Historien om Ungdomskredsen • Del 1 Glimt fra en turbulent barndom

Jan E. Jørgensen er tidligere næstformand, organisationssekretær og landsformand i Dansk Handicap Forbund. Før det trådte han sine barnesko i Ungdomskredsen i sidste halvdel af 1970’erne. Her fortæller han sin historie. ”Det var da sjovt,” siger han.

Den lille mærkat med stor betydning ”Men jeg blev ikke smidt ud. Der var fem stemmer for det. De kunne simpelthen ikke gøre det. De havde gjort sig selv fuldstændigt til grin og blandt andet også, fordi vi havde jo fortalt, at vi havde den mærkat,” fortæller Jan.

”Det er i hvert fald sådan, jeg husker det,” siger Jan Jørgensen til mig i telefonen. Det er sidst i august, og jeg har ringet til Jan for at få historien om Ungdomskredsens barndom. På det her tidspunkt har vi talt sammen i ca. en time om alt fra politiske aktioner og tidsånden i 1970’ernes Danmark til brud med det bestående og vendepunktet med accept af de unges idéer og gåpåmod.

Vi skriver 1977, og Jan har været med i Ungdomskredsen i et par år, da de beslutter sig for at lave en lille mærkat, der forestiller handicapsymbolet med en rød streg over. Den klistrer de op i forskellige byer for at gøre opmærksom på, at stederne ikke er ordentligt tilgængelige. I hovedforeningen, Landsforeningen af Vanføre [skifter i 1988 navn til Dansk Handicap Forbund, red.] skaber den en hulens ballade. Inden aktionen er mærkaten ellers blevet præsenteret i Vanførebladet, men ingen reagerer på den. Når den skaber ballade, skyldes det, at den er handicappolitisk. Jan fortæller, at jeg skal forestille mig en tid, hvor man havde brudt med tidligere tiders isolation af mennesker med handicap, og at lokalafdelingerne simpelthen var blevet oprettet i sin tid, for at medlemmerne kunne komme ud og hygge sig med hinanden.”

Det er mere en banko- og hyggeforening, end det er en politisk forening,” siger han. Man aftaler, at Ungdomskredsen holder lav profil, men hovedforeningen forbyder dem dog ikke at bruge mærkaten. Her kunne hele misæren have været slut. Det bliver bare ikke enden på hele den historie, for på Egmont Højskolen, hvor Ungdomskredsen holder 14-dages integrationskursus i 1975-1977, beslutter deltagerne i 1977 at lave en mærkataktion i Skanderborg. Helvedet bryder igen løs – også internt i Ungdomskredsen, for når medlemmerne hverken må det ene eller det andet, er der mange, som ikke gider at være med mere. ”Nogle var aktive ’terrorister’, og andre var bare de flinke,” som Jan udtrykker det og forklarer, at de nok sidder otte eller 10 mennesker tilbage i Ungdomskredsen, da bruddet er der. ”Vi var ikke uvenner på nogen måder. Tværtimod hjalp vi hinanden.”

I dag har Ungdomskredsen et medlemsblad. Det har de ikke fra begyndelsen af i 1972. De kan få et par sider i Vanførebladet. På et tidspunkt i midten af 1970’erne er det ikke længere nok, og man finder på at grundlægge bladet ”Handi-kamp”. Bladet skal finansieres, og derfor begynder man at tage diæter til arrangementerne i Ungdomskredsen. Det har man ikke gjort før, og de går til finansiering af bladet. Sådan hjælper de hinanden. Det er nemlig ”udbryderne”, der står for at køre bladet.

Netop økonomien er årsagen til, at Jan vælger at blive i Ungdomskredsen, da mange bryder ud. Han vil nemlig hellere bruge 90 procent af sin tid på at lave handicappolitisk arbejde og 10 procent på at skaffe penge til arbejdet end omvendt. ”Økonomien er der jo i Vanføreforeningen,” som han siger. Den luksus havde udbryderne ikke, og som han sagde til dem: ”Nu kommer I til at bruge 90 procent af al jeres tid på at skaffe penge til at lave 10 procent handicappolitiskarbejde.”

Da de hippe 1970’ere glider over i fattigfirserne, varsler det en ny tid. De nye unge begynder ligefrem at blive accepteret i Landsforeningen af Vanføre, men før de når så langt, skal de igennem et sandt ”mareritt”.

Marerittet der fører til en drøm af et vendepunkt

Ungdomskredsen bliver oprettet som en specialkreds under Landsforeningen af Vanføre i 1972. Samme år opretter man Forældrekredsen, og Bodil Eskesen, der er overlæge ved Fysiurgisk Hospital i Hornbæk, får lov at oprette Paraplegikerkredsen [i dag RYK –Rygmarvsskadede i Danmark, red.].

Året forinden spørger Evald Krog, om han må danne Muskelsvindfonden som en lignende specialkreds, men han får nej.

Det er en tid med opbrud. Ungdomsoprøret kommer i 1968 og kvindeoprøret i 1973. I 1975 bliver Jan medlem af Ungdomskredsen, efter at han bliver kontaktet af Hans J. Møller, der i dag sidder som formand i forbundets Københavnsafdeling, og andre rødder, der spørger, om han vil være med til at lave noget larm i Ungdomskredsen. Det vil han gerne.

”Jeg kontaktede jo bare min lokalafdelingsformand og spurgte, om jeg måtte deltage i Ungdomskredsen, og det sagde han ja til. Det fortrød han bitterligt senere,” fortæller Jan.

Landsmødet finder sted på Sct. Knudsborg. Jan og de andre stemmer på hinanden og kommer med i bestyrelsen. Da de bliver valgt ind, er holdningen, at man hurtigt slipper af med de drenge der, for de gider ikke lave noget alligevel. Alle bliver dog klogere.

Man begynder med at lave et kursus om bistandsloven, og året efter er de ca. 10, der tager på ø-lejr på Samsø. Her får de idéen til teaterforestillingen ”Normal”, som de turnerer rundt med. ”Normal” handler om en verden, hvor der kun lever mennesker med handicap indtil den dag, hvor der bliver født et menneske uden handicap. ”Og så går hele systemet i gang,” griner Jan. Samtidig opretter de lokalafdelinger af Ungdomskredsen. De første kommer i Ringkøbing og Esbjerg, hvor henholdsvis Jan og Hans bor på det her tidspunkt. Det er såkaldte ’fifty-fifty-klubber’, hvor både mennesker med og uden handicap kan blive medlem.

Jan og de andre har altså prøvet lidt af hvert, da mærkat-aktionen kommer i 1977.

”Så har jeg så senere lært, at når du er, lad os bare bruge ordet rebel, som Susanne [Olsen, red.] har gjort. Altså, der er en grænse for, hvad du kan tillade dig at lave af aktioner, når du er afhængig af andres hjælp, og det kan være fysisk, men det kan også være økonomisk,” forklarer Jan, når han i dag ser tilbage på det og uddyber med at sige, at han jo gav banker og andre et los i røven ved at lave den mærkat. De samme banker havde støttet Landsforeningen af Vanføres lokalafdelinger økonomisk. Derfor var der nogle, som ønskede at få Jan, Hans og andre ekskluderet. Jan og Hans havde altid sagt, at hvis de skulle smides ud, skulle det være på grund af noget handicappolitisk.

I dag fortæller Jan, at det hele tiden var en overvejelse, hvem man ville komme til at træde over tæerne med de forskellige aktioner.

Det helt store vendepunkt kommer i 1980. Her beslutter en ung Ritt Bjerregaard som socialminister at indføre socialindkomsten, hvilket medfører en række velfærdsforringelser. Ungdomskredsen og Landsforeningen af Vanføre er med på Christiansborg, da man debatterer socialindkomsten. Det ender i kaos, og man vælter nærmest Folketinget og Socialministeriet. Det er en skandale, for Landsforeningen af Vanføre og Ungdomskredsen er blevet særligt inviteret.

Siden bliver hele affæren kendt som ”et mareritt”, og det er vist nok Oluf Lauth, Egmont Højskolens grundlægger, der første gang kalder den det.

Ingen ønsker en gentagelse, og derfor nedsætter Landsforeningen af Vanføre et aktionsudvalg, som Jan bliver formand for, mens han er med i Ungdomskredsen. Det udvalg arrangerer blandt andet en busturné rundt til 10 forskellige byer og holder møder med lokalafdelingerne. Her deltager også en lokalpolitiker, en amtsrådspolitiker og en folketingspolitiker. Man diskuterer socialindkomsten.

”Der finder ’de gamle’ ud af, at vi kan noget, og der kommer vendepunktet,” forklarer Jan.

Tiden efter Ungdomskredsen

I dag nærmer Jan E. Jørgensen sig 73 år. Ungdomskredsens lokalafdelinger er for længst blevet nedlagt, og udbryderne har sluttet sig til forbundet igen. Og i dag ser Jan tilbage på en lang karriere i Dansk Handicap Forbund.

I 1984 bliver han valgt som næstformand efter et kampvalg, i 1986 bliver han organisationssekretær, og i 1998 bliver han valgt som landsformand. Den post har han indtil 2006, hvor Susanne Olsen bliver landsformand.

”Selv som landsformand for Dansk Handicap Forbund var jeg for rebelsk,” fortæller han og fortsætter: ”Hvis folk kom til mig og sagde: ’Vi har altså et problem, når vi skal tanke benzin [på vores biler, red.] på motorvejene,’ så sagde jeg: ’Nå, jamen, vi samler lige 30 kassevogne, og så kører vi ind på en strækning, og så skal alle ind og betale i rækkefølge’, så ville den tankstation stoppe i så og så mange timer. Tror I, vi kommer i pressen? Ja, vi gør, kære venner. Tror I, vi får lavet det om? Ja, vi gør, kære venner. Men nej, de turde ikke at gribe det an på den måde.”

Som noget af det sidste fortæller han om, at han var nødt til at gå af som næstformand i 1986, da han blev ansat som organisationssekretær. I vedtægterne findes der nemlig en regel om, at man ikke må have dobbeltposter. Den regel var Jan selv med til at få indført, da han var yngre. På den måde er ringen sluttet.