Jernbane Tidende – nr. 2 | 2021
Statens mand i orange
Tanker fra tjenten stationsbe
Af Thomas La Cour, Stationsbetjent Foto: Thomas La Cour og Simon Bauer
J
eg var meget idealistisk i mine yngre dage. Jeg var fællesskabets mand. Tanken om ét folk og én nation fyldte mig. Vi kunne leve vore liv meget forskelligt, men vi hørte sammen i ét, nationalt fællesskab.
Thomas La Cour (1972) startede i april 2021 som stationsbetjent i DSB Stationsservice, Aarhus. Thomas skriver om stort og småt fra livet på og udenfor banen.
Jeg var postbud og bar uniformen med stolthed. Som en af de få på postkontoret i Horsens gik jeg næsten altid med slips. På de varmere dage valgte jeg ofte at beholde de lange bukser og udvide med gallajakke. Den jakke var dæleme varm, hvis solen bagte, og ret ofte valgte jeg at lide for sagen. Jakken vakte opsigt i al sin vælde. Den udstrålede ordentlighed, ansvar og kvalitet.
Hvad binder os sammen som nation og folk? Hvad er vi fælles om? Der er ikke meget af fællesskabets bindemidler tilbage i Danmark. Vi ser sjældent det samme i TV. Vi læser sjældent de samme nyheder. Det førhen så statelige postvæsen er blevet afløst af én aktør blandt mange. Hvad blev der af det statslige telefonselskab? Hvad hører vi i radioen? Hvis vi da hører radio?
Jeg stødte af og til ind i påstanden, at ”enhver kan jo blive post”: Det kræver ikke noget særligt, og derfor er der ikke nogen prestige i det. Min tanke var, at hvis du vil det, kan ingen blive helt så god en post som lige netop dig i dag. Du bestemmer selv. Hvis du påtager dig rollen og fylder den ud, kan du være den bedste mand på posten. I dag, i morgen og dagen derefter.
Men vi har heldigvis DSB. Den sidste bastion. DSB. Noget at det sidste, vores forfædre byggede op, som ikke er havnet på auktion. Endnu.
Jeg er den seneste tid vendt tilbage til den tanke, efter jeg er begyndt som stationsbetjent hos DSB Stationsservice i Aarhus. Jeg er efter knap ti år som civilist trukket i en statslig uniform og forsøger atter at være den bedste til den rolle, jeg har fået tildelt i dag. Fredag den 9. april fik jeg lokumstjansen. Det er en tilfredsstillelse at få et stoppet og ulækkert toilet til at fremstå rent og indbydende igen. Måske er der en rejsende, som overraskes over at finde toilettet så fint og rent. Måske er der en pendler, som finder det selvfølgeligt, at toiletterne på Aarhus H er pæne og indbydende. Måsake er der en narkoman, der får ti minutter i fred for to kroner uden at skulle sidde i andres fækalier og våde toiletpapir. Det er fint. Det er godt. Min kollega Karsten fik mig op under taget for at vise, hvorfra flaget hejses på en flagdag som den 9. april. Først på fuld, så på halv og så på hel igen klokken 12. Fællesskabsfølelsen var tilbage i hjertet, da vi klokken otte om morgenen stod oppe under taget på K.T. Seests banegård og hørte kirkeklokkerne bimle over hele Aarhus. Hvis jeg havde haft noget på hovedet, havde jeg taget det af. 12
De fleste skal med toget af og til, og de skal have pæne banegårde at rejse til og fra. Det vil jeg bidrage til. På nationaldagene hejser jeg flaget, og jeg fjerner kasketten fra mit hoved imens, så den pensionerede major på Banegårdspladsen kan iagttage, at noget i dette land endnu ikke er gået ad helvede til. Jeg indtager rollen med rank ryg og brask og bram. I dag, i morgen og dagen derefter. Du kan køre med os.
