2 minute read
skandinavisk konference i Oslo
på de fire minoritetsgrupper. Hun kom for øvrigt direkte fra et møde med sine nordiske kolleger. Mødet var blevet afholdt i Danmark.
Laks til morgenmad og ingen rugbrød til frokost
Jeg har engang læst, at McDonald’s i Norge har en ”McLaks” på menukortet. Jeg nåede aldrig at få det bekræftet, mens jeg var i Norge. Til gengæld var der laks på flere måder i den morgenmadsbuffet, som restauranten Egon’s (Ja, det hed den ) kunne tilbyde. Den lå i tilknytning til indkøbscentret Byporten, som vores hotel Scandic Byporten delte navn og bygning med. Den lå downtown Oslo, så vi skulle kun gå et lille stykke vej for at komme hen til mødelokalerne, så det var nemt. Når vi ikke var midt i programmet, sad vi derfor gerne og hyggede i hotellets lobby, hvor vi eksempelvis kunne købe en fadøl af normal størrelse til op imod 100 DKK. Jeg vidste godt, at alkohol er dyrt i Norge, men så dyrt havde jeg alligevel ikke forestillet mig. Nordmændene er naturligvis vant til det – ligesom de sikkert er vant til ikke at spise rugbrød til frokost. Brødet, som vi fik til frokost om søndagen, var godt nok groft, men rugbrød var det ikke. Vi lavede et par toasts.
Hvad tog jeg med hjem fra konferencen?
Jeg lærte for det første en masse nye mennesker at kende, og så fik jeg øjnene op for, at de tre lande ”bokser” med mange af de samme udfordringer på handicapområdet –eksempelvis uddannelse og personlig assistance. Det første holdt Eivind Digranes fra Unge Funksjonshemmede (Norges svar på SUMH) weekendens debatter, hvor vi hørte, at man i Bergen kun må tage sin assistent med ud af kommunen i fem uger om året. Til sammenligning kan man i Danmark tage sin BPA med sig til udlandet i op til en måned, uden at systemet siger noget til det. Skal man have den med sig i længere tid, kan man søge om tilladelse til det. I Norge varierer dette mellem kommunerne. Derfor kalder de det ”kommunearrest”, når man enten ikke må eller skal søge kommunen om at måtte rejse med sin assistent. For at gøre opmærksom på det urimelige i ordningen havde de i Norges Handikapforbunds Ungdom lavet en kampagne med sloganet ”Hvis Erna var hemma”. Formålet med kampagnen var at stille spørgsmålstegn ved, om Norges statsminister Erna Solberg, som kommer fra Bergen, kunne være statsminister uden for sin hjemby mere end fem uger i løbet af året, hvis de samme regler gjaldt for hende.
Weekenden viste mig også, at man kan arbejde med handicapspørgsmålet på flere måder: Man kan være interesseorganisation, man kan være lobbyist, og man kan selv have et handicap og eksempelvis gå ind i politik, som Maria Johansson fra Liberalerna havde gjort – uden dog nødvendigvis at beskæftige sig med handicappolitik.
Endelig kom programmets danske islæt Jeppe S. Kerckhoff, afdelingsleder for Politik, jura og rådgivning i Dansk Handicap Forbund, i sit oplæg om de danske forhold på handicapområdet også ind på det tætte samarbejde, som Norge, Sverige og Danmark har med hinanden. Det var jeg slet ikke klar over.
Alt i alt var det en weekend, som viste, at der er mere, der samler os, end der skiller os på handicapområdet i Norge, Sverige og