker. Selve den institution, som skulle være et vidne om Guds retfærdighed, havde selv brug for den samme retfærdighed. Idet ”depechen“ blev videregivet fra den ene generation til den næste, var der ingen løber, der var værdig nok til at krydse mållinjen. Ingen af dem, som modtog loven, var i stand til at nå dens niveau af retfærdighed. Det så ud til at menneskeheden var fanget i en ond cirkel i sin søgen efter Guds anerkendelse. Men da det så ud som om alt håb var ude, sendte Gud sin søn for at ”modtage depechen“. Jesus kom som den anden Adam til jorden uden synd, og ved sin stadige overgivelse til sin Fader var han i stand til at forblive lydig helt til korset. Med sin opstandelse krydsede Jesus målstregen; for han brød dødens lænker. Gennem Åndens kraft deler den opstandne Kristus nu sin retfærdighed med hvert eneste menneske, som tror på ham. Dette budskab, som altid var i centrum af pagtsløftet, blev bedst forstået, efter at Jesus havde fuldført sin opgave her på jorden, og den nytestamentlige kirke begyndte. Men selv med alt dette lys var den kristne kirke ikke altid mere tro imod pagten end det gamle Israel, og snart havde et stort frafald bredt sig næsten alle vegne. Reformationen, som startede i det sekstende århundrede, begyndte at vende denne tendens; men også den gik i stå, og mange falske læresætninger er forblevet en del af den kristne verden. Iblandt disse er, som vi har set, det forkerte syn på lovens rolle og hensigt i den nye pagts kristendom. Gud ville kalde en rest til at genetablere mange af de tabte sandheder. Åb 12,17; 14,6-12 Til at tænke over

Hvordan viser disse vers, at både lov og nåde er en del af Guds sidste budskab til verden? Som vi har set, har Gud fastlagt, at det at ”holde hans bud“ er den måde, vi udtrykker vores kærlighed på. Er det muligt udadtil at holde budene uden egentlig at have kærlighed?

121

FREDAG

20. JUNI 2014

Læs Ellen White ”De tre engle i Åbenbaringen 14 repræsenterer de mennesker, som tager imod lyset i Guds budskab og drager ud som hans repræsentanter for at bringe hans advarsel over alt på jorden. Kristus siger til sine efterfølgere: ”I er verdens lys.“ (Matt 5,14). Til hver eneste sjæl, som tager imod Jesus, taler Golgatas kors: ”Se værdien af en sjæl: ”Gå ud i al verden og prædik evangeliet for hele skabningen.“ (Mark 16,15). Intet må få lov til at hindre dette arbejde. Det er vor tids allervigtigste opgave; den må være så vidtrækkende som evigheden. Den kærlighed, som Jesus viste for menneskene gennem det offer, han bragte for deres frelse, vil motivere alle hans efterfølgere.“ (Ellen White, Testimonies for the Church, 5. bind, s. 455-456.) ”Den tredje engels budskab er et tema af allerstørste betydning, og det indbefatter både den første og den anden engels budskab. Alle bør forstå de sandheder, disse budskaber indeholder og efterleve dem i deres hverdag; for dette er afgørende for vores frelse. I bliver nødt til at studere grundigt og under bøn for at forstå disse store sandheder; og vores evne til at lære og forstå vil blive udnyttet til det yderste.“ (Ellen White, Evangelism, s. 196.) Spørgsmål til drøftelse

1. Åb 12,17 beskriver ”resten“ som dem, der holder fast ved Guds bud og ved Jesu vidnesbyrd. Hvad er Syvendedags adventistkirkens specielle opgave, når det findes hundredevis af andre sabbatsholdende kristne kirker rundt omkring i verden? Hvad forkynder og lærer vi, som disse andre kirker ikke gør, selv de, som holder den syvende dag som sabbat? 2. Læs Rom 4,3; Gal 3,6 og Jak 2,23 i deres sammenhæng. Hvordan er disse vers med til at fremme vores forståelse af frelse ved tro? 3. Læg mærke til, at den første engels budskab, som begynder med et ”evigt evangelium“, også indeholder en forkyndelse om, at ”timen er kommet, da han dømmer.“ Så evangeliet, loven og dommen findes sammen i de tre englebudskaber. Hvordan opfatter vi lovens og nådens rolle i dommen? Hvordan hænger alle tre sammen?

