Glimt fra UK’s DELTAGELSE ved

sig, at både Danmark, Sverige og Norge har ratificeret konventionen – Danmark og Sverige i 2009 og Norge i 2014. De tre landes parlamenter har altså tilkendegivet, at de har til hensigt at indarbejde konventionens bestemmelser i de nationale love. Uden at inkorporere konventionen har landene dog ikke forpligtet sig til noget.

I løbet af den efterfølgende diskussion kom det frem, at de i Sverige var begyndt at sidde ude foran den svenske rigsdag hver torsdag for at gøre opmærksom på vigtigheden i at indarbejde konventionen i svensk lov.

Det var endnu en af forskellene på de tre organisationer, som blev tydelig i løbet af weekenden.

Konferencen ”Ungdom og Politikk – Skandinaviabarrierefritt” den 11.-13. oktober 2019 i Oslo, som jeg deltog i sammen med UK’s øvrige bestyrelse, viste, at der er basis for et fremtidigt samarbejde. Vores søsterorganisationer fra Norge og Sverige – Norges Handikapforbund Ungdom og Unga Rörelseshindrade – kæmper nemlig med mange

Af Mikkel Christensen

Da Bjørn og hans hjælper Kim hentede mig på min adresse i Odense, for at vi sammen kunne køre mod Norges hovedstad Oslo, var klokken kun 03.40, og det regnede. Lad os bare sige, at ordet aquaplaning fik en helt ny betydning for både Bjørn, Kim og mig. Hvorfor fløj vi ikke bare sammen med de andre fra bestyrelsen? Svaret er helt enkelt. Jeg har aldrig været særligt glad for hverken at flyve eller at sejle. Bjørn har tidligere haft dårlige oplevelser med, hvordan hans kørestol er blevet behandlet af lufthavnspersonalet, og desuden var der ingen af færgerne, som passede til vores tidsplan. Efteråret viste tænder, men selskabet var godt, og der var varme på i bilen, så vi kom frem i god behold – allerede fyldt op af gode oplevelser. Den svenske og norske natur kan nu noget helt særligt. Vi snakker klipper, fosser og skove iklædt efterårets farver.

”Same struggle – different difference” Vi var cirka halvvejs i lørdagens program, da Ida Hauge Dignes, som er bestyrelsesmedlem i både Norges Handikapforbund og Norges Handikapforbunds Ungdom, fortalte om CRPD, en forkortelse for ”Convention on the Rights of Persons with Disabilities”. I Danmark bedre kendt som Handicapkonventionen. Det viste

Fredag aften, hvor vi hørte om de tre organisationer, kom vi eksempelvis ind på, at medlemsalderen i UK er 15-36 år, mens den i Sverige er 0-32 år, og at vi driver UK som frivillige, mens de i Norge har lønnede ansatte – også i deres ungdomsorganisation. Sidst men ikke mindst kom det frem, at Norges Handikabforbund Ungdom er en selvstændig organisation, der er afhængige af et økonomisk tilskud fra Norges Handikapforbund, mens UK er et forbund under Dansk Handicapforbund og derfor også er afhængige af økonomisk støtte derfra.

Den største forskel så jeg dog i vores forskellige måder at arbejde på. I Norge og Sverige har handicapsagen nemlig slået sig sammen med andre minoritetsgrupper – LGBTQ+, kvindesagen og kampen for flygtninge og indvandreres rettigheder. Det har man gjort under slagordene ”Same struggle – different difference”. Jeg kan få øje på to årsager til et samarbejde: Der kan være mennesker, som tilhører flere minoritetsgrupper samtidig, hvilket også kaldes intersektionalitet. Samarbejde giver desuden en stærkere stemme over for politikere og andre, som man ønsker at påvirke. Det var netop en af hovedpointerne, da Kristoffer Gustavsen fra Geelmuyden-Kiese lørdag eftermiddag holdt oplæg om, hvordan man bliver en superlobbyist. At man er stærkere sammen giver jo god mening. Da Sunniva Ørstavik, som er generalsekretær for Norges Handikapforbund, holdt oplæg for os søndag formiddag, sagde hun dog også, at handicapsagen indimellem kan blive lidt ”klemt”, når medier og andre sætter fokus