12 minute read
Sportsfiskernyt NOTER
Westin Mini Jerk
Siden jerkfiskeriet blev introduceret for efterhånden mange år siden, har fiskeriet udviklet sig meget. Derfor har den danske grejproducent Fairpoint udviklet en ny og let jerkbait. Agnen hedder Westin Mini Jerk, vejer 32 gram og er blot 10 cm lang. Den fås i 15 forskellige farver og er monteret med kvalitetskroge fra VMC. Den lille størrelse gør, at agnen ikke kun er interessant i forhold til gedder, men også til ørred og aborre. Pris: 99,- Yderligere information: www.fairpoint.dk/outdoors
Revolution fra Hardy
Sintrix hedder materialet, der ifølge Hardy ligger til grund for den største udvikling inden for design af fluestænger i 25 år. Sintrix er hverken baseret på carbon eller titanium, som det er tilfældet med de fleste andre stænger. Sintrix er derimod opbygget af silica kugler og er oprindeligt udviklet til den amerikanske flyindustri. Overført til fiskeverdenen resulterer dette i en klinge, der er 60 % stærkere. Den nye teknologi danner blandt andet fundamentet for den nye stangserie Zenith - Sintrix. Der er tale om en stangserie med ekstrem høj styrke i kombination med lav vægt. Stangserien er monteret med topkomponenter og fås i 11 modeller fra 8” # 4 til 10” # 8. Priser fra: 4.999,- Yderligere information: www.kinetic.dk
Visionært Vision hjul
Vision er på gaden med et nyt hjul kaldet HDC Varioverse.
Og skal man tro Vision, så er der tale om en revolutionerende hjulnyhed. HDC Varioverse er monteret med et anti-reverse bremsesystem fremstillet i rustfri stål og kulfiber. Hjulets mindre dele er fremstillet i Japan eller Europa for at opnå den bedste kvalitet. HDC fås i tre størrelser, 7-9, 9-11 og 11-13, der alle leveres i neopren etui. Hjulet kan sammen med en andre række af andre nyheder fra Vision ses på fluefiskermessen i Kolding til april. Pris: 3995,-
Yderligere informationer: www.fishnsport.dk
Rotary Tube Fly Vice
Rotary Tube Fly Vice – Jan Tvrdek er et rigtig godt bud på et kvalitetsstik til en fornuftig pris. Stikket har 360° rotation, hvorved man nemt kan se og arbejde med rørfluen fra alle vinkler. Det er produceret i rustfrit stål og aluminium, og der er monteret kuglelejer i de roterende dele. Stikket kan håndtere alle de typer af rør, der findes på markedet. Der medfølger en justerbar trådarm samt nåle i forskellige tykkelser. Pris: 1199,- Yderligere information: www.korsholm.dk
E-bøger til sportsfiskerne
Som dansk sportsfisker skal man ikke længere kigge langt efter danske e-bøger. Steen Ulnits har meldt sig på banen med syv elektroniske bøger. I første omgang kan man bestille PDF-udgaver af bøgerne til læsning på både PC og mac, men i løbet af foråret fås bøgerne også i ePub-format til iPad og iPhone. Når det sker, vil de være tilgængelige via app store. Pris: 50,- Yderligere information: www.ulnits.dk/boeger.htm
Sameo lancerer „dansk“ kyststang
Sameo har specialudviklet en ny kyststang til det danske marked, der hedder Ventus. Stangen leveres inklusiv en Sameo line, der matcher stangen. Stangen er ifølge producenten utrolig kraftfuld samtidig med, at Sameos unikke Spine Direction sikrer præcise kast. Hele Sameos program kan ses og prøves på Fluefiskermessen i Kolding, hvor Sameos pro staff vil være til stede. Yderligere information: www.effektlageret.dk
Gennemprøvet geddeagn – nu i Danmark
Bulldawg fra Amerikanske Musky Innovations har været på banen i rigtig mange år. Det er dog noget nyt, at de nu kan fås i Danmark. Bulldawg’en fås i en 30 cm udgave samt i en almindelig og i en shallow model. Den almindelige vejer 125 gr og fisker på mellem tre og syv meters dybde. Shallow-modellen vejer 100 gr og fisker fra en halv til tre meter. Pris: 149,- Yderligere information: www.grejbiksen-webshop.dk
Styrke og lethed fra Abu Garcia
Med Revo Neos præsenterer Abu Garcia et spinnehjul, der formår at kombinere styrke med lethed. Ifølge ABU er der tale om et højkvalitets hjul, der sætter nye standarder. Hjulet anvender NanoShield teknologi, hvilket gør hjulet 300 % stærkere, end hvis de samme dele var lavet af grafit. Og de er tilmed 50 % lettere end aluminium. Hjulet er udstyret med 13 kuglelejer, et lukket Carbon Matrix bremsesystem samt en gearing på 5.1:1. Revo Neos kommer i størrelserne 20 og 30. De to modeller kan indeholde hhv. 100 m 0,16 mm og 100 m 0,20 mm. Den største af de to modeller vejer kun 225 gr. Pris: 2.999 ,- Yderligere information: www.purefishing.dk
„Intelligent“ og robust bombarda
Mange bombardaflåd er designet, så man mister kontakten til fluen ved spinstop. Det undgås ifølge Milo ved deres nye bombardaflåd. Flådet er nemlig designet, så det forbliver vandret ved spinstop. Røret er desuden mere fleksibelt end på traditionelle flåd. Flådet fås i 15, 20 og 25 gram. Pris: 50,- Bemærk at det også er muligt at få en tråder til bombardaflåd, hvilket er en stor hjælpe – særligt hvis du fisker med fletline. Yderligere information: www.go-fishing.dk
Nye kataloger
Shimano byder vanen tro på et katalog fyldt til bristepunktet med hjul og stænger. Her er en lang række gamle kendinge i nye klæder og med nye finesser, men der er også nogle spændende nyheder. Eksempelvis har de udviklet P4-konceptet, som omfatter en serie af hjul i en prisklasse, hvor alle kan være med.
Sage kan i deres katalog præsentere et imponerende sortiment af kvalitetsfluestænger. Af spændende nyheder kan nævnes TXL-F serien, der består af ultralette stænger fra klasse 000 til 4, med stangvægte fra cirka 41-55 gram. En anden interessant nyhed er VXP serien, som er en blanding af VT2 og XP serierne – blot lettere, stærkere og mere kraftfuld.
No compromise fiskebog
„Skælsætninger“ blev det forgangne års brag af en fiskebog. Rost af samtlige anmeldere for sin nyskabende fortællestil og skyhøje æstetik. Tag med en tur bag kulissen og hør, hvordan to sportsfiskeres udsyrede fiskehistorier blev affyringsrampe til et ambitiøst projekt.
Af Jesper Svennum jbs@sportsfiskeren.dk
– Jeg husker engang, jeg vågnede op en vinternat med én eneste tanke i hovedet. Jeg måtte ud til en bestemt sø for at fange en gedde, som jeg vidste stod et bestemt sted. Jeg stod op af min varme seng, tog fisketøjet på, fiskede en ciklide op af mit akvarium og tog ud til søen i bulderragende mørke. Og fangede gedden. Freaket oplevelse, ikk?
Jakob Sørensen kigger hurtigt på Thomas Weiergang og Søren Astrup Jørgensen, der er henholdsvis medforfatter og grafiker på bogen Skælsætninger. De sender et beroligende, det-er-da-meget-normalt blik tilbage.
„Alt er rigtigt nu. Jeg har den rette flue, jeg står det rigtige sted, alle kast vil lykkes, og forfanget vil strække sig. Og selv om det ikke gør det i den lette modvind, er det ligegyldigt.“
Fra bogens kapitel: Vulgata
Tre mod én. I arbejdet med at tage billederne til Skælsætninger har fotograferingen gået frem for fiskeriet. Og ofte har der været tre fotofolk mod en fisker.
Trekløveret, der sidder henslængt ved et bord i Sørens lejlighed, er i færd med at genkalde sig deres skabelse af Skælsætninger.
De første historier var for syrede Historien om gedden og cikliden kan man lede forgæves efter i bogen. Den er ikke med. Og så på en måde alligevel. Historien var nemlig én af mange hudløse stemningsreportager fra fiskevandet, som Jakob og Thomas for nogle år siden begyndte at berette til hinanden over mailen. Og som blev grundstenen til deres bogprojekt.
Thomas – Den enes historie var mere udsyret end den andens, og ingen af dem egnede sig på nogen måde til at blive udgivet. Men de rummede alle den samme grundingrediens. Vi forsøgte at sætte ord på det ubeskrivelige. De der mystiske oplevelser, som kan ramme på en fisketur. De øjeblikke, hvor vi føler, at vi smelter sammen med naturen.
De to fiskekammerater – begge instruktører i Danmarks Sportsfiskerforbund, og begge faste skribenter på Sportsfiskeren – var drevet af ideen om at skabe „noget“ ud af alle de oplevelser, som ikke passede ind i de fiskeartikler, de skrev for Sportsfiskeren.
Idéen skæres til Thomas – Vi legede mere og mere med tanken om at udgive en bog, hvor vi beskrev de her mystiske oplevelser, som et eller andet sted er styret af underbevidstheden. Så helt konkret begyndte vi at øve os i at få vores mail-fiskehistorier til at køre i samme puls.
Jakob – Men vi konstaterede som sagt hurtigt, at vores historier var fuldstændigt ubrugelige, som de var. De strittede i alle retninger og var tit alt for indforståede. Så vi begyndte at trimme hele rammen for historierne. Vi idéudviklede, når vi var på fælles fisketure og efter lørdagsmiddage, hvor vi fodrede kreativiteten med rødvin. Hvorefter vi om søndagen plukkede frugten ud af moradset, som Thomas så poetisk siger det. – Vi fandt frem til, at vi ville skrive vores største fiskeoplevelser – men kun på fluegrej og kun efter laksefisk. Dels for læsernes skyld, dels lettede det vores »
Pakæsel. Gode billeder kommer ikke af sig selv, og hvis man ikke overlader alt til heldet, må man betale prisen – bruge masser af tid.
« No compromise fiskebog
eget arbejde med at udvælge historier. Ved nærmere eftertanke tror jeg faktisk, jeg ville have udvalgt de samme historier, selv om vi havde givet hinanden helt frie tøjler i bogen.
Thomas – Det ville jeg nok også. Det handler jo helt enkelt om, de der unikke fiskeoplevelser, hvor man er i fuld kontakt med sin intuition, og befinder sig i „zonen“ – som vi beskriver i et af bogens kapitler.
20.000 billeder til ét kapitel Skal man på nogen måde få lokket sin læser med ind i „zonen“, hvor natur og fisker smelter sammen, kræver det ikke blot en tekst, hvor læseren inviteres åbent og ærligt ind i forfatterens sansende hjerne. Det kræver i høj grad også billeder, der understøtter oplevelsen, er de to forfattere enige om.
Jakob – Vi ville på ingen måde gå på kompromis på billedsiden. Tværtimod besluttede vi, at billederne skulle være så gode og placeres så gennemtænkt i teksten, at læseren skulle være i stand til at fornemme historien uden at læse ordene. – Det betyder, at der til et kapitel sagtens kan være taget 1500 billeder, hvor vi så har valgt de få, der bedst fortæller historien. I fotokapitlet drømmeland er de 70-80 billeder valgt ud blandt mere end 20.000 billeder.
Thomas – I mange af kapitlerne er billederne hverken taget samme dag eller samme år, som historien er oplevet. At vi i vid udstrækning har rekonstrueret billedsiden har gjort, at vi i fællesskab kunne udtænke det bedst mulige resultat.
Ventede to år på billeder Fotoambitioner af den kaliber har det med at koste tid. Faktisk er billederne den direkte årsag til, at bogen er forsinket med to år, fortæller de to forfattere.
Jakob – I et kapitel fra Skjern Å fanger Thomas en grilse på 62 cm. Det tog os nærmest et helt år, før det lykkedes at få nye skud i kassen, hvor han fanger en grilse i samme størrelse.
Og i kapitlet Vinterkys tog det forfatterne hele to år at tilvejebringe de 14 sort/hvide billeder, der i dag pryder siderne 166-177.
Thomas – Den første vinter fik vi bare ikke billeder i kassen, der levede op til vores krav. Enten fangede vi ingen fisk. Eller også var det dårligt fotovejr. Og den næste vinter blev det slet ikke vinter. Så der var vi nødt til lige at vente et år mere. Men at skrotte historien til fordel for en anden…nej, så kæmper man hellere lidt mere.
„Der findes ingen opskrift på lykke, men jeg ved, at jeg har den.“
Fra bogens kapitel: Lykkesmed
Håndtegnede overskrifter På den layoutmæssige side har forfatternes gode fiskekammerat, Søren, været grafikeren, der skulle skabe den overordnede sammenhæng mellem ord og billeder og fra kapitel til kapitel. Noget af et job, eftersom materialet til bogen er dumpet ind over flere år.
Søren – I den grafiske proces har vi – om ikke brudt rammerne – så i hvert fald udnyttet dem fuldt ud. Det har været fedt at være med til at producere en bog, der er så fuld af små, grafiske finurligheder, at mange nok ikke får øje på dem.
Søren bladrer frem og tilbage i Skælsætninger og viser adskillige eksempler. Blandt andet i kapitlet Laks tager tid, hvor et nær- billede af et landkort med et spindelvævslignende netværk af veje og linjer efterfølges på næste side af et nærbillede af et spindelvæv med vanddråber i, efterfulgt af et ultra nærbillede af en grøn flueline med tre vanddråber, efterfulgt af et fiskebillede, hvor Thomas fisker med selvsamme grønne line. Den slags er bogen fuld af.
Thomas – Kapiteloverskrifterne blev en hel sport at lave. For i bestræbelserne på at få overskriften til at spille med elementer på de følgende sider, har vi måttet håndtegne og indscanne flere af dem. – Når vi så fik myrepatter på armene og råbte YES, så vidste vi, at nu var den der.
Skal stå ved kunstbøgerne Da bogen kom på gaden i november, var dens skabere nok klar over, at de ville få en del reaktioner, fordi bogen er så anderledes fra gængse fiskebøger både i form og indhold. Mere oplevelse end opskrift.
Jakob – Jeg var oprigtigt talt vildt overrasket over, så godt den blev anmeldt hele vejen rundt. At den blev kaldt en æske fyldte chokolader. Og at en kvindelig boghandler bestilte et ekstra eksemplar til sig selv, som skulle hjem og stå på hendes boghylde blandt kunstbøgerne.
Søren – Faktisk hører vi, at mange kvinder har kigget i bogen, når manden har købt den eller fået den i gave. Og at de har fået en meget bedre forståelse for, hvorfor manden bare skal af sted på de her fisketure.
Thomas – Det ku’ være spændende at være inde i hovedet på en læser og se, hvad han eller hun præcis fik ud af bogen. Jeg håber, at læseren har fået et skærpet blik for den skønhed, der ligger rundt om os, når vi fisker. De andre to nikker. Q
» Bæredygtig bog
Det er ikke kun i forhold til tekst og billeder, at forfatterne har valgt ikke at gå på kompromis. Bogen er trykt på kraftigt, blankt kvalitetspapir og er desuden forsynet med FSC-mærket, Svanemærket og mærket for Co2-neautral produktion, der tilsammen er garant for en bæredygtig produktion. Se mere på: www.bluedotmedia.dk