Magasinet 5 2014 by Folkekirkens Nødhjælp

De civile står for skud Verden brænder 4 Fotograf i krig og kaos Jeg elsker mennesker 6 Asiens migranter Tvinges væk fra familien 12

Tema

ION RAT MIG

magasinet

oktober 2014 Folkekirkens Nødhjælp

palæstina

at finde vand i ørkenen

Jeg drømmer om, at vi en dag får en vandhane

Redaktion Lise Benzon (ansv.), Nikolaj Søndergaard, Christian Wolff, Almaz Jumaliev

Redaktionen af Magasinet nr. 5/14 blev afsluttet den 23. september 2014 Grafisk Design

Kit Halding & Anne Mousten forsidefoto

Freya Morales bagside- & annonceansvarlig

Nina Halberstadt Tryk

Nofo Print Miljøcertificeret: FSC- og Svanemærket Oplag

68.400 ISSN

1903-8623 Magasinet sendes til alle, der indbetaler bidrag til Folkekirkens Nødhjælps arbejde. Adresseændringer eller afmelding

mail@dca.dk eller tlf. 3315 2800

Udkommer næste gang 27. november 2014 Artikler, der er underskrevet med navn, kan indeholde synspunkter, der ikke nødvendigvis reflekterer Folkekirkens Nødhjælps holdning. Folkekirkens Nødhjælp

Generalsekretær | Henrik Stubkjær Formand | Paul Mollerup Nørregade 15 1165 København K Tlf 3315 2800 Fax 3318 7816 Giro 540 0023 Giro gavebrev 627 2800 mail@dca.dk www.nødhjælp.dk

Folkekirkens Nødhjælp i AArhus

Klostertorv 6 3.sal 8000 Aarhus C Tlf 8739 1660

At forlade familien

Jeg har ikke børn, men alligevel har jeg bemærket de mange kronikker, som frustrerede, danske forældre i den senere tid har skrevet i medierne. Proble matikkerne er mange, men et gennemgående tema er det, at de danske for ældre har svært ved at balancere et liv med både karriere og småbørn. Nogle ønsker statens hjælp til puslespillet, andre kalder på mere engagement fra bedsteforældre. Mange føler sig pressede til at tjene penge nok til både dag pleje, bolig, rejser og forbrug – og have tid til fritidsinteresser og hygge. I andre dele af verden ville disse frustrerede beretninger lyde som de rene even tyr. Her er lange arbejdstider intet problem, for der er ikke arbejde at få. Af samme grund er der heller ingen grund til at bebrejde bedsteforældrene for ikke at hjælpe til – ofte er de ganske simpelt tvunget til at tage børnebørnene til sig på noget nær fuld tid. Mødre og fædre i mange udviklingslande vælger nemlig i hobetal at rejse langt væk til fremmede lande i et forsøg på at tjene penge til familien. Og dermed er lykken alligevel ikke nødvendigvis gjort. Migranterne risikerer at blive snydt økonomisk af deres arbejdsgivere, at ar bejde under dårlige eller ligefrem livstruende forhold eller at få konfiskeret deres pas, så de ikke kan rejse hjem igen. I dette nummer af Magasinet sætter vi fokus på problemet, som især er udtalt i en række asiatiske lande – problemet er ikke, at migranterne regner med, at der venter dem guld og grønne skove, når de for eksempel rejser til Golflandene for at arbejde. Problemet er, at de føler, det er familiens eneste håb, og at de derfor tager chancen. ”De ved måske godt, at de er udsatte der, hvor de kommer til, men situationen kan være så desperat, at de bliver nødt til at håbe, det lykkes,” siger Ninna Nyberg Sørensen, seniorforsker på Dansk Institut for Interna tionale Studier med speciale i international migration. Fælles for de danske familier og de mest udsatte i Asien er én ting: De ønsker det bedste for deres familie. Men der er en verden til forskel på, hvilken pris det kan koste. Lise Benzon Redaktør magasinet@dca.dk

TEMA Hver dag forlader tusindvis af mennesker

N O I T A R MIG

i Asien deres hjem og familier for at kunne tjene penge til dem. Men det ender tit galt. ”Folk ved ofte godt, at der er en risiko forbundet med det, men de er villige til at tage den, for det er i sidste ende stadig det bedste for familien,” siger Christian Wolff, der er leder af Folkekirkens Nødhjælps arbejde med migra tion i Sydasien.

side 12

indhold De civile i skudlinien

Verdens kriser og konflikter har forandret sig. Det er civilbefolkningen, som står for skud – de krigende parter går mange steder decideret efter at slå civile ihjel.

SIDE 4 Fik tæv i skolen

Opvæksten som egypter i Danmark bød i 80’erne på tæsk og mobning. Selv læreren mobbede. Det har kun forstærket trangen til fred og retfærdighed for fotografen Morsi.

SIDE 6 At finde vand i ørkenen

Renoveringen af gamle vandcisterner hjælper beduinfamilier – og deres geder – til overlevelse i Palæstinas tørre ørken.

SIDE 20 Tomme flasker buldrer mest

Det gik lidt trægt, da politikeren Nadeem Farooq besluttede sig for at samle ind til indsatsen i Gaza. Men bidrag i form af tomme flasker banede pludselig vejen til et flot resultat. .

SIDE 22 3 5

magasinet/nyt FACADE

Ny butik mod madspild Kunne du tænke dig at spare 50 til 70 procent på dine dagligvarer? Og er du tilhænger af tanken om at mind ske madspild? Så er der gode nyheder. Folkekirkens Nødhjælp har, i samarbejde med Fødevarebanken og Dansk Supermarked, planer om at åbne en ny butik, der sælger overskudsmad i starten af 2015. Nogle va rer i butikken vil have passeret sidste salgsdato, andre kan være mærket forkert eller i beskadiget emballage – fælles for dem vil dog være, at de intet fejler. Butik ken skal efter planen åbne på Nørrebro i København og drives af frivillige. Hvis konceptet viser sig at være ren tabelt og bæredygtigt, er planen på sigt at åbne flere butikker i resten af landet.

EFOOD EFOOD

UGENS TILBUD

EFOOD

EFOOD EFOOD

OPLÆG TIL GRAFISK UDTRYK FOR EN MADSPILDSBUTIK 4

Vidste du at...

De 303.000 tons mad, danskerne anslås at smide ud på et år, svarer til det årlige madforbrug for mere end en halv million danskere?

Verden brænder – de civile står for skud I Irak, Gaza, Syrien, Sydsudan, Sudan og Den Centralafrikanske Republik har millioner af mennesker mistet alt, hvad de ejer. De er drevet på flugt, i eller uden for deres eget land, eller er på randen af hungersnød som i Sydsudan. Noget af det, der karakteriserer de aktuelle blodige konflikter og kriser er, at de krigende parter decideret går efter at slå civile ihjel. ”Kriserne eller konflikterne har forandret sig. Det er civilbefolkningen, som står for skud – bogstaveligt talt. Samtidig gør krigsførende parter mange steder alt for at sulte folk eller nægte dem adgang til lægehjælp. Det er med til at gøre hjælpearbejdet ekstremt vanskeligt og farligt. Og det er rigtigt svært at komme ud med nødhjælp til civilbefolkningen,” siger Nils Carsten sen, seniorkonsulent i Folkekirkens Nødhjælp. FN har erklæret de fire lande; Irak, Sydsudan, Syrien og Den Centralafrikan ske Republik på højeste katastrofeniveau for humanitære katastrofer. Ka rakteristisk for de aktuelle kriser og konflikter er desuden, at færre og færre af de krigsførende parter overholder de internationale spilleregler for krig og konventioner om at beskytte civilbefolkningen. Normalt betragtes kirker, sygehuse og moskéer som ’fredhellige steder,’ hvor civile kan søge tilflugt. ”Men vi ser for eksempel de krigsførende parter i Sydsudan vælte ind på et hospital, hvor de dræber patienter og hjælpearbejdere. Eller i kirker, hvor ci vile har søgt ly. Der er tale om grove forbrydelser, men det er som om, krigens bøller har frit slag og kan begå disse overgreb uden at blive retsforfulgt og straffet,” siger Nils Carstensen.

Irak på flugt

Fra starten af august til midten af september blev flere end 200.000 irakere internt fordrevet på grund af Islamisk Stats fremmarch og trusler om at dræbe alle, der ikke underkas ter sig. Derfor indsatte FN en af sine største nødhjælps aktioner i nyere tid i landet. FN’s Flygtningehøjkommissa riat, UNHCR, stod bag indsatsen, som blandt andet bestod af telte og vanddunke. Folkekirkens Nødhjælp hjælper i ACT Alliance de fordrevne med uddeling af mad, hygiejneartikler og anden humanitær hjælp.

En overset gruppe HENRIK STUBKJÆR GENERALSEKRETÆR

Store oversvømmelser i Nepal

Voldsomme oversvømmelser og mudderskred har som følge af monsunreg nen ramt 17 distrikter i Nepal. Mange steder har folk måttet gå i vand til halsen for at redde sig selv. Tusindvis af familier har mistet deres hjem, og der er flere hundrede omkomne, kvæstede og savnede. Folkekirkens Nødhjælp har givet 600.000 kroner til mad og akut nødhjælp samt til genopbygning via de lokale partnere FAYA og LWF Nepal.

Lang vej for Gaza I slutningen af august blev der endelig våbenhvile i Gaza, men vejen er stadig væk lang for det sønderbombede sam fund, uanset hvor lang tid våbenhvilen holder. Et stort problem er den enorme mængde ueksploderede granater, patro ner og raketter, der ligger i ruinerne, som de fleste flygtede er vendt hjem til. Over 100.000 mennesker er stadigvæk uden hjem og bor på skoler, i genhusnings bygninger og hos familie. FN vurderer, at 373.000 børn har brug for akut psyko loghjælp – et område Folkekirkens Nød hjælp arbejder på.

I Danmark lyder der et ramaskrig, hvis man over vejer at flytte en offentlig forvaltning fra ho vedstadsområdet til Esbjerg. Man kan ikke byde mennesker, at de skal flytte til et ”udkantsom råde”. Sådan tænker mange. Men det sættes i kontrast, når man møder nogle af de mange migranter i Asien, som Folkekirkens Nødhjælp prøver at hjælpe til basale rettigheder. De mange migranter er tvunget til at rejse væk fra deres hjemland – og kone og børn – for at finde arbejde. Det er virkelige mennesker, som kæmper for at forsørge familien. Der arbejdes hårdt , ofte helt urimeligt hårdt, for en ringe løn. Og indkvarteringsforholdene er også tit meget usle, med mange stuvet ind på små værelser i køjesenge. Migranterne er en overset gruppe, som har brug for vores opmærksomhed, for at vi kan hjælpe med at forbedre deres arbejdsforhold, så sikker heden forbedres, og deres lønforhold kommer til at stå bedre i forhold til indsatsen. Migranterne er rygraden i mange af vækstøko nomiernes udvikling. Men samtidig mangler de i deres hjemlande, som ofte er nogle af ver dens fattigste. Der er brug for dem i familierne og i samfundet til at sætte gang i væksten. Det er et område med kæmpe etiske udfor dringer. Men heldigvis har jeg også mødt både virksomhedsledere og menigheder i Asien, som faktisk gør noget aktivt for at hjælpe disse migranter – det er dem, vi forsøger at få med som partnere i vores arbejde. Det handler i bund og grund om at skabe værdige livsforhold – også for disse fattige og hårdtarbejdende familie forsørgere.

5 5

Fotografen, der fik tæv og blev mobbet i skolen:

jeg elsker mennesker Tekst Lise Benzon Foto Mohammed Massoud Morsi

”Når folk snakker om deres skoletid, får de som regel et smil på ansigtet. Jeg føler bare vreden boble op.” Han siger det uden bitterhed, men med alvor og ef tertanke. 39-årige Mohammed Massoud Morsi er nemlig ikke typen, der bærer nag. Heller ikke selv om barndommen som egypter i Herlev ved Køben havn bød på tørre tæsk fra de andre børn og endda forskelsbehandling fra læreren i klassen. ”Min dansklærer forbød mig at gå på toilettet i ti men, fordi ”jeg kunne lære at holde mig, og arabiske drenge troede, at de var små prinser”. Jeg svarede, at så ville jeg skide i bukserne, og det gjorde jeg så,” fortæller Morsi om sin meget tidlige trang til at gøre opmærksom på de uretfærdigheder, han så. Hvordan han håndterede – og sidenhen har tilgi vet – den store flok knægte, som hver dag tæ vede ham, vender vi tilbage til. For kampen mod uretfærdighed fyldte og fylder stadigvæk meget for Morsi, som i dag bor i Australien og lever som fotojournalist. Derfor arbejder han ofte i verdens fattigste og farligste områder - igennem små ti år blandt andet for Folkekirkens Nødhjælp. Og hans mange billeder kommer helt tæt på de men nesker, som lider under konflikter og katastrofer i deres land. ”De mennesker og skæbner, jeg møder, lever videre i mig. Jeg husker dem og deres situation klart, også ti år efter. Jeg rejser ud i verden for med egne øjne at se og føle den energi, der er i et sted med foran dring, opbrud, glæde, sorg, håb og så videre. Det er det, jeg vil videregive med mine billeder,” siger Morsi. Han startede tidligt. Som syvårig tog han sit første billede, og det betog ham. Kun fjorten år gammel var han, da han rejste ud i verden på egen hånd for første gang. ”Efter det var det umuligt at falde ind i det, som mine jævnaldrende foretog sig. Jeg fandt også plads og accept i andre lande, som jeg ikke før havde følt. På den måde blev Danmark undværlig,” husker han. Morsi snakker meget, og det gør han også, når han er ude for at fotografere fremmede men nesker i fremmede lande. Han tager det aldrig for givet, men får ofte lov til at komme tæt på. ”Jeg tror, at folk kan mærke, om man er oprigtigt interesseret, og så åbner de deres hjem. Hvis man

er ægte, kan smile, grine, være seriøs og ikke er bange… Og prøver at sætte sig ind i menneskers liv og følelser, så får man deres tillid,” siger han og tilføjer med et smil: ”Og så får jeg da også rigtig mange gange at vide, at jeg skal skynde mig at komme væk. Og det er helt okay.” Frygten har aldrig fyldt meget, og den gør det heller ikke i arbejdet i verdens brændpunkter. ”Selvfølgelig er jeg bange en gang imellem, men jeg har jo selv valgt at være der. Og frygt påvir ker én og evnen til at tage billeder. Det er sket, at jeg har måttet løbe,” siger Morsi, som har familie i både Danmark og Egypten – og en treårig søn i Australien. ”Min familie har det ikke ligefrem godt med mit arbejde, men de respekterer det, og de er stolte, når de ser mine billeder på tryk eller på skærmen.” Men tilbage til barndommen i Herlev – for hvor dan klarede den fredselskende fotograf de volde lige bøller på skolen? ”Jeg fik tæsk hver dag indtil 6. klasse. Skolen gjorde ikke noget, og drengenes forældre syntes bare, det var synd for lille Mohammed. Mine for ældre lærte mig og min søster, at vi ikke skulle slås, men de var også realistiske. Jeg fik på egen hånd fat på drengene i supermarkedet og den slags steder, og så turde de ikke længere røre mig – til gengæld var jeg nu blevet til ”den voldelige indvandrerdreng. Der blev også holdt møder på skolen,” siger Morsi, og tilføjer, at Danmark siden da har ændret sig helt ekstremt. Han ser det som et meget åbent land med plads til stor forandring, og i dag kan han godt lide at komme på besøg i Herlev. Hvilket bringer os tilbage til tilgivelsen – og uviljen til at bære nag. ”Det har aldrig ligget til mig at give op, men jeg har aldrig haft et problem med at give mine fjender hånden og foreslå fred. Det er sjovt 30 år senere at møde den seje dreng, Michael, på Herlev Torv. Han har lagt sig ud, har mistet det meste af håret og fået en tatovering op ad halsen – han kalder mig stadigvæk ”perker”, men det er med et smil, og magtbalancen er der, når jeg grinende svarer ”hva’ så, skal du have tæsk igen,” s iger den fredselskende foto graf og smiler.

magasinet/portræt Mohammed Massoud Morsi har som fotojournalist en særlig evne til at komme helt tæt på verdens mest udsatte mennesker – midt i krig, kaos og elendighed. ”Jeg tager det aldrig for givet. Men jeg elsker mennesker,” siger han.

Hvor Den største losseplads i Cambodjas hovedstad, Phnom Penh Hvad Søskendeparret Tevy Lgey og Dara Lgey står sammen med pigen til venstre og leger med skrald. Dara har taget to blodfyldte

sprøjter i hånden, og pigerne roder rundt i skraldet med fødderne.

tanker ”Tevys trøje med ”hug me, love me” så jeg ikke, idet jeg tog billedet. Billedet er en stærk påmindelse for mig om, hvor vigtigt

det er at tage sig tid som fotograf. Af og til er det vigtigt at være kynisk, af og til er det vigtigt at følge sine følelser. Det er en balance.”

magasinet/portræt

Hvor Det nordlige Cambodja på en aidsklinik. Hvem En mor i sidste stadie af aids sover i en

hospitalsseng. Hendes datter er faldet i søvn ved hendes side. tanker ”Dette er et af mine favoritter, for jeg husker følelsen af at være fluen på væggen, hvilket sikkert også er grunden til, at jeg tog billedet, som jeg gjorde. Hængekøjen, der var svøbt omkring Srey Pleng, var som et klæde om noget, der er gået itu og skal samles op og bæres væk. Srey tilgav sin mand, der smittede hende med hiv.”

Hvor Det sydlige Libanon, hvor befolkningen var fanget i konflikten mellem Hizbollah og Israel. Hvad To drenge leger i en sønderskudt bil i et udbombet landskab. tanker ”Jeg vil blive ved med at arbejde for at vise børns kår i verden. De fleste ved ikke, hvor mange steder

i verden børn vokser op under forfærdelige kår. Den sønderskudte bil er vores værk, som bare ikke er godt nok. Vi bærer alle et ansvar for volden, lige meget om vi bærer et gevær eller ej.”

Blå bog Navn: Mohammed Massoud Morsi Hussein Miheasen Født: I 1975, opvokset i Herlev Job: Fotojournalist Civilstand: Ugift. Har sønnen Zaki. Bopæl: Perth, Australien Interesse: Lystfiskeri

Hvor Filippinerne, seks måneder efter tyfonen Hayan. Hvad Portræt af Carlito. tanker ”Billedet får mig altid til at smile. Det kan være svært for folk, der arbejder med mig for første gang, at forstå,

hvordan jeg kan grine løs med folk, der intet har. Men vi har alle det tilfælles, at vi er mennesker, og jeg vil helst selv behandles som menneske, ikke som offer. Så sådan møder jeg de mennesker, jeg fotografer; som mennesker.”

bedstehjælp

Skab hjerterum i bidende kulde

foto Martin schUbert

I Kirgisistan står vinteren for døren med bidende kulde og frost. En stor del af de ældre er så fat tige, at de ikke kan klare sig gennem vinteren på egen hånd. De er efterladt alene, da deres børn og børnebørn er tvunget til at finde arbejde i Rusland. På billedet ser du Galina, hver uge mødes hun med en gruppe af ældre. De hjælper hinanden i hver dagen, ikke mindst når sygdommen rammer. Men gruppen er også rammen om latter, samtale og fællesskab. De er hinandens nærmeste netværk – en ny familie. Vi kalder det Bedstehjælp. For 100 kr. om måneden er du med til at give de ældre en værdig alderdom. Og sikre dem mad, medicin og brændsel gennem hele vinteren. Udfyld blanketten og send den til Folkekirkens Nødhjælp, Nørregade 15, 1165 København K, mærket: Bedstehjælp. Eller ring på 3315 2800 – så hjælper vi med resten.

Jeg ønsker at støtte de ældre i Kirgisistan med 100 kr. om måneden via betalingsservice.

Navn: Adresse: Postnr. & by: Tlf.: Cpr.nr.: Reg.nr.

Konto.nr.

Underskrift

DU kan læse mere på

www.nøDhjælp.Dk/beDstehjælp

5 10

magasinet/klumme af christian wolff Leder af arbejdet med migration i Sydasien for Folkekirkens Nødhjælp

Håb og bekymring I august rejste den malaysiske arbejdsmarkedsminister, Richard Riot, rundt i Sydasien i en charmeoffensiv for at lokke Bangladesh og Nepal til at sende kvinder til Malay sia for at arbejde som hushjælp. Der var snak om nye tiltag, som kunne forøge migrationen. Forhandlingerne virkede umiddelbart positive, men de giver anledning til både håb og bekymring. Magtbalancen mellem landenes økonomier angående mi gration har traditionelt tippet mod landene, der modtager arbejdskraften, for de har dikteret vilkårene til afsender landene. Arbejdsgiverne i modtagerlandene har udnyttet lønforskellene, mens afsenderlandene har fokuseret på ind tægt og mindre arbejdsløshed – på bekostning af migran ternes, og især kvindernes, rettigheder, da de ofte bliver udnyttet både mentalt og fysisk. I dag synes magtbalancen at være tippet, men det er for tidligt at juble. Malaysia er et eksempel på hvorfor. Ikke mindst på grund af en vedholdende indsats fra velgørende organisationer, deriblandt Folkekirkens Nødhjælps partne re, har flere afsenderlande ikke sendt migranter af sted til stillinger som hushjælp i de seneste to år. Behovet har dog været der, så nu er der akut mangel på arbejdskraft – deraf ministerens charmeoffensiv i august. Den har for første gang åbnet for en ny chance: Afsenderlandene kan spille kostbare og måske opnå bedre rettigheder for migranter til gengæld. Men der er stadigvæk grund til forsigtighed. Det enorme pres for at skabe jobmuligheder i udlandet kan i sidste ende

trumfe migranternes rettigheder i kommende aftaler. Der for er det ekstremt vigtigt at holde øje med realiteterne igennem det arbejde, Folkekirkens Nødhjælps samarbejds partnere udfører i både afsender- og modtagerlande – fra information før afrejse og retshjælp til udnyttede migranter til fortalervirksomhed for fortsat forbedring af migranter nes liv og rettigheder. På Folkekirkens Nød hjælps kontor i Syd asien kæmper vi for at dokumentere den sociale effekt af mi gration. Blandt andet i et kommende toårigt projekt der giver nepa lesiske migrantkvin der en mulighed for at blive hørt. Projektet skal udmunde i en online portal og en turnerende udstilling. En platform til støtte for vores part neres arbejde samt diskussioner blandt eksperterne, som skal få både offentligheden og magthaverne til at enga gere sig yderligere. Jeg håber, at du som læser vil blive klogere af temaet på de næste sider om migration. Du kan få et nuanceret billede af den barske, socioøkonomiske realitet, der ligger til grund for den store migration af arbejdskraft i Asien. Mit håb er, at vi ved at dele migranternes historier sammen kan arbejde for, at håbet for fremtiden vil opveje bekymringerne.

Afsenderlandene kan spille kostbare og måske opnå bedre rettigheder

11 5

tema/migration ION T A R MIG

Mange må forlade alt Håbet om en bedre fremtid

Hvert år vælger mange millioner mennesker fra udviklingslandene en usikker tilværelse som migrantarbejdere i håbet om et bedre liv for sig selv og deres familier. Samtidig håber mange ledere i deres hjemlande, at migranterne kan sikre udviklingen i hele samfundet

Tekst Nikolaj Søndergaard foto scanpix

Ude foran lufthavnen i Nepals hovedstad Kathmandu står flere hundrede mænd i kø. De fleste er fattige arbejdere fra Nepals landdistrikter, der ven ter på at komme med en af de mange afgange til Golflandene: Qatar, Bah rain, Saudi-Arabien eller De Forenede Arabiske Emirater. I gennemsnit stiger 1.500 nepalesere hver eneste dag ombord på et fly og rejser til Golfen for at arbejde. Tilfælles har de håbet om, at rejsen vil blive starten på en bedre tilværelse for dem selv og deres familie. De har desvær re også det tilfælles, at de langt fra kan være sikre på, det bliver tilfældet. Udnyttelse af migranter er ikke unormalt i Golflandene. Nogle af arbejderne vil blive opkrævet uhyrlige summer for udgifter til flyrejse og ophold, og de vil ende med en gæld, der kan tage måneder og år at betale tilbage. Nogle vil få konfiskeret deres pas, så de ikke kan rejse hjem uden arbejdsgiverens tilladelse. De mest uheldige vil blive invalideret eller miste livet på farlige byggepladser. Paradoksalt nok håber mange i udviklingslandene, at netop denne gruppe af fattige, udsatte arbejdere kan redde de skrantende økonomier. Det ven der vi tilbage til.

5 12

For hvad får overhovedet en mand til at forlade sin kone og sine børn i flere år ad gangen til fordel for en så usikker tilværel se tusinder af kilometer væk? Og hvad får en mor til at sende sin 15-årige søn alene til et andet land for at tjene penge ved hårdt fysisk – og måske farligt – arbejde? Svaret er en blanding af desperation og håb. ”De ved måske godt, at de er udsatte der, hvor de kommer til, men situationen kan være så desperat, at de bliver nødt til at håbe, det lykkes,” siger Ninna Nyberg Sø rensen, seniorforsker på Dansk Institut for Internationale Studier med speciale i international migration. De 1.500 nepalesere, der hver dag tager til Golflandene, er blot en lille del af verdens

mange millioner migrantarbejdere, hvoraf størstedelen kommer fra udviklingslan dene. De ender ofte i en udsat position, da de falder mellem to stole, hvor hverken det land, de migrerer til, eller hjemlandet sikrer dem de mest basale rettigheder. Udnyttelse, farlige arbejdsforhold og dis krimination er derfor problemer, som fat tige migrantarbejdere møder i større eller mindre grad over hele verden. At mange millioner mennesker alligevel migrerer, siger meget om situationen i hjemlandene samt det menneskelige be hov for håb om en bedre fremtid. ”Når man lever et sted, hvor det er så slemt, som det er mange steder, og der så kommer en person og siger ”du kan få

et bedre liv”, så virker det meget overbevisende. Folk ved ofte godt, at der er en risiko forbundet med det, men de er villige til at tage den, for det er i sidste ende stadig det bedste for familien,” siger Christian Wolff, der er leder af Folkekirkens Nødhjælps arbejde med migration i Sydasien.

Altafgørende indtjening Den desperate situation i hjemlandet, som får migranterne til at rejse, indbefatter ikke alene økonomisk usikkerhed, siger Ninna Nyberg Søren sen. Der er mange migranter, der i lige så høj grad rejser som resultat af manglende fysisk sikkerhed i hjemlandet, uden at de nødvendigvis kan betegnes som flygtninge. I Asien er det mere normalt at migrere end noget andet sted i verden. Det skyldes blandt andet, at den store økonomiske vækst, som nogle lan de har oplevet, er gået lige forbi mange andre, eksempelvis Nepal, Bang ladesh og Kirgisistan, hvor udviklingen nærmest står stille. I Nepal, hvor Christian Wolff bor til dagligt, er der derfor hele lokalsam fund, hvor mindst et medlem af alle familier arbejder i udlandet. Golf

13 5

tema/migration

Tekst Nikolaj Søndergaard og Lise Benzon Foto thomas white

- helvede eller paradis

Som en gylden halvø strækker ørkenlandet Qatar sig ud i den Persiske Golf. Det er ikke engang halvt så stort som Jylland, til gengæld er det ifølge Den Interna tionale Valutafond verdens rigeste land, forstået på den måde, at indbyggerne gennemsnitligt er de rigeste i verden. Derfor giver det god mening, at mange ud lændinge rejser til det rige olieland for at arbejde og tjene penge. Mere end 90 pro cent af arbejdsstyrken i Qatar er migrant arbejdere, hvoraf 40 procent kommer fra Nepal. Det forventes desuden, at Qatar i de kommende år vil tiltrække yderligere 1,5 millioner migrantarbejdere til byggeriet af faciliteterne til VM i fodbold i 2022. Desværre er håbet om et godt arbejde med en god indtjening ofte lige så lidt lysegrønt som det tørre, golde ørkenland, de rejser til. Det vakte stor opsigt, da den britiske avis The Guardian i 2013 fremlagde dokumen tation for en uhyrlig behandling af migran tarbejdere i landet. Arbejdet med at opføre de mange nødvendige bygninger til VM i Qatar vil ifølge avisen kunne koste op mod 4.000 nepalesiske migrantarbejdere livet.

ION T A R MIG

Mange må forlade alt 5 14

Typisk er det netop i byggebranchen, migranterne får arbejde, og der tages ikke de store sikkerhedshensyn. På bare én måned i sommeren 2013 døde der i gennemsnit næsten en nepalesisk migrantarbejder om dagen i Qatar. Langt de fleste migrantarbejdere, der ender i Qatar eller andre Golflan de, får hjælp af en agent i deres hjemland. Agenten sørger for både bil letter og papirarbejde og lover migrantarbejderne vellønnede jobs in den for en bestemt branche. Virkeligheden viser sig for ofte at være en anden, med dårlig løn, kummerlige forhold og ekstremt hårde ar bejdsopgaver. Og migranterne sidder ikke nødvendigvis kun fast af økonomiske årsager. Nogle får konfiskeret deres pas, når de kom mer frem, så de ikke kan rejse hjem uden arbejdsgiverens tilladelse. Deres opholdstilladelse er for det meste knyttet til arbejdet hos en be stemt arbejdsgiver, så hvis de forlader arbejdspladsen, mister de retten til at være i landet. De risikerer dermed at få en bøde, som de ikke kan betale, hvis de forsøger at forlade landet – og så kommer de ikke hjem, men ender i fængsel.

Vi har ikke noget valg Sunita Kami er 23 år gammel og bor sammen med sin mand og par rets to børn i et lille blikskur ved vejkanten i landsbyen Banlek i det vestlige Nepal. Hjemmet udgøres af et enkelt rum, der samtidig tje ner som en lille butik, hvorfra Sunita blandt andet sælger fisk og te. Salget i butikken går dog ikke særligt godt. Det skyldes blandt andet, at folk i området er så fattige, at de ikke har penge at købe for. Nogle får lov til at købe på kredit, men det hænder, at Sunita aldrig får pengene. For at kunne sikre familiens overlevelse vil Sunitas mand tage til Qatar for

landene er destination for flere og flere af dem, men nabolandet Indien, som nepaleserne har migreret til i generationer, er stadig den største af tager. De penge, som migrantarbejderne sender hjem til familierne, kaldes remit ter, og i fattige Nepal er de helt afgørende for økonomien. Det menes, at op mod 24 procent af landets bruttonationalprodukt udgøres af remitter. På verdensplan sendte migrantarbejdere i alt 414 milliarder dollars hjem til deres hjemlande i 2009, hvilket svarer til næsten tre gange så meget som den globale udviklingshjælp. Det har regeringen i Nepal og mange andre ud viklingslande fået øjnene op for. Det er på grund af disse tal, beslutningsta gere håber, at migranterne kan sikre en bedre fremtid for hele landet, mens migranterne selv blot håber på en bedre fremtid for sig selv og familien. I bedste fald kan migranternes pengeoverførsler da også have en positiv indflydelse, mener Ninna Nyberg Sørensen, men det er langt fra altid til fældet. ”Remitterne har først og fremmest en effekt for den familie, som pengene sendes hjem til, men der er ingen garanti for, at migration har en sam fundsudviklende effekt,” siger hun.

Migrantarbejderne strømmer til Qatar, og det er forståeligt – for hvem vil ikke gerne arbejde i verdens rigeste land

at tjene penge, som han kan sende hjem. Han har fået kontakt til en agent, der vil hjælpe ham med at få arbejde som VVS-mand. Suni ta og hendes mand har ellers hørt skræmme historier fra Qatar. ”Vi har hørt historier om folk, der har måt tet betale for deres tur til Qatar både to og tre gange, fordi agenten har snydt dem. Der er også historier om folk, der er blevet lovet en bestemt løn, men så slet ikke får noget,” siger hun. Sunita har stor tiltro til sin mand, og hun er sikker på, at han kan klare sig bedre end de andre migrantarbejdere fra Banlek. Det bety der dog ikke, at hun er glad for, at han skal af sted. ”Vi har bare ikke noget valg, hvis vi skal for sørge vores børn,” siger hun. Folkekirkens Nødhjælp har fået Sunita med i en gruppe af landsbyboere, der lærer om bed re dyrkningsmetoder og effektivt landbrug, så familiens lille smule jord kan udnyttes bedre. Der arbejdes også på at støtte Sunita til at læse en bachelor, så hun kan blive skolelærer, få en stabil indkomst og blive uafhængig af mandens indtjening.

Det er Christian Wolff enig i. I lande som Nepal er langt de fleste migrantarbej dere så fattige, at pengene går til fami liens overlevelse. ”Pengene bliver ikke brugt til produktive investeringer, men til at dække familier nes basale behov. De bliver brugt til at købe mad for, sikre tag over hovedet og måske give børnene noget skolegang,” siger han. Skal udviklingslandene for alvor få noget ud af de penge, som deres befolkninger sender hjem fra andre lande, kræver det, at myndighederne giver migrantarbej derne bedre vilkår og mulighed for at få mere ud af deres indtjening. Myndighederne kunne for eksempel hjælpe deres borgere til at sende pen

ge billigt, eller de kunne give migranterne nogle skattefordele, mener Ninna Nyberg Sørensen. Den slags tiltag ville frigive flere penge, der kunne gå til lang sigtede investeringer. Den usikre tilværelse, som migrantlivet ofte er, er også en hæmsko for udvik lingen i hjemlandet. Når migranterne bliver udnyttet og for eksempel får kon fiskeret en del af deres løn, bliver der færre penge til at sende hjem, og et land som Nepal går glip af milliarder, når deres borgere udnyttes i andre lande. Derfor er det nødvendigt, at hjemlandet arbejder for bedre arbejdsforhold i udlandet for dets borgere. Både Christian Wolff og Ninna Nyberg Sørensen mener, at hjemlandene ofte svigter dette ansvar og dermed går glip af den økonomiske udvikling, som remitter kunne være med til at skabe. I stedet bliver troen på migrantpengenes positive indvirkning en sovepude. ”I nogle lande bruger myndighederne remitterne som en undskyldning for ikke at lave socialpolitik,” siger Ninna Nyberg Sørensen. I sidste ende ligger nøglen til udviklingen altså ikke hos de håbefulde mænd i lufthavnen i Kathmandu, men på regeringskontorerne. ”Migranterne kan måske skabe et bedre liv for dem selv, men de kan ikke lave et helt samfund om,” siger hun.

15 5

Kæmper for sin søn

Lachu Kohli er 40 år og har to sønner. Den ældste søn, Tek Bahadur Kohli på 26 år, har arbejdet i Indien som vagtmand, siden han var 17. Hans kone og tre børn bor sammen med Lachu, og stod det til moren, boede han der også. ”Men vi har ingen penge, og han har også en familie, som han bliver nødt til at forsørge. Så vi har intet valg,” fortæller Lachu. Den yngste søn, Dipenda Kohli, er 18 år gammel og har netop afsluttet 10. klasse. Lachu arbejder hårdt for at give ham en uddannelse, så han forhåbentlig kan få arbejde i Nepal og ikke behøver at tage til Indien, som de fleste andre unge mænd i området. Lachu selv er med i en gruppe startet af Folkekirkens Nødhjælp, hvor hun lærer om effektivt landbrug, og hun har også modta get en bøffel, som giver familien mælk og gødning. Forhåbentlig giver det hende pen ge til overs, så hun kan uddanne sin søn. Der bliver dog også nødt til at komme flere arbejdspladser i Nepal og i lokalområdet, hvis det skal lykkes. ”Lige nu tager de unge til Indien, for her er ikke noget arbejde at finde,” siger hun.

Bad om kontrakt og blev fyret Losu fra Indonesien har i fem år arbejdet på et sav værk i Malaysia. Efter flere år i jobbet bad han for nylig sin arbejdsgiver om at få en skriftlig kontrakt, hvilket han aldrig har haft. I stedet blev han fyret. Losu bad om en kontrakt, da han tidligere havde oplevet at blive flyttet fra en stilling til en anden og få sin løn reduceret til det halve uden varsel. Inden fyringen tjente han blot mellem 700 og 850 kroner om måneden, og der var ikke meget at sende hjem til familien. Nu tjener han ingen penge, hvilket rammer familien hårdt. Losu risikerer at blive sendt tilbage til Indonesien, da hans opholdstilladelse i Malaysia kun gjaldt så læn ge, han havde job hos sin tidligere arbejdsgiver. Det er derfor også svært for Losu at få et nyt job i landet. Folkekirkens Nødhjælps partnerorganisation Tenaga nita hjælper Losu med at melde sin tidligere arbejdsgi ver til politiet for uberettiget fyring og søge erstatning.

5 16

tema/migration Oleg Nurkulov er 35 år gammel og bor nær Kirgisistans hovedstad Bishkek med sin søn og datter. Hans kone er død, og de seneste otte måneder har Olegs forældre måttet passe børnene, da han selv har været i Rus land for at arbejde på en byggeplads. “Det er meget svært at finde arbejde i Kirgi sistan i øjeblikket, så jeg besluttede at tage til Rusland for at tjene penge til min familie,” siger han. Tusindvis af kirgisere forlader hvert år hjemlandet på grund af mangel på arbejdspladser, og mange efter lader, ligesom Oleg, børnene hos bedsteforældrene. Mange af de arbejdere, der tager til Rusland, får problemer med myndighederne, da de ofte arbejder ulovligt i landet, hvor der er skrappe restriktioner for migrantarbejdere fra Centralasien. Det betyder også, at de ofte ikke har adgang til læ gehjælp og andre vigtige ydelser. Oleg er med i en gruppe, som Folkekirkens Nød hjælps partnerorganisation Adilet har startet – her får han hjælp til at få papirerne i orden, så han frem over kan arbejde lovligt i Rusland.

Bedsteforældrene passer børnene

ON I T RA G I M

Hjælp til migranterne Folkekirkens Nødhjælp arbejder med partnerorganisationer på at hjælpe migrantarbejdere og deres familier. Arbejdet indbefatter blandt andet:

Tekst og foto Nikolaj Søndergaard, Almaz Jumaliev, Christian Wolff, thomas white

Rådgivning af migranter i sikker migration. Arbejderne lærer blandt andet om deres basale rettigheder og om de typiske problemer, de kan møde som migrantarbejdere Hjælp til migranter, der er kommet i vanskeligheder. Der hjælpes med at etablere kontakt til deres ambassade eller til at opnå kompensation, hvis de er blevet snydt Oplæring af ufaglærte arbejdere i forskellige håndværk i hjemlandet, så de kan få et arbejde lokalt og ikke behøver søge til udlandet Undervisning i mere effektive dyrkningsmetoder for fattige familier i landdistrikter, der gør dem m indre afhængige af indkomsten fra migrantarbejdet Fortalerarbejde i både hjemlandene og modtagerlandene for at sikre migrantarbejderne basale rettig heder og bedre vilkår

magasinet/smagsdommerne maj09/smagsdommerne

Mange indere har svære kår i livet, blot fordi de blev født ind i de laveste kaster – en slags arvelige socialklasser. Det gælder også hovedpersonen i denne bog, Pikej, som dog er født med et stort kunstnerisk talent. Men det er ved hjælp af en gammel cykel og drevet af kærligheden, han ender i Borås i Sverige. Den sande historie om den ukuelige inders liv og utrolige cykeltur kan du nu læse som bog. ”NEW DELHI-BORÅS” af PER J. ANDERSSON, GADS FORLAG. VEJL. UDSALGSPRIS: 249,95 KR.

Hanne Hellgren

Boganmelder på bloggen Frk. Bogorm

En varm og smuk historie

Lisbeth Engbo

Leder af international kommunikation Folkekirkens Nødhjælp

Et sandt eventyr

Dette er den utrolige, men sande beretning om Pikej, der Det er fuldstændig som i et eventyr, historien om den cykler hele vejen fra Indien til sin elskede i Sverige. unge kasteløse inder, Pikej. Han cykler fra Indien til Det er en vidunderlig oplevelse at læse denne bog om Pikej, Sverige for at blive forenet med sin elskede, svenske et godmodigt og modigt menneske. Om hans strabadser Lotta, som han mødte, da han sad og tegnede por og kampe, og om de gange, han var ved at opgive ævred. trætter af folk på Connaught Place i New Delhi. Pikej bliver født i en fattig familie og er kasteløs, hvilket gi Forskellen er bare, at det her er foregået i virkeligheden. ver ham en hård og ubarmhjertig opvækst. Da han starter Som barn bliver Pikej mobbet og holdt udenfor, fordi i skole, aner han intet om kastesystemet og forstår ikke, han er kasteløs, noget der præger hele hans opvækst hvorfor de andre undgår at røre ved ham, hvorfor han skal og liv. Som ung i hovedstaden oplever han både hjem spise til sidst, hvis der er mere tilbage, eller hvorfor han løshed, sult og selvmordstanker. Men hvor de fleste må sidde alene udenfor og høre undervisningen gennem kasteløse kæmper en forgæves kamp for at blive aner hullet i væggen. kendte, lykkes det den unge inder at få et, om end no Det lærer han på den hårde måde. get ustabilt, legat til en kunstskole i New Delhi. Men heldigvis kan Pikej noget helt særligt. Han kan Hans renommé som tegner spreder sig til de højere tegne. Han er fantastisk til at tegne portrætter. Det er kredse, og han bliver inviteret til at portrættere både den gave, der kommer til at lette hans liv i Indien, og den indiske præsident og senere premierminister Indi får ham gennem lande som Pakistan og Afghanistan på ra Gandhi. De fornemme forbindelser rygtes tilbage til vejen til Sverige. landsbyen, hvor Pikej bliver modtaget som en helt af Det er en utrolig dejlig bog, der viser, at intet er umuligt. de samme personer, som tidligere mobbede og holdt Den efterlod mig med stor beun ham udenfor. dring for Pikej samt en skøn for Det er en næsten usandsynlig historie, og jeg nemmelse i maven - jeg tror, det fik flere gange associationer til bogen ”Anal var håb, glæde og optimisme. At fabeten der kunne regne”, der også er skrevet Det er en utroligt dejlig bog, af en svensk forfatter. Forskellen er, at denne den så samtidig gjorde mig klogere der viser, at intet er umuligt. på Indiens historie og kastesystem, her historie altså er foregået i virkeligheden, hanne hellgren er kun et uventet plus. og måske derfor savner den også lidt af den En bog jeg vil anbefale til alle, der humor, som gennemsyrer den anden bog. kan lide biografier og at læse om fremmede kulturer. Men det er en god historie, som glider nemt ned både Såmænd også til dem, der ikke kan - for bogen kan også som aften- og ferielæsning. ”bare” læses som en varm og smuk historie om kærlighed og skæbne.

5 18

Thomas Sehested

Konsulent i brandingbureauet AM Arbejder bl.a. i Indien

Ikke stor litteratur Inderes stædige vedholdenhed er velkendt – tænk bare på Gandhi og asketiske, hellige mænd – men i ”New Delhi-Borås” er det ikke politisk eller religiøs insisteren, som er omdrejningspunktet, men ren og skær kærlighed. Pikej fødtes i Orissa af kasteløse forældre. Beskrivel serne af, hvordan den lille dreng ikke måtte sidde ved siden af sine klassekammerater, ikke må spise sam men med dem eller røre ved noget, de kom i kontakt med, er hjerteskærende. Forskelsbehandling på baggrund af kaste er måske det største problem for udviklingen i Indien. På den ene side er diskrimination forbudt, på den anden er positiv særbehandling lov. Underklasser er inddelt i registrere de kaster og stammer, som giver nemmere adgang til universiteter og jobs hos jernbanerne og de offentlige kontorer. Denne bog viser, hvordan systemets under side blev oplevet for 40-50 år siden. Pikej var heldigvis talentfuld og kom på kunstskole i Delhi, men ydmygelserne fulgte med – hjemløs, fat tig og på selvmordets rand. Han blev portrættegner og lykken vendte – jungledrengen malede pludselig premi erministre og præsidenter. I skyggen af Indira Gandhis undtagelsestilstand dukkede svenske Lotta så op: en profeti havde spået deres kærlighed. De faldt for hin anden, og det endte med, at Pikej købte en cykel og trillede af sted mod Borås og Lotta. ”New Delhi-Borås” er en varm skildring om en elskelig mand. Det er ikke stor litteratur, men man tilgiver det meste. Bedst er afsnittene om barndommen og tiden i Delhi. Lotta lærer man aldrig at kende.

Vi har brug for din støtte! Det koster at afsløre børnearbejde, kummerlige arbejdsforhold og miljøbelastning. En lille donation fra dig gør en stor forskel. Støt os via danwatch.dk eller ring på 3210 5214. Du kan følge vores arbejde på Facebook, Twitter eller via vores nyhedsbrev!

magasinet/tilbagemelding

DET BLÅ

Mere end tyve mennesker og 500 geder i Palæstinas glohede ørken har brug for mange tusinde liter vand. Folkekirkens Nødhjælp hjælper, men regnen svigter Tekst Anne Hertzum Alling Foto Freya Morales

Alya på 12 år og Thikra på 10 hjælper hinanden med at fylde en balje med vand og tilføjer vaskepulver. I en familie på over tyve mennesker er vasketøj nærmest et fuldtidsjob, og der går ikke mange øjeblikke og sure sokker, før vandet har skiftet farve fra gennemsigtigt til grå-sort. Støvet fra Palæstinas tørre ørken sidder overalt i tøj, hår og næsebor. Bagved sidder Thikras mor, Arkhia på 46 år. Hun er gift med familiens overhoved, Abu Abed, og opholder sig under presenninger udspændt mellem jernpæle og gamle olietønder, i det, der udgør familiens køkken. Kyllingen, som skal være familiens frokost, skal først vaskes i en blanding af vand og citron og så koges over bålstedet. Ved siden af sidder 24-årige Khitam, som er gift med Arkhias ældste søn, Abed, og vasker op efter familiens måltider – på hug på jorden foran en stor vaskebalje. Vandet er lige så sort som den sod, hun af al kraft forsøger at skrubbe af de mange gryder. Arkhia og Abu Abed seksårige søn, Salamah, kommer ind i køkkenet. Naboen er kommet for at besøge hans far. Khitam afbryder opvasken og sætter vand over til te. Den serveres på en bakke med hjemmebagt fladbrød, yoghurt og smør. Ved siden af Arkhia åbner hendes anden svigerdatter, 22-årige Haya, mundingen på en stor skindpose med yoghurt og fortynder med vand. Med en gedeflok på 500 er yoghurt-, smør- og mælkeproduktion endnu et fuldtidsarbejde, kvinderne kan føje til deres daglige arbejdsskema.

5 20

Lige nu er gederne ude at gå i ørkenen for at finde græs. Det er de hver dag. Fra klokken 7, efter de er blevet malket, fodret og har fået vand, til klokken 19, hvor de kommer hjem, skal malkes og have stillet sult og tørst igen. I dag er det Salem, der går med dem. Lidt senere skal Salamah ud og hjælpe ham, og i morgen har to andre heldagsvagten.

Kort vej til vandet Udenfor køkkenteltet er Alya og Thikra blevet færdige med vasketøjet og hjælpes nu ad med at spænde seks tomme 20 liters dunke på familiens æsels ryg. Efter opvask, madlavning og tøjvask har de allerede brugt næsten alt det vand, de hentede i morges. For et år siden havde det betydet, at de nu skulle med lastbil til byen for at købe vand, derfra køre det til enden af vejen i udkanten af ørkenen og så læsse det på æsler og trække dem de sidste kilometer gennem ørkensandet. Men i dag skal æslet og de to piger kun gå et par hundrede meter. Så kommer de nemlig til en af de 177 antikke vandcisterner, KFUM og Folkekirkens Nødhjælp i Palæstina for omkring to år siden gik i gang med at kortlægge og sætte i stand, ved hjælp af penge fra EU og en masse lokal arbejdskraft. Nu kan de igen forsyne beduinerne med vand. Præcis som de blev bygget til at gøre for 2000 år siden. Thikra åbner for vandet, og Alya fylder dunkene med vandslangen. ”Det her vand er til os. Til at drikke og lave mad med. Det til dyrene henter vi i lastbilen,” forklarer hun, og peger på den store vandtank lidt tættere på teltene.

GULD De kommer nok til at skulle tilbage og fylde vanddunkene en gang til lidt senere på dagen. Tanken til dyrene er derimod stor nok til to dages forbrug.

Regnen svigter Udover tid og kræfter sparer cisternen i dag familien for omkring 45.000 kroner om året. Men uden regn er de underjordiske vandhuller intet værd. Sidste år gav skyerne familien nok vand til lidt over et halvt år. Resten måtte de købe sig til, og i år tegner ligesådan. ”Da jeg var dreng, var der nok græs til at gøre gederne mætte, men siden er regntiden blevet kortere, og vi må supplere med mindst tolv sække foder om dagen,” fortæller Abu Abed. Mindst 30.000 kroner koster foderet om året. En udgift, der sluger alt det overskud, vandcisterne det sidste år har givet dem. Og lidt til. Manglen på korn skyldes ikke kun mangel på regn. Da Abu Abed var fårehyrde, boede han og hans familie i en lavere og mere frodig dal i ørkenen. Men da Israel besatte Vestbredden i 1967, besatte de også familiens jord, og for otte år siden tvang israelske soldater familien og deres naboer til at flytte op i ørkenens tørre bakker. Det er der, familien Rashaydeh bor nu. Med udsigt til det, der engang var deres hjem, men som nu er inddraget til israelsk militært område. Et område, som stadig udvides, så flere beduinfamilier forvises fra deres hjem. ”Cisternerne har reddet vores liv som beduiner, men jeg er stadig bange hver dag. For at soldaterne kommer igen, ødelægger vores telte og også forviser os herfra,” fortæller Arkhia. Få uger før konfiskerede israelsk militær vandtanke, lastbiler og latriner fra flere familier i nabo-beduinsamfundet, Al Ganoub.

Livsnødvendige hjælpemidler i ørkenen, doneret af blandt andet EU og leveret af KFUM og Folkekirkens Nødhjælp. Udenfor køkkenet kommer Alya og Thikra tilbage med vand og æsel. ”Jeg drømmer om, at vi en dag kan få en vandhane her i køkkenet, så vi ikke behøver hente det oppe ved cisternen. Og så om at komme i skole, så jeg en dag kan blive læge,” fortæller Thikra. ”Jeg drømmer om at have vand, græs og fred til at forsørge min familie og leve mit liv som beduin,” fortæller Abu Abed hjemme i hovedteltet, mens dagens produktion af yoghurt, smør og brød bliver serveret til frokost. Se flere billeder på www.nødhjælp.dk

n Folkekirkens Nødhjælp og KFUM Palæstina har de seneste to år arbejdet sammen om at give beduinerne i Betlehems ørken adgang til vand n Indtil videre har de renoveret og genåbnet 177 antikke vandcisterner og 24 flere er på vej i år. n Udover oceaner af arbejdskraft sparer de nye gamle cisterner beduinfamilierne helt op til 45.000 kroner om året.

Projektet er finansieret af EU EUs generaldirektorat for humanitær bistand og civilt beredskab (DG ECHO)

21 5

magasinet/kalender

oktober/14 16/10

23/10

International fødevaredag I dag markeres FN’s Fødevaredag over hele verden. Prøv for eksempel, om du kan nøjes med at spise for cirka 7,50 krone hele dagen, som mange i verden er tvunget til. Læs mere på WWW.WORLDFOODDAYUSA.ORG

Fodboldturnering Nødhjælpens Ungdom afholder sin årlige fodboldturnering i Nørrebrohallen i København fra klokken 11. Læs mere om, hvor dan du tilmelder dig på WWW.NØDHJÆLPENSUNGDOM.DK

28/10

17/10 International dag for udryddelse af fattigdom I år kan du deltage i markeringen af dagen for udryddelse af fattigdom på de sociale medier – tilføj fra den 14. okto ber dine fotos og opdateringer om, hvordan du og andre bekæmper fattigdom hashtagget #ENDPOVERTY

foto peter høvring

siden sidst

Flaskepant for Gaza

72.050 kroner. Så stort og flot et resultat kom der ud af en spontan indskydelse. Folketingspolitikeren, Nadeem Farooq, kontaktede nemlig Folkekirkens Nødhjælp, da han ikke længere kunne holde ud til at se på de mange civile ofre i Gaza. Han ønskede at hjælpe, så han lånte 30 ind samlingbøsser af Folkekirkens Nødhjælp, og så gik han og en håndfuld frivillige i gang på den københavnske vestegn. Men starten var sløv, så der blev lagt nye planer. ”Vi samle des i min baghave og blev enige om, at vi ville rekruttere i vores netværk og på de sociale medier. Pludselig kom flere naboer over med en pose pantflasker, og senere kom også venner forbi med pant i posevis,” fortæller Nadeem Farooq. Herefter gik det stærkt. Fra at have fem frivillige til at hjælpe, var der pludselig 25. Og støtten var ligeledes stor – politikeren fortæller, at der til en børnefødselsdag blev stukket hele 3.500 kroner i indsamlingsbøssen. Og den lo kale Netto fik i indsamlingsperioden ekstra travlt med at tage imod flasker, for den form for støtte benyttede rigtig mange sig også af. Et gammelt ordsprog kunne omskrives til ”tomme flasker buldrer mest” – i hvert fald var det en del af en kæmpe succes for Farooqs private indsamling, ”Vestegnen for Gaza”.

5 22

Klimadebatmøde FN’s klimapanel lancerer i denne uge sin største rapport siden 2007 i København. Den vil give overblik over verdens tilstand. Folkekirkens Nødhjælp inviterer sammen med IWGIA og CARE til debatmøde på Nørregade 15 klokken 16.30. Tilmeld dig på WWW.NØDHJÆLP.DK

Hårde våben i Skive

Hvis du i sommer var i Skive og så en gruppe alvorlige men nesker i dyb koncentration opføre sig aparte omkring noget, der kunne ligne en bombe, kan du slappe helt af. Der blev nemlig for syvende gang afholdt kursus i ammunitionsryd ning. Her deltog ammunitionsryddere fra blandt andet Liba non, Australien og Zimbabwe, og Skive er det oplagte sted til den slags, fortæller lederen af kurset, Michael Pavey. Han roser samarbejdet mellem Folkekirkens Nødhjælp og inge niørregimentet på Skive Kaserne, som stiller faciliteter og udstyr til rådighed. ”Der findes ikke andre , der har bedre fa ciliteter noget sted i verden,” siger han. Også i selve Skive by blev der lavet øvelser – med det formål, at det gælder om at komme virkeligheden så tæt som muligt. ”Vi ville nok ikke få lov til det i København. Her tager de det stille og roligt. De må være vant til os,” fortalte den tilfredse leder.

Stort sats i Viborg

Der blev gået helt nye veje, da Folkekirkens Nødhjælps nye genbrugsbutik i oktober åbnede i Viborg. Mere end 900 kvadratmeter er butikken på, så der er blevet plads til mas ser af nytænkning – blandt andet er planen, at butikken skal tilbyde professionelle råd og vejledning til alle de kunder, som elsker at sætte i stand. Både uddannede håndværkere og auktionsfolk vil således jævnligt findes i genbrugsbutik ken. De nye lokaler blev åbnet den 3. oktober, og det var en sand fest med mad og drikke til alle fremmødte.

Flere fakta, tak

Hvis man skal støtte et godt formål, er det vigtigt at vide, hvad der kommer ud af det. Derfor var glæden hos Folkekirkens Nød hjælp stor over, at Handels- og Udviklingsminister Mogens Jen sen ønsker at sætte 20 millioner kroner ekstra af til oplysning om dansk udviklingsbistand. ”Når folk ser, hvordan vi arbejder blandt verdens fattigste, forstår de, at det faktisk nytter,” sag de generalsekretær, Henrik Stubkjær om initiativet.

november/14 28/10 International Klimagudstjeneste Klokken 20.00 inviterer Folkekirkens Nødhjælp, Grøn Kirke og Københavns Domkirke til en alternativ, engelsk gudtjeneste med hilsner fra flere verdensdele – blandt andet prædiker Des mond Tutu via en videohilsen. Vokalensemblet Vor Frue Kanto ri, Zahles børnekor, Dreamhub og Lightperformers fylder afte nen med musik og visuals. Læs mere på WWW.NØDHJÆLP.DK

30/10 Fri scene I Café Nutid på Nørregade i København afholdes der denne torsdag fra klokken 20 til 24 fri scene, hvor alle er vel komne til at optræde – eller blot lytte med. Hvis du elsker komik, er der desuden ’Open Mic’ hver onsdag fra 20 til 22.

5/11 Operation Dagsværk Når du igen i år kan hyre en elev til en dags arbejde, går pengene til Kenyas unge homoseksuelle og deres kamp for lige rettigheder i landet. Læs mere på WWW.OD.DK

19/11

WWW.CAFENUTID.DK

International Toiletdag I dag sættes der fokus på, at 2,5 milliarder mennesker i verden ikke har adgang til et rene og sikre toiletter. Se på den inter nationale hjemmeside, hvorfor blandt andre Matt Damon støtter denne mærkedag. WWW.WORLDTOILETDAY.ORG

Roskilde Festival rockede

Hurra for Nutid

Der var gang i andet og mere end musikken, da årets Ros kilde Festival løb af stablen – også i pantboden til fordel for Folkekirkens Nødhjælp blev der gået til den. 135 frivillige sorterede pant for mellem 1,6 og 1,8 millioner kroner, og det betyder, at Nødhjælpens Ungdom, som var primus motor bag den store indsats, kunne donere 150.000 kroner til ar bejdet for verdens fattigste. Med på holdet var en lille flok elever og lærere fra Glostrup Albertslund Produktionsskole, og de har efterfølgende skrevet om oplevelsen på skolens hjemmeside. Læs mere på WWW.GAPRO.DK

Hvem siger, at en tur på café i København behøver at være dyr? Det gør de frivillige medarbejdere på Café Nutid i hvert fald ikke. Det hyggelige sted gør sig i ”altid hyggelig stem ning, studiemiljø og SU-venlige priser i hjertet af Køben havn”, ligesom det er muligt at optræde på caféen med musik og andre events – og det er en succes! Derfor kunne Café Nutid den 13. september fejre sin to års fødselsdag. Du kan drikke en café latte for et godt formål på Nørregade i København – alt overskud går til Folkekirkens Nødhjælp. Læs mere på caféens Facebook-side, ”Nutid”.

A life-changing experience...

ødhjælp ekiRkens n ARbejde lk o F d e m ngs Rejs n. voR udvikli og oplev, h tøttekRoneR gøR gAv og s bal

lp.dk/goglo

www.nødhjæ

Giv et bidrag Verden står i flammer, og når konflikterne raser, er børnene ofte de mest sårbare. Støt vores arbejde for verdens udsatte familier.

BRUG GIROKORTET I DAG

foto: arne grieg riisnæs

hjælp krigens børn

afrives inden indbetaling

Overførsel fra kontonummer

Sorteret Magasinpost 41030

Meddelelser til Folkekirkens Nødhjælp kan ikke skrives på dette girokort. Tilmelding til BetalingsService kan ske på telefon 3315 2800. Hvis du vil øremærke dit bidrag til hjælpearbejdet, skal du ringe på 3315 2800 og få tilsendt et andet girokort. Indbetaler

GIRO INDBETALING Beløbsmodtagers kontonummer og betegnelse

Øre

Til maskinel aflæsning – Undgå venligst at skrive i nedenstående felt

Beløbsmodtagers kontonummer og betegnelse Afsender

540-0023 Folkekirkens Nødhjælp Nørregade 15 1165 København K Tlf. 3315 2800 Underskrift ved overførsel fra egen konto

Kroner

Check og lignende accepteres under forbehold af, at Danske Bank modtager betalingen. Når du betaler kontant på et posthus med terminal, er det kun posthusets kvitteringstryk, der er bevis for, hvilket beløb du har betalt.

Afsender

500 335

Modtager

KVITTERING

Betalingsdato

Dag

Måned

eller

År

Betales nu

Sæt X

540-0023 Folkekirkens Nødhjælp Nørregade 15 1165 København K Tlf. 3315 2800

Post Danmarks kvittering

Gebyr for indbetaling betales kontant Kroner

4030S (09-14) DB 795-028133

Øre