2 minute read

Beboernes talerør

Tema: Frivillighed

Beboernes talerør

Frivillige repræsentanter for de almene beboere taler i fjernvarmeværket, kommunen, foreninger og forskellige netværk på beboernes vegne. Der træffes beslutninger, der kan have vidtrækkende konsekvenser for beboerne. Det betyder, at der altid følger et stort ansvar med hos de mange frivillige, som agerer beboernes talerør.

Tekst: Karina Lauridsen, kala@bdk.dk

Jens Hunderup er beboer i Ribe Boligforening. Han er også en garvet frivillig i Ribe Boligforening, hvor han er formand for alle beboerne, ligesom han sidder i Boligkontoret Danmarks bestyrelse og i en række udvalg. For Jens er det vigtigt at bruge sin stemme som beboernes talerør, når der er mulighed for det. Han har i mange år på beboernes mandat siddet i Ribe Fjernvarmes bestyrelse og haft en afgørende indflydelse, som bl.a. har sparet beboerne for uventede omkostninger.

“Det er et stort ansvar, når man repræsenterer beboerne, for de beslutninger, vi er med til at tage, har tit direkte effekt på beboerne og deres pengepung,’’ siger han, hvilket dog ikke har holdt ham tilbage: “Det er jo netop, når det kan mærkes hos beboerne, at det er så vigtigt at søge indflydelse – også selvom det som frivillig kan tage ret så meget af din tid.” Efter hele 12 år i fjernvarmeselskabets bestyrelse er Jens Hunderup nu trådt ud for at give plads til yngre kræfter.

Michael Demsitz er administrerende direktør i Boligkontoret Danmark. Han er med støtte fra bl.a. boligselskaberne valgt som næstformand i Forenet Kredit og sidder også som formand for Byggeskadefonden. Begge steder varetager han boligselskabernes interesser. Michael er ikke i tvivl om vigtigheden i at styrke de almene beboeres stemme, hvor det er muligt, og give den almene boligsektor merværdi, men understreger frem for alt åbenheden:

“Legitimitet er alfa og omega, når du repræsenterer og varetager beboernes interesser, uanset om du er valgt via afstemning, udpegning eller agerer beboernes talerør på mere uformel basis. Det skal være tydeligt, hvordan valg og udpegninger foregår.”

“Beboerne fik en besparelse på op mod to tusinde kroner pr. husstand, da jeg var med til at få gennemført individuelle tilslutninger i en boligafdeling, der skulle ombygges.”

Jens Hunderup, tidligere bestyrelsesmedlem af Ribe Fjernvarme, valgt af beboerne i Ribe Boligforening.

“Fjernvarmeselskabet ville omlægge regnskabsår, hvilket betød, at alle varmemålere skulle omkodes. Det fik jeg forhindret, da det ville koste flere hundrede tusinde kroner for os almene lejere.”

Lisbet Riis, næstformand i Holte Fjernvarme, udpeget af Søllerød almene Boligselskab.

Han er særligt glad for, at Boligkontoret Danmark sidste år – netop for at styrke legitimiteten – udarbejdede en vejledning i, hvordan man på et åbent og troværdigt grundlag bedst muligt varetager beboernes mandat i forskellige fora.

“Min tilstedeværelse har fordret en diskussion om vedtægtsændringer i Bramming Fjernvarme, der skal give beboerne større indflydelse.”

Bo Langendorff, bestyrelsesmedlem i Bramming Fjernvarme, udpeget af Bramming Boligforening.

“Jeg har været med til at udvikle en medlemsejet demokratisk forening i finansverdenen med stor indflydelse fra den almene boligsektor og ikke mindst at sikre billige realkreditlån til finansiering af de almene boliger.”

Michael Demsitz, næstformand i Forenet Kredit, valgt med støtte af boligselskaberne.

Boligkontoret Danmarks vejledning i interessevaretagelse

Boligkontoret Danmark har udarbejdet en vejledning i interessevaretagelse, som blev godkendt af repræsentantskabet i 2020. Den har til formål at guide de frivillige beboerdemokrater, som allerede eller gerne vil repræsentere beboerne i forskellige tillidshverv i fx forsyningsselskaber, byggenetværk, antenneforeninger, erhvervsnetværk, kommunale fora osv. Vejledningen kan findes på www.bdk.dk/ om-boligkontoret-danmark/hvem-er-vi/voressamfundsansvar-fra-beboer-til-boligsektor.

This article is from: