Dansknoter 2/2013 by Dansklærerforeningens Forlag

DANSK NOTER

JUNI 2013

dansklf.dk/Dansk_Noter

Naturhistorier

DANSK 2 2013 NOTER Redaktion Ansvarshavende Jette Sindbjerg Martinsen Maribovej 4B 2500 Valby Mobil: 22485483 js@norreg.dk Anmeldelser Lars Dalum Granild Billedredaktør Lisa Kaas og Kurt Christensen Øvrige redaktionsmedlemmer Anne Mette Finderup Rosenvængets Sideallé 9, 3 tv. 2100 København Ø Tlf.: 2893 7904 af@ijg.dk Ditte Eberth Timmermann Søvejen 20A, Blegind, 8362 Hørning Tlf. 60777304 dt@videndjurs.dk Ivar Lærkesen Baneparken 2, 3720 Aakirkeby Tlf.: 5697 2547 ILaerkesen@gmail.com Lars Dalum Granild Silkeborg Gymnasium Lillehammervej 5, 8200 Århus N Tlf. 8618 7980 lg@silkeborg-gym.dk Kurt Christensen Sortemosevej 101, 2730 Herlev Tlf. 3175 3101 kurtchristensen@hotmail.com Lisa Kaas Jerichausgade 29, 1777 Kbh. V Tlf. 3117 7500 lisamargrethekaashansen@gmail.com Birgitte Elkjær Lamb Ny Holstedvej 36, 4700 Næstved Tlf. 4161 3245 bil@herlufsholm.dk Fra Dansklærerforeningens Hus: Kirsten Nordentoft kin@dansklf.dk 33276073

DANSK NOTER 3/2013: Tema: Litteratur på scenen Deadline: 01.08.13 Abonnement (4 numre + særnumre): kr. 300,- ekskl. moms. Enkeltnumre: kr. 100,- ekskl. moms. Bestilling af abonnement sker ved henvendelse til Dansklærerforeningen på dansklf@dansklf.dk. Bestilling af enkeltnumre sker på dansklf.dk/Dansk_Noter. Dansk Noter er en del af medlemskabet for medlemmer af Dansklærerforeningens sektion for gymnasielærere. DANSK NOTERS hjemmeside: dansklf.dk/Dansk_Noter

af noter. Fuldstændige litteraturreferencer placeres i litteraturlisten. Antagne tekster kan også offentliggøres på Dansk Noters hjemmeside og i Dansklærerforeningens nordiske søsterblade. Dansklærerforeningens administration Rathsacksvej 7 1862 Frederiksberg C Tlf. 33 79 00 10 Mandag-fredag 10-14 dansklf@dansklf.dk Alle henvendelser vedr. medlemskab, kontingent, bogpakker, abonnement, adresseændring og efteruddannelseskurser skal ske til administrationen på dansklf@dansklf.dk

Manuskripter og indlæg: Sendes til js@norreg.dk eller: Jette Sindbjerg Martinsen Maribovej 4B 2500 Valby

ISSN: 0107-1424 Oplag: 3000 Printed in Denmark 2013

Vi modtager meget gerne bidrag til bladet efter disse retningslinjer: Maksimallængde på artikler er normalt 12.000 tegn inklusive mellemrum. Skriv gerne kortere.

Grafisk tilrettelæggelse og produktion: Zeuner Grafisk as

Opsætning: Antal anslag opgives først i artiklen. Skriv forfatternavn, titel mv. over titlen / rubrikken. Og skriv gerne et par linjer om dig selv (fødselsår, stilling, publikationer, andet). Vedlæg digitalt billede af dig selv. Afsnit markeres med indryk. Længere citater skal kursiveres og markeres med en blank linje før og efter samt indryk. Artikler bør have en kort pointerende manchet og mellemrubrikker samt forslag til citater som kan fremhæves grafisk. Eventuelle referencer kan gives i parenteser i teksten eller som noter. Begræns venligst brugen

Illustrationer: Allan Otte

Tidsskriftet udgives med støtte af Undervisningsministeriets tipsmidler gennem tilskud til porto/ forsendelse fra ”Bladpuljen” under Styrelsen for bibliotek og medier. Forsidefoto: Frugt, 100 x 100 cm, akryl på plade, 2009

Indhold 4 Leder Fagkonsulenten Af Claus Nielsen

Præsentation Naturhistorier

Illustrationer Allan Otte

”Er natur modsætning til overnaturlig, eller netop det samme?”

Tema: Naturhistorier

Naturen i folkeviserne Af Vibeke Pedersen

Naturens sekularisering Af Klaus P. Mortensen

”Træerne løves af ungt Begær” Af Claus Nielsen

”Naturen er uden menneskelig mening, romantisk dybde og kristen forløsning.”

Blodblomster og tilintetgørende kulde. Natur og unatur i tidlig dansk avantgarde Af Per Stounbjerg

Græs, gæs og andre gevækster i nyere dansk digtning Af Anne Marie Mai

33 tekst i midten

Af Sigrid Kraglund Adamsson

Med nuet som indsats Af Lars Green Dall

”Naturen er, og den er i sin væren forskelsløs.”

At undervise i natursyn – en vandring i mentale landskaber Af Ivar Lærkesen

50 voxpop 52 digt UDEN FOR TEMA 54 Den kuldskære kæmpe

Af Hardy Bach

60 din forening KURSER

63 Årsmøder 65 Boglisten

30 ”Natur og bevidsthedsdannelse er velegnet til en tematisk tilgang til den historiske læsning af litteratur.”

Leder

Fagkonsulenten

Bab - bab - da - dab, der går min dansklærer bab - bab - da - dab, det er hende, hun går lige der Hun sagde: Hallo, Vanilla, hej - jeg kom tilfældigvis lige forbi jeg har sådan tænkt på dig der er så meget jeg gerne ville sige Men Vanilla, goodbye, det går slet ikke med mig jeg er for klog og for frisk og jeg har pligt for til i morgen (TV2: ”Der går min klasselærer” – lettere omskrevet) Af Claus Nielsen Den 1. maj stoppede Susan Mose som fagkonsulent for dansk efter at have varetaget denne vægtige og centrale post siden 2007. Susan Mose har fået job som rektor på Sct. Knuds gymnasium i Odense. Susan Mose har været fagkonsulent i en periode hvor de nye danskfag (på stx og hf) efter reformen 2005 var faldet på plads og skulle implementeres. Det har der været meget arbejde med, bl.a. fordi danskfagene efter reformen har været ude for en særdeles stor forandring. Imidlertid er der med reformen ikke kun tale om at noget gammelkendt føres up-to-date. Der er med det dobbelte reformkompleks (hvor selvejet fra 2007 indregnes) tale om en kvalitativt anden måde at drive uddannelse, skole og fag på. Dette behandles i den uhyre spændende og interessante artikelsamling Der styres for vildt (red. Katrin Hjort m.fl.) fra 2012. I artiklen ”Hvilken viden er værd at dele?” vises hvor kompleks og udfordrende uddannelsessystemet er blevet: ”Den forandring som den dobbelte gymnasiereform bevirker, forekommer derfor særlig komprimeret. Vi hæfter os ved tre aspekter af forandringspresset: Uddannelsens kompetenceorientering, en decentralisering

4 DANSK NOTER

af styring samt – sammenflettet med decentraliseringen – en fornyet centralisering. Vi viser hvordan et fagligt rationale, et markeds- eller forretningsmæssigt rationale og et forvaltningsrationale sættes i spil, hvilket betyder, at dynamik ikke blot er et overgangsfænomen, der kan knyttes til reformimplementeringen. I princippet er der tale om en permanentgørelse af dynamik, en dynamisering.” (s.162) Man kan også omskrive beskrivelsen af forandringen til at man nu skal kunne agere i kaos. Det skal man både som gymnasielærer – men sandelig også som fagkonsulent. Som citatet viser, lever vi nu i undervisningssektoren i den egentlig mærkelige – men i hvert fald udfordrende – situation at forholdene på en og samme tid er centrale og decentrale. Fagkonsulentjobbet er blevet mere omfattende samtidig med at tiden til at varetage jobbet er blevet mindre. En af Susan Moses meget store forcer er at hun har kunnet magte dette. Det er bl.a. sket ved at hun har forholdt sig pragmatisk til mange af de spørgsmål der dukker op i forbindelse med danskfaget og med gymnasieundervisning generelt. Og hun har insisteret på at læreplanerne åbner for et tolkningsrum vi som dansklærere kan gå ind i og tolke i. Det har der ikke altid været helt lydhørhed for blandt alle dansklærere. En del vil gerne have direkte og faste svar. Men det er Susan Moses store fortjeneste at hun har holdt fast i at vi som ”menige” dansklærere også har en tolkningsret. Så er det op til os at udnytte den. Dette betyder imidlertid ikke at alt blot overlades til den enkelte dansklærer. En stor kvalitet ved Susan Mose er at hun er meget klar og tydelig når hun skal formidle bl.a. nye tiltag inden for danskfaget og samspillet mellem fag. Det har man bl.a. kunnet opleve på de regionalmøder Susan Mose har taget initiativ til sammen med Dansklærerforeningen/G. Vi har oplevet at disse møder har været en stor succes, og at dansklærere rundt i landet har været særdeles glade for møderne med fagkonsulenten. Susan Moses embedsperiode har været præget af en stor åbenhed. Vi har i Dansklærerforeningen/G ople-

vet at hun har været særdeles god til at lytte og indgå i dialog. Det har vi oplevet i en lang række sammenhænge. Og vi oplevede det i særdeleshed da læreplanerne i dansk skulle revideres. De nye danskfag efter reformen blev af mange oplevet som meget stoftunge. Ordet ”stoftrængsel” blev brugt. Opgaven var derfor at luge ud i faget uden at sætte fagets kvaliteter og A-niveau status over styr. Denne vigtige opgave lykkede – synes vi – efter at vi i Dansklærerforeningen/G på flere møder havde været sparringspartner og med på udvikling af ideer. Det var Susan Moses store for-

tjeneste at den faglige forening således blev hørt og inddraget. Vi ønsker Susan al mulig held og lykke i det nye arbejde – selv om det ikke just er det mest rolige tidspunkt at starte som rektor på. Vi tvivler imidlertid ikke på at Susan også vil klare denne opgave med lydhørhed, smidighed og integritet. Vi i Dansklærerforeningen byder endvidere den kommende fagkonsulent velkommen, og vi glæder os til og ser frem til et godt, konstruktivt og muntert samarbejde.

CMYK maleri - faunapassage (1:2), 70,7 x 141,4 cm (1 m2), akryl på plade, 2012

DANSK NOTER 5

Præsentation

Naturhistorier Tilsyneladende er natur en objektivt givet størrelse, noget mennesker må leve med og er udleveret til som et uomgængeligt vilkår. Men til alle tider har mennesket indskrevet den i højst skiftende og komplekse værdimønstre: Naturen opfattet som Guds bog, som fundament for menneskets ”naturlige” rettigheder. Naturen er blevet dyrket som en religiøs-æstetisk sfære ophøjet over borgerens profane hverdag. Endelig synes det ”naturligt” at opfatte naturen i modsætning til det menneskeskabte i almindelighed og kunsten i særdeleshed. Men skiftende kultur- og kunstsyn er netop særdeles styrende for opfattelsen af naturen. Derfor titlen Naturhistorier på dette nummer af Dansk Noter. Paradokserne yngler når vi taler natur, og det er netop denne kompleksitet som gør det interessant at arbejde med natur og natursyn i danskundervisningen. Det handler ikke først og fremmest om at læse nogle følsomme digte om natur. Nej, øvelsen går ud på at tage udgangspunkt i forestillingsmønstre som allerede er til stede i klassen og afsøge deres historiske baggrund. På den måde bliver læsningen en bevidstgørelsesproces og også en overskridelse af det som på forhånd er kendt. Et væsentligt grundlag for at arbejde med kompleksiteten i naturtemaet gav Klaus P. Mortensen med bogen Himmelstormerne. En linje i dansk naturdigtning, 1993. En bog som udfolder en række transformationsprocesser fra barokkens tid frem til vore dage. Som inspiration til læsningen henviser vi gerne til denne bog, og med dette nummer forsøger vi at give yderligere nogle nedslag. Vi begynder i middelalderen med Vibeke Pedersens artikel om naturen i folkeviserne. Hun påviser her at der ganske vist forekommer natur i folkeviserne, men ikke som noget, folkevisernes personer forholder sig reflekterende eller stemningsstyret til. Derimod kan omtalen af den være stemningsskabende eller dreje sig om naturvæsener der kommer i kontakt med mennesket – og næsten aldrig for det gode. Klaus P. Mortensen beskæftiger sig med den nyfor-

6 DANSK NOTER

mulering af natursynet som finder sted i løbet af 17- og 1800tallet og som har fået vidtrækkende konsekvenser. Han ser denne proces som en sekularisering af den kristne tradition hvor det ophøjede flytter fra den konfessionelt religiøse, institutionelle sfære til en æstetisk(religiøs) sfære, fra naturens bog eller spejl til naturen opfanget i det æstetiske. Claus Nielsen skriver om Thøger Larsen, en af de naturlyrikere som har sat sit stærkeste præg på vores oplevelse af midsommer. I artiklen hæfter han sig ved Eros som et livsbegær der åbner for en anden og større virkelighed end realismen og naturalismen kan omfatte. Mellemkrigstidens avantgardelyrikere forvrænger billedet af omverdenen til en form- og farvebevidst unatur. Per Stounbjerg giver i sin artikel eksempler på (u)natursynet i et udvalg af digte fra Emil Bønnelycke til Tom Kristensen Naturen kan forføre digterne til at skrive traditionelle naturromantiske digte om en anelsesfuld natur. Med det udgangspunkt belyser Anne-Marie Mai i sin artikel forholdet til naturen især hos Per Højholt og Inger Christensen, og hun påviser at dialogen med romantikken er en vigtig del af den fornyelse af litteraturen som det formelle gennembrud bringer med sig. I artiklen ”Med nuet som indsats” peger Lars Green Dall på lighedstræk mellem natur- og litteraturoplevelser og beskriver i forlængelse heraf de poesiudstillinger Statens Naturhistoriske Museum holder i Botanisk Have Som afslutning på temaet diskuterer Ivar Lærkesen hvorfor dansklærere kan være lidt flove over at beskæftige sig med naturen, og elever mest af alt betragter den som noget de er vokset fra. Han undrer sig over det efter at økologi har stået højt på dagsordenen i flere årtier og med en klimaproblematik som ser ud til at gribe katastrofalt ind i menneskers livsvilkår. Velkommen til de mange historier om naturen. God læselyst! Redaktionen

Illustrationer

ALLAN OTTE Introduktion

BIOGRAFI

Allan Otte skildrer i sine malerier landskabet i en stemningsfuld, men usentimental form. Hans rå provinslandskaber er præget af landbrug og industri snarere end idyllisk naturromantik. Landskabet fungerer som en scenografi for paradoksale begivenheder, ulykker, stoppede udsyn; vi har på fornemmelsen, at der er gået noget dramatisk forud for de rungende stille scener, som vi møder. Allan Otte fokuserer imidlertid ikke kun på motivet, men også på værkets konstruktion. Hans kompositioner afspejler stramme æstetiske valg og systematiske malemetoder. Beskuerens opmærksomhed veksler hele tiden mellem motivets realisme og maleriets abstrakte kvaliteter. På lang afstand ses illusionen tydeligt, men kommer man tættere på, opløses motivet i felter og former, der blotlægger selve maleriets materialitet.

Allan Otte er født i 1978 i Nordjylland. Han bor og arbejder i København og er uddannet på Det Kongelige Danske Kunstakademi (2001-2007). Han har en lang række udstillinger bag sig. Af separatudstillinger kan nævnes: Nye strækninger Galleri Tom Christoffersen (2012), Efterbilleder Gl. Holtegaard og Kunsten Museum of Modern Art Aalborg (2010), Landskabsmaleri Skive Kunstmuseum (2008) og Everything is Good Here Himmerlands Kunstmuseum (2006). Af gruppeudstillinger kan nævnes: Ude af fokus Holstebro Kunstmuseum (2012), Sådan set Rønnebæksholm (2012), Et Vintereventyr Gl. Holtegaard (2009), Enter (triennale) Kunsthallen Brandts (2008), Malerhjerne Arken Museum for Moderne Kunst (2006). I 2009 deltog Allan Otte på Carnegie Art Award, som blev vist på museer mm. i hele Norden, samt på Royal College of Art i London og Centre International d’Art Contemporain i Carros, Frankrig. Han er repræsenteret på Kunsten Aalborg (2010), Skive Kunstmuseum (2008) og Arken (2004), ligesom han lavet flere større udsmykninger til private virksomheder og institutioner. Allan Otte repræsenteres af Galleri Tom Christoffersen. For mere info se: www.allanotte.dk

DANSK NOTER 7

Tema: Naturhistorier

Naturen i folkeviserne Der forekommer ganske vist natur i folkeviser, men ikke som noget, folkevisernes personer forholder sig reflekterende eller stemningsstyret til. Derimod kan de neutrale fortælleres udsagn om natur være stemningsskabende, konkrete stedsangivelser, give udtryk for naturbeherskelse (både for mennesker og elvere) eller dreje sig om naturvæsener, der kommer i kontakt med mennesket – og næsten aldrig for det gode. Inden vi går i gang, må såvel materiale (folkeviser) som emne (hvad er natur?) afgrænses. Kært barn har mange navne Man kan kalde viserne ballader – folkeviser – fornviser – kæmpeviser. Hver betegnelse rummer sin egen ideologi og opfattelse af genrens ælde og sociale tilhørsforhold. Uanset opfattelse i øvrigt vil ingen forskere afvise, at viserne næsten alle er anonyme og blev nedskrevet i adelens folkevisehåndskrifter fra 1550’erne ca. 150 år frem. Dertil kommer skillingsvisetryk fra slutningen af 1500-tallet og mundtlige optegnelser især fra slutningen af 1800-tallet. Folkeviserne har været udgivet i Dansklærerforeningsregi flere gange1; og måske findes der stadig klassesæt rundt omkring på skolerne. Natur – hvad er det? Kalkars Ordbog til det ældre danske sprog (1300-1700) (1881-1907) kender slet ikke ordet, mens Ordbog over det danske Sprog (ODS, 1919-92) har flere betydninger af ordet. De vigtigste i denne sammenhæng er grundbetydningen: (betydn. 1): medfødt, iboende egenskab, der er af en for vedk. persons ell. tings art og væsen bestemmende karakter; karakteristisk (grund)beskaffenhed. Her er altså ikke tale om den natur, der omgiver mennesket, men tværtimod om de (indre) egenskaber, et menneske (eller en ting) har. Først når vi kommer til betydning 4.3, ligner naturbegrebet et, der matcher vores: (del af) den mennesket omgivende ydre verden, betragtet som den verden, i hvilken menneskene færdes under aaben himmel (med skiftende præg efter aarstiderne); den umiddelbart synlige del af jordoverfladen med dens forsk. bestanddele (kløfter

8 DANSK NOTER

og bakker, søer og floder osv.) og tilhørende dyre- og planteverden, saaledes som den ses henliggende under aaben himmel og i nogen grad overladt til sig selv (om mark, skov, hede osv., mods. have, by olgn.); undertiden (jf. bet. 3; især poet.) mere ell. mindre personificeret (i alm. som en (ung) kvinde). Nyeste danske ordbog, Den danske ordbog (DDO, 20032005) har da også: (betydn. 1): geografisk miljø under åben himmel der ikke er skabt af mennesker, og som omfatter bakker, dale, skove, søer, floder osv. samt den tilhørende dyre- og planteverden • i modsætning til byer, parker, haver m.m.; jævnfør kultur, civilisation. For at finde natur i digtning, der mere harmonerer med vore dages opfattelse, skal man frem til 1700-tallet, således som Thomas Bredsdorff har redegjort for det i Digternes natur2. Natur – og unatur – i titlerne Selv om ordet ‘natur’ altså slet ikke indgik i 1500- og 1600-tallets aktive ordforråd og først senere harmonerer med vores moderne forståelse, kan man godt finde naturbegreber i titlerne. Men kun de færreste titler kan føres tilbage til adelsvisehåndskrifterne. De forekommer lidt oftere hos Vedel og Syv og altid i de senere trykte visebøger. Mange af DgF’s titler findes heller ikke i tidligere udgaver, men er dem, de fleste kender i dag og derfor dem, jeg bruger. En særlig afdeling af folkeviserne er trylleviserne (af Svend Grundtvig også kaldet “naturmytiske viser”). De er især populære i tryk, både skillingsvisetryk og senere trykte visebøger. Af naturbegreber finder

Af Vibeke Pedersen, ekstern lektor, Institut for Nordiske Studier og Sprogvidenskab, Københavns Universitet

A3maleri #2, 29,7 x 42 cm, akryl på plade, 2008

vi i tryllevisernes (evt. senere tilkomne) titler: DgF 36 Jomfruen i Bjærget; DgF 37 Jomfruen og Dværgekongen; DgF 38 Agnete og Havmanden; DgF 39 Nøkkens Svig; DgF 42 Havfruens Spaadom; DgF 45 Hr. Bøsmer i Elvehjem; DgF 46 Elvehøj; DgF 57 Nattergalen (senere, tysk). Af ridderviserne har følgende natur i deres titler: DgF 205 Linden paa Lindebjerg; DgF 230 I Rosenslund; DgF 340 Svend i Rosengaard; DgF 440 Ørnen sidder paa højen Hald; DgF 443 Lindens Varsel. Omkvæd (og mellemkvæd) Er titlerne ikke en integreret del af viserne, kan man ikke sige det samme om omkvædene. Tværtimod har selv de allerældste viser et omkvæd; mange af viserne har endda også et mellemkvæd. DgF’s bind 12 rummer

en oversigt over disse om- og mellemkvæd. Det fremgår heraf, at den samme vise sagtens kan eksistere i varianter med forskellige omkvæd. Når man tæller op, finder man 519 om- og mellemkvæd med naturelementer til (inkl. gentagelser; 146 forskellige viser er repræsenteret). Ikke overraskende viser det sig, at trylleviserne rummer flest omkvæd med natur. Et par eksempler: DgF 222 Jomfruen på tinge har mellemkvæd: “I grønnen skov” og omkvæd: “Til jomfruens bur at ride”. DgF 288 Hr. Torbens datter har mellemkvæd: “under liden” og omkvæd “Der dagen han dages og duggen den driver så vide”. DgF 462A Hr. Peder lærer sin Fæstemø har omkvædet “Æren hun er det fejreste træ i skoven”, mens DgF 73B Ridderens Runeslag har mellemkvæd.: “Op under den Lind”.

DANSK NOTER 9

Natur og naturkræfter Naturen spiller selvfølgelig også en rolle på det mere indholdsmæssige plan. Stormvejret i Nilus og Hillelil (DgF 325) eller Hr. Torbens Datter og hendes Faderbane (DgF 288) anslår den uheldsvangre stemning i begge viser; og det kan diskuteres, om ikke de begge ender ulykkeligt. Heroverfor står regnvejret i DgF 363 Tyge Hermandsen, der afstedkommer, at en modigere mand end brudgommen, der ikke tør ride ud i det voldsomme

”I det hele taget er det sikrest at befinde sig på den rigtige side af grænsen mellem natur og det

”

menneskelige, borgeleddet.

regnskyl, løber af med bruden, som foretrækker en rask svend frem for en mand, der er bange for at blive våd. I DgF 233 Ellen Ovesdatter bliver sundet, som en fisker sejler hende over, en frelsende faktor, da hun søger at undgå en alt for ivrig bejler, der har forfulgt hende ind i kirken til gudstjeneste. I disse viser kan vi konstatere, at vand og vejr er realistiske foreteelser, der får konsekvenser på det handlingsmæssige plan. Folkevisernes scorereplik over dem alle er i øvrigt: “der gror ikke andet græs end løg” (fx DgF 183A Kvindemorderen, moderniseret). Det er sådan, en ungersvend kan lokke en pige med sig ud i en ellers uvis tilværelse uden slægtens beskyttende eller snærende bånd. Årstids- og vejrligsfænomener forekommer, men ikke ofte: “driver dug”, “falder regn”, “sildig om aften, røgen faldt på”. Til gengæld er der mange stedsangivelser m.m.: “under lide”, “under å”, “ude ved å”, “sorte heder”, “elverhøj”, “hviden sand”, “udi strand”, “rosens lund”. Den sidste er sjældent så romantisk, som den umiddelbart kunne lyder, idet der ofte lurer farer her, fx i skikkelser af blodhævnere eller voldtægtsforbrydere. I det hele taget er det sikrest at befinde sig på den rigtige side af grænsen mellem natur og det menneskelige, borgeleddet (fx DgF 73 Ridderens Runeslag). Dette er som regel også en grænse, som naturvæsenerne har svært ved at overskride (en undtagelse er dog fx gammen fra DgF 33 Germand Gladensvend). På dette punkt deler naturvæsenerne i folkeviserne skæbne med dem fra folketroen.

10 DANSK NOTER

Kvindebilleder Ikke overraskende kan slanke kviste eller blomster bruges som billeder på kvinder, fx rose eller lilje eller selve overbegrebet ‘blomme’ (blomst), ”Hun var en rosensblomme” eller ”Smal som en vånd” (DgF 288 Torbens Datter). Som fase i menneskelivet har vi “æblebarn”.3 Allegorisk eller overført betydning Naturbilleder kan bruges til både at forklare noget meget abstrakt og noget helt jordbundent. “Æren hun er det fagreste træ i skoven” (omkvæd til Hr. Peder lærer sin Fæstemø DgF 462A) skal formane kvinden til at passe på både dyd og gode manerer, mens “hendes grønne jord” (Ellen Ovesdatter, DgF 233A) ikke så meget går på, at der kan være pænt og forårsagtigt i Ellens nærhed, som det er et udtryk for hendes attråværdige rigdom. En kvindes utroskab kan beskrives af den bedragne ægtemand på følgende poetiske måde: “Her er en hjort i haven vant, / han tager de øverste blade” (DgF 259B Lave Stisøn og Fru Eline, moderniseret). Naturlig eller overnaturlig? Man kan se på de overnaturlige væsener, der optræder i folkeviserne. I den forbindelse er det nærliggende at stille spørgsmålet: Er natur modsætning til overnaturlig, eller netop det samme? I bl.a. disse viser finder vi disse overNATURlige væsener: Gam/trold DgF 33 Germand Gladensvend Havmand DgF 38 & 40 Agnete og Havmanden, Harpens Kraft Havfrue DgF 42 Havfruens Spådom Elvere DgF 46 & 47 Elvehøj; Elveskud Dværge DgF 37 Jomfruen og Dværgekongen. Hr. Tønne af Alsø Nøkke DgF 39 Nøkkens Svig Det er kun sjældent, at mennesket slipper godt fra mødet med disse størrelser.

”Er natur modsætning til overnaturlig, eller netop det samme?

”

Ortogonal, 100 x 161,8 cm, akryl på plade, 2007

Ungersvendens tavshed (i Elvehøj, DgF 46 A-Bd) vil i de fleste tilfælde være det bedste forsvar. Omskabelses- og tilfangetagningsviser Det overnaturlige kan dog også møde mennesket i form af omskabelser eller tilfangetageleser. Psykologisk er der under alle omstændigheder tale om, at en person er blevet væk for sig selv og/eller sine omgivelser: DgF 36 Jomfruen i Bjærget DgF 37 Jomfuen og Dværgekongen DgF 38 Agnete og Havmanden DgF 40 Harpens Kraft DgF 45 Hr. Bøsmer i Elvehjem DgF 55 Jomfruen i Ulveham DgF 56 Jomfruen i Fugleham DgF 57 Nattergalen DgF 58 Jomfruen i Hindeham DgF 59 Jomfruen i Ormeham DgF 66 Jomfruen i Linden DgF 67 Ridderen i Hjorteham DgF 68 Ridderen i Fugleham

Senere tiders opfattelser af det overnaturlige Det middelalderlige tankesæt rækker ud over selve middelalderen. Ortodoksien krævede bl.a., at man ikke kritiserede Biblens tegn og underlige gerninger. 1800-tallet så derimod med næsten misundelse tilbage på tider, hvor det overnaturlige var en del af menneskets hele livsopfattelse: Det er de mythiske Naturvæsener, saaledes som de endnu leve i Middelalderen, Udtrykket for Enheden af de legemlige og aandelige Kræfter, tillige gjennemvævet af kristelige Ideer; det er Naturkræfterne i personlige Væsener og deres Aabenbaring i Ordet eller dets symbolske Tegn. De ere fulde af fjerne Minder, og gribe tillige ind i hvert Menneskes Sind. Det er uforlignelige Levninger af den almindelig nordiske middelalderlige Poesi […] [De] behandler Forbindelsen mellem denne og hin Verden, og baner ved nogle af sin skjønneste romancer […] Overgangen til en anden Række, som man kunde kalde Livsbilleder.4

DANSK NOTER 11

På bedste dualistiske vis kunne en heibergianer som Carsten Hauch formulere det: Tryllevisernes naturånder er dragende stemninger i naturen, kristeligt forstået som materien modstillet ånd.5 Axel Olrik kobler naturvæsenerne i folkeviserne sammen med folketroen generelt og opfatter naturvæsenerne som naturpersonifikationer: Visernes naturvæsner genfindes i folketroen […] Alle disse væsner, der for os er de uskyldigste abstraktioner af naturlivet, er fra först af noget andet: i hver ting der foregik ude i naturen mente man at se virksomhed af et levende væsen; og mest galdt dette, når man så naturen handlende overfor mennesket […] de har menneskelig skikkelse og omtrent menneskelig störrelse […] Der er det mærkelige ved alle disse navne, at de ikke kendes i oldsproget.6 En psykologisk udlægning Villy Sørensen har i kaptilet “Folkeviser og forlovelser” fra Digtere og dæmoner (1959) givet de overnaturligere væsener en rolle, der harmonerer med Jungiansk psykologi: De optræder i overgangssituationer på tærsklen mellem to livsfaser (fx ugift til gift) eller i skellet mellem natur og kultur (borgeleddet igen). Villys Sørensen skriver om sine viseanalyser: Formålet [...] er ikke at placere viserne kronologisk, men at udlægge deres indhold, – blot implicerer selve indholdssynspunktet antagelsen af en fremadskridende ændring i livsfortolkning. Den konstituerede rækkefølge mellem viserne er dog snarere ‘logisk’ end kronologisk (s. 162). Flemming Harrits har i øvrigt kritiseret Villy Sørensens tit meget bastante tolkninger i Kritik 10, 1969, s. 27-51. En kommentar til ovenstående Sørensen-citat lyder fx: Sagen er nok den, at rækkefølgen hverken er logisk eller kronologisk, men en psykologisk konstruktion, bundet til en udviklingsforestilling, der lader det umiddelbare eller ubevidste afløses langsomt af det reflekterede eller bevidste (s. 45). Tusinder af gymnasieelever er gennem årene blevet trukket gennem Sørensens tolkninger, måske i et forsøg

12 DANSK NOTER

”Tusinder af gymnasieelever er gennem årene blevet trukket gennem Sørensens tolkninger, måske i et forsøg fra lærernes side på at gøre viserne nærværende og almenmenneskelige.

