34 minute read
FANKULTUR / MIG OG ARSENAL
MIT ÆGTESKAB MED LONE OG ARSENAL
I sidste nummer af Gun-action fortalte jeg om mit ægteskab med Arsenal. Et ægteskab som varede indtil påsken 1991, hvor jeg første gang besøgte min senere hustru Lone hos hendes forældre. Her startede ”mit ægteskab med Lone og Arsenal”.
CARL HOLST FAKTA:
• Født i Rødding i 1970 • 1993-1995 Landsformand for Venstres ungdom • 1994-2007 Medlem af Sønderjyllands Amtsråd for Venstre • 2000-2007 Amtsborgmester i Sønderjyllands Amt • Januar 2007 - Juni 2015 Regionsråds formand i Region Syddanmark • Medlem af Folketinget fra 2015-2019 • Har bl.a. været forsvarsminister og minister for nordisk samarbejde
Sportsligt gik det godt for Arsenal i slutningen af marts måned 1991. Vi lå på første pladsen. Vores ”Back Four” blev bedre og bedre og mere og mere anerkendt. I hvert fald i fodboldkredse.
Desværre færdes Lone ikke i fodbold-kredse. Men en nævenyttig Liverpool-fan fra hendes gymnasium havde indgående fortalt om Arsenal. Spillerne var fordrukne. Tony Adams havde godt nok fået en dom på fire måneders fængsel for spritkørsel. Derudover var spillerne også voldelige. Alt sammen blev jeg konfronteret med, da jeg, midt i april 1991, for anden gang besøgte Lone hos hendes forældre på Fyn. To uger efter første besøg.
Ligegyldig turnering I en kamp mod Manchester United et halvt år før var der godt nok opstået håndgemæng mellem de fleste af spillerne. Arsenal fik fratrukket to point, Manchester United kun et. Jeg kommer aldrig til at forstå den afgørelse. Hele balladen startede udelukkende på grund af Manchester United-spillernes svinestreger.
Begivenheden såede et frø af had til Manchester United. Et frø, der for øvrigt fik yderligere næring en måned senere da vi igen mødte Manchester United på hjemmebane i Liga Cuppen og tabte 2-6. Mit had begyndte ligefrem at spire. Jeg ville gerne fortælle om kampen i lidt flere detaljer, men det er desværre for tidligt for mig at snakke om. Men siden den dag har jeg betragtet Liga Cuppen som en ligegyldig turnering.
Søndag, den 14. april, spillede Tottenham og Arsenal semifinale i FA Cuppen. Lone skulle for første gang se en fodboldkamp med Arsenal. Efter 5 minutter udbrød hun ”at med det mål fik hun lyst til at holde med Tottenham.” Baggrunden var Poul Gascoignes 1-0 mål, som han scorede på frispark fra over 30 meters afstand. Antallet af gange hun siden har set Arsenal spille kan tælles på en hånd.
Kampen endte 3-1 til Tottenham som senere vandt FA Cuppen. Nederlaget var slemt. At det var til Tottenham, var værre. Men det værste var, at Tottenham endte med at vinde FA Cuppen.
Fejrede mesterskabet - og missede toget Siden jeg blev Arsenal-fan i 1979, havde vi ikke vundet et FA Cup trofæ. I mellemtiden havde jeg oplevet, Tottenham vinde 3. Faktisk var Tottenham med 8 FA Cup titler nu det hold med flest. Arsenal havde kun 5, hvoraf de to var fra før min mor blev født.
Jeg frygtede at Arsenal aldrig ville kunne overhale Tottenham i antallet af FA Cup titler. Når man er ung gør man sig mange unødvendige bekymringer.
Den tredje gang jeg besøgte Lone, var den anden weekend i maj 1991, hvor Arsenal weekenden før havde vundet og fejret endnu et engelsk mesterskab. Jeg fejrede det i sådan en grad, at jeg ikke kom med toget til Fyn. Lidt kikset, fordi
Lone og hendes mor længe ventede forgæves på mig ved stationen.
Til mit forsvar vil jeg gerne understrege, at det var en anden tid, uden mobiltelefoner, så man kunne ikke bare sende en sms og stikke af. Derudover var det kun anden gang jeg oplevede, at Arsenal blev engelske mestre. Og anden gang på tre år. Ved mesterskabet i 1989 skulle man tilbage til 1971, før man kunne opleve to mesterskaber til Arsenal. Og i 1971 skulle man tilbage til 1953.
Mesterskabet kom i hus efter en 3-1 hjemmesejr over netop Manchester United. Et mesterskab efter en sæson hvor Arsenal kun havde tabt én kamp. Arsenal havde holdt nullet i 24 kampe. Over hele sæsonen blev der blot indkasseret 18 mål i ligaen. Kun i fire kampe mere end ét mål – nemlig to. Derfor var det også ærgerligt og uforståeligt, at vi i de to kampe hvor vi røg ud af Liga- og FA Cuppen indkasserede hele 9 mål.
Alt det forstod Lone godt. Det sagde hun i hvert fald da jeg endelig kom med en ugers forsinkelse. Jeg er mere i tvivl om min svigermor også havde forståelse for det. Hun sagde ikke noget, ja faktisk husker jeg det som hun slet ikke sagde noget til mig hele weekenden. Stædighed og endnu mere Arsenal Som Gooner følte jeg ikke Arsenal fik den berettigede hæder for mesterskabet. Man roste andre hold for deres spændende fodbold. Og hvad værre var, Tottenham var et af de hold man virkelig roste. Arsenal var blot defensive, primitive og ikke mindst kedelige. Boring, Boring Arsenal.
Et eller andet sted kunne man måske godt følge kritikken lidt. Men kunne kritikerne ikke også anerkende at måden mesterskabet i 1991 kom i hus også havde noget imponerende over sig? Den anerkendelse mødte jeg ikke i de fodboldkredse jeg færdedes i. For mig betød det en stædighed, der fik mig til at snakke endnu mere om Arsenal.
Det ændredes sig dog i den følgende sæson, 1991/92. En sæson, hvor ingen Gooner havde lyst til at snakke Arsenal. Efter mesterskabssæsonen var håbet, at 1990érne ville blive Arsenals årti. På samme måde som 1980érne var blevet Liverpools årti, med 6 mesterskaber. I stedet blev 1990érne med 6 mesterskaber Manchester Uniteds årti. Men vi vandt FA Cuppen i 1993. Samme år vandt vi også Liga Cuppen efter en 2-1 sejr over Sheffield Wednesday. Men som bekendt var Liga Cuppen siden 2-6 nederlaget til Manchester United i 1990 en ligegyldig turnering.
En Paul Merson scoring mod Sheffield Wednesday i 1993 sikrede Arsenal endnu en FA Cup sejr.
FA Cup trofæet kom i hus efter sejr over selvsamme Sheffield Wednesday over to kampe. I begge kampe havde Arsenal en opstilling med 10 englændere og én dansker, John ”Faxe” Jensen. Et stort lyspunkt i en sæson, den første under Premier League formatet, hvor Arsenal endte på 10. pladsen med sølle 56 point for 42 kampe. Bedre blev det af, at vi slog Tottenham i semifinalen og fik revanche fra 1991.
Parma i Parken Med sejren kunne Arsenal også i den efterfølgende sæson deltage i den europæiske turnering Cup Winners Cup. Her fik jeg for første gang mulighed for live at opleve Arsenal spille. I den første runde skulle vi møde OB. I Lones familie var der ikke forståelse for at jeg ville ind og se den kamp som Arsenal-fan. De mente som fynboer at det var fanatisk, når man som dansker ikke støttede det danske hold.
Jeg spillede også lidt på det. For eksempel afviste jeg flere gange højlydt overfor mine svigerforældre at drikke
Desværre blev finalen i Parken i 94 uden "Faxe". Carlsberg. Som Gooner kunne man ikke støtte et firma der sponserede Liverpool. Det er beviseligt at jeg normalt ikke havde problemer med det.
Arsenal vandt kampen mod OB 1-2, men scorede alle tre mål. Martin Keown startede med at bringe Odense foran. Så var vi i gang og vi fortsatte frem til maj 1994, hvor vi mødte Parma i finalen i Parken. Denne gang bestod Arsenals start 11´er udelukkende af englændere. John ”Faxe” sad udenfor på grund af en skade. Jeg fulgte kampen med stor ærgrelse på vegne af John ”Faxe”, men også Ian Wright, som havde karantæne. Jeg tror, det var en af de sidste gange med en Arsenal start 11´er udelukkende med engelske spillere.
Læserne kender resultatet af kampen. One Nil to the Arsenal, som vi sang eller snarere skreg efter at den aldrende Alan Smith, som vikarierede for den karantæneramte Ian Wright, havde bragt os foran 1-0 efter 20 minutters spil.
Frustration og tom gestus En total fed afslutning på en svær sæson. Udover trofæet sikrede sejren os også deltagelsen i næste sæsons Cup Winners Cup turnering. I hele mit liv som Gooner er sæson 1994/95 den værste. Både på og udenfor for banen. Vi endte som 12. i ligaen. Fik sølle 51 point i 42 kampe, hvoraf vi kun vandt 13. I oktober skulle Arsenal møde Brøndby i Cup Winners Cup på Brøndby Stadion. I sæsonens første 8 kampe havde Arsenal tabt 4, og kun opnået 8 point. Så da vi skulle til at bestille billetter til kampen Brøndby – Arsenal, besluttede min Arsenalven Martin og jeg noget, som jeg er flov over. Vi besluttede ikke at se kampen live. En total tom gestus, men så frustrerede var vi.
Udenfor banen gik det også skidt. Kort tid efter Brøndbykampen indrømmede Poul Merson afhængighed af alkohol, kokain og spil. Jeg tror i vilkårlig rækkefølge. Uanset hvem man mødte, blev man mobbet. Og pludselig var mange nu blevet Manchester United fan. I slutningen af januar 1995 fik Manchester United-spilleren, Eric Cantona, 9 måneders karantæne for at sparke en tilskuer efter at have fået rødt kort for også at sparke en modstander ned. Det gav lidt ro og fred fra de spydige bemærkninger. Og god mulighed for at give igen. Jeg har aldrig påstået at jeg er et bedre menneske end som så.
Spillerballade og trænerskifte Men det blev en kort fornøjelse. Kort tid efter blev Arsenals manager George Graham fyret for at have modtaget penge under bordet i forbindelse med købet af John ”Faxe”. Alligevel lykkedes det Arsenal at spille sig frem til endnu en
Wengers ankomst i 1996 blev starten på 22 uforglemmelige år i Arsenals historie.
Cup Winners Cup finale i maj 1995, hvor vi mødte Zaragoza. Jeg håbede det bedste, men frygtede det værste. Hvorfor skulle vi vinde denne kamp, når alt andet var gået imod os i sæsonen? Alt. Det endte med nederlag. Efter 1-1 i den ordinære kamp scorede Zaragoza i de dødende minutter i den forlængede spilletid. Men det værste var måden. Et skud næsten fra midterlinjen. En høj ballonbold som svævede forbi Seaman og endte i målet. Meget symbolsk for vores sæson endte Seaman også der. Sprællende i nettet.
Sådan føltes det at være Gooner de kommende sæsoner. Spillerballade og trænerskifte. Man følte ikke der var hoved eller hale i spillerindkøb og spilsystem. Kort og godt, alle der var Arsenal-fan før 1994/95 sæsonen og stadigvæk efter 1995/96 sæsonen, står for mig som sande fans i medgang og modgang. Fans med stort Arsenal hjerte. Til gengæld må jeg indrømme at jeg har svært ved at forestille mig, at nogen blev fan af Arsenal i netop de to sæsoner.
Double for anden gang Men så kom Arséne Wenger. Og det blev langsomt, men sikkert sjovt igen. Lone og jeg var flyttet sammen og i efteråret 1997 blev Lone gravid. Og jeg blev valgt som formand for sundhedsudvalget i Sønderjyllands Amt. Ved den lejlighed fik vi en flaske champagne i lykønskning. Lone understregede flere gange, at den først skulle drikkes når der er en særlig glædelig begivenhed.
Ved juletid mente mange at mesterskabet var afgjort. Vi halsede efter Manchester United på 6. pladsen, 12 point op. Men fra Boxing Day til 3. maj spillede vi 18 kampe uden nederlag. 15 sejre, og den bedste var 0-1 sejren over Manchester United på Old Trafford. Så var det mesterskab hjemme. Det forår var det virkelig dejligt at være Arsenalfan. Vi ikke alene vandt. Vi spillede i perioder drømmefodbold.
Nu ventede FA Cup finalen. Den 16. maj vandt vi 2-0 over Newcastle. The Double var hjemme for kun anden gang i historien. Men det var første gang for både min ven Martin og mig. Derfor var det for os en særlig glædelig begivenhed. Det skulle fejres med champagne. Til min store forbavselse var Lone ikke enig, og vi måtte opgive at blive det.
Dato jeg aldrig glemmer Hvor dybt vores uenighed var, kom til udtryk nøjagtig to år efter. Efter vi i slutningen af maj 1998 havde fået Mads, ventede Lone sig igen. Men pludseligt, akut og ikke uden drama, fødte hun Magnus alt for tidligt 16. maj 2000. Små 14 dage før havde jeg været involveret i en alvorlig bilulykke, så jeg var knap så mobil. Da vi endelig var samlet på neonatalafdelingen på Sønderborg Sygehus, kom jeg til at sige, at når det nu skulle være for tidligt Magnus blev født, var det godt, at det blev på en dato jeg aldrig glemmer. Årsdagen for The Double.
Kort for hovedet svarede hun, at hun godt huskede dengang vi drak champagnen på grund af Arsenal. Efter en lille pause prøvede jeg – nu du selv nævner Arsenal, så har jeg jo billet til kampen i morgen i Parken. Du ved Arsenal møder Galata…
Hvad Lone herefter sagde vil jeg ikke citerer. Men jeg endte med at se kampen foran fjernsynet. Det blev starten på ”Mit liv med børn og Arsenal”. Men den historie må vente til en anden gang. //
James McNicholas: ARSENAL GENNEM TO LINSER
Den engelske skuespiller og journalist har gennem et helt liv forelsket sig i og skrevet om den røde klub fra Nordlondon. I forbindelse med Arsenal Denmarks skribenttur til London i marts, besøgte vi James McNicholas til en snak om livet som Arsenal-fan og Arsenal-journalist.
James McNicholas har været Arsenal-fan stort set hele sit liv, til trods for at han blev født i Watford – 100 meter fra Vicarage Road – og resten af familien stort set allesammen holder med Chelsea. Det hele startede som barn i en sportsbutik, hvor han og broderen tog med faren for at købe Chelsea-trøjer: ”Det var mit ’lige ved og næsten’øjeblik. Jeg fortalt min far, at jeg ikke ville have den blå trøje. Jeg ville have den røde trøje med kanonen på. Jeg insisterede på, at det skulle være den trøje. Jeg kunne godt lide farven og designet,” fortæller James.
Det gav et ekstra skub til den interne konkurrence mellem ham og hans bror, der i forvejen var meget kompetitive. Når de spillede FIFA mod hinanden, var James Arsenal og broderen var Chelsea. De blev mere passionerede, fordi de var tilhængere af hver deres hold. I dag er de begge sæsonkortholdere på hver deres stadion i London. ”Jeg var familiens røde får,” siger han med et glimt i øjet. Mød ikke dine helte – og dog Der gik et par år, før det at holde med Arsenal for at være anderledes blev til ægte fanskab. Der er mange måder at forelske sig i en fodboldklub, og for James var det en angriber med et stort smil og masser af mål i støvlerne:
”Da jeg var 8-9 år gammel, forelskede jeg mig i Ian Wright. Naturligvis en fantastisk spiller og stor målscorer, men jeg elskede hans energi, karisma og personlighed. Han var en stjerne! Han trak mig ind,” fortæller han. Det siges, at man aldrig skal møde sine helte, men måske Ian Wright er undtagelsen der bekræfter reglen. James har nemlig mødt sit idol, og det har ikke ændret på måden han ser ham på den dag i dag: ”Hvis din helt er Ian Wright så skal du møde ham. Han er alt, du håber han vil være. Han er så varm og positiv. Den første gang jeg mødte ham, kendte han mit navn. Den dag i IAN WRIGHT STARTEDE DET HELE dag er jeg stadig forbløffet over at Ian Wright ved hvad jeg hedder. Da jeg blev gift lagde jeg et billede på Instagram med min kone og Ian Wright skrev tillykke. Det alene var værd at blive gift for,” griner James og tilføjer: ”Jeg har ikke andet end gode ting at sige om Ian Wright. Han er måske en af de største ambassadører for klubben, der ikke arbejder for Arsenal. Han er så stor en promoter af alt omkring klubben: Herrene, kvinderne, ungdomsholdene. Jeg tror det hjælper med at forme kulturen og fankulturen omkring klubben. Vi er heldige at have en person som ham associeret med Arsenal.”
•
Legendariske Highbury gav sommerfugle i maven.
Efter forelskelsen i Ian Wright gik der ikke længe før den unge knægt for første gang besøgte Highbury med sommerfugle i maven: ”Jeg elsker virkelig det stadion. Jeg følte, at jeg hørte til der i en menneskemængde af folk jeg ikke kendte. Så jeg begyndte at tage til kampene alene da jeg var omkring 13 år gammel. Jeg vandrede rundt om stadion, lyttede til sangene, så på menneskemængden. Jeg var virkelig glad der. Og da Arsene Wenger kom ind, forelskede jeg mig bare endnu mere,” mindes James.
Selvsamme ’monsieur’ Wenger var et menneske, som James spejlede sig i. Han var ikke selv atletisk begavet som barn, så da han så denne intellektuelle, ranglede franskmand med briller overleve i fodboldens verden, følte han, at der også var en plads til ham: ”Jeg har mødt Arsene Wenger, men jeg kender ham ikke. Alligevel er han måske en af de største figurer i mit liv. Hvis jeg skulle spise middag med én person, ville det være ham. Da jeg voksede op, havde han kontrol over alt i Arsenal. Da jeg var 18 år gammel blev vi ’Invincible’. Det cementerede virkelig det hele,” forklarer han og tilføjer: ”Jeg kan huske, at jeg så det hold med Thierry Henry, Patrick Vieira og Dennis Bergkamp og tænkte: Husk det nu, fordi det kommer ikke til at vare ved. Det var et privilegie at opleve det hold.”
Til rette på internettets talerstol Som en ung og smule nørdet Arsenal-fan oplevede James også et fællesskab omkring klubben da han i start nullerne tog del i snakkende i internettets spæde begyndelse. I det digitale klubhus kom han godt overens med en fyr ved navn Andrew Allen, der et par år inden havde stiftet Arseblog, der i dag er gået hen og blevet en af de største fandrevede Arsenal-sider på nettet.
Andrew tog James under sine vinger og delte gavmildt ud af sin erfaring om, hvordan man driver sin egen internetbod op. James sugede til sig og fik mange nye bekendtskaber på sin blog med sit alias ’GilbertoSilver’. Opkaldt efter den brasilianske midtbanedynamo kunne ’GilbertoSilver’ fra sin egen talerstol og med sin egen internetblog mellem fingrene lade tankerne om Arsenal strømme ud: ”Det var min ejendom. Jeg kunne skrive lige, hvad end jeg ville. Det føltes meget frigørende. Meget naturligt. Jeg fik ikke nogen penge for det i de første ti år. Det var bare en ting, jeg nød at gøre, og som jeg aldrig troede ville blive til noget større,” fortæller James.
Der skulle dog komme mønt i lommen da han i 2011 fik et opkald fra sportsmediet Bleacher Report, der gerne ville ham til at skrive artikler for dem. Aftalen var klar; levér fem artikler om ugen, til gengæld giver vi dig lov til at sidde på pressepladserne på Emirates Stadium, alt imens du tjener penge på at se dit favorithold spille.
James var på og havde nu hele verden omkring Arsenal som ikke alene sin passion, men også sit job. Lige ud af landevejen var det dog ikke altid for den ellers garvede Arsenalkender, som også stod over for en række udfordringer som ’professionel’ journalist: ”Bleacher Report ville til tider komme hen til mig og bede mig om at skrive en bestemt artikel, der ofte var meget skarpvinklet og en smule søgt. I sommeren 2016 skrev de til mig, at de gerne ville have jeg skulle skrive en artikel, om hvorfor det var godt, at Arsenal hentede Granit Xhaka i stedet for N’Golo Kante. Jeg skrev selvfølgelig artiklen og forsøgte at skabe en form for logik, men selvfølgelig var det noget vrøvl. Så den artikel er der stadig mange, der i dag minder mig om på Twitter,” genkalder han.
Karrieren som sportsjournalist tog derfra for alvor et nyk opad, da James i 2019 blev kontaktet af mediet The Athletic, som ville have James til at være deres Arsenal-journalist. Det storsatsende amerikanske sportsmedies tilbud var næsten for godt til at være sandt, men alligevel var James betænksom. Og en anelse skør: ”Jeg fortalte dem åbent, at jeg også havde en sideløbende karriere som skuespiller, som jeg ikke ønskede at lægge på hylden for at gå fuldtid som journalist. Den var de helt med på, hvilket jeg var en smule overrasket over. Så jeg bad dem faktisk at give mig mindre i løn, så jeg ikke ville have dårlig samvittighed over at tage ud og være skuespiller i 14 dage eksempelvis. På The Athletic syntes de jeg var skør, men det var heldigvis helt fint med dem,” beretter han.
De rigtige og forkerte tråde Som en evig skikkelse i og omkring Highbury og Islingtonområdet i London, har James nydt godt af de mange andre Arsenal-kendere, som han har truffet på sin vej. Telefonbogen er fyldt op med interessante navne, der har kunnet sætte ham i forbindelse med alt fra folk i og omkring klubben til andre i fodboldens store verden. Og gode kontakter er altafgørende for James, særligt når det drejer sig om at bringe transfernyheder: ”At lave transfernyheder er en fascinerende proces. De fleste transferhistorier, man læser, er skabt på baggrund af informationer fra agenter, der gerne vil ud med information. På The Athletic sikrer vi os altid at have mindst to kilder på hver eneste transfernyhed. Det er for risikabelt at tage bare agentens ord for gode varer. Så hvis den ene kilde er spillerens agent, forsøger vi at finde en kilde i Arsenal eller den sælgende klub – en klubmedarbejder og nogle gange også en spiller,” forklarer James.
På James’ arbejdsplads, The Athletic, har de en særlig god stime med at være gode til at ramme rigtigt, når de viderebringer historier fra deres kilder. Fra tid til anden har James dog også jokket i spinaten og derfor er det også vigtigt altid at tjekke af med Arsenal selv, om de rygter, de viderebringer, er gode nok: ”I et eller to tilfælde er vi blevet fortalt af klubben, at nogen af vores kilder nok har løjet for os. Siden jeg har et godt forhold til klubben. De er heller ikke interesserede. Hvis
En stjerneparade med Bergkamp, Vieira og Henry var et privilegie at opleve.
klubben dog bekræfter din information eller vender tilbage med ’ingen kommentar’, så er du ret sikker på, at din information er rigtig,” fortæller han og fortsætter: ”I fodboldverdenen forsøger alle at skubbe deres egen agenda frem i spotlyset. Alle agenter siger, at deres spiller er den bedste, og i kontraktforhandlinger siger alle trænere, at det ikke er op til dem, men spilleren og vice versa. Fodboldindustrien lever af gossip, og jeg er sikker på, at der bliver trykt en masse, der ikke holder. Derfor er det også så interessant, at fodboldverdenen er så afhængig af dens relationer. Relationer er alt. Jeg tror, at sportsjournalistisk, mere end andre typer af journalistik, er åben over for manipulation, fordi den er så afhængig af dens relationer.”
Til kamp mod internettroldene Som Arsenal-fan, der dækker Arsenal som journalist, bliver man i James’ tilfælde på daglig basis skudt ting skoene. Nogle fans synes man er for ukritisk, agerer PR-maskine for klubben og fortæller løgne. Andre mener, at man ikke behandler klubben og dens folk fair og med respekt. Internettrolde er der nok af i James’ liv, og egentlig ønsker han bare det samme som dem, nemlig at se Arsenal vinde. Til internettroldene og alle andre vil han dog gerne for en sikkerheds skyld slå en tyk streg under, at han ikke på nogen måde er talsmand for Arsenal: ”Det kan jeg blank afviste. Tværtimod. Jeg har flere svære samtaler med klubben, end jeg har gode. Det er dog også helt fint. Det er en del af jobbet. Ofte ringer jeg til Mark (Gonella, kommunikationschef red.) og fortæller ham, at jeg har en historie, som han ikke ønsker bliver trykt, men som jeg alligevel har tænkt mig at trykke. Nogle gange bliver han frustreret, men jeg tror, der hviler en respekt imellem os, selvom det ikke er en nem relation, siger han og tilføjer: ”Jeg tror, at Arsenal synes jeg er fair, og at jeg altid giver dem muligheden for at give deres mening til kende. Og de ved, at jeg ikke sender nonsens ud i verden. De ved, at vi på The Athletic har gode kontakter, hvilket de respekterer os for.”
James er opmærksom på, at han som Arsenal-fan skal ramme en fin balance mellem hans arbejde og passion. Samtidig mener han dog, at fansene ikke ønsker at læse nyheder leveret uden den særlige indsigt og føling med klubben, som fans som ham selv netop har: ”Jeg tror ikke, at fans ønsker komplet objektivitet. Folk elsker dem, der er passionerede omkring de ting, de gør. Jeg tror også, at det er lidt filosofien bag The Athletic, når vi har en journalist tilknyttet til hver enkelt Premier League-klub. Det er udfordrende at være fan og journalist på samme tid, men ofte føler jeg, at det gavner mig mere, end det ikke gør,” fæstner han sig ved inden han afrunder: ”Det handler også om ens perspektiv som fan. Selvom jeg er Arsenal-fan, har jeg relativt moderate forventninger til klubben. Det hjælper mig, når jeg skal dække klubben på en fair måde, både når det gør dårligt og godt.”
James McNicholas mener at fodboldfolk som Edu og Arteta har fået mere indflydelse i Arsenal.
Jackpot med Arteta På banen ser det bedre ud end det har gjort længe. En fjerdeplads i tabellen i skrivende stund, og et klart forbedret spiludtryk gør, at optimismen omkring Arsenal og manager Mikel Arteta er stigende. Det har taget tid, men det ligner, at ’Projekt Arteta’ er ved at opnå momentum. Det synes James McNicholas også: ”Jeg synes projektet er meget tydeligt nu. Alle kan se det, og jeg synes faktisk at meget af det har været nødvendigt. Arsenal kom i en situation, hvor de havde en alt for stor lønudgift, de mistede den europæiske indtægt, de lavede mange kortsigtede signings – Shkodran Mustafi, Henrikh Mkhitaryan etc. – med håbet om at det kunne få klubben tilbage i Champions League,” forklarer han og fortsætter: ”Sommeren 2021 var et stort nulstillingspunkt for Arsenal, og jeg har efterspurgt det i lang tid. Jeg synes det var på tide. Arsenal ser sundere ud nu, men vi må ikke lade os forblinde. Mange Arsenal-fans tror, at hvis klubben kommer tilbage i top fire, så er alt fryd og gammen igen. Men det bliver ikke nemmere. Der er mange hold, der kommer til at byde sig til i fremtiden, og jeg er spændt på, hvordan Arsenal vil definere succes de næste fem til ti år.”
For James føles det som om at Arsenals identitet har ændret sig en smule de seneste år. Fra årene med Arsene Wenger, hvor en fjerdeplads var grobund for brok og kritik, ser den fjerdeplads pludselig meget indbydende og ønskværdig ud. Samtidig med at den voksende gruppe af Hale End-skabte talenter på førsteholdet har givet en ny opfattelse af hvad Arsenal også kan være: En talentfabrik. ”Det er virkelig spændende! En ung træner, der udvikler sig og rykker holdet. De spiller god fodbold og scorer smukke mål. Ligesom i Fabregas-æraen, er der nu en identitet, som vi kan forene os med. Hvis du er en ung spiller, der gerne vil udvikle dig, hvor tager du så hen? Så vil du gerne til Arsenal, fordi der får du lov til at spille og blive bedre. Jeg synes det er en meget stærk ting at have, når du ikke har pengene til at slå Newacstle og PSG. Så har du brug for en anderledes strategi og det er Arsenal ved at opnå,” konkluderer han og tilføjer: ”Ærligt talt, så synes jeg at Arsenal ramte jackpotten i sommer. At lave seks signings, der alle har haft positive bidrag til klubben, er sjældent set. Det er der klart noget held i. Alle signings kan gå galt, men indtil videre er det ikke rigtig sket med denne gruppe spillere. Det er en bemærkelsesværdig succes, der også er lidt heldig.”
Magt og indflydelse til den rigtige Allerede tidligt i Mikel Artetas tid som træner, blev han forfremmet til manager og fik derigennem mere magt i klubben. Spanieren har skabt et sammenhold i klubben, som synes stærkere end længe og klubfølelsen er tilbage. Ligeledes har han bidraget til, at klubbens lønbudget er blevet mere end halveret på lidt over et år. Dertil kommer de interne ting, der skrives om i flere medier, at spillere møder tidligere ind til træning og spiser sammen – noget som Mikel Arteta har opfordret til, men ikke krævet. Faktisk synes James McNicholas, at Artetas øgede magt, er det bedste klubben har gjort de sidste to år: ”Arsene Wenger sagde altid, at man skal have fodboldfolk til at tage beslutningerne. Det er ikke en forretning, det er et hold. Og jeg tror det at give Arteta mere magt har givet ham et sæde ved bordet, når de store beslutninger skal tages. Det synes jeg er positivt. Hvis du tror på din manager, må du give ham magt. Da Unai Emery forlod klubben snakkede han ikke om andet end alle de spillere han ikke fik. Og i sidste ende er det holdet på banen, vi går mest op i, og vi bør lade den mand, der har ansvar for det hold, have en WENGER - TRO PÅ stor indflydelse. Jeg tror det betyder FODBOLDFOLKENE noget,” siger han og opsummerer: ”Det jeg i virkeligheden mener med det er, at fodboldfolkene i Arsenal – manageren og den tekniske direktør – har mere indflydelse på ejerne end de har haft i meget lang tid. Når Mikel og Edu taler til Josh (Kroenke, red.), så tror jeg han lytter!” Hvorvidt Mikel Arteta er manden, der får projektet til at hænge sammen, er James dog stadig lidt i tvivl om. Han er dog ikke i tvivl om hvor holdet er på vej hen: ”Alle er begejstrede over dette hold og dette projekt, så spørgsmålet er: Hvor vigtig er Arteta? Ville det fungere med en anden træner? Jeg ved det ikke og Arsenal skal svare på det meget snart, fordi hans kontrakt løber ud i 2023. Arsenal står stærkere, helt sikkert. Det mest spændende ved denne gruppe er det faktum, at de bør være bedre næste sæson. Hvor end de ender denne sæson, bør de være bedre næste sæson. Og det er lang tid siden vi har kunnet sige det. Jeg synes det er en spændende tid i Arsenal,” afslutter James McNicholas. //
FAKTA
Fulde navn: Gabriel dos Santos Magalhães, kaldet Gabriel (eller Big Gabi blandt venner) Født: 19. december 1997 Trøje nummer: 6 Tidligere klubber: Avaí, Lille, Troyes (lån) og Dinamo Zagreb (lån) Antal kampe for Arsenal: 60 Mål: 6
MOBIL KLIPPE FRA SÃO PAULO
// ANDERS HØJBY NIELSEN // AF Lille er han ikke den 1,90m høje brasilianer, da han fra klubben af samme navn tjekker ind hos The Gunners. Efter lidt tilvending og i denne sæson med en kærkommen ny nabo i midterforsvaret, har Gabriel for alvor spillet sig ind som et fast element i Artetas start 11'er. Med sine kun 24 år, ser det ud til, at han kan blive en meget vigtig brik i det spændende nye Arsenal, vi ser blive bygget op.
Gabriel dos Santos Magalhães kom til Arsenal d. 1. september 2020 og fik en målscorende debut mod Fulham d. 12. september samme år. Få var efter den kamp i tvivl om, at vi potentielt havde en ny mobil klippe i forsvaret, noget klub og fans havde tørstet efter i årevis. Men der manglede stadig noget. Som den sæson skred frem og især i november/december 2020, hvor vi tabte stort set alle kampe, var det sidste helt evident.
Vi fik i mange år nervøse trækninger, når der blev spillet flere end 2-3 pasninger i opbygningsspillet. Det gik nemlig mange gange galt, da vi simpelthen ikke var bold- og pasningssikre nok. Det var kollektiv inerti i fuldt flor, men det er heldigvis et overstået kapitel nu. Både Gabriel og den foretrukne partner i midten af forsvaret mestrer pasningsspillet og kan også drive bolden fremad, når muligheden er til stede. Det har givet mere ro både på banen og foran skærmen.
Boldsikker og aggressiv Gabriel er en vigtig brik i den unge formation af spillere, som Mikel Arteta har samlet, og som ser ud til at være på vej mod noget stort. 24-årige Gabriel er trods sin højde på 1,90m meget hurtig og mobil. Han har en fantastisk placeringsevne og er åbenlys stærk i hovedspillet. Det har vi set mange eksempler på, ikke bare ved mål efter hjørnespark, men også da han i sidste sæson redder Davinson Sanchez’ skud mod et frit mål. Vi er i de døende minutter af sæsonens andet North London Derby, vi fører med 2-1, men Harry Kane har lige sendt et frispark på stolpen. Bernd Leno ligger og roder på græstæppet, og riposten lander hos Sanchez, som bør score. Men Gabriels hoved kom i vejen, og det kunne vel betegnes som matchvindende.
Venstrefodede Gabriel har en stærk fysik, en klippe, og har i kraft af den i indeværende PL sæson vundet næsten 60% af sine tacklinger og over 65% af mand-mod-mand situationer. Hans forskellige stats kan aflæses andetsteds i artiklen.
Boldsikker, aggressiv og som sagt ingen problemer med at føre bolden frem i opbygningsfasen. En trussel foran modstanderens mål, især ved dødbolde, er heller ikke at foragte, og noget vi længe har savnet hos vores midterforsvarere.
Solidt samarbejde Brasilianeren var grundet en knæskade ikke med i sæsonens 3 første kampe, og dem tabte vi jo ganske ”overbevisende” med en samlet målscore på 0-9, hvilket udløste en chokerende sidsteplads. Derefter har Gabriel spillet stort set samtlige minutter af alle de næste PL kampe. Undtagelser var en udskiftning efter at have scoret til 3-0 i sejren over Southampton i december og en noget klodset udvisning mod Man. C. nytårsdag. Det sidste vender vi tilbage til.
•
Gabriels sæson debut var mod Norwich i september, og siden har han ikke kigget sig tilbage. Han har fundet ind i et solidt samarbejde med Ben White, som kom til i sommer. I sæsonen 2020/21 var stabilitet i midterforsvaret stadig en mangelvare, især når det var Gabriels landsmand, David Luiz, der var naboen i midterforsvaret. Men efterhånden som denne sæson er skredet frem, agerer Gabriel og White, som ligeledes har spillet stort set samtlige minutter, mere og mere som en stærk fasttømret enhed à la den mindeværdige Tony Adams/Steve Bould konstellation.
De supplerer hinanden, kommunikerer flittigt og har skabt ro på bagsmækken. Det er en fornøjelse at se. White var altså det, der manglede.
Afgørende indflydelse I sin tid i Arsenal har Gabriel haft afgørende indflydelse på flere kampe, men dem mod Wolverhampton skal her fremhæves – både for det negative og det positive.
I november 2020, hvor alt jo gik galt alligevel, tabte vi hjemme til Wolves med 1-2. Gabriel scorede sit andet mål for klubben, men det rakte ikke. Samme resultat blev det på Molineux i februar 2021. Pépé bragte os foran midt i 1. halvleg, men dybt ind i halvlegens tillægstid, begår Luiz straffe og får samtidig direkte rødt. Ingen yderligere kommentarer.
Gabriel kommer ind fra 2. halvlegs start for at sikre midterforsvaret, men kan dog ikke afværge et flot føringsmål til Wolves kort efter. Hånd på bolden uden for feltet betyder farvel til Leno, med 20 minutter igen. Herefter er det i høj grad Gabriels fortjeneste, at vi ikke taber endnu større.
I indeværende sæson har vi igen spillet to tætte kampe mod Ulvene, og grundet Corona, med bare 14 dages mellemrum. Gabriel bringer os i 1. halvleg foran i udekampen, og alt ser lyst ud, da vi er i kontrol af kampen. Lige indtil navnebror Martinelli får et ungdommeligt udfald med to tåbelige forseelser på stort lige så mange sekunder og smides ud. Med godt 25 minutter igen træder Gabriel virkelig i karakter. Han viser eksemplarisk lederskab i stærkt samarbejde med White, og med Rob Holding smidt ind som ekstra gardering. Vi hiver fortjent sejren i land. I den kamp fik man et godt indtryk af vores forsvars opmuntrende evner og prisværdige disciplin med ryggen mod muren.
I den omvendte kamp på The Emirates lægger Gabriel
Godt naboskab i midterforsvaret leder tankerne hen på Adams og Bould.
imidlertid tidligt ud med en for risikofyldt tilbagelægning, og Wolves bringer sig foran. Måske et udtryk for lidt manglende erfaring fra brasilianerens side, da faren ikke var overhængende i øjeblikket, og overblikket svigtede. Sent i 2. halvleg kort efter Pépés flotte snurretop udligning kompenserer Gabriel for den tidlige bommert, da han får et vitalt knæ på et Wolves skud mod det fjerne målhjørne, ellers var bolden givetvis gået ind viser gentagelsen (selvom man aldrig ved med Aaron Ramsdale - en anden vigtig brik). Bolden går ud til hjørne, som dog fejlagtigt ikke bliver dømt, og kort efter sørger Alexandre Lacazette via en forsvarers fod for det forløsende sejrsmål. Udtalt ekstase og højlydt jubel overalt - på The Emirates, på pubberne, i stuerne og ikke mindst hos en meget lettet Gabriel.
Disciplin og erfaring En anden afgørende, denne gang negativ, indflydelse havde Gabriel mod Man. C. nytårsdag, hvor han bliver udvist efter to overtrædelser, der er udtryk for, at der stadig mangler lidt disciplin og erfaring hos brasilianeren i frustrerende situationer. Vi er foran med 1-0 efter en heroisk indsats mod mestrene. Men så får de tildelt et hårdt dømt straffe tidligt i anden halvleg. I sin tydelige irritation tyr Gabriel til at sparke ned på straffe pletten for at gøre denne ujævn – en potentiel hæmsko for den, der skal eksekvere det kommende straffespark. En dum handling, der fortjent takseres til en advarsel. Kort efter gør han ikke nok for at undgå at ramme en fremadstormende City spiller, som tydeligvis søgte kontakten og lod sig falde; endnu et gult kort - og dermed rødt.
I disse tilfælde manglede der både selvbeherskelse og køligt overblik. Dette var dyrekøbte lærepenge, men forhåbentlig er det også med til at styrke disciplin og bør i hvert fald bibringe erfaring.
Det ser lovende ud Bredde og stabilitet i bagkæden anført af Gabriel og i sikker formation med White, Kieran Tierney og Cedric Soares, suppleret af Holding, Takehiro Tomiyasu og Nuno Tavares, er noget af det, der skal få os over stregen til 4. pladsen. Stats i PL 2021/22
(før Crystal Palace)
Antal kampe for Arsenal: 25
Mål: 3
Succesfulde tacklinger: 58,8%
Sejrrige mand-til-mand dueller: 65,6%
Luftdueller vundet: 59,7%
Afleveringer: 1429 af dem er 89,4% on target
Frispark tildelt: 27 Frispark begået: 17
Gult kort: 4
Rødt kort: 1
Kilde: Arsenal.com Den ofte overbevisende defensive indsats skal være med til at kompensere for den nogle gange lidt haltende ditto i frontkæden. I denne PL sæson har forsvarere scoret 4 mål og angrebet 14, mens midtbanen har nettet hele 25 gange. Det er lidt skævt og ikke godt nok oppe i front.
I flere kampe er vi kommet foran forholdsvis tidligt, og så har vi kunnet holde 0’et. Vi så det, som sagt, mod Wolves og igen mod Aston Villa for nylig. Det er noget helt nyt i forhold til alt for mange tidligere sæsoner, og Gabriel har en stor andel i den udvikling.
De nervøse trækninger er blevet til optimistiske smil og knyttede næver, hver gang vi spiller os ud af første fase. Når det så oveni købet, med jævne mellemrum fører til chancer og mål i den anden ende, er det svært at holde pessimismen ved lige, som den gode Ricardo ville have udtrykt det.
Gabriels stats i sæsonen er ganske imponerende og taler mestendels for sig selv. Fremhæves skal det dog, udover tidligere nævnte fysiske stats, at antallet af afleveringer, der rammer plet, er helt oppe på 89,4% fra 1429 af slagsen. Af dem går over 31% fremad banen og kun 5% den modsatte vej. Det er en flot statistik og en beskrivelse af en forsvarer med selvtillid og forståelse for, at kampene først og fremmest vindes på modstanderens banehalvdel og siden om nødvendigt ved at lukke af bagtil.
I MA’s Arsenal er der ikke plads til store ego’er, kun til sammenhold og musketér attitude. Især én stor angriber måtte for nyligt sande dette. Navns nævnelse, med al respekt, er ganske unødvendig. Vi har stort set ikke kigget os tilbage siden. Men der skal flere kræfter til oppe foran, for Gabriel og co. kan ikke rage alle kastanjer ud af ilden, hvis vi skal helt til tops. En 4. plads i år med CL kvalifikation til følge er vital. For først med den kan vi til sommer lokke tilstrækkelig kvalitet til på toppen, så vi kan tage næste skridt. Vi har det i egne hænder i skrivende stund, men arbejdet skal gøres færdigt.
Adams bar nr. 6, Gabriel bærer nr. 6 - begge mobile klipper i forsvaret. Sammenligningen stopper givetvis ikke der. Gabriel er stadig ung, og det ser lovende ud. Kommende anfører? Hvorfor ikke? – han har kvaliteterne til det. //