122

TIL SABBATTEN | 21. JUNI 2014

DIALOG

Aktiviteter og dialog Guds Ord

Menigheden/kirken sammenlignes i Det Nye Testamente med mange forskellige andre begreber. Eksempler er • et ”åndeligt hus“ eller ”en åndelig familie“ (1 Pet 2,5) • et ”kongeligt præsteskab“ (1 Pet 2,5) • et ”legeme“ (Rom 12,5; 1 Kor 12,12; Ef 4,25) • ”et menneske“ (Ef 2,15) • ”Guds husstand/familie“ (Ef 2,19; 1 Tim 4,17) • ”en bygning“, der vokser som en organisk enhed (Ef 2,21) Find evt. andre billeder på kirken. • Drøft hvilken betydning det har, at apostlene lægger så stor vægt på, at menigheden er en ”familie“? • Hvad er betydningen af, at kirken ikke blot er en bygning af sten, men er en levende organisme, et fællesskab af mennesker?

Uddybende spørgsmål

• Tænk over, hvilke love der var tidsbestemte, og hvilke af Guds love der er universelle og gælder for alle mennesker til alle tider. • Hvilke love tror du Abraham (a) kendte og fulgte, (b) kendte, men ikke fulgte, (c) hverken kendte eller fulgte? • Overvej de samme spørgsmål for andre bibelske personer som David, Ezra og Timoteus, og begrund dit svar. • Hvilke love kender og følger du og jeg?

Ord og udtryk

Kirke er udledt fra det græske ”kyriake“, indviet til Herren – det græske ord brugt til at gengive navnet Jahve var ”kyrios“, Herre, anvendt i Det Nye Testamente om Kristus. Menighed kommer af et ældre dansk ord for” almindelig, almen“ og betyder altså fællesskab mellem alle. Synagoge er et oprindeligt græsk ord for ”forsamling“. Tempel kommer fra Latin og betegnede oprindeligt en udspændt teltdug, hvorfra man foretog fuglevarsler. Betydningsudvidelsen 123

DIALOG

TIL SABBATTEN | 21. JUNI 2014

ledte til brugen af ordet for helligsteder og udviklede sig derfor til den mere kendte betydning ”bygning til helligt brug“. Forstå det bedre

Beretningen i 1 Mosebog 6 om gudesønner og menneskedøtre bliver ofte fortolket ud fra en hedensk synsvinkel, hvor det forudsættes, at den stammer fra ældre myter om himmelske væsener, der blandede sig med menneskene, en type historier, vi finder hos mange folkeslag. Der er intet nødvendigt grundlag for en sådan tolkning. Også mennesker kaldes jævnligt for ”Guds sønner“ i Det Gamle Testamente (fx 5 Mos 32,5; Sl 73,15; 80,16; Hos 2,1), og Adam har jo også Gud som sin oprindelse (jvf. Luk 3,38). Teksten siger heller ikke, at de såkaldte kæmper er et resultat af seksuelt samkvem mellem ”guder“ og mennesker. Tværtimod er vendingen ”tog sig koner“ et fast udtryk for ægteskab, ikke blot et romantisk møde. Ydermere, hvis syndfloden skal forstås som et resultat af denne livsførelse, må der være tale om mennesker; for det er mennesker, Gud straffer. Den naturlige slutning er, at der med gudssønnerne tænkes på de fromme, efterkommerne af Set, og med menneskedøtrene på efterkommere af Kain. Paulus’ argument i Gal 3,16 er ofte blevet diskuteret. Betyder entalsformen af ”afkom“, at 1 Mosebog henviser til en enkeltperson, Messias, eller henviser den til Guds folk som en kollektiv enhed. Modsætningen mellem disse to måder at forstå teksten på er moderne, ikke oprindelig. I datidens tankegang kunne et folk repræsenteres af en enkeltperson, som fx en konge. I denne sammenhæng repræsenteres Guds Israel af det fuldkomne menneske, der alene opfylder pagten. Jesus ses altså som den fuldkomne repræsentant for Israel (smlg. brugen af tekster om Israel som henvisning til Messias, fx Hos 11,1).

Noter

124

125

TIL SABBATTEN | 28. JUNI 2014

Kristi rige og loven

Ugens vers

”Men sådan er den pagt, jeg vil slutte med Israels hus, når de dage kommer, siger Herren: Jeg lægger min lov i deres indre og skriver den i deres hjerte. Jeg vil være deres Gud, og de skal være mit folk.“ (Jer 31,33).