”

fra lærernes side på at gøre viserne nærværende og almenmenneskelige. Dæmonologier Hvis man foretrækker at forstå det overnaturlige på nedskrivningstidspunktets præmisser, er det imidlertid mere givtigt at gå til 1500- og 1600-tallets dæmomologier, fx Ludwig Lavater: De Spectris, lemuribus et Magnis (da. En bog om spøgelser, genfærd og store sager). Heraf fremgår det blandt andet, at man ikke skal føre samtaler med ånderne (som det sker i Elvehøj og Germand Gladensvend, hvor det får fatale konsekvenser). Den svenske historiker m.m. Olaus Magnus udgav i 1555 i Rom Historia de gentibus Septentrionalibus, (da. De nordiske folks historie). I begge disse bøger optræder bl.a elvere. Hvis man forstår viserne på deres tilblivelsestids forudsætninger, får man altså et andet billede end Villy Sørensens, der er præget af tanker, som var tilforladelige på hans tid. Gode viser til undervisningsbrug hos Ernst Frandsen (EF)7 og Jørgen Lorenzen (JL)8 Følgende oversigt kan måske give inspiration til et undervisningsforløb, idet man kan se på naturelementerne ud fra forskellige synsvinkler og fx diskutere, hvorvidt der er forskelle på ridderviser og trylleviser ud fra naturaspektet. De fleste viser findes i kendte antologier, men jeg har indimellem måttet ty til andre versioner (dvs. selve DgF) for at finde fx omkvæd, der kunne illustrere min pointe.

DgF-nr.

Titel

Kommentar

73 A/ Ba

Ridderens Runeslag

naturen som stedet, hvor det forbudte udspillersig - uden for borgeleddet

134

46 Bd/Cd

Elvehøj

hanegal redder en ung mand i fare

128

40 A/Eh

Harpens Kraft

menneskets kraft og snilde mod naturvæsenerne

110

325 A/Ab

Nilus og Hillelil

naturen som flugtmulighed, men uden hjælp

185

391 A/Aa

Tyge Hermandsøn (Den ømskindede brudgom)

regnen afslører personlige egenskaber

203

233

Ellen Ovesdatter

snarrådighed og et sund redder ung kvinde i fare

33 C/C

Germand Gladensvend

vand som hjælp eller fare. Gammen som trussel (og moderbinding?)

105

288 a/a

Hr. Torbens Datter

stevstammen, omkvæd, landskab

183

56 C

Jomfruen i Fugleham

omkvæd til B: Æren hun er det fejerste træ i skoven

118

38 A/Dø

Agnete og Havmanden

(sen, findes også i diverse bondeoptegnelser). Kristendom og fortryllelse

162

kontrast

Danmark, dejligst vang og vænge

netop ikke en folkevise, men forfattet af Laurids Kok

kontrast

Jeg gik mig ud en sommerdag at høre

netop ikke en folkevise, men forfattet af N.F.S. Grundtvig

For at finde naturen i folkeviserne i vores forstand måtte vi en omvej. Men såvel naturen som det overnaturlige er noget, som folkevisemenneskene hele tiden måtte forholde sig aktivt og agerende til. (Noter) 1 Danske Folkeviser i Udvalg, ved Axel Olrik under Medvirkning af Ida Falbe-Hansen udgivne for Dansklærerforeningen, 1899 (mange genoptryk) og Danske Folkeviser i Udvalg, ved Axel Olrik under Medvirkning af

kort tillæg om disse Visers senere Skjebne og Virkning” i: Afhandlinger og æsthetiske Betragtninger. København1869, s. 295-434 (oprindelig holdt som foredrag i 1866).

Ida Falbe-Hansen udgivne for Dansklærerforeningen. 2. samling 1909;

6 Axel Olrik: Naturens væsener . København 1894.

Ernst Frandsen: Danske Folkeviser i Udvalg, bd. 1-2, 1937 (og flere

7 Ernst Frandsen: Danske Folkeviser, København: Thaning & Appels

genoptryk); Jørgen Lorenzen: Folkeviser, 1978. 2 Thomas Bredsdorff: Digternes Natur - en idés historie i 1700-tallets danske poesi. København 1975.

Forlag 1945 (og mange genoptryk). 8 Jørgen Lorenzen: Folkeviser, København: Gyldendal / Dansklærerforeningen 1978.

3 Jens Anker Jørgensen: Jorden og Slægten. En indføring i folkevisernes univers. København 1979, s. 18. 4 N.M. Petersen: ”Bemærkninger over nogle ved Christendommen modificerede Oldtidsminder i vore Viser fra Middelalderen, med et kort tillæg om disse Visers senere Skjebne og Virkning” i: Afhandlinger og æsthetiske Betragtninger. København 1869, s. 295-434. 5 Carsten Hauch: ”Bemærkninger over nogle ved Christendommen modificerede Oldtidsminder i vore Viser fra Middelalderen, med et

Vibeke Pedersens artikel er forkortet. Artiklen kan i sin fulde længde læses på: dansklf.dk/Ungdomsuddannelse/Tidsskrifter/Dansk_ Noter/2013

DANSK NOTER 13

Tema: Naturhistorier

Naturens sekularisering Artiklen er et uddrag af ”Naturens spejl – fra gudbilledlighed til naturlighed” I Lombnæs (red.): Naturhistorier, Landslaget for Norskundervisning, Cappelen Akademisk Forlag, Oslo 1999. Uddraget er redigeret af Ivar Lærkesen. Teksten offentliggøres med tilladelse fra forfatteren, LNU og Cappelens forlag

I 1917 fremsatte religionsfilosoffen Rudolph Otto sine overvejelser over det guddommeliges fænomenologi i bogen Das Heilige med centrum i det selvkonstruerede nøglebegreb det numinøse. Som man ser i et udtryk fra Baggesen: Det Helliges festlige Rædsel, så består det numinøse af to komponenter: den voldsomme frygt for guddommen og fascinationen: frastødning og tiltrækning. Præcis denne voldsomme spænding mellem modsatte yderligheder karakteriserer også den oplevelsesform, som op gennem 1700tallet får prædikatet sublim. Min påstand er derfor, at den omtolkning af det antikke begreb: det sublime, der finder sted fra slutningen af 1600tallet og op gennem 1700tallet, ytrer sig som en sekularisering af den kristne traditions forestilling om det numinøse. I denne verdsliggørelsesproces flytter det ophøjede fra den konfessionelt-religiøse, institutionelle sfære til en æstetisk(religiøs) sfære, fra naturens bog eller spejl til naturen opfanget i det æstetiske. Altså ikke som den borgerlige naturopfattelse ynder at fremstille sig selv som en bevægelse til den rene natur, det naturlige, men fra én tegntolkning til en anden. I præcis denne sammenhæng skal man se min påstand om, at den gamle forestilling om naturens bog i Tullins digt ”En Maji-Dag”, 1758 eksisterer side om side med en ny, der gør naturen til et spejl for individet. Set fra en nutidig position åbner Tullins digt i selve sin loyale tolkning af traditionen for dens overskridelse i en helt ny form for tegntolkning. I denne tegntydning er det ikke længere Guds skabte natur, men menneskets store ånde-

”Fra naturens bog eller spejl til naturen opfanget i det æstetiske.

14 DANSK NOTER

”

lige kræfter, der er det numinøses inderste bestemmelse. Derfor kan forestillingen om det sublime, uanset om den har fået eksplicit verbal form eller ej, ses som drivkraft for den borgerlige naturfrigørelse og naturbeherskelse. I følelsen af at være den voldsomme natur overlegen, af at kunne hæve sig over den i bevidstheden, kunne overskue den fra et fast udsigtspunkt, kommer en ekspansiv jeg-følelse til udtryk, som er kendetegnende for væsentlige sider af den tidlige romantik også den danske. Vel at mærke hvis man bryder med den traditionelle litteraturhistorie, der jo lader det hele begynde i 1802-1803. Mit alternative bud kunne være revolutionsåret 1789 og små ti år frem. Det er Kantbeundreren Jens Baggesen, som altså ikke uden grund antog mellemnavnet Immanuel, der indførte det sublime (det Høie) som æstetisk kategori og omsatte den i digterisk praksis på dansk. Det sker i rejsebogen Labyrinthen, der for store deles vedkommende blev til i revolutionsåret 1789, men som først udkom i 179293. Bogen er, meget hurtigt fortalt, komponeret som en rejse ind i en labyrint, den labyrint som verden og dens indvånere er. Men denne rejse er også og især, viser det sig, en rejse ind i det rejsende jeg´s egen labyrint. Baggesen forudskikker i forordet til bogen, at jo længere ind i labyrinten han kommer, desto lysere vil vejen og desto bedre vil udsigten blive. For bevægelsen ind i det ukendtes krinkelkroge modsvares af en trinvis opstigning mod stadigt større udsyn. Det er således selve den sublime erfaring af løftelse, der udgør bogens grundstruktur også på den måde, at den overordnede stigningskurve bliver til i en kæde af enkeltstående opløftende, stadigt mere sublime erfaringer. Helt bogstaveligt, så bevæger Baggesen sig etapevis ned gennem Europa og samtidig længere og længere op ad bakke, indtil han ender i Alperne. Det vigtigste led i denne proces skildrer han i kapitlet om domkirken

Af Klaus P. Mortensen (f. 1942), professor i dansk litteratur

i Strassburg - et af tidens foretrukne eksempler på det arkitektonisk sublime. Baggesen kalder den et menneskeskabt fjeld, en uhyrlig kolos. Men han gør også noget mere: han bestiger dens skyhøje tårn. Det er toppunktet af denne uhørte bestigning, jeg nu vil sige lidt om. I Baggesens version lyder oplevelsen af det sublime sådan: Her staar jeg, et Støvgran, et Punkt, Halv Noget, halv Intet et Suk En neppe begyndende Tanke Tabt paa et Atom i det Rum, Din Evigheds Almagt opfylder! Naar blev jeg? hvor er jeg? og hvad? Hvor hvirvles jeg hen? o! forgaaer jeg? (...) Nei, svind kun aldeles, o Jord! Henfold dig, o vidtstrakte Himmel! Forgaae mit bortviftede Støv Den neppe begyndende Tanke, Den Gnist, som af Intet sprang frem, Mit spirende Jeg dog skal vokse, Udbrede sig, hæve sig evig O Gud! i din blivende Haand!

Er det Lyst eller Smerte, jeg føler i denne svimlende Tilstand? er jeg Livet eller Døden nærmere paa denne støvløse Pynt? Jeg vorder, og ophører skabes og tilintetgjøres triumferer og daaner i een og samme Fornemmelse!

Sandsers Qval, som Aanden fryder! Rædsel, som mig Mod indgyder! Fare! som betrygger mig! (...) Her, paa Livets og paa Dødens Grændse, Blotte Støv! ophøiet over dig, Føler jeg mig Tryg i Skrækkens Svimmel, Drømmer jeg mig ind i evig Himmel Thi jeg er udødelig? Som man kan se, er denne gigantiske selvspejling samtidig en opstigning bygget på det sublimes grundkategorier: frygt og fryd. Det rituelle grundmønster følges nøje. Jens Immanuel er spændt ud mellem voldsomme modsætninger: undergangsangst og euforien ved at være steget op over normalitetens myretue, og processen udmunder efter forskriften i en ekstatisk oplevelse.

Skilt (5:3), 129,1 x 77,5 cm (1 m2), akryl på plade, 2011

Den metafysiske implosion er således ledsaget af en ekspansion af jeg-identiteten. Det lillebitte fnug der bogstaveligt talt befinder sig, hvor jordens yderste spids støder op i himlen bliver uendeligt stort og udødeligt. Støvets, kroppens tyngde viger for den rene ånds opsvingskraft. I den henseende gemmer der sig i euforien en moderne, verdsliggjort udgave af det kristne opstandelseshåb: det er kun ånden, ikke kødet, der stiger op i den evighed, der er dens rette hjem. Man kan diskutere om det sublime er et vidnesbyrd om, at mennesket alligevel magter at overskride Kants ellers uoverskridelige forstandskategorier og træde i forhold til ”Das Ding an sich”. Men det er utvivlsomt en sådan overskridelse Baggesens ambitiøse projekt sigter mod. Sansernes verden kobles fra og i et fryde-

DANSK NOTER 15

fuldt, orgiastisk glimt er han udødelig ånd hinsides alle normale bevidsthedskategorier. Det er således en mærkelig natur, der træder frem her: den fysiske natur ligger lig, tilbage er det i rumlig og tidslig forstand uendelige, konturløse, hvor jegét forsvinder. Den identitetsforvandling, der finder sted i erfaringen af det sublime er altså grundlæggende dobbelttydig: tilblivelsen af det enestående, afgrænsede ”jeg” modsvares ikke blot af omverdenens bortfald, men dette bortfald gør samtidig jegét altomfattende og dermed grænseløst og i den forstand til et ikke-jeg. Denne omverdensdestruerende og subjektophævende side af naturoplevelsen optræder i en anden gradbøjning hos Schack Staffeldt. Det sublime spiller også en stor og hidtil rimeligt upåagtet rolle i hans digtning. Det mest åbenlyse eksempel er bjergdigtet Paa Toppen af Mont Cenis. Det former sig som en skildring af et voldsomt uvejrs rasen i Alpenaturen, et uvejr der antager kosmiske proportioner og som hensætter iagttagerjegét i den eufori, som de sidste strofer af digtet udtrykker:

Ja! naar Sole aldrende udbrænder, Kloder smuldre da udödelig, Da guddommelig jeg mig erkiender, Og o Alaand! Fader hilser dig.

Denne Tryghed ved Naturens Gruen, Denne Fasthed midt i Altings Fald, Denne Fryd ved Undergangs Beskuen Vidner om mit grændselöse Kald.

I denne regelrette gennemspilning af det sublime erfaringsmønster møder vi den sekulariserede udgave af det numinøses dobbelthed af gru og fascination. I konfrontationen med den truende fysiske tilintetgørelse opdager jeg´et hidtil uanede sjælskræfter og stiger triumferende op over det jordiske. Som man kan se, er det sublimes fænomenologi fulgt: ormen eller kroppen frygter undergangen, ånden frydes, føler tryghed præcis som Baggesen på spidsen af spiret. Og ligesom hos Kant (og Baggesen) er denne fryd i jeg´et i sig selv et vidnesbyrd om, at mennesket ikke udelukkende er bundet til sanserne og til sansernes verden. Den gamle kristne dualisme mellem krop og sjæl fungerer altså også i det sublimes regi. Men med den afgørende forskel, at det ikke er Gud, der drager mennesket op til sig hinsides dødens grænse. Det er men-

16 DANSK NOTER

”Den sekulariserede udgave af det numinøses dobbelthed af gru og fascination.

”

nesket selv, åndens opsvingskraft, der ytrer sig som en magt allerede i kroppens verden. Den er latent til stede i mennesket og kan bringes til udfoldelse af mennesket selv i inspirationen og den kunstneriske skabelse. Det sublime repræsenterer en verdsliggørelse af en gammel kristen-metafysisk tradition, der rituelt indsætter det enkelte menneskes død i et transcendentalt perspektiv. For så vidt som den sublime erfaring henlægger opstandelsen til den individuelle bevidstheds opsvingskræfter, bliver døden definitiv, uoverskridelig på en måde, den ikke er i den kristne tradition. Fatalt fatal. Bevægelsen kan anes allerede hos Tullin, for hvem bevægelsen ud af byen op til det høje på højen samtidig er en befrielse og forvandling af jeg´et. Men hos Tullin er forvandlingen permanent. Når de svimlede perspektiver i denne opstigning endnu ikke er synlige hos Tullin beror det blandt andet på, at løftelsen hos ham endnu kan omfattes af traditionens kategorier. Det er ikke længere muligt hos Baggesen. Når han støder op i den grænseophævende, subjektopløsende evighed på tårnets spids, må han unddrage sig det fatale ved selvets ekspansion ved at klatre ned igen. Det er den samme realitet Staffeldt omgår ved at insistere på skabelsesaktens totalitetsoplevelse og absolutere den. I den sublime erfaring bliver mennesket således på én og samme tid guddommeligt og dødeligt på en ny og afgrundsdyb måde, netop fordi opstandelsen knyttes til en bevidsthedsevne, der ikke kan skilles definitivt fra sit jordiske hylster. Når bevidsthedens lys slukkes, bliver det for stedse mørkt. Når den gryende borgerlige naturfølelse er dybt tvetydig, skyldes det altså ikke mindst, at den søger at ophæve sin karakter af refleksion med refleksion. Det fald ud af naturen, som er forbundet med selvbevidstheden, søges ophævet ved at udstyre de menneskelige åndsevner med en oprindelighed, som benævnes natur. Den kommer klart til udtryk hos Tullin, når han fordri-

Nede, 122 x 250 cm, akryl på plade, 2008

ver byens kunstighed med havets tusind krystalspejle og med lærkens fløjtespil. Som tidligere påvist, så gør Tullin her det kunststykke at gøre naturen til kunst og den sande kunst naturlig. Men bag denne manøvre gemmer der sig en anden dybere motivering. For det kunsten skal er blandt andet at skjule, at mennesket konstruerer sin egen åndelige natur og dermed ophæver sin egen endelighed. Hvor den kristne tradition hævder, at mennesket i døden vender tilbage til den jord, det kommer fra, for derpå (måske) at blive grebet og draget op, dér opererer Tullin, Baggesen og Staffeldt med en dennesidig åndelig opstandelsesmulighed, der dementeres ubønhørligt af biologien. Menneskets tilbagevenden til jorden er ikke kun uundgåelig, den er endegyldig. Ikke mindst af den grund gælder det om at stige stadigt højere op, som Baggesen proklamerer. Det er en væsentlig grund til, at det sublime opspring fra sanserne, fra kroppen og dermed fra døden, modsvares af en endnu stærkere modsatrettet, ustyrlig og skyggeagtig, nedaddragende panisk kraft, som ikke kan rummes i den oprindelige forestilling om det sublime, men forrykker balancen mellem pain og pleasure. Af dén gode, banale årsag, at netop dødelighedens (momentane) suspendering er forudsætningen for jeg´ets sublime ekspansion. Denne præmis for det sublime forbliver ikke uantastet. Og på længere sigt fører presset fra afgrundskræfterne til, at det sublimes æstetik ændrer karakter. Undergangens svimlende gys bliver således i løbet af 1800tallet mest ekstremt hos digtere som Baudelaire og Poe synonymt med den forløsende ekspansion. Hos

dem møder vi en afgrundsæstetik, hvor det skønne spilles ud mod det dæmoniske eller hæslige og udødeligheden mod opløsningen. Thanatos afløser eros, for der er ikke længere noget sikkerhedsnet spændt ud over afgrunden, sådan som det var tilfældet hos Staffeldt. Det sublime som sådan er altså nok udtryk for en sekularisering af en religiøs ordenstænkning. Men det sublime gennemløber selv en tilsvarende sekulariseringsproces. Vi møder dens sene efterdønninger i den moderne massekultur, der på væsentlige områder kan ses som en trivialisering af den oprindelige grænsesprængende, avancerede dyrkelse af det sublime i både dets himmelsøgende og dets afgrundsfikserede udgaver. I sine mere salonfæhige udgaver rumsterer det sublime i oplevelsen af det mere eller mindre velassurerede gys, hvad enten nu vi klatrer op ad lodrette fjeldvægge, suser ned ad dem på ski eller rafter ned ad floderne i gummibåde, svæver i hangglider, springer elastikspring og slapper af med at læse krimier og se gyserfilm efter alle anstrengelserne. Sådanne kulturformer kan i al deres trivialitet ses som nutidsmenneskets stedse frustrerede forsøg på at træde i eksistens ved at blive konfronteret med magter af over- eller ikke-human karakter med døden som den mere eller mindre skjulte, egentlige modpart. Minder mange af disse aktiviteter om initiationsriter, så adskiller de sig dog fra dem ved ikke at føre til en ny tilstand, men alene til gentagelsernes og variationernes slette uendelighed. For det synes ikke længere muligt at overskride det kun alt for velkendte i en verden, hvor det vesteuropæiske menneske synes at møde sig selv lige meget, hvor det færdes.

DANSK NOTER 17

Tema: Naturhistorier

”Træerne løves af ungt Begær” (Thøger Larsen: ”Solsangen”, 1904)

Om Thøger Larsens erotiske naturdigtning Hvert år når tiden nærmer sig midsommer – når studenter springer ud, når dagene er længst og når solen står stærkest på himlen - er der et par sange der er fast pensum ved diverse sammenkomster. Det er ”Danmark nu blunder den lyse nat” (”Den danske sommer”) fra 1914 og ”Du danske sommer, jeg elsker dig (”Sommervise”) fra 1923. Teksterne der er skrevet af Thøger Larsen, inkarnerer billedet af den danske sommer. Thøger Larsen blev født 1875 i Underbjerg lige uden for Lemvig. Her levede Thøger Larsen hele sit liv i byen der ligger i bunden af en af de vige den omfattende Limfjord er så rig på. Thøger Larsen er kendt som en besynger af egnene og naturen omkring Limfjorden og Lemvig. Men han er meget mere end det. Thøger Larsen er også en kosmisk og erotisk digter. Faktisk hører Thøger Larsen til blandt de største erotiske digtere i dansk litteratur. I mange digte lader han Lemvig og omegn være det konkrete udgangspunkt hvorfra jorden i sin helhed og himmelrummet skues. Blikket løftes fra den konkrete jord (der også er titlen på digtsamlingen fra 1904) og bevæger sig ud i verdensrummet. Fra dette perspektiv i verdensrummet kigges der atter ned på jorden der således ses på en ny måde. Døgnets gang og årstiderne bliver ofte centrale elementer i en række af digtene. I flere digte ses jorden med et perspektiv fra verdensrummet. Det sker f.eks. i starten af ”Jorden” (1907) hvor det i første strofe hedder ”Der snurrer saa tæt og saa tyk / med tunge urolige Have paa Ryg, /

”Faktisk hører Thøger Larsen til blandt de største erotiske digtere i dansk litteratur.

18 DANSK NOTER

”

med indstrammet Muld imod Tyngde og Tryk.” Her er synsvinklen ude fra verdensrummet meget klar. Det er som om det lyriske jeg ude fra det kosmiske kigger ned på jorden og peger: ”Se der”. 1 Sammenhængen mellem det konkrete geografiske udgangspunkt og jorden som helhed er med til at skabe en sammenhæng i livet på jorden og i livet som sådan. Livet er indlejret i døgnets rytme og i årets rytme. Især årets rytme – og dermed naturens rytme - er vigtig hos Thøger Larsen. Det afstedkommer prægtige livsdigte hvor forårets og sommerens komme bliver billeder på livets genkomst. At tolke naturen Thøger Larsen har mange digte man må opfatte som naturdigte hvor naturen tilføres betydning. Når man tilfører naturen betydning, sker der en tolkning. Naturen er ikke bare, man tolker noget ind i naturen. At forholdet til naturen er en tolkning, er Thøger Larsen ganske bevidst om. Han har et par digte man kan opfatte som programmatiske og som handler om dette. Allerede i samlingen Jord fra 1904 virker det som om Thøger Larsen har en ret klar ”livsfilosofi”. Jord indeholder flere af de digte, jeg vil opfatte som programmatiske. Det drejer sig bl.a. om ”Tilfældighed”, ”Pan” og ”Ved vinduet”. ”Tilfældighed” tager afsæt i et konkret nattebillede: månen er ved at stå op, men dækkes delvis af en sky, hvorved skyen kommer til at ligne et gab, og i dette ”gab” stikker et stykke af månen frem så den kommer til at ligne ”en glødende Hjørnetand”. Det kommer således til at se ud som om den østlige himmel rummer et dyr med en glødende tand. Jeget ved imidlertid godt at dette bygger dels på en fantasi og dels på en tilfældighed (det er et tilfælde at månens og skyens position – der intet har med hinanden at gøre – dan-

Af Claus Nielsen, formand for Dansklærerforeningen/stx og hf og lektor ved VUC Nordjylland

ner et billede). Men den naturvidenskabelige realitet (”virkeligheden”) er i denne forbindelse ligegyldig. Det er fantasien – den digteriske forestillingsevne – der er skabende: ”Og er Maanen en Tand og Skyen et Dyr,/ saa er Livet et Eventyr:” Forestillingsevnen løfter livet og gør det til et eventyr. Det er meget muligt at der en ydre virkelighed, men det er uinteressant inden for den digteriske virkelighed: ”Om lidt er vel Maanen en Maane,/ om lidt er vel Skyen en Sky;/ men hvad rager det mig og denne Sang?” Jeget lader sig forføre af tilfældigheden og den dæmoni der kan medfølge: ”Jeg gav mig tilfældigheden i Vold, / og nu er den Trold.” Billedet af dyret med den glødende tand er farligt og uhyggeligt til trods for at den naturvidenskabelige fornuft siger noget andet. ”Tilfældighed” kan ses som et programmatisk digt der udlægger Thøger Larsens fremtidige praksis: virkeligheden tolkes og sættes via fantasien ind i en

sammenhæng der gør livet eventyrligt. Det er vigtigt at digtet hedder ”Tilfældighed”. Det understreger udgangspunktet for tolkningsprocessen. Verden er ikke et samlet meningsfyldt hele, men består af tilfældigheder. Disse tilfældigheder får, via tolkningsprocessen, meningsfylde. Det er med andre ord menneskets tolkende evne – herunder dets fantasi – der giver verden mening. Der ligger videre heri at verden ikke i sig selv rummer mening. Der er ikke en meningsgivende instans uden for mennesket. Videre igen betyder det at det enkelte menneske skal kunne evne den skabende fantasi. Man skal fx kunne evne at se et dyr og en glødende tand i en tilfældig sammenstilling af månen og en drivende sky. Pointen er at vi tillægger tingene betydning. Heraf menneskets enorme evne til at skabe verdener (som det med en lettere omskrivning hedder hos Thøger Larsens samtidige, Sophus Claussen) og mulighed for at nå ud over hverdagsligheden og række mod stjernerne og det

Landet (gylden ellipse), 88,7 x 143,5 cm (1 m2), akryl på plade, 2012

DANSK NOTER 19

Salme uden tro (3:4), 86,6 x 115,5 cm (1 m2), akryl på plade, 2012

kosmiske. Og det er netop dette der sker i en stor del af Thøger Larsens lyrik. Med en lettere omskrivning af det velkendte Nietzsche-citat kan man sige at: man må have tilfældigheden i sig for at kunne føde en dansende stjerne.2 Den dansende stjerne er det den digteriske forestillingsevne og fantasi kan frembringe. Men det er jo også en tilgangsvinkel til livet og tilværelsen: det er evnen til at åbne øjnene og lade virkeligheden blive stor, mægtig og spændende (enhver kan se skyen og månen, men det er ikke enhver der kobler den digteriske fantasi på og ser et farligt dyr – måske lige bortset fra børn!). For at tage livet på sig må man også tage tolkningen på sig.

20 DANSK NOTER

Thøger Larsens digteriske praksis hvor han tolker og omformer tilfældigheder går ud på at se den store livscyklus i naturens forskellige udtryksformer. Det er her en nærmere undersøgelse af Thøger Larsens erosbegreb bliver interessant. Eros bliver den store livssammenhængende kraft der gennemstrømmer hele naturen og tilværelsen. Eros kan anskues som en religiøs instans der lægges ned over /tolkes ind i tilværelsen. Det kosmiske knald Et eksempel på at Thøger Larsen tolker en erotisk kraft ind i naturen er digtet ”Tordenbygen” fra Bakker og Bølger, 1912. ”Tordenbygen” er et stærkt, højstemt og

meget ligefremt erotisk digt hvori en række af Thøger Larsens centrale temaer gennemspilles. På det konkrete plan beskrives en varm sensommerdag, hvor den tunge lummervarme trækker op og udløses i regn og torden, som vi kender det fra varme sommerdage. Uden at denne tunge lummervarme nævnes konkret fornemmes den stærkt i digtets billeder. Varmen bølger over bakkerne (strofe 1), og varmedisen ligger over landskabet. Den tiltagende tunge varme virker på en udefinerlig måde spændingsopbyggende. Det hedder at “alt lever i øm og yppig Spænding” (strofe 3). Kornmarkerne afgiver en “mættet Modningsduft” (strofe 4) og alle huse/gårde har dørene åbne. I det fjerne lyder torden: “Og Tordenskyens Latter lyder farlig” (strofe 4). Med et når skyerne ind over sceneriet, solen drukner i regnen der står ned “med haarde Kamme”, mens det lyner (strofe 6). I strofe 1 har vi fået at vide at nøgne piger bader i “Søer og Damme”. Nu forlades vandet af “Bondens Datter” selv om hun nødigt forlod “de kære Vande” (strofe 7). Digtet slutter i et klimaks, koen brøler, hylden dufter og lynet slår ned. På det konkrete plan beskrives som nævnt en lummer dansk sommerdag med tordenvejr. Beskrivelsen er i sig selv en stærk og sanselig skildring af en tordenbyge en lummervarm sommerdag. Tordenvejrets kraftudladning ses imidlertid som en kraftudladning på et andet plan. Naturens kraftudladninger er udtryk for den gennemstrømmende kraft i ”alt”. På det overførte plan er “Tordenbygen” et kraftfuldt billede af et erotisk forløb. Dette forløb er indskrevet i temaerne liv-død og nu-evighed. Digtet bevæger sig frem og op imod et ekstatisk nu, og som grundlag og baggrund herfor ligger evigheden. Søernes og dammenes “beruset blaa” i strofe 1 er evighedens blå. Nu´et og evigheden formuleres næsten konkret i strofe 4: “Døgnfluen aner ved en blaa Violrand / det evige. ...” Døgnfluen lever i kraft af sin natur i et nu, men via sin anelse får den forbindelse med - og den forbindes med - evigheden. Døgnfluens ærinde ved violranden er vel netop bestøvningen/befrugtningen. Den er ude i et erotisk ærinde, og det er måske præcist derfor at anelsen opstår. At nu´et også bærer døden i sig antydes i døgnfluen med dens korte liv. Det nu digtet arbejder sig frem og op imod er en orgiastisk og orgastisk kulmination. Et erotisk højdepunkt. Lummervarmen der er optakt til tordenvejret, er som et forspil, hvor spænding og forventning bygges op til bristepunktet, så det må ende i et brag. Det hed-

”Thøger Larsens digteriske praksis hvor han tolker og omformer tilfældigheder går ud på at se den store livscyklus i naturens forskellige udtryksformer.

