Indhold:

5 » Leder

8 » Historien om Ungdomskredsen - Del 1

10 » Historien om Ungdomskredsen - Del 2

12 » Et blad bliver født

14 » Historien om Ungdomskredsen - Del 3

18 » Jubilæumsåret der gik

20 » 50-års jubilæumsweekend

25 » Synlighed er eksistens

27 » Sensommer-shoot i det sydfynske

29 » Kalendersjov, mandehørm og drengerøve

30 » Glimt fra UK's deltagelse ved skandinavisk konference i Oslo

32 » Historien om Ungdomskredsen - Del 4

35 » Festtale lørdag den 3. september 2022

37 » Ungdomskredsens formænd og -kvinder

39 » Jubilæumssang

Er du klar til en SKØN BLANDING af historiske tilbageblik og UP TO DATE fortællinger?

Tale på UNGDOMSKREDSENS 50-års jubilæumsweekend 2.-4. september 2022

Hej alle sammen og hjerteligt velkommen her på Ungdomskredsens 50-års jubilæumsweekend på Egmont Højskolen. Tillykke med jubilæet til Ungdomskredsen. Tillykke til os alle sammen.

Bare i det halve år, hvor jeg har været Ungdomskredsens formand, har jeg tit fået spørgsmålet: ”Nå, hvad er Ungdomskredsen?”

I løbet af planlægningen af det her arrangement har jeg tænkt på, at man egentlig bør spørge, hvem Ungdomskredsen er. Ungdomskredsen har nemlig lige siden begyndelsen været af og for medlemmerne. Nogle vil svare, at det er et sted, hvor vi udvikler politik og kæmper for handicapsagen i et ungeperspektiv. Andre vil svare, at det er et sted, hvor vi har det sjovt, hvor vi fester og griner sammen, men hvor vi også kan dele det, som er svært, fordi vi i Ungdomskredsen møder en forståelse, som vi ikke møder andre steder. Svaret afhænger af, hvem man spørger, og hvornår man spørger. 50 år er lang tid. Prøv bare at tænke på, hvilken tid vi levede i dengang i 1972. Dronning Margrethe var lige blevet dronning. Den 2. oktober stemte vi os ind i EF. Der havde ikke været oliekriser endnu, heller ingen bilfrie søndage, fattigfirserne havde heller ikke fundet sted, og vi havde ikke vundet EM i fodbold i 1992 endnu.

Ja, der er sket meget i de sidste 50 år, og Ungdomskredsen har været med hele vejen, men selvom vi fylder 50 år, bliver vi ikke 50 år gamle. Nej, vi bliver 50 år unge. Det skyldes både, at vi har formået at følge med tiden, og at vores medlemmer består af unge mennesker. Så ved jeg godt, at der sidder nogle tidligere medlemmer her i dag, som vil sige, at de stadig føler sig som en del af Ungdomskredsen, selvom de for længst har overskredet aldersgrænsen, der nu i en årrække har ligget på 36 år. Alder er jo sådan set også bare et tal.

Ungdomskredsen er i sin bedste alder og har ingen rynker.

Igennem de sidste 50 år er der dog mange, som har rynket på næsen, hvis vi har været lidt for rebelske. Tænk bare på mærkat-aktionen i 1977, hvor vi satte klistermærker op forskellige steder i landet med handicapsymbolet streget over af en rød streg, fordi stederne ikke var tilgængelige. Klistermærket var blevet godkendt af hovedforbundet. Alligevel skabte aktionen røre i andedammen. Den var jo politisk, og det måtte den ikke være. Husk på, at det var en tid, hvor Landsforeningen af Vanføre – som Dansk Handicap Forbund hed dengang – havde brudt med datidens isolationsprincip, og at lokalafdelingerne var tænkt som hyggeklubber, hvor medlemmerne kunne komme ud og ”hjemmefra.” Politisk aktive måtte vi ikke være. Nogle ville det dog anderledes. Så var der også dengang i 1980, hvor vi stormede Socialministeriet og Folketinget, fordi en ung Ritt Bjerregaard som socialminister indførte socialindkomstbegrebet, der gjorde forskellige velfærdsydelser afhængige af indkomst. Det var et "mareritt".

I de senere år har vi også markeret os. I 2018 og 2019 lavede vi hhv. en fræk kalender med Ungdomskredsens kvindelige og mandlige medlemmer. Vi ville sætte fokus på skønhedsidealer og kropspositivisme. Det gjorde vi også for et lille års tid siden, da vi blandede os i debatten om de såkaldte crop tops. Sidst men ikke mindst har vi fået produceret en podcast i anledning af vores jubilæum. Alt dette har vi gjort for at sætte spot på vores tre nøgleord, som vi formulerede for et par år siden: tilgængelighed, synlighed og diskrimination, nøjagtigt som vi gik på barrikaderne for for 50 år siden.

I løbet af weekenden har vi prøvet kræfter med netop det. Vi har været ude at demonstrere og en tur down Memory Lane, og vi har hørt flere tidligere formænd fortælle om deres tid i Ungdomskredsen, hvorfor de blev aktive, og hvordan deres tid i Ungdomskredsen har haft indflydelse på deres karrierer og liv i øvrigt.

Tag mig som eksempel. Jeg er den nuværende formand i Ungdomskredsen. Jeg har som sagt ikke været det så længe, men allerede nu kan jeg mærke, hvordan mit frivillige arbejde har haft positiv indflydelse på mit liv.

Jeg fik i 2017 konstateret en hjernesygdom, der hedder chiari malformation, hvor lillehjernen ligesom vokser nedad og trykker på rygmarven. Sygdommen var så fremskreden, at jeg blev opereret tre måneder efter. Desværre medførte operationen og en lille blødning, at jeg mistede følelsen i benene og tildels i armene. Mit liv havde taget en drastisk vending. Jeg kom gående ind på hospitalet og kom derfra i en kørestol. Jeg havde før denne tid siddet i hovedbestyrelsen i min fagforening og havde derigennem stiftet bekendtskab med frivilligt arbejde. Jeg savnede dette og var nødt til at gøre et eller andet for at finde en måde at møde ligesindede, som kunne hjælpe mig med at håndtere min nye livssituation. For tre år siden stiftede jeg for første gang bekendtskab med Ungdomskredsen. Jeg var meget nervøs og vidste ikke helt, hvad jeg gik ind til. Tror jeg var en meget stille mus, som nogle af jer måske kan huske. Jeg tror ikke, der var nogen der på det tidspunkt tænkte, at jeg en dag ville blive formand. Men jeg fandt mig ret hurtigt tilrette og blev opmærksom på, at vi ikke snakkede diagnosespecifikke ting, men at der var fokus på, hvordan vi kunne skabe et fællesskab, hvor der var plads til både udfordringer, glæder og fællesskab. Jeg var slet ikke i tvivl om, at jeg ville komme tilbage næste gang. Herefter har jeg deltaget i hver eneste begivenhed. Jeg begyndte at komme tættere og tættere på bestyrelsens arbejde, da vi sprang et landsmøde over, hvor jeg ville stille op til bestyrelsen, fik jeg en konsulentrolle i stedet. Her deltog jeg i diskussioner, planlægning og fællesskabet. Da vi i 2020 holdt virtuelt landsmøde blev jeg valgt ind i bestyrelsen og fik kasketten som næstformand. Her havde jeg et tæt samarbejde med Zakaria. Zakaria har også været en kæmpe hjælp og støtte, siden jeg blev valgt som formand i marts måned. Jeg sætter enormt pris på den hjælp, jeg har fået, da vi har rigtig meget at holde styr på i forbindelse med vores jubilæumsår. Jeg føler virkelig, jeg vokser i rollen som formand.

I dette og formentlig også næste år er vi i gang med en kampagne om, at DET ER NORMALT AT VÆRE UNORMAL. Dette vil I komme til at høre meget mere til.

Hvad skal Ungdomskredsen være i fremtiden, og hvor skal vi hen? Det er svært at sige, men jeg er sikker på, at vi vil følge med tiden og være lige så relevante for medlemmerne som altid. Som sagt er Ungdomskredsen jo af og for medlemmerne, og der er intet om os uden os, så det skal vi og dem, der kommer efter os, nok finde ud af, og mon ikke at vi, der er med i Ungdomskredsen nu, altid vil følge dem, der kommer efter os, fra sidelinjen? Nøjagtig som dem, der kom før os, følger os nu. Det er jeg sikker på. Vi sætter så stor pris på, at også tidligere medlemmer bakker op om vores jubilæumsarrangement. Det er en stor ære at have jer på besøg. Kan I nu have en god og mindeværdig weekend og endnu engang hjerteligt velkommen.