Viljestyrke - genopdag menneskets største styrke

Page 1



VILJESTYRKE Genopdag menneskets største styrke

ROY F. BAUMEISTER OG JOHN TIERNEY OVERSAT AF SØREN SØGAARD


Roy F. Baumeister og John Tierney Viljestyrke Genopdag menneskets største styrke 1. udgave, 1. oplag, 2019 © 2019 Dafolo A/S og forfatterne Original English language edition © 2012 Penguin Press Ltd. All rights reserved including the right of reproduction in whole or in part in any form. This edition published by arrangement with Penguin Press, a member of Penguin Group (USA) LLC, a Penguin Random House Company. Excerpt from "Holy Mother" by Stephen Bishop and Eric Clapton. Reprinted by permission of Stephen Bishop and Eric Clapton. Excerpt from Lit by Mary Karr. Copyright © 2009 by Mary Karr. Reprintet by permission og HarperCollins Publishers. Oversat fra engelsk af Søren Søgaard efter Willpower: Rediscovering the Greatest Human Strength Omslagsdesign: Studio Sabine Brandt Layout: Nathali R. Lassen Forlagsredaktion: Sofie Vagnø Dahl og Sophie Hill Grafisk produktion: Dafolo A/S, Frederikshavn

N VA

EM ÆRK

E

T

S

Dafolos trykkeri er svanemærket. Dafolo har i sin miljømålsætning forpligtet sig til en stadig reduktion af ressourceforbruget samt en reduktion af miljøpåvirkningerne i øvrigt. Der er derfor i forbindelse med denne udgivelse foretaget en vurdering af materialevalg og produktionsproces, så miljøpåvirkningerne er mindst mulige. Svanemærket trykkeri 5041 0816

Miljømærket tryksag 1234 5678

Kopiering fra denne bog kan kun finde sted på de institutioner, der har indgået aftale med COPY-DAN, og kun inden for de i aftalen nævnte rammer. Forlagsekspedition: Dafolo A/S Suderbovej 22-24 9900 Frederikshavn Tlf. 9620 6666 Fax 9843 1388 E-mail: forlag@dafolo.dk www.skoleportalen.dk - www.dafolo-online.dk - www.dafolo-tools.dk Varenr. 7780 ISBN 978-87-7160-588-4

Hos Dafolo ønsker vi sammen med andre at bidrage og inspirere til, at børn, unge og voksne kan lære, trives og være.


Roy F. Baumeister er leder af den socialpsykologiske uddannelse ved Florida State University. Han er forfatter til mere end 450 videnskabelige publikationer og rangerer konsekvent blandt de mest citerede psykologer i verden. John Tierney skriver videnskabsklummen “Findings� for New York Times. Som skribent har han vundet priser fra American Association for the Advancement of Science og American Institute of Physics. Dette er hans tredje bog.



Indhold Introduktion . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 7 1. Er viljestyrke mere end en metafor? . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 23 2. Hvor kommer styrken i viljestyrke fra? . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 43 3. En kort historie om to do-listen: Fra Gud til Drew Carey . . . . . 63 4. Beslutningstræthed . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 89 5. Hvor er alle pengene blevet af? Det kvantificerede selv ved det . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 109 6. Kan viljestyrke styrkes? (Helst uden at føle David Blaines smerte) . . . . . . . . . . . . . . . . . . 125 7. At overliste sig selv i mørkets hjerte . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 141 8. Var det en højere magt, der hjalp Eric Clapton og Mary Karr til at holde op med at drikke? . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 165 9. At opfostre stærke børn: Selvværd versus selvkontrol . . . . . 185 10. Slankekurens perfekte storm . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 211 Konklusion: Viljestyrkens fremtid – flere gevinster med færre anstrengelser (Så længe du ikke prokrastinerer) . . . . . . . 233 Tak . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 255 Noter . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 257



6. Kan viljestyrke styrkes? (Helst uden at føle David Blaines smerte) ”Jo mere kroppen lider, jo mere blomstrer sjælen.” – David Blaines filosofi, lånt fra Simon Søjlehelgen, en asket i det 5. århundrede, der i flere årtier levede på toppen af en søjle i den syriske ørken. Vi ønsker at overveje en videnskabelig forklaring på David Blaine. Vi mener ikke en forklaring på, hvorfor Blaine gør, hvad han gør. Det er umuligt, i det mindste for psykologer og sandsynligvis også for psykiatere. Når Blaine ikke udfører sine berømte magiske tricks, arbejder han som selverklæret udholdenhedskunstner og udfører kunststykker, der involverer viljestyrke i stedet for illusion. I mere end 35 timer stod han mere end 25 meter over Bryant Park i New York uden en sikkerhedssele på toppen af en rund søjle, der kun var 55 cm bred. Han tilbragte 63 søvnløse timer på Times Square, indstøbt i en gigantisk blok is. Han blev begravet i en kiste i en uge med kun 15 cm over hovedet, hvor han ikke indtog noget andet end vand. Han gik siden videre til at udføre endnu en vandfaste, hvis resultater blev publiceret i New England Journal of Medicine: et vægttab på 25 kilo på 44 dage. Han tilbragte disse 44 dage uden mad ophængt over floden Themsen i en forseglet, gennemsigtig kasse, hvori temperaturen svingede fra under frysepunktet til 45 grader celsius. ”At bryde komfortzonen synes at være det sted, hvor jeg altid vokser,” siger Blaine som et ekko af Simon Søjlehelgens opfattelse af, at lidelse får sjælen til at blomstre. Vi vil ikke forsøge at analysere det rationale. Dette hvorfor ligger uden for vores horisont. Vi er interesseret i, hvordan Blaine gennemførte sine kunststykker. Hvordan han kan udholde dem, er et mysterium, der spiller en rolle for menne– 125 –


sker, der ikke er udholdenhedsartister. Uanset hvad man mener om hans prøvelser (eller hans psyke), vil det være nyttigt at finde ud af, hvad der holder ham i gang. Hvis vi kunne isolere hans hemmelighed ved at faste i 44 dage, kunne resten af os måske bruge den til at holde ud, til middagen stod på bordet. Hvis vi vidste, hvordan han kunne udholde at være begravet levende i en uge, kunne vi måske lære, hvordan vi skal udholde et totimers budgetmøde. Præcist hvad gør han for at opbygge og bevare sin viljestyrke? Hvorfor gav Blaine for eksempel ikke øjeblikkeligt op, da alt gik galt under hans forsøg på at slå verdensrekorden i at holde vejret? Han havde brugt mere end et år på at forberede sig på denne bedrift ved at lære at fylde sine lunger med ren ilt og derefter forblive immobil under vandet, hvor han konserverede ilt ved at bruge så lidt energi som muligt. Blaine kunne slappe så fuldstændigt af, både mentalt og fysisk, at hans hjerterytme faldt til under 50 slag i minuttet, somme tider under 20. Under en træningssession i et svømmebassin på Grand Cayman Island faldt hans puls med 50 procent, så snart han begyndte at holde vejret, og han holdt sit hoved under vandet i 16 minutter uden at udvise synlig stress. Han kom op af vandet tæt på verdensrekorden på 16:32, så rolig og afslappet ud og rapporterede, at han ikke følte nogen smerte og knap nok havde været bevidst om sin krop eller sine omgivelser. Men nogle uger senere, da han optrådte på Oprahs tv-show for at prøve at slå verdensrekorden foran dommere fra Guinness, var der et par komplikationer ud over presset ved at skulle optræde foran et tv-publikum. I stedet for at flyde med ansigtet nedad i et svømmebassin var han nødt til at vende ansigtet ud imod studiepublikummet fra det indre af en kæmpe glaskugle. For at forblive lodret og ikke flyde op til overfladen måtte han stikke sine fødder ind i stropper på bunden af kuglen. Da han fyldte sine lunger med ilt, var han bekymret for, om den muskulære anstrengelse ved at holde sine fødder på plads ville opbruge for meget ilt. Hans puls var højere end normalt, og da han begyndte at holde vejret, forblev den over 100 i stedet for at falde. For at gøre tingene værre kunne han høre sin egen galopperende puls på en hjertemonitor, der ved uagtsomhed var blevet anbragt for tæt på glaskuglen og konstant distraherede – og stressede – ham med sit hurtige bip-bip-bip. Ved det andet minut var hans puls 130, og han indså, at han ikke ville være i – 126 –


stand til at kontrollere den. Den forblev på over 100, efterhånden som minutterne gik, og hans krop opbrugte sin ilt. I stedet for at fortabe sig i en tilstand af meditativ lyksalighed var han akut opmærksom på sin galopperende puls og den uudholdelige opbygning af kuldioxid i sin krop. Ved det ottende minut var han knap halvvejs til rekorden og overbevist om, at han ikke ville klare det. Ved det tiende minut fik han prikken i fingrene, da hans krop omdirigerede blod fra ekstremiteterne for at bevare livsvigtige organer. Ved det 12. minut havde han dunken i benene og ringen for ørerne. Ved det 13. minut frygtede han for, at følelsesløsheden i hans arm og smerten i brystet var forløbere for et hjerteanfald. Et minut senere følte han sammentrækninger i sin brystkasse og blev næsten overvældet af impulsen til at trække vejret. Ved det 15. minut sprang hans hjerte slag over, og hans puls var uregelmæssig og steg til 150, gik ned til 40 og tilbage til over 100. Nu var han overbevist om, at et hjerteanfald var på vej, og løsnede stropperne om sine fødder, så redningsteamet kunne trække ham ud af kuglen, når han besvimede. Han flød opad, idet han tvang sig selv til at forblive lige under overfladen og forventede at besvime hvert øjeblik, da han hørte forsamlingen juble og blev klar over, at han havde slået rekorden på 16:32. Han så på uret, holdt ud indtil det næste minut og kom op af vandet med en ny Guinnessrekord på 17:04. ”Dette var et helt nyt smerteniveau,” sagde han kort tid efter. ”Jeg føler det stadig, som om nogen slog mig i maven med det hårdeste stød, de kunne levere.” Så hvordan bragte hans vilje ham igennem det? ”Det er der, træningen kommer ind,” sagde han. ”Den giver dig selvtilliden til at komme igennem en situation, der ikke er særlig let.” Med træning mente han ikke bare sine seneste øvelser i at holde vejret, selvom der havde været rigeligt af dem i det foregående år. Hver morgen udførte han en serie af almindelige øvelser i at holde vejret (som begyndte med almindelig luft i stedet for ren ilt), adskilt af korte intervaller, hvor han gradvist forøgede varigheden og smerten. I løbet af en time ville han ende med at have holdt vejret i 48 minutter, og så ville han have en dunkende hovedpine resten af dagen. Disse daglige åndedrætsøvelser vænnede hans – 127 –


