ORDET ER FRIT
Nye triste minder Af Liv Mygind
N
Foto Ulrik Jantzen
ogle gange er timingen i mit arbejde uhyggelig. Som alle andre vågnede jeg en morgen i februar til nyheden om Ruslands invasion af Ukraine og hørte Putins modbydelige ord om et prompte svar og ”konsekvenser, I aldrig har oplevet før”, og som alle andre blev jeg bange. Efter at have forladt P1 Morgens forlængede sendeflade satte jeg mig til computeren for at klippe Anne Lises livshistorie, som jeg havde optaget ugen før. Jeg var tilfældigvis nået til det afsnit, hvor hun fortæller om 2. verdenskrig. Hun var fem år, da Danmark blev besat, og ti år, da besættelsesmagten overgav sig. Hun fortæller, hvordan hun græd og var helt fra den, når luftalarmen lød i Herning, og hvordan hendes lillebror kaldte på deres mor, fordi Anne Lise skreg. Hun var meget følsom og havde ingen at tale med: “Når luftalarmen lød, så troede jeg, vi skulle dø, fordi nu kom der flyvere og bombede os. Vi var jo kun børn.” Hun græder på båndet. Hun er 87 år, og det gør stadig ondt at tænke på. Jeg kom til at tænke på Ukraine. På de børn, der nu skal høre luftalarm og mærke deres forældres frygt. Og forældre, der ikke er i stand til at passe på deres børn. Krigens værste konsekvenser udspilles lige nu, foran verdens forfærdede øjne, men selv når freden forhåbentlig snart er vundet, vil det ikke være slut. For andre konsekvenser kommer snigende og viser sig måske først langt senere, når ukrainske børn bliver 87 år i 2100’erne og fortæller om krigen til deres børnebørn. Min frygt kan på ingen måde sammenlignes med deres mareridt, men
jeg er bange, og jeg er ikke den eneste. Faktisk frygter ca. 37 % af danskerne, at situationen i Ukraine kan udvikle sig til 3. verdenskrig. Og det er langt flere end i året efter cubakrisen – den kolde krigs varmeste tidspunkt. Dengang i 1963 troede kun 16 % af danskerne, at en ny verdenskrig ville bryde ud. En måned senere sidder jeg i stuen hos Karin, en 90-årig kvinde, der også husker luftalarmens tuden under besættelsen. Ikke i Herning, men i Esbjerg. Og hendes fortælling giver mig en smule håb. Hun fortæller, hvordan hendes forældre og de andre voksne i opgangen i Jernbanegade havde stillet en grammofon og en kasse med øl og sodavand ned i kælderen. Når luftalarmen lød, myldrede hele opgangen ned ad trapperne. Det var ofte om natten, og folk havde deres overtøj oven på nattøjet, mindes Karin: ”Det var lidt af en fest. Det lyder måske ikke så pænt, men sådan opfattede vi børn det i hvert fald. Vi syntes simpelthen, det var super at se de voksne begynde at danse i kælderen til grammofonen. Det grinede vi jo af.” Tænk sig, at de voksne i Karins barndom pjattede, hyggede og dansede frygten væk. Det kan man måske som forældre. Til en vis grænse. Skærme børnene, så længe bomberne ikke rammer. Jeg håber aldrig, det bliver aktuelt for mine børn at skulle i kælderen, fordi fremmede magter smider bomber. Men tanken er blevet påtrængende, og nu er den uløseligt forbundet med Anne Lises og Karins historier. Med nervesvækkelse og trodsige grammofoner. (Denne tekst er skrevet 7. april 2022. Og jeg håber af hele mit hjerte, at teksten er hamrende uaktuel, når du læser den).
OM Liv Ud over at være mor til to vilde børn og gift med en høj, glad mand er Liv Mygind dårlig til at aflevere biblioteksbøger og god til at parallelparkere. Hun er uddannet journalist og har gjort det til sin levevej at hjælpe ældre mennesker med at forevige deres livshistorier som podcast. Blikket ind i ældres liv inspirerer hende til at sætte spørgsmålstegn ved hverdagslogikken anno 2022.
JUNI 2022
97
