Når små børn leger –og den voksne leger med
Kim Jerg, Kaare W. Nielsen og Lærke Nørgård PallesenKim Jerg, Kaare W. Nielsen & Lærke Nørgård Pallesen Når små børn leger - og den voksne leger med
1. udgave, 1. oplag, 2024
© 2024 Dafolo A/S og forfatteren
Forlagsredaktion: Maria Appel Bangshøj
Omslagsdesign: Kristina Bregner Jensen
Opsætning: Kristina Bregner Jensen
Grafisk produktion: SIA DARDEDZE HOLOGRĀFIJA
Kopiering fra denne bog kan kun finde sted på de institutioner, der har indgået aftale med Copydan, og kun inden for de i aftalen nævnte rammer.
Forlagsekspedition:
Dafolo A/S
Suderbovej 22-24
9900 Frederikshavn
Tlf. 9620 6666
E-mail: forlag@dafolo.dk www.dafoloforlag.dk
Vare-nr. 8180
ISBN 978-87-7234-247-4
Indledning
Der skrives sjældent noget om små børns lege. Det, mener vi, er et problem, og det problem har vi sat os for at gøre noget ved. Siden 2016 har vi studeret små børns lege i faglitteratur og observationer, og vi glæder os til at kunne dele vores viden med dig. Til en begyndelse beskriver vi baggrunden for bogen, de vigtigste pointer, og hvordan bogen er bygget op.
Det, der skrives om børns lege, handler mest om børn, fra de er fyldt to år.
De yngste børns lege – de 0 til 2 årige, tumlingerne eller todlerne, som de også kaldes – er ofte et overset kapitel. Den styrkede pædagogiske læreplan siger kun, at den professionelle omsorgsperson nogle gange skal ”rammesætte, støtte og guide legen” (Børne- og Socialministeriet, 2018). Men hvad skal rammesættes, hvordan og hvorfor? Hvad skal understøttes? Hvor skal der guides og hvorfor? Hvordan ser leg ud fra barnets perspektiv?
Du, som den professionelle omsorgsperson, spiller en helt central rolle i et lille barns liv. Du er hos barnet, når det oplever og sanser verden. Du ser også, hvad det betyder for barnet, når det har svært ved at kunne indgå i et legefællesskab. Derfor er dine evner og forudsætninger for at rammesætte, støtte og guide helt centrale.
Bogen vil styrke disse forudsætninger hos dig som professionel og samtidig kvalificere og videreudvikle dine pædagogiske overvejelser og handlinger. Du og dine kolleger kan med afsæt i bogen få redskaber til at tilrettelægge det pædagogiske miljø og få inspiration til at deltage i små børns lege. I kan sammen i teamet drøfte og begrunde, hvordan I bedst udvikler jeres pædagogiske praksis, herunder en evalueringskultur, hvor legen er grundlæggende.
Hvordan står det til?
Leg står højt på dagsordenen i politiske rammedokumenter for dagtilbud. Der synes også at være stor interesse for at arbejde med leg blandt pædagogiske omsorgspersoner. Samtidig peger evalueringer og undersøgelser på, at det er svært at realisere de gode intentioner.
I foråret 2023 konkluderede en undersøgelse fra VIVE: ”… at kvaliteten af det pædagogiske læringsmiljø i daginstitutioner og dagplejer for 0-2-årige børn er af
varierende kvalitet. Der er bl.a. behov for understøttelse af børnefællesskaberne, udvikling af mere responsive og sensitive samspil mellem personale og børn, større bredde i de aktiviteter, børnene tilbydes, samt understøttelse af børnenes leg” (Lindeberg et al., 2023).
Bogen imødekommer de overstående udfordringer og vil særligt være en hjælp til at understøtte dig som fagprofessionel i at skabe bedre børnefællesskaber, der kan inspirere til at udvikle mere responsive og sensitive samspil mellem den voksne og barnet. Desuden vil bogen også give ideer til større bredde i aktiviteter for og med børn.
Vi oplever, at der er tre væsentlige grunde til de udfordringer, som rapporten beskriver, og disse peger i retning af organisering, dårlige normeringer og en mangle på faglig viden.
Normeringer kan vi ikke gøre ret meget ved her. Men vi er enige i, at den faglige kamp for bedre forhold er vigtig. Jo bedre normering, des bedre muligheder for at deltage i små børns lege. Organisering er betinget af normeringer, men den kan også inspireres af faglig viden. Det er det sidste, vi tager fat på.
Bogens sigte
Vi har fulgt mange dygtige fagpersoner på nært hold bl.a. dagplejere, pædagoger, pædagogiske assistenter, medhjælpere, pædagogstuderende – og ikke mindst utallige børn. Vi skylder de mange mennesker stor tak. På afstand har vi fulgt en række forskere, der beskæftiger sig med leg, herunder små børns lege.
Vi har set dygtige omsorgspersoners glæde ved og interesse i at give små børn den bedste begyndelse på livet. Vi har set, at de til tider arbejder under vanskelige forhold – sådan som du sikkert også gør. Vi oplever både, at omsorg og nærvær har høj værdi, at der foregår et udstrakt, varmt og intuitivt samspil med små børn – somme tider på trods af de organisatoriske vilkår. Vi oplever også, at det faglige blik for og deltagelse i små børns lege ser meget forskelligt ud.
Bogen giver et samlet bud på, hvordan du kan deltage i og bidrage til små børns lege. Bogen bygger på international spædbarnsforskning, legeforskning og praksisnære eksempler. De legevilkår, børn møder i dag, har mange lighedstræk med, men også store forskelle i forhold til dem, vi selv har mødt som børn. Vi lægger ikke op til en sammenligning. Vi søger at besvare et mere elementært spørgsmål: Hvilken opgave løser den professionelle omsorgsperson i sit umiddelbare samspil med små børn og deres lege – hvordan sker det bedst, og hvorfor?
De vigtigste pointer
Både spædbarns- og legeforskning understreger, at du som professionel omsorgsperson har en væsentlig opgave i forhold til små børns lege. Det er dig, der kan sikre, at barnet tilegner sig færdigheder i at lege. International spædbarnsforskning peger på, at små børn lærer de første lege i samspil med deres primære omsorgspersoner – forældre og professionelle omsorgspersoner i dagtilbud.
Derfor er det bogens hovedpointe, at du som professionel omsorgsperson står med en livgivende opgave, som foregår i et samvær om det, der er meningsfuldt for barnet. Jo mere du kan indgå i det nære, legende samspil med et lille barn –eller flere små børn – des større glæde i deres verden og dit arbejdsliv.
Med konkrete eksempler viser vi, hvordan du i vuggestuen og dagpleje kan tilrettelægge og indgå i det daglige pædagogiske arbejde, så små børn får de bedste muligheder for at tilegne sig det at lege. Den anden pointe er, at det som udgangspunkt ikke sker af sig selv.
De næste tre pointer er:
• at børn leger for at lege
• at leg kræver færdigheder og derfor skal læres
• at mennesker lærer at lege ved at lege sammen med nogen, der kan.
Den sidste pointe hænger sammen med den første. At små børn lærer både at lege i det legende samspil med en omsorgsperson og i deres legende samspil med jævnaldrende og større børn.
Bogens opbygning
Bogen er bygget sådan op, at du kan læse kapitlerne fortløbende eller hoppe rundt imellem dem. I slutningen af hvert kapitel runder vi af med nogle refleksionsspørgsmål, som du selvstændigt og sammen med dine kolleger kan bruge til at reflektere over det praktiske og teoretiske grundlag for jeres pædagogiske arbejde. Vores hensigt med disse spørgsmål er, at dine kolleger og du selv kan skabe jeres egen legende praksis.
De første kapitler bygger op til kapitel 5, hvor der bliver givet et samlet bud på opbygningen af en daglig pædagogisk praksis, hvor legen er grundlæggende:
en pædagogisk grundplan, der kan danne afsæt for det at praktisere lege. De efterfølgende kapitler anlægger forskellige vinkler på praksis.
Vi begynder med det juridiske grundlag for det småbørnspædagogiske felt.
Kapitel 1 gennemgår, hvad der står om leg i Den styrkede pædagogiske læreplan. Vi diskuterer den måde, leg omtales på, og vi foreslår, at man beskriver hverdagens mange situationer og dagtilbuddet som ramme som et pædagogisk miljø – frem for det mere belastende begreb læringsmiljø.
Dernæst dykker vi ned i henholdsvis legeforskningens og spædbarnsforskningens landvindinger. Kapitel 2 anlægger en legeteoretisk vinkel. Vi definerer leg som et kulturelt fænomen, som noget, mennesker udøver, og som derfor ikke kun er noget, børn gør. Vi peger desuden på nogle af de holdninger, som har præget synet på små børns lege gennem en årrække.
Kapitel 3 fortæller, hvad spædbarnsforskningen siger om små børns lege. Vi fremhæver noget af det, som små børn tilegner sig i det tidlige samspil med deres primære omsorgsperson, og som er forudsætninger for, at de kan lege. Her peger vi på, hvad du grundlæggende bidrager med til små børns lege.
Kapitel 4 tegner en slags portræt af små børns lege – hvad de leger med, og hvordan. Vi fremhæver legenes flygtighed, og hvordan de er knyttet til kroppen, længe før de handler om legetøj.
Så tager vi en tur rundt om det organisatoriske. Kapitel 5 handler om dagtilbuddet som ramme om små børns lege. Rammerne for en refleksiv praksis, hvor legen er grundlæggende, ses som en helhed – uanset om det er dagpleje eller vuggestue.
Kapitel 6 går tættere på legemiljøet. Vi indkredser, hvordan uskrevne love kan fremme eller hæmme børnenes og dine egne muligheder for at lege. Vi ser på improvisation som en central nøglehandling og kvalitet i et legende samspil.
Mere detaljeret beskriver vi i kapitel 7, hvordan du kan deltage i små børns lege. Fra det første samspil med et enkelt barn til det andet samspil med flere børn, der leger sammen.
Kapitel 8 samler en række eksempler på, hvordan du kan sætte lege i gang sammen med et eller flere små børn. De stammer fra observationer i dagtilbud. Vi ser det som et påbegyndt idekatalog med en række principper, du kan hente inspiration fra og bygge videre på.
Derefter følger fire særlige vinkler på små børns lege. Kapitel 9 handler om de symbolske lege, som vinder indpas, efterhånden som små børn bliver lidt større. Kapitel 10 kredser om musikalske samspil – og hvordan du kan inddrage musik i din praksis. Kapitel 11 handler om risikobetonede situationer og
lege – et emne, der nyder større bevågenhed, i takt med at børns liv er blevet mere beskyttet. Kapitel 12 beskriver lege i et interkulturelt pædagogisk miljø. Det viser, hvordan du kan gribe det an, hvis der er majoritets- og minoritetsgrupperinger i dit dagtilbud.
Vi slutter af med at fortælle om noget af det, der ligger bag udarbejdelsen af bogen. Vi opsummerer de spørgsmål, bogen søger at besvare. Vi fortæller om levede erfaringer og om fagfolk, der har inspireret os undervejs.