DEN GODE NATURHISTORIE

NÆSTE GENERATION AF VILDE STRANDTUDSER YNGLER I ZOO

Logik: Når levestederne forsvinder, forsvinder også de dyr, der lever der. Heldigvis har gode kræfter reddet strandtudsen og skabt nye levesteder.

Strandtudsen har det svært i Danmark. Levestederne forsvinder, og bestanden falder. I Zoologisk Have i København ser man naturbevarelse som en bunden opgave, og netop strandtudsen indgår i et af havens projekter, hvor man arbejder for at genoprette levesteder og bevare bestanden. Dette forår blev endnu en stor sending af haletudser avlet i Zoo sat ud til et nyt liv i naturen, hvor de forhåbentlig vil grundlægge næste generation.

forårsmånederne er det med særlig stor iver,

Idyrepasser Lene Vestergren Rasmussen ifører sig de grønne gummistøvler og skynder sig på arbejde i de tidlige morgentimer. Spændingen er stor hver morgen, hvor dagen starter i de store ynglebure hos Zoologisk Haves padder. Er der mon æg? Hver vandplante i burenes bassiner vendes nøje, og planter med lange tråde af æg, lagt i løbet af natten, lægges i nye bassiner, hvor haletudserne kan udklækkes.

“Den 27. april” står der på et skilt på en tank, der vrimler med små, vimsende haletudser. Det er strandtudserne, der er i gang med at yngle, og de små haletudser skal snart ud i den store verden. For de små i denne tank går turen til Refsvindinge på Fyn. De er nemlig efterkommere af den oprindelige bestand her.

“Vi sætter jo ikke bare tilfældige tudser ud tilfældige steder,” forklarer Lene Rasmussen.

Som så mange andre steder i landet har man også i Refsvindinge drænet jorden for at få landbrugsjord og byggegrunde, vandhuller er tørret ud, og tudsernes levesteder forsvandt.

“Det lykkedes en skolelærer fra området i 2008 at redde

en streng af æg fra strandtudserne. Æggene klækkede her i Zoo, og det er efterkommere fra den oprindelige bestand, vi sætter ud ved Refsvindinge,” fortæller Lene Vestergren Rasmussen, der har været ansat i Zoo i 33 år og i sin tid grundlagde Københavns Zoos padde-indsats i Danmark.

VI SKAL HUSKE VORES EGEN NATUR. Lene Rasmussens egen kærlighed til padderne begyndte hos den eksotiske tomatfrø fra Madagaskar, som Zoo avlede og sendte til andre zoologiske haver.

“Det er selvfølgelig en fin indsats, men jeg kunne jo stå her og se, hvordan vores egen paddebestand bare svandt og svandt. Hvis nogen kom og så os udefra, ville de råbe vagt i gevær og påpege, at vi er i en stor krise og ved at udrydde vores egne frøer og tudser, mens vi har travlt med at hjælpe i andre lande med deres truede dyrearter,” forklarer Lene Vestergren Rasmussen, hvis tanker var helt på linje med Zoologisk Haves store fokus på naturgenopretning som et vigtigt indsatsområde. Et opdrag især grundlagt af tidligere direktør Bengt Holst. Lige så stille udviklede tankerne sig til en regulær indsats startende med en klokkefrø i nød, der blev havens første genudsætningsprojekt.

FRA ÉT TIL NI PADDEPROJEKTER. Det var i 1995, hvor man oplevede en stor oversvømmelse på Hjortø i Det Sydfynske Øhav. Her blev en masse vigtige vandhuller for klokkefrø ødelagt. Dengang lykkedes det lokale at redde fire frøer, som blev sendt til Zoo for at yngle. I samarbejde med de lokale på øen blev levestederne genoprettet, og de næste år udsatte man haletudser avlet i Zoo fra den oprindelige bestand. I dag er der en bæredygtig bestand af klokkefrø på Hjortø igen, og der er ikke brug for at genudsætte haletudser mere.

Nu har Zoo ni projekter med frøer og tudser rundtom i landet: klokkefrø på Enø, strandtudser på Lindholm, grønbroget tudse ved Hundested for at nævne et par enkelte.

Lene Vestergren Rasmussen ved, der er kritiske røster, der taler mod genudsætning af truede arter.

“Min holdning er, at vi har pligt til at forsøge at genoprette dét, vi selv har ødelagt. Vores mål i Zoo er altid langsigtede: Levestederne skal genoprettes, og padderne skal på sigt udgøres af en levedygtig bestand,” siger hun.

Haletudser af strandtudse sættes ud i naturen.

DEN GÅDEFULDE STRANDTUDSE - NYT SPECIALEPROJEKT SÆTTER SENDERE PÅ TUDSERNE FOR AT LÆRE MERE

Strandtudsen er på mange måder noget af en gåde: Hvor og hvordan foretrækker den at overvintre? Hvor langt kan den egentlig bevæge sig rundt? Det er nogle af de spørgsmål, et helt nyt specialeprojekt skal kaste lys over. Det er specialestuderende i biologi ved SDU Caroline Pedersen, der begynder sit projekt i forbindelse med udsætningen af haletudser i Refsvindinge. Specialet er et pilotprojekt. Som forsøg monteres sendere på otte strandtudser, der sættes ud. Lykkes det at monitorere tudserne via senderne, skal projektet måske op i større skala, så man kan finde ud af mere om strandtudserne.

“Jo mere vi ved om tudsernes adfærd, og hvilket miljø de foretrækker, jo bedre kan vi lave genudsætningsprojekter. Vi kan tænke overvintringshabitater ind, og vi kan lægge vandhullerne, så vi er sikre på, tudserne kan vandre mellem dem, og der derved er forbindelse mellem levestederne,” siger Caroline Pedersen om formålet med at indsamle mere viden.

DEN SÅRBARE STRANDTUDSE

Strandtudsen er en lille tætbygget tudse, der kan blive otte centimeter lang. Man kan kende den på den gule stribe ned langs ryggen og på de grønne, næsten skinnende øjne. Som andre tudser har strandtudserne også et unikt mønster under maven, som gør, at man kan kende hver enkelt tudse fra de andre.

Strandtudsen er utrolig sårbar, den yngler kun i vandhuller med god vandkvalitet, og hvor der ikke er fisk eller andre rovdyr, der kan spise haletudserne. Den lever gerne i vandhuller på strandenge, der tørrer ud om vinteren, og hvor der afgræsses, så vegetationen ikke er alt for høj. Om vinteren går strandtudsen i hi, og om foråret kommer den frem og søger ned til vandhullerne for at parre sig og lægge æg. Haletudserne spiser alger, og de voksne tudser spiser fluer, biller og myrer. Lene Vestergaard med foderkugler af æggehvide og alger.

Min holdning er, at vi har pligt til at forsøge at genoprette dét, vi selv har ødelagt.

LENE VESTERGREN RASMUSSEN

TÆNK SOM EN TUDSE. I dag var der ikke gevinst i strandtudseburet. Ingen æg. Men det er okay. Tudserne er i fuld gang. Der er allerede godt med haletudser, og i dag ‘klamrer’ tudserne, som det hedder, hvor hannen sidder på hunnens ryg med et solidt tag omkring hende, klar til at befrugte æggene, når de kommer.

Lene Vestergren Rasmussen kører hånden søgende gennem vandplanterne en sidste gang for en sikkerheds skyld. Det er mannasødgræs, der findes i tudsernes vandhuller. Lene Vestergren Rasmussen har selv været ude og samle det ved vandhuller i naturen. Hun havde gjort alt klar til tudserne, da de kom op i burene i april. I vintermånederne ligger de mørkt og koldt i kasser med materiale, de kan gemme sig i.

“Det fantastiske ved at arbejde med padder er, at man er nødt til at genskabe de helt naturlige forhold for dem. Virkelig sætte sig ind i årstidernes gang hos tudserne og deres adfærd og levesteder. Ellers lykkes det ikke,” siger dyrepasseren, mens hun kaster to grønne sten ned til de piskende haletudser.

Det er en dansk opfindelse, forklarer hun:

“Vi pisker æggehvide og spirulina (et pulver af alger, red.) sammen og pensler det på sten. Når det er tørt, får haletudserne stenene at spise af, sammen med kogte kartofler og blancheret kinakål.”

DET LOKALE ENGAGEMENT ER FORUDSÆTNINGEN. Men haletudser vokser bedst i naturen, og en smuk forårsdag i år kom dagen for udsættelsen i det fri.

Tusindvis af haletudser udsættes forskellige steder i de mere eller mindre nygravede vandhuller ved Refsvindinge, blandt andet ved Refsvindinge natur- og kulturcenter. I samarbejde med Nyborg Kommune driver centeret et ungeprojekt, hvor unge under 30 år uden job eller uddannelse kan tilknyttes et forløb. De unge får netværk via centeret og en dagligdag med ansvar, fællesskab og masser af spændende gøremål indenfor blandt andet naturpleje og formidling. Man har et stort engagement omkring strandtudserne og har gravet tre vandhuller med håndkraft.

De unge, iført matchende T-shirts med teksten ‘Vi hjælper strandtudserne’, var selvfølgelig med til udsætningen af haletudser, der blev hældt ud af de store, hvide spande til den fynske frihed med alle ønsker om et godt liv.

“Vores gode samarbejde med natur- og kulturcenteret og de unge er meget sigende for vores projekter. Det er altafgørende for os i Zoo, at der er god lokal opbakning og et godt samarbejde med lokale. Og det er vi rigtig heldige at opleve,” siger Lene Vestergren Rasmussen.

Amphi Consult og Den Danske Naturfond er også gode partnere og støtter af projekterne, og en lille del af billetprisen til Zoologisk Have går også til tudserne, men det lokale ejerskab er ultravigtigt.

I Refsvindinge spiller natur- og kulturcenteret en stor rolle. Det lokale Refsvindinge Bryggeri har også gravet deres eget tudsevandhul og producerer en øl, Tudsebryg, der sælges i Zoo, og hvoraf fem kroner fra salget går til strandtudseprojektet.

I dag er også 21 lodsejere med i projektet og har fået gravet vandhuller.

SELV EN LILLE INDSATS KAN VOKSE. “Vi startede i Refsvindinge i 2008 med et enkelt vandhul eller to, og kritikerne så skeptisk på os, for hvad skulle det nytte? Ét vandhul?” Lene Vestergren Rasmussen slår spørgende ud med armene.

“I dag har vi 26 vandhuller,” fortsætter hun smilende. “vi sætter haletudser ud hvert år, men der er også set voksne strandtudser i området, de er hørt kvække, og de lægger endda æg visse steder nu. Så den oprindelige bestand er på vej tilbage. Det nytter noget. Man skal jo starte et sted, og det kan lige så godt være i det små, for det kan være, det vokser.”

Lene Vestergren Rasmussen samler de hvide spande ind, der nu er tomme. De unge fra natur- og kulturcenteret har sendt næste generation af haletudser afsted, og de er godt på vej.

Disse haletudser af strandtudse er opfostret i Zoo i København.

Et forskningsprojekt skal gøre os klogere på strandtudsen.

Her monteres sender på ryggen af strandtudse, så dens færdens kan monitoreres.

Strandtudse med monteret sender på ryggen.