”

der da også at “Alt lever i øm og yppig Spænding / de skjulte Safter giver Mod til Glæde” (strofe 3). Her er i ordet “spænding” en sammenkobling af tordenvejrets spændingsopbygning og det erotiske. De erotiske toner skærpes da tordenvejret bryder løs. Det hedder om lynet at “Lynet vildt sig blotter” (strofe 6) Denne personificering har klare seksuelle toner. At blotte sig handler om afklædning - som hos de nøgne piger i vandet. Disse forlader vandet da tordenvejret bryder løs. Vi følger bondens datter. “Hun strækker sine Bryster højt med Latter, / mens Tordenregnen straaler ned imod dem.” (strofe 7). Det umiddelbare billede der her tegnes står nærmest dirrende af erotik. Endvidere tegner billedet en forbindelse mellem oppe og nede (himmel og jord) idet pigen strækker sine bryster op, mens regnen stråler ned imod dem. I dette erotiske billede er det muligt at række fra jorden til himlen. Det er muligt at nå himlen og dermed evigheden. Vi er nu mod kulminationen. Sanserne fyldes: “Hylden dufter sødt, som kunde Roden / en regnmæt Lykke under Mulden erindre.” (strofe 8). Vi kan vel tillade os at lade den regnmætte lykke være alment gældende (bondens datter føler den utvivlsomt!). Endelig er vi i kulminationen. “Og lystent borer Lynet sig i Kloden.” hedder digtets sidste linje. Her sker den endelige sammensmeltning med lynet som en kæmpefallos der besvangrer “moder jord”. Det er en sammensmeltning mellem himmel og jord og nu og evighed. Lynglimtet er det kraftfulde nu der udlades i det himmelblå. Det erotiske får ekstra kraft idet lynet lystent borer sig ned i kloden. Endvidere får det orgiastiske billede yderligere klang med alliterationen Lystent - lynet. De seksuelle og erotiske konnotationer og billeder kan fortsættes ud fra tordenvejret. Lynet er strømførende og det er gnister, ild og flammer hvilket har stærke seksuelle og erotiske klange. Tordenbraget og lynglimtet

DANSK NOTER 21

er at ligne med orgasmens kulmination (jævnfør også slangudtrykket “et knald”). Læsningen så langt ser ”Tordenbygen” som et digt der umiddelbart beskriver et tordenvejr på en lummervarm dansk sommerdag, men som videre tolker denne begivenhed som et erotisk forløb, der kulminerer med ”besvangringen” af jorden. Bliver digtet da ”blot” en slags skjult seksuel beskrivelse? Det gør det naturligvis ikke. Digtet indgår i en samlet tolkning af verden og tilværelsen. En tolkning hvor verden og tilværelsen er gennemstrømmet af en vilje til at udfolde sig. Naturen og tilværelsen er ikke blot liv som tilpasning, men en livsudfoldelse. Disse livsstærke kræfter, der er på spil, kan kaldes erotiske. Det er lidenskab, begær, drifter osv. der hæver livet og tilværelsen op over det liv, der blot er overlevelse. I ”Tordenbygen” får disse elementer ekstra kraft og styrke idet der er tale om tordenvejret med alle de kraftudladninger der ligger i det. Det er kræfter der tolkes ind i livet. Digtet beskriver en række sammenhænge og sammenkoblinger af tilsyneladende adskilte/uforenelige størrelser. Det drejer sig om liv-død, oppe-ned og himmel-jord. Hovedpointen er at det ikke er sammenhænge der ”bare” sker, men at de sker i og med det erotiske forløb og kulminationen. På samme måde som den stærke varme, tordenvejrets kraftudfoldelse skaber, kan få ting til at smelte sammen, kan den spændingsoplevelse, tordenvejret skaber, få elementer til at smelte sammen. I kraftudladningen sker der en skærpelse og intensitet af elementerne. Lynet der kommer fra det himmelske borer sig ned i kloden og skaber dermed meget konkret sammenhæng mellem det himmelske og det jordiske. Som nævnt ”besvangrer” lynet jorden, hvorved sammenhængen mellem himmel og jord sker i et symbolsk samleje. Det vil sige at det er det erotiske der giver sammenhæng med det himmelske. Og det sker i et nu (tordenbraget). Det himmelske er således ikke en tilstand, men et kulminationsøjeblik. Et tordenvejr er et forholdsvis banalt naturfænomen, der hos Thøger Larsen ses som udtryk for de grundlæggende kræfter. Disse kræfters udfoldelse ses især i Thøger Larsens forårsdigte, dog også i sommerdigtene. Imidlertid beskriver sommerdigtene som regel kræfternes generelle ”virkning”, mens forårsdigtene beskriver hvordan kræfterne udspringer og udfolder sig. Eksempler på dette er ”Solsangen” og det meget centrale digt ”Jorden” (Se note 1).

22 DANSK NOTER

Den erotiske sol I ”Solsangen” formuleres forårets komme ret direkte som en erotisk kraft. ”Og Engen bli´r grøn, og Urten faar Køn, / og Arret af Brynde lider. / Nu trækker det op over alle sted / igen til den store Frugtbarhed, / Genfødelses svangre Tider.” hedder det i strofe 2. (”Brynde” er ifølge ODS brændende lidenskab, sanseligt begær) Igen gennemstrømmes hele naturen af den erotiske. kraft. Solens livgivende kraft parrer sig med fjordens evighedsblå vande: ”Se Fjordens dybe, svale Blaa! / Et utal af faldne Brande / fra Baalet højt i Himlens Blaa / ligger og hopper lystigt derpaa. / Der leger Ild over Vande.” (strofe 5). Den erotiske kraft i naturen bliver en omtolkning af religionens evighedsbegreb, og i erotikken skabes der forbindelse med evigheden: ”Nu Kvinde og Hundyr, Korn og Siv / besvangres skal med det evige Liv, / som vaktes i Tidernes Morgen.” (strofe 6). Bevidstheden om denne kraft i naturen får det lyriske jeg til at strømme over af lykke: ”Det bløder af Glæde i mit Sind: / O Rigdom, hvori jeg svømmer - / Sol-Søvn, hvori jeg drømmer! / Der kommer en Tid, en underfuld, / da Græsset er grønt, og jeg er muld.” (strofe 7 – sidste strofe). Thøger Larsens eros Thøger Larsens eros er en altomfattende og altgennemtrængende kraft. Den kan sammenlignes med romantikkens panteisme. Den er en erotisk panteisme. Eros har afløst Gud som den samlende og ophøjende kraft. Det erotiske er indfældet i naturen og i tidens gang. Det er et nu i tiden. Det er dette nu, begæret rækker efter. ”O - lad mig gribe dig, du rige NU” hedder det i ”Tidernes sang” (1907). Eros er det, der stræber opad, mens døden trækker nedad. Eros er de glimt af nu´er, der trækker livet væk fra den uundgåelige død. Bevidstheden om denne uundgåelige død og al tings forgængelighed gør det vigtigt at gribe nu´et. Det stærke livsbegær, der herved opstår, er eros. Eros er og åbner for indsigter og erkendelse. Det erotiske bliver en åbning til en anden og større virkelighed. En virkelighed som realismen og naturalismen ikke

”Eros har afløst Gud som den samlende og ophøjende kraft.

”

kan omfatte. Det erotiske som livsdrift, livsbegær og livsfylde er en stor del af denne større virkelighed. Den erotiske digtning er flertydig: det digteriske jeg oplever eros og fyldes dermed af inspiration og sprog. Det bliver grundlag for digte, der beskriver det erotiske, men samtidig nærmest overfyldes jeg´et af eros, så selve sproget bliver erotisk. Det vil sige at digtene beskriver noget erotisk, og at de selv er erotiske. Dette giver læseren en dobbeltoplevelse. Dels peger digtene på det erotiske i verden, og dels giver digtene selv en erotisk oplevelse. Afsluttende Det foregående har været et forsøg på at vise, at Thøger Larsens lyrik under den naturbeskrivende overflade rummer dybder, der omhandler det erotiske og glædesfyldte i livet. Og at disse ting hænger sammen. Kan man i undervisningen få eleverne med på dette, åbner der sig en stor og spændende verden. Og med Thøger Larsen er det ikke så vanskeligt at få eleverne med. Det handler om at gå ned i teksten og være konkret og detaljeret. Det handler om at undersøge hvad, der står, hvad betydningen kan være og læse det i sammenhæng. Thøger Larsen kan hermed være med til at åbne

bredt for litteraturens verden. Åbne for at både lyrikken og epikken rummer erfaringer, indsigter og viden, der er berigende og er værd at tage med videre i livet. Litteratur: Thøger Larsens digte er i flere omgange udkommet i udvalg. I 1963 udsendtes et fyldigt udvalg i Udvalgte digte. I 1984 udkom Thøger Larsen Året i Danmark. Udvalgte digte redigeret af Erik A. Nielsen og Steen Piper. Og i 1995 udsendte Det danske Sprog- og Litteraturselskab Thøger Larsens fire første (og centrale) digtsamlinger samlet i Thøger Larsen: Fire digtsamlinger 1904-1912.

Notes 1 For en analyse af digtet ”Jorden” se Claus Nielsen: ”Den erotiske jorddrabant” i Dansk Noter 1 1995 2 Citatet lyder: ”Jeg siger jer: man må endnu have kaos i sig , for at kunne føde en dansende stjerne”. (Således talte Zarathustra” s. 14) Kaos og tilfældighed er naturligvis ikke helt parallelle. Men i denne sammenhæng handler det om at der ikke er en forudgiven mening der skaber orden i verden og tilværelsen. Der er tilfældighed og kaos.

Strandet, 100 x 200 cm, akryl på plade, 2010

DANSK NOTER 23

Tema: Naturhistorier

Blodblomster og tilintetgørende kulde. Natur og unatur i tidlig dansk avantgarde For at være avantgarde må man adskille sig. Med inspiration fra kubisme, futurisme og ekspressionisme forvrænger mellemkrigstidens avantgardelyrikere billedet af omverdenen til en form- og farvebevidst unatur. Per Stounbjerg giver i denne artikel eksempler på (u)natursynet i et udvalg af digte fra Emil Bønnelycke til Tom Kristensen.

»Fuglebløde toner svirrer/ gennem luften – det er Danmark/ vi har gråd i hjertet«. Schades kærligt-ironiske blik på det blankpolerede danske dukkeland koketterer med digteriske klicheer, der ikke kun hørte fortiden til. For dansk lyrisk diktion trak også i mellemkrigstiden på billeder hentet i en domesticeret, ofte antropomorf natur. Holstein og Hoffmann var stadig på banen, og nye naturlyrikere føjede sig til hovedstrømmen. En af måderne, hvorpå en litterær avantgarde, som hentede inspiration i moderne kunstbevægelser som futurisme og ekspressionisme, kunne profilere sig, var ved at negere billedet af den levende, organiske og meningsbærende natur. Det sker fx, når Bønnelycke kalder sine prosalyriske fragmenter for asfaltens frem for rugens sange. De følgende nedslag indkredser, uden illusion om fuldstændighed, nogle af (u)naturens figurer i tidlig dansk modernisme og avantgarde. »Et Univers af tilintetgørende Kulde« En af mellemkrigstidens nye naturlyrikere var Otto Gelsted. Med få prægnante kerneord etablerer han i »Septembervandring« (1923) en poetisk stemthed i mødet mellem menneske og natur: »Nu tier Blæsten/ nu tier Regnen./ Septembers Klarhed/ er over Egnen«. Det klare lys giver tanken kraft, men det får ikke menneske og natur til at gå i ét. Tværtimod betones diskrepansen mellem eksistens og yderverden: »Sorgens Brand/ kan den ikke svale«. Naturen giver ikke trøst. Slutstrofen lyder

24 DANSK NOTER

Saa ren i Omrids og uden Gaade, saa lys er Verden og uden Naade. Naturen er uden menneskelig mening, romantisk dybde og kristen forløsning. Det gør den ikke til unatur, men understreger blot dens fundamentale u-menneskelighed. Meningen kommer ikke fra en verden, der giver svar; den sættes af os. Situationen tematiseres i digtet »Mennesket« (1920): Jordens Ild under mig, over mit Hoved et Univers af tilintetgørende Kulde. Til alle Sider de grønne Lande, det blaa Hav, Horisontens skønne, vandrende Ring. Paa en Kugleskal i rummet balancerer jeg mellem Driftens altopslugende Vanvid og Tankens forstenende Kulde. Mellem Afgrund og Afgrund bygger jeg Livet op, Toner og Smag, Skibe og Byer, Farvens Vidunder og Digtet, der spejler Alverden.

”Naturen er uden menneskelig mening, romantisk dybde og kristen forløsning.

”

Af Per Stounbjerg, lektor på Institut for Æstetik og Kommunikation – Nordisk Sprog og Litteratur, Aarhus Universitet.

Fjernsyn, 100 x 100 cm, akryl på plade, 2009

DANSK NOTER 25

Hvile, 122 x 250 cm, akryl og alkyd på plade, 2008

Naturens kosmiske skala er trods parallellen mellem tankens og universets kulde en anden end menneskets. Videnskaben har fra darwinisme til atomfysik og relativitetsteori langt mere end i romantikken placeret naturen hinsides menneskets målestok og individets eksistentielle horisont. Verden er ikke imødekommende, den afsluttende positivitet sættes af digteren selv som en viljesakt på knivsæggen mellem ødelæggende ekstremer. Det ikke-menneskelige perspektiv, som tidligere dukkede op i Claussens »Imperia« og i påkaldelsen af tomheden mellem de kværnende stenkloder i Jensens »Interferens«, bliver modernistisk topos. Edith Södergran kaster sig til fods ud i solsystemerne, og set derfra bliver menneskene noget små: »------------- livets bakterier frodas på din slemhud«, hedder det i »Fragment«s apostrofe af storbyen Petersborg (1918). I Harald Landt Mombergs »Etude« (1922) går hele naturen i skred i voldsomme ekspressionistiske visioner: Kugler kredser blærer brister skove skrider stjærner stråler suser hen

26 DANSK NOTER

Ej du ej jeg ej himmel ej hav ingen skove ingen måne ingen fugle ej blod ej intet Kun En kosmisk storm fejer alle den fænomenologiske verdens koordinater, jeg og du, himmel og hav bort; tilbage bliver blot den gestus, der peger på det usigelige hinsides alt kendt, konkret og benævneligt1. »Naturstridige, som oftest tillige uskjønne eller hæslige, Fremstillinger« I Gelsteds digt er den menneskelige verden noget vi selv ’bygger op’ ved at give verden form (toner, smag, farve) og indhold. Trods spejlmetaforen er digtet ikke passiv efterligning, men aktiv konstruktion af en verden. Dets univers er sat, meningen kommer fra mennesket, mens rummet forbliver koldt og tomt. Dette kunstsyn giver plads til noget, samtiden så som unatur.

”Den avancerede digtning skabte ikke sin nye verden ud af ingenting. Den lænede sig op ad ’farvens vidunder’, idet den trak på erfaringer med futuristisk, kubistisk og ekspressionistisk billedkunst.

”

Den avancerede digtning skabte ikke sin nye verden ud af ingenting. Den lænede sig op ad ’farvens vidunder’, idet den trak på erfaringer med futuristisk, kubistisk og ekspressionistisk billedkunst. En kunst, der netop af bl.a. Carl Julius Salomonsen blev kritiseret for at deformere naturen: Ved Dysmorphisme forstår jeg en Kunstretning, der […] tager Afstand fra den […] naturtro Gjengivelse af Omverdenen […] og systematisk giver forvrængede og naturstridige, som oftest tillige uskjønne eller hæslige, Fremstillinger af Naturens og Kunstens Frembringelser. (1919:8). Det, Salomonsen reagerede imod, var, at modernismens arbejde med materiale, farver og form i kunstværdiens navn førte til en omformning af naturen (cf. Gottlieb 2011). »Naturen er intet, Billedet af den alt«, lyder Giersings berømte aforisme (1917). Gelsteds Ekspressionisme-bog (1919) var et nykantiansk forsvar for den holdning. Over for realismens dovne ophobning af tilfældigheder satte han bevidsthedens evne til at ordne, forme og med sit nysyn bryde vanen. Motivet var underordnet visionen og viljen til form. Heri lå også retten til forvrængende modernistisk mærkværdiggørelse af stoffet. Den ryddede Gelsted rum for – idet han dog lod andre poeter om at praktisere den. Som udtryk for den visionære kunstvilje lader Tom Kristensen sin »Fribytter« »slynge sin indre Verden/ med dens Flammehjul ud i Rummet« (1920). Det fører bl.a. til, at prydplanter dukker op usædvanlige steder som i en slagsbroders blå øje:

Et Øje får dér sin Bekomst! – En Stedmoderblomst får foldet sig ud som i farvede, flydende Ringe mod Næse og Kind og hovner ham blind. En Stedmoderblomst i lilla og blåt står nænsomt lig Storstadsurter mod gråt. (»Det blomstrende Slagsmål«, 1920) Det nye er selvsagt ikke brugen af naturbilleder i lyrikken. Rosenkinden havde i århundreder været en kliché. Shakespeare ironiserede over den (»I have seen roses damask’d red and white,/ But no such roses see I in her cheeks« (Sonet nr. 130), og Schandrup karnevaliserede den: »over alt din Rosens Mund/ Er som en Gaase Rumpe«. Det udfordrende hos Kristensen er snarere konventionsbruddet, når blomsterbilledet demonstrativt flyttes fra kvindelig skønhed til skamferede bybørster. Død over måneskinnet! Volden mod den gængse skønhed førte undertiden til en dyrkelse af det denaturerede. Marinetti fulgte april 1909 op på sit futuristiske manifest fra februar samme år ved at erklære en »Død over måneskinnet«. De futuristiske krigere truedes af blomsteragtige kvinder, søvndyssende nattergalesang og en kødeligt-feminin måne. Måneskinnets aflivning lægger op til en likvidation af romantikkens og symbolismens naturbilleder. Ti år efter fulgte Bønnelycke trop i »Aarhundredet«, det manifest, der indleder Asfaltens Sange. »Er Asfalten ikke en morsommere Ting end Grønsværet?«, spørger han polemisk. Alternativet er byens teknik, centralaflåsningen af sporskifterne og karburatorerne i en Gnommotor model 1918. Poesiens ideal hentes ikke i den organiske natur, men blandt matematikere og polyteknikere: »Jeg synes, at Tal er Poesi, og at Grafikernes møjsommeligt udarbejdede Streger er som et Digt!« Bønnelyckes bil-

”Traditionen er skudt i stykker. Men til fordel for hvad? For ungdom, kraft, vildskab: vitalismens repertoire.

”

DANSK NOTER 27

Digtet ”Berlin” af Emil Bønnelycke, trykt i tidsskriftet Klingen, 1. årg., nr. 9-10 (1918)

leddigt »Berlin« leverer et bud på, hvordan grafikernes streger kan sættes op som digt. Storbyens artificielle univers gengives som et system af krydsende linjer, skinner eller kabler måske. Fra Gelsteds natur uden nåde er vi nået til en programmatisk antinatur. Den dyrkes imidlertid ikke med nævneværdig konsekvens af Bønnelycke og hans samtidige. Det skyldes ikke mindst den vitalisme, der præger den tidlige avantgarde. Den dukker også op i tidens mest radikale digtsamling, Brobys BLOD. Kulturens byrde eller blodets dunken Fra typografi til sprogbrug og tematik er BLOD en bevidst uskøn og alyrisk gestus. Indledningsdigtet »ODALISK-SKØNHED«s billede af en »STORBY I MÅNENAT« dementerer alle romantiske forventninger. Menneskets natur er kun ufrugtbar vold og goldhed: børnelig, afsindig sex og kvinder med »TØMTE BRYSTER / GOLDT SKØD«. Et gennemgående motiv er seksualvolden mod unge piger. Igen dukker blomster op

de gale steder: »VALMUBLØDENDE LILLE PIGE MED BLÅLIGT ANSIGT«, »BLOD-BLOMSTER« (»LYSTMORD«). Bogen udtrykker etisk væmmelse ved den moderne civilisation, men farvesammenstødet indfører også en art æsteticisme midt i alle rædslerne2. Hvad de fleste diskussioner af æstetik og etik hos Broby overser, er imidlertid, at ondets rod ikke primært er den kapitalistiske civilisation. Digtene handler om seksualitetens omkostninger og, som titlen siger, om blod. Blodet optræder overalt, og det formerer sig sprogligt ved mængden af ord med BL. Vi har lystmordet i blodet som en umættelig drift og en hang til regression til en ur-enhed: »BLODNAT DYBT HOS MOR«. Rædslerne skyldes blodets banken mere end kulturens byrde. Ikke sært, at den sluttelige utopi er noget blodfattig: »SAMMENSLYNGEDE SJÆLE STIGE/ I BLEGBLANK MÅNES LYSE BÅD« (»ENESTE«). Vitalismen gennemsyrer BLOD, ganske vist i negativ, som dødsdrift mere end livsprincip3, og den forbindes med en natur, hvis vælde overskrider individets

Klatmaleri i lange baner (cinemascope), 65,2 x 153,3 cm (1 m2), akryl på plade, 2012

28 DANSK NOTER

eksistentielle perspektiv. Den positive version af samme figur formulerer Gustaf Munch-Petersen i »det underste land« (1933), »hvor blodet flyder frit mellem alle«. Bønnelyckes »Aarhundredet« dyrker ikke kun teknikken, hvorom der påfaldende ofte bruges naturmetaforer, men bekender sig også til »Produktionen, Frugtbarheden, Kilderne, Blodet og Sundheden«. Ild og Ungdom hed hans debutsamling (1917). Store dele af den tidlige avantgarde dyrkede livet som den kraft og strøm, der sprænger de stivnede former. »Farverne sprænges, og Formerne sprænges« hed det i Tom Kristensens ”Landet Atlantis - Et Symbol”. Her erstattes det naturskønne af geværpyramider, blikgrammofoner, krig og revolution:

Skøn som en sønderskudt Banegård er vor Ungdom, vor Kraft, vore vilde Idéer Traditionen er skudt i stykker. Men til fordel for hvad? For ungdom, kraft, vildskab: vitalismens repertoire. Modellen for oprøret lånes stadig i naturen. Ikke i naturen som et skabt eller naturvidenskabeligt ordnet kosmos, men i en overmenneskelig elan vital4. Den denaturerede digtning, Bønnelycke drømte om, hvor tal blev til poesi, dukkede først for alvor op i tresseravantgarden, fx i systemdigtningens dehumaniserede strukturelle modeller.

Henvisninger Andersen, Lise Præstgaard, 2011, »Med udgangspunkt i ekspressionismen – en venstreorienteret vitalist«. In: Nordica, bd. 28, 2011, pp. 245-57. Bille, Eiler, 1934, »Introduktion«. In: linien 1. årg. nr. 7. Broby, Rud., 1922, BLOD. Kbh.: D.N.S.S. Bønnelycke, Emil, 1918, Asfaltens Sange. Prosafragmenter. Kbh.: Nordiske Forfatteres Forlag. Bønnelycke, Emil, 1918. »Berlin« i Klingen 1. årg. nr. 9-10. Gelsted, Otto, 1919, Ekspressionisme. Kbh. og Kristiania: Nyt Nordisk Forlag. Gelsted, Otto, 1920, De evige Ting. Kbh. og Kristiania: Nyt Nordisk Forlag. Gelsted, Otto, 1923, Jomfru Gloriant. Kbh.: Levin og Munksgaards Forlag. Giersing, Harald, 1917, »Aforismer«. In: Klingen 1. årg. nr. 2, nov. 1917

Momberg, Harald Landt, 1922, Parole. 33 expressionistiske Digte. Kbh.: D.N.S.S. Munch-Petersen, Gustaf, 1933, det underste land. Kbh.: Nyt nordisk Forlag. Ortega y Gasset, José, 1925, Menneskets fordrivelse fra kunsten. Ovs. af Ole Sarvig. Kbh.: Gyldendal 1997. Salomonsen, Carl Jul., 1919, Smitsomme Sindslidelser før og nu med særligt Henblik paa de nyeste Kunstretninger. Kbh. Schade, Jens August, 1930, »Forårsaften«. In: Hjerte-Bogen. Himmelske sange o.s.v. Kbh.: Gyldendal 1964. Schandrup, Jakob Knudsen, ca. 1690’erne, »Den Romerske Tiggebrættis Egentlig Afbildning«. In: Niels Simonsen (red.): Verdslig barok. En antologi 1667-1756. Kbh.: Borgen 1982. Södergran, Edith, 1918, Septemberlyran. In: Samlade dikter. Jacobstad: Wahlström & Widstrand 1982.

Gottlieb, Lennart, 2011, »Naturen, maleriet og billedet«. In: Modernisme og maleri. Modernismebegrebet, modernismeforskningen og det modernistiske i dansk maleri omkring 1910-30, pp. 267-280. Århus: Aarhus Universitetsforlag. Hjartarson, Benedikt, 2005, »At historisere den historiske avantgarde«.

Noter 1 Anfægtelsen af det antropomorfe (cf. også Ortega y Gasset 1925)

In: T. Ørum m.fl. (red.): En tradition af opbrud. Avantgardernes tradi-

fortsatte i linien, dansk organ for surrealismen, hvor digtere som

tion og politik, pp. 44-60. Hellerup: Forlaget Spring.

Gustaf Munch-Petersen opløste det individuelle i kosmos og kollek-

Kristensen, Tom, 1920, Fribytterdrømme. København: H. Hagerups Forlag. Larsen, Peter Stein, 1998, »Den blodige scene. Avantgardisme og idiosynkrasi i Broby-Johansens lyrik«. In: Modernistiske outsidere, pp. 64-83. Odense: Odense Universitetsforlag. Marinetti, F.T., 1909, »Let’s Murder the Moonlight«. In: L. Rainey et al. (red.): Futurism. An Anthology, pp. 54-61. New Haven and London: Yale University Press 2009.

tivitet. »Hvorledes er jorden/ set med et ny øje«, hed det samme sted i Eiler Billes »introduktion« (1934). 2 Cf. Stein Larsens fremhævelse af samlingens brug af ekspressionistiske skrækeffekter. 3 Se Lise Præstgaard Andersen om en mere positiv vitalisme senere i forfatterskabet. 4 Cf. Hjartarsons beskrivelse af den ofte vitalistiske livsmetafysik i den tidlige avantgarde.

DANSK NOTER 29

Tema: Naturhistorier

Græs, gæs og andre gevækster i nyere dansk digtning Naturen kan forføre digterne til at skrive traditionelle naturromantiske digte om en anelsesfuld natur. Med det udgangspunkt belyser Anne-Marie Mai forholdet til naturen hos Per Højholt og Inger Christensens økologiske poetik ligesom hun behandler forfattere som Dan Turell og Klaus Høeck. Hun påviser at dialogen med romantikken er en vigtig del af den fornyelse af litteraturen som det formelle gennembrud bringer med sig. Digteren Per Højholt (1928-2004) boede et af de skønneste steder i Danmark langt ude på landet, nærmere betegnet på Hørbylundevej nr. 1 ved Funder Bakke, dér hvor Herning-motorvejen nu føres hen over lyngbakker, plantager og marker. Som de fleste steder i Danmark er det en menneskepræget natur med marker, plantager, fredede områder og overdrev, man oplever på Hørbylundevej. Men den er ikke desto mindre god nok, og såvel lyng som græs og andre gevækster dukker helt af sig selv op af den sandede jord, mens lærkerne slår deres triller, og hugormene kryber i skjul. Højholt kunne lide sine omgivelser, men han var også på vagt over for de farer, der lurer på digterne i naturen: de ender så nemt med at skrive traditionelle naturromantiske digte om en anelsesfuld natur, der åbenbarer det åndelige eller fortæller om ubevidste kræfter og drifter. Mens den romantiske digter i naturen søger indsigt, da erklærer digter-jeget hos Højholt bramfrit, at han går ud i naturen for at blive dummere: Jeg har sat mig ud her ved gavlen for at blive dummere eller i hvert fald lille, gerne mindre end græsset, helst kun eet med naturen. Men der er ingen forskel mellem forskellene. Fuglene synger, det lysner i øst, a/s græsset vokser hørligt Sådan lyder det i digtet ”Mellem ørerne” fra sam-

30 DANSK NOTER

lingen Revolver. Praksis 1, 1977.1 Højholts digt synes at kommentere en række af de forestillinger om natur og digtning, som vi læsere næsten har fået ind med en romantisk modermælk: naturen bringer os oplevelse og indsigt, ja måske ligefrem en anelse om det guddommelige og hellige i form af ”en anden natur”, sådan som vi f. eks. kan opleve det i Schack Staffeldts digt ”Indvielsen” (1804). Hos Staffeldt sidder digter-jeg’et en aftenstund ved sundets pynt og oplever, at digtningens muse stiger ned til ham og indvier ham til digtningen, idet hun rækker ham digterharpen og trykker et brændende kys på hans læber. Hos Højholt går det mindre dramatisk for sig, men når jeg´et hævder, at han prøver at blive dummere, mindre og helst ”eet med naturen”, er det alligevel en

”De ender så nemt med at skrive traditionelle naturromantiske digte om en anelsesfuld natur.

”

god portion romantik, der spøger. At blive dummere betyder hos Højholt netop at slippe sin sædvanlige viden, holde op med at gøre sig stor og mægtig i forhold til omverdenen, men forsøge at træde ind i natursammenhængen ved at slippe sit eget intellekt. Problemet er imidlertid, at den oplevelse, som jeg´et får, når han ikke alene som salmisten Brorson ”undrer

Af Anne-Marie Mai (1953), professor i litteratur, Institut for Litteratur, Kultur og Medier, SDU

på” det mindste græs, men faktisk bliver til ”eet” med græsset, er, at så forsvinder sproget: naturen ”er”, og her er der ingen ”forskelle mellem forskellene”. Det er mennesket, der taler og skaber forskelle med sit sprog. Naturen er, og den er i sin væren forskelsløs. Man kan hævde, at naturen i digtet ”er” de tomme pladser mellem strofe 3 og 4. Da jeg´et begynder at tale igen i strofe 4, bruges for det første en ”menneskeliggørende” kliché: ”fuglene synger”, for det andet en sprogvending, der minder om en politisk slagssang: ”det lysner i øst” (Overbys gamle sang, ”Nu dages det brødre”), og for det tredje en metafor (”a/s græsset vokser hørligt”), der leverer en ny menneskeliggørelse af naturen ved at sammenligne græsset - ikke med skønsang - med noget så profant som et økonomisk foretagende! Højholt kommenterer og dementerer den romantiske forestilling om den anden, åndelige natur, som mennesket kan skue ind i gennem digtningen, idet han som en veritabel romantiker indkredser en oplevelse af alle forskelles ophævelse, som jeg´et i al sin dumhed og tavshed kan få del i. Højholts digt placerer sig i en dialog med romantikken, en dialog, som er kendetegnende for den litte-

raturhistoriske periode, som Per Højholt er med til at indlede sammen med Inger Christensen og en lang række af unge forfattere i midten af 1960´erne. Jeg har betegnet denne periode som ’det formelle gennembrud’, og perioden er efter min opfattelse

”Naturen er, og den er i sin væren forskelsløs.

”

endnu langt fra afsluttet.2 Det er karakteristisk, at ikke mindst naturtematikken her finder en række nye udformninger og fortolkninger. Parallelt med at en forestilling om naturen som et ydre, uudtømmeligt objekt for menneskelig udnyttelse anfægtes i offentlig debat og politisk diskussion, kan man bemærke forandringer i digtningens naturtematik. I kulturminister K Helweg Petersens skelsættende kulturpolitiske redegørelse fra 1969 hedder det således om den stigende forurening, at den ”ikke kun [er] et spørgsmål om ødelæggelse af naturens værdier. Er vi på vej til at forurene os selv og de mennesker, der skal

Skredet, 122 x 250 cm, akryl på plade, 2008l

DANSK NOTER 31

”Vi har påvirket naturgrundlaget i en sådan grad, at vi i naturen Inger Christensen leverer efterfølge os?”3 Naturen anikke længere udelukkende møder en grundig refleksion over et skues på en ny måde som del forandret natursyn i sine esaf menneskelig eksistens. Vi noget ”andet”. says Del af labyrinten (1982). har påvirket naturgrundlaget Heri søger hun en anden opi en sådan grad, at vi i natutik på forholdet mellem menren ikke længere udelukkende neske, natur og kunst. Hun skriver blandt andet: ”Det møder noget ”andet”, men også ”det samme”, os selv. biologiske rum har ladet en del af sit formeringsproMens den modernistiske litteratur tendentielt tilgram (mennesket) ledsage af den særlige sindstilstand, skriver naturen symbolværdi i forhold til ubevidste og der hedder jeg. Dette jeg er det samme som ordet ”jeg” kulturelt undertrykte kræfter og drifter, som det f. eks. i poesien, eller i en hvilken som helst anden kunstart, ses i Villy Sørensens historier om mennesker, træer og og det er ikke personen ”jeg”, der taler, men det biolotigre, tømmer den nye periodes digtning naturen for giske rum, verden, der bruger ordet ”jeg” til at kende betydning i en bestræbelse på at give naturtematikken sig selv.”4 Mennesket trænger således ikke ind i en hemandre udformninger. Det viser sig imidlertid ikke helt enkelt af slippe ud af symboliseringen af naturen som melig naturverden igennem digtet, men naturverdenen et ydre objekt eller en symbolsk ”andethed”. kender sig selv igennem det menneskelige, poetiske jeg.

”

Gennemskuet (4:5), 89,4 x 111,8 cm (1 m2), akryl på plade, 2011

32 DANSK NOTER

Teksten i midten – Sigrid Kraglund Adamsson, Hjørring Gymnasium Her på Dansk Noters midtersider præsenterer vi helt ny og ikke tidligere udgivet litteratur under titlen ”Teksten i midten”.

Statens Naturhistoriske Museum udskrev i 2012 en essaykonkurrence ”Naturen i litteraturen”. Vi bringer vinderessayet af Sigrid Kraglund Adamsson fra Hjørring Gymnasium. Dommerkomiteen motiverede sit valg med bl.a. disse ord: Teksten skelner mellem menneske og natur og konstaterer, at mennesket, set i det store hele, er uendeligt småt. Men at vi glemmer det, fordi vi lever i en verden af kunstig natur. … ”Naturen i litteraturen” er fint ved at tage sig tid og plads til at folde erindringer og refleksioner ud

i et spænd mellem Rifbjergs digt og den skrivendes egne barndomserindringer. Det er også et af de få essays, som - et enkelt sted - kommer i hu, at vi selv er natur, at vi ikke er adskilt fra naturen, men tværtimod fuldt ud en del af den.

DANSK NOTER 33

Naturen i litteraturen Sneglehuse på ruderne, rivende hudafskrabninger, smagen af skovsyre en lun eftermiddag. Mariehøner i massevis, kravlende på fingrene, og de laver gule klatter som jeg tror er tis. Vilde lege under træer eller bål i sommerferien og klatre nøgne i træer. At finde en forvirret fugleunge ved stuevinduet og prøve at få den til at flyve. Virrende, spæde minder om vilde hindbær i en kølig skov. At finde en død muldvarp og lægge den i en pose ude i skuret i nogle dage. Et velbehageligt gys som en varm strøm helt nede fra fødderne, videre op gennem maven og langs rygraden ved synet af dens hårde krop beboet af små, hvide mider. Naturen determinerer det hele, og det er essensen af min barndom. Det kunne formentlig være de fleste andre børns barndom. Selvom børn vokser op i vidt forskellige miljøer, ligner de hinanden i graden af nysgerrighed og åbenhed. De fleste får lov til at mødes med naturen, om det så er via ture til store skove eller blot er leg i baghaven. Børn er optagede af naturen, og den udgør også et fint udgangspunkt for nysgerrige undersøgelser og den evne til at undres, børn er gennemsyrede af. Børn besidder også en umiddelbar evne til at acceptere, at vi mennesker er en del af naturen, og at naturen står over mennesket og ikke omvendt. Netop sådan, som en ubestemmelig, magtfuld kraft, fremstilles naturen i Klaus Rifbjergs digt ”Kanariefuglens begravelse” udgivet i 1964 i digtsamlingen ”Amagerdigte.” I digtet fortæller jeg-personen om, hvordan han som barn opsamlede døde fugle og begravede dem. Først med menneskelige begravelsesritualer hvor fuglen blev lagt i en cigarkasse og fik en blomsterbuket. Nogle dage senere blev fuglen gravet op, idet den var ved at blive fordærvet i jorden. Barnet var fascineret af denne proces, og hvad den gjorde ved fuglen, og han siger i digtet, at han gentog det flere gange, så han hele tiden kunne følge processen.

34 DANSK NOTER

Digtet starter med vendingen: ”Med misantropisk saglighed” om jeg-personens undersøgelser af den døde fugl. Ordet misantropisk betyder noget i retning af ”menneskefjendsk.” I digtet er barnet, der undersøger fuglen, en biolog, en iskold videnskabsmand, der kun nødtørftigt beskæftiger sig med følelsesladede ritualer i forbindelse med fuglens død. I stedet fascineres barnet af, hvordan fuglen ser ud, når den har været død i lang tid. Han er en observatør i naturen og ikke en invaderende kraft, og han accepterer naturens iskolde præmisser om liv og død, og dette kommer til udtryk flere gange med malende beskrivelser som: ”(…) Og mellem dunene/arbejdede maddikerne fortrøstningsfuldt./Fuglen var levende igen/ på en ny og interessant måde.” Barnet frastødes ikke af, at fuglen forgår, men tiltrækkes af det. Naturen og mennesket er to forskellige ting. Faktisk er det, vi mennesker skaber eller står for, kulturen, et antonym til naturen. Naturen står alene, og den er uberørt af menneskehånd. Vi tænker ikke på anlagte parker og haver som natur, men derimod er naturen det vilde, det der ikke kan styres. Det er ikke tilfældigt, at vi kalder discipliner som fysik, kemi eller geografi for naturvidenskab. Naturen er den fysiske verden og milliarder og atter milliarder af organismer, hver med deres egne egenskaber og særpræg. Naturen er også det ydre rum, stjerner, galakser og lysende støv, tyngdekraften, lysets afbøjning og rum og tid. Den er himmelhøje bjerge og dybe dale, der har udviklet sig igennem millioner, hvis ikke milliarder, af år. Bjergene, hvor rolige de end ser ud, har jo ikke stået her altid, men vi vil aldrig nå at se dem vokse synderligt, mens vi lever. For hvor store katedraler vi mennesker end har bygget igennem tiderne, så må vi, når vi betragter naturens vidundere, erkende, at vi blot er mikroskopiske tandhjul

i naturens klokkespil. Ganske vist har tiden vist, at vi har en uovertruffen evne til at være over hele vores klode, ja, oven i købet også en smule uden for vores klode. Vi fylder i hvert fald en del her på Jorden, vi mennesker. Efterhånden fylder vi så meget, at vi har været stort set overalt med vores trampende fødder og vores tekniske fremskridt. Kulturen, produktet af den unikke, menneskelige intelligens er der altid plads til lidt mere af. Vi kan tænke eller bygge os ud af hvad som helst efterhånden. Man kan få lyst til at sige: ”Pyt med naturen, vi kan klare os fint uden!”. Hvis jeg kaster et blik ud i mit køkken, står der fiskeoliekapsler i vinduet, fra fisk, man ikke længere behøver at gå og jagte i naturen. Nej, for man kan efterhånden ”dyrke” fisk i dambrug helt uden de store problemer. Der er nogle blommer på køkkenbordet, der er blevet dyrket nede i Italien. Der er et komfur, hvor man, uden at skænke fysikkens love en tanke, kan opnå høje nok temperaturer til at tilberede alverdens madvarer. Der er med andre ord umiddelbart ikke meget natur lige for næsen af mig. Mine omgivelser giver mig følelsen af, at det, der er menneskeligt forædlet gennem tiderne, gør mig uafhængig af naturen. Har jeg altid haft det sådan? Svaret skal findes i min barndom. Da jeg var et lille barn, var verden meget simpel: Det var sjovt at lege udenfor med sine venner, og det var kedeligt at være tvunget til at være indenfor med familien. Der gjaldt naturligvis også andre simple definitioner i mit barnesind, men netop denne husker jeg tydeligst. Året rundt brugte jeg tiden på at lege udenfor med nabolagets børn (der var en ordentlig flok), og der var ingen grænser for, hvad vi kunne finde på. ”Kanariefuglens begravelse” af Klaus Rifbjerg mindede mig om en bestemt episode, hvor vi var nogle børn, der fandt en fugleunge, der netop var fløjet ind i en rude. Den så ud til at leve og være

nogenlunde frisk, men den kunne ikke flyve, og den var forvirret. Vi afgjorde i plenum, at vi måtte gøre vores bedste for fuglens overlevelse. Den var blevet revet ud af sine naturlige rammer, og jeg havde engang hørt i en godnathistorie, at fugle ikke kan klare sig, hvis de ikke kan flyve. Så fuglen måtte lære at flyve. Vi opspændte en snor i et legehus og begyndte herefter at lave forskellige øvelser med fuglen. Vi måtte forestille os, hvordan det ville være at flyve, selvom det ikke var let. Fuglen blev som resultat naturligvis gang på gang tabt på jorden, og inden længe var den død. Den fik en dæmpet begravelse, og vi diskuterede indbyrdes, om vi havde skyld i fuglens død. Alle var dog enige om, at vi havde gjort, hvad vi kunne. Vi havde jo forsøgt at etablere nogle naturlige omstændigheder for fuglen. Hele vejen igennem var vi iskolde og analytiske. Begravelsen var højtidelig, men vi accepterede fuglens død til fulde. Det er, hvad der sker. I den vestlige verden er død civiliseret. Min egen mormor blev begravet, da jeg var omkring elleve år gammel. Hun lå i en åben kiste i et kapel, og så kom vi og sang ”En rose så jeg skyde.” Da vi havde sunget den, måtte jeg gå ud af kapellet, så jeg kunne hulke og sørge. Indenfor var der stille, man gjorde det, man gør, og den nussede bedemand sørgede for at styre slagets gang. Kulturen bestemmer, at sådan er begravelser her hos os. I store dele af Asien, derimod, følges døden af helt andre ritualer end i Vesten. Det er normalt, at kvinderne kaster sig over kisten til deres afdøde mand i skrig og hulk. Mange steder har man ligefrem ansat grædekoner for at udpensle smerten ved at miste sine kære så meget som muligt. Det står helt i kontrast til det billede, jeg har af danske begravelser, hvor man kan høre en knappenål falde til jorden. I kanariefuglens begravelse er der ingen skrig og skrål over døden af fuglen. Den bliver begravet og senere undersøgt, uden at der fældes en eneste tåre. Det minder

DANSK NOTER 35

om de vestlige begravelsesceremonier, så måske er det netop typisk for vores kultur at minde os selv om, at døden er naturlig, idet den indtræffer. Det er ingen overraskende begivenhed, når en gammel dame dør. Naturen er ligeglad med, hvordan vi vælger at indrette vores begravelser, og hvor meget vi græder. Den er ligeglad med størrelsen på vores bygninger og kompleksiteten af vores maskiner. Den hverken håner os eller giver os ret, men én ting er sikker: Den lader os leve, og så lader den os dø. Vi er mennesker, og som alt andet levende skal vi dø, forsvinde og gå i forrådnelse. Det er noget, som jeg sjældent hører mennesker snakke om. Det virker som om, at vi har en grundlæggende angst for at forgå uden at komme til at betyde noget. Vi ønsker ikke at ligge døde for blot at blive fundet og smidt i en skraldespand. Jeg ved ikke, hvornår jeg selv fik denne tanke første gang, men jeg er sikker på, at det ikke var i min tidligste barndom. Som barnet i digtet, der kigger på fuglen med ”menneskefjendske” øjne, så jeg også på naturen, da jeg var lille. Det var nemt at se, at først levede en lille fugl, og senere var den død, og så blev den begravet. Det var interessant, ja ligefrem tilfredsstillende, at se en muldvarp blive spist af hvide mider. Jeg bærer måske ikke længere denne opfattelse, eller også har jeg bare glemt den. Klaus Rifbjerg skriver til sidst i digtet ”Det har tit slået mig senere/hvor meget af sin børnelærdom/man fortrænger.” Det er interessant at følge hans tankegang, fordi netop denne ærefrygt overfor naturen er sjælden i dette moderne samfund. Naturen bliver opfattet som noget vildt, vi bare skal lære at tæmme med tiden. Den holdning, Klaus Rifbjerg udtrykker igennem barnets misantropi, mindede mig om et digt af Tove Ditlevsen, ved navn ”For sidste gang.” I dette digt fortæller hun, hvordan hun selv (antageligvis, eftersom hendes forfatterskab var

36 DANSK NOTER

dybt præget af selvbiografisme) ikke vil lægges i en kiste på en kirkegård, når hun skal begraves. Hun vil lægges i den frie natur, og der står ”ingen kiste skal lægge sit dræbende låg/over det, der engang var mig.” Her kommer digtets holdning tydeligt til udtryk, da forfatteren ser det som en ideel følge af døden, at man til fulde skal integreres i naturen. Kisten, skabt af mennesker, beskrives som ”dræbende,” selvom hun allerede er død, når dette sker. Som i ”Kanariefuglens begravelse” fremstilles det at rådne og blive til jord og ormeføde som værende noget andet end død. Da den er ved at blive spist af maddiker, skriver Rifbjerg, at: ”Fuglen var levende igen/på en ny og interessant måde.” Det er interessant, hvordan litteraturen beskæftiger sig med naturen i digte som disse. Trods deres simple, små historier stiller de store spørgsmål til døden, og deres ellers mangelfulde naturbeskrivelser er gennemsyret af forfatternes opfattelse af naturen. Det er ikke det visuelle udtryk og de pittoreske landskaber, der bruges til at beskrive naturen. Det er derimod menneskets rolle i og opfattelse af naturen, der skærer igennem. Man kunne nemt have valgt digte, hvor beskrivelser af naturlandskaber fylder en masse, men i stedet kan disse digte bruges til at understrege, hvor stor og vigtig naturen er, fordi den har os i sin hule hånd og ikke sådan har tænkt sig at give slip. Naturen lader sig ikke tæmme, og hver dag ryster den vores verden igen og igen. Ikke blot ved at døden puster os i nakken. Den finder sig ikke i misbrug, og den griner af os, hvis vi bliver for kæphøje. Den er på én gang en løftet pegefinger og et vindpust i den rigtige retning. Det levede vi efter som børn, men vi glemmer det til dels som voksne. Hvad det koster for menneskeracen i det lange løb, forbliver et ubesvaret spørgsmål.

Menneske og digtning har del i naturens labyrint. Inger Christensens næsten økologiske poetik i Alfabet (1981) har sin baggrund i et sådant nyt natursyn. Dan Turèll, Jørgen Leth, Peter Laugesen og Klaus Høeck arbejder på lignende måder med en fornyelse af naturtematikken. Dan Turèll, hvis digtning måske især ellers forbindes med storby, journalistik og jazz, har ofte – inspireret af buddhistisk filosofi - en naturtematik i digtning. I et af de smukke LI-digte fra Karma Cowboy hedder det: Åh At vågne igen Til ingenting * Det regner Fuglene synger Jeg skriver det 5 Her skaber Dan Turèll ud fra få sansninger en balancekunst mellem menneske og natur, idet skriften danner en form for ”line-linje” mellem fænomenerne. I modsætning til en romantisk forestilling om en anden natur af enhed og ånd, kredser Dan Turèll om, hvad han kalder ”altings betydningsløse sammenhæng”6, hvor mennesket er trådt ned fra en placering på toppen af en betydningsskabende pyramide og ind i en helhed

af liv og udvekslinger, skrivende som regnen, der regner, og syngende som de syngende fugle. Den romantiske filosofs Schellings naturhistoriske forestilling om, at ånden sover i stenen, slumrer i planten, drømmer i dyret, vågner i mennesket, forlades til fordel for en idé om en sammenhæng, der ikke samler sig om en åndelig sidste-referent eller en overskridende, essentiel mening. Men det er sværere end som så at fastholde en sådan sammenhæng af udveksling og ”betydningsløshed” mellem tid, liv og skrift uden, at digtet bliver tavst som hos Højholt. Som René Jean Jensen udtrykker det i et langt senere digt, Jeg har planlagt at dagdrømme, 2010: […] jeg ville gerne være i nuet men det står uden for mig […]7 Den humor, som Per Højholt knytter til sin ikkeromantisk-romantiske genskrivning af naturtematik, er også til stede hos eksempelvis Jørgen Leth og Klaus Høeck. Sidstnævnte tager livtag med blandt andre Jeppe Aakjærs romantisk-vitalistiske naturfortolkninger og genskriver en af Aakjærs sange/digte: ”Majnat” (1916). Uddrag af de to tekster ses her:

Aakjær:

Høeck:

NAAR Vildgaasen larmer Valborgnat, hvem lægger sig da til at sove? Da vandrer man ensomt med Dug paa Hat langs Fjord og knoppende Skove.

når vildgåsen larmer valborgnat dernede fra trundemosen

Derude straaler en Stjerne saa stor, at helt den fylder mit Øje; den samme Stjerne forvist jeg tror, jeg saa over Barndommens Høje. […]

da fristes jeg til at råbe: ‘hold så kæft for fanden i helved’ fordi livet ik ke kan stilles i bero men raser af sted fra maj til maj til alderdom Hvem lægger sig da til at sove?

DANSK NOTER 37

Aakjærs digt8 kredser om digter-jegets romantiske længsel efter at slippe ud af sit eget trange hjerte og genvinde en særlig vital naturfortrolighed, som hører barndommen til, og sangen viser, at jegét får adgang til denne oplevelse, når han i digtet åbner sine sanser for livskræfterne i det kosmos af stjerner, anemoner og al slags piblende og pippende liv, der omgiver ham natten op til 1. maj. Denne nat er Valborgnatten, hvor man på landet fra gammel tid fejrede den tyske helgen Valborg og værnede sig selv mod underjordiske kræfter ved at tænde bål på højene. I Høecks version af Aakjærs digt, trykt i samlingen in nomine (2001)9 larmer digter-jegét næsten ligeså højt som gæssene, der demonstrerer, at livsprocesser ikke kan stilles i bero. Såvel barndom som alderdom hører med til livet, og det gælder om, for både gås og digter, at holde sig i live og vågen i maj-natten. Gæssenes larm minder digter-jegét om digte både fra traditionen og fra hans egen produktion, og jegét begynder at opleve sig selv som del af en helhed af digte, stjerner, eventyrlige syvmilestøvler, viber, jetspor på himlen, kartoffelmarker, mørkets magter og sølvpapir. Naturen er ikke

Udbrændt, 122 x 250 cm, akryl på plade, 2007

38 DANSK NOTER

et lukket reservat af ”andethed” for hverken gæs eller digtere, men indgår i en livsverden af natur, kultur, eventyr, myter og sagn, der måske truer hinanden og skurrer mod hinanden, men også sammen ejer en skønhed, som digtet kan udtrykke. Som omtalt er dialogen med romantikken og dens menneske- og natursyn en vigtig del af den fornyelse af litteraturen, som det formelle gennembrud bringer med sig, og blandt de forfattere, der ofte med rette bliver læst og fortolket i sammenhæng med romantisk digtning, er Michael Strunge. Han kæmpede i en række digte med den romantiske poetiks fokusering på det digteriske jeg og kraften i jeg´ets fantasi – den poetik, vi finder hos blandt andre Schack Staffeldt. I flere digte, blandt andet i Væbnet med vinger (1984) parodierede Strunge en romantisk jeg-poesi, hvor jeg’et skildres som en almægtig, et tvekønnet ”himmeldyr af stjernestøv”, eller en ”gud helt for mig selv”; alligevel lykkes det ham i et af sine sidste digte at få afdramatiseret jeg’et og poetisk udtrykke en balance mellem jeg´et og en omverden af natur og kultur:

”Naturen, digtningen og traditionen er handlende figurer i en labyrintisk helhed. Natten bøjer sig i vækst og dagene vasker dit ansigt. Du træder gennem søvnen og åbner en dør til solen. Dér, ikke i dit eget lys bærer du kroppen strømmet igennem af blod. Dér er du menneske nu Og du går for at finde din tid.10 Jegét er til stede nat og dag, delagtig i en rytme af lys, mørke, vækst, hvile, blodets strømmen gennem kroppen og menneskeligt liv. Det er ikke jegéts lysende visioner, der bærer alt og åbner en ”anden natur”, men den ydre sol, der oplyser verden og får jegét til at være til stede i verden og i tiden. Digtet får således et skrapt post-romantisk islæt, hvor hverken jegét, natten eller lyset tynges af symbolik. En bestræbelse på både at anvende og kommentere romantisk symbolik ses også i en nyere digtning, f. eks. hos Olga Ravn i samlingen Jeg æder mig selv som lyng. Pigesind (2012). Som hos Michael Strunge hænger drøm, sprog og krop uløseligt sammen, og ”lyng” bliver den metaforik Olga Ravn bruger, når sproget skal sættes fri af klicheerne. Ravn har lyng-metaforikken tilfælles med såvel den svensk-finske senromantiker Edith Södergran, den engelske romantiks fortæller Emily Brontë som med den danske romantiker, St. St. Blicher, hos hvem lyngen er forbundet med en genreog normbrydende poetik. Lyngen betegner en poetisk stemme, der insisterer på lidenskab, vanvid, krop og drift, og som er hårdfør og vedholdende. Og symbolikken får hos Ravn virkelig krop i metaforen om at ”æde

”

mig selv som lyng”, der henviser til digterens arbejde med sproget. Det iøjefaldende omslag på Ravns digtsamling viser på forsiden en tanglignende plante, der vokser på en sten, og på bagsiden en gammel videnskabelig samling af plancher med billeder af kvindelige brystvorter, som minder om tangplanten på forsiden. Billederne påpeger, at menneskekroppen også er et naturfænomen, og understreger, at Ravns digte netop ligger indfoldet i kroppens natur. Den romantiske symbolik omkring lyng og poesi understreger, at jeg’et er ved at gå til grunde i spændingen mellem de modsætninger, umuligheder og håb, hun som ung kvinde mærker på sin egen krop. Men jeg´et vil netop umulighederne og alle de ”giftbærende symboler”, der skaber ubehag. En kropslig konkret romantik tager her form. Min lille vandring blandt poetiske græsstrå, gæs, faldende regn, fugle og lyng antyder, hvorledes litteraturen i det formelle gennembrud kunstnerisk tematiserer naturen dels som forskelsløshed, dels som del af en værens-labyrint, del af en betydningsløs sammenhæng, del af en helhed og del af mennesket selv. Naturtematikken gør det også klart, at lyrik ikke længere fortrinsvis er ”besyngelse eller udtalelse af et jegs eller et fællesskabs oplevelse af det guddommelige, af verden, af sig selv”, som det ellers fastslås i Den store danske’s definition af begrebet lyrik.11 Det er ikke længere altid jeg´et, der står i centrum af digtet. Naturen, digtningen og traditionen er handlende figurer i en labyrintisk helhed.

Noter 1 Per Højholt: Samlede digte, København: Gyldendal, 2005, s. 298. 2 Jf. Anne-Marie Mai (red.): Danske digtere i det 20. århundrede, bd. III, København: Gads Forlag, 2001, og Anne-Marie Mai: Hvor litteraturen finder sted. Bidrag til den danske litteraturhistorie, bd. III, København: Gyldendal, 2011. 3 K. Helweg Petersen: Kulturpolitisk Redegørelse. Kulturministeriet 1969, s. 244. 4 Inger Christensen: Del af labyrinten. København: Gyldendal, 1982, s. 133.

7 René Jean Jensen: Jeg har planlagt at dagdrømme, København: Gyldendal, 2010, s. 23. 8 Jeppe Aakjær: ”Majnat”, Arkiv for dansk litteratur. Tilgængelig på adressen: http://adl.dk/adl_pub/pg/cv/ShowPgText.xsql?p_udg_ id=209&p_sidenr=139&hist=fmM&nnoc=adl_pub 9 Klaus Høeck: in nomine, København: Gyldendal, 2001, s. 189 ff. 10 Michael Strunge: ”Mit digt 1985”, 1000 Danske digte, red. Anne-Marie Mai og Thomas Bredsdorff, Købehavn: Rosinante, 2000, s. 1514. 11 http://www.denstoredanske.dk/ - opslagsord ”lyrik”.

5 Dan Turèll: Karma Cowboy, Borgens Forlag, 1976, s. 296. 6 Ibid. s. 191.

DANSK NOTER 39

Tema: Naturhistorier

Med nuet som indsats Oplevelser med litteratur og natur (i litteratur og natur)

En solsort kom flyvende inde fra tågen den sidder her nu og synger i en våd bjergfyr om lidt flyver den tilbage til naturen Per Højholt (1977): ”Den tydelige solsort” Under opsejling Man kunne for at gøre en ende på diskussionen, hvis en sådan skulle være under opsejling, postulere, at AL litteratur ”handler om” natur. For hvad andet skulle der i grunden være at skrive hjem om? At underbygge med en begrebsafklaring af ”natur” ville man nu med rette kunne mene ville være på sin plads, men heldigvis tillader nærværende indlægs begrænsede korpus ikke en så halsbrækkende og omsiggribende semantisk udredning. Et spædt forsøg, alligevel: Natur er det ikkemenneskeskabte, evt. det modsatte af kultur. Eller: Natur er alting - alt der findes, eksisterer, er? Måske: Natur er u- og overnaturens modsætning? Af større/mindre betydning: Naturen rummer mennesket, og mennesket er natur. (Eventuelle tvivlere kan fx konsultere Jacobsen og hos ham studere ”Mennesket” i ”Mogens”). Hvorom alting er: Nogle litterære tekster er mere eksplicitte end andre i deres sproglige, motiviske og tematiske omgang med naturen - som nu for eksempel forfatteren Per Højholts. Per Højholt som naturvejleder I 1956 udgav Per Højholt (1928-2004) Skrift paa vind

40 DANSK NOTER

og vand, og trