Dyrk Dansk by Alfabeta Forlag

Anne Weile Susanne Maarbjerg

Indhold Noveller

Dyrk Dansk Susanne Maarbjerg og Anne Weile © 2008 Alfabeta, København Et forlag under Lindhardt og Ringhof Forlag A/S, et selskab i Egmont Mekanisk, fotografisk, elektronisk eller anden gengivelse af denne bog eller dele heraf er kun tilladt efter Copy-Dans regler. Forlagsredaktion: Helene Deden Billedredaktion: Signe Kock Polano Grafisk tilrettelægning omslag og indhold: andresen design

Solstrålen - Juliane Preisler Gem et lille smil - Kim Fupz Aakeson En flink dreng - Tove Ditlevsen Den sidste balkjole - Herman Bang Vibeke - Ida Jessen Sidste søndag i oktober - Jan Sonnergaard Stavgang - Helle Helle Nu sad det unge par sikkert og så video - Thøger Jensen Tyvetøs - Martin Andersen Nexø

8 22 30 40 46 56 76

Lyrik

Glimt af i går - Anders Matthesen I Danmark er jeg født - H.C. Andersen I Danmark er jeg født - Natasja Tryghed - Benny Andersen Hyldest til hverdagen - Dan Turèll De elskende - Kirsten Thorup

98 102 104 110 114 118

84 88

Trykkeri: Livonia Print 1. udgave 7. oplag 2015 ISBN: 978-87-636-0238-9 www.alfabetaforlag.dk

Eventyr Det gode sværd - folkeeventyr Klods-Hans - H.C. Andersen Eventyret om den grimme Manfred - Tage Danielson

Billeder

124 128 134 140

146

Film og tv

152

Sagprosa

164

Af Gadedrengen der kom ud af mørket som en (anden) mand Computerspillerens zappe-bog Bling Bling, analvoldtægt og rystet kamera Vi er vilde med sladder Tines brevkasse Kør ikke på røven i bussen Forelsket i en farmer Farmer sport Unge mødre er dummere Kvinde stak ild i naboer Økseskaft og chokolademand i Farums absurdteater

170 185 186 192 196 202 206 210 214 218 220

Forslag til læsning af romaner

226

Minilex

227

Redskabsliste

229

Litteraturfortegnelse

230

Billedhenvisninger

231

Anne Weile, læreruddannet i 1985 med linjefagene dansk og idræt. Har siden undervist i fagene dansk og dansk som andetsprog i folkeskolen, sprogskolen, oplysningsforbund, diverse uddannelsesprojekter for unge og voksne og på efterskole. Er nu ansat på VUC i Odense, hvor dansk som andetsprog og ”ungeklasserne” fylder det meste af skemaet. Tog indvandrerlæreruddannelsen 1992, læsepædagoguddannelsen 1998 og FVU-læreruddannelsen 2001. Har siden 2006 været medlem af opgavekommissionen i dansk. Susanne Maarbjerg, læreruddannet i 1989 med linjefagene dansk og idræt. Har undervist i faget dansk i Kriminalforsorgen, folkeskolen og ungdomsskolen. Er nu ansat på VUC i Odense og har dér undervist på diverse uddannelsesprojekter. Underviser på nuværende tidspunkt hovedsageligt i dansk som andetsprog og i ”ungeklasserne”. Tog læselæreruddannelsen 1998, suppleringskursus i FVU-læsning 2003, læsepædagoguddannelsen 2004 og modulet ”Ungdomsliv, socialisering og identitetsudvikling” på Den Pædagogiske Diplomuddannelse i Ungdomspædagogik 2007. Har siden 1998 været medlem af opgavekommissionen i dansk som andetsprog.

Forord Dansk er et fag, der handler om sproget og formidlingen af det, og derfor skal faget styrke din evne til at læse, skrive, tale og lytte. Det er med sproget, du kommunikerer, sætter ord på dine tanker, forstår andre mennesker, oplever fællesskab og får bevidsthed om din omverden. Hvis sproget skal styrkes, skal det dyrkes. Du kender det, når du til daglig dyrker dine interesser, så udvikler du din viden og dine færdigheder – sådan er det også med din viden om danskfaget.

Du skal arbejde med 6 hovedafsnit:

Noveller Lyrik Eventyr Billeder Film og tv Sagprosa

Hvert hovedafsnit starter med en kort præsentation af genren, som gør dig klar til at arbejde med teksterne. Til hver tekst er der opgaver, fx førlæsningsopgaver, tekstlæsningsopgaver, sproglige opgaver og skriveopgaver. Til at hjælpe dig med at løse de forskellige opgaver er der bokse med forklaringer på de danskfaglige redskaber og begreber, du skal bruge. Opgaverne er forskellige og lægger op til, at du både skal arbejde alene og sammen med andre. I faget dansk skal du også læse romaner. Derfor giver vi dig sidst i bogen forskellige forslag til romaner, som vi tror, du vil synes er spændende at læse. Bagest i bogen er der et alfabetisk ordnet Minilex, hvor du hurtigt kan finde forklaring på bogens ord og begreber. Her finder du også et indeks over bogens danskfaglige redskaber.

Dyrk dansk! Anne Weile Susanne Maarbjerg

Oprindeligt betyder ’novelle’ noget nyt, noget ingen endnu har h¿rt. Novellen er en kort Þ ktiv fortælling, som normalt beskriver et kort og enkelt handlingsforløb eller en bestemt situation, og der vil typisk kun optræde få personer. Man kan sige, at en novelle er en fortælling, der beskriver en tilstand, hvorefter der indtr¾Ȕ er en begivenhed, der enten fører til en ny tilstand eller til genopretning af den gamle. I modsætning til novellen er romanen en lang Þ ktiv fort¾lling, der ofte er inddelt i kapitler. I romanen lærer man personerne bedre at kende, fordi de er skildret udførligt og i forskellige milj¿er. Romanen har ß ere handlingsforl¿b over en længere tid. Disse handlingsforløb er ofte bundet sammen af en intrige eller et plot.

Juliane Preisler Solstrålen (2000) Juliane Preisler blev født i 1959 i København. Hun debuterede i 1983 med digtsamlingen ”Uden”. Hun har siden udgivet både digte, noveller, børnebøger og romaner. Hun har bl.a. skrevet gyserromanen ”Dyr”, som blev filmatiseret at Susanne Bier i 1997 under titlen ”Sekten”. Ensomhed og længsel er grundtemaer i hendes forfatterskab.

Før du læser Tænk over titlen ”Solstrålen”. Hvilke associationer får du? Hvad tror du, novellen handler om?

Lørdagene er de værste. Nej, lørdagsmorgenerne er de værste. En lørdagsmorgen hos Far. Hvor hele dagen, lørdagen, ligger foran ham. Han vågner aldrig langsomt og søvnigt ligesom derhjemme. Han vågner pludseligt og brat, som om han er faldet ud af sofaen han ligger i. Som om kroppen ved, at der er et eller andet galt, før han selv gør det. Sofaen har en lugt. En ternet lugt, han tænker på det som en ternet lugt. Lidt hengemt og samtidig med et vagt spor af mad, måltider for længe siden. Det gør ham ikke så meget, når han skal falde i søvn om aftenen. Når han er træt. Men når han vågner om morgenen, er den voldsom, lugten. Forkert. Der er så meget, der er forkert om morgenen. Lyden af Far. Lyden af Far inde fra det andet rum. En blanding af bevidstløs snorken, hosten og harken, venden sig i den knirkende seng. Om aftenen, eller hvis han vågner i løbet af natten, er det næsten hyggeligt. Næsten trygt. Han kan høre han er der. Far. På en måde er der. I hvert fald sover lige ved siden af. Men om morgenen er det forkert. Når han vågner og ikke selv kan sove mere, er det forkert. Og han ved, at han ikke kan vække ham. Selv om han så prøvede, ville han ikke kunne vække ham. Ikke før om mange timer. Og han har hele dagen og ikke mindst aftenen foran sig. Han står op og går på badeværelset. Og han tænker, som så ofte før, på at det ser ud som om det aldrig bliver brugt, badeværelset. Eller det er længe siden. Alting revner og skaller, selv håndklæderne flosser. De er mærkeligt indtørrede, som om de ikke har været våde i lang, lang tid. Han har sin tandbørste i et gammelt, grønt skab. Det er det eneste af ham, der altid er der. Hans tandbørste. Han børster tænder. Hvis der er tandpasta bruger han den, ellers vand og lidt håndsæbe. Han kender smagen af Fars håndsæbe ret godt. Et eller andet sødligt, honningagtigt smager den af. Gammeldags, som noget der ikke mere findes. Han pjasker lidt vand i hovedet og ud over sig og tørrer sig i et af de flossede håndklæder, som lugter af våd hund når der kommer vand på det. Så begynder

