KalenderSJOV, MANDEhørm og drengeRØVE

Har jeg kroppen til det? Det var min første tanke, da jeg sagde ja til at være med i UKkalenderen 2019. Jeg var presset, da vi gik i gang, men da jeg først smed hæmningerne – og tøjet – blev det faktisk sjovt.

Af Mikkel Christensen

”Klik, klik” siger Kristians kamera. Jeg står med lukkede øjne og smiler henført med den ene hånd om lianen og sydfrugterne. Jeg har egentlig altid været berøringsangst – i hvert fald på offentlige steder – men lige nu kommer der ingen forbipasserende. Desuden gælder det for mig om at give Kristian mulighed for at fotografere mig i mange forskellige stillinger, så der er lidt at vælge imellem til UK-kalenderen 2019. Alligevel er det altså lidt grænseoverskridende i situationen, at Kristian står og stikker sin potensforlænger af en kameralinse lige op i snotten på mig.

Det er mandag, og de sidste to dage har været fyldt med halvnøgne drengekroppe, kostumer og grin. Når dagen er slut, har vi fået taget billeder til alle årets 12 måneder i kalenderen. Det varer dog lidt, inden vi kan tage hjem, og bag Kristian er Zakaria ved at klæde om til sin sidste sekvens af billeder.

”Jeg mener ikke, man behøver at føle skam over sin krop, bare fordi man har et fysisk handicap”

Det fortalte Mads M. mig dagen før, hvor jeg ikke selv var med. Det tænker jeg på, mens jeg spørger Kristian, om det er godt nok, det jeg gør. Han forsikrer mig om, at det er det, og beder mig blive ved. Det gør jeg så. Imens tænker jeg på det, Mads også sagde, om at han er med i kalenderen på grund af fællesskabet, og at vi drenge også kan stille os op foran et kamera, når nu pigerne gjorde det samme sidste år. Tanken om fælles skabet muntrer mig op og får mig til at give lidt mere af mig selv, end jeg måske ellers ville have gjort. Ligesom Mads fortalte mig, at Zakaria og Mads K. gjorde i går, da den ene lignede noget fra Romerrigets storhedstid, og den anden satte krydderi på tilværelsen. Det var stærke billeder. Mens de sidste billeder bliver taget af mig, tænker jeg på, at Mads understregede, at de havde det sjovt, men at især Bjørn havde det skægt. Jeg kommer også til at grine for mig selv af det, som Mads fortalte mig, at han selv lagde krop til: ”Jeg blev spulet af en vandslange bagfra, mens der blev taget billeder af mig forfra. Nu har det der med iskoldt vand aldrig 100 % været mig, så denne korte sekvens føltes som flere timer, men sjovt det var det,” som han sagde.

”Det handler stadig om at være positiv over og acceptere den krop, man har at arbejde med ”

Både Zakaria og jeg har fået vores tøj på igen, og Kristian har pakket sit udstyr sammen. Lige nu står vi og snakker om, hvad tankerne bag billederne og kalenderen er. ”Det må hellere være ekstremt, end det må være grimt,” forklarer Kristian. Da jeg spørger, om det skal være æstetisk, svarer han, at man kan kalde det mange ting, men at æstetisk ikke er en af dem. ”Det var det sidste år,” supplerer Zakaria. Kristian er enig og fortæller, at det dengang var pigerne, det handlede om, hvor det var pænt undertøj og lækkert solskin. ”Det her, det er drengene. Der er fuld knald på. Det er udklædning. Det er fest og farver. Du er nødt til at overgøre det, for at gøre det synligt,” fastslår han.

Sidste år var nøgleordene kropspositivisme og mangfoldighed. Her et år senere er nøgleordene de samme, forklarer Zakaria: ”Vi kan ikke tage flot og sexet undertøj på, så vi laver lidt sjov med det og bruger nogle andre rekvisitter end lingeri. Vi har jo stadigvæk x-antal forskellige kroppe, som kan noget forskelligt og gør noget forskelligt og ser forskellige ud, og det er sådan, det er.” Han synes, det er det, kalenderen viser. Samtidig med at den sætter spørgsmålstegn ved, hvad der er normalt. ”Det kan godt være, at vi ser anderledes ud, men kan det ikke stadigvæk se pissegodt ud?” spørger han.

Da jeg siger farvel til Zakaria og Kristian, der skal ud til Jonas for at tage de sidste billeder, er jeg fristet til at tage med. Han skal vist op på en stige, men jeg ved faktisk ikke, hvad der præcis skal ske. Jeg ved heller ikke, hvad jeg skal mene om de billeder, hvor jeg selv er på. Det er nok nemmere at tage stilling til, når jeg ser den færdige kalender i sin helhed. Jeg ved bare, at jeg er glad for, at jeg har været med, og at jeg er enig med Mads, da han sagde: ”Det var ikke så grænseoverskridende, som jeg måske havde frygtet. Det hjalp meget, at vi seks gutter var sammen om projektet.” Nu glæder jeg mig bare til at se den færdige kalender. Gør du?