Red.: Denne artikel blev bragt i Ungdomskredsløbetjubilæumsbladet juni 2002

forestillingen Cirkus Fantaspastisk. Anledningen var FN’s internationale ungdomsår. I præsentationen af Cirkus Fantaspastisk skrev vi bl.a.:

”Vi finder det vigtigt, at også unge handicappede iværksætter aktiviteter, der kan fortælle om vilkår og krav, som unge handicappede har.

Aktiviteterne på turneen vil bl.a. bestå af gadeteater, hvor det især er den groteske humor, der vil blive brugt som virkemiddel. Emnerne vil for det meste omhandle holdninger til handicappede set med unges øjne. I Esbjerg og Odense vil der blive arrangeret socialpolitiske møder med emner, som er væsentlige for unge handicappedes livsbe tingelser”.

Kunst af Kaos

I 1988 og 1989 afviklede Ungdomskredsen to usædvanlige projekter på henholdsvis Lions Kollegiet og Høskov Kollegiet – to dengang såkaldte plejehjem for yngre fysisk handicap pede. Projektets titel var Kunst af Kaos.

Institutionerne havde i en uge besøg af 10 kunstudøvere og kunstinteres serede hentet fra Ungdomskredsen og dennes bekendtskabskreds. Om projektet skrev vi bl.a.:

”Skønheden og uhyret var te maet for udarbejdelse af 4 større fælles ”kunstværker”. Ideen med projektet var først og fremmest at give beboerne et tilbud om selv at præge deres fysiske omgivelser. Derudover forsøgte projektet at give inspiration til beboernes dag ligdag – herunder dagcenteraktivi teterne, idet institutionsmiljøet alt for ofte medfører en meget stivnet og idealforherligende kreativitet, hvor ingen tager sig selv og pro dukterne alvorligt, og hvor kaffe drikning i stedet får en alt for vigtig betydning. Valget af ”kunstværker” og materialer tog i forlængelse heraf udgangspunkt i mulighederne for at se det smukke i det, der traditionelt opfattes som grimt, og det normale i det, der som oftest opfattes som unormalt”.

Lone Barsøe, HandiKamp, september 1989.

Servietten – en teaterforestilling for børn I 1989 skrev og opførte vi børneteaterforestillingen Servietten – en forestilling om begrebet pinlighed og uden et handicap.

Vi var nået til et punkt, hvor belæring og der – efter at en af de ikke-handicappede spillere rejste sig fra kørestolen – højlydt og bedrevidende udbrød: ”Det er jo bare teater. Hun kan jo ikke gå i virkeligheden”.

Høring om plejehjemsforhold

I slutningen af 80’erne indgik vi – sideløbende med de kreative projekter – i stigende grad i de demokratisk valgte organer. Vi var indstillet på at gøre vores synspunkter gældende inden for disse rammer og i forståelse for de spilleregler, der var gældende her. Ungdomskredsen fik i denne periode repræsentanter i stort