Ungdomskredsens 50 års jubilæum

Jeg ved efterhånden ikke, hvor mange Ungdomskreds-arrangementer I har inviteret mig med til. Mig et efterhånden ikke helt ungt menneske.

I går aftes skulle jeg tale om min tid i Ungdomskredsen, og som jeg oplever det, har I hentet lidt inspiration i de fortællinger, jeg har haft med fra min tid. Fortællinger om hvordan vi dengang var meget aktivistiske, lavede totalteater og gik på gader og stræder med gøgl og provokationer.

Det var den tids måde at give handicappolitikken et solidt spark, og jeg bilder mig ind, at I glæder jer over fortællingerne og henter noget inspiration, men I kan også se, at der er en kontinuitet / en rød tråd i vores arbejde – for selvom meget har ændret sig siden dengang, så er meget grundlæggende det samme – nemlig kampen for at kunne leve et selvstændigt ungdomsliv med alt, hvad det indebærer.

Et liv hvor vi er fuldt inkluderet i samfundet, kan sætte en dagsorden og leve som alle andre unge. Jeg synes derfor, det er godt, at I lader jer inspirere, men jeg er samtidig glad og stolt over, at I netop bruger det som inspiration til at finde jeres egne veje, som tager afsæt i, hvem Ungdomskredsen er i dag, og hvilke behov og muligheder der findes for at arbejde for sagen.

Der var dem, som kom før mig og mine ”kolleger”, der var dem, jeg kæmpede side om side med, flere kom til, og i dag er det jer, der har stafetten. På en festdag som i dag skal vi hylde den røde tråd, traditionen og den fælles sag.

Men i særlig grad jer som lige nu tegner Ungdomskredsen og jeres forgængere.

Og der er masser at hylde…

I foråret blev der traditionen tro afholdt Folkemøde på Bornholm. En begivenhed hvor beslutningstagere og organisationer er samlet for at drøfte de vigtige spørgsmål i samfundet og sætte en dagsorden for politikudviklingen. Jeg følger naturligvis begivenhederne tæt, og i år var det en stolt landsformand, der kunne følge en Ungdomskreds, som satte en dagsorden på Folkemødet.

Temaet var normalitet over for ikke normalitet, og for at det ikke skal være løgn, så sad jeres formand i debat med forfatter Knud Romer og diskuterede netop normalitet. Det er supersejt gået, og det viser, at I har en vigtig dagsorden, og det viser, at der bliver lagt mærke til jer.

Når en formand eller andre repræsentanter sidder for åben mikrofon i en debat, i et radioindslag, i et tv-indslag, i skrevne medier eller på sociale medier, så bliver der lagt mærke til det, men hvad man ikke tænker på, er alt det, der ligger bag.

Når I kan skabe opmærksomhed, fx som på Folkemødet, så kan I gøre det, fordi Ungdomskredsen udgør et stærkt og troværdigt netværk. I er stemmen for de unge med handicap, og I kan sætte ord på emnet, som ingen andre vil kunne gøre det med samme troværdighed.

Jeres styrke er, at I er i stand til at samle jer og herigennem styrke jeres stemme. Og jeres stemme udgøres af alt den viden, som kun I kan have, fordi lige præcis I ved, hvad det vil sige at være ung og leve med et handicap. Det gør jer til eksperter, og netop derfor har I en legitimitet bag jer, og det gør jer interessante for mange parter at tale med.

Når vi i Dansk Handicap Forbund taler om at udvikle organisationen, så taler vi meget om, hvor vigtigt det er at forstå organisationen som helhed. At skabe et fællesskab og dermed en stærk stemme kræver nemlig først og fremmest, at man er i stand til at samle mennesker, som igennem hyggeligt samvær kan dele glæder, frustrationer og erfaringer på godt og ondt. Og lige præcis det har I altid været virkelig gode til.

I er gode til at samle medlemmer til arrangementer, hvor hygge og fest er i centrum. Det fællesskab, I skaber, har kæmpe betydning for unge med handicap, og når jeg deltager, kan jeg jo helt tydeligt se, hvordan I formår at skabe det trygge rum, som gør, at jeres medlemmer deler deres erfaringer og viden om, hvordan man mestrer hverdagen med et handicap. Det er I gode til, og det skal I være stolte af, for det er her grundstenen lægges til at sætte en dagsorden og i tillæg til det sociale at være politiske.

I dag taler jeg under overskriften #deternormaltatværeunormal, fordi jeg synes, det er så fantastisk godt, at I i Ungdomskredsen arbejder proaktivt med en kampagne, som sætter fokus på, at vi alle er unikke, og at såkaldt normalitet er noget, vi skal gøre op med. Det er meget ’Ungdomskredsagtigt’. Det er et meget vigtigt budskab, I kommer med, og det er et budskab, som mange andre grupper i samfundet vil kunne tappe ind i. Presset i samfundet for at være perfekt, dygtig og overskudsagtig presser os alle og skaber problemer i forhold til trivsel og muligheden for at kunne yde sit bedste.

Jeg vil også være med (glimt i øjet), og derfor har jeg i dag delt min historie på Facebook under hashtagget #deternormaltatværeunormal. Jeg har også i min leder i det seneste nummer af Handicap-nyt, opfordret alle andre til at gøre det samme.

Kære Ungdomskreds. Jeg ved, at I alle har stået med følelsen af at stå udenfor eller føle jer anderledes. Denne udfordring udgør kernen i den fælles sag for at kunne leve et ligeværdigt ungdomsliv – en sag, som går på tværs af fortid, nutid og rækker ind i fremtiden.

Nu fylder Ungdomskredsen 50 år, og ved I hvad. Så mens vi skal feste og hygge os, foreslår jeg, at vi giver Ungdomskredsen den gave, at vi alle deler vores historie under hastagget, men herudover at vi alle finder mindst en anden – gerne en uden et handicap, som også gerne vil være med til at dele deres historie om at føle sig udenfor.

Kære Ungdomskreds – I gør det supergodt, og jeg er stolt af, at vi har lige præcis jer hos os i forbundet!

Jeg ønsker jer alle et kæmpe stort tillykke og ønsker, at det bliver den bedste 50-års jubilæumsfest nord for alperne.

Rigtig god fest!

Susanne Olsen

Landsformand