Kapitel 7. Forældresamarbejde Forældre er de vigtigste personer i deres børns liv, også når børnene opholder sig i dagtilbuddet. Derfor er samarbejdet med ”jeres forældre” vigtigt at sætte fokus på. Kapitlet introducerer med brug af flere praksisfortællinger forskellige nuancer i samarbejdet med børnenes forældre. Kapitlet er ligesom de forrige kapitler opbygget sådan, at I efter introduktionen finder én tegning, som er analyseret af Margrethe, og herefter seks tegninger, som I kan vælge blandt og arbejde med. Vi indleder med en dialog mellem to børnehaveledere, der deler deres erfaringer og holdninger til, om det er forældres opgave at sørge for skiftetøj til deres barn.
Grethe og Simon er børnehaveledere i to forskellige børnehaver i samme kommune, men i hver deres bydel. Grethe lægger ud: ”Jeg har indført, at vi ikke har ekstra skiftetøj til børnene. Det lærer forældrene hurtigt, og så husker de at få lagt rent skiftetøj på børnenes garderobeplads. Vi er meget tydelige om vores regler om skiftetøj, fx når børnene bliver kørt ind og med skiltning i børnehaven. Vi er i skoven 2-3 gange om ugen med børnene, så skiftetøj skal bare være på plads. Det skal personalet ikke bruge tid på.” Simon fortsætter: ”Det er jeg næsten sikker på ikke vil fungere i min børnehave. Det vil gå ud over børnene. Der er i forvejen mange ting, som forældrene ikke magter i forhold til deres børn. Ofte har børnene ikke rent tøj på fra morgenstunden, har uglet hår, en madpakke, der hver dag består af krydderboller med chokoladepålæg eller har ikke fået børstet tænder.”
185
Simon tænker sig lidt om og fortsætter: ”Vi har i personalegruppen besluttet, at vores samarbejde med forældrene skal handle om, hvordan forældrene og vi er sammen med børnene. Ikke skiftetøj. Ligesom med børnene prøver vi at vurdere forældrenes nærmeste udviklingszone. Vi forventer jo ikke, at børnene kan løbe, hvis de ikke har lært at kravle endnu.”
Børnehavelederne Grethe og Simon har begge taget stilling til, hvordan de samarbejder med forældrene om skiftetøj. Umiddelbart et lavpraktisk forhold, men det giver indblik i ledernes tilgang til forældrene. Fortællingen tyder på, at deres forældregrupper generelt har forskellige forudsætninger, behov og ressourcer. Forhold, som lederne har taget i betragtning, da de tog stilling til, hvad der er muligt at stille af krav til forældrene. Men der rejser sig også et dilemma. Der er en risiko for, at det går ud over barnet, hvis forældrene alligevel har glemt skiftetøjet i Grethes børnehave. Barnet risikerer at blive stillet til ansvar for opgaver, der er tildelt forældrene. Hvis børnehavebarnet Jeppe bliver gennemblødt efter en tur i skoven, og skiftetøjet ikke er på plads, hvem tager sig så af Jeppe? Skal Jeppe løbe rundt i vådt tøj eller i sit undertøj, til han bliver hentet? En risiko, som kan gøre forældre utrygge. Det er vores klare holdning, at det er personalet, der har ansvaret for at vise barnet omsorg med tørt tøj, hvis forældrene har glemt skiftetøjet. Har I behov for at genbesøge Vygotskys teori om nærmeste udviklingszone (jvf. Simons udsagn i praksisfortællingen), er der i kapitel 5, Mestring, side 113, en kort gennemgang af teorien. Hvis I ikke allerede har taget stilling, håber vi, at fortællingen vil give jer inspiration til en drøftelse om, hvilke krav I stiller til ”jeres forældre”. Prøv som en del af drøftelsen også at se på, hvad planen er, hvis forældrene ikke kan leve op til kravene. Er der en plan, der sikrer, at børnene ikke kommer i klemme?
186
H VORFOR SÆT TE FOKUS PÅ FORÆLDRESAMARBEJDE? I dagtilbudslovens formålsparagraf §7, stk. 2, står: ”Dagtilbud skal i samarbejde med forældre give børn omsorg og understøtte det enkelte barns alsidige udvikling og selvværd samt bidrage til, at børn får en god og tryg opvækst.” Der er dermed en lovmæssig grund til at sætte fokus på samarbejdet med forældrene i jeres dagtilbud. Samtidig finder vi det væsentligt at gentage det, der blev nævnt i indledningen til kapitlet, nemlig at børnenes forældre er de vigtigste personer i børnenes liv. Det er et argument, som vi fremhæver, da det giver en psykologisk begrundelse for at prioritere at skabe og bevare et godt samarbejde med forældrene om deres barn.
H VAD ER FORÆLDRESAMARBEJDE? Vi forstår forældresamarbejde sådan, at dagtilbuddets personale og forældre samarbejder om barnets udvikling, læring og trivsel. Et godt forældresamarbejde er baseret på åbenhed, tillid og rummelighed, og det bidrager til at skabe sammenhæng i barnets liv. Grundlaget, som et samarbejde hviler på, er relationen mellem jer og forældrene. I kapitel 2 Kom godt i gang – tovholdernes kapitel er der på side 25 præsenteret et udpluk af Laurits’ dagtilbuds pædagogiske forståelse og tilgang. Her står der om forældresamarbejde:
Vi må have så nære relationer til forældrene på vores stue – at vi kan samarbejde med dem.
En nær relation til forældre kræver løbende kommunikation og forventningsafstemning. Ligesom børn er forskellige, er forældre mangfoldige og har forskellige
187
livsvilkår. Men alle har de det til fælles, at de ønsker det bedste for deres barn, men vejen dertil er unik. Med udgangspunkt i, at forældre og børn er forskellige, er der behov for et forældresamarbejde, der er tilpasset den enkelte familie. Det, som bringer forældre og jer sammen, er forældrenes barn. Når forældre kan mærke, at de bliver taget alvorligt og involveret, og at I ønsker deres barn det bedste, er grundlaget for et godt samarbejde etableret. I og forældrene har både en fælles og hver især en unik viden om barnet, og I kan gensidigt bidrage med vigtig viden om barnet til hinanden. I samarbejdet er det vigtigt med en kontinuerlig, ærlig og respektfuld dialog om barnets hverdag, og hvordan I i fællesskab kan fremme barnets trivsel, udvikling og læring. Derfor er jeres tilgang til forældrene væsentlig. Hvordan vi tænker og taler om forældrene, har betydning for vores adfærd, og dermed hvordan vi møder og samarbejder med forældrene. På samme måde, som I skal vise omtanke for, hvordan I taler om børnene og hinanden i personalegruppen, har vores sprog betydning for, hvilke forventninger vi har til forældrene, og hvad der bliver muligt at se. Vi har derfor et ansvar for at sikre at tage udgangspunkt i forældrenes ressourcer og muligheder, og at de positive fortællinger om forældrene skal fylde mere end de negative. De negative fortællinger skal minimeres ved, at vi taler om og handler på dem i samarbejde med forældrene.
Børnehavebørnene i Græshoppen står klar med overtøj i garderoben, og uroen spreder sig. Børnehaven skal på tur. På tavlen, der står i indgangspartiet i børnehaven, har der den seneste uge stået, at børnene skal på tur onsdag med afgang klokken 9.30. 4-årige Jesper er ikke blevet afleveret 9.30, og børnehaven tager af sted uden Jesper. Efter alle er kommet hjem fra tur, taler pædagogerne Lone og Charlotte i frokostpausen om, at Jespers mor heller ikke nåede det i dag.
188
Charlotte siger: ”Hun kan aldrig passe tiden. Det er utroligt, at hun ikke kan se, hvor meget bøvl hun laver. Det er faktisk synd for Jesper.” Lone sidder lidt og tænker. Så siger hun: ”Jeg tror faktisk ikke, det er af ond vilje. Jeg tror, vi skal vende den om. Hvordan kan vi hjælpe hende og Jesper? Næste gang vil jeg ringe til hende om morgenen og huske hende på, at vi skal på tur.” Charlotte kigger på Lone og siger: ”Helt ærligt, tror du, det er en børnehave?” Charlotte griner af sin kommentar og siger: ”Lone, det er en god idé. Ja, hun skal jo lige hjælpes lidt.”
Relationen mellem jer og forældrene har også en effekt på barnet. Jo bedre kontakten og samspillet mellem jer og forældrene er, jo mere positivt oplever barnet dagtilbuddet. Barnet afkoder kommunikationen mellem jer, og måden, I og forældrene omtaler hinanden overfor barnet, har betydning for, hvordan barnet opfatter jeres dagtilbud. Den viden har personalegruppen i Humlebien indarbejdet i rutinerne i hverdagen, og derfor har de fx taget stilling til, hvordan børn og forældre skal opleve Humlebien, særligt på de tidspunkter, hvor der er hyppigst forældrekontakt.
I Humlebien giver vi os tid til at hilse på alle, vi møder, særligt i afleveringsog hentesituationer. Vi ønsker, at alle skal føle sig velkomne og set. Samtidig er vi opmærksomme på, at vi er med til at grundlægge gode rutiner, da børnene aflæser og lærer, hvordan vi i Humlebien hilser på hinanden.
KONTAK TEN I FORÆLDRESAMARBEjDET De primære tidspunkter for kontakt med forældrene er ved opstart og indkøring, afleverings- og hentesituationen, og når der en eller to gange årligt afholdes indi-
189
viduelle forældresamtaler om barnet, forældremøder eller fælles arrangementer. Herudover kan der være behov for samtaler, som fx handler om mistrivsel eller opmærksomheder omkring barnets udvikling. I de følgende afsnit har vi plukket en buket af praksisfortællinger, som gerne skulle vise nogle af de mange nuancer og dilemmaer i samarbejdet med forældre. Vi håber, at fortællingerne har en vitalitet og genkendelighed, som bidrager til jeres nysgerrighed og interesse i sammen at drøfte, hvordan I samarbejder med forældrene i jeres praksis.
H VAD K AN VI TILL ADE OS AT BL ANDE OS I? Forældre har i dag ofte en travl hverdag, og der er meget, de skal nå. Ofte har de dårlig samvittighed overfor børnene, når de er på arbejde, og dårlig samvittighed overfor arbejdet, når de er hjemme. Forældre kan også have brug for at opleve forståelse og få omsorg, men også at få viden om de opmærksomheder, som deres barns professionelle voksne har. Pædagogen John havde sammen med sine kolleger på stuen drøftet, hvordan og om de kunne sige til 4-årige Ellens forældre, at Ellen virkede, som om hun for tiden var småstresset og ikke trivedes, når hun var i børnehave. Især var de i tvivl om, hvorvidt de kunne blande sig i, at Ellen blev afleveret tidligt og hentet tæt på lukketid. De valgte at tage samtalen med Ellens mor, Lisbeth, før juleferien. John fortalte hende, at det var, som om Ellen var blevet så trist. Hun virkede ikke glad. Moren sagde, at det oplevede de også derhjemme. John svarede, at det havde de på fornemmelsen, og at pædagogerne på stuen troede, at det skyldes, at forældrene havde lidt for travlt, og at Ellen savnede tid sammen med dem.
Efter juleferien møder Lisbeth John i garderoben. Lisbeth siger: ”Jeg vil gerne sige dig tak, John. Det var en vigtig opmærksomhed, du gav os før juleferien,” Lisbeth får tårer i øjnene og trækker vejret
190
dybt, holder en pause og fortsætter, ”at I fornemmede, at Ellen trængte til noget tid sammen med os.” Lisbeth fortsætter: ”Jeg har nok undskyldt mig med, at kvalitetstid var vigtigere, end hvor meget tid vi havde sammen med Ellen. Steen (Ellens far) og jeg har sammen kigget i kalenderen. Ellen er i det meste af december blevet afleveret, når I åbnede, og hentet tæt på lukketid. Men der sker så meget med Ellens udvikling, og der var så mange små sammenstød i hverdagen. Det var blevet alt for hektisk en hverdag med for lidt tid til ”bare” at være sammen. Tak, fordi I sagde det til os. Vi kunne ikke selv se det.” John svarer: ”Det skal du såmænd ikke takke os for. Det er jo vigtigt for os, at Ellen trives. Og så er det dejligt, at du tager vores ord alvorligt. Så måske skal vi takke hinanden. Vi oplever, at Ellen efter ferien igen er rolig og har mere overskud. Det ser vi, når hun møder små udfordringer, så har hun mere gåpåmod til at få klaret det selv. Før ferien havde hun jo ofte let til tårer og gav hurtigt op. Det var derfor vores vurdering, at hun trængte til at være mere sammen med jer.”
John havde sammen med kollegerne på Ellens stue vurderet, hvad Ellens forældre havde indflydelse på og dermed kunne ændre i forhold til at give Ellen en bedre hverdag. John havde med støtte fra kollegerne og med børnehavens psykolog grundigt forberedt sig på, hvordan og hvad han ville sige til Lisbeth.
For ældres nærgående spørgsmål Nogle forældre engagerer sig i høj grad i deres barns tid i dagtilbuddet. Engagementet kan afføde en del spørgsmål til jer, som arbejder i dagtilbuddet. Spørgsmål, som nogle gange bliver oplevet relevante, og andre gange lidt for nærgående.
191
Det er eftermiddag, og børnehavebørnene er på legepladsen. Dictes mor kommer hen til Dicte og pædagogen Christian, der står og kigger og taler om kaninerne i buret. Dictes mor omfavner Dicte og siger hej. Hun står og kigger lidt sammen med Dicte og Christian på kaninerne. Efter lidt tid spørger hun Christian: ”Hvorfor tager I aldrig på ture mere? Børnene leger altid kun på legepladsen.” Christian hører en bebrejdelse i spørgsmålet. Han svarer: ”Fordi vi oplever, at børnene er trætte efter sommerferien. De får mange oplevelser og kommer ned i gear på legepladsen.”
Der er et stort potentiale for læring og udvikling ved fri leg på legepladsen. Samtidig er der mange lærings- og udviklingsmuligheder ved planlagte aktiviteter, som fx at være på tur. For en udenforstående kan det være svært at vurdere og forstå de valg, der ligger bag beslutningen om i en periode ”kun” at være på legepladsen. Christian kan egentlig godt forstå, at Dictes mor ønsker, at hendes datter får noget ud af dagen i børnehaven. Samtidig er han ærgerlig over, at forældrene ikke viser større tillid til de valg, som pædagogerne i børnehaven tager. Christian vælger at tale med kollegerne om det. Personalegruppen bliver enige om, at de skal blive bedre til at orientere forældrene om, hvad de laver med børnene, og baggrunden for deres valg. En beslutning, som de forventer, vil holde dem fagligt mere ”på tæerne”. Både i forhold til at kunne argumentere for de pædagogiske overvejelser og valg og samtidig planlægge for lidt længere perioder ad gangen, både på de enkelte stuer og på tværs af hele børnehaven. Næste fortælling handler om, at forældre kan have behov for at stille vigtige spørgsmål til personalet om deres barns hverdag i dagtilbuddet. Men nogle gange sker det også udenfor dagtilbuddets åbningstid.
192
Pædagogen Jeanne går mellem kølediskene i det lokale supermarked efter arbejdstid og prøver at få ideer til, hvad familien skal have til aftensmad. Pludselig hører Jeanne en velkendt stemme. Det er Victors mor fra børnehaven: ”Hej, Jeanne, hvor er jeg glad for at se dig. Jeg har altså brug for et godt råd. Du ved, at Victors far og jeg lige er blevet skilt, og vi er alle kede af det. Det betyder, at jeg har så svært ved at få Victor til at sove om aftenen. Det bliver en kamp hver gang. Hvad synes du, at jeg skal gøre?”
Jeanne bor i samme by, som hun arbejder. Hun oplever, at nogle forældre kan have svært ved at respektere, at Jeanne ikke er på arbejde, når de møder hende i hendes fritid, og der beder de om hendes hjælp til at håndtere forskellige udfordringer med deres barn. Jeanne føler sig splittet. For det første vil hun gerne hjælpe forældrene og særligt deres barn. Men samtidig er hun blevet opmærksom på, at hun er begyndt at handle ind på tidspunkter, hvor hun ikke plejer at møde så mange forældre. Hun oplever, at hun har fået mindre fritid, da hun tager flere problemstillinger om børnene med hjem, som hun spekulerer over. Jeanne ved ikke, hvad hun skal gøre, og taler med sin kolleger på stuen i børnehaven.
Kollegaen Jonas siger: ”Det er derfor, jeg ikke vil arbejde og bo i samme by. Jeg vil have fri, når jeg har fri. Samtidig er det da noget af en kompliment, at forældrene ligesom bruger dig som rådgiver.” Kollegaen Peter siger: ”Du bliver nødt til at sige til forældrene, at de må meget gerne bruge dig, når du er i børnehaven. Men du har brug for at holde fri i din fritid.” Jeanne svarer: ”Ja, det lyder faktisk ligetil, når du siger det. Men jeg bliver lidt overvældet og måske også lidt beæret, når jeg står i situationen med forældrene. Men selvfølgelig bliver jeg nødt til at passe på mig selv.”
193
Når vi arbejder med børn og forældre, får vi dannet relationer med hinanden. Så er det en del af almindelige sociale færdselsregler at sige hej til hinanden, når vi mødes uden for dagtilbuddet, og måske også spørge til, hvordan det går. Men vi skal lære at stoppe samtalen, hvis den nærmer sig en konsultation, og fx sige: ”Det vil jeg gerne tale med dig om. Lad os tage en snak om det i morgen i børnehaven.”
Vi har ikke modtaget jeres tilmelding Der kan være stor variation blandt dagtilbud i forhold til, om forældrene deltager i arrangementer, hvor de inviteres med. Nogle dagtilbud oplever stor opbakning, andre dagtilbud oplever næsten det modsatte med begrænset forældredeltagelse. Andre dagtilbud oplever, at det er den samme håndfuld forældre, som sjældent deltager.
Pædagogen Nicoline står en morgen i garderoben og kigger på oversigten over tilmeldinger til fastelavnsfesten i børnehaven. 5-årige Viggo og hans mor kommer ind ad døren. Efter at Nicoline har sagt godmorgen til dem begge, henvender Nicoline sig til Viggos mor: ”Jeg står lige og kigger på tilmeldingen til fastelavnsfesten på onsdag i næste uge. Kommer I? Vi mangler desværre tilbagemelding fra mange, og der er frist i morgen.” Viggos mor svarer: ”Måske. Jeg må lige tjekke kalenderen.”
Nicoline fortæller, at det er ofte, at Viggos forældre ikke deltager i forældrearrangementer, og hun synes, at det er synd for Viggo. Viggos mor vender ikke tilbage om deres deltagelse i fastelavnsfesten. Dagen efter arrangementet taler de andre børn om, hvad de lavede, og Viggo følger interesseret med i deres samtaler. Viggo spørger Nicoline: ”Hvorfor må jeg
194
ikke være med?” Nicoline svarer Viggo, at det må han også meget gerne, men at hans familie ikke kunne. De skulle nok noget andet den dag. I personalegruppen har de talt om, hvor vigtigt det er, at særligt de forældre, der ikke plejer at deltage i forældrearrangementer, begynder at deltage. Det er ofte også de forældre, som tager lidt længere tid at lære at kende, og som ikke er så nemme at komme ind på livet af. Nicoline og hendes kolleger på stuen synes, det er ærgerligt, at de sjældent deltager. Arrangementerne giver mulighed for at opbygge en tættere relation med forældrene. Vi kan tale om andre ting end deres barn, og de kan få et større indblik i deres barns dagtilbud.
Nicoline uddyber: ”Når vi kender hinanden lidt bedre, er det så meget nemmere at tale om de svære ting. Fx hvis deres barn ikke rigtig trives eller i en periode virker meget træt. Det er nemmere, hvis man ved lidt om, hvad forældrene laver, eller hvor de tager hen på ferie eller hvad som helst. Jeg synes, at det er svært at spørge direkte ind til, om det er, fordi de ikke kan, eller fordi de ikke har lyst, at de ikke deltager. Det er grænseoverskridende og egentlig også en privat sag. Men når jeg ikke kender årsagen til, at de ikke deltager, så synes jeg også, det er svært at håndtere det og opmuntre dem til at deltage. Jeg bliver nok nødt til at spørge dem.”
Nicoline og hendes kolleger har i invitationerne forsøgt at tydeliggøre, hvad forældrene vil få ud af at deltage. Blandt andet at lære deres barns hverdag bedre at kende og selvfølgelig nogle hyggelige timer med deres barn, personalet, andre forældre og deres børn. De har også spurgt nogle af de forældre, som deltager i arrangementerne, om de vil tale med de forældre, der ikke har tilmeldt sig og ”skubbe dem kærligt”. Personalet er også optaget af, at barnet kommer i klemme, når forældrene ikke har mulighed for at prioritere arrangementet. Det kunne også være en mulighed, hvis forældrene ikke kan, at børnene kan tage en bedsteforælder, onkel, en børnehavevens forælder eller andre voksne i deres liv med til arrangementet. Eller at
195
børnene kan deltage uden en voksen, og så er der en pædagog, som tager sig af gruppen af børn, som ikke har en forælder med. Der er et dilemma i denne problemstilling. Mennesker er forskellige, og ikke alle evner social kontakt. Deres komfortzone kan være derhjemme eller i meget små grupper. Accepter, at det store fællesskab kan være ulideligt for dem. Dan i stedet gode relationer med forældrene i en mindre gruppe, og lær dem at kende ved at invitere på en kop te en almindelig hverdag.
Forældre har også brug for JERES støtte Den viden, I som pædagoger har om børn generelt, er stor, og samtidig får I over tid en unik viden om børnene i jeres dagtilbud. En viden, som til en vis grad forpligter, og som I må dele med forældrene, når det er relevant.
Børnehavebarnet Carl på 3 år er blevet kørt ind i børnehaven over den sidste uges tid. Carl har dage, hvor det er okay at sige farvel til sin far, og så har han dage, hvor han bliver meget ked af det og ikke vil give slip på sin far. Denne morgen er Carl gået i gang med at lege med de store klodser inde på stuen sammen med Thor. Carls far går hen til pædagogen Nanna, der er Carls kontaktperson, og siger: ”Hej igen, jeg skynder mig at liste af sted, så Carl ikke ser, at jeg går. Jeg tror, han bliver ked af det.”
Nogle forældre har svært ved at tage afsked med deres barn og håndtere barnets reaktion i afskedssituationen. Forældrene kan blive meget berørt, når deres barn bliver berørt. Carls far ønsker at undgå, at hans søn bliver ked af det. Nanna fortæller, at hun er godt klar over, at Carls far har brug for hendes støtte, når der skal tages afsked. Hun siger til Carls far, da han vil snige sig ud ad døren, at hun tror, Carl vil blive endnu mere ked af det, hvis han bare går uden at sige farvel. Carl skal lære, at du er til at stole på, og at du giver besked, når du går, og at du kommer igen.
196
Nanna synes, det er svært at gå ind i rollen som en slags rådgiver i forhold til forældrene. Samtidig har hun svært ved at forstå, at Carls far kan finde på at ville snige sig ud af døren. Hun synes, han burde kunne tænke sig til, at Carl vil opleve en stor utryghed, når han opdager, at faren pludselig bare er væk.
Senere på dagen får Nanna en snak med en kollega, der giver hende et råd, som hun har taget med sig. ”Husk, at du er børnenes talerør. Du ved ofte mere om, hvad der generelt er godt for børn, end deres forældre gør. Det er en viden, der forpligter, og derfor er dit arbejde som pædagog så vigtigt.”
En anden fortælling handler om, at når det er blevet tid til, at barnet skal hentes, men ikke vil med hjem, kan der også være brug for jeres støtte. Forældre kan have dårlig samvittighed, når de synes, at deres barn er for længe i dagtilbud, og skynder sig derfor hen til dagtilbuddet for at hente deres barn. Hvis barnet savner deres forældre i løbet af dagen, sker det på forskellige tidspunkter, og ikke nødvendigvis når forældrene er klar til at hente. Barnet er derfor ikke altid klar til at blive hentet, men oplever derimod at blive forstyrret, og barnet har derfor brug for støtte og tid til at omstille sig til at skulle hjem.
Vivian, der er mor til 5-årige Malthe, kommer stormende ind i børnehaven. Malthe og pædagogen Charlotte sidder og spiller ludo. Malthe ser op på sin mor og siger: ”Æv, mor, jeg vil ikke hjem.” Vivian kigger på Malthe og klemmer øjnene lidt sammen, sætter den ene arm i siden og siger: ”Jamen, Malthe, nu har jeg skyndt mig sådan for at hente dig.” Pædagogen Charlotte siger henvendt til Malthe: ”Malthe, det har været hyggeligt. Vi kan spille igen i morgen. Jeg tror, at din mor har savnet dig, og at hun gerne vil være sammen med dig.” Charlotte begynder at pakke ludospillet sammen.
197
Malthe og Charlotte er de sidste, der er tilbage i børnehaven, og de har hygget sig med at spille ludo. Charlotte er opmærksom på, at både Malthe og hans mor har brug for støtte til at komme godt ud ad døren. Charlotte hjælper dem ved både at italesætte, hvad hun oplever, der sker i situationen, og samtidig begynder hun at pakke spillet sammen. Introduktionen om Forældresamarbejde er ved sin ende, og på de følgende sider finder I én tegning, som Margrethe har analyseret, og seks tegninger, som sætter spot på andre samspil og dilemmaer fra hverdagen, der handler om forældresamarbejde. Tegningerne og jeres refleksioner og evalueringer skal støtte jer i at blive endnu skarpere på, hvordan I samarbejder med jeres forældre. Rigtig god arbejdslyst!
198
TEGNINGER TIL FOKUSOMRÅDE: FORÆLDRESAMARBEJDE Margrethes analyse af tegningen 1 Her i børnehaven har vi fokus på, at børnene bliver selvhjulpne, og Anders kan da selv bære sin taske, kan han ikke?
Joo, men det er fordi øh ...
Tegning 7.1. ”Anders kan da selv bære sin taske.”
2 PÅ BESØG 2.1 Hvad er det første, I tænker på, når I ser på tegningen? 2.2 Beskriv, hvordan I tror, samspillet bliver oplevet* af personerne på tegningen? (*omgivelser (fx andre personer) og de indre oplevelser (fx tanker,
behov, følelser, interesser ...))
2.3 Hvad tror I, er baggrunden for personernes handlinger? 2.4 Hvad tror I, personernes handlinger betyder for hinanden, på kort
og på lang sigt?
199
2.1 Jeg tænker på, at samspillet afspejler et meget ubehageligt møde mellem pædagog og mor/barn. Et samspil, der er vigtigt at drøfte i personalegruppen. 2.2 Moren bliver ret chokeret og utilpas, da hun føler, at hun bliver skældt ud af pædagogen. Den gode stemning, hun havde med barnet, slukkes. Anders bliver ulykkelig over, at pædagogen skælder hans mor ud. Pædagogen overfører sine frustrationer over, at moren overskrider børnehavens mål om at udvikle børnenes selvhjulpenhed. Hun er vred og udstråler en autoritær holdning. 2.3 Pædagogen vil gerne belære moren, og hun ser kun sit mål. Hun ser ikke og spørger ikke ind til morens adfærd. Pædagogen ser, læser og ønsker ikke at forstå morens valg – hvorfor mon hun bar tasken? Måske har moren fokus et andet sted, nemlig at Anders havde behov for at blive hjulpet med tasken den dag. 2.4 Pædagogens fokus på, at Anders skal være selvhjulpen, og hendes følelse af, at hun har ret til at irettesætte moren og Anders, skaber jo en meget dårlig stemning. Pædagogen føler sig svigtet af moren, fordi hun ikke bakker op om børnehavens fokus for tiden.
Moren føler sig skamfuld, vred, ydmyget og ked af det, og Anders’ glæde slukkes: ”Hvorfor skælder min pædagog min mor ud?” På kort sigt vil moren opleve manglende respekt fra pædagogen, og det vil, hvis pædagogen ikke får sagt undskyld for sin opførsel, påvirke deres relation. Hvis pædagogen fortsætter med samme ydmygende talemåde overfor mor/barn, vil det på
lang sigt betyde, at moren vil opleve børnehaven som et sted, der vil påvirke hendes rolle som mor. Hun vil føle, at hun er en dårlig mor, og at hun ikke har pædagogens tillid. Det vil let føre til konflikter og vrede. Ofte ønsker disse mødre at skifte dagtilbud.
Men sværest er det for Anders, der vil opleve et ubehag og være ked af at komme i et dagtilbud, hvor han føler, at pædagogen ikke kan lide hans mor. Det vil påvirke hans barndom.
3 HJEMME IGEN 3.1 Hvordan ville I selv handle i et lignende samspil?
200
3.1 Det er et trist eksempel på, hvor galt det kan gå, når man kun ser sine egne mål og sine egne følelser og udtaler sig om det, man ser, uden at give sig tid til at se/undersøge og spørge ind til den anden part. Og ja, jeg håber virkelig, at jeg vil gøre det i praksis – lytte, før jeg taler til en
mor eller et barn i dagtilbuddet. Men det vil naturligvis være godt, at mine kolleger vil støtte mig i at være opmærksom på, at jeg virkelig gør det.
Hvordan balancerer jeg mellem både at støtte barnet i selvstændighed og have fokus på barnets aktuelle behov? Er jeg mere fokuseret på at leve op til en pædagogisk læreplan, planlægning af aktivitet, så fokuseret, at jeg ikke altid får det til passe ind i forhold til barnets aktuelle behov? Det giver mig stof til eftertanke.
Fælles refleksioner om dette vil være en god idé – og fokus på det i ugerne, der kommer.
4 PÆDAGOGISK FORSTÅELSE OG TILGANG 4.1 Drøft, om samspillet har afsæt i jeres pædagogiske forståelse og tilgang? 4.2 Hvis JA, hvordan og hvorfor?
a) Hvilken betydning har det for personerne i samspillet?
4.3 Hvis NEJ, hvordan kunne jeres pædagogiske forståelse og tilgang blive styrende for lignende samspil?
a) Hvilken betydning vil det få for personerne i samspillet?
4.1 I vores pædagogiske grundlag her i dagtilbuddet har vi et afsnit om demokratiske værdier, og her står blandt andet: ”Børnene skal lære at tage hensyn og vise medfølelse” og senere ”Man må ikke nedgøre og ydmyge andre” (se evt. kapitel 2, Kom godt i gang - tovholdernes kapitel). 4.2 Det er ikke helt det, der bliver praktiseret overfor Anders og hans mor. Pædagogens adfærd har ikke afsæt i dette grundlag. 4.3 Det pædagogiske grundlag er godt nok, så der må strammes op og måske tilføjes et afsnit om, hvordan vi balancerer både at støtte barnet i selvstændighed og have fokus på barnets aktuelle behov.
201
5 ET ANDET PERSPEKTIV Der er to perspektiver præsenteret på billedet: Pædagogen har fokus på, at Anders skal bære sin taske selv, mens moren har fokus på, at i dag må han godt slippe for at bære den. Egentlig er moren og pædagogen enige, de har bare forskelligt fokus. For vi ønsker alle, at vores børn bliver selvhjulpne og selvstændige. Men det skal, for at lykkes, ske i et tempo, så barnet kan følge med. Nogle dage kan vi voksne presse på og forlange stor selvstændighed. Andre dage skal vi ikke presse på, men være hjælpsomme og vise omsorg, støtte børnene og gøre tingene for dem. Det kræver af os voksne, at vi er fleksible, og at vi evner at handle ud fra barnets behov. Så hvis pædagogen nu havde mødt moren med ordene: ”Godmorgen til jer begge, dejligt at se jer. Har det været en god morgen derhjemme?” Og moren ville måske have svaret: ”Vi har ikke sovet så godt. Anders hostede så meget.” Pædagogen ville så sige: ”Åh, det var træls. Godt, at mor så kan hjælpe med at bære tasken. Vi må tage det lidt med ro i dag.” Hvis pædagogen havde mødt moren på den måde, ville hun have forstået, hvorfor moren handlede, som hun gjorde, og mødt hende og barnet med omsorg og forståelse.
6 OPSAMLING 6.1 Hvad er vi blevet klogere på? 6.2 Indsigter eller læring, som betyder, at vi ønsker at fastholde og/eller justere vores praksis? 6.3 Har vi nok grundlag og perspektiver til at tage en beslutning, eller må vi indsamle mere viden?
I så fald hvilken viden?
202
6.1 Vi er blevet klogere på, hvor stor betydning det har, at vi evner at sætte os selv i forældrenes sted. Bruge tid på at stoppe op og forsøge at forstå situationen fra barnets og forældrenes perspektiv, før vi handler. 6.2 Det er vigtigt, at vi har fokus på og evnen til at spørge ind, få klarhed over situationen, før vi handler og begynder at belære. 6.3 I den kommende tid sætter vi fokus på, hvordan vi formidler vores mål til børn og forældre.
• Hvordan formidler vi generelt vores mål til børn og forældre? • Hvordan formidler vi målene i konkrete situationer, så vi samtidig viser respekt for forældrene og barnets behov og udvikling?
203