Flygtningebørn i danske daginstitutioner by Dafolo

NANNA JORDT JØRGENSEN OG SUSANNE BREGNBÆK (RED.)

Denne bog bringer fokus på de dilemmaer og pædagogiske balancegange, der knytter sig til det pædagogiske arbejde med nytilkomne børn og deres familier. Dilemmaer, som relaterer sig til familiernes sårbare situation eller til den politiske kontekst, som arbejdet med at modtage familierne finder sted i. Bogen tilbyder pædagogen indblik i en række empiriske fortællinger om, hvordan daginstitutionshverdagen opleves af nytilkomne børn og familier, samt værktøjer til, hvordan pædagogen kan reflektere over egen praksis. Bogen behandler temaer som: kulturelle forhold og mangfoldighed, pædagogens omsorgsrolle kontra myndighedsrolle, sprogtilegnelse og kommunikation, leg og fællesskab, forældresamarbejde samt pædagogik i et politisk påvirket felt. Samtlige bogens kapitler følges af cases og refleksionsspørgsmål. Bogen henvender sig særligt til pædagogstuderende og pædagoger i dagtilbud, der ønsker mere viden om de pædagogiske udfordringer og muligheder, der ligger i at modtage nytilkomne børn og familier.

Flygtningebørn i danske daginstitutioner

Forældre med flygtningebaggrund har, som alle andre forældre, store forhåbninger til deres børns fremtid. I modsætning til andre familier skal forældre med flygtningebaggrund imidlertid hjælpe deres børn til rette i et samfund, de selv er i gang med at lære at kende, og hvor varigheden af deres ophold ofte er præget af uvished.

LÆRINGSMILJØER I DAGTILBUD

Læringsmiljøer af høj kvalitet gør en forskel for børns trivsel, læring, udvikling og dannelse. Serien ”Læringsmiljøer i dagtilbud” sætter spot på, hvordan det pædagogiske personale kan tilrettelægge stærke læringsmiljøer, der tilgodeser både barnet og børnefællesskabet, såvel som leg og læring. Målet er at skabe gode betingelser for børns udvikling og dermed styrke og lægge grunden for deres nysgerrighed og glæde ved at lære. Seriens målgruppe er pædagogisk personale og ledere i daginstitutioner, men også studerende og undervisere på pædagoguddannelsen samt dagplejere og pædagogiske konsulenter kan have glæde af at læse med. I serien er blandt andet udkommet Ledelse af kvalitet i pædagogisk praksis – synlig læring og kvalitetsudvikling i dagtilbud af Stine Elverkilde og Professionelle læringsfællesskaber i dagtilbud af Ane Qvortrup, ISBN 978-87-7160-755-0 Majbritt Skriver Laustsen og Lotte Langaa Tjalve. ISBN 978-87-7160-755-0

Varenr. 7870

9 788771 607550

Flygtningebørn i danske daginstitutioner Pædagogiske dilemmaer og balancegange

Nanna Jordt Jørgensen og Susanne Bregnbæk (red.)

Flygtningebørn i danske daginstitutioner Pædagogiske dilemmaer og balancegange

Annelise Arent, Susanne Bregnbæk (red.), Hanne Ellegaard, Nanna Jordt Jørgensen (red.), Asger Martiny-Bruun Flygtningebørn i danske daginstitutioner Pædagogiske dilemmaer og balancegange 1. udgave, 1. oplag, 2020 © 2020 Dafolo A/S og forfatterne Omslagsdesign: Sisterbrandt Forlagsredaktion: Astrid Hjorth Balle og Esben Klange

N VA

EM ÆRK

E T

Grafisk produktion: Jypa, Frederikshavn Svanemærket trykkeri 5041 0826

Miljømærket tryksag 1234 5678

Kopiering fra denne bog kan kun finde sted på de institutioner, der har indgået aftale med COPY-DAN, og kun inden for de i aftalen nævnte rammer. Forlagsekspedition: Dafolo A/S Suderbovej 22-24 9900 Frederikshavn Tlf. 9620 6666 Fax 9843 1388 E-mail: forlag@dafolo.dk www.skoleportalen.dk - www.dafolo-online.dk - www.dafolo-tools.dk

Varenr. 7870 ISBN 978-87-7160-755-0

Hos Dafolo ønsker vi sammen med andre at bidrage og inspirere til, at børn, unge og voksne kan lære, trives og være.