Hengemt: gemt bort i lang tid

Harken: hoste slim op

han at lede efter flasker. Han er næsten holdt op med at lede i badeværelset. Der er som regel ikke nogen. Men i dag er der et eller andet, der får ham til at bøje sig ned og rode rundt bag toilettet. Og ganske rigtigt – en lille snapseflaske er klemt fast mellem væg og porcelæn. Den ser på én gang dum og skrøbelig ud i hans hænder. Dén kan jo ikke gøre for det, tænker han, mens han hælder indholdet ud i toilettet og skyller. I køkkenet ved han, der ikke er noget. Det er som om det er for oplagt et sted. Alligevel står han et øjeblik stille derude og ser sig om. Eller rettere ser udenom. For de mange stabler af snavsede tallerkner og glas og ind imellem også halvfyldte dåser med noget råddent indeni er ikke noget rart syn. Om morgenen. Så går han hen til vinduet, som han altid gør, og ser ud. Han ser på de andres vinduer i gården udenfor. Om der er noget der har forandret sig siden sidst. Og det er der som regel. Fjorten dage er lang tid. Han ser alligevel hurtigt væk igen. Der ser så normalt ud i de andres vinduer. Normalt og ordentligt, og det gør på en eller anden måde ondt at se på, mens han står i Fars kaotiske morgenkøkken. Så går han rigtigt i gang inde i stuen. Det er længe siden der har været noget i bogreolerne, det er altid der han kigger først. Så under sofaen og lænestolen. Bag fjernsynet. Alle de sædvanlige steder. Der er ikke noget i dag. Slet ingenting. Et øjeblik står han helt stille og tænker på, om det virkelig kan være rigtigt. At der slet ingen skjulte flasker er. Han bliver ikke glad, bare forundret. Så kommer han i tanker om snapsen i badeværelset. Han leder videre. Der er virkelig ingenting. Han ser sig om. Det eneste sted han ikke har ledt er indeni den gamle brændeovn, som sjældent er i brug, fordi den er så besværlig at tænde op. Hellere fryse siger Far. Kun hvis det er virkelig koldt og han beklager sig rigtig meget over det, bliver den en sjælden gang tændt, og så er der næsten hyggeligt i Fars stue. Han åbner lugen i brændeovnen. Den er fyldt med gammel aske. Han stikker alligevel

hånden ind og roder. Og ganske rigtigt, dér støder hans hånd på klirrende glas inderst inde. Han trækker flasken ud. Det er en flaske portvin. Portvin! Far må have fået den af en eller anden. Da han hælder portvinen ud i køkkenvasken stinker den værre end snaps. Kvalmende, sødligt. Fremmedartet. Måske bliver det ikke så slemt i aften. Måske har Far ikke nogen penge, måske er det derfor, der er så få flasker. Eller måske har han bare drukket det hele. Lige et øjeblik forestiller han sig en anderledes lørdag aften. Helt anderledes. De kunne gå en tur. Hvis Far havde kunnet gå ordentligt. De kunne gå en tur. De kunne gå i biografen og se en film. Det er umuligt at forestille sig Far i en biograf. Siddende helt, helt stille og bare se og lytte. Og ingenting drikke. Umuligt. De kunne også blive hjemme og spille kort. Han har noget, som han går og gemmer på, fra da han var ganske, ganske lille. Han sidder i en solstråle på gulvet og støvet danser i den, solstrålen, og han forsøger at fange det med sine små hænder. Så sidder Far pludselig på gulvet ved siden af ham med nogle spillekort. Og han lærer et spil, så meget som man nu kan lære, når man er meget lille, og de spiller spillet og Far ler, og alt er lykkeligt og let og dansende som solstrålen. Mærkeligt nok er der ikke noget han kan huske om Mor på samme måde. Det vil sige, han kan huske alt muligt, men ikke noget der er lykkeligt og let på den måde. Somme tider forsøger han at minde Far om dengang. Men han kan ikke huske det, han kan ikke huske ret meget. Hverken det der er tæt på eller langt fra. Fra dagen før eller for mange år siden. Han ville kunne bilde ham hvad som helst ind. Sige at der var sket et eller andet. Noget der slet ikke passede. Ikke at han nogensinde ville gøre det. Men han kunne. Inde i stuen ligger der en stabel gamle aviser. De er fra for mange, mange år siden og helt gulnede. Det er dem han plejer at sidde og læse i, indtil Far vågner. Han tager fat i bunken og roder i den. Han har ikke lyst til de gamle aviser i dag, men der er ikke andet. Han prøver at finde én som han ikke kan huske udenad. Så læser han.

Eller han både læser og ikke læser. Tiden går. Far vågner. Det har altid undret ham den måde Far vågner på. Det er så pludseligt. Som om han går lige fra den totale bevidstløshed til at være helt vågen, eller så vågen som han nu kan blive. Uden noget ind imellem. Det ene øjeblik ryster hele lejligheden af bevidstløs snorken – det næste er der ildevarslende stille. Når Far vågner, er han næsten helt ædru. Han er et andet menneske. Der er noget mildt, ligesom forvildet over ham. Han går på badeværelset og så ud i køkkenet og spiser mærkelige ting til morgenmad. Mayonnaise lige fra tuben. Syltetøj på pølse. Som om han bare skal have et eller andet i munden. Han brænder sig altid på kaffen og bander. Og så er lørdagen som han kender den i gang. Først købe ind i supermarkedet. Far går så dårligt, han har et eller andet med benene, han støtter sig tungt til hans ene skulder, mens han stråler mod alt og alle. »Det er min dreng,« ser han ud som om han siger. Og hvis de møder nogen de kender, siger han det også højt. »Det er min dreng.« De skal altid have det samme: Øller, chips, pølser. Det er den eneste ret Far kan lave: Ristede pølser på panden. I margarine og med sprukkent skind. Der er den sædvanlige diskussion om øllerne. Far vil have elefant-øller, han insisterer på almindelig Hof. Han vinder, fordi Far ved, at de ellers bare bliver hældt ud, øllerne. Hjemme igen bliver der åbnet flasker i hurtigt tempo, mens han selv drikker cola. Pølserne syder på panden. Far bliver så kærlig, når han har fået de første 4-5 stykker og stryger ham over kinden hele tiden. Og han kan både lide det og ikke lide det. Det er synd for Far. Over det hele hviler Pelikanens skygge. Pelikanen er værtshuset nede om hjørnet, hvor Far plejer at komme. Hvor han har regning og ikke bliver smidt ud, selv når han bliver for fuld. Når de har spist skal de på Pelikanen. Han har somme tider forsøgt at forhindre det, spurgt om de ikke skal gøre noget andet. Men der er ikke noget at gøre, aftenen bliver helt umulig hvis de

bliver hjemme. Far bliver helt umulig. Han kender ham så godt – humøret skifter efterhånden som øllerne forsvinder. Først det mærkeligt forvildede om morgenen. Så det kærlige når den første brandert tager ved. Så hidsigheden og vreden hvis noget som helst går ham imod, imens han er godt lakket til. Og til allersidst det næsten klynkende, fjerne, babyagtige, når han halvt støtter, halvt bærer Far hjem fra Pelikanen og lægger ham i seng. Det sidste er det værste. Men lige nu steger de pølser. Det er blevet regnvejr og mørkt udenfor, og vandet slår mod ruderne, og der er næsten hyggeligt i Fars køkken, hvor han har fået ryddet lidt til side. Far stryger ham hele tiden over kinden. Han lader ham gøre det. De spiser pølserne. Han drikker mere cola. Far rører aldrig chipsene, kun pølserne, som han spiser lidt fraværende, som om han ligeså godt kunne lade være. Så snart de har spist op, kommer der den rastløshed over ham, som han kender så godt, og han ved at de ligeså godt kan tage overtøj på med det samme. Far står allerede ved hoveddøren med frakken halvt på og den sidste øl i den ene hånd, og han spørger om de ikke lige kan rydde lidt op i køkkenet først. Så det ikke er så slemt i morgen. Men Far ser helt uforstående på ham, og han opgiver og tager sin jakke på i en fart. Udenfor regner det stadig. Og blæser. De bliver helt gennemblødte begge to på det lille stykke hen til Pelikanen, og han tænker på, at Far vil spørge, om de ikke skal have en lille spids til at få varmen på. Om »de« ikke skal. Han drikker aldrig andet end cola, men Far bruger ethvert påskud til at spæde Hofferne op med snaps. De kommer ind ad døren og det er Ejnar, der står i baren. Og det er godt. Ejnar ligner noget fra en film for længe siden, en sort-hvid film. Han har slikket hår med sideskilning og et mærkeligt sørgmodigt ansigt og bevæger sig som om han har gået til dans, engang. Han drikker heller ikke så meget selv. Snakker ikke så meget. Passer bare sit arbejde.

Brandert: at være fuld

En lille spids: en lille smule spiritus

Stambordet: det bord, man plejer at sidde ved

Nede i stamhjørnet sidder Ise-Kaj. Det er ikke godt. Ise-Kaj er spiller. Og Far taber altid. Far taber altid og Ise-Kaj ved, at han taber. Han leder Far over mod et andet bord så langt væk som muligt fra det højrøstede selskab ved stambordet. Han ved ikke, hvorfor Ise-Kaj hedder sådan, og han vil heller ikke vide det. Han vil ikke have noget som helst med ham at gøre. Men Ise-Kaj har set Far, det ved han. Det er bare et spørgsmål om tid. Far spørger, om ikke de skal have en lille spids til at få varmen på. Han siger nej, ikke tale om, du ved godt du bliver fuld alt for hurtigt og alt det andet han plejer at sige. Så er han nødt til at gå på toilettet på grund af al colaen, og der er kø, og da han kommer tilbage har Far både fået sin snaps og drukket den. Og der er ikke noget han kan gøre. Han kan se på Fars øjne, at det er begyndt. Fra nu af er det virkelig farligt at sige ham imod. Fra nu af og indtil han er blevet fuld nok. For fuld. Han mærker Ise-Kajs øjne i nakken. Han forsøger desperat at få Far interesseret i spillemaskinen i stedet for. Engang imellem virker det. Engang imellem kan Far sidde i timevis og se på de farvede hjul der kører rundt og høre på maskinens pling og plong. Og så er der fred så længe. »Jeg tror jeg er heldig i dag,« siger han og hiver nogle mønter op af lommen, som han har liggende netop til det formål. Far har aldrig nogen mønter. Eller for den sags skyld kontanter tilbage, når de har betalt i supermarkedet. Somme tider tænker han virkelig bekymret på, hvad Far egentlig lever af, når han ikke er der. Hvad han får at spise og sådan. Han propper mønter i maskinen i et vist tempo og holder øje med Far. Men Fars øjne er ikke fæstnede på de farvede lys, de glider hele tiden til siden og ud. Og nu rejser Ise-Kaj sig og kommer hen imod deres bord. Og det hele er bare ad helvede til. »Har du din dreng med i dag, Georg?« siger Ise-Kaj. Glat og ind-

smigrende som han altid er. Og det er altid så mærkeligt, når nogen kalder Far for Georg, Mor taler aldrig om ham. Men det hedder han jo. Georg. Og Far stråler og stryger ham over kinden. Og det er sikkert sidste gang han gør det i dag, stryger ham over kinden. Hans humør har ændret sig og hans bevægelser med ølflasken er anderledes hurtige, irritable. Ise-Kaj står og hænger og Far beder ham ikke sætte sig ned, og det er jo altid noget. Så længe det varer. »Vi spiller,« siger han selv til Ise-Kaj. Så køligt han kan. »Spiller,« siger Ise-Kaj. »Det dér er jo ikke noget spil for voksne mænd, vel Georg?« Far mumler et eller andet, og som ved et mirakel følger hans øjne nu maskinen, som om de er limet fast til den. Han propper mønter i som en gal. Ise-Kaj står og skifter lidt fra den ene fod til den anden. »Du skylder mig nogle genstande, Georg,« siger han så, »vi kan jo spille om dem.« Og Fars øjne river sig løs fra maskinen og dens blinkende lys, og det hele er virkelig ad helvede til. Ise-Kaj sætter sig ned, selv om han ikke er blevet inviteret. Han råber på Ejnar, efter terningerne, og Ejnar lader længe som om han ikke hører det. Det gør han virkelig. Men til sidst er Ise-Kajs stemme ikke til at overhøre og terningerne kommer på bordet. Han trækker sig helt, helt ind i sig selv. Han kan bare ikke holde ud at se Far tabe, det har han aldrig kunnet. Han forsvinder ligesom væk i glasset med cola og maskinen der blinker og plinger og plonger til ingen verdens nytte. Og Far taber og taber et sted derude, uden for ham selv. Pludselig sker der et eller andet i rummet. Døren går op og et større selskab kommer ind, nogle der ikke plejer at komme her, det mærker man med det samme. Han ligesom ryster sig og ser sig om og tror ikke sine egne øjne.

Krymper sig: prøver at gøre sig lille

Dér står Mor med nogle af sine arbejdskammerater, han genkender Grete og Mette, og en eller anden mand, som han ikke kender. Og som hun bager på, det ses tydeligt. Hun har ikke set ham, heller ikke Far, hun har for travlt, og han sidder musestille og mærker hvordan hans verdener støder sammen og snart, snart bryder sammen. For han ved, hvad der vil ske, i det øjeblik Mor får øje på ham. Og Far. De sætter sig ned, selskabet, og han tror et øjeblik at han kan slippe ud af det hele. Mor sidder næsten på skødet af den fremmede mand. Han lader sig umærkeligt glide fri af bordet. Så hænger fars næve i hans krave. »Hvor skal du hen, dreng?« runger det ud over hele værtshuset. Han krymper sig og ser hen på Mor, som allerede er på vej hen til dem, og hun ligner alverdens uvejr på én gang. Så står hun foran dem. Ise-Kaj ignorerer hun, som om han slet ikke findes og lige et øjeblik er dét godt. »Tager du drengen med på værtshus, Georg?« spørger hun. Han har aldrig hørt Mors stemme sådan. »Øh ... Alice ...,« stammer Far, »han ville selv ...« Det lyder fuldstændig åndssvagt. Og Mor venter ikke engang på at høre mere, hun har fat i ham, rigtig fat og hiver ham ud ad døren og ind i en taxa, før han kan nå at sige så meget som farvel. Til Far. I taxaen er der tordnende stille. Han tænker på at hans sportstaske med alt muligt i står hjemme hos Far. Så tænker han på, at Far stadig sidder på Pelikanen. Og er blevet totalt til grin, både over for Ise-Kaj og alle de andre. Hvor mange snapse, han drikker nu, hvor han ikke er der til at forhindre ham i det. Hvordan han nogensinde skal komme hjem i aften. Vågne i morgen med tømmermænd, alene. Han er lige ved at begynde at græde. »Du kommer ikke derhen mere,« siger Mor ved hans side i taxaen. Bare sådan. »Du forstår ikke noget,« siger han til hende. Hans stemme er tynd og skrøbelig som da han var ganske lille. Det næste tænker

han inden i sig selv, han siger det ikke højt: Jeg elsker ham jo. Og han elsker mig. Han siger det ikke højt. »Han har ikke andre,« siger han. Taxaen kører ikke ret hurtigt, nu. Han griber fat i døren og vrider den op. Til alt det mørke, våde udenfor.

Opgaver Tekstlæsning 1. 2. 3. 4. 5. 6. 7.

Lav et resumé af novellen. Giv en karakteristik af drengen og faren. Beskriv forholdet mellem drengen og faren. Hvilke oplysninger får du om moren? Beskriv miljøet. Hvilken fortællersynsvinkel anvendes i novellen? Hvorfor hedder novellen ”Solstrålen”?

Sprogligt fokus Novellen er skrevet i nutid. Vælg et afsnit, som du skriver om til datid. Hvilken effekt har det?

Skriveopgave Hvordan fortsætter drengens liv? Skriv selv en fortsættelse af novellen (mindst 300 ord).

Referat Et referat er kortere end det, der bliver refereret, fordi et referat kun indeholder det vigtigste. Når du skal skrive et referat, skal du overholde følgende regler: r r r r r

Skriv referatet med dine egne ord og dit eget sprog. Et referat må ikke indeholde personlige synspunkter. Skriv sætninger i 3. person. Omskriv direkte tale til indirekte tale. Overhold reglen om grammatisk tid. Det vil sige, at du ikke må skifte om fra nutid til datid eller omvendt.

Resume Et resumé er et kort referat, fordi du kun skal gengive det helt centrale fra teksten. I et resumé skal du overholde de samme regler som i referatet, dog skal du være opmærksom på at få tekstens fokus og budskab frem og udelade gentagelser, detaljer og eksempler.

Miljøkarakteristik En tekst handler ikke bare om nogle personer, men også om det miljø de vokser op i eller lever i. Når du skal samle oplysninger om miljøet i en tekst, skal du se på følgende forhold: r Geografiske omgivelser (landsdel, land/by, hus, lejlighed, gård, ting man har i sin bolig). r Mennesker (udseende, alder, køn, sprog, erhverv, påklædning). r Samfundsforhold (religion, sociale, politiske og økonomiske forhold, kultur). r Handlingens tid (fortid, nutid, fremtid). Det er meget forskelligt, hvilke oplysninger en forfatter giver om miljøet. Et miljø kan beskrives både direkte og indirekte. Hvis et miljø er beskrevet direkte, kan du få konkrete oplysninger om, hvor handlingen foregår. Ved en indirekte miljøkarakteristik skal læseren selv tolke sig frem til miljøet, fx gennem de udtalelser personerne kommer frem med.

Personkarakteristik I en tekst kan personerne både være beskrevet direkte og indirekte. Hvis en person er beskrevet direkte, får du konkrete oplysninger om personens udseende, væremåde og personens position (fx alder og familieforhold). En person kan også skildres indirekte, gennem det personen siger eller gør, eller gennem omgivelsernes syn på personen.

Fortællersynsvinkel Hvem fortæller? Gennem hvilke øjne ses historien? r Ydre synsvinkel: Fortælleren er ikke med i selve historien, men fortæller, hvad der kan ses, hvis man fx sad på en sky og iagttog handlingen. r Indre synsvinkel: Fortælleren er ”inde i hovedet” på en af historiens personer og fortæller med denne persons tanker og følelser. r Kombineret synsvinkel: Fortælleren er skiftevis ”på skyen” og ”inde i en persons hoved”. r Den alvidende fortæller: Fortælleren ved alt om, hvad personerne i historien tænker, føler og mener. Den alvidende fortæller ved, hvad der vil ske senere i handlingsforløbet og kender til de ting, der er sket i fortiden.

Dyrk dansk er en alt-i-ét-danskbog til unge og unge voksne, der modtager danskundervisning på meritniveau G-D. Materialet er udviklet specielt til unge på landets VUC’er, produktionshøjskoler, ungdomsskoler, efterskoler, tekniske skoler, handelsskoler m.m. - og selvfølgelig også til folkeskolens afgangsklasser. Dyrk dansk er opdelt i 6 hovedafsnit: noveller, lyrik, eventyr, billeder, film og tv og sagprosa. Alle tekster har løbende ordforklaringer og bagest i bogen er der både et minilex over de forskellige begreber, samt en redskabsliste som fortæller, hvor i bogen man kan finde de forskellige analyseredskaber. Til hvert hovedafsnit er der udarbejdet opgaver, som skal motivere til fordybelse, refleksion, afprøvning af de danskfaglige redskaber og bevidsthed om sproget og dets anvendelsesmuligheder.

Anne Weile, læreruddannet 1985, indvandrerlæreruddannelsen 1992, læsepædagoguddannelsen 1998 og FVU-læreruddannelsen 2001. Siden 2006 medlem af opgavekommissionen i dansk. Susanne Maarbjerg, læreruddannet 1989, læselæreruddannelsen 1998, suppleringskursus i FVU-læsning 2003, læsepædagoguddannelsen 2004. Siden 1998 medlem af opgavekommissionen i dansk som andetsprog.

ISBN 978-87-636-0238-9