Digte om at være handicaphjælper

Omsorg, ensomhed og bekymringer om ikke at være god nok til jobbet går igen i digtsamling om at være hjælper

Konstant bombarderer medierne os alle sammen med historier om, at der mangler sygeplejersker, SOSU-assistenter, pædagoger osv. Men en gruppe går tit under radaren, og det er handicaphjælpere. De kan komme ind fra gaden som ufaglærte hos personer med handicap i private hjem og tage sig af hjælp og pleje. Et på nogle områder ensomt job uden kollegaer, og hvor man i timevis er sammen med sin arbejdsgiver, som man skal hjælpe. Det kan give meningsfulde oplevelser, men også stress, for hvad nu hvis man gør noget forkert?

Titlen til digtsamlingen er Flair, som betyder at have tæft og fingerspidsfornemmelse. Og det er det, som både digte og de små prosatekster kredser om. Forfatteren har arbejdet som hjælper hos forskellige mennesker med handicap. Et job der kræver en del fysisk kontakt, da en hjælper kommer helt tæt på en andens krop, fx når man forflytter, lifter, bader og sætter hår.

Hverdagshandlinger og usikkerhed

Oplæring sker fra personen selv, eller fra forældre eller andre hjælpere. Her er tekster om at hjælpe nogle uden sprog. Men også om altid at tænke på, om det hele nu er, som det skal være. For når man skal ud af huset, er alt så med i tasken, vand, hårelastikker, dankort, mobiltelefon?

Jobbet har virkelig mange funktioner, da en hjælper kompenserer for det, som et andet menneske ikke kan selv. Her er også tekster om at bruge en lift med sejl, og hvor man skal placere sig ved en kørestol som hjælper. De mange hverdagshandlinger kan skabe stor usikkerhed. Der er også små tekster om, hvordan arbejdet kan påvirke efter arbejdstid.

”Vi bliver usikre når vi er stressede og den usikkerhed holder os ikke i hånden jeg får fri og i timerne efter at få fri føler jeg mig mindre relevant, den tiltrækning fra relevansen at vente på sin relevans som jeg ikke har kendt før ikke at vide sig sikker på sine evner for at vise omsorg”

Handicaphjælpere lever et stille liv i samfundet i forhold til andre velfærdsarbejdere, der har faguddannelser, kollegaer og fagforeninger, som de kan kæmpe sammen med om bedre vilkår. Det beskriver forfatteren yderst elegant:

”Min veninde, der også er hjælper, passerede en sygeplejerske-demonstration og vidste ikke, hvordan hun skulle støtte, men begyndte så spontant at græde, mens hun cyklede forbi.”

Jeg finder bogen interessant, fordi forfatteren både har raffinerede refleksioner og fine sproglige beskrivelser af hverdagens praktiske gøremål som hjælper. Fra bogen stiger en fin stemme op fra en erhvervsgruppe, som arbejder meget individuelt, ensomt og fleksibelt i vidt forskellige hjem. Omsorg er i denne bog en disciplin, man må lære hen ad vejen. Og det kræver flair, må man forstå.

På forlagets hjemmeside er der et interview med forfatteren om at være hjælper og forfatter samtidigt. https:// www.ovbidat.dk/Interviews

Køretøjer til små og store, tilpasset til brugeren, kan laves i alle slags farver efter brugers ønske. For yderligere oplysninger, ring på 7010 1755 eller tjek www.medema.dk