MAJFLUER

EPHEMERA DANICA OG DEN UNDERFULDE FORVANDLING

Det er slutningen af foråret i ådalen. Bøgen er sprunget ud, gøgen kukker i engene, og nattergalen synger i pilekrattet. Alt gror, og naturen er frodig og fyldt med liv.

S

amtidig sker der noget forunderligt på bunden af vandløbet. Gemt nogle centimeter nede i grus og sand krabber et sælsomt væsen sig rundt. Et dyr på godt et par centimeters længde, med tre haler, en krop fyldt op med synlige gæller, kraftige ben og robuste kæber. De seneste par år har ingen vidst af dets eksistens.

Men nu sker der en forbavsende forvandling, som kun naturen kan fremvise. Dyret svømmer i små ryk til åens vandoverflade og skifter nu helt identitet. I små vridende bevægelser frigør det sig for den krop, som mest af alt minder om et drabeligt fortidsuhyre i miniformat.

Nymfekroppen med dens gæller krænges af og ender som et tomt hylster. Langsomt frigøres et sæt vinger. I begyndelsen krøllede og aldeles ubrugelige til at flyve med. Som små, fine både med sejlene sat driver insektet langsomt med strømmen, indtil vingerne er blevet så tørre, at insektet er flyveklart. Det er en farlig tid for majfluen, for åens ørreder har indfundet sig til et gigantisk ædegilde.

Det er proteiner i særklasse, og der er nok af dem. Fiskene stiller sig tæt på overfladen, og der er lyd på, når åens store ørreder og stallinger plukker de klækkende og endnu ikke flyvefærdige majfluer. Fiskene efterlader hørbare skvulp og store ringe i overfladen. Fra bred til bred i åens fulde længde kan der være fyldt med disse cremefarvede døgnfluer.

LUFTFASEN. Der baskes med vingerne, og med ét flyver det skønneste insekt langsomt op i luften. Insektet med det smukke latinske navn Ephemera danica har skiftet de sidste par års undervandstilværelse og nymfestadie ud med et flyvestadie og er nu på vej ud i verden for at finde sig en mage.

De nyklækkede flyvende insekter flyver tungt og ikke specielt elegant. Et let bytte for andre dyr ved åen. Svaler og vipstjerter har netop fået udruget de første kuld unger og har indfundet sig ved åen, hvor der er madfest.

Vipstjerten har en helt særlig evne til at stå stille i luften og nappe den ene majflue efter den anden. Først når næbet er fyldt helt op, flyver den hjem til de sultne unger. Svalerne derimod flyver ganske tæt på åens vandoverflade, hvor de i høj fart plukker de klækkende insekter direkte fra vandspejlet.

UDBREDELSE Majfluen lever i de fleste rene vandløb i det meste af Europa. I Danmark findes den i hovedparten af større og mellemstore jyske vandløbssystemer, hvor der er en god strøm og god vandkvalitet. Især Gudenåen, Kongeåen, Lindenborg Å, Vejle Å, Simested Å, Voer Å m.fl. og øvre stræk og tilløb til de vestvendte vandløb har meget store forekomster. Den findes også i mindre omfang på Fyn, blandt andet Odense Å og Vindinge Å. På Midtsjælland findes der flere lokaliteter med gode populationer omkring Suså. Majfluen er en sjældenhed på de mindre øer med undtagelse af Bornholm, hvor den er observeret i et par vandløb.

NYMFESTADIE Den cremefarvede nymfe, der måler 20-25 mm, lever cirka to år på bunden af vandløbene, men en cyklus et-tre år er også observeret. I små kanaler og tunneler, nedgravet i sand og let grus, lever den især af organisk materiale fra nedbrudte planter, men æder også mindre bundlevende insekter. Nymfen svømmer til åens overflade i starten af maj, og klækningen starter geografisk først i de sydlige vandløb og slutter i det nordjyske. De primære klækninger forekommer over to-tre uger i maj og juni, hertil kommer der ofte efternølere i juli. I visse vandløb observeres en sensommerklækning i august og september, oftest kun med ganske få individer.

ET ELDORADO AF LIV. Langs hele åen ses et mylder af fugle og andre dyr, der fråser i de nyklækkede majfluer. Særligt den store blå vandpragtnymfe, som kun er lidt større end majfluen, har specialiseret sig i at fange de nyklækkede majfluer. Flaksende i luften fanger vandpragtnymfen majfluen og flyver tungt med sit bytte ind til bredden. På et siv bider den majfluens vinger af, så den senere i ro og mag kan æde hele sit bytte.

De næste timer sker der endnu en forvandling. Majfluen sætter sig på undersiden af bladene på træer, på siv, og hvor der ellers er ly for vind og vejr. Her skiftes endnu en gang garderobe, festtøjet findes frem. Hele kroppen skifter ham. Vingerne bliver lette og mere gennemsigtige, kroppen mere rustik i sit udseende, og haletrådene bliver længere. Majfluens flyveevner er nu markant forbedret.

SYN FOR GUDER. Majfluerne søger typisk læ blandt åens løvtræer, indtil vinden lægger sig hen under aften. Nogle gange må insekterne vente mange dage på godt og stille vejr, før

HABITAT Majfluen kræver, udover rent vand, især fast bund med sand og grus og helst et vandløb, der ikke påvirkes af hård vandløbsvedligeholdelse. De seneste år er der sket en generel fremgang i bestandene. Især nedlæggelserne af de mange dambrug og udbygningerne af rensningsanlæggene rundtom i landet har givet en forbedret vandkvalitet, og i mange vandløb er majfluen genindvandret igennem de seneste årtier.

VOKSENSTADIE Nymfestadiet udmunder i et flyvende insekt, subimago, som har en dybere cremefarvet krop og olivenfarvede vinger. Herefter skifter insektet indenfor få timer igen ham til et mere brunligt imagostadie, hvor især vingerne bliver mere klare, dyrets forben bliver lange, og de tre haletråde bliver også betydeligt længere. Sidstnævnte er vigtigt, når insektet senere skal svæve i parringsdansen. Det vingede insekt er ganske stort. Hannerne er de mindste og er cirka 15-20 mm lange, og hunnerne bliver op til 25 mm. Det vingede insekt har ingen munddele og tager ikke føde til sig. BESLÆGTEDE ARTER Ephemera danica har en ”fætter”, der hedder Ephemera vulgata. Det er næsten et identisk insekt, og forskellen er ganske lille. Dog hører vulgataen til i meget rene søer. Hald Sø og Mossø i Jylland har ganske store forekomster. tusindvis af majfluer flyver til vejrs.

Over trætoppene mødes de lidt mindre hanner med de ægtunge hunner til brudedans. I stigende og faldende rytme, op og ned, ses de tæt dansende insekter mod aftenhimlen. I timevis og i nogle tilfælde over flere dage skal ægtefællerne mødes og forenes.

Hannen, der er udstyret med et par store trompetformede øjne, har en lille klo på bagenden af kroppen, som den låser hunnen fast med, og parringen begynder. Det går vildt for sig, og nogle gange er der flere insekter koblet sammen. Tumult og kaos hersker, og ofte falder klumper af parrende insekter ned i græsset og færdiggør parringen her.

Efter parringen flyver den gravide hun mod åens vandoverflade. Hunnen flyver opstrøms, imens den dypper bagenden i vandoverfladen og frigør æggene, drypvis og over flere omgange. Nogle hunner flyver langt, og ofte er det flere kilometer, der tilbagelægges, højt til vejrs og godt hjulpet af vinden. På den måde flytter den sine gener til nye vandløb. Ofte går det dog galt, når majfluen leder efter nye territorier. Den finder simpelthen ikke et vandløb, men lander på noget, der ligner. En fugtig asfaltvej kan være helt fyldt med majfluer, ligeledes mørke hustage, biler og alt, der har en blank overflade, forveksles med et vandløb.

Efter æglægningen er hunnen tømt for energi. En lang svømmetur, to skift af ham, timer med fest og dans har tappet den, selv om der kun er gået få døgn. Med spredte vinger lægger den sig lidt sitrende på åens overflade og frigør de sidste æg til åen. Et livløst, tomt hylster af det før så graciøse insekt har gjort sin pligt og dør.

På bunden af åen, lige under de drivende og døde majfluer, ligger nu millioner af æg, som snart klækkes og bliver til små, nye nymfer, som de næste par år skal gemme sig i mørket nede i åens grus og sand. For ligesom deres forfædre på en forårsdag at flyve op i luften som et af de smukkeste vandløbsinsekter, vi har her til lands.

TIL FODS OVER NORDENS SERENGETI

Åbne vidder med bølgende græsser, støvede farver og udsyn, så langt øjet kan skue, sender tanker mod savannen. Men den kolde gus fra Vesterhavet og lærkens sang foroven minder os om, at vi befinder os i Thy, hvor vi sætter den ene fod foran den anden, nordpå ad Vestkyststien.

F

å steder i Danmark kan man dreje hele vejen rundt om sig selv og skue 360 grader udover landskabet, uden at se tegn på mennesker. Ingen pløjemarker, ingen elmaster, ingen motortrafikveje med biler i høj fart, ikke engang et enkelt lille, vindblæst sommerhus har vi udsigt til fra toppen af et højdedrag på klitheden nord for Lyngby i Thy. I alle retninger strækker heden sig i støvede brunlige og gyldne nuancer. Lyng, mos, lav og et bølgende hav af hjælme. Ude mod vest, hvor landjorden ender, sender Vesterhavet sine brusende toner ind mod os, og over vores hoveder sitrer lærkens vinger i luften. Fuglens triller er en tro følgesvend her på Vestkyststien, hvor vi – min gode veninde og biolog Pernille Elleriis og jeg – bevæger os nordpå skridt for skridt.

Den omkring 80 kilometer lange vandrerute Vestkyststien går fra Agger i syd til Bulbjerg i nord. Vi er i dag stået på ruten i Lyngby og skal vandre til Nørre Vorupør – en godt ti kilometers etape, der dog sagtens kan tage fire timer, hvis man gerne vil se sig omkring undervejs.

FORMET AF BLÆST, HAV OG SAND. “Betaling: 30 kr. for voksne. 15 kr. for børn”, har nogen skrevet med håndskrift på pengekassen i det gamle Lyngby Redningshus. Langs væggene i den historiske murstensbygning står rækker af køjesenge, hvor man for det beskedne beløb kan overnatte. Et simpelt hotel bygget på tillid. Vestkyststien følger store dele af vejen den historiske redningsvej, og redningshuset i Lyngby vidner om en tid, hvor skibbrud i det barske Vesterhav var en del af kystlivet. Vejen forbandt et netværk af redningsstationer langs kysten, og når et fartøj kom i havsnød, fragtede Redningsvæsenet redningsbåde ad stien ud til ulykkesstedet, hvor de skød tovværk ud til skibet og forsøgte at bjærge besætningen i en stol fastgjort på rebet – lidt ligesom en svævebane. I Lyngby er fortiden indlejret i by-

SE MERE PÅ DN.DK/NM Vildskab. Der er vildt i Danmarks største vildmark. Thy byder på store åbne vidder og 360 graders udsyn.

billedet. Ikke blot på grund af redningsstationen, men fordi landsbyen i modsætning til mange andre byer langs Vestkysten synes at være gået helt fri for senere tiders byggeboom.

Fra Lyngby går Vestkyststien nordpå ud i det landskab, som er varemærket for Thys natur: de åbne vidder, hvor blikket får lov til at flugte helt ud i horisonten. Grundstenene er skabt af smeltevandet fra istidens gletsjere, der aflejrede sand og grus netop her, og siden har vinden, havet og fygende sand modelleret videre på linjerne. Klitter begroet med hedens planter hæver sig i kantede pyramideformer, og i lavningerne spejler en bleg sol bag et blygråt skydække sig i den ene sø efter den anden. Vejrudsigten har lovet sol fra en skyfri himmel, men havgusen fra Vesterhavet er på alle årstider en joker. Vejret er vestjysk.

Klithedens udstrakte landskaber med bølgende græsser leder tankerne hen på en savanne, og ligesom i Tanzanias nationalpark Serengeti kan man også her i Nationalpark Thy opleve et særpræget dyreliv: krondyr, trane, firben, hugorm og havørn for bare at nævne nogle eksempler. Udover de tro lærker over vores hoveder møder vi på denne råkolde forårsdag en temmelig fed tudse samt en lille vandsalamander, der med den karakteristiske krybdyrgang vrikker tværs over grusstien.

At opleve plantelivet langs Vestkyststien kræver, at man sætter vandrestøvlerne på pause, bøjer sig ned og begraver blikket i den miniatureverden, som mosser, lyng og irgrønt lav udgør. Blot i Nationalpark Thy har biologer fundet 365 forskellige arter af lav, og når vi zoomer helt ind, kan vi i dag se trompetformet bægerlav strutte med vækstens ildrøde frugtlegemer. Havde vi vandret i sensommeren, ville vi have kunnet plukke bær som revling, havtorn og tranebær, mens blomstrende hedelyng og klokkelyng havde farvet heden lilla.

AF MED BUKSERNE VED LILLEHAV. Teksten på Naturstyrelsens kort over ruten nævner, at visse dele af ruten kan være våde, og efter en times gang når vi da også frem til området Lillehav. Foran vores fødder forsvinder grusstien ned under vandet. Hist og her stikker græstuer og tornet krat frem fra vådområdets brunlige overflade.

“Vi går udenom,” foreslår min vandremakker, og takket være vores vandtætte støvler når vi i første omgang tørskoede i en bue udenom hedens lille hav. Men under hundrede meter efter den første våde forhindring dykker vandreruten endnu en gang ned under en sø, der her strækker sig endnu videre og bredere. Vi spejder ud over vandet på begge sider af den oversvømmede vandrerute og overvejer mulighederne. Her kan vi ikke bare gå udenom, så vi snører vandrestøvlerne af, smøger bukserne op til knæene og lader de vinterblege fødder vade ud i Lillehav. Efter et par minutter bliver fødderne følelseskolde, og vandet føles ikke længere isnende. Da blot ti meter skiller os fra den modsatte bred, bliver vandet pludselig dybere. Vi famler os frem over sandbunden med fødderne i forsøget på at finde en rute, hvor vandet ikke når længere op end de opsmøgede bukser, men forgæves. Af med bukserne! Ved at støtte os til hinanden får vi krænget vandrebukserne af og vader så i vand op til lårene, inden vi når den modsatte bred. Til andre vandrere kan jeg anbefale at følge stien i lige linje, da vandet bliver endnu dybere på begge sider. Sandsynligvis er Lillehav knap så dybt om sommeren, men vær forberedt på våde tæer.

Efter den første halvdel af ruten gennem klithede og klitplantage dukker huse igen op mellem bjerg-

3

2 1 4 6 5

VESTKYSTSTIEN

Vestkyststien strækker sig fra Agger i syd til Bulbjerg i nord og er cirka 80 kilometer lang. Der er shelterpladser og lejrpladser undervejs. Hvis man ønsker handikapvenlige veje, kan man vælge etaper, der falder sammen med cykelstien Vestkystruten. Fra Lodbjerg Fyr til Bøgsted Rende kan man blandt andet opleve:

1 Lodbjerg Fyr

Overblik. Fra toppen af det 35 meter høje fyrtårn har man 360 graders udsigt udover landskabet. Fyrtårnet er åbent året rundt, og det koster 30 kr. at komme ind.

2 Lyngby Hede

På et af Vestkyststiens mest vidtstrakte hedeområder med talrige indsøer trives andefugle, vadefugle og traner. Her er stierne smallere, og naturen mere uberørt end på andre dele af ruten.

3 Lyngby Redningshus

Overnat i Lyngbys historiske redningshus fra 1882, hvorfra redningsfolk kom skibbrudne til hjælp. Tager man en afstikker ud til stranden, kan man se tyske bunkere og kanonbatterier, som på grund af vind og vejr er trimlet ned fra klitterne.

4 Lillehav

Vådområdet Lillehav tiltrækker salamandere, tudser, frøer samt en mangfoldighed af fuglearter. Flere af de næringsfattige søer i området er såkaldte lobeliesøer, hvilket betyder, at de er så rene, at planten tvepibet lobelie kan vokse her.

5 Ålvand Klithede

Se efter en af Danmarks soldug i sommermånederne på Ålvand Klithede, hvor kombinationen af sur, fugtig og næringsfattig bund med masser af mos giver planten de rette levevilkår.

6 Bøgsted Rende

Birketræer kravler langs jorden som en blækspruttes tentakler i klitplantagen ved Bøgsted Rende. Statens Klitvæsen havde i 1800-tallet til opgave at plante træer langs Vestkysten for at stoppe sandflugten, men nogle træer viste sig at være mere egnede til kystens stride vestenvind end andre. Birketræer lagde sig fladt ned. fyrre og graner. Vi er nået til Stenbjerg, hvor Vestkyststien slår en bue, så man kan besøge kystbyens historiske landingsplads. En række lave, hvide fiskerhytter med småsprossede vinduer danner en gade ned mod stranden, hvor bølgerne bryder som en lang blondekant langs kysten. Ligesom i Lyngby opførte Redningsvæsenet her i Stenbjerg et redningshus, der i dag er indrettet som museum. Spilhuse med mekanik til at trække kuttere op på stranden vidner om tider, hvor fiskeriet var omdrejningspunktet for livet ved Vestkysten. I dag er fiskeriet fra Stenbjerg lystfiskeri.

Fra Stenbjerg er vi først usikre på, om skiltene guider os den rigtige vej. Flere steder hænger kun en lille blå plade, hvor piktogrammet af et menneske, der vandrer, er slidt af. Vi har kort med og kan se, at vi er på rette vej, men undrer os over, at ruten fra Stenbjerg til Nørre Vorupør er lagt langs landeveje, hvor vi vandrer i vejkanten, mens trafikken suser forbi – det er en larmende kontrast til grusstien over klitheden. Skulle jeg gå ruten igen, ville jeg vælge at fare vild med vilje og tage etapen til Vorupør ad stranden langs det brusende Vesterhav – selv i strid vestenvind. Heldigvis hænger lærken stadig over os med sine sitrende vinger og sang, der lyder af lyse tider på klithedens åbne vidder.