Ingen frivillige på tirsda Gavner underbemanding motivationen? TEKST DIANNA KORSHØJ
Indsatsen som frivillig kommer for alvor på prøve, når man efter fire måneder som ihærdig frivillig får ordene fra ledelsen: ”Tak, men nej tak”. Det var følelsen en frivillig på et anonymt hospice gik afsted med, efter samtalen med ledelsen, da prøveperiode nåede enden. Både sygeplejersker og andet personale havde rost ham til skyerne, men ledelsen havde et helt andet perspektiv, som fik vores frivillige til at genoverveje hvor han tilbringer sin fritid. Efter alt for lang tid med strejke fra pressede sygeplejersker, kom det som et chok, da jeg i et interview for nyligt fandt ud af, at ledelsen på et anonymt hospice reelt planlægger efter en mindre underbemanding. Som enhver anden arbejdsplads kan kaffekopper i tekøkkenet blive et irritationsmoment for mange, hvor hver medarbejder (uanset akademisk niveau) derfor til tider kan findes i færd med at tømme den fyldte opvaskemaskine. Når arbejdspladsen så kræver madlavning og servering som del af disse ad hoc-opgaver, er faglig stolthed pludselig en by i Rusland. Stedet er organiseret med en håndfuld frivillige, som håndterer bl.a. madlavning, opvask og diverse forefaldende opgaver, så sygeplejerskerne kan koncentrere sig om både patienter og
16
Oktober 2021
// agenda
pårørende. Derfor var det også et sted, vores frivillige glædeligt ville give en hånd med, for at bakke op om, både at patienter og pårørende får en hjertevarm sidste stund, men også at medarbejderne havde menneskeligt overskud, hvor kollegialt fællesskab og kærlig omsorg kunne være en vigtig del af arbejdsdagen. I næsten fire måneder knoklede vores frivillige, og dækkede ind hver gang han så et hul i den frivillige vagtplan. Utallige smil og ordret taknemmelig blev uddelt over hans arbejde, og intetanende synes han derfor, han endelig havde fundet en højere mening med sin fritid, selvom han sjældent kunne planlægge flere dage frem, for han vidste glædeligt, at hans arbejde virkelig gjorde en forskel for andre i et arbejde, der for ham er så ufatteligt vigtigt. Manglende frivillige hænder skulle aldrig mere være et problem, for han flyttede gerne andre forpligtelser, så sygeplejerskerne kunne passe det job, som var så nødvendigt. Efter udløb på prøveperioden blev der derfor talt om hvor glade de ansatte var for ham på arbejdspladsen, og der blev talt om hvordan en fast stilling hvor han går til hånde, ikke var noget, de gjorde I, selvom de selvfølgelig påskønnede hans indsats, var de indforståede med, at
hvis han fandt et betalt arbejde, måtte deres veje skilles. Her var der ingen ærgrelse at spore fra ledelsen, snart tvært imod. For i øvrigt ville de gerne frabede, at han dækkede samtlige huller i den frivillige vagtplan, da de stræber mod max 70-80% belægning fra de frivillige. Da vores frivillige spurgte lidt ind til denne tilgang, forklarede ledelsen at det er nødvendigt for at personalet reelt påskønner det arbejde, de frivillige render og laver. Set udefra, kan man vel antage, at hvis madlavning, opvask og diverse over en længere periode er dækket af frivillige, vil de ansatte vel gå ud fra, at det ikke er en del af deres arbejdsopgaver, og derfor ikke være villige til at tage tjansen, hvis de en dag står uden frivillige? Og ud fra min viden om frivillighed, er bølgegang i den frivillige tilgang absolut en udfordring, mange bliver udfordrede med. Hvorfor dette ikke er arbejdsopgaver, som varetages at fastansatte er dog også uvist for mig, men motivationen fra de ansatte virker lettere absurd at styre via underbemanding. Er det bare mig? Vores frivillige var demotiveret. Ikke nok med, at han fra ledelsens side manglede ærgrelse, hvis han en dag fandt andet arbejde, men at hoved præmissen for hans arbejdsindsats var