Indhold Introduktion: Flygtningebørn og deres familiers møde med danske daginstitutioner. . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . Af Nanna Jordt Jørgensen, Susanne Bregnbæk, Annelise Arent, Hanne Ellegaard og Asger Martiny-Bruun

Kapitel 1 • Børn i asylsystemet: Etiske dilemmaer. . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 17 Af Susanne Bregnbæk Kapitel 2 • Pædagogisk usikkerhed: Balancegange mellem struktur og fleksibilitet . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 27 Af Hanne Ellegaard og Nanna Jordt Jørgensen Kapitel 3 • Du skal tale dansk!: Flygtningebørns sprogtilegnelse og kommunikation . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 37 Af Asger Martiny-Bruun og Susanne Bregnbæk Kapitel 4 • Flygtningebørns leg som pædagogisk udfordring: Tilpasning og handlekraft. . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 49 Af Asger Martiny-Bruun og Nanna Jordt Jørgensen Kapitel 5 • Mødet med systemet: Tillid og mistillid i forældresamarbejdet. . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 63 Af Annelise Arent og Susanne Bregnbæk Kapitel 6 • Nærhed og distance i relationen mellem pædagog og familier med flygtningebaggrund . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 73 Af Nanna Jordt Jørgensen og Susanne Bregnbæk Kapitel 7 • Pædagogik i et politisk felt: Inklusion eller eksklusion . . . . . . 83 Af Nanna Jordt Jørgensen

Efterskrift: Konstruktiv tvivl og dømmekraft. . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 95 Af Susanne Bregnbæk og Nanna Jordt Jørgensen Litteratur . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 99 Om forfatterne . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 105

Introduktion: Flygtningebørn og deres familiers møde med danske daginstitutioner Af Nanna Jordt Jørgensen, Susanne Bregnbæk, Annelise Arent, Hanne Ellegaard og Asger Martiny-Bruun

Ahmed og Saida voksede op i en mindre by i Syrien. Han gik i skole til og med 6. klasse og kom herefter i lære som mekaniker, mens hun gjorde grundskolen færdig. De giftede sig unge og flyttede ind i et hus i nærheden af Ahmeds familie. Saida var gravid med deres første barn, da krigen ramte området, og parret flygtede sammen med flere andre familiemedlemmer til Jordan. Under flugten mistede Saida barnet, men i Jordan blev hun gravid igen og fødte drengen Firaz. De havde regnet med at kunne vende tilbage til Syrien, men efter nogle år mistede de håbet om, at der ville blive fred, og besluttede sig for at forsøge at komme til Europa sammen med Ahmeds forældre. Ahmed tog afsted først, han rejste sammen med sin nevø Rami, hvis far var blevet dræbt i krigen. Siden farens død havde Rami boet hos Ahmed og Saida, og de to drenge Firaz og Rami voksede op som brødre. Ahmed og Rami tog først til Tyrkiet og krydsede her over Middelhavet til Grækenland, hvorefter de rejste over land med bus, til fods og til sidst med tog mod Danmark, hvor Ahmed havde en ven. >

Da Ahmed var ankommet til Danmark, fulgte Saida og Firaz efter sammen med Ahmeds forældre. De tog også over Middelhavet, men oplevede flere gange at komme med en båd, som sank – heldigvis blev de reddet i land. Firaz var skræmt fra vid og sans og har stadig mareridt om oplevelsen, fortæller Saida. I begyndelsen boede Ahmed, Saida, Rami og Firaz i et asylcenter, hvor den treårige Firaz ifølge forældrene faldt ret godt til og fik gode venner blandt børn og voksne. Det var hårdt for ham at skulle sige farvel til dem, da familien fik opholdstilladelse og i første omgang blev bosat i en midlertidig bolig på Sjælland. Her boede Firaz, da han begyndte i en dansk kommunal børnehave, og her besøgte vi – bogens forfattere – første gang familien. Ahmed og Saida boede dør om dør med Ahmeds forældre i rum, der tidligere havde været kontorer, med store vinduer med persienner for. Møblementet bestod af en meget stor seng, nogle stålskabe langs den ene væg og en lille rød sofa. Gennem lange, hvide gange kunne man gå hen til de fælles badeværelser, toiletter og køkkener. Til de første møder med pædagogerne i børnehaven virker Ahmed veloplagt. Han finder hurtigt ud af, hvordan rutinerne i børnehaven foregår – han tjekker Firaz ind og ud på iPad’en, hilser og småsnakker på dansk og deltager aktivt (med oversættelse af en tolk) i møderne med pædagogerne om Firaz. Hans søn er glad for børnehaven, fortæller han, og de er blevet taget godt imod. Pædagogerne synes også, det går godt med Firaz, han er hurtigt faldet til og hviler i sig selv, siger de, og efterhånden holder han op med at være stille og genert – han begynder at blive lidt fræk, men han er ”fræk på den frække måde – som normen er”, forklarer pædagogen Anna. Hun sammenligner Firaz med andre børn i børnehaven, og særligt to andre syriske børn, hvis familier ser ud til at have større udfordringer end Firaz’ familie. Efter nogle måneder bliver Ahmed, Saida og Firaz boligplaceret i en lejlighed i den ene ende af kommunen, mens Firaz’ fætter skal bo sammen med Ahmeds forældre i den anden ende af kommunen. Firaz har været vant til at være sammen med sin fætter hele tiden, men nu skal de skilles ad. Ahmed forsøger at kontakte socialforvaltningen for at spørge, om de kan komme til at bo i det samme kvarter, men det lykkes ikke at få lov.

Flytningen til familiens nye lejlighed tager hårdt på Ahmed, selvom han er glad for, at de nu får deres eget sted. Da han får nøglerne til lejligheden, står han foran hoveddøren og føler sig meget alene. ”I Syrien ville der have været masser af mennesker til at hjælpe mig, men her kender jeg ingen”, siger han. Han skal skaffe møbler og ordne en masse praktiske ting, samtidig med at han er i sprogskole og praktik på fuld tid. Og hans forældre har brug for hans hjælp, men bor nu et andet sted i byen, som det tager lang tid at komme til. Saida er gravid igen, og med et nyt barn på vej skal der købes nye ting, og det er svært at få økonomien til at hænge sammen. Usikkerheden omkring, hvor længe familien kan blive i Danmark, plager Ahmed. Han har tilbagevendende mareridt om den sidste tid i Syrien og flugten. I samme periode begynder Ahmed desuden at blive bekymret for Firaz, som tilsyneladende har været oppe at slås med nogle andre drenge i børnehaven. Ahmed fortæller os, at han ikke lyst til at tage sagen op med pædagogerne, fordi han er bange for at stille forældrene til de andre drenge i et dårligt lys. Han har i asylcentret set et barn blive flyttet fra sin familie, fordi forældrene ikke tog godt nok hånd om barnet, og han er usikker på, hvad de danske myndigheder kan finde på. Så bliver Firaz’ lillesøster født, og Ahmed fortæller efterfølgende om det fantastiske i at få lov til at være med til fødslen. Sådan var det ikke, da Firaz blev født i Jordan, det giver en meget stærkere fornemmelse for, hvad det er, en kvinde går igennem, siger han, mens Saida nikker bekræftende og aer det lille barn over håret. Men Firaz har igen fået mareridt om rejsen over Middelhavet, siger hun. Der er kommet nye pædagoger til på hans stue i børnehaven, og Ahmed og Saida synes, de har mistet noget af den gode forbindelse til institutionen. De er i tvivl om, hvorvidt lillesøsteren skal gå i den samme institution. Særligt Ahmed er bekymret og forsøger at kigge ind til vuggestuen gennem vinduerne, når han henter Firaz. Det ser ud, som om børnene har det fint, men han har haft så mange dårlige oplevelser i sit liv, og han vil være sikker på, at hans datter er et sikkert sted. Hun skal blive til noget stort, måske borgmester i København, siger han og griner – han har lige hørt, at der er en kvindelig borgmester i København, som er født i Korea.