krop til smerten ved ophobning af kuldioxid. Men lige så vigtigt var de andre typer øvelser, han havde udført i mere end tre årtier, siden han var fem år gammel. Han havde længe været overbevist om, at viljestyrke er en muskel, der kan styrkes. Han tilegnede sig delvist denne idé ved at læse om sin barndoms helt Houdini og hans victorianske træning og delvis ved forsøg-fejlmetoden. Blaine voksede op i Brooklyn og tvang sig selv til at øve sig i korttricks hver dag, time efter time, dag efter dag. Han lærte at vinde svømmekonkurrencer ved ikke at komme op efter luft i hele svømmebassinets længde – og vandt til sidst, med øvelse, 500 dollars i et væddemål ved at svømme fem længder under vandet. Om vinteren undgik han bevidst at gå med frakke og havde kun en T-shirt på, selv når han gik mange kilometer på bitterligt kolde dage. Han tog regelmæssigt kolde bade og foretog indimellem løbeture i sneen på bare fødder. Han sov på trægulvet i sit værelse og tilbragte engang to dage i træk i et skab (hans tolerante mor bragte ham mad). Han gjorde det til en vane kontinuerligt at sætte sig mål, der skulle opfyldes, som for eksempel at løbe så og så langt hver dag eller hoppe for at fange et blad fra grenen på et bestemt træ, hver gang han gik under den. Da han var 11, prøvede han, efter at have læst om faste i romanen Siddhartha af Hermann Hesse, selv at faste og præsterede snart at holde ud i fire dage på kun vand. Da han var 18, klarede han en tidages faste med kun vand og vin. Da han var blevet professionel udholdelsesartist, vendte han tilbage til de samme teknikker før en optræden, inklusive små ritualer, der ikke direkte havde noget med nummeret at gøre. ”Der er en eller anden form for OCD [obsessiv-kompulsiv tilstand], der sætter ind, når jeg skal til at møde en langvarig udfordring,” fortalte han os. ”Jeg opstiller tonsvis af mærkværdige mål for mig selv. Når jeg for eksempel jogger på cykelstien i parken, er jeg nødt til at træde på tegningen af en cyklist, når som helst jeg møder den. Og ikke blot træde på den – jeg er nødt til at ramme cyklistens hoved perfekt med min fod, så det passer præcist under min løbesko. Små ting som det irriterer dem, jeg løber sammen med, men jeg er overbevist om, at hvis jeg ikke gør dem, vil min optræden ikke lykkes for mig.” Men hvorfor tro på det? Hvorfor skulle det at træde på billedet af en cyklist hjælpe dig til at holde vejret længere? – 128 –


”At indstille hjernen på små mål og opnå dem hjælper dig til at opnå de større ting, du ikke burde være i stand til at præstere,” sagde han. ”Det handler ikke blot om at øve dig på den specifikke ting. Det handler om altid at gøre tingene mere vanskelige, end de burde være, og aldrig falde igennem, så du har den ekstra reserve, den tank, så du ved, at du altid kan nå videre end dit mål. For mig er det, hvad disciplin er. Det er gentagelse og øvelse.” Disse øvelser ser ganske vist ud til at virke for Blaine, men hans udholdenhedspræstationer udgør næppe videnskabelig evidens – eller en model for nogen andre. David Blaine ligger omtrent så langt fra et tilfældigt udsnit, som man kan komme. Et barn, der frivilligt tager kolde bade og går på firedages fastekure, er ikke repræsentativt for nogen kendt population. Måske skyldes Blaines præstationer ikke først og fremmest hans træning, men den viljestyrke, han var født med. Måske var al den træning simpelthen evidens for, hvor usædvanligt disciplineret han altid har været. Han mente, ligesom victorianerne, at træning styrkede hans viljestyrke ligesom en muskel, men måske begyndte han tilfældigvis med en meget stærk muskel. For at se, om disse træningsteknikker virkelig fungerede eller kunne gøre en forskel, ville man være nødt til at teste dem på mennesker, som ikke var udholdenhedsartister – den slags mennesker, som aldrig ville betragte en helgen, der levede på toppen af en søjle, som en rollemodel.

Viljestyrketræning For sociologer så ideen om at styrke viljestyrken ikke særlig lovende ud ved første øjekast. Egosvækkelseseksperimenter i Baumeisters laboratorium viste jo, at udøvelse af viljestyrke efterlod mennesker med mindre selvkontrol. At vælge radiser frem for småkager forårsagede en umiddelbar svækkelse af viljestyrke, og der var ingen grund til at antage, at den samme type øvelse efterhånden kunne føre til mere styrke på længere sigt. Men alligevel, hvis der fandtes en mulighed for at styrke viljestyrken, kunne gevinsten være enorm. Da de første resultater af egosvækkelsesforskningen var blevet publiceret, stak forskningsgruppen hovederne sammen for at diskutere måder at øge viljestyrke på. Mark Muraven, den afgangsstuderende, – 129 –


der havde designet og udført de første eksperimenter, der påviste egosvækkelse, diskuterede styrkeopbyggende øvelser med sine vejledere, Baumeister og Dianne Tice. Da ingen havde nogen anelse om, hvad der kunne tænkes at virke, besluttede de sig til en spredehaglstilgang. De ville give forskellige deltagere forskellige øvelser og se, om nye styrker udviklede sig. Et indlysende problem var, at nogle mennesker ville begynde med mere selvkontrol end andre, ligesom nogle atleter ville begynde med større muskler og mere udholdenhed end andre. For at kontrollere for det ville forskerne skulle måle ækvivalenten til måling af individuelle ændringer i muskelstyrke og udholdenhed. De bragte først collegestuderende ind i laboratoriet for at fastlægge en indledende grundlinje af selvkontrol, efterfulgt af en hurtig svækkelsesopgave for at se, hvor meget den faldt. Derefter blev alle sendt hjem for at udføre en eller anden øvelse på egen hånd over de næste par uger, fulgt af endnu en omgang tests i laboratoriet. Forskellige øvelser blev valgt for at teste forskellige opfattelser af, hvad der var involveret i ”karakteropbygning” – eller mere præcist, hvilke mentale resurser der måtte styrkes. Svækkede udøvelse af selvkontrol dig på grund af den energi, der var påkrævet for at fortrænge én respons til fordel for en anden? Eller var det den energi, der var påkrævet for at monitorere din egen adfærd? Eller den energi, der var påkrævet for at ændre din sindstilstand? En gruppe af studerende blev sendt hjem med instruktioner om at arbejde på deres kropsholdning i de næste to uger. Når som helst de tænkte på den, skulle de forsøge at rette sig op, hvad enten de stod eller sad. Da de fleste (eller alle) collegestuderende var vant til at hænge og sjoske afslappet rundt, ville øvelserne tvinge dem til at bruge energi på at overvinde deres vanemæssige respons. En anden gruppe blev brugt til at teste den opfattelse, at viljestyrke var udmattende på grund af den energi, der var påkrævet for selvmonitorering. Disse studerende fik besked på at registrere alt, hvad de spiste, over de næste to uger. De behøvede ikke at foretage nogen ændringer af deres kostplan, selvom det er muligt, at nogle af dem måske af flovhed foretog visse justeringer. (Hmm. Mandag, pizza og øl. Tirsdag, pizza og vin. Onsdag, hot dogs og cola. Måske ville det se bedre ud, hvis jeg spiste en salat eller et æble en – 130 –


gang imellem.) En tredje gruppe blev brugt til at tjekke effekterne af at ændre sin sindstilstand. De fik besked på at stræbe efter positive stemninger og følelser i de to uger. Når de fandt sig selv i dårligt humør, skulle de bestræbe sig på at muntre sig selv op. Fordi forskerne her fornemmede en potentiel vinder, besluttede de at gøre denne gruppe dobbelt så stor som de andre grupper for at få de statistisk mest pålidelige resultater. Men forskernes fornemmelse var helt forkert. Deres yndlingsstrategi viste sig ikke at fungere overhovedet. Den store gruppe, der øvede sig i at kontrollere følelser i to uger, udviste ingen forbedringer, da de studerende vendte tilbage til laboratoriet og gentog selvkontroltestene. Når man ser tilbage, virker denne fiasko mindre overraskende, end den gjorde dengang. Følelsesregulering afhænger ikke af viljestyrke. Mennesker kan ikke simpelthen ved viljens kraft blive forelskede eller føle intens glæde eller holde op med at føle sig skyldige. Følelseskontrol afhænger typisk af forskellige subtile tricks, som for eksempel af, hvordan man tænker på det foreliggende problem, eller af at distrahere sig selv. Derfor styrker følelseskontrol ikke din viljestyrke. Men andre øvelser hjælper faktisk, som demonstreret af de grupper i eksperimentet, som arbejdede på deres kropsholdning, og som registrerede alt, hvad de spiste. Da de vendte tilbage til laboratoriet efter to uger, gik scorerne i deres selvkontroltests op, og forbedringerne var signifikant højere ved sammenligning med en kontrolgruppe (som ikke udførte nogen øvelser af nogen slags i de to uger). Dette var et slående resultat, og ved omhyggelig analyse af dataene blev konklusionerne klarere og stærkere. Ganske uventet kom de bedste resultater fra den gruppe, der arbejdede med kropsholdninger. Det irriterende gamle råd – ”Ret dig op!” – var nyttigere, end nogen havde forestillet sig. Ved at overvinde deres sidde- og hænge-vaner styrkede de studerende deres viljestyrke og klarede sig bedre i opgaver, der ikke havde noget med kropsholdning at gøre. Forbedringen var mest udtalt blandt de studerende, der havde fulgt rådet mest omhyggeligt (som målt af de daglige logbøger, de studerende førte over, hvor ofte de havde tvunget sig selv til at sidde eller stå ret op og ned). Eksperimentet afslørede også en vigtig distinktion i selvkontrol mellem to typer styrke, nemlig kraft og udholdenhed. I den første laboratoriesession – 131 –


begyndte deltagerne med at presse en fjederbelastet håndtræner sammen så længe, de kunne (hvilket i andre eksperimenter havde vist sig at være et godt mål for viljestyrke og ikke kun for fysisk styrke). Derefter, efter at have brugt mental energi på den klassiske ”prøv ikke at tænke på en hvid bjørn”-øvelse, udførte de endnu en håndtræneropgave for at vurdere, hvor godt de klarede sig, når deres viljestyrke var blevet drænet. To uger senere, da de vendte tilbage til laboratoriet efter at have arbejdet på deres kropsholdning, udviste deres scorer i den indledende håndtrænertest ikke store forbedringer, hvilket betød, at viljestyrkemusklen ikke var blevet stærkere. Men de havde langt mere udholdenhed, som påvist i deres forbedrede præstationer i den efterfølgende håndtrænertest, som blev udført, efter at forskerne havde forsøgt at trætte dem. Takket være de studerendes øvelser i kropsholdning blev deres viljestyrke ikke svækket lige så hurtigt som før, så de havde mere udholdenhed til andre øvelser. Du kan prøve det to uger lange kropsholdningseksperiment til at forbedre din egen viljestyrke, eller du kan prøve andre øvelser. Der er ikke noget magisk ved at sidde ret op og ned, som forskerne efterfølgende opdagede, da de testede andre metoder og fandt lignende fordele. Du kan vælge og vrage mellem de teknikker, de studerede, eller ekstrapolere og skabe dit eget system. Nøglen er at koncentrere sig om at ændre vanemæssig adfærd. En simpel måde er at begynde med at bruge en anden hånd til at udføre rutineopgaver med. Mange vaner er forbundet med din dominante hånd. Især højrehåndede mennesker bruger deres højre hånd til alle slags ting uden at tænke det mindste over det. At få dig selv til at skifte til din venstre hånd er derfor en øvelse i selvkontrol. Du kan beslutte dig for at bruge din venstre hånd i stedet for din vanemæssige højre hånd til at børste dine tænder, bruge en computermus, åbne døre eller løfte en kop til munden. Hvis det virker for belastende at gøre dette hele dagen, kan du prøve det i en fastsat periode. Nogle forskningsstudier har givet deltagerne til opgave at skifte hånd mellem kl. 8.00 og kl. 20.00. Dette lader deltagerne vende tilbage til deres velkendte vaner om aftenen, når de allerede er fysisk trætte og mentalt drænede efter dagens aktiviteter. (Note til venstrehåndede: Denne strategi vil måske ikke være lige så effektiv for jer, fordi mange venstrehåndede mennesker i virke– 132 –


ligheden er forholdsvis ligehåndede og har haft mere øvelse i at bruge deres højre hånd i en verden, der er orienteret i retning af højrehåndede mennesker. Så at bruge jeres højre hånd vil måske ikke gøre lige så meget for jeres viljestyrke: Du får ingen gevinster uden at arbejde for dem.) En anden træningsstrategi er at ændre dine talevaner, som også er dybt rodfæstede og derfor kræver arbejde at modificere. Du kunne for eksempel prøve kun at tale i hele sætninger. Bryd teenagevanen med konstant at overdænge din tale med ”lissom” og ”ikke osse”. Undgå forkortelse, så du altid omtaler alting med dets fulde navn. Sig ”ja” og ”nej” i stedet for ”jep”, ”nah” eller ”niks”. Du kunne også prøve at undgå de traditionelle tabuord: bandeordene. I dag slår dette tabu mange som forældet, måske endda meningsløst: Hvorfor skulle samfundet producere et sæt ord, som alle kender, men ingen har lov til at sige højt? Men værdien af at have forbudte ord ligger måske præcis i øvelsen med at modstå impulsen til at sige dem. Enhver af disse øvelser bør forbedre din viljestyrke og kunne være en god opvarmning til at tackle en større udfordring som at holde op med at ryge eller overholde et budget. Men du vil måske finde det svært at blive ved med at bruge disse teknikker i længere tid. At blive ved med at udføre mystiske øvelser, der ikke tilbyder dig nogen indlysende belønninger, kan være en overvældende udfordring, som forskerne opdagede, da de fulgte op på de første viljestyrkende eksperimenter. De indledende resultater forårsagede stor begejstring blandt psykologer, fordi selvkontrol var det ene af kun to træk, der var kendt for at producere en bred vifte af fordele, og det andet træk, intelligens, havde vist sig at være temmelig vanskeligt at forbedre. Programmer som Head Start2 boostede elevernes intellektuelle præstationer, mens de deltog i dem, men deres gevinster syntes at fortone sig temmelig hurtigt, når de havde forladt dem. I det store og hele syntes der ikke at være meget, du kunne gøre for at forøge den intelligens, du er født med. Det gjorde selvkontrol særlig værdifuld, og socialpsykologer gik i gang med at teste systematiske programmer til at forbedre den. Resultaterne over et årti var en blanding

2 Head Start er et omfattende program fra United States Department of Health and Human Services, der bl.a. leverer førskoleundervisning til familier med små indkomster. Programmets ydelser og resurser er designet til at fremme stabile familierelationer, styrke børnenes fysiske og emotionelle velbefindende og etablere et miljø, der kan udvikle stærke kognitive færdigheder. O.a.

– 133 –


af succeser og fiaskoer, efterhånden som forskerne opdagede vanskeligheder ved at få mennesker til at udføre de pålagte øvelser. Det var ikke nok at finde en træningsteknik, der teoretisk kunne opbygge viljestyrke. Det var nødt til at være en træningsteknik, der virkede.

Fra styrke til mere styrke Nogle af de mest succesfulde strategier blev udviklet af to australske psykologer, Meg Oaten og Ken Cheng. De rekrutterede generelt mennesker, som ønskede at forbedre specifikke aspekter af deres liv, og som kunne gives direkte hjælp på det område. Halvdelen fik hjælpen med det samme, og de andre tjente som kontrolgruppe og fik hjælp senere. Denne procedure, der kaldes ventelistekontrolgruppen, var en god måde at sikre, at testgruppen og kontrolgruppen havde ensartede mål og ønsker. Alle blev tilbudt den samme ydelse, men nogle ventede på den, og i det tidsrum tog de de samme tests og målinger som dem, der fik øvelser til styrkelse af deres viljestyrke. Og de øvelser var direkte relateret til deltagernes mål, så de ville blive opmuntret af at se fordelene ved at overholde betingelserne i eksperimentet. Et af eksperimenterne involverede mennesker, der alle ønskede at forbedre deres fysiske form, men ikke havde været regelmæssige motionister. Nogle af dem fik med det samme et medlemskab til et fitnesscenter og mødtes med en af forskerne for at udforme en plan for regelmæssige træningssessioner. De førte en logbog, hvor de registrerede hver eneste træningssession og workout. Et andet eksperiment involverede studerende, som ønskede at forbedre deres studievaner. De studerende, som fik den umiddelbare hjælp, mødtes med en forsker for at opstille langsigtede mål og arbejdsopgaver og for at bryde opgaverne ned i mindre skridt. Deres studieplan blev koordineret med andre forpligtelser (som et bijob), og de studerende førte en studielog og en dagbog for at monitorere deres fremskridt. En anden forsker gav deltagerne en chance for at forbedre deres økonomistyring ved at mødes med en forsker for at opstille et budget og planlægge måder at spare flere penge på. Ud over at holde styr på, hvor meget de tjente og brugte, førte de også en log, hvor de registrerede deres følelser og deres kampe for ikke at bruge penge – hvordan de tvang sig selv til at blive – 134 –


hjemme for at undgå fristelserne i butiksvinduerne eller ofrede deres ferier for at spare penge eller udsatte indkøb, de normalt ville have foretaget. I alle eksperimenterne kom deltagerne i laboratoriet fra tid til anden ud for en øvelse, der virkede irrelevant i forhold til selvforbedringsprogrammer. Forsøgspersonerne skulle betragte en computerskærm med seks sorte firkanter. Tre af firkanterne viste sig i hurtige glimt, og derefter begyndte alle firkanterne at glide omkring på skærmen og skifte positioner helt tilfældigt. Efter fem sekunder skulle hver af deltagerne bruge en computermus for at vise, hvilke af firkanterne der i starten havde vist sig glimtvis. For at klare dig godt måtte du derfor huske, hvilke firkanter du skulle holde øje med, og derefter følge dem, når de bevægede sig rundt på skærmen. Det, der gjorde det ekstra vanskeligt, var, at et tv i nærheden under denne øvelse viste Eddie Murphy, der optrådte med standup for et publikum, der hylede af grin over hans vittigheder. Hvis du vendte dig for at se ham eller blot fokuserede for meget på hans vittigheder, ville du miste følingen med firkanterne. For at score godt måtte du ignorere vittighederne og latteren og i stedet fokusere på de kedelige firkanter, en bedrift, der afgjort krævede selvkontrol. Deltagerne i eksperimentet tog denne test to gange i hver session. Den første gang var lige efter, at de var ankommet i laboratoriet og var friske. Den anden kom lidt senere, efter at deres viljestyrke var blevet svækket. Mønstret i resultaterne var stort set det samme i alle disse eksperimenter. Efterhånden som ugerne gik, blev de mennesker, der regelmæssigt udøvede selvkontrol i forbindelse med fysisk træning, studier eller økonomistyring, gradvist bedre til at ignorere Eddie Murphy og følge de flydende firkanter. De største forbedringer blev især fundet i evnen til at modstå effekterne af egosvækkelse (det vil sige i den sidste selvkontroltest, der blev udført i hver laboratoriesession). Således forøgede motion og træning deltagernes udholdenhed og satte dem i stand til at modstå fristelser, selv når deres mentale resurser var blevet drænede. Ikke overraskende gjorde de også fremskridt hen imod deres mål. Deltagerne i fitnessprogrammet blev i bedre form; de deltagere, der arbejdede med studiedisciplin, fik udført mere skolearbejde; deltagerne i økonomistyringsprogrammet sparede flere penge. Men – og her lå der en virkelig glædelig over– 135 –


raskelse – de blev også bedre til andre ting. De studerende, der deltog i programmet studiedisciplin, rapporterede, at de trænede deres fysik lidt oftere og skar ned på deres impulsive pengeforbrug. Deltagerne i fitness og økonomistyringsprogrammerne sagde, at de var blevet mere flittige til at studere. At udøve selvkontrol på ét område syntes at forbedre alle områder af livet. De røg færre cigaretter og indtog mindre alkohol. De holdt deres hjem renere. De vaskede op i stedet for at efterlade servicen i køkkenvasken, og de vaskede deres tøj oftere. De prokrastinerede mindre. De udførte deres arbejde og pligter i stedet for at se tv eller hænge ud med vennerne først. De spiste mindre junkfood og erstattede deres dårlige spisevaner med sundere. Man kunne måske tro, at mennesker, der begynder at træne fysisk, naturligt ville begynde at spise bedre, men det modsatte er faktisk blevet observeret i andre studier: Så snart du begynder at træne, føler du dig som et bedre menneske og derfor berettiget til at belønne dig selv med kalorierige lækkerier. (Det er et eksempel på ”tilladelseseffekten”, hvor du handler, som om en god gerning giver dig tilladelse til at synde.) Men i dette eksperiment faldt den gruppe, der trænede, ikke for denne fristelse. Gruppen af budgetbevidste deltagere faldt heller ikke for den forudsigelige fristelse at skære ned på deres dagligvareregninger ved at sige nej til de dyrere friske fødevarer og andet sundt til fordel for billigere madvarer. Om noget begyndte de at bruge flere penge på sunde madvarer, tilsyneladende på grund af en generel forøgelse af deres selvkontrol. Nogle af deltagerne rapporterede endda forbedringer i evnen til at kontrollere deres temperament, et spændende resultat, der blev testet i et efterfølgende studie af vold i hjemmet, udført af Oaten sammen med Eli Finkel fra Northwestern University og andre psykologer. Forskerne udspurgte mennesker om deres tilbøjelighed til at blive fysisk aggressive over for deres partnere, som for eksempel at give dem lussinger eller slå dem eller angribe dem med et våben, i forskellige situationer, som for eksempel hvis de oplevede ”manglende respekt” fra partnerens side eller overraskede partneren, mens han eller hun havde sex med en anden. Derefter lod forskerne deltagerne udføre viljestyrkeøvelser i to uger, bortset fra en kontrolgruppe. Efter de to uger rapporterede de deltagere, der havde udført øvelserne, færre tendenser til at opføre sig voldeligt, når de blev provokeret af deres partner, både i sammenligning med deres egen grund– 136 –


linje før øvelserne og i sammenligning med kontrolgruppe, der ikke udførte nogen øvelser. (Af etiske og praktiske grunde må forskerne stille sig tilfredse med, at deltagerne rapporterer deres tilbøjeligheder til at opføre sig voldeligt, i modsætning til at måle, hvor ofte deltagerne rent faktisk slår, angriber eller på anden måde skader deres partner.) Forbedret selvkontrol forudsagde mindre vold i hjemmet. Alt i alt peger disse resultater i retning af de bemærkelsesværdige fordele ved at opøve viljestyrke. Uden at være klar over det opnåede deltagerne en bred vifte af fordele på områder af deres liv, der ikke havde noget at gøre med de specifikke øvelser, de udførte. Og laboratorietestene gav en forklaring: Deres viljestyrke blev gradvis stærkere, sådan at den ikke så let blev drænet. At fokusere på en specifik form for selvkontrol kunne kaste meget større fordele af sig, netop sådan som selveksperimentatorer fra Ben Franklin til David Blaine havde hævdet. Eksperimenterne viste, at du ikke behøver at starte med samme exceptionelle selvkontrol som en Franklin eller en Blaine for at vinde ved det: Når blot du er motiveret til at udføre en eller anden form for øvelse kan din generelle viljestyrke blive bedre, i det mindste så længe eksperimentet løber. Men hvad så bagefter? Så bemærkelsesværdige resultaterne end var, havde eksperimenterne kun varet i nogle få uger eller måneder. Hvor vanskeligt ville det være at opretholde selvdisciplinen på ubestemt tid? Her, endnu en gang, er tilfældet David Blaine meget lærerigt.

Det sværeste stunt af alle Før vi fortalte David Blaine om den videnskabelige forskning i viljestyrke, spurgte vi ham, hvilket af hans stunts der havde været det vanskeligste at udføre. Dette var forståeligt nok ikke et let valg for ham. Så mange prøvelser, så mange former for smerte. At holde vejret i 17 minutter på Oprah var forfærdeligt, men varede ikke længe. Af langvarig skræk og rædsel var der den sidste del af hans 35 timers stående ophold på søjlen, hvor han kæmpede mod hallucinationer og trangen til at døse hen (og falde otte etager til sin død). Af langvarig smerte var der de 44 dage uden mad i plexiglaskassen over Themsen. Ikke blot måtte han se på mennesker under sig, der gladeligt spiste løs, men – 137 –


han måtte også se på en kæmpestor reklame for batterier med sloganet: ”Når viljestyrke ikke er nok.” Han prøvede at værdsætte humoren i reklamen, men det blev stadig vanskeligere. ”På den 38. dag smagte min mund som svovl, fordi min krop spiste sine egne organer,” mindedes han. ”Jeg havde ondt over det hele. Når din krop begynder at spise sine egne muskler, føles det, som om en kniv bliver stukket ind i din arm.” Men det vanskeligste af hans stunts, fortalte Blaine os, var de 63 timer indesluttet i is. Da de forseglede ham i seks tons gletsjeris på Times Square, var isen knapt halvanden centimeter fra hans ansigt. Han blev overvældet af et ukarakteristisk anfald af klaustrofobi, og han begyndte omgående at ryste af kulde. Isen holdt ham forfærdelig kold i de næste tre dage, selvom vejret udenfor gik hen og blev urimelig varmt, hvilket skabte et nyt problem: smeltende is, der forårsagede en vedholdende kinesisk vandtortur af dryppende gletsjervand på hans nakke og rygs blottede hud. Undervejs kunne han ikke døse hen, fordi det ville give frostskader at læne sig ind mod isen, og søvnmanglen blev det største problem på den sidste dag, hvor det var meningen, at han skulle vente med at blive befriet indtil den bedste sendetid i tv. ”Jeg begyndte at føle, at det ikke stod godt til med mig,” sagde Blaine. ”Jeg har været igennem organsvigt, men der er ikke noget værre end psykisk sygdom. Jeg så igennem isen på en fyr, der stod foran mig, og spurgte ham, hvad klokken var. Han siger: ’Klokken er 14.00.’ Jeg siger til mig selv: Åh mand, jeg

er ikke færdig med det her før kl. 22.00. Det er otte timer mere! Jeg fortæller mig selv, at det ikke vil være så slemt, når der kun er seks timer tilbage, så jeg skal bare igennem de to næste timer. Det er den type tidsskifteteknik, jeg bruger til at skifte perspektiv, så jeg kan komme igennem disse stunts. Jeg ventede i mindst to timer, ventede bare tålmodigt, og det var svært. Jeg hørte stemmer. Jeg så menneskekroppe skåret ind i isen. Og jeg er ikke klar over, at alt dette er hallucinationer af mangel på søvn. Du ved ikke, hvad der foregår – du tror, det er virkeligt, fordi du er vågen. Så jeg ventede i to timer, og jeg så på en fyr og spurgte: ’Hvad er klokken?’” Blaine kiggede ud gennem isen og havde stadig mentale resurser nok til at være klar over, at denne fyr lignede fyren kl. 14.00 meget. Så opdagede han, at det faktisk var den samme fyr. – 138 –


”Han siger: ’14.05,’” mindes Blaine. ”Det var der, tingene virkelig blev fæle.” På en eller anden måde blev han i isen, indtil befrielsen i den bedste sendetid, men han var så omtåget, usammenhængende og svag, at han øjeblikkeligt måtte køres væk i en ambulance. ”Mod slutningen troede jeg, at jeg var kommet i skærsilden. Jeg troede virkelig, at jeg var ved at blive bedømt, og at dette var et sted, hvor jeg ventede på, om jeg skulle i himlen eller i helvede. De sidste otte timer var den værste tilstand, jeg nogensinde har befundet mig i. At gå igennem noget så skrækindjagende og ikke give op – det krævede noget, der lå ud over mig selv.” Ja, det lød virkelig som det sværeste kunststykke af dem alle. Men så var der noget andet, der faldt Blaine ind, da han hørte om Baumeisters og andre videnskabsfolks eksperimenter. Efter at have hørt om de langsigtede fordele ved de viljestyrkende øvelser nikkede Blaine og sagde: ”Det giver fuldstændig mening. I opbygger disciplin. Nu, hvor jeg tænker over det, forandrer jeg alt, når jeg træner til et stunt og har et mål. Jeg har selvkontrol i hvert eneste aspekt af mit liv. Jeg læser hele tiden. Jeg spiser perfekt. Jeg gør gode ting – jeg besøger børn på hospitaler og gør så meget af det, som jeg kan. Jeg har en helt anden energi. Fuldstændig selvkontrol. Jeg spiser næringsrig mad. Jeg overspiser ikke. Jeg drikker ikke. Jeg spilder grundlæggende ikke tid. Men så snart jeg er færdig med mit stunt, går jeg til den anden yderlighed, hvor jeg ingen selvkontrol har, og det synes at brede sig igennem alt. Det virker, som om at når jeg holder op med at spise rigtigt, er jeg ikke i stand til at sætte mig og læse i den samme mængde tid. Jeg kan ikke fokusere på samme måde. Jeg bruger ikke min tid på samme måde. Jeg spilder en masse tid. Jeg drikker. Jeg gør dumme ting. Efter et stunt går jeg fra 80 kilo til 105 kilo på tre måneder.” På dette tidspunkt, mens han sludrede løs i sin lejlighed i Greenwich Village, var Blaine i sin mellem-stunts-modus. Han var blevet færdig med et kortvarigt stunt – kortvarigt for ham i hvert fald – der involverede at hænge ud med hajer i nogle få dage, fuldstændig ubeskyttet på åbent hav, i fire timer om dagen, og han var begyndt at arbejde på planer om at drive over Atlanterhavet i en glasflaske, men det projekt var stadig uafklaret. Så han havde slappet af og taget nogle kilo på. ”I har fanget mig på et tidspunkt, hvor jeg er det modsatte af disciplineret,” sagde han. ”Jeg vil spise perfekt i fem dage og derefter spise – 139 –


forfærdeligt i 10 dage. Så spiser jeg perfekt i 10 dage og som en vanvittig i 20. Og så, når jeg er klar til at træne igen, når jeg virkelig bliver seriøs, vil jeg tabe omkring halvandet kilo om ugen, og det forbliver konsistent, så jeg vil tabe 5,5 kilo om måneden. Så på fem måneder er jeg fuldstændig forvandlet, og mit disciplinniveau er virkelig højt. Det er forbløffende. Jeg har selvdisciplin i mit arbejde, men somme tider har jeg ingen selvdisciplin i mit liv.” At hænge ud med hajer, holde vejret i 17 minutter, fryse i 63 timer og ende i skærsilden – alt det kunne han klare, men det trivielle daglige liv kunne stadig frustrere ham. Hans prøvelser i isen satte en ny verdensrekord i udholdenhed, men hans bedrift kom aldrig i Guinness Rekordbog, fordi han aldrig fik udfyldt papirarbejdet. Han havde papirerne, men blev ved med at prokrastinere. Han havde fastet i 44 timer i London, men nu for tiden havde han ikke viljestyrke nok til at undgå maden i sit køleskab. En af grundene var selvfølgelig den lette tilgængelighed. ”Jeg tror ikke, jeg kunne have gennemført en faste på 44 dage, hvis jeg var i denne lejlighed,” sagde han. ”I kassen i London var der ingen måde, jeg kunne blive fristet på, fordi jeg befandt mig i det rum. Hvilket var en del af min grund til at gøre det offentligt, fordi jeg vidste, at jeg ville være nødt til at gøre det.” Men selvom han ikke kunne gennemføre en syvugers faste derhjemme, hvorfor kunne han ikke simpelthen skære lidt ned på sine daglige måltider? Hvorfor syntes det at være så vanskeligt at opretholde blot et minimum af disciplin – med hensyn til at spise og læse og arbejde effektivt – lige nu? Fordi han ikke havde motivationen. Han havde ikke noget at bevise over for offentligheden eller over for sig selv. Han og alle andre vidste, at han kunne kontrollere sig selv, når han ønskede det, og ingen ville bebrejde ham noget, hvis han gav sig selv lov til at slappe af ind imellem sine stunts. På trods af al sin fantastiske viljestyrke stod han over for de samme problemer som resten af os, når han skulle takle den største udfordring af alle, nemlig at opretholde disciplinen, ikke kun i dage eller uger, men år efter år. For at kunne gøre det har du brug for teknikker fra en anden type udholdenhedsartist.

– 140 –




Turn static files into dynamic content formats.

Create a flipbook
Issuu converts static files into: digital portfolios, online yearbooks, online catalogs, digital photo albums and more. Sign up and create your flipbook.