Introduktion

Steve Jobs, Apples grundlægger, døde i 2011. Efter en omgang med kræft flere år tidligere, kaldte Jobs døden ”den afgjort bedste opfindelse i livet“, fordi den tvinger os til at gennemføre det bedste, vi kan her og nu. Med andre ord, fordi vores tid er så begrænset, må vi forsøge at være så succesrige, som vi kan lige nu. Men Jobs havde fat i den forkerte ende. Døden (eller i hvert tilfælde dens uundgåelighed) burde have fået ham til at indse det formålsløse i at slå alt for blivende rødder her, i hvad der altid er overfladisk grund. Det er rigtigt, at Jobs opnåede meget; men hvad betyder det i sammenligning med en million år eller evigheden? Vi er blevet lovet, at denne verden og alt det, der er i den, vil blive ødelagt, og Gud vil skabe en ny og evig verden, hvor synd og død, alle følgerne af overtrædelse af Guds lov, aldrig mere findes. I denne uge vil vi se på spørgsmålet om Guds evige rige og den rolle, loven spiller i dette rige.

Ugens tekster

126

· · · · · ·

Matt, 4,8-9 Dan 2,44 1 Pet 2,11 1 Kor 6,9-11 Åb 22,14-15 1 Kor 15,26

SØNDAG

22. JUNI 2014

Guds rige Da Guds skabte de første mennesker, gav han dem herredømme over alle ting. Adam skulle styre verden. Men ved at overtræde Guds lov forspildte han sin ret til herredømmet over jorden. Det overgik i stedet til fjenden, Satan. Når repræsentanter fra de andre verdener på patriarkernes tid samledes for Guds trone, var Satan jordens repræsentant (Job 1,6). Ef 2,2 2 Kor 4,4 Matt 4,8-9

Hvad fortæller disse vers om Satans magt i denne verden?

Jesu fristelser i ørkenen er meget afslørende. Satan tilbyder at give Jesus herredømme over alle jordens riger, hvis han ville falde ned og tilbede Satan (Matt 4,8-9; se også Luk 4,5-7). Jesus kom for at tage denne verden tilbage fra Satan; men han kunne kun gøre det ved at give sit liv. Hvor stærk må derfor denne fristelse ikke have været, da Satan stod foran ham og tilbød at give verden til ham! Men ved at bøje sig for Satan ville han have faldet i den samme fælde som Adam, og som et resultat ville han også have gjort sig skyldig i at overtræde sin Faders lov. Hvis han havde gjort det, ville hele frelsesplanen være blevet standset, og vi ville være døde i vores synder. Vi ved selvfølgelig, at Jesus sejrede, og i hans sejr ejer vi forsikring om vores egen sejr, nemlig liv i Guds evige rige. Dette rige beskrives i Daniel 2, hvor stenen, som ikke var revet løs ”ved menneskehånd“, ødelagde alle denne verdens riger. Derefter ”skal himlens Gud oprette et kongerige, som i al evighed ikke skal gå til grunde, og intet andet folk skal få kongemagten. Det skal knuse og tilintetgøre alle de andre kongeriger, men selv skal det bestå i al evighed“ (Dan 2,44). Til at tænke over

Alle de riger, som beskrives i Daniel 2, gjorde, som det var blevet forudsagt, inkl. det manglende sammenhold i Europa, symboliseret ved jernet og leret i statuens tæer. Hvorfor bør disse fantastiske kendsgerninger hjælpe os til at stole på løftet om det sidste kongerige, som ”i al evighed ikke skal gå til grunde“?

127

MANDAG

23. JUNI 2014

Borgere i Guds rige I mange nationer er de, som flytter dertil, nødt til at opgive troskaben mod deres fædreland, hvis de ønsker statsborgerskab i deres nye land. Nogle lande tillader, at en person har dobbelt statsborgerskab, som vil sige, at de lover troskab over for begge lande. Men i den store strid er der ikke dobbelt statsborgerskab. Vi er enten på den ene eller den anden side. Det ondes rige har kæmpet imod retfærdighedens rige i årtusinder, og det er umuligt at være tro imod begge på samme tid. Vi er alle nødt til at vælge, hvilket rige vi vil være tro imod. 1 Pet 2,11 Hebr 11,13 Ef 2,12 Kol 1,13 5 Mos 30,19 Matt 6,24

Hvad fortæller disse tekster om umuligheden ved at have ”dobbelt statsborgerskab“ i den store strid mellem Kristus og Satan? Hvilken rolle spiller lydighed mod loven i at afgøre, hvor vores statsborgerskab egentlig er? (Se Åb 14,12.)

Når mennesker beslutter sig til at følge Kristus, har de valgt at vende ryggen til djævelens rige. Man er nu en del af et andet rige, nemlig Jesu Kristi rige, og som et resultat deraf vil man nu adlyde hans regler, hans lov og hans bud, ikke djævelens. Men en persons lydighed er ikke værdsat alle steder, slet ikke af djævelen, som gør alt, han kan for at vinde disse mennesker tilbage. Og mange medmennesker har en tendens til at være mistroiske over for disse ”fremmede og udlændinge på jorden“. På trods af disse vanskeligheder har Gud et folk, hvis første loyalitet er over for ham, ikke over for ”denne verdens fyrste“ (Joh 12,31). Til at tænke over

128

I et land vil udlændinge ofte skille sig ud, fordi de er anderledes. Hvordan bør vi som syvendedags adventister, som ”fremmede og udlændinge på jorden“, også skille os ud? Gør vi det?

TIRSDAG

24. JUNI 2014

Tro og loven Det fremhærskende tema i Skriften er enkelt: Gud er kærlighed. Guds kærlighed viser sig allerstærkest i hans nåde. Med sin uendelige magt kunne han let have udryddet menneskeheden fra jordens overflade; men i stedet valgte han at være tålmodig og give alle en chance for at opleve et liv i overflod i hans evige rige. Og hans kærlighed kommer endnu mere til udtryk i den pris, han selv betalte på korset. Guds kærlighed er også direkte knyttet til hans retfærdighed. Gud har givet menneskene utallige muligheder for at vælge deres egen skæbne, og han vil ikke tvinge nogen ind i et rige, de har afvist. Når de ugudelige står foran Guds trone i dommen, bliver de fordømt ved deres eget vidnesbyrd. Ingen kan stå foran Guds trone og med rette påstå, at de ikke kendte til Guds krav. Enten det er gennem den skrevne lov eller naturens åbenbaring, er alle blevet gjort kendt med de grundlæggende principper i Guds lov (Rom 1,19-20; 2,12-16). 1 Kor 6,9-11 Åb 22,14-15

Hvem kommer ind i Guds rige, hvem bliver udenfor, og hvorfor? Hvilken rolle spiller Guds lov også her? Læg også mærke til den store kontrast mellem disse to grupper! Det fascinerende er, at hvis man sætter 1 Kor 6,11sammen med Åb 22,14, finder du trofaste kristne, som er blevet gjort retfærdige ved Herren Jesu Kristi navn; det vil sige, de er ”gjort retfærdige ved tro, uden lovgerninger“ (Rom 3,28); men de holder også loven. ”Det er ikke et vilkårligt påbud fra Guds side, som udelukker de ugudelige fra himlen; de udelukkes, fordi de er uskikkede til omgivelserne der. Guds herlighed ville for dem blive en fortærende ild. De ville hilse tilintetgørelse velkommen, så de kunne skjule sig for hans ansigt, som døde for at forløse dem.“ (Ellen White, Steps to Christ, s. 18.) Hvordan kan disse ord bedre hjælpe os til at forstå det smertefulde emne om de fortabtes skæbne?

129

ONSDAG

25. JUNI 2014

Det evige rige Gud skabte en fuldkommen verden. Synden kom, og den fuldkomne verden blev alvorligt skæmmet. Frelsens historie fortæller os, at Jesus kom ind i menneskehedens historie, så det oprindeligt fuldkomne kunne blive genoprettet. De frelste vil bo i en fuldkommen verden, hvor kærlighed hersker suverænt. Som vi har set, kan kærlighed kun eksistere i et moralsk univers, altså i et univers med moralske væsener, og for at kunne være moralske, må de også have frihed. Dette fremtvinger spørgsmålet: kan ondskab opstå igen? Dan 7,27 Joh 3,16 Åb 21,4

Hvordan er disse tekster med til at besvare spørgsmålet om, hvorvidt ondskab igen vil opstå? Hvad er vigtigheden af udtrykket evig? Da Gud skabte universet, var der betingelser knyttet til dets stabilitet. Dette ses mest tydeligt i 1 Mos 2,17, hvor Adam bliver advaret om, at overtrædelse af Guds tydelige befaling ville resultere i død. Omtalen af død viser, at ideen om evighed fra et menneskeligt synspunkt var betinget. Adam ville kun opleve evigt liv, hvis han forblev tro imod Gud. Men på den nye jord vil døden ikke længere findes. Opfyldelsen af de mange løfter i Bibelen betyder, at vi vil leve i al evighed. Spørgsmålet om, hvorvidt det onde igen kan opstå, er omstridt. Men faktum er, at det ikke vil.

Jer 31,31-34

Hvilket princip ser vi her, som vil hjælpe os til bedre at forstå, hvorfor det onde ikke vil opstå igen? Det messianske rige vil bestå af mennesker, som under hele deres religiøse erfaring blev ved med at være tro imod Gud. Når de mødte forfølgelse og personlige kampe, valgte de lydighedens vej og viste deres villighed til at leve et liv i tjeneste for Gud. Gud lover at skrive sin lov i deres hjerter, så de naturligt kan gøre det, der er velbehageligt for ham. I Kristi rige er synden helt besejret, og retfærdighed hersker suverænt.

130

TORSDAG

26. JUNI 2014

Rigets lov Blandt alle syndens barske følger er døden den mest vedvarende. Vi kan vinde sejr over synd og modstå Satan, men hvem har ud af menneskehedens milliarder, med kun to kendte undtagelser (Enok og Elias), undsluppet den uundgåelig død? ”Når det gælder døden,“ skrev en af oldtidens filosoffer, ”bor alle mennesker i en by uden mure.“ Åb 20,14 1 Kor 15,26

Hvilket budskab finder vi her? Med den magt, døden har, er det ikke så mærkeligt, at Kristus, før han opretter sit messianske rige på jorden, først totalt vil tilintetgøre døden. Der er ingen tvivl om, at døden er forbundet med synd, hvilket betyder, at den også er forbundet med Guds lov; for synd er overtrædelse af Guds lov. Derfor kan der ikke være nogen synd uden loven. Selv om synd er afhængig af loven, er loven uafhængig af synd. Det vil sige, at loven kan eksistere uden synd. Det gjorde den faktisk gennem tiderne, indtil Lucifer gjorde oprør i himlen. ”Da Satan gjorde oprør imod Jehovas lov, kom tanken om, at der var en lov næsten som en overraskelse for englene, som noget, de ikke havde tænkt over. I deres gerning lever englene ikke som tjenere, men som sønner. Der er fuldkommen enhed mellem dem og deres skaber.“ (Ellen White, Thoughts From the Mount of Blessing, s. 109). Dødens og syndens fravær i Guds rige betyder ikke, at Guds lov ikke skal være der. På samme måde som tyngdeloven er nødvendig for det harmoniske samspil mellem de fysiske elementer i universet, er Guds morallov nødvendig til at styre det retfærdige samspil mellem de hellige. Når Gud skriver sin lov i de frelstes hjerter, er hans eneste hensigt for al evighed at besegle deres beslutning om at vandre på retfærdighedens vej. Hans lov bliver dermed selve grundvolden i hans rige. Vi har altså al grund til at tro, at principperne i Guds morallov vil eksistere i Guds evige rige. Forskellen er selvfølgelig, at disse principper aldrig vil blive overtrådt, som de er blevet her på jorden.

Til at tænke over

Prøv at forestille dig himlens fuldkomne omgivelser: ingen syndige tilbøjeligheder, ingen djævel til at friste os, ingen synd og ingen død. Spørg nu dig selv, hvilke ting i dit liv og din karakter, som ikke ville passe ind i sådanne omgivelser? 131

FREDAG

27. JUNI 2014

Læs Ellen White · Christ’s Object Lessons, Uden bryllupsklædning, s. 307-319 ”Satan havde påstået, at det var umuligt for menneskene at adlyde Guds bud, og det er sandt, at vi ikke kan adlyde dem i vores egen kraft. Men Kristus kom i menneskelig skikkelse, og med sin fuldkomne lydighed viste han, at alle Guds forskrifter kan adlydes, når det menneskelige og det guddommelige forenes... Kristi liv på jorden var en fuldkommen åbenbaring af Guds lov, og når de, som bekender sig til at være Guds børn, bliver Kristus lig i karakter, vil de være lydige mod Guds befalinger. Da vil Herren kunne betro dem at være blandt den skare, som vil komme til at udgøre den himmelske familie. Idet de er klædt i Kristi retfærdigheds herlige klædning, vil de få en plads ved kongens bryllupsfest. De har ret til at være blandt den skare, der har vasket deres klæder og gjort dem hvide i Lammets blod.“ (Ellen White, Christ’s Object Lessons, s. 314-315). Spørgsmål til drøftelse

1. Læs citatet fra Ellen White ovenfor. Hvordan ser vi både lov og nåde i dette citat? Hvorfor er det afgørende, at vi altid forstår begge to sammen? Hvad sker der, når disse begreber undervises adskilt fra hinanden? 2. I introduktionen til denne uges studium talte vi om nu afdøde Steve Jobs og hans påstand om, at døden som vores fremtidsperspektiv burde drive os til at udrette alt det, vi kan her i denne verden. Selv om der er nogen sandhed i dette, er det i sig selv ikke nok. Det løser aldrig dødens problem og det, døden gør med meningen med det liv, der går forud for døden. Efter Steve Jobs død havde tidsskriftet The New Yorker en tegning på forsiden af Sct. Peter med en iPad i hånden, hvor han tjekkede Steve Jobs ind ved perleporten. Selv om det måske er sjovt, hvilken lærdom kan vi drage fra det faktum, at der sikkert ikke er nogen iPad i himlen eller noget andet af det, Steve Jobs skabte? 3. Hvilke ting vil vare evigt af det, som i dag findes på jorden? Hvad vil ikke findes mere efter den endelige ødelæggelse af denne verden? Hvorfor er det så vigtigt, at vi ved, hvad forskellen er mellem dem?

132

DIALOG

TIL SABBATTEN | 28. JUNI 2014

Aktiviteter og dialog Uddybende spørgsmål

Kvartalets afslutning kan være anledningen til se på nogle af de specifikke spørgsmål til bibeltekster, som klassen har samlet i løbet af studiet. Derudover kan det være nyttigt at resumere ved at stille hinanden spørgsmål som disse: • Hvad har I fået mest ud af i løbet af kvartalet? • Del fire eller fem hovedpunkter fra lektiernes emner med hinanden, som I hver især fandt særligt nyttige. • Del praktiske dagligdags lærdomme med hinanden. • Brug tid på at sige Gud tak personligt og i klassen for hvad I har lært i løbet af kvartalet.

Forstå det bedre

”Guds rige“ eller ”himmeriget“ var et centralt begreb i Jesu tankegang. I Markusevangeliet er Jesu første forkyndelse centreret derom: ”Tiden er inde, Guds rige er kommet nær; omvend jer og tro på evangeliet!“ (Mark 1,15). I Det Gamle Testamente er det Daniels Bog, som i særlig grad fremhæver begrebet, og det er herfra, Jesus henter sit udtryk. Jesu brug af begrebet var imidlertid forskellig fra den almindelige forventning. For ham var det ikke blot det fremtidige rige, men også Guds nærvær gennem Jesu egen gerning. Gudsriget er, hvor Gud råder, og Gud råder, hvor onde ånder kastes ud (Mark 1,21-28), hvor almindelige mennesker helbredes (Mark 1,29-34), og hvor spedalske renses (Mark 1,40-45). Markus illustrerer betydningen af ”Guds rige“ ved hjælp af disse beretninger.

Personligt kristenliv

• Hvor møder du og jeg i dag Guds rige? • Hvad forestiller du dig, at du vil foretage dig i Guds rige? Hvad vil du ikke lave? • Vi udfører mange aktiviteter for at opretholde tilværelsen. Men vi har også hobbyer og interesser. Overvej, på hvilken måde dine interesser kan videreføres i Guds rige. • Svarer de værdier, dine interesser er et udtryk for, til de værdier, Guds evige rige er bygget på?

133

DIALOG

Mødet med dagligdagen

TIL SABBATTEN | 28. JUNI 2014

• Livets mest sikre kendsgerninger er skat og døden. Vi undgår den ikke. Tænk over de situationer, hvori du i ugens løb har oplevets dødens kendsgerning. • Drøft sammen med klassen, hvilken forskel det kristne håb om opstandelse gør for den måde, vi møder døden på, og de handlinger, vi udfører for at undgå den.

Noter

134

135