Bogens baggrund og sigte Historien om Firaz’ familie fortæller noget om de komplicerede relationer og flugthistorier, som den enkelte nytilkomne familie med flygtningebaggrund bærer på og er del af. Hver historie er forskellig, men fælles for familierne er, at de på forskellige måder lever i usikkerhed og uvished om deres fremtidige skæbne. I forbindelse med ankomsten til Danmark har de mødt en stat, som ud fra bureaukratiske principper har haft kontrollen over deres liv og bestemt, om de kunne blive eller skulle rejse, hvor de skulle bo, og hvordan deres dagligdag skulle se ud. På grund af politiske beslutninger om lave integrationsydelser kæmper mange familier i den første tid i Danmark med vanskelige økonomiske forhold. Herudover nærer mange nytilkomne forældre ligesom Ahmed en frygt for, hvordan den danske velfærdsstat kan finde på at gribe ind i familiens privatsfære. Som alle andre forældre har nytilkomne forældre med flygtningebaggrund store forhåbninger til deres børns fremtid og bekymringer for deres velbefindende, men i modsætning til andre familier skal disse forældre hjælpe deres børn til rette i et samfund, de selv lige har lært at kende, og med en uvis tidshorisont. De fleste familier får tildelt korterevarende opholdstilladelser og skal dermed løbende genforhandle deres tilhørsforhold til Danmark. Historien om Firaz er skrevet på baggrund af et af de etnografiske feltarbejder, som ligger til grund for denne udgivelse. Bogen sætter fokus på møderne mellem nytilkomne flygtningefamilier og danske daginstitutioner og tager udgangspunkt i et forskningsprojekt, der havde dette tema som omdrejningspunkt. Over en periode på halvandet år besøgte vi i 2016 og 2017 fire daginstitutioner i fire forskellige sjællandske kommuner i kortere eller længere perioder og gennemførte deltagerobservationer af den dagligdag, som de nytilkomne børn indgår i. Vi har siddet med til møder mellem forældre, pædagoger og sociale myndigheder og gennemført interviews og fokusgruppe-interviews med pædagoger og pædagogiske ledere samt med ansatte i de kommunale forvaltninger med ansvar for børn- og ungeområdet. Herudover består en central del af vores empiriske materiale af feltnoter fra besøg hos udvalgte familier med flygtningebaggrund. Nogle af familierne har vi besøgt en enkelt gang, andre har vi fulgt over en længere tidsperiode. I forbindelse med samtalerne med familierne har vi haft uvurderlig hjælp til oversættelsesopgaver af to forskningsassistenter. Som supplement til det kvalitative empiriske materiale har vi foretaget en rundspørge til landets kommuner om deres pædagogiske rammer for modtagelsen af børn med flygtningebaggrund. Den antropologiske forskningsmetode, som vi har gjort brug af i projektet, har sin kvalitet

i det detaljerede materiale om menneskers erfaringer og oplevelser set fra et førstepersonsperspektiv og om de relationer og interaktioner, som udspiller sig i hverdagslivet. Den type fortællinger, som kan skabes på baggrund af dette antropologiske feltarbejde, kan give et nuanceret indblik i den pædagogiske praksis’ dilemmaer, i hvordan en daginstitutionshverdag opleves af nytilkomne børn og familier, og i hvordan større politiske og samfundsmæssige problemstillinger udspiller sig og får betydning i hverdagslivet. Samtidig kan dette materiale også være følsomt, fordi det er baseret på menneskers livshistorier og dagligdags interaktioner, så vi har i fortællingerne anonymiseret alle sted- og personnavne og udeladt elementer af familiernes historier. Med bogen henvender vi os til studerende og praktikere med et ønske om at bidrage til den professionelle refleksion over de pædagogiske udfordringer og muligheder, der ligger i at modtage nytilkomne børn og familier, samt over den politiske kontekst, som modtagelsen af de nytilkomne indgår i. De pædagoger, som familierne møder i daginstitutionerne, har i de fleste tilfælde en stor velvilje over for de nytilkomne og ønsker på bedst mulig vis at hjælpe dem. Pædagogerne kender sjældent detaljerne i familiernes historier, og deres forståelser af de nye børn knytter an til deres erfaringer med andre børn. En del pædagoger oplever modtagelsen af børn med flygtningebaggrund som udfordrende og efterspørger mere viden om opgaven. Det er vores håb, at denne bogs fortællinger kan skabe indblik i de spændingsfelter og dilemmaer, som pædagogisk arbejde med nytilkomne familier indebærer, og dermed kvalificere pædagogernes faglige vurderinger.

Pædagogiske dilemmaer og balancegange Nytilkomne børn med flygtningebaggrund og deres familier befinder sig i en sårbar situation. De har gennemgået en som oftest vanskelig flugt, og mange har voldelige og traumatiske oplevelser i bagagen. I mange tilfælde har børnene desuden været adskilt fra den ene forælder og oplevet tab af andre nære relationer. Samtidig kræver det også særlige ressourcer at lykkes med at flygte, og i den forstand kan familierne også ses som særligt modstandsdygtige. Nu skal de etablere sig i et nyt land, mens deres liv til stadighed er præget af uvished, midlertidighed og en oplevelse af mangel på handlekraft. Antropologen Michael Jackson, hvis arbejde har inspireret vores forskning, er optaget af handlekraft (agency) som et erfaringsnært begreb. Som sociale væsener er vi på samme tid individer og tæt forbundne med andre. Livet indebærer erfaringer af en skiftende balance mellem at være et handlende subjekt og at være genstand for andres handlinger, og vi har på én gang behov for at høre til i en social sam-

menhæng og for at kunne handle på egen hånd. Det er altså et alment eksistentielt behov at kunne udøve handlekraft (Jackson, 1998). Nytilkomne børn og familier vil i mange henseender opleve et tab af handlekraft i en ny kontekst, hvor meget kan opleves som værende uden for deres kontrol. Flygtningebørn har behov for at opbygge en følelse af grundlæggende tryghed og tilknytning til nye relationer og en hverdag i nye rammer, men også for at have en vis kontrol over deres eget liv. Nogle børn, som f.eks. Firaz, tilpasser sig hurtigt hverdagen i daginstitutionen, men bærer stadig erindringerne fra de traumatiske oplevelser under flugten. Andre reagerer mere tydeligt med angst eller aggression. Måden, pædagoger møder de nytilkomne børn og deres familier på, kan have stor betydning for deres evne til at trives, (gen)opbygge erfaringer af handlekraft i hverdagslivet, skabe en ny hverdag og nye tilhørsforhold over tid. Imidlertid er der ikke nogen enkle svar på, hvordan denne opgave bedst håndteres. Det pædagogiske arbejde med nytilkomne indebærer således en lang række dilemmaer, som blandt andet knytter sig til pædagogens rolle som myndighedsperson i det danske samfund. Som beskrevet af Carsten Fogh Nielsen er pædagogens myndighedsrolle tredelt – den indebærer en formel, juridisk myndighed (som udspringer af de retslige forhold, der regulerer pædagogprofessionen) og en faglig myndighed (formet på baggrund af uddannelse og praksis), men også en almen myndighed, som omhandler evnen til ”forsvarligt og ansvarligt at forvalte asymmetriske magtrelationer ud fra og i overensstemmelse med almene etiske, sociale og almenpædagogiske normer” (Nielsen, 2017, s. 7). Forvaltningen af asymmetriske magtrelationer indebærer en lang række dilemmaer, ikke mindst når det drejer sig om at modtage flygtningebørn i daginstitutioner. Et dilemma opstår, når to lige legitime og betydningsfulde værdier står i modsætning til hinanden i konkrete situationer (jf. Pedersen, 2008). I nogle sammenhænge er dilemmaer almenmenneskelige og eksistentielle, som når det drejer sig om dilemmaet mellem at være del af en social sammenhæng og at have kontrol over sit eget liv, som beskrevet ovenfor. Men som beskrevet af Carsten Pedersen, er pædagogers faglige dilemmaer nogle, der knytter sig til en bestemt historisk kontekst – de kan ses på baggrund af større samfundsmæssige brudlinjer. Dilemmaer er karakteriseret ved at være uløselige, og at handle pædagogisk med udgangspunkt i dem kræver ifølge Pedersen et ”dobbeltblik” på hverdagssituationer (2008) eller det, vi i denne bog betegner som en ”pædagogisk balancegang”, som kræver både varsomhed og faglig refleksion. I denne bog sætter vi fokus på dilemmaer og pædagogiske balancegange i arbejdet med modtagelsen af nytilkomne børn og deres familier. En del af

disse dilemmaer relaterer sig til den særligt sårbare situation, som børnene og deres familier er i. Skal børnene og deres familier først og fremmest ses som sårbare med behov for omsorg, eller skal de betragtes som ressourcestærke? Hvordan undgår man, at medfølelse resulterer i offergørelse i mødet med familier, som har gennemgået umenneskelige trængsler? Og hvor tæt skal man gå på familiernes liv og problemer? Andre dilemmaer relaterer sig til den politiske kontekst, som modtagelsesarbejdet foregår i. Skal nytilkomne familier først og fremmest hurtigst muligt integreres i den danske institutionskultur og det danske samfund, eller skal det pædagogiske arbejde (også) være karakteriseret af medmenneskelig og kulturel åbenhed og nysgerrighed? Skal pædagoger først og fremmest være myndighedspersoner, der udøver magt på statens vegne og f.eks. sikre, at familierne har et tilstrækkeligt højt fremmøde til at leve op til dagtilbudslovens krav om sprogstimulering for børn, eller skal de snarere have fokus på at opbygge myndighed, handlekraft og tilhørsforhold blandt børn og familier? Og hvordan balanceres tillid og mistillid i den sammenhæng? Det er blandt andet disse spændingsfelter, som bogen dykker ned i med udgangspunkt i fortællinger baseret på konkrete kontekster og situationer.

Mennesker på flugt og udlændingepolitik I 2019 blev det estimeret, at over 70 millioner mennesker var på flugt i verden. Tallet var det højeste nogensinde og dækker både over mennesker, som er fordrevet inden for deres egne lande, mennesker, som er flygtet til et naboland, og mennesker, som er rejst bort fra det kontinent, som de har været bosiddende på. 25,9 millioner af disse mennesker blev af FN’s flygtningeorganisation defineret som flygtninge ifølge FN’s flygtningekonvention – her beskrives en flygtning som et menneske, der er i fare og ikke kan få beskyttelse i sit eget land, og som befinder sig uden for landets grænser. 57% af verdens flygtninge kom i 2018 fra blot tre lande: Syrien, Afghanistan og Sydsudan. Langt den største andel af verdens flygtninge er flygtet til og bosiddende i verdens fattige lande (UNHCR, 2019). Danmark tilsluttede sig FN’s flygtningekonvention i 1954 og har siden modtaget flygtninge fra skiftende steder i verden, herunder fra de kommunistiske lande i Østeuropa i 1950’erne og 1960’erne, fra Chiles militærdiktatur og Vietnamkrigen i 1970’erne, fra borgerkrige i Sri Lanka og Libanon og konflikter i Iran og Irak i 1980’erne og fra borgerkrige i det tidligere Jugoslavien og Somalien og Talibanstyret i Afghanistan i 1990’erne (Fenger-Grøndahl & Nissen, 2006). Siden 00’erne har de største flygtningegrupper været fra Irak, Afghanistan og senest Eritrea og Syrien. I 2014 og 2015 kom en relativt stor gruppe

flygtninge til Danmark (set i forhold til tidligere år), herunder en stor gruppe syriske flygtninge, hvoraf mange ligesom Firaz’ familie rejste over Tyrkiet og Middelhavet til Italien eller Grækenland og herefter videre op gennem Europa. Blandt andet på grund af den politiske aftale mellem EU og Tyrkiet og en øget grænsekontrol i en række europæiske lande har antallet af asylansøgere været nedadgående i 2016, 2017, 2018 og 2019. I 2019 blev 1777 mennesker tildelt asyl i Danmark og 5233 blev familiesammenført (Udlændingestyrelsen, 2019). Siden 1980erne har der været en fortløbende voldsom debat i Danmark om flygtninge- og udlændingepolitikken. Skiftende regeringer har siden da og ikke mindst mellem 2015 og 2019 gennemført stramninger af udlændingeloven med henblik på at begrænse antallet af asylansøgere. Der gives blandt andet kortere opholdstilladelser, reglerne om familiesammenføring er blevet strammere, en særlig lav integrationsydelse er blevet indført og i 2016-2019 stoppede Danmark fuldstændig med at modtage kvoteflygtninge fra FN. Når mennesker på flugt ankommer til Danmark, sendes de først til modtagecentret i Sandholm, hvor de registreres af politiet og kan ansøge om asyl. Herefter placeres de på et asylcenter, indtil deres sag er behandlet af Udlændingestyrelsen. En del af asylcentrene drives af Røde Kors og resten af kommunale aktører (Blauenfeldt, 2017). Nogle gange flyttes flygtningene mellem de forskellige centre. Det oplevede Firaz’ far Ahmed f.eks., idet han først var blevet placeret i ét flygtningecenter, men blev flyttet til et andet, da hans kone og søn også ankom til Danmark. Hans forældre blev placeret i et helt tredje center. Hvis en flygtning er berettiget til asyl i henhold til FN’s flygtningekonvention og den danske udlændingelov, tildeles et midlertidigt ophold i Danmark. Først efter 8 år kan man søge om permanent ophold og efterfølgende om dansk statsborgerskab.

Rammer for modtagelsen af nytilkomne familier Når en familie som Firaz’ er blevet tildelt asyl, placeres de i en midlertidig eller fast bolig i en kommune efter en fordelingsnøgle, som skal sikre, at alle kommuner er med til at løfte opgaven. Mange kommuner placerer de modtagne flygtninge forskellige steder i kommunen, og nogle familier havner derfor langt fra større byer og offentlig transport (Blauenfelt, 2017). Der tages udgangspunkt i en forståelse af familien som kernefamilie, og som beskrevet i flere undersøgelser oplever familier, at der ikke tages hensyn til deres egne forståelser af centrale familiebånd (se f.eks. Shapiro, 2017). Det betyder i Firaz’ families tilfælde, at Firaz’ bedsteforældre boligplaceres langt fra hans forældre, selvom de tidligere har boet sammen.

Lovgivning Ved ankomsten til kommunen begynder et liv, som i meget stor grad er rammesat af integrationsloven. Integrationsloven fra 2016 har som sit hovedformål, at flere flygtninge og familiesammenførte udlændinge skal komme i beskæftigelse og blive i stand til at forsørge sig selv. Lovgivning fastsætter, at voksne nyankomne senest en måned efter ankomsten til en kommune skal underskrive en integrationskontrakt, som fastlægger et etårigt integrationsprogram (som kan forlænges i op til 5 år), der består af danskuddannelse og beskæftigelsesrettede tiltag. Den nyankomne skal desuden underskrive en erklæring om integration og aktivt medborgerskab i det danske samfund (Udlændige-, Integrations- og Boligministeriet, 2016). Så længe flygtningen følger integrationsprogrammet, er vedkommende berettiget til en integrationsydelse, som er lavere end kontanthjælp. Den lave integrationsydelse betyder, at mange familier med flygtningebaggrund har en meget stram økonomi (Institut for Menneskerettigheder, 2018). Det har ikke hidtil været obligatorisk for forældre at sende deres børn i dagtilbud i Danmark, men integrationsprogrammerne betyder, at mange forældre har behov for at få deres børn passet. Herudover fastsætter dagtilbudsloven, at forældre til børn, som i 3-årsalderen ”på baggrund af en sprogvurdering […] vurderes at have behov for sprogunderstøttende aktiviteter”, har pligt til at lade deres børn deltage i sprogstimulering i en daginstitution (eller selv stå for en sprogstimulering på samme niveau). Lever forældrene ikke op til denne pligt, kan kommunen træffe afgørelse om standsning af børneydelsen (Børne- og Socialministeriet, 2018). Med den borgerlige VLAK-regerings ghettoudspil fra 2018 blev det desuden besluttet, at familier bosiddende i udsatte boligområder har pligt til at sende deres børn i dagtilbud fra 1-årsalderen (Regeringen, 2018). Som det fremgår af historien om Firaz, er drengens forældre i høj grad interesserede i at blive en del af det danske samfund, og faren drømmer ligefrem (formodentlig lidt humoristisk) om, at hans datter kan blive borgmester. Alligevel har han også en betænkelighed over for daginstitutionen og i særlig grad over for vuggestuen. For mange af de nytilkomne familier er daginstitutionen en ukendt størrelse; en del af de familier, vi har talt med, oplever det som bekymrende at skulle overgive deres børn til fremmede i de første leveår. Kommunale tilgange Modtagelsen af de nytilkomne familier i en daginstitution rammesættes af den overordnede linje, som lægges af kommunen. I forbindelse med det forsknings-

projekt, som ligger til grund for denne bog, foretog vi en rundspørgeundersøgelse i landets 98 kommuner, som peger på, at modtagelse af flygtningebørn og deres familier opfattes og håndteres meget forskelligt i forskellige kommuner. Der er forskellige forestillinger om, hvilke ressourcer og behov børn med flygtningebaggrund har, ligesom der i kommunernes børn- og unge-forvaltninger er forskellige forståelser af den pædagogiske opgave i forbindelse med modtagelse af børnene og deres familier, samt af hvilke kompetencer pædagogerne bør besidde for at kunne håndtere opgaven. Herudover foregår samspillet med andre forvaltninger forskelligt i forskellige kommuner, og her kan de rammer, som f.eks. beskæftigelsesforvaltningen opstiller for forældrenes deltagelse i sprogkurser og praktikophold, have stor indflydelse på, hvordan modtagelsen af børnene i daginstitution kan foregå. Ingen af de 72 kommuner, som besvarede vores rundspørgeundersøgelse, havde på undersøgelsestidspunktet taget en central beslutning om bestemte pædagogiske tilgange i forbindelse med modtagelsen af børn og familier med flygtningebaggrund. Imidlertid rammesætter kommunerne modtagelsen af familier på bestemte måder, når de placerer børnene i institutioner, hvor pædagogerne enten har eller ikke har særlige kompetencer og erfaringer. Herudover giver mange kommuner deres institutioner anbefalinger. Nogle fremhæver børnenes (potentielle) sårbarhed og skrøbelighed og anbefaler enten en særlig opmærksomhed på børnene eller brug af den traumeorienterede STROF-metode (som diskuteres i kapitel 2). Hovedparten af kommunerne peger dog på mere generelle pædagogiske tilgange og f.eks. vigtigheden af at arbejde med barnets sprogudvikling, brugen af inklusionspædagogik, at have fokus på barnets ressourcer, et godt forældresamarbejde og faste procedurer ved modtagelsen af flygtningebarnet. En del kommuner svarer, at den almindelige pædagogiske tilgang, som institutionerne i forvejen arbejder med, også kan rumme flygtningebarnet. Det gælder også, hvis institutionen arbejder med bestemte koncepter. Mødet mellem nytilkomne børn, familier og pædagoger i danske daginstitutioner udspiller sig med andre ord i en kontekst, der er rammesat af globale konflikter og migrationsprocesser, nationalstatslig lovgivning, politisk debat og kommunale prioriteringer. I dette felt må pædagoger balancere juridiske retningslinjer, faglige vurderinger og almenmenneskelige hensyn med henblik på at udføre deres arbejde bedst muligt.

Bogens opbygning Bogen består af 7 kapitler udover denne introduktion. Gennemgående for kapitlerne er, at de behandler et eller flere dilemmaer, som viser sig i den pæda-

gogiske praksis i forbindelse med modtagelsen af nytilkomne børn og familier med flygtningebaggrund. Det første kapitel om ”Børn i asylsystemet” fokuserer på de dilemmaer, der knytter sig til det pædagogiske arbejde med børn i familier, der befinder sig i asylfasen, og stiller skarpt på dilemmaet mellem tilknytning og adskillelse, som er særligt udfordrende på grund af familiernes usikre og midlertidige livssituation. I det andet kapitel ser vi på ”Pædagogisk usikkerhed” i forbindelse med modtagelsen af nytilkomne og på de pædagogiske dilemmaer relateret til struktur og fleksibilitet, som udspringer af usikkerheden. Det tredje kapitel omhandler ”Flygtningebørns sprogtilegnelse og kommunikation” og undersøger de udfordringer, der ligger i at skulle håndtere dilemmaet mellem ønsket om hurtig sprogtilegnelse og ambitionen om en respektfuld kommunikation med nytilkomne børn og voksne. I det fjerde kapitel om ”Flygtningebørns leg som pædagogisk udfordring” lægges der op til refleksion over, hvordan pædagoger kan balancere mellem på den ene side ønsket om, at børnene tilpasser sig institutionens kulturelle normer for leg og fællesskab og på den anden side ønsket om, at de bliver trygge og får mulighed for at udfolde sig. I det femte kapitel behandles ”Tillid og mistillid i forældresamarbejdet” med afsæt i en historie om, hvordan en bestemt familie oplever mødet med velfærdsstatens mange aktører. Sjette kapitel om ”Nærhed og distance i relationen mellem pædagog og familier med flygtningebaggrund” diskuterer de balancegange, som pædagoger foretager i mødet med nytilkomne familier med flygtningebaggrund og sætter fokus på de særlige dilemmaer, som flersprogede pædagoger oplever, når de ønsker at støtte nytilkomne familier, som de deler sprog med. Syvende kapitel om ”Pædagogik i et politisk felt” lægger op til refleksion over det forhold, at modtagelsen af flygtningefamilier i daginstitutioner foregår i en kontekst, hvor spørgsmål om integration og daginstitutioners rolle er under voldsom politisk debat. Hvert kapitel i bogen indledes med en case/historie fra forskningsmaterialet. Herefter gennemgås og diskuteres de problemstillinger og dilemmaer, som udspringer af casen, med henvisninger til vores bredere empiriske materiale og anden litteratur. Kapitlerne afsluttes med refleksionsspørgsmål, som lægger op til, at pædagoger og studerende tænker over, hvordan de selv forholder sig til eller har set og oplevet de behandlede problemstillinger i praksis samt overvejer hvilke handlemuligheder, der er i situationen.

NANNA JORDT JØRGENSEN OG SUSANNE BREGNBÆK (RED.)

Flygtningebørn i danske daginstitutioner

LÆRINGSMILJØER I DAGTILBUD

Varenr. 7870

9 788771 607550

Flygtningebørn i danske daginstitutioner Pædagogiske dilemmaer og balancegange