5 minute read

SKOVSGAARD

Next Article
DN BUTIK

DN BUTIK

HESTE, KVÆG OG GRISE SKAL FORVANDLE SKOVSGAARD TIL VILD NATUR

Som det første gods i Danmark er Skovsgaard på Langeland ved at omdanne godsets jord med traditionelt landbrug til vild natur. Ved at græsse, trampe og rode i jorden skal store planteædere sørge for at skabe nye levesteder for planter og dyr.

I

april måned strakte engkabbelejen sig op mod solen ude på engen ved Skovsgaard Gods på Langeland. Omkring den struttende, gule forårsblomst var græsset bidt helt i bund, så engkabbelejen havde lys og luft omkring sig. Godsets arealforvalter Kristian Graubæk fandt hurtigt kameraet frem for at dokumentere scenariet og poste planten på Skovsgaards Facebook-side – i hans øjne var engkabbelejen nemlig ikke bare en smuk blomst, men et lysende, gult eksempel på den forvandling, som to tredjedele af godsets 389 hektar jord gennemgår netop nu.

Gennem århundreder har Skovsgaards jord været dyrket som traditionelt landbrug og skovbrug med kornmarker, kødkvæg, høslæt og skovområder med sirligt lige træstammer og en ryddelig skovbund. Men sammen med de to fonde Den Danske Naturfond og Danmarks Naturfond er Kristian Graubæk og hans kolleger i gang med at omdanne godsets område til vild natur med store græssende dyr som heste, kvæg og grise, samtidig med at Skovsgaard stadig skal producere kød og grøntsager – blot i mindre skala og på naturens præmisser.

“Vi giver så mange naturlige processer som muligt frit spil indenfor lovens rammer. Naturen kommer til at udvikle sig i den retning, den udvikler sig. Vi ved ikke præcist, hvad der kommer til at ske, men vi ved, at det virker,” siger Kristian Graubæk, der tidligere har stået i spidsen for et lignende, men mindre, projekt med helårsgræsning på Møn for Naturstyrelsen.

“Da vi slap tøjlerne på Møn, sprang naturen i luften på en positiv måde, jeg ikke havde turdet håbe på. Det gik så hurtigt. Jeg har de samme forventninger her,” siger arealforvalteren, der udover engkabbelejen har fotograferet hestelort – som tiltrækker gødningsbiller og dermed fugle – afbidte bævreasp og optrådte områder med bar jord som andre tegn på forvandlingen fra landbrugsmark til lysåben natur omkring Skovsgaard.

Vi giver så mange naturlige processer som muligt frit spil indenfor lovens rammer.

KRISTIAN GRAUBÆK

VILDTGRÆSNING OG SUMPET ENG. I vinter flyttede de første flokke af exmoorponyer og højlandskvæg ind på godset, hvor de skal leve af naturens planter – såkaldt vildtgræsning. Året rundt støvsuger dyrene området for selv de tørreste græstotter, hvilket skaber et lyst og åbent landskab for blomstrende urter som engkabbelejen. Grisene flytter ind om et år til halvandet, da svin kræver tilladelser og særlig hegning, der først skal etableres. Sammen kommer hestene, grisene og kvæget til at æde græs og små træer, trampe græstørv væk og rode jorden igennem med trynen på måder, der skaber levevilkår for andre og mere mangfoldige arter, end man finder omkring Skovsgaard i dag. De store græssende dyr sørger for at fjerne næring fra jorden, for lys, møg og bar jord og er dermed nøglen til genskabelsen af den vilde natur.

Men Kristian Graubæk og hans kolleger hjælper også naturen på vej med et par andre kneb. Som i så mange andre landbrug har jorden været drænet, men fremover skal drænene blokeres, og vandet flyde naturligt.

“Det medfører, at jorden bliver mere vandmættet. Når det bliver fugtigt i lavninger, begynder der at kunne vokse kærplanter som trævlekroner, klaseskærme lægebaldrian, kærtidsler, engkabbeleje og majgøgeurt, og fugle som dobbeltbekkasinen trives,” forklarer arealforvalteren. I godsets skove har maskiner sørget for at knække og vælte en del af de ranke træer for at skabe dødt ved, der er levested for svampe, insekter og fugle.

HVOR GODSFORVALTERNE TIDLIGERE har haft kødproduktion for øje, når de planlagde årets gang, skal kød nu ses som en sidegevinst. Hvert efterår tages et antal dyr ud fra vildtgræsningen og slagtes. Kødet bliver solgt fra godset. Selv om Skovsgaards vildtgræsningsprojekt har fonde i ryggen til at betale for indhegning af området, skal økonomien løbe rundt, på trods af at landbruget og skovbruget ikke længere drives traditionelt. I stedet for bøffer og træ kommer indtjeningen fremover til at bygge på naturoplevelser.

“Ligesom i en afrikansk nationalpark eller på godset Knepp i England kan folk få en naturoplevelse ved at overnatte i glamping-telte eller tage på guidede ture,” fortæller Kristian Graubæk. Vildtgræsningens første sommersæson kommer til at vise, hvordan publikum tager imod forvandlingen.

“Vi kommer ikke bare til at blive klogere på, hvad der sker, når man slipper store planteædere og vandet fri i et område som dette. Men også hvordan folk oplever det. Vi gør det så godt som muligt, uden at det går ud over naturen. Naturen har jo førsteret.”

Skovsgaard Gods omlægger hovedparten af sine arealer til vild natur med kvæg, vildheste og grise. Det skal skabe levesteder for truede arter og producere fødevarer på naturens og klimaets præmisser.

SE MERE PÅ DN.DK/NM

OPLEVELSER PÅ SKOVSGAARD GODS

Alle dage året rundt byder naturen omkring Skovsgaard Gods på oplevelser for publikum. Det indhegnede naturområde med stier og græssende dyr er åbent og gratis. I alle skoleferier og på helligdage tilbyder godsets naturcenter Kys Frøen aktiviteter, og når naturcenteret ikke er bemandet, kan man selv gå ind og bruge grej som fiskenet, waders, stereolupper og pande til pandekager over bål. Gennem sommeren arrangerer Skovsgaards naturvejledere blandt andet guidede ture. Hold øje med arrangementerne på skovsgaard.dn.dk under punktet ‘Det sker’. Nogle kræver tilmelding. Oplev for eksempel:

OVERNAT I TELTE Gå til ro med flagermus flyvende over teltdugen, og vågn op til fuglesang. Skovsgaard har indrettet glamping-telte med senge, dyner og spisebord, men man kan også vælge den mere primitive version med en hængekøje mellem to træer. Booking på skovsgaard.dn.dk.

VILD MAD Tag med på guidet sanketur, og tilbered dagens høst af vilde urter over bål. Hver tirsdag eftermiddag ruller Skovsgaards nye madtrailer, så gæsterne kan tilberede vild mad udendørs.

MELLEM HESTE OG KVÆG I NATUREN Hestevrinsk og muuuh’en er blevet del af lydbilledet omkring Skovsgaard. På guidede ture i Skovsgaards nye, vilde natur får gæsterne en introduktion til, hvordan de begår sig mellem de store planteædere, og indblik i, hvad dyrene betyder for genopretningen af naturen.

NATURSANS I en moderne hverdag med trafikstøj og ustoppelig informationsstrøm udvikler mennesket et filter, der beskytter mod bombardementet af sanseindtryk. Men samme filter blokerer også for at opleve og sanse naturen fuldt ud. På guidede ture øver gæsterne sig i at pille filteret af og sanse naturens forunderligheder.

PÅ OPDAGELSE I NATUREN FOR STORE OG SMÅ Skovsgaards naturcenter Kys Frøen inviterer børn og deres voksne til en række aktiviteter som fangst af dyr i vandhuller og kriblekrable i skov og på mark, snitteværksted, filtning og pandekager af hjemmekværnet mel over bål.

| SKOVSGAARDS BYDER OGSÅ PÅ FASTE UDSTILLINGER OM | LIVET FOR TJENESTEFOLK I GAMLE DAGE PÅØ-STRANDINGEN DEN SIDSTE DAG I 2. VERDENSKRIG HESTEVOGNE LANDBRUGSMASKINER

This article is from: