Mød Knud Vilby Lykken er også fem høns 6
Myanmars forvandling Ud af tavshedens greb 19
H.K.H. Prinsesse Marie På besøg i Cambodja 20
6
december 2012 Folkekirkens Nødhjælp
vejen ud af fattigdom
magasinet
6 Redaktion
Marianne Lemvig (ansv.), Linda Nordahl Jakobsen, Julie Kofoed Redaktionen af Magasinet nr. 5 blev afsluttet d. 20. november 2012 Grafisk Design
Kit Halding & Anne Mousten forsidefoto
Peter Høvring bagside- & annonceansvarlig
Jill Zimsen Tryk
Jønsson Grafisk ApS Miljøcertificeret: FSC- og Svanemærket Oplag
72.200 ISSN
1903-8623 Magasinet sendes til alle, der indbetaler bidrag til Folkekirkens Nødhjælps arbejde. Adresseændringer eller afmelding
mail@dca.dk eller tlf. 3315 2800 Udkommer næste gang d. 21. februar 2013 Artikler, der er underskrevet med navn, kan indeholde synspunkter, der ikke nødvendigvis reflekterer Folkekirkens Nødhjælps holdning.
Folkekirkens Nødhjælp
Generalsekretær | Henrik Stubkjær Formand | Kirsten Lund Larsen Nørregade 15 1165 København K Tlf 3315 2800 Fax 3318 7816 Giro 540 0023 Giro gavebrev 627 2800 mail@dca.dk www.nødhjælp.dk
Folkekirkens Nødhjælp i Odense
Vestergade 90, 1. sal 5000 Odense C Tlf 2969 9126
Folkekirkens Nødhjælp i AArhus
Klostertorv 6 3.sal 8000 Aarhus C Tlf 8739 1660
Folkekirkens Nødhjælp i Aalborg
Østerågade 4 3.tv 9000 Aalborg Tlf 9630 0272
Tag med til Kampangi
En måttefletter, en heksedoktor og en pandekagedame. En lånesparegruppe, et væld af bananpalmer og en motorcykel, der fungerer som lokal bus. Det er blot nogle af de karakteristika og personligheder, som du kan møde i denne udgave af M agasinet, hvor vi tager dig med på en rejse sydpå til landsbyen Kampangi i Uganda. Her er Folkekirkens Nødhjælp med til at vise vejen væk fra sult og fattigdom. Her tegner der sig en lysere fremtid. I Kampangi bor blandt andre den stærke iværksætterkvinde, Winfred Nakalanzi. Hun er enke og hiv-smittet og var for få år siden udstødt i det lille samfund. I dag har hun kæmpet sig op og skabt sig en sikker fremtid ved at gøre flettede måtter til en god forretning. I Kampangi findes livsbekræftende fortællinger om, hvordan Folkekirkens Nødhjælps arbejde bærer frugt. Flere og flere danskere tror da også på, at det nytter at være med til at bane vejen for at udrydde fattigdom og sult i verdens u-lande. Sådan lyder nemlig et af de glædelige resultater fra seneste måling fra analyseinstituttet Epinion. Og hver en krone, der gives, har betydning. Det viser netop de stærke fortællinger fra landsbyen Kampangi. Her er familierne godt på vej. Udover landsbyhistorierne kan du også i denne udgave af Magasinet følge pengenes vej til de fattige. Folkekirkens Nødhjælps internationale chef, Birgitte Qvist-Sørensen, ridser udfordringer i udviklingsarbejdet op samtidig med, at hun leverer konkrete fakta om, hvordan 100 kroner kan gøre en forskel. Tag på opdagelse i landsbyen Kampangi, nyd de stærke skildringer om landsbyboerne og glæd dig over, at vi bliver flere og flere, der ved, at udviklingsarbejdet nytter. God læserejse og glædelig jul. marianne lemvig Redaktør magasinet@dca.dk
62
TEMA
Danskernes bidrag til velgørenhed er de seneste år steget støt. Det samme er danskernes tro på, at det nytter at sende penge til udviklingslande. Men troen kommer ikke ud af ingenting. Økonomer har det seneste år blåstemplet udviklingshjælpen, og humanitære organisationer som Folkekirkens Nødhjælp leverer gang på gang solide resultater, der viser, at pengene når frem og gør en verden til forskel for verdens fattigste.
side 10
indhold Giv et ben i julegave
Hvis du mangler et ben, så mangler du et job. Så brutalt er det i Myanmar, hvor tusindvis af mennesker har mistet et ben på grund af landminer. Folkekirkens Nødhjælp lancerer ny gave, der gavner.
SIDE 4 Talent og social indignation
Udviklingsveteran, Afrika-kender og journalist Knud Vilby har sin egen indre motor, der driver hans sociale engagement, og han sætter gerne vedtagne holdninger og værdier til debat.
SIDE 6 Modige Myanmar
I Myanmar bliver befolkningens tavse historier i dag til modige fortællinger. Få et indblik fra det tidligere så lukkede land.
SIDE 19 Prinsessen mødte de fattigste
Katastroferamte landsbyboere og fordrevne slumboere i Cambodja fik besøg af H.K.H. Prinsesse Marie. Det var prinsessens første rejse som protektor, og Folkekirkens Nødhjælps arbejde blandt de fattigste gjorde et stort indtryk.
SIDE 20 3 6
magasinet/nyt
Tag på pit stop i Asien
Planlægger du en backpacker-tur til Sydøstasien? Så giver Folkekirkens Nødhjælp dig en unik mulighed for at komme tættere på unge burmesere og få indsigt i, hvordan udviklingsprojekter fungerer helt derude, hvor bistandskronerne ender. Folkekirkens Nødhjælp vil sammen med lokale samarbejds partnere vise rejsegruppen forskellige udviklingsprojekter i grænseområdet mellem Burma/Myanmar og Thailand. Deltagerne skal bo sammen med unge fra Myanmar og få et førstehåndsindtryk af deres hverdag. Rejsen finder sted i slutningen af januar 2013 og varer 10 dage. Læs mere på www.nødhjælp.dk/pitstop eller kontakt Gritt Holm Hedehus på ghh@dca.dk for mere information.
En unik opl
EvElsE - m
EgEt mErE
End turis
mE!
Vidste du at...
du hver dag frem til den 24. december kan teste din viden om nødhjælpsarbejde i Folkekirkens Nødhjælps julekalender og vinde alt fra Barolo-vine, billetter til Østre Gasværk til en tur på verdens første grødbar. Se hvad der gemmer sig bag lågen på www.nødhjælp.dk/julekalender Foto jonas leegaard andersen
Myanmar er det tredje mest minerede land i verden. Folkekirkens Nødhjælp arbejder med at oplyse befolkningen om farerne ved miner og skal i gang med at rydde miner og ueksploderet ammunition. Den mobile benproteseklinik er del af minerydningsprogrammet.
64
nye Årets ve: julega
Giv et ben i julegave
ben Giv et 0 kr. 5 Pris 2
Hvis du mangler et ben, så kan du ikke få arbejde. Sådan er virkeligheden i Myanmar, hvor tusindvis af mennesker har mistet et ben på grund af landminer. Aung Kyow Htoo var 26 år, da han trådte på en mine og måtte have amputeret sit ene ben. Dengang var han soldat i Myanmars hær, men med et ben duede han ikke som soldat. Først da han senere fik et nyt ben, fik han arbejde som daglejer med at grave brønde. Nu er protesen slidt op, og den nu 47-årige Aung er kommet til sygehuset for at få et nyt ben, så han ikke igen bliver arbejdsløs. ”Et ben er forskellen på at have et arbejde eller ikke her i landet,” siger Otto Rungby, der er bandagist og arbejder for Folkekirkens Nødhjælp i byen Mawlamyine, hvor det lokale spedalskhedshospital har stillet en bygning til rådighed. Her er Otto Rungby ved at oplære en gruppe unge fysioterapeuter i at fremstille benproteser. Når de fem unge er udlærte proteseteknikere, skal de med rundt i den rullende proteseklinik, der er ved at blive indrettet på ladet af en lastbil. To af de unge har taget mål af brøndgraverens benstump. Derefter laver de et aftryk af stumpen i sand, som er billigere end gips. Aung Kyow Htoo lader sig tålmodigt dirigere rundt. Det nye ben bliver formet med skum, plast og en kerne af stål. Når benet er, som det skal være, bliver det til sidst glaseret med hudfarvet polyplast.
Sogneindsamling 2013 godt i gang
1.315 sogne rundt i det ganske land har allerede sagt ja tak til at være med i Folkekirkens Nødhjælps årlige landsindsamling, Sogneindsam lingen, som finder sted søndag den 10. marts 2013. ”Det er rigtig dejligt med så flot en opbakning fra landets sogne. Det gør en forskel for verdens fattigste, at vi kan få samlet ind i hele Danmark. Og vi håber, at mindst 50 sogne flere vil være med den 10. marts”, siger Folkekirkens Nødhjælps landskonsulent Miriam Munksgaard.
Tilmeld dit sogn og dig selv til Sogneindsamlingen den 10. marts 2013 på www.sogneindsamling.dk
Et liv før døden HENRIK STUBKJÆR GENERALSEKRETÆR
Klimatopmøde i Qatar
ACT Alliancen deltager i december i FN’s klimatopmøde i Doha, Qatar. Folkekirkens Nødhjælps klimamedarbejder Mattias Söderberg er med og leder delegationen, som vil arbejde for et ambitiøst og fattigdomsorienteret resultat. Mødet kommer blandt andet til at handle om, hvordan de globale udslip af drivhusgasser skal mindskes, hvordan man skal finde penge til at finansiere de mange og vigtige klimainitiativer rundt om i verden, og hvad man skal gøre, når klimaforandringerne får så store effekter, at det ikke længere er nok at tilpasse sig - for eksempel når øer forsvinder. Læserne kan følge Mattias Söderberg på klimatopmødet i Doha, hvorfra han skriver på Twitter og på sin blog på www.u-landsnyt.dk
Danmarks Indsamling på 7. år
Når Danmarks Indsamling ruller over tv-skærmene den 8. februar, er Folkekirkens Nødhjælp igen blandt de 12 organisationer, der samarbejder med Danmarks Radio. De penge, som Folkekirkens Nødhjælp får fra Danmarks Indsamling 2013, går til arbejdet i Uganda med at bekæmpe sult og skabe bæredygtige levevilkår for fattige familier. Siden Danmarks Indsamling første gang blev gennemført i 2007, har indsamlingen givet i alt 500 millioner kroner, som er kommet over én million mennesker i Afrika – og helt ekstraordinært i 2010 også jordskælvsofre i Haiti - til gode. Læs mere på www.danmarksindsamling.dk
I julen fejres Guds komme til jord og Guds ultimative besked om, at han ”tror på et liv før døden”. Lad os i handling vise, at vi gør det samme. Netop julen er tiden, hvor vi handler - vi giver gaver til vore kære og inspireres af Jesu komme til jord til også at se bredere ud i verden. Julen er frugten af Guds kærlighed til verden, og med den kærlighed følger opfordringen til at give den videre til dem, som trænger. Julen er hjerternes fest, og det er i netop denne tid, at Folkekirkens Nødhjælp mod tager langt størstedelen af vores donationer; så tak til alle jer støtter og givere for en god julegave igen i år. Der er brug for pengene – og jeg ved fra daglige erfaringer, at det nytter. Jeg var for nylig på en rejse til Cambodja – sammen med Folkekirkens Nødhjælps protektor H.K.H. Prinsesse Marie, hvor vi på nært hold så, hvordan udviklingshjælp nytter blandt slumboere og fattige bønder på landet. Vi så stor fattigdom, men vi så også værdighed – værdigheden hos både børn, kvinder og landsbybeboerne, som alle selv havde kæmpet sig videre. Essensen i al vores arbejde må netop være, at hjælpen bliver en hjælp til selvhjælp, for der er en særlig værdi i selv at blive i stand til at tage ansvaret for eget liv og turde tro på et liv før døden. Lad mig slutte dette år med en stor tak til jer alle, som giver tid eller bidrag til Folkekirkens Nødhjælps arbejde blandt verdens allerfattigste. Glædelig jul
5 6
magasinet/portræt
En mand med
ordet i sin magt
Solfanger, høns og rækkehus i Kastrup. Journali-
stik, samfundsengagement og udviklingsbistand;
Knud Vilby, medlem af Folkekirkens Nødhjælp styrelse, har sin egen indre motor, der driver ham.
TEKST LINDA NORDAHL JAKOBSEN FOTO KLAUS HOLSTING
I de seneste 40 år har Knud Vilby beskæftiget sig med det socialpolitiske og det globalpolitiske, men især med de politiske, sociale og menneskelige forhold på det afrikanske kontinent. I dag opfattes den 70-årige journalist og forfatter som en ’udviklingsveteran’ både på de bonede gulve i Udenrigsministeriet og i de folkelige og humanitære organisationer. Og så tager han gerne – igen og igen – en debat om vores værdier og holdninger til blandt andet forbrug og vækst. Han har i 45 år boet i det samme lille rækkehus for enden af en sidevej til Amager Landevej i Kastrup sammen med sin kone Ina, fem høns, to nu voksne sønner, et solfangeranlæg, drivhus og en køkkenhave. Det er her i Kastrup, vi møder Knud Vilby. Inden for i rækkehuset, hvor væggene er dækket af bøger, grafikker og malerier.
Social indignation kombineret med talent
Det
66
Jeg spørger ham, hvilken indre motor, der driver hans livslange samfundsengagement. ”Jeg ser mig selv som et socialt indigneret, nysgerrigt og privilemenneske. ForJeg har et skrivehåndværk og geret stået på den måde - ja, et talehåndværk – altså et talent. hvis vi nu skal op på det høje skoleridt, så er jeg har jeg haft med fra min barndom. jo privilegeret i den forstand, at jeg har fået lov til at tilrettelægge mit eget arbejdsliv. Jeg har kunnet tjene en udmærket indkomst ved det og samtidig fået indsigt i sociale, miljø-, klima- og udviklingsmæssige spørgsmål og uretfærdigheder. Derigennem er jeg også blevet klogere.” Siger Knud Vilby, der til trods for den aura af blufærdighed, som hviler omkring hans person, svarer ligefremt, da jeg spørger, hvordan han vil karakterisere sig selv som menneske. ”Jeg har et skrivehåndværk og et talehåndværk – altså et talent. Det har jeg haft med fra min barndom. Og med den sociale in-
dignation, som jeg synes, jeg også har, så giver det mig både en ret og en pligt til at prøve at agere ordentligt og gøre så meget, som jeg nu orker i forhold til at sætte fokus på ulighed.”
Uddannelse var vejen frem Skrivetalentet har Knud Vilby dyrket helt fra sine unge dage, fra han kom på Roskilde Katedralskole. Men hvad de færreste måske ved, så er Knud Vilby vokset op i det frodige Midtsjælland i bunden af Roskilde Fjord. Nemlig på Gevninge Mølle i et trygt hjem med storebror og hårdt arbejdende forældre, der både passede driften af møllen, var lokalt aktive og som frem for alt vidste, at deres to sønner skulle længere i uddannelsessystemet end den 7. klasse, som de selv havde fået med i deres livsbagage. ”Min mor og far var aktive lokalt. De var aktive omkring Brugsen, i vandværket, hvor min far var formand på et tidspunkt. De var med til at stifte Lindenborg Roklub, der stadig eksisterer den dag i dag. De var fortræffelige forældre,” siger Knud Vilby. ”Jeg havde jo på mange måder en usædvanlig god barndom. Mine forældre kunne lide hinanden og var sammen i mange år. Men det var ikke sådan noget med en sølvske i munden. Mor og far sagde til os drenge; ’ vi har ikke så mange penge. Men vi kan give jer en uddannelse’, husker Knud Vilby.
Møllerens søn kom til Roskilde Så møllerens søn startede i 3. klasse i Roskilde. For dengang skulle man videre fra landsbyskolen og ’paces et par år’ i mellem- og realskolen for at komme på gymnasiet. For Knud Vilbys vedkommende på den statslige Katedralskole i Roskilde, for det var den billigste. I gymnasiet sad Knud Vilby en dag og bladrede i kartotekskortene over ’Hvad kan du blive’. ”Jeg overvejede journalistik og var begyndt at skrive lidt til Roskilde Dagblads sider for unge. Jeg gik hjem og fortalte,
at hvis man blev uddannet som journalist, så kunne man komme op på en års indtægt på 10.000 kroner. Det var da meget godt, ikke,” griner han. Det sociale engagement spirer langsomt Efter 16 måneders værnepligt i Ingeniørtropperne, hvor han i øvrigt også arbejdede som skribent på Pionér Avisen en del af tiden, fik Knud Vilby job på Ritzaus Bureau. Men det varede kun en måned, så sprang han til et nyt job på Ekstrabladet. Her fik hans spirende samfundsengagement for alvor næring. ”Vi var et helt hold af journalister, der kørte kampagne, hvor vi fik optrevlet boligspekulanter i København. Spekulanter lejede det værste slum ud, blandt andet kolonihaver på Kongevejen på Amager, hvor der hverken var rindende vand eller toiletter. Det flød med lort. Vi fik sat spekulanter i fængsel, og vi fik virkelig de sociale aspekter med i vores journalistiske arbejde.” ”Det var dengang sloganet ’Ekstrabladet tør, hvor andre tier’ holdt stik,” lyder det tørt fra Knud Vilby, der i 1967 rykker videre til dagbladet Information.
7
6
magasinet/portræt noedhjaelp.dk/nyt
Blå bog Afrika blev øjenåbneren I tiden på Information bliver Knud Vilby familiefar, da han og Ina får to drenge i 1967 og 1969, og han får et af sit livs øjenåbnere, da han i 1969 tager på sin første rejse til Afrika. Et Danida-legat gjorde det muligt for ham at komme ud og skrive om, hvordan Danmarks ulandsbistand nytter i Afrika. Det gjaldt om at strække legatet så lang tid som muligt, for dengang var det dyrt at købe en flybillet til Afrika. Så Knud Vilby tager af sted i tre måneder til Tanzania, Kenya og Uganda på, hvad han betegner som en ’langsom rejse’ med tog, bus, bil og skib fra Dar es Salaam, op igennem Victoria-søen til det nordlige Uganda og så tilbage igen til Kenya. ”Dengang syntes vi, der kom til Afrika jo, at Tanzania var fascinerende, et nyt drømmesamfund, hvor man eksperimenterede med den afrikanske socialisme,” fortæller Knud Vilby. Ind imellem syntes han også, det var lidt hårdt, for han var rejst af sted fra Ina, der var alene derhjemme med de to små drenge. Han ringede hjem to gange og skrev nogle breve indimellem. ”Men når vi taler om det at have børn. Så ville jeg jo aldrig i dag have taget af sted fra to så små børn. ’Så kom du alligevel hjem til os igen, far…’ sagde min søn til mig. Jeg tænkte, gud, hvad har du dog gjort,” siger Knud Vilby, mens han slår hænderne for ansigtet og griner lidt. Men det var en fin tur til Afrika - for den rejse var med til at udstikke Vilbys videre kurs og kærlighed for Afrika.
Solid, seriøs – og lidt skarp Selvom Knud Vilby indimellem også kan virke lidt distræt, så er han indbe-
68
Knud Vilby er født 1942. Han er uddannet journalist i 1964. Gift med Ina Vilby, parret har to voksne sønner. Han har arbejdet på Ekstrabladet, Danmarks Radio, på Information, været formand for Den Danske Unesco Nationalkommission, Mellemfolkeligt Samvirke og Dansk Forfatterforening. Har været medlem af Danidas styrelse og Folkekirkens Nødhjælps tidligere oplysningsudvalg. 1997-2001 var han ansat som Folkekirkens Nødhjælps koordinator på Fællesprojektet, et samarbejde med Dansk Røde Kors og Red Barnet, i Etiopien. Han er på 7. år medlem af Folkekirkens Nødhjælps styrelse, er med i Det Økologiske Råds styrelse og formand for Somali Fair Fishing. Senest har han udgivet bøgerne ”Global vækst – globale kriser” og ”Udsat! Optegnelser om liv og nød”, om sociale forhold i Danmark.
grebet af soliditet og seriøsitet. Og et lidt skævt smil ledsager som regel hans halvskarpe kommentarer. Især når talen falder på lykke, vækst og forbrug. ”Hvem siger, at man ikke kan føle sig som et lykkeligt menneske, hvis man har plastret sit tag til med solceller,” spurgte Knud Vilby provokerende, da han sammen med en journalist fra dagbladet Information holder en højskoleeftermiddag om klima og temaet ’Den Store Omstilling’ hos Folkekirkens Nødhjælp. Hjemme hos Knud Vilby i Kastrup spørger jeg ham, hvad han egentligt mente med den udtalelse: ”Sandheden er jo, at der er en stor glæde ved fornemmelsen af, at der er varmt vand i hanerne, og du ved, at fyret er slukket, fordi du har opsat solfanger. Hvis vi helt glemmer økonomien i det, så har det jo sin helt egen glæde, at man selv har kunnet skabe noget,” siger han.
Et sygt system, der regner alt i penge ”Dengang i 1980, da vi opsatte vores solfanger, reagerede både jeg og min kone kraftigt på, at der var så mange, der spurgte os; kan det nu betale sig? Og siden har vi reflekteret en del over det. Altså, hvis du køber en ny bil til 300.000 kroner eller et nyt gulvtæppe eller en fladskærm, er der jo ingen, som spørger dig, om det kan betale sig. Men hvis du isolerer dit hus eller for eksempel køber solpaneler, så spørger folk straks; ’kan det nu betale sig?’ ”Nogle dumme økonomer har lært os, at vi hele tiden skal sætte det ind i disse ´kan-det-nu-betale sig-kategorier.’ Det irriterer mig grænseløst,” siger Knud Vilby og refererer til hønsegården ude i haven. ”Vi har haft høns de sidste 20 år. Lige nu har vi fire høns og en ’pensionist’, der er meget, meget gammel og ikke har lagt æg i årevis. Alligevel henter vi et par æg hver dag. Men vi laver jo ikke et regnestykke på foderet og det strøelse, og hvad der ellers skal ud til de høns, og værdien af de æg, som vi får ind. Sådan kan værdien af vores hønsegård jo ikke gøres op,” siger Knud Vilby. Han kalder det et sygt system og siger, at sådan har vi heller ikke tænkt tidligere: ”I det gamle bondesamfund gjorde man jo også ting, der ikke nødvendigvis kunne betale sig; de plantede en fin allé op til gården. Det var selvfølgelig også for at give lidt læ, men smukt så det ud. De dyrkede deres prydhave sammen med nyttehaven, og man gjorde det ikke op i, om det nu også kunne betale sig at have de her georginer. Man gjorde det ikke op i penge på den måde, fordi det også har en værdi i sig selv at gøre noget, som man godt selv kan lide. Det er nyt, at vi har lært, at alting skal kunne gøres op i penge.”
Ny e fl
ott
Få styr på julegaverne
eg
av ek ort
Giv en gave, der virkelig er en gave Du kan købe geden, kaninerne, hønsene og alle de andre gaver på
www.givenged.dk
100
GIV ET PAR KANINER
GIV EN SKOLEBÆNK
GIV EN FODBOLD
250
00
160
00
GIV ET STRIKKETØJ
100
00
00
GIV EN SÆK RIS
90 00
NY GAVE
GIV 10 HØNS
200
00
GIV EN GED
260
00
GIV ET BEN
250
00
GIV EN KØKKENHAVE
160 00
Du bestemmer gaven! Folkekirkens Nødhjælp er din garanti for, at gaven skaber glæde for nødlidende børn og voksne. Når du køber en gave, får du den ikke med posten. Du får et gavekort med et billede af gaven, som du kan give til en, du holder af eller beholde selv. Den rigtige gave sender vi til verdens fattigste mennesker, hvor den gør allermest gavn.
9
6
tema/vejen ud af fattigdom Danskernes bidrag til humanitært arbejde er de seneste år steget støt. Det samme er danskernes tro på, at det nytter at sende penge til udviklingslandene. Udfordringen for Folkekirkens Nødhjælp og andre humanitære organisationer er at blive ved med- igen og igen -at dokumentere, at pengene når frem og gør en verden til forskel for de mennesker, som får hjælpen.
dine penge gør en verden til forskel TEKST CHRISTINA OVE HOLM OG MARIANNE LEMVIG
De seneste år har antallet af danskere med tro på, at udviklingsmillionerne nytter noget, været konstant på omkring 40 procent. Men seneste måling lavet af analyseinstituttet Epinion viser, at over halvdelen af danskerne nu tror på, at udviklingshjælp og -bistand virker. Når vi her taler om udviklingshjælp- og bistand, taler vi om både den statslige udviklingsbistand, som kanaliseres via Udenrigsministeriet og Danida, og den udviklingshjælp som de private humanitære organisationer, ngo’ere, som Folkekirkens Nødhjælp står for. Birgitte Qvist-Sørensen, som er international chef i Folkekirkens Nødhjælp mener, at én af årsagerne til, at danskerne fortsat er villige til at hjælpe er, at de netop kan se, at udviklingsprojekter virker. ”Folkekirkens Nødhjælp er blevet rigtig gode til at dokumentere, hvad pengene helt konkret bliver brugt til, og at de rent faktisk gavner verdens fattigste,” siger Birgitte Qvist-Sørensen.
6 10
penge
Følg dine
Birgitte Qvist-Sørensen, international chef i Folkekirkens Nødhjælp, forklarer her, hvad bidragydernes penge går til
Fremskridt i den globale kamp Hun peger på, at kampen mod den globale fattigdom gør store fremskridt. Ifølge nye FN-tal er antallet af ekstremt fattige faldet fra 1,8 milliarder til 1,2 milliarder siden 1990. Det betyder, at 600 millioner kvinder, børn og mænd nu har mere end 1,25 dollar om dagen at klare sig for. Vores klode har dermed nået det første og vigtigste af FN’s 2015 Mål, nemlig at halvere den globale fattigdom i år 2015. ”Samtidig går ni ud af ti børn i skole på globalt plan, og hver tredje afrikaner tilhører nu middelklassen. Så det ser rigtig flot ud, og ulandsbistanden står for en del af den fremgang,” siger Birgitte Qvist-Sørensen. Som privat humanitær organisation skal Folkekirkens Nødhjælp både dokumentere sin udviklingshjælp og de resultater, som kommer ud af den, til store donorer for eksempel Danida og EU. Det gøres blandt andet med ’Global Report 2011’, som Folkekirkens Nødhjælp netop har udgivet, og som viser, at alene i 2011 støttede Folkekirkens Nødhjælp 400 projekter i 33 lande med alt fra katastrofehjælp, langsigtet udviklingsbistand til minerydningsprojekter. Alt i alt nåede hjælpen ud til 2.325.000 mennesker.
Udfordringer og forhindringer skal også frem Lige så vigtigt er det at fortælle og formidle til alle i Danmark – igen og igen – hvordan arbejdet ude blandt verdens fattigste nytter og hvilke forhindringer eller udfordringer, der også er i dette arbejde. For eksempel dokumenterede Folkekirkens Nødhjælp sammen med sit internationale netværk ACT Alliance i en stor rapport og på en konference sidste år om ’folkelige organisationer i u-lande under pres, hvordan organisationer, der især arbejder med at fremme menneskerettigheder og demokrati, presses og trues til tavshed af deres egne myndigheder. For billedet af udviklingsarbejdet er jo ikke bare rosenrødt. Det viser også den ugandiske rigsrevisions seneste afsløringer i oktober 2012 af omfattende korruption blandt ugandiske regeringsmedlemmer med statslige bistandspenge fra blandt andre Danmark og Sverige.
Nul-tolerance over for korruption Og Birgitte Qvist-Sørensen er da heller ikke blind for, at et flertal på 62 procent af de 1014 adspurgte i Epinion-undersøgelsen mener, at korruption er grunden til fattigdom i u-landene. Men hos Folkekirkens Nødhjælp er det kort proces, når det handler om korruption. ”Folkekirkens Nødhjælp har revisorer på, der tjekker, at pengene går rigtigt ind og ud af projekterne. Vi lægger alle bilag frem. Og hvis ikke procedurerne bliver fulgt af en samarbejdspartner, er det ud af klappen. Vi slår hårdt ned, fordi det er meget vigtigt for os at vise, at vi ikke tolererer korruption af nogen art,” understreger Birgitte Qvist-Sørensen. Folkekirkens Nødhjælp har anti-korruptionstræning af lokale medarbejdere rundt omkring i verden som del af projekterne – og det samme gælder civilbefolkningen. ”Skal man opbygge et civilsamfund, er det også nødvendigt at lære befolkningen, at korruption er ødelæggende, og at man aldrig kan opnå demokrati med korruption. Derfor laver vi anti-korruptionstræning, hvor vi taler meget både med vores ansatte og de lokale om, hvad korruption er, hvordan man undgår det, hvordan man opdager det, og hvordan man skal sætte ind over for korruption,” forklarer Birgitte Qvist-Sørensen.
Når en dansker giver 100 kroner øremærket til et af Folkekirkens Nødhjælps projekter, hvor mange penge går så til den fattige bonde i Afrika? ”90 procent – altså 90 kroner – går til at hjælpe bonden. Det vil sige til alt lige fra river og hakker og såsæd og gødning til uddannelse af bonden, undervisernes løn, et skur til såsæd og gødning, en boks hvor man kan lægge en seddel i med ris og ros til projektet. Og eventuelt forebyggende arbejde i forhold til næste katastrofe.” Hvad sker der så med de sidste ti kroner? ”De går til administration. Administrationen dækker over løn til revisorer, der gennemgår Folkekirkens Nødhjælps projekter, administration, foredrag om projekter, kurser, tryk og papir til rapporter om vores arbejde, pressearbejde og markedsføring, husleje, varme, it, telefoner, ledelse og rekruttering af medarbejdere. Og vi kan ikke udføre vores projekter så godt, som vi gør, uden administration. For eksempel er presse og markedsføring en meget vigtig del for at vise, at bidragydernes penge er med til at gøre en forskel. Hvordan viser I det? Når jeg besøger nogle af de lande, vi giver udviklingshjælp til, sætter jeg mig altid ned og snakker – som regel med kvinderne. Jeg beder dem fortælle mig om deres hverdag. Hvordan foregår deres arbejde, og hvordan har deres liv ændret sig, efter at de er kommet med i et udviklingsprogram? Den viden jeg får, tager jeg med ud til danskerne, når jeg kommer hjem og holder foredrag om mit arbejde. Hvordan bliver det modtaget? Jeg møder af og til danskere, der ikke vil give penge til udviklingsprojekter. Men jeg oplever også gang på gang, at når jeg først får en dialog med dem og fortæller dem helt konkret, hvordan pengene gør en forskel for en gruppe mennesker, så er der forståelse og velvillighed.
11 6
tema/vejen ud af fattigdom
Gennemsigtighed Folkekirkens Nødhjælp er certificeret af den internationale organisation Humanitarian Accountability Partnership [HAP]. At være certificeret af HAP er et stort kvalitetsstempel af Folkekirkens Nødhjælps arbejde og et vigtigt redskab i vores daglige arbejde. Medlemmerne i HAP forpligter sig til at leve op til de højeste standarder inden for ansvarlighed [accountability] og kvalitetsstyring i forhold til de mennesker, vi vil hjælpe.
Rettigheder vindes og levevilkår bedres Et vigtigt redskab i Folkekirkens Nødhjælps arbejde med at bekæmpe sult og fattigdom i Uganda er netop at styrke det folkelige krav om god embedsførelse. Her har Folkekirkens Nødhjælp for eksempel uddannet lokale monitorer – en slags lokale ’vagthunde’, der holder øje med de lokale myndigheder. Monitorerne vælges af landsbyrådet, og hvis de finder tegn på svindel eller uregelmæssigheder, indberetter de det til myndighederne. De lokale myndigheder bliver på denne måde stillet til regnskab for deres administration af offentlige midler – og mennesker, der ikke aner, at de har krav på noget som helst, bliver bevidste om, at det har de. Øget bevidsthed, anti-korruptionstræning og oplysnings- og lobbyarbejde i de enkelte lande, hvor Folkekirkens Nødhjælp arbejder, bidrager også til at forbedre de fattiges levevilkår – ligesom det bidrager til lokale fremskridt eller holdningsændringer. Det viser Global Report med eksempler fra blandt andet Uganda og Etiopien, hvor Folkekirkens Nødhjælps arbejde har bidraget til at decentralisere hiv/ aids-klinikkernes arbejde, sådan at flere hiv-smittede i fattige isolerede landsbyer har fået adgang til sundhedshjælp. Eller i Malawi, hvor samarbejdspartnere i 2011 brugte mange kræfter på at mobilisere folkelige og kirkelige kræfter for at kræve politiske ændringer i en kriseramt regering. I Honduras har en samarbejdspartners lobby- og fortalervirksomhed for landets oprindelige befolkning; maya-chortiz og deres ret til jord betydet, at fem maya-indianske landsbyer har fået formelle skøder på 235 hektarer jord. Det betyder på længere sigt, at de maya-indianske landsbyer kan forbedre deres levevilkår, udvikle bæredygtigt landbrug og dermed skabe økonomisk vækst lokalt. Finn Tarp, som er professor i økonomi ved Københavns Universitet, er heller ikke i tvivl om, at ulandshjælp generelt har betydet højere økonomisk vækst i modtagerlandene, end de ellers ville have haft. Han har gennemført metodiske studier i løbet af de seneste tre år, hvor han har analyseret 36 afrikanske lande og effekten af den u-landsstøtte, de har modtaget.
6 12
”Pointen er, at det ville være gået meget værre uden bistand. I en lang række situationer har bistanden været med til at sikre, at det ikke er gået helt så galt, som det kunne have gået,” siger Finn Tarp. ”Hvis man for eksempel er i dialog med en befolkning om, hvordan man opbygger et demokrati, eller hvis man sikrer rent drikkevand til beboerne i en landsby, vil det ikke umiddelbart kunne aflæses i statistikken for bruttonationalproduktet. Men det vil afgjort gøre, at landsbyboerne får et bedre liv,” siger Finn Tarp.
Chilier i stedet for majs Birgitte Qvist-Sørensen fra Folkekirkens Nødhjælp har for nylig været i Etiopien, som er et af de lande, der har modtaget støtte til landbrugsprojekter gennem mange år. Hun medgiver, at Etiopien ikke har haft en bragende vækst på det nationale plan, fordi samspillet mellem erhvervslivet, befolkningen og staten ikke er stærkt nok. Men væksten i lokalområderne er til at tage og føle på: ”I Etiopien har vi blandt andet lavet vandingssystemer, som betyder, at bønderne i stedet for kun at dyrke majs, nu også dyrker chilier. Chili har en meget højere handelsværdi på markedet, og det giver blandt andet bønderne penge til at sende deres børn i skole. Så på den måde skaber mange af vores projekter både en uvurderlig lokal økonomisk vækst og en stærkt forhøjet livskvalitet for de lokale,” forklarer hun.
Antallet af donorer stiger At kunne hjælpe til at udvikle forhøjet livskvalitet og forbedre levevilkårene for verdens fattigste – er noget, som Folkekirkens Nødhjælp og andre ngo’ere er rigtigt gode til, mener mange danskere. Det viser Epinions undersøgelse fra september 2012 om danskernes holdning til udviklingsarbejde. Og kigger man på, hvor mange donorer og bidragydere, Folkekirkens Nødhjælp har, taler tallene også for sig selv. Hvert år bidrager flere end 100.000 mennesker til Folkekirkens Nødhjælps arbejde. ”Det er en fantastisk opbakning, som gør en ydmyg og taknemmelig. Uden donorer og bidragydere kan vi intet. Det er jo blandt andet den folkelige opbakning, som har gjort det muligt for os og vores samarbejdspartnere gennem 90 år at bekæmpe sult og fattigdom,” siger Birgitte Qvist-Sørensen og fortsætter: ”Da jeg blev ansat her, syntes jeg, at det var en lidt ’fedtet’ og meget sparsommelig arbejdsplads. For eksempel når vi skulle holde kurser eller personaleweekender, så foregik det i en af de ansattes sommerhuse. Men så fandt jeg ud af, at det er, fordi her er en stærk og fælles overbevisning om, at bidragydernes penge skal ud og arbejde for dem, der virkelig har brug for dem. Så må vi andre tage tre forskellige busser i stedet for en taxa. Også selv om vi kommer sent hjem med fly fra en rejse. Og det er faktisk super fedt, når man tænker på, at pengene kommer andre til gavn,” siger hun.
Mange flere danskere tror på, at u-landsbistanden nytter. Men når historier om
tema/3 skarpe
for eksempel korruption fylder medierne, næres tvivlen om bistandshjælpen nu også når de rigtige mennesker. Det er Folkekirkens Nødhjælps fornemmeste opgave at blive ved med – igen og igen – at fortælle om kampen mod fattigdom, bekæmpelse af sult og korruption. Her besvarer Folkekirkens Nødhjælps kommunikationschef Mads Klæstrup Kristensen tre skarpe
Kommunikationschef Mads Klæstrup Kristensen Hvorfor skal danskerne være med til at bekæmpe fattigdom ude i verden? Fordi vi kan. Det er det korte svar. Egentlig holder jeg ikke af formuleringen ’danskerne skal’. Enhver kan gøre op med sig selv om – eller hvordan – man ønsker at ændre verden til det bedre. Jeg tror, vi kan. Og vores muligheder er også de fattigstes muligheder. Hvordan sikrer Folkekirkens Nødhjælp, at de positive resultater om udviklingshjælp formidles til danskerne? Det gør vi på rigtig mange måder. Men det er drøn ærgerligt, at der er så stort et misforhold mellem det indtryk, man får i nyhederne og så de mange fremskridt, vi oplever hver dag. Sandheden er meget mere opløftende end nyhedsmediernes dækning. Folkekirkens Nødhjælp gør alt, hvad vi kan for at fortælle danskerne om resultaterne af den indsats, vi sammen yder. Vi gør det på mange måder. Vi gør det i alle de medier, vi kan. Vi hjælper pressen med også at se de positive historier. Vi følger op med personlige breve til givere, der har støttet en specifik sag. Vi fortæller om resultaterne i vores magasin til vores cirka 80.000 støtter. Vi gør det gennem
Hvad ser du som Folkekirkens Nødhjælps største udfordring i forhold til at fortælle danskerne om arbejdet blandt verdens fattigste? At hver en krone vi bruger på nødvendig dokumentation og kommunikation tilbage til giverne, den tager vi fra arbejdet til fordel for verdens fattigste. På den ene side er det nødvendigt med høj kvalitet i oplysnings og kommunikationsarbejdet. Vi er forpligtet på at vende tilbage til de mennesker, der gør hjælpen mulig. Vi er forpligtet til at dokumentere den forandring de har skabt i verden. Gør vi ikke det, mister vi befolkningens tillid og fortsatte støtte. På den anden side er der kun et sted at hente pengene. Fra midler man ellers kunne have brugt på at sikre flere af verdens fattigste et værdigt liv. Det er en udfordring som vi skal tage alvorligt, hvis vi skal finde den rette balance.
I 90 år har Folkekirkens Nødhjælp hjul pet mennesker i nød. Overalt i den fat tige verden er menneskers liv blevet ændret til det bedre. Sultne har fået mad, børn er kommet i skole, og fat tige har får mulighed for et værdigt liv. Takket være danskere, der har skænket Folkekirkens Nødhjælp en testamenta risk gave. Enhver gave i et testamente er med til at gøre en forskel uanset størrelse. Vi vil være meget taknemmelige, hvis du vil overveje at betænke os med en gave, når du skriver dit testamente. rIng til Folkekirkens Nødhjælp på tele fon 3315 2800 og få gratis og uforplig tende vejledning om, hvordan et tes tamente til Folkekirkens Nødhjælp kan hjælpe mennesker til et liv før døden. www.noedhjaelp.dk/testamente Foto valgerdur hvidt larsen
Lad Livet gå videre når du er gået bort
vores mange engagerede frivillige blandt andet i vores genbrugsbutikker. Vi gør det med små opdateringer på Facebook om skæbner, der er blevet ændret til det bedre. Og vi gør det gennem store landsdækkende kampagner om den positive udvikling i kampen mod global fattigdom.
13 6
tema/vejen ud af fattigdom
Doktor Afrika Kyabuggu Flugensio går under navnet doktor Afrika og er landsbyens heksedoktor. Indbyggerne opsøger ham i klinikken her, når de er syge. Heldigvis er doctor Afrika så fornuftig, at han sender sine patienter videre, hvis han får mistanke om hiv/aids.
Landsbyen Kampangi ligger på en bjergtop i det sydligste Uganda med udsigt til en tropisk skov og grønne bakkedale. Her er bananpalmer, avokado, mango, papaya og jack-fruit. Området er skabt af vulkaner, og jorden er rød af laterit. Byen har 630 indbyggere, som er godt i gang med at finde deres vej ud af den ubeskrivelige fattigdom, de lever i. Her er mangel på mad, her er malaria, aids, dårlige veje, forældreløse børn, korruption og mangel på uddannelse. Men selv når et menneske er allerlængst nede, besidder det en kraft. Indbyggerne besidder en energi og lyst til at arbejde sig ud af problemerne. I Kampangi gør en af Folkekirkens Nødhjælps samarbejdspartnere, CIPA, en stor indsats; forebygger hiv/aids, finder de allersvageste og hjælper dem i gang med geder og køkkenhaver, og opretter lånesparegrupper, hvor medlemmerne kan låne penge og få gang i en lille butik og tjene penge.
Landsby på vej...
Jane Jane Nabiryo lever af at bage chapatis, en ugandisk udgave af madpandekager. Hun er gift, har fem børn og er med i den lokale låne sparegruppe. Chapati-salget går så godt, at der er råd til at sende børnene i landsbyens grundskole, St. Henry’s.
Skolegang Det er gratis at gå i skole i Uganda. Og så alligevel ikke. Forældrene skal betale et lille beløb til skolens udviklingsfond, og der er udgifter til bøger, blyanter, materialer og skoleuniform. Så det er ikke alle børn der går i skole.
6 14
Winfred Winfred er landsbyens måtte-opkøber, som hun sælger med fortjeneste i Tanzania. Her er hun på vej hjem med et læs af de palmegrene, der bliver brugt til at flette måtter af. Winfred har fået geder og køkkenhave og er med i landsbyens lånesparegruppe. Læs Winfreds historie på næste side
Offentlig transport Der kommer ikke lige en bus forbi i Kampangi. Men man kan hyre en boda-boda, som motorcyklerne kaldes i Uganda. Det koster omkring 1000 Uganda Shillings (2 kr.) pr. kilometer. Hvis man tør.
Molly
15 6
TEKST EVA HØJRUP FOTO PETER HØVRING
Molly Nanyomo dyrker bønner, løg, aubergine og tomater, som hun sælger i sin bod ud til landsbyens grusvej. Hun er medlem af lånesparegruppen “Mukama tagabira atudde”. Det er luganda og betyder, at Gud aldrig giver til dem, der ikke arbejder hårdt.
tema/vejen ud af fattigdom To geder, hjælp til etablering af køkkenhave og mulighed for at låne penge. Det er opskriften på, hvordan et menneske ved egen hjælp kan arbejde sig ud af fattigdom. Det lyder simpelt. Men for hvert enkelt menneske er det et langt sejt træk.
En bøn for Winfred Nakalanzi TEKST EVA HØJRUP FOTO PETER HØVRING
Der er messe i den katolske kirke i landsbyen Kampangi i Uganda. Kirken ligger, hvor landsbyen begynder, på et bakkedrag ved grænsen til Tanzania. Børn og voksne kommer gående mod kirken ad den lange røde jordvej, der binder landsbyen sammen. Inden for i kirken synger en høj klar sopran for, så stemmer alle kirkegængerne i og fylder rummet med sang og bønner. Inventaret er beskedent. Væggene er røde rå mursten. På gulvet ligger tørrede strå. I hovedskibet sidder de voksne på lave træbænke, i fløjene sidder børnene på gulvet. Solen kaster stråler gennem vinduerne og rammer Winfred Nakalanzi. Hun lukker øjnene, knuger sin bedekrans og tæller.
Blev frosset ud Dagen før messen har vi besøgt Winfred hjemme. Hun bor i en slidt hytte af grene og lerjord, og taget er lavet af rustne og bulede blikplader. Hos Winfred bor der fem børnebørn, de tumler rundt imellem os og kigger nysgerrigt frem bag Winfreds ryg. Winfred fortæller om sig selv. Hun er enke, 50 år, og hiv-smittet. For få år siden var hun udstødt i det lille landsbysamfund. ”Jeg var tynd og vejede kun 39 kilo. Jeg følte mig isoleret, jeg gik ikke ud, og jeg gik slet ikke i kirke, det turde jeg ikke,” fortæller Winfred. Winfred bliver vred, når hun tænker tilbage på, hvordan hun blev behandlet, da hun var allermest nede.”Landsbyens indbyggere frøs mig ude. De flygtede, når jeg kom gående, og de fik øje på mig. De få venner, jeg havde, kom til mig her i min hytte,” fortæller hun. Winfred fandt ud af, at hun var hiv-smittet i 2004. Hun var syg og afkræftet, og til sidst
6 16
satte en af hendes venner hende op på sin cykel og kørte hende til sundhedscenteret 30 kilometer væk. Her blev hun testet hivpositiv og kom i behandling med hiv-medicin. Hun var indlagt i to måneder. Tilbage i landsbyen forsøgte hun at vende tilbage til hverdagen og skaffe mad. ”Jeg tiggede hos naboerne, jeg tog alt det arbejde, jeg kunne få hos andre, men havde ikke altid kræfter til det. På det tidspunkt spiste vi kun et måltid mad om dagen,” fortæller hun.
Lev stærkt – dø ung Årsagerne til Winfreds – og mange andre menneskers - problemer begynder ved et fiskerleje, 25 kilometer fra Kampangi. Her ligger Kasensero, der har 2000 indbyggere. De aflange træbåde er trukket på land og ligger i sandet, så langt øjet rækker. Victoriasøen glimter. Fiskerne renser deres net. I små boder langs stranden kan man købe passionsfrugtjuice og mad. Det lyder idyllisk, men virkeligheden er en anden. Her ved havet leves livet hårdt uden tanke for i morgen. Byer som Kasensero er centrum for handel med fisk, olie, salt og sukker og mange andre varer. Her er penge og dermed også barer, alkohol og prostituerede. Her er arbejde at få, og det tiltrækker mænd og kvinder fra de nærliggende landsbyer som eksempelvis Kampangi. Desværre er kulturen også sådan, at mændene glemmer at bruge kondom og beskytte sig selv og deres partnere mod hiv. 40 procent af befolkningen i Kasensero er smittet. Og den høje forekomst af hiv trækker sine spor helt ud i nabolandsbyerne. Winfreds mand døde af aids for 15 år siden, og Winfred er ikke i tvivl om, at det var ham, der smittede hende med hiv. Han arbejdede som handelsmand ved fiskernes landingsplads. ”Min mand havde mange kvinder. Da han levede, skændtes vi tit over hans utroskab, jeg var meget ked af det og følte, at folk sladrede om det,” fortæller Winfred.
Råd til enkelte goder Mens Winfred fortæller sin historie, sidder hun med sit barnebarn, Rose, i skødet. Rose er to år og ser træt ud, hun lider af navlebrok, men Winfred har ikke penge til at få hende opereret. Til sidst fal-
Det gør Folkekirkens Nødhjælp Folkekirkens Nødhjælp arbejder i Kampangi gennem partneren CIPA [Community Initiative for the Prevention of HIV/Aids in Uganda] Den lokale ngo står for et treårigt projekt fra april 2011 til december 2013. Projektet støtter landsbysamfundets svageste medlemmer. Projektet oplyser om hiv/aids og giver deltagerne landsbrugsstøtte i form af geder og køkkenhaver, samt muligheder for at spare op og låne i såkaldte VSLA-grupper [Village Savings And Loans Association]
nebørnene alle de forskellige grøntsager fra køkkenhaven. I øjeblikket spiser familien tre måltider om dagen. Det betyder, at Winfred har taget på. I dag vejer hun 52 kilo, fortæller hun og sender mig et stort varmt smil. I juli 2011 kom Winfred med i en af de første lånesparegrupper, som CIPA har organiseret i landsbyen. ”Da CIPA holdt et orienteringsmøde sidste år, var jeg straks interesseret, bl.a. fordi jeg kunne låne penge. Det var der, ideen til min måtte-forretning opstod,” fortæller hun. Winfred havde spottet, at hun kunne opkøbe de måtter, kvinderne i Kampangi fletter – for næsen af de udenlandske opkøbere fra Tanzania. I lånesparegruppen kunne hun låne penge, opkøbe måtterne og tage til Tanzania og sælge dem med en god fortjeneste.
Jeg er i live der hun i søvn, og Winfred skubber hende blidt ind på tæpperne i rummet ved siden af. Det er nyt for Winfred at eje et tæppe. Men for første gang siden Winfred mistede sin mand, har hun i dag fået råd til at købe enkelte goder, så hun har købt to tæpper og en termokande til te. For to år siden skete der nemlig noget, der har fået afgørende betydning for Winfreds mulighed for at arbejde sig ud af fattigdommen. I foråret 2011 begyndte Folkekirkens Nødhjælps partner CIPA (Community Initiative for the Prevention of HIV/Aids in Uganda,) at arbejde i Kampangi. Winfred fik to geder og hjælp til at etablere en køkkenhave. Hjælpen har betydet, at Winfreds muligheder for at skaffe mad og forsørge sin familie er blevet væsentligt bedre. ”Jeg blev så glad, for jeg havde mange problemer med at skaffe mad og penge,” fortæller hun. I dag dyrker Winfred kål, grøn og rød peber, aubergine, gulerødder og tomater. I høstsæsonerne, der falder to gange om året i Kampangi, spiser Winfred og bør-
I kirken tænder kateketen paraffinlampen på det lille alter. Trommerne er dybe, og koret begynder at synge. Alle klapper i takt, da otte korpiger danser ind ad midtergangen med vuggende bastskørter på hofterne. Efter messen sætter Winfred sig i sideskibet for at bede stille for sig selv. Jeg mindes hendes sidste ord under interviewet i hytten. ”Det bedste, der er sket for os her i landsbyen, er, at CIPA kom og støttede os, og at de introducerede lånesparegrupperne. Nu kan jeg drømme om at være i live. At se mine børnebørn vokse op. Jeg kan spare op til Roses operation. Og engang får jeg måske endda råd til at bygge et nyt og pænere hus. ”Winfred sidder på knæ med lukkede øjne og beder sin bøn. Jeg håber, at det lykkes for hende.
17
6
magasinet/verdensvarer
Engleskyts til træet TEKST JULIE KOFOED FOTO MIKE KOLLÖFFEL
Byd julen inden for i dit hjem med farvestrålende træengle, der pynter på juletræet. Englene er produceret på et dagcenter i Sankt Petersborg, der hjælper enlige, arbejdsløse kvinder, som har svært ved at forlade hjemmet på grund af børnepasning eller pleje af syge forældre. På centret får de et kursus i russisk traditionel træmaling, det vil sige dekoration af diverse træting, lige fra dukker til skeer og æsker. De får også hjælp til det efterfølgende salg af de færdige varer. Projektet giver dermed kvinderne en chance for at komme videre i livet. Englene er cirka 9 cm høje og fås i mange farver og nuancer
Pris: 75 kroner
Du kan købe træenglene og andre julevarer på nødhjælp.dk/netbutik eller i receptionen hos Folkekirkens Nødhjælp, Nørregade 15, 1165 København K, Telefon 33 15 28 00
Åbent mandag - fredag 8.30 - 16.00 15. december 11.00 - 16.00 27. og 28. december 9.00 - 15.00
6 18
magasinet/klumme foto mikkel østergaard
af Lisbeth Engbo pressechef i Folkekirkens Nødhjælp
Myanmars forvandling På den lokale restaurant sidder jeg under et stort farvefoto af Aung San Suu Kyi. Senere cykler jeg forbi hendes billede sømmet op på en husgavl. På markedet hænger hendes portræt i en bod med silkestoffer. For bare et par år siden var det utænkeligt at udstille et billede af The Lady, som de kaldte den fængslede oppositionsleder, fordi de ikke turde sige hendes navn højt af frygt for at blive straffet. I dag bevæger hun sig frit omkring, hun er valgt ind i parlamentet, og hendes billede er på forsiden af aviser og hænger til offentligt skue. Meget er sket, siden jeg i 2002 var her første gang for at få et indtryk af, hvad Folkekirkens Nødhjælp kunne gøre for befolkningen i det undertrykte og fattige land. Dengang var der skrappe og helt uigennemskuelige regler for, hvor vi som udlændingene måtte færdes = næsten ingen steder. Da vi endelig fik tilladelse til at køre ud på landet sammen med en af vores kirkelige samarbejdspartnere, havde vi en ’vagthund’ med fra regeringen. Han fulgte os overalt og lyttede til, hvad vores værter fortalte os. Med det resultat, at vi fik en gang sluddersladder og ingen reelle historier om, hvordan civilsamfundet dengang sneg sig til at hjælpe den fattige landbefolkning. Den historie fik jeg først, da vi senere mødtes, og jeg måtte endelig ikke citere nogen for noget.
Jeg vendte hjem fra rejsen med tom blok og indtørret kuglepen og en dyb frustration over som journalist at være totalt stækket. Her ti år efter kalder de fleste, jeg møder, deres land for Myanmar. Jeg slipper for ’vagthunde’ på bagsædet af bilen, og vores samarbejdspartnere fortæller åbent om deres arbejde. ”Du er velkommen til at citere mig,” siger Nilar fra organisationen Local Ressource Center, før hun over en kop kaffe kaster sig ud i at fortælle mig om civilsamfundets rolle nu og tidligere. Hun forklarer, at det for civilsamfundet hele tiden har handlet om at indtage og udnytte det rum, der har været til rådighed og prøve at udvide det. Før var det et lillebitte rum, nu er det pludselig blevet meget større. Lidt senere snakker Dr. Kyaw Thu fra organisationen Paungku om, hvordan de hele tiden har testet, hvad der var følsomt, og hvad man kunne udtale sig om. Han mener ikke, at man i længden kan undertrykke et folks behov for at ytre sig. Så finder de bare andre måder at udtrykke sig på, for eksempel gennem teater, musik og billedkunst. Vi glæder os sammen over, at medierne i Myanmar nu kan skrive mere åbent og kritisk om forholdene i landet. Men han understreger, at medierne hele tiden, selv da de var mest kuede, har spillet en vigtig rolle. For gennem dem kunne man holde øje med, hvad regeringen tænkte. Personligt glæder jeg mig over, at jeg omsider kan begynde at fortælle åbent om vores arbejde i Myanmar.
Jeg slipper for ’vagthunde’ på bagsædet af bilen, og vores samarbejdspartnere fortæller åbent om deres arbejde
19
6
Denne her rejse har gjort mig endnu mere motiveret til at være protektor. Jeg er virkelig imponeret over Folkekirkens Nødhjælps arbejde.
TEKST LISBETH ENGBO FOTO ERIKA PIÑEROS
Prinsesse Maries besøg i Cambodja På sin første rejse som protektor for Folkekirkens Nødhjælp besøgte Prinsesse Marie slumområdet Andong i hovedstaden Phnom Penh samt et krisecenter for kvinder og et uddannelsescenter for gadebørn i hoved staden. Prinsessen fik også lejlighed til at studere aktiviteter, der er med til at forbedre levevilkårene for fattige landsbybeboere i landsbyen Kroch. Folkekirkens Nødhjælps samarbejds partnere Cambodian Women’s Crisis Center, Licadho, Mith Samlanh og organisationen Padek viste Prinsesse Marie rundt.
6 20
”Jeg har selvfølgelig læst om fattigdom i aviserne. Men virkeligheden er meget anderledes, meget hårdere at opleve. Det går virkeligt i mit hjerte. Samtidig har det været godt at opleve, at mennesker er stærke, også selv om de er fattige.” Ordene kommer spontant og alligevel eftertænksomt fra Prinsesse Marie, der sidder et øjeblik ved Tonle Sap floden og sunder sig efter det sidste besøg i slumområdet Andong cirka 20 kilometer uden for hovedstaden Phnom Penh. Det er sidste dag af prinsessens rejseprogram i Cambodja, som Prinsesse Marie besøger på sin første rejse som protektor for Folkekirkens Nødhjælp.
Blandt blikskure og affald I slumområdet i Andong, som prinsessen har besøgt, lever 1.700 familier under kummerlige og særdeles uhygiejniske forhold og uden jobmuligheder. Familierne blev tvangsforflyttet hertil fra deres hjem i centrum af hovedstaden, fordi området skulle forvandles til ’big business’ kontorer og hoteller. Prinsessen besøgte blandt andet en familie på 10 medlemmer, der var mast sammen i et lille blikskur. Udenfor flød dåser, plastic, madrester og ekskrementer fra dyr og mennesker. Der var ingen kloakering. ”Det er det værste, jeg har oplevet”, siger Prinsesse Marie efter besøget i Andong, hvor Folkekirkens Nødhjælps samarbejdspartnere arbejder med at forbedre slumboernes rettigheder og levevilkår. ”Det var godt at møde Folkekirkens Nødhjælps dygtige samarbejdspartnere og se og høre om, hvordan de arbejder. For eksempel hjælper de
magasinet/cambodia
Prinsessen mødte de fattige på landet og i storbyslummen Katastroferamte landsbyboere og fordrevne slumboere fik besøg af H.K.H. Prinsesse Marie på hendes første rejse til Cambodja som protektor for Folkekirkens Nødhjælp.
forældre ved at lære dem at lave smykker og tasker, som de kan sælge og derved få en indtægt. På den måde kan de forsørge deres familier, og de kan bevare håbet og værdigheden,” fortæller prinsessen.
Kontanter er del af nødhjælpen Dagen forinden var Prinsesse Marie sammen med gene ralsekretær Henrik Stubkjær på en næsten fem timer lang køretur til landsbyen Kroch i det østlige Cambodja. Landsbyen blev sidste år, ligesom store dele af det øvrige Cambodja, ramt af voldsomme oversvømmelser. Det betød, at de risplanter, som familierne ellers skulle leve af, var rådnet væk på markerne. Her delte prinsessen pengekuverter ud til familier, hvis overhoveder er syge, gamle, handicappede eller enker, og som hver dag kæmper for at holde sulten fra døren. Pengene er en særlig form for akut nødhjælp i landsbyen, hvor Folkekirkens Nødhjælps lokale partner står for projektet.
Mad og medicin hjælper familierne ”Vi køber mad og medicin for pengene,” fortalte en taknemmelig far til tre. Han og hans kone er begge smittet med hiv, og det samme er deres kun to måneder gamle baby. Men med kontanthjælpen kan de klare sig, indtil de igen kan høste ris.
Prinsessen lyttede med alvorlig mine og kastede et ømt blik på den lillebitte baby, der lå og sov i en hængekøje. I et lille hus lavet af tørrede palmeblade mødte prinsessen enken Soch Chhang. Hun er hørehæmmet og cirka 80 år, og hun har ansvaret for to børnebørn, hvis forældre begge er døde. Kuverten med nødhjælpspenge er det, der lige nu holder dem i live, fortæller enken. ”Det er virkelig hårdt at stå over for familier, der er så hårdt ramt. Flere af dem kiggede lige på mig, nogle med klare blikke, mens andre havde meget triste øjne,” sagde prinsessen bevæget efter besøget.
Mere motiveret end nogensinde Med hovedet fyldt med informationer og stærke oplevelser har prinsessen afsluttet sin første rejse som protektor for Folkekirkens Nødhjælp: ”Denne her rejse har gjort mig endnu mere motiveret til at være protektor. Jeg er virkelig imponeret over Folkekirkens Nødhjælps arbejde. Sammen med lokale partnere gør de et stort stykke arbejde for at bekæmpe sult og fattigdom. De er med til at hjælpe og give håb, og på den måde gør de virkelig en forskel. Derfor rejser jeg hjem med et smil, men også med lidt ondt indeni, fordi det har været hårdt at opleve, hvordan mennesker hver dag må kæmpe for at leve,” siger Prinsesse Marie.
