3 minute read

AKTUELT / DE SMALLE SEJRE

DE SMALLE SEJRE

Det er nervepirrende stort set hver gang The Gunners spiller. Pointene kommer i hus, men hold op hvor det slider at vi ikke er istand til at lukke kampene tidligere.

Siden mit medieforbrug er blevet streambaseret, har jeg fået det tiltagende svært med afslutningen på Arsenals kampe. Man har jo vænnet sig til, at alt kan ses på alle tidspunkter – og at man lige kan spole frem, hvis man vil have slutningen først. Det er ikke som i flow-tv’ets tidsalder, hvor det bare var ærgerligt, hvis man missede det første kvarter af filmen eller faldt i søvn, før mordet blev opklaret. Men live-sport er man desværre nødt til at se, mens den foregår.

Når Arsenal spiller, er det ikke til at holde ud! Selv når de er ovenpå, og man tror, sejren er hjemme, lægger de unødig spænding ind til sidst. Lader Brentford score, fx. Hvor får man dog bare lyst til at tjekke resultatet, inden kampen er slut.

Aldrig sikker Jeg har opdaget, at min live score app er ca. 45 sekunder foran streamsignalet på skærmen, og det er virkelig svært ikke at sidde og vente på, at der dukker et full time op i app’en, selvom spillerne på skærmen stadig er i aktion.

Sidste kamp inden landskamppausen var ingen undtagelse. Fire minutter inde i overtiden har Aston Villa endnu ikke ramt målet. En smal 1-0 burde være sikker. Men ak. Pepe begår et klodset frispark i højre side. Aston Villa tager sig god tid. De ved godt, at det er sidste mulighed for udligning. De sender de høje folk ind i feltet, selv Martinez er gået med frem. Typisk, hvis han scorer. Leno banker handskerne mod hinanden. Live score siger stadig 0-1 til Arsenal i +6 minutter. Coutinho ser ud til at skulle sparke. Live score siger +7 minutter. Har han skudt? Er den slut? Endelig sker der noget: Han forsøger direkte, Leno parerer, Martinez kigger på, dommeren fløjter, jeg trækker vejret igen. Arsenal tager tre meget vigtige point og går til landskamppause med sikkert forsvar af fjerdepladsen.

Få den dog lukket! Men hvad er det med alle de smalle sejre, hvor man hver gang sidder med hjertet oppe i halsen og drømmer om en spol frem-knap? Hvorfor kan vi ikke bare få lukket de kampe? Det er stort set ikke sket i denne sæson, at man kunne føle sig nogenlunde sikker. Jo: 5-0 Norwich, 4-1 Leeds, 3-0 Southampton og en håndfuld to-måls-sejre. Ellers er det samme nervepirrende slutning hver gang.

Af Arsenals foreløbig 17 sejre er otte af dem vundet med kun med et mål. Fem af dem med 1-0 og fem af dem alene i 2022. De er vigtige, de smalle sejre, det er ikke det, men de er også skrøbelige. Hvis de fem smalle sejre i 2022 alle var endt uafgjort, havde Arsenal ligget nummer ni i stedet for nummer fire. Der er en verden til forskel.

Hvis Arsenal formåede at score på chancerne, ville de nervepirrende slutninger selvsagt være langt færre, men det kan Arsenal ikke, så de smalle sejre skal hives hjem på en solid defensiv. Og her ligger selvfølgelig en væsentlig grund til, at vi går til landskamppause som sikker nummer fire. Det er ikke angribernes skyld. Foregående sæsoner ville mange af disse kampe været endt uafgjort, og de uafgjorte ville være tabt. Så de mange smalle sejre fortæller en generel historie: Defensiven er styrket, chancerne kommer, men de bliver ikke omsat. Men med en god angriber på holdet kan vi måske helt glemme drømmen om en spol frem-knap på live-streamet. //

Målscorere i de smalle sejre:

Norwich 1-0: Aubameyang Burnley 1-0: Ødegaard Watford 1-0: Smith-Rowe Wolves 1-0: Gabriel Brentford 2-1: Smith-Rowe + Saka + Brentford Wolves 2-1: Wolves + Pepe + selvmål Watford: Ødegaard + Watford + Saka + Martinelli + Watford Aston Villa: Saka

De er vigtige, de smalle sejre, det er ikke det, men de er også skrøbelige…

This article is from: