#31 | Sæson nr. 4 (2016)

Page 1

NUMMER 4, AUGUST 2016

gratis HVERDAGSMAD MED MERE FRUGT, GRØNT & GLÆDE

FARS KØKKENSKOLE

SJOV MADLAVNING MINUS MOR

BÆRTÆRTEN OVER DEM ALLE

NYD SÆSONS WEEKENDFORKÆLELSE

BLOMKÅL GØR GLAD

SMUK SENSOMMERSALAT TIL DIG

VIND WOK FRA HOLM! SÆSON.DK


04 FARS KØKKENSKOLE Nyt initiativ for fædre og deres børn.

06

BØRN I KØKKENET

I årets første magasin lovede jeg at følge op på mit nytårsforsæt om at få mine to drenge med i køkkenet. Efter et langt tilløb har jeg sat deres maddage i system. De har nu hver en fast dag, hvor de bestemmer retterne – med lidt inspiration fra mig. Jeg er imponeret over deres engagement. Men opgaven kræver planlægning, og at vi alle fire prioriterer den. Min bedre halvdel er ikke en ’køkkenørn’. Artiklen på side 4 om Fars Køkkenskole giver mig lyst til at skubbe ham og drengene af sted på et hold. Vi ser, om det lykkes. Hvert år undersøger vi de danske børnefamiliers forbrug af frugt og grønt. Ser vi nærmere på de familier, som får spist frugt og grønt hver dag, kan vi se, at børnene deltager i indkøb og/eller madlavning. Og det giver god mening, at børn er mere villige til at spise varieret og prøve nyt, hvis de selv er med til at vælge i butikken, røre i gryden og smage maden til. Har du også lyst til at ’opgradere’ dine børn, er der inspiration og gode tips på sæson.dk/junior, hvor vi har samlet artikler, videoer og trin-for-trin opskrifter. Lige nu boomer det med sommergrønt, så der er basis for mange gode retter.

SKØNNE SALATER TIL GRILLPØLSER Med bær, majs og pærer som søde indslag.

08 WEEKENDTÆRTE MED BÆR Smuk og fristende.

10 KØKKENSKOLEN Vær kærlig mod broccoli og bliv belønnet.

12 BLOMKÅL GØR MÆT OG GLAD Prøv vores salat med blomkål, syltede rødløg og hindbær.

God fornøjelse med Sæson! Pernille Bech pbj@lf.dk PS: Sæson er dit magasin. Har du ris eller ros eller gode ideer til indhold? Skriv til mig på pbj@lf.dk. Glæder mig til at høre fra dig. Redaktør: Pernille Bech. Redaktion: Umwelt & Pernille Bech. Tekst: Anne Mette Ehlers. Art direction: Umwelt. Foto: Line Falck Opskrifter og styling: Lone Kjær. Oplag: 430.000 stk. Udgiver: GAU - Gartneribrugets Afsætningsudvalg. Sæson udkommer fem gange om året i udvalgte supermarkeder. Næste nummer: 3. oktober 2016. Se alle magasiner på www.sæson.dk. GAU – Gartneribrugets Afsætningsudvalg Axeltorv 3, 1609 København V, telefon 33 39 45 44, www.sæson.dk

2

Sæson August 2016

14 JUNIORSÆSON Farveglad rissalat og konkurrence!

VIND DIN EGEN PANDEKAGEBAGER!


I SÆSON NU

BLOMKÅL Juni - november Brug blomkål rå i salaten som et knasende, fiberrigt indslag: Skær kålen i små blomkålsbuketter, skær lidt større buketter i meget tynde skiver eller blend et blomkål til ’ris’.

GRØNNE BØNNER Juli - september Nip enderne af de grønne bønner, før du tilbereder, og spis dem ikke rå. Dampede bønner med smør, flagesalt og lidt citronsaft er et hit hos børnene, og er klar i en fart.

BROCCOLI Juni - november Kom med på broccoliholdet, der tilbereder den milde, sunde kål kort. Opdag, hvor godt kålen gør sig lynstegt i små buketter på panden eller på grillen.

BLÅBÆR Juli - september Brug de smukke, sunde sommerbær til osten, i salaten, som det søde element i madpakken, på morgenyoghurten og i bærtærten.

MAJS Juli - oktober Prøv sæsonens supersøde majs. Så søde, saftige og sprøde, at de bør nydes rå. Skær gerne kornene af til salaten. Du kan selvfølgelig også koge eller grille majskolben.

ICEBERG April - november Brug iceberg som basis i salatskålen. Den er sprød og har lang holdbarhed. Riv bladene i mundrette stykker i stedet for at skære. Resultatet bliver flot og rustikt.

Se hele udvalget af sæsonens frugt og grønt på sæson.dk Der er masser af gode opskrifter til dig! 3


SEND FAR I KØKKENET MED BØRNENE

Fars Køkkenskole er madlavningskurser, som lærer fædre at gå i køkkenet sammen med deres børn. Mødre og sundhedsfanatisme er skrællet bort til fordel for leg og humor i madværkstedet.

4

Sæson August 2016


Fars Køkkenskole er godt nyt for fædre med børn i 2. til 4. klasse i foreløbigt 25 kommuner. På små hold kan de sammen få fingrene i farsen og tage tyndskrælleren i den anden hånd, uden der går finere madlavning eller feminin salatskole i den. For så har mænd ikke lyst til at være med, forklarer den ene af køkkenskolens tre initiativtagere, Jonas Gerdes Vigkilde. Meningen er at få sundheden bredere ud og at skabe rammer for godt samvær, uanset hvordan familien ser ud. ”Der er så meget snak om, at familien er i opløsning, og at vi mangler grundlæggende færdigheder for at kunne gå i køkkenet sammen med vores børn. Det vil vi gerne forandre, når vi sender fædre og deres børn på madlavningshold, som mødes fem gange. Hygge og humor er i fokus, mens de lærer nyt.” FRA BØF TIL BLADSELLERI På første kursusgang fortæller fædrene om deres livret, som typisk er rød bøf på grillen eller flæskesteg. Ingen har endnu nævnt sprød salat med ristede pinjekerner. Men efterhånden bliver deltagerne fortrolige med bladselleri, radiser og spidskål, og grænser bliver rykket.

”De opdager, at grøntsager ikke er så farlige og smager godt, selv om mange i starten ikke ved, hvad de skal stille op med en fennikel.” På holdene har Jonas mødt fædre, bonusfædre, bedstefædre og onkler fra alle sociale lag og med meget forskellige madfærdigheder. ”Fra ham som varmer pølser til kakaomælken til den travle kok, der dagligt laver buffetmad til 200 mennesker, men mangler tid og overskud til at finde på retter, hans egne børn kan lide.” Med andre ord er der plads til alle, og ideen er hermed givet videre.

Tjek om der er et hold i nærheden af dig og tilmeld dig på farskoekkenskole.dk, hvor du også finder videoer med simple opskrifter.

TRE FIF FRA FARS KØKKENSKOLE

SKÆR MERE SIKKERT Skær en flig på langs af rullende grøntsager som fx gulerod. Læg grøntsagen med den skårede flade nedad på et skærebræt med en våd karklud under. Nu ligger grøntsagen stabilt.

KLIP KRYDDERURTER I GLAS Lad børnene klippe friske krydderurter i et glas i stedet for at hakke løs med en kniv. Det er sikkert, og der kommer ikke krydderurter ud over det hele.

BRUG EN ’SKRALDESKÅL’ Stil en almindelig skål på køkkenbordet, og skræl gulerødder og andet grønt direkte ned i skålen. Skraldeskålen letter oprydningen og er ekstra praktisk, hvis du har affaldssortering.

Sæson August 2016

5


LIVRETTEN

SKØNNE SALATER TIL GRILLPØLSERNE Grillen gløder også sidst på sommeren. Prøv to salater med søde indslag fra bær og majs. De er geniale til pølser eller andet godt på grillen.

SPIDSKÅLSSALAT MED PÆRE, BÆR OG URTECREME 4 personer 30 min. 300 g frugt og grønt pr. pers. SPIDSKÅLSSALAT 1 spidskål 1 tsk. salt 1 tsk. sukker 100 g grønne bønner 2 pærer 100 g hindbær 100 g blåbær URTECREME 2 dl yoghurt naturel 2 spsk. mayonnaise 1 spsk. vineddike 2 tsk. dijonsennep 1 bundt dild Salt og peber Halvér kålen, fjern de yderste blade og stokken og snit kålen fint. Drys kålen med salt og sukker og kram den godt. Nip bønnerne og damp dem et par minutter. Kassér kogevandet, hæld koldt vand over bønnerne og afdryp. Skær pærerne i kvarte. Fjern kernehus og skær pærerne i tynde både. Skyl bærrene. Rør yoghurt med mayonnaise, eddike, sennep og hakket dild. Smag dressingen til med salt og peber og vend med kålen, inden den vendes med de øvrige ingredienser. TIP! En rest er god i madpakken i morgen.

6


GAZPACHOSALAT MED MAJS 4 personer 20 min. 250 g grønt pr. pers. 1 agurk 1 peberfrugt 250 g cherrytomater 1 rødløg ½ iceberg 2 majskolber 1 rød chili 1 bundt persille 1 fed hvidløg 2 spsk. olivenolie 1 spsk. æbleeddike Salt og peber Skær agurk og peberfrugt i små tern. Skær cherrytomater i kvarte. Skær løget i små tern og snit iceberg fint. Fjern dækbladene fra majskolberne og skær majsene fra kolberne. Alternativt kan majsene koges ca. 4 min., før kernerne skæres af. Flæk chilien, skrab kernerne ud og hak chilien fint. Vend alle grøntsagerne sammen. Skyl og hak persillen og vend i salaten sammen med presset hvidløg, olie og eddike. Smag til med salt og peber. TIP! Supplér evt. salaten med en rest dampet broccoli eller blomkål.

7


FORKÆLELSE TIL WEEKENDEN Her er en gave til dig og din familie. En smuk, smuk tærte fuld af smag. Perfekt når det er tid til forkælelse i weekenden.

8


WEEKENDTÆRTE MED BÆR 8 personer 30 min. + hvile- og bagetid MØRDEJ 125 g hvedemel 50 g flormelis 100 g smør 1 æggeblomme MAZARINMASSE 75 g marcipan
 75 g rørsukker
 50 g blødt smør
 1 æg
 25 g mel VANILJEBÆRSKUM 300 g bær, fx blåbær, hindbær og brombær 50 g flormelis 3 dl piskefløde Korn af 1 stang vanilje PYNT 200 g bær, fx blåbær, hindbær og brombær 2 spsk. flormelis Kom hvedemel i en skål med sigtet flormelis. Smuldr smørret heri og saml dejen hurtigt med æggeblommen. Er dejen for klistret tilsættes lidt mere mel. Er den for tør, samles den med lidt koldt vand. Pak dejen i husholdningsfilm og læg den i køleskabet i ca. 30 min. Rul mørdejen ud mellem to stykker bagepapir, så den passer i størrelsen til en tærteform ca. 22 cm diameter. Pensl tærteformen med smeltet smør og fordel dejen heri. Tryk den godt op af kanten, så formen bliver fin. Prik bunden med en gaffel. Riv marcipanen og rør med sukker. Tilsæt smør og pisk sammen. Tilsæt derefter æg og pisk til sidst melet i. Fordel mazarinmassen over mørdejen og bag kagen ved 175 grader i 20-25 min., til overfladen er gylden. Tag kagen ud og afkøl.
 Skyl bærrene og afdryp. Drys bærrene til skummet med flormelis og mos med en gaffel. Pisk fløden til en tyk skum og vend med bær og vaniljekorn. Fordel bærskummet på tærten og top med friske bær. Drys med sigtet flormelis.

Sæson August 2016

9


KØKKENSKOLEN

VÆR KÆRLIG MOD BROCCOLI Tilbered broccoli kort og kærligt, og du bliver belønnet med en fristende grøn sag med smag, vitaminer og bid.

Sæson juni – november

10

BROCCOLIBLOMSTER

STØRRE BROCCOLIBUKETTER

er dekorative. Skær den yderste centimeter af broccolien af og brug blomsterne i en salat, enten rå eller ristet let på panden.

skærer du hurtigt og nemt fra stokken. Damp dem i få minutter, og du har lynhurtigt tilbehør. Den korte tilberedning gør godt for smagen, bidet og farven.

MINDRE BROCCOLIBUKETTER

BROCCOLISTOKKEN

er fine til for eksempel wok, æggekage og madtærte. Du kan også stege buketterne let gyldne på panden, dampe eller blanchere dem. Nyd de tilberedte buketter med en enkel dressing eller i salaten.

er saftig og smager skønt, så der er ingen grund til at kassere den. Skær det yderste, hårde lag fra med en lille kniv, til du har en lige stok tilbage. Halvér på langs eller skær i skiver og damp stokken med i gryden.


ASIATISK OKSE I GRØN WOK 4 personer 30 min. 300 g grønt pr. pers. 1 lille spidskål 100 g grønne bønner 1 broccoli 2 majskolber 1 rød chili 2 spsk. olie 400 g oksekød i tern 1 spsk. rød karrypasta 2 fed hvidløg 1 spsk. friskrevet ingefær ½ dl soyasauce 1 spsk. fiskesauce Saft af 1 lime 1 bundt koriander 2 spsk. cashewnødder 2 tsk. sort sesam TILBEHØR Kogte ris eller nudler Halvér kålen, fjern de yderste blade og stokken og snit kålen fint. Nip bønnerne. Del broccoli i mindre buketter. Fjern de yderste blade af majsene og skær majs fra kolberne. Flæk chilien, skrab kernerne ud og hak chilien fint. Varm halvdelen af olien i en wok. Den skal være rygende varm. Tilsæt karrypasta og brun kødet. Tag kødet op og varm resten af olien. Steg spidskål, bønner og broccoli ved høj varme, til det får lidt farve. Tilsæt kød, chili, presset hvidløg og ingefær og vend godt rundt. Hæld soyasauce, fiskesauce og limesaft på panden og giv det et hurtigt opkog. Tilsæt majs og tag panden af varmen. Drys med koriander, cashewnødder og sort sesam og servér med kogte ris eller nudler.

11


BLOMKÅL GØR DIG MÆT OG GLAD Blomkål er sprød sensommerspise. Kålen er just hentet hjem fra marken og frister på grøntsagshylden. Forvandl den til lækre sager.

BLOMKÅLSSALAT MED SYLTET RØDLØG OG HINDBÆR 4 personer 30 min. 180 g frugt og grønt pr. pers. SYLTEDE RØDLØG 1 rødløg 1 dl eddike ½ dl sukker 1 spsk. ingefær BLOMKÅLSSALAT 1 blomkål 100 g fetaost i tern 200 g hindbær 50 g salte nødder YOGHURTCREME 1 håndfuld krydderurter fx persille, basilikum eller kørvel 1 dl yoghurt naturel 2 spsk. mayonnaise Salt og peber Skær løgene i ringe. Kog en lage af eddike, sukker og ingefær. Hæld lagen over løgene og lad dem trække, mens det øvrige tilberedes. Del blomkål i helt små buketter. Vend blomkål med fetaost, hindbær, hakkede nødder og løg. Skyl og slyng krydderurterne tørre. Kom krydderurter og halvdelen af yoghurten i en blender og kør til en grøn creme. Rør resten af yoghurten og mayonnaisen i cremen og smag til med salt og peber. Dryp cremen over salaten inden servering.

12


FISKERULLER MED BLOMKÅLSPURÉ, RISTET BLOMKÅL OG URTER 4 personer 30 min. 150 g grønt pr. pers. RØDSPÆTTERULLER 600 g rødspættefileter Salt og peber 2 dl bouillon BLOMKÅLSPURÉ 1 stort blomkål 1-2 dl fløde eller sødmælk Salt og peber RISTET BLOMKÅL 20 g smør 2 spsk. pinjekerner Reven skal af 1 ubehandlet citron 1 lille bundt bredbladet persille 25 g parmesanost TILBEHØR Kogte kartofler Dup rødspættefileterne tørre med køkkenrulle og krydr med salt og peber. Rul rødspættefileterne sammen og læg dem i et stort ovnfast fad og hæld bouillon ved, så det står ca. 1 cm op om fisken. Damp fiskerullerne i ovnen ved 175 grader i ca. 20 min. Del blomkålen i to. Skær halvdelen i grove buketter. Kog blomkålsbuketterne møre i lidt vand tilsat salt. Kassér kogevandet og blend blomkålen til en puré. Rør puréen jævn med fløde. Er den for tyk tilsættes lidt mere fløde. Smag til med salt og peber. Skyl og slyng persillen tør. Del resten af blomkålen i helt små buketter. Smelt smørret på en pande og rist blomkålen i smørret. Tilsæt pinjekerner og reven citronskal og steg til blomkålen er gylden. Krydr med salt og peber og vend med persille. Fordel blomkålspuré i bunden af tallerkenen, top med rødspætteruller, ristet blomkål og reven parmesanost. Servér med kogte kartofler.

TIP! Savner du inspiration til en forret? Erstat rødspætterullerne med stegte kammuslinger og servér i mindre portioner.

Sæson August 2016

13


JUNIORSÆSON

FARVEGLAD RISSALAT MED KYLLING Maddag i aften? Glæd familien med en mild rissalat med flotte pangfarver fra grøntsagerne. Salaten er hurtigt klar og et hit til madpakken i morgen, hvis der er en rest tilbage.

VIND DIN EGEN PANDEKAGEBAGER!

Læg et foto af din yndlingsret eller dig selv i køkkenet på Facebook eller Instagram og tag #juniorsæson. Så er du med i konkurrencen om en smart Tefal Crep Party Pandekagebager til en værdi af 579 kr.! Deltag senest 30. september 2016. Vinderen får direkte besked. Din Facebook/Instagramkonto skal være offentlig, for at du kan deltage.

14


1

2

4 personer

30 min 400 g grønt pr. pers.

3

RISSALAT 2 kyllingebrystfileter uden skind og ben 3 dl bouillon 1 broccoli ½ iceberg 1 agurk 4 gulerødder 2 majskolber 200 g kogte ris, fx vilde ris eller sorte fuldkornsris KARRYCREME 2 dl yoghurt naturel 2 spsk. olivenolie 2 tsk. karry 1 fed presset hvidløg Salt og peber

4

1. Kom kylling og bouillon i en gryde og kog i ca. 15 min. Gem lidt af kogevandet og kassér resten. Findel kyllingen med en gaffel og spæd til med lidt kogevand. 2. Del broccoli i mindre buketter. Damp broccoli et par minutter og afdryp. 3. Snit salaten og skær agurk i tern. Skræl gulerødderne og skær i bånd med en kartoffelskræller. Fjern de yderste blade af majsen og skær majs fra kolben.

5

4. Rør ingredienserne til karrycremen sammen og smag til med salt og peber. 5. Vend kogte ris med grøntsager og kylling. Servér dressingen ’on the side’. 15


Konkurrence

VIND WOK FRA HOLM

Wokken fra HOLM passer til alle varmekilder og har en 5 mm bund, der sikrer god varmefordeling og ensartet tilberedning. Den indvendige 3-lags nonstick belægning er keramisk forstærket. Vi trækker lod om en flot wok i skarp sort til en værdi af 699 kr. DELTAG NU PÅ SÆSON.DK/VIND


Turn static files into dynamic content formats.

Create a flipbook
Issuu converts static files into: digital portfolios, online yearbooks, online catalogs, digital photo albums and more. Sign up and create your flipbook.