21 6
magasinet/kalender
december/12
januar/13
26/11 - 7/12 Klimatopmøde i Doha Folkekirkens Nødhjælps klimarådgiver blogger fra klimatopmødet i Qatar på www.u-landsnyt.dk
10/12
21/1 - 3/2
FN’s Menneskerettighedsdag Verdenserklæringen om Menneskerettighederne blev ved taget på FN’s tredje generalforsamling den 10. december 1948.
Pitstop til Burma/Myanmar og Thailand Kom tæt på unge fra Myanmar og få indsigt i, hvordan udviklingsprojekter fungerer.
3/12 - 7/12
30/1
Minerydningskonference En lang række internationale organisationer, heriblandt Folkekirkens Nødhjælp, deltager i en stor minerydningskonference i Geneve. Læs mere på www.icbl.org
Nødhjælpens Ungdom holder netværksmøder Kl. 17.00 Nørregade 15, København K Kl. 17.00 Østerågade 4, 3. tv., Aalborg C Kl. 17.00 Klostertorv 6, 3. th., Århus C
foto mikkel østergaard
siden sidst
Verden mod sult
I anledning af World Food Day (FN’s Verdensfødevaredag) udgav Folkekirkens Nødhjælp notatet ”En ny fødevarekrise truer – igen!” om de stigende fødevareprisers konsekvenser for verdens fattigste lande. Notatet indeholder også en række anbefalinger til, hvad Danmark kan gøre i forhold til at afhjælpe den globale sult og afværge en ny global fødevarekrise. Af notatet fremgår det, at Danmark bør arbejde mere målrettet for at sikre retten til mad i verden. ”En del af løsningen kan findes i at udvikle landbruget i de fattigste lande. Men Danmark bør også sætte større fokus på retten til mad og med for eksempel at hjælpe verdens fattigste med at forebygge katastrofer og tilpasse sig klimaforandringerne,” siger Folkekirkens Nødhjælps internationale chef, Birgitte Qvist-Sørensen. Målet med World Food Day er at øge befolkningens bevidsthed om sultproblemerne og styrke solidaritet i kampen mod sult. På dagen udgav FN’s Fødevare- og Landbrugsorganisation, FAO, sin årlige statusrapport, hvoraf det fremgår, at antallet af sultende på globalt plan er faldet med 13,2 procent og nu er på 868 millioner. Men FAO understreger, at antallet er ”uacceptabelt højt” og advarer om, at kampen mod sult går langsommere end tidligere.
6 22
Tilmeld dig på www.nødhjælp.dk/pitstop
Global strategi for arbejdet
Folkekirkens Nødhjælp har udgivet Global Strategy 20132016, som bliver det overordnede strategiske værktøj for organisationens internationale arbejde. Samtidig udkom den årlige rapport, Global Report 2011, som opsummerer de resultater, Folkekirkens Nødhjælp og lokale samarbejdspartnere verden over har opnået med de 395 millioner kroner, der er blevet brugt i 2011 på at bekæmpe sult og fattigdom i verdens fattigste lande.
21 mio. kr. til ammunitionsrydning
Der bliver sat yderligere tempo på Folkekirkens Nødhjælps oprydning efter krigen i Libyen i 2011 med en bevilling fra EU’s udviklingskontor EuropeAid på 21 millioner kroner. Udover rydning af ueksploderet ammunition giver bevillingen også mulighed for at udvide opbygningen af lokale myndigheders evne til at håndtere og bortsprænge ammunition på sikker vis. Samtidig vil arbejdet med psykosocial hjælp til traumatiserede børn blive udvidet til 50 skoler i byen Misrata.
EU-strategi for rettigheder
EU-landene har vedtaget en ny strategi for civilsamfundet i de lande, som EU yder udviklingsbistand til og har samarbejdsaftaler med. Det kan bl.a. komme civilsamfundet i Honduras til gode. Siden statskuppet i 2009 i er situationen for menneskerettigheder i landet blevet stærkt forværret. Men i EU’s ny strategi for civilsamfundet står respekt for menneskerettighederne centralt og ledsages af en anerkendelse af civilsamfundet som en afgørende selvstændig demokratisk aktør. Strategien lægger desuden op til at styrke samarbejdet mellem EU og de folkelige organisationer.
Falch-koncert indbragte 90.000 kr.
Roskilde Domkirke dannede ramme om en udsolgt koncert med sangstjernen Michael Falch, som indbragte 90.000 kroner, der ubeskåret gik til Folkekirkens Nødhjælp. Sognepræst Poul Kofoed Christiansen havde stablet koncerten på benene, og omkring 500 deltog.
februar/13
k! Hogunes ind-
8/2
S samling den søndag s 2013 t 10. mar
Danmarks Indsamling DR og 12 humanitære organisationer samler traditionen tro ind til støtte for Afrikas vej mod FN’s 2015-mål om udvikling. www.danmarksindsamling.dk
18/2 - 10/3 Sultkaravanen kører Danmark tyndt Masser af unge konfirmander og efterskoleelever får besøg, når Slutsult.nu-karavanen med unge frivillige fra Folkekirkens Nødhjælp og Silkeborg Højskole kører land og rige rundt. Se hvor og hvornår på www.slutsult.nu
Fokus på ældres rettigheder
Folkekirkens Nødhjælp satte globalt fokus på ældres rettigheder ved en høring arrangeret i samarbejde med Ældre Sagen, hvor udviklingsminister Christian Friis Bach holdt hovedtalen. Baggrunden for høringen var blandt andet en ny FN-rapport, der viser, at andelen af fattige ældre i verden stiger. I 2020 vil den globale befolkningsgruppe over 60 år nå en milliard mennesker, hvoraf 80 procent vil bo i ulandene. ”På grund af den demografiske udvikling er vi nødt til at forholde os til de mange ældre og tage fat nu, inden katastrofen indtræffer,” sagde generalsekretær for Folkekirkens Nødhjælp, Henrik Stubkjær, ved høringen. Folkekirkens Nødhjælp arbejder med ældres rettigheder i Malawi og Kirgistan via Operation Bedstehjælp, hvor ældre og seniorgrupper i Danmark kan være med til at støtte ældre i Kirgistan og Malawi.
27/2 Nødhjælpens Ungdom holder netværksmøder Kl. 17.00 Nørregade 15, København K Kl. 17.00 Østerågade 4, 3. tv., Aalborg C Kl. 17.00 Klostertorv 6, 3. th., Århus C
Kulturnat i Århus tiltrak nysgerrige
Mange interesserede dukkede op, da Nødhjælpens Ungdom deltog i kulturnatten i Århus. Her blev der delt flyers ud om køb af oliventræer og fortalt historier om deres kampagne Palæstina Ansigt til Ansigt. Eventen foregik på et hjemmelavet menneskebibliotek i form af et stillads, som ragede to meter op over jorden med møbler fra genbrugsbutikken på Silkeborgvej i Århus.
Med i Udviklingspolitisk Råd
Generalsekretær i Folkekirkens Nødhjælp, Henrik Stubkjær, er af udviklingsminister Christian Friis Bach blevet udnævnt til medlem af det nye Udviklingspolitiske Råd. Rådet tager over efter den nu nedlagte Styrelse for Danida og skal være med til at lægge den fremtidige udviklingspolitiske strategi i Danmark.
GENBRUG ER Du finDer masser af fantastiske julegaver i vores genbrugsbutikker, Der båDe gavner og glæDer.
Støt Folkekirkens Nødhjælps arbejde med at give verdens fattigste en lysere fremtid
BRUG GIROKORTET I DAG
Giv et bidrag Giv en familie en fremtid afrives inden indbetaling
Overførsel fra kontonummer
8
Sorteret Magasinpost 41030
7
PP
Meddelelser til Folkekirkens Nødhjælp kan ikke skrives på dette girokort. Tilmelding til BetalingsService kan ske på telefon 3315 2800. Hvis du vil øremærke dit bidrag til hjælpearbejdet, skal du ringe på 3315 2800 og få tilsendt et andet girokort. Indbetaler
GIRO INDBETALING Beløbsmodtagers kontonummer og betegnelse
Øre
.
.
,
Til maskinel aflæsning – Undgå venligst at skrive i nedenstående felt
Beløbsmodtagers kontonummer og betegnelse Afsender
540-0023 Folkekirkens Nødhjælp Nørregade 15 1165 København K Tlf. 3315 2800 Underskrift ved overførsel fra egen konto
Kroner
Check og lignende accepteres under forbehold af, at Danske Bank modtager betalingen. Når du betaler kontant på et posthus med terminal, er det kun posthusets kvitteringstryk, der er bevis for, hvilket beløb du har betalt.
Afsender
500 221
Modtager
KVITTERING
Betalingsdato
Dag
Måned
eller
År
Betales nu
Sæt X
540-0023 Folkekirkens Nødhjælp Nørregade 15 1165 København K Tlf. 3315 2800
Post Danmarks kvittering
Gebyr for indbetaling betales kontant Kroner
4030S (11-12) DB 1540-027685
.
.
Øre
,