2 minute read

Messe for unge med særlige behov

Hvilke muligheder findes der for uddannelse for unge mennesker med handicap? Et godt sted at få inspiration er ved at besøge en messe. Handicap NYT har været på messe i Køge

Messens navn er ”Ud i Fremtiden” og henvender sig til unge med særlige behov og deres familier. Den har eksisteret i 15 år og bliver arrangeret af forlaget KSI og Ungdommens Uddannelsesvejledning i Køge og Vejle.

Selve messen blev afholdt i Spar Nord Arena, og her summede det med samtaler mellem besøgende og udstillerne. Alle standpasserne var imødekommende og flere af standene var kreativt udsmykkede.

Nogle steder kunne man få et indblik i tilbuddet via billeder, se eksempler på aktiviteter eller produkter, som var udstillet. Andre steder var der smagsprøver på bålmad, og mulighed for at se eller røre levende dyr. Det var meget inspirerende at gå rundt mellem alle udstillerne og se og høre om deres tilbud, særligt overraskende var de mange forskellige muligheder, der findes for Særlig Tilrettelagt Ungdomsuddannelse (STU).

Finde det rette tilbud

Kim Ingwersen, redaktør på forlaget KSI, som er arrangører af messen, fortæller, at messen har forsøgt at dække bredden i tilbud i så vid udstrækning som muligt. ”Her er et sted, som forstår de unge og har en interesse i de unge. Visionen er, at de unge kan se muligheder og at matche unge med det rette tilbud,” fortæller han. Det var dog ikke tydeligt på messen, hvilke tilbud der er egnet for kørestolsbrugere. Tilgængelighed er ikke et fokusområde, heller ikke i bogen eller på forlagets hjemmeside. Dog har Kim Ingwersen taget spørgsmålene om tilgængelighed til efterretning i forhold til deres fremtidige arbejde med messen, bogen og deres hjemmeside.

Messen drejer sig i høj grad om at give inspiration. Og det oplevede jeg også ved selvsyn, da alle både de unge og ansatte stod klar til at fortælle om tilbuddene og vise deres dagligdag og dele informationsmateriale ud. Så de unge og deres forældre der besøger messen, kan gå hjem og tale videre om mulighederne.

På messen er det tydeligt, at for unge med særlige behov handler det ikke kun om uddannelse, men også om tilbud efter en uddannelse. Kim Ingwersen fortæller, at det er meningen, at messen skal vise muligheder for STU, men også hvilke tilbud, der er efter en STU. I forlængelse heraf fortæller Kim Ingwersen, at arrangørerne har fundet på begrebet STB-Særlig Tilrettelagt Beskæftigelse, som har til formål at bygge videre på en STU og skabe en rød tråd og retning i livet for den unge.

Mange forskellige tilbud

På messen kan man besøge alt fra STU-tilbud, FGU-tilbud, efterskoler, erhvervsskoler, HF & VUC og beskæftigelsestilbud. Tilbuddene kommer fra hele landet. Der er altså rig mulighed for at lade sig inspirere i forhold til opholds- og botilbud, uddannelser, efterværn samt jobmuligheder og beskæftigelse.

Der er også mulighed for at tale med UU-vejledere og STU-vejledere på messen. På standene møder man både ansatte og unge, som allerede er i uddannelse eller beskæftigelse. De står klar til at fortælle og dele ud af både erfaringer og informationsmateriale.

Hvis du vil vide mere om messen eller Ud i Fremtiden, kan du besøge hjemmesiden: www.udifremtiden.dk

På hjemmesiden sælges også bogen ”Ud i Fremtiden – bogen for unge med særlige behov”, og du kan læse 20 sider gratis. Se anmeldelse side 44.

Næste messe finder sted i Vejle, onsdag den 6. september 2023.

Åbningstid: kl. 09:00-16:00, Elev- og forældreeftermiddag: kl. 13:00-16:00. Willy Sørensens Plads 7, 7100 Vejle.

This article is from: