Livet i Karant
En hilsen fra et ly med mus Danmarks nedlukning er hård for os alle. Isolation, ensomhed og socialt afsavn er efterhånden reglen frem for undtagelsen, og alligevel håndterer vi alle situationen forskelligt. Rosévin i forårssolen er besnærende, men erstattes af daglige gensyn med eget spejlbillede. Det er nye vilkår, og dundertalen skal ikke være til at tage fejl af: Bliv hjemme! Det er nødvendigt. Således serverer jeg her min beretning fra corona-residensen som særlig sårbar borger. Du kom med alt det der var dig, sang den ukronede fællessangsdomptør Phillip Faber i den daglige fællessang. Sangens spirende romance har fået en ny kontekst. Coronakrisen er kommet, og vi er midt i den. Alt er på afstand – studieliv, det sociale liv, det hele. Og med muskelsvind som livsledsager, er jeg gået i karantæne. Sygdommen kan nemlig få fatale følger for en muskelsvindlers håbløse lungefunktion. Coronavirus. Som gæsten til festen der drikker din vin og skrider fra regningen; pisser i radiatorskjuleren og river lampen af stukken. Coronavirusset har meldt sin ankomst til det ganske, danske land som en ubuden gæst. Tiltag, restriktioner og ministre i kø på daglige pressemøder. Det er en ny måde at være og arbejde på. Gruppearbejdet er underlagt nye vilkår, og
4
Maj 2020
// agenda
det er i den grad vilde kår. Den fysiske interaktion er skiftet ud med digitale værktøjer og endeløse udbrud, indskudte sætninger og tabte dirigentstokke over Skype. Det er vilde kår gruppearbejdet nu er underlagt – for det bedre! Det handler om den nye tids buzzwords: Sammen hver for sig!
Med muskelsvind i bagagen: Et frontalangreb!
Tillad mig at skifte til et personligt perspektiv. Én pointe er, at vi alle har et ansvar for, at den her virus ikke vælter samfundet mere omkuld, end hvad nødvendigt er. En anden – og på mange måder mere nærliggende - pointe for mig er, at coronavirusset med et fingerknips kan fælde mig som en anden Maradona volume ’84 mod Athletic Bilbao. Med muskelsvind og dertil-
hørende håbløse lungefunktion er det bidende nødnvendigt at holde sig hjemme. Derfor er ethvert vi-kan-da-godt-lige-mødes-og-snakkekort-gruppemøde også helt udelukket. Alt er sammen – hver for sig. Og angrib mig gerne på hellighed, når jeg siger: Gør det samme! Coronakrisens fremtrædende traver om de ældre og de svage som særligt udsatte startede for mit vedkommende som en opfordring til at holde afstand. Men som det har været karakteristisk for mig i min 27-årige livskarriere indtræffer konklusionen altid med forsinkelse: Gud ja, jeg er sgu da sårbar. Jeg er i den svage gruppe. Det er en mavepuster, når jobbet som professionel muskelsvindler altid har været en sidegesjæft. Placeringen i den sårbare gruppe giver selvsagt nogle begrænsninger ud over de gængse restriktioner fra Sundhedsstyrelsen. Alle former for dagligvarebutikker er forbudt terræn, og – for at bruge et fortærsket udtryk – hudsulten sniger sig ind. Hvad der går tabt i den daglige interaktion erstattes af de sociale mediers farverige fortællinger om livet i karantænens land. I Muskelsvindfondens egen fa-
