om Ungdomskredsen • Del 3 UK har givet ballast til at turde

Omkring årtusindskiftet var Rikke Kastbjerg og senere Sif Holst formænd for Ungdomskredsen. De var formænd i en periode, hvor bestyrelsen var meget pæn, som de selv beskriver det. Det var ikke en tid med store aktioner og farverige happenings, men en tid, hvor man fik styr på det basale og begyndte at rette blikket ud mod, hvordan danske unge med handicap kunne være med til at skabe forandring. De to mødtes til Ungdomskredsens 50-års jubilæumsfejring på Egmont Højskolen til en samtale om de udfordringer, de stod overfor dengang, og hvad de tager med sig fra deres tid i Ungdomskredsen.

Indblik i en ny verden og om at finde sin plads

For Sif Holst var Ungdomskredsen hendes vej ind i handicapbevægelsen. Det var et indblik i en for hende helt ny verden med fokus på handicap, men også en verden med ressourcer, muligheder og nye kompetencer.

”Jeg er født med et handicap,” fortæller Sif Holst. ”Men jeg opdagede det først, da jeg var i starten af tyverne, i form af flere og flere smerter og mere og mere funktionsnedsættelse. Der var mere og mere, jeg ikke kunne. Jeg valgte så på et tidspunkt at sige: Hvad er det så, man kan. Jeg meldte mig ind i Ehlers-Danlos Foreningen, der er en lille forening, og var til et møde eller to, men det var ikke der, der skete noget handicappolitisk.

I Ungdomskredsen oplevede jeg en anden verden end den, jeg kendte, hvilket betød meget for mig.”

Den oplevelse kan Rikke Kastbjerg godt nikke genkendende til.

”Sådan var det også for mig. Jeg kom fra en lille by, hvor der ikke var andre, der havde et handicap, end mig. Så det var en kæmpe øjenåbner at komme til arrangementer i Ungdomskredsen og på Egmont Højskolen.”

Samtidigt havde hun også en helt anden indgangsvinkel til arbejdet i handicapbevægelsen. Hun startede egentligt som pårørende, men følte ikke rigtigt, at det var der, hun hørte til.

”Jeg startede på en lidt anden måde,” forklarer hun. ”Jeg startede i Muskelsvindfonden, fordi jeg var pårørende til en med muskelsvind og lavede lidt frivilligt arbejde her, men synes ikke, at det rigtigt var der, jeg hørte hjemme. Ved et møde i det, der dengang hed DSI Ungdom og i dag hedder SUMH, mødte jeg den daværende formand for Ungdomskredsen. Vi blev bedre og bedre venner, og på et eller andet tidspunkt sagde han til mig, syntes du ikke, at det er ved at være på tide, at du kommer over her, hvor du hører til.”

Modsatrettede tendenser og oplevelser

Sif Holst husker, hvordan Ungdomskredsen var med til at ændre hendes følelse af at være anderledes end andre og at føle, at ens rolle var ændret fra en ung som alle andre til en med et handicap.

”Der var stadigvæk en følelse af at være anderledes. Den der følelse af at være ung og i byen og være vant til scorereplikker, og når man så lige pludseligt kom med et handicap. Selvom det ikke virkede som om, jeg havde et handicap, når jeg så fik spørgsmålet, nå, hvad laver du så? Jeg er på førtidspension. Så blev folk stille og bakkede lige så langsomt væk, fordi det var en lille smule farligt og usikkert. Og så alle de fordomme. Folk med handicap de bor nok i en almennyttig bolig eller også bor de på en institution, og man arbejder i hvert fald ikke. Man kan i hvert fald ikke være mor. Det var også noget af det vigtige for mig ved at komme i Ungdomskredsen at arbejde med alle de mennesker, der altid havde fået at vide, at de kunne ikke noget og ikke kunne bidrage med noget. Og så se alle de ressourcer, der faktisk var, og hvor meget man faktisk kunne, når der bare var nogle, der troede på en og man fik nogle muligheder.”

Rikke Kastbjerg har dog på mange måder oplevet det modsatte. Hun føler, at fokus på hendes anderledeshed og fordommene, hun møder, er blevet mindre. Hun mener selv, at det også har noget at gøre med, at hendes eget syn på omverdenen har ændret sig. Hun bekymrer sig ikke så meget om, hvad andre tænker om hende.

Sif Holst Rikke Kastbjerg

”Jeg har faktisk oplevet det stik modsatte. Det har jeg faktisk brugt en del tid til at tænke over. Hvorfor er der nogen, der oplever at blive modtaget af samfundet på den måde, og hvorfor er der nogen, der oplever det diametralt modsatte. Jo, jeg har da også oplevet nogle fordomme, da jeg var yngre. Det, jeg oplever, er, at man ikke taler så højt og tydeligt til mig, som man gjorde tidligere. Når jeg kom ind i en forretning, så var det jo som om, at det var noget helt særligt. Hvis jeg går ind i Magasin i dag, så er det en helt anden oplevelse. Der var helt klart nogle flere forbehold før i tiden. Jeg kan godt huske, hvordan det var at finde en kæreste, da jeg var 18, og da det så blev aktuelt igen, da jeg blev 40. Der var meget stor forskel. Man er måske knapt så tilbageholdende, når man er 40. Jeg er knap så bekymret for, hvad andre tænker om mig i dag.”

Udviklingsarbejde og ”Spræng dine rammer”

Både Rikke Kastbjerg og Sif Holst føler, at de har fået en masse med sig fra tiden i Ungdomskredsen. Ting som de også i dag kan bruge til noget. Først og fremmest har indblikket i andres liv med handicap givet dem mod på selv at give sig i kast med arbejdet i handicapbevægelsen og møde udfordringerne i deres eget liv. Det har på mange måder åbnet deres øjne for andres og egne ressourcer.”

”Ungdomskredsen gav mig adgang til DSI Ungdom,” fortæller Rikke Kastbjerg, "og det lærte jeg rigtigt meget af at se forskellige typer med forskellige udgangspunkter. Det har jeg taget rigtigt meget med mig. Det har givet en masse ballast til at turde. Der så jeg nogen, der gjorde noget, og så kan jeg nok også.”

Sif Holst oplevede, hvordan hun selv og andre unge med handicap fik blik for deres egne ressourcer gennem udviklingsarbejde og samarbejde med unge med handicap i andre lande.

”Noget af det, jeg husker bedst fra min tid i UK, er udviklingsarbejdet. At se danske unge med handicap udvikle sig gennem at opleve, at der var noget, de kunne give til andre. Vi arbejdede med at oprette en Ungdomskreds i Ghana og fra at ikke passe ind og ikke at have noget at byde på, gik de danske unge til pludseligt at kunne noget – at kunne hjælpe andre med deres egne erfaringer. Jeg har stadig kontakter fra dengang.”

Det var måske ikke en tid med store armbevægelser, som Rikke Kastbjerg husker det, men der kom styr på tingene, og hun var med til at udvikle både foreningen og medlemmerne.

”Jeg synes, at vi var en meget pæn bestyrelse. Vi fokuserede meget på at få styr på det basale i foreningen. Og så glæder det mig, at vi var med til at ændre bladet fra ”Ungdomskredsløbet” til ”Nutidens Unge”. Det var et udtryk for en udvikling. Og så fokuserede vi meget på at få et bedre forhold til hovedforeningen. Omvendt er noget af det jeg husker bedst også kurset ”Spræng dine rammer”. Der var nogen, der fik prøvet nogle grænser af, som de ikke var vant til. De var vant til nogle meget beskyttende rammer. Vi havde ikke noget program, så folk anede ikke, hvad det handlede om. De vidste, hvor de skulle møde op, og det var det. Vi startede med at tage deltagernes bagage, og så spurgte vi dem, hvad de helst ville have fra bagagen. Jeg ville nok ikke selv deltage på sådan et kursus, men nu var jeg jo også blandt arrangørerne.”

Og det med at udvikle sig personligt gennem et nyt fællesskab er også en af de ting, som Sif Holst oplevede i sin tid i Ungdomskredsen.

”Det der med at finde sig selv i en ny rolle, når man får et handicap. Det behøver ikke at være en forhindring. Du lærer noget nyt. Du får nogle nye kompetencer. Både i forhold til at navigere i uvejsomt terræn, men også det der med at planlægge og beregne. Man får nogle tips og tricks fra hinanden. Hvordan er det lige, du kan håndtere en dum morgen eller, hvordan du kan mødes med nogen, der diskriminerer dig. At komme til at hvile lidt mere i sig selv og få noget indsigt i handicapbevægelsen og møde nogle mennesker med forskellig baggrund. At få en indsigt i ikke bare mit liv med handicap, men også at der er mange forskellige liv med handicap.”

Ikke så skarpe på temaer

I dag arbejder Ungdomskredsen med tre helt skarpe temaer: tilgængelighed, synlighed og diskrimination, og selvom det er temaer, der er arbejdet med tidligere i UK, så var man måske ikke helt så bevidst om retningen, som man er i dag. ”Vi var ikke så skarpe på temaer,” siger Rikke Kastbjerg.

Sif Holst genkender mange af temaerne fra sit arbejde i Ungdomskredsen, men ser samtidigt også, at der er sket en udvikling.

”Vi har haft nogle af de samme problemstillinger dengang, men der er sket noget siden dengang. Hvis du tager tilgængeligheden. Vi har fået et bygningsreglement, som er blevet bedre fra 1995 og fremefter. Det er ikke det samme, som at der ikke bliver bygget nye bygninger, der er utilgængelige. Det er ikke det samme som, at der ikke over hele landet er gamle bykerner, der er møgutilgængelige, men det betyder til gængæld, at hvor man tidligere slet ikke havde nogle handicaptoiletter i København, så er der det i dag. Men der er også en forståelse hos politikere om, at vi har styr på det der med tilgængeligheden. Der er slet ikke nogen problemer. Der er flere muligheder i dag, men der er også en mere låst forestilling om, at det har vi ligesom klaret, og der er ikke længere problemer med tilgængeligheden i Danmark. Det samme med diskrimination.”