2 minute read

AKTUELT / LUZHNY I SIT LIVS KAMP

LUZHNY I SIT LIVS KAMP

Ruslands vanvittige invasion af Ukraine har bragt flere tidligere ukrainske sportsstjerner frem i rampelyset i forsvaret af landets selvstændighed. Blandt dem den tidligere Arsenal back Oleg Luzhny.

Netop nu kæmper den tidligere Arsenal back Oleg Luzhny den vigtigste kamp i sit liv - kampen for et frit og uafhængigt Ukraine. Kort efter den russiske invasion at sit hjemland, meddelte den tidligere Premier League og FA cup vinder til Sky Sports, at hans planer om at arbejde som træner i England er sat i bero for at deltage i forsvaret af Ukraine. En kamp, som står i skærende kontrast til kampen om mesterskaber og pokaler, og hvor konsekvenserne er langt mere uoverskuelige og alvorlige.

Luzhny’s heroiske handling blev markeret af Arsenal op til kampen mod Leicester, hvor ukraineren figurerede på bagsiden af kampprogrammet, som en del af truppen med sit gamle trøje nummer 22. En lille, men fin gestus overfor Luzhny, som nu står overfor soldater fra Rusland, som Ukraine var i union med frem til Sovjetunionens fald.

FAKTA: Navn: Oleg Romanovych Luzhny Født: 5. august 1968 Lviv Kampe for Arsenal: 110 fra 1999 - 2003 Titler med Arsenal: Community Shield 1999, 2002 Premier Legaue 2001/02 FA Cup 2003 Landskampe: Sovjetunionen 8 Ukraine 52 Tætte bånd Båndene mellem de to nationer er således tætte og understreges af, at Luzhny på den internationale scene startede med at repræsentere Sovjetunionen i en alder af 20 år tilbage i 1989. Det blev til i alt 8 kampe, og havde en skade ikke bremset ukraineren havde han efter al sandsynlighed været en del af Sovjetunionens VM trup i 1990. Efter unionens fald nåede Luzhny, der er født i Lviv i det vestlige Ukraine, at optræde 52 gange for et selvstændigt Ukraine heraf de 39 som anfører. For den bedrift har han opnået stor anerkendelse i hjemlandet og nu betaler han tilbage.

Situationen er forfærdelig siger han til Sky Sports gennem Whatsapp. Jeg vil gerne arbejde som træner i England, men først vil jeg stå fast og kæmpe for mit folk, mit land og for demokrati forklarer Luzhny, der senest har arbejdet som hjælpetræner i Dynamo Kyev, hvor han som spiller opnåede 253 kampe i perioden 1989 - 1999.

Luzhny blev hentet til Arsenal i 1999 efter at have imponeret Wenger i Arsenals opgør med Dynamo Kyiv i Champions League i 98/99. I Arsenal skulle han udfordre Lee Dixon på pladsen som højre back. Det lykkedes kun til dels, men ukraineren blev alligevel en vigtig brik i Arsenal da han kunne bruges på flere pladser i forsvaret. Det blev til i alt fire sæsoner hos The Gunners og han betegnes som en spiller man altid kunne regne med - og det kan Ukraine altså også. //

This article is from: