ET BLAD BLIVER FØDT

Da jeg blev aktiv i Ungdomskredsen i midten af firserne, var Ungdomskredsens blad helt naturligt Handikamp. Handikamp blev lavet af nogle unge, som i halvfjerdserne og i starten af firserne ikke kunne få deres budskaber igennem i det, som dengang hed Vanførerbladet. Handikamp var ikke et medlemsblad, men på et tidspunkt valgte Ungdomskredsens bestyrelse, at Handikamp skulle sendes ud til alle medlemmer i Ungdomskredsen.

På den måde blev Handikamp nærmest medlemsblad samtidig med, at det var en autonom og selvstændig gruppe, som udgav Handikamp. Vanførerforeningens hovedbestyrelse kunne ikke blande sig. Vanførerbladet var medlemsblad for Vanførerforeningen – det der i dag hedder Dansk Handicap Forbund.

I bladet Handikamp skrev man om alle de forbudte ting: Handicap og sexuallitet, de elendige fagfolk, der boltrede sig på landets institutioner, og mange andre artikler, som anstændigvis ikke kunne bringes i Vanførerbladet. Man kommer vel heller ikke uden om, at Handikamp-redaktionen og skribenter for de flestes vedkommende befandt sig et godt stykke ude på den politiske venstrefløj. Handikamp var med andre ord et godt progressivt alternativ til datidens pæne medlemsblad i diverse handicapforeninger.

Kort tid efter jeg blev aktiv i Ungdomskredsen, var der flere af Handikamps trofaste skribenter, som faldt for Ungdomskredsens aldersgrænse eller som af anden årsag valgte at forlade den handicappolitiske scene. Sidst i firserne valgte redaktionen at nedlægge bladet. Ungdomskredsen var uden blad og forsøgte sig i nogle år med nyhedsbreve. Det viste sig at være uholdbart – der var brug for et bindeled til medlemmerne. Ungdomskredsløbet blev til, fordi der var et udvalg, som lod sig nedsætte på landsmødet i 1992.

Et voksende barn

Ungdomskredsløbet kom i stand ved, at man lavede en aftale med et bladforlag, som stod for opsætningen og finansieringen af bladet, mens Ungdomskredsen blot skulle aflevere stof til bladet.

Ungdomskredsløbet så dagens lys som et A5-blad med de muligheder og begrænsninger, det giver. Vi var noget tøvende i bestyrelsen, da bladfirmaet foreslog, at vi gik over i A4-format. Vi spurgte hinanden, om vi kunne skaffe stof nok til det. Efter nogen tøven tog vi imod udfordringen og indså hurtigt, at et A4format er lettere at sætte op på en spændende måde. Det blev muligt at lave billed-collager.

Så vidt jeg husker, var det et udvidet bestyrelsesmøde, der stod først for. Lørdag aften holdt vi grillfest og karneval ved swimmingpoolen på Sct. Knudsborg. Det blev en sjov og underholdende reportage med flere bestyrelsesmedlemmer og andre aktive i fancy udklædninger. Selv var jeg i en farmor-kjole med en sort laktaske. Det har været et ømt syn for Ungdomskredsløbets læsere. Muligheden for at lave billedcollager gav en anden mulighed for at beskrive aktiviteter i Ungdomskredsen. Jeg tror, at det gav nye medlemmer lyst til at blive mere aktive. Det er altid lettere at fange folks opmærksomhed med billeder frem for med tekst.

Godt samarbejdsprojekt

At lave et blad kræver mange ressourcer. Men det giver faktisk også gode muligheder for at have et godt og tæt samarbejde. I en lang periode var vi tre/fire stykker, som stod for bladet. Jeg husker den tid som en tid med mange møder, der trak ud, med gode middage, som vi enten satte vores hjælpere til at lave eller bestilte udefra og med mange øl og flasker rødvin. Vi var arbejdende, og det gav et helt specielt fællesskab. Det var et arbejdsfællesskab om et projekt, som vi alle var ansvarlige for. Men det var også personlige fællesskaber, som er kommet til at betyde meget for mig senere i livet. Arbejdsfællesskaber er godt, fordi man kommer til at stå i et afhængighedsforhold til hinanden. Redaktionen er afhængig af, at hvert medlem overholder de aftaler, der er indgået. Det var en stærk og lærerig oplevelse, som jeg i dag benytter i mit arbejde.

Ungdomsbladet

Ungdomskredsens aktive medlemmer stod i et andet forhold til Dansk Handicap Forbund

Af Michael Pedersen

og ikke mindst til Handicap-nyt, end dengang Handikamp blev til. Vi kunne meget let få artikler i Handicap-nyt, ja, den nye redaktør af Handicap-nyt var en af Ungdomskredsens venner. Han brugte en del af Ungdomskredsens aktive som skribenter på Handicap-nyt. Vi oplevede ikke, at der var artikler, vi ikke kunne få i Handicap-nyt. Det gjorde det faktisk svært at starte Ungdomskredsløbet, for hvordan skulle vi være et andet og alernativt blad? En anden udvikling betød, at Ungdomskredsens medlemmer var langt mindre politisk interesserede end tidligere. Det var ikke oplagt at lave et politisk blad. Vi forsøgte at skrive om de lovændringer, som fik størst betydning for unge handicappede. Men vi havde en klar fornemmelse af, at det netop var de artikler, som ikke blev læst.

I redaktionen begyndte vi derfor at diskutere, hvordan vi kunne være et ungdomsblad og alligevel bevidste om vores handicappolitiske ståsted. Der begyndte at komme artikler i bladet, som var en anmeldelse af en koncert eller en god film. Vi følte en balance mellem det ungdommelige og det handicappolitiske. På den ene side var vi naturligvis klar over, at vi ikke kunne måle os med andre ungdomsblade, ja, at det heller ikke var Ungdomskredsens opgave. På den anden side vidste vi, at det var de artikler, hvor vi skrev om noget alment, at interessen hos vores medlemmer var størst. I min tid i Ungdomskredsen var det en balance, som vi altid prøvede at finde. Vi ønskede både at være ungdommelige og handicappolitiske.

Aftaler og brud

I løbet af et par år oplevede Ungdomskredsen, at det firma, vi havde indgået aftale med, ikke