4 minute read

Rådgivning

Next Article
Ordet er frit

Ordet er frit

Behandlingstestamente giver dig flere valg

Af Linda Nordahl Jakobsen

Det nye behandlingstestamente, der gælder fra den 1. januar 2019, giver flere muligheder for fremtidigt at kunne fravælge behandling, hvis du på et tidspunkt bliver alvorligt syg og ikke længere er i stand til at udtrykke dine holdninger og ønsker til behandling.

Et behandlingstestamente giver kort sagt større mulighed for selvbestemmelse end et livstestamente, som man kunne oprette indtil udgangen af 2018.

Rådgiver i Ældre Sagen Susanne Bækgaard Holm råder alle, der vil oprette et behandlingstestamente, til at drøfte det med nærmeste pårørende og eventuelt også med egen læge. ”Det kan måske være nemt nok at tage stilling til fravalg af livforlængende behandling, hvorimod fravalget af muligheden for tvangsbehandling af fysisk sygdom kan være mere kompliceret at forholde sig til. Den situation kan fx være, at man har svær demens og modsætter sig operation af en brækket hofte, nægter at tage livsvigtig hjertemedicin eller nægter at få skiftet kateter,” siger Susanne Bækgaard Holm.

Hun tilføjer, at hvis man i behandlingstestamentet bestemmer, at man ikke ønsker at kunne tvangsbehandles, vil det have den konsekvens, at man som udgangspunkt ikke modtager den nødvendige sundhedsfaglige behandling – hvis man modsætter sig behandling i ord eller handling. ”Det er jo ikke sikkert, at man til den tid overhovedet aner konsekvenserne af at nægte at modtage behandling. Det er derfor en god idé at tænke sig godt om og eventuelt søge grundig vejledning og også tale igennem med sine nærmeste pårørende, om de skal have vetoret – især vedrørende muligheden for at fravælge behandling med tvang for en fysisk sygdom,” siger Susanne Bækgaard Holm.

Hvis du ikke har udfærdiget et behandlingstestamente, vil lægerne som udgangspunkt gøre, hvad de kan for at holde dig i live, medmindre behandlingen vurderes at være udsigtsløs. Hvis du allerede har et livstestamente, kan du vælge at beholde det eller ændre det til et behandlingstestamente. Men fra den 1. januar 2019 er det kun muligt at oprette behandlingstestamenter.

Du finder behandlingstestamente her: kortlink.dk/sundhed/x25t

Pjecer om emnet findes på: kortlink.dk/stps/x25s

På Ældre Sagens hjemmeside kan du læse mere om emnet: aeldresagen.dk/behandlingstestamente

Du kan også ringe til Ældre Sagens rådgivning på telefon 80 30 15 27.

Dine rådgivere

I Ældre Sagens medlemsrådgivning sidder jurister, økonomer, demens- og socialrådgivere klar til at svare på dine spørgsmål. Her er billeder af nogle af dem. I næste blad bringer vi navn og titel på de andre rådgivere.

Joan Kelly Socialrådgiver Jytte Hansen Demensrådgiver

Jytte Søndergaard Koordinator Käte Larsen Socialrådgiver

Om behandlingstestamente

Med et behandlingstestamente kan du beslutte, at du ikke vil have livsforlængende behandling herunder genoplivning i disse livssituationer:

• Hvis du ligger for døden, og behandlingen kun vil forlænge dit liv, men ikke vil betyde, at du får det bedre eller får lindret dine smerter. • Hvis du er så svækket af sygdom, ulykke eller alder, at du aldrig igen kommer til at kunne tage vare på dig selv fysisk og mentalt.* • Hvis behandlingen kan betyde, at du overlever, men lægen vurderer, at de fysiske konsekvenser af sygdommen eller af selve behandlingen vil være meget alvorlige og lidelsesfulde.* • Derudover kan du i et behandlingstestamente bestemme, at du ikke ønsker at blive tvangsbehandlet for en somatisk (fysisk) lidelse, hvis du skulle blive varigt inhabil, fx i tilfælde af demens.*

I behandlingtestamentet kan man ud for de tre * af de fire fravalgsmuligheder også krydse af, hvorvidt den beslutning, man har truffet, kun skal gælde, hvis nærmeste pårørende, værge eller en fremtidsfuldmægtig giver sin accept.

Betaling af licens

Den ny lov om medielicens trådte i kraft ved årsskiftet og betyder, at licensbetalingen gradvist og automatisk ændres, sådan at medielicensen opkræves fuldt ud via skatten i 2022. Ordningen med nedsat licens gælder fortsat, så hvis du i forvejen har nedsat medielicens, skal du intet foretage dig.

Hører du til blandt dem, der har ret til nedsat medielicens, og endnu ikke har søgt, skal du ansøge nu, da din licens først nedsættes fra den dato, DR Licens modtager din ansøgning. Du kan få nedsat licensen til halv pris, hvis du har en tillægsprocent på 100 og er folkepensionist, eller hvis du er førtidspensionist (før 2003), eller er blind eller svagtseende. Den personlige tillægsprocent fremgår af din seneste pensionsmeddelse.

Sådan gør du:

• Udfyld ansøgningsskema, som du kan hente på

DR's hjemmeside kortlink.dk/dr/x2dm eller hos din kommune • Få underskrift og stempel fra din kommune (hos Borgerservice), som skal bekræfte, at du opfylder betingelserne • Send ansøgningsskemaet til: DR Licens, DR Byen, Emil

Holms Kanal 20, 0999 København C

Med den nye medielov indføres også den såkaldte ”mediecheck”, der er på 235 kr. i 2019. Den udbetales automatisk til pensionister, med en personlig tillægsprocent på 100, sammen med ældrechecken i slutningen af januar måned hvert år. Læs om medielicens og mediecheck på Ældre Sagens hjemmeside aeldresagen.dk/medielicens og på kortlink.dk/borger/x2fp

Kurt Petersen Socialrådgiver Margrethe Martensen Jurist Peter Skov Jurist Stine Nissen Socialrådgiver

Susanne Bækgaard Holm Jurist Torsten Lenstrup Jurist Ulla Jarulf Kjærgaard Jurist

This article is from: