1 minute read

Risiko for hjerteproblemer får flere til at tage influenzavaccine

Hvert år er influenza årsag til mere end 500.000 dødsfald på verdensplan, og det er især højrisikogrupper, der bliver ramt, herunder ældre og personer med diabetes, hjertesygdom og andre kroniske sygdomme.

Derfor anbefaler sundhedsmyndighederne, at alle over 64 år og folk med kroniske sygdomme lader sig vaccinere mod influenza en gang om året.

Nu viser nyt studie fra Københavns Universitet og Herlev og Gentofte Hospital, at man kan få flere til at smøge ærmet op, hvis man fortæller dem om forbindelsen mellem influenzainfektion og øget risiko for hjerteproblemer.

Studiet, der involverede alle voksne danskere over 64 år, er udgivet i The Lancet.

”De eneste to nudgingstrategier, der fik flere til at tage imod vaccinen, var den simple påmindelse og forklaringen om, at influenzavaccination kan være med til at forebygge hjerte-kar-sygdom,” siger professor og sidsteforfatter til studiet Tor Biering-Sørensen fra Center for Translational Cardiology and Pragmatic Randomized Trials, som er et samarbejde mellem Afdeling for Hjertesygdomme på Herlev og Gentofte Hospital og Biomedicinsk Institut på Københavns Universitet.

Forskerne bag studiet forventer, at nudging-metoden vil have en endnu større effekt i lande, hvor vaccineoptaget er lavere end i Danmark. Danmark er nemlig blandt de lande i verden, hvor flest borgere lader sig vaccinere med over 80 procent i denne sæson.

Til sammenligning lod kun 49 procent af alle voksne amerikanere sig vaccinere i influenzasæsonen 20212022 – trods anbefalinger om at lade sig vaccinere mod influenza én gang årligt. WHO anbefaler, at minimum 75 procent skal vaccineres.

NUDGE-FLU, som er titlen på forskningsprojektet, involverede 964.870 danskere i alderen 65 år og opefter. Kilde: Pressemeddelelse

This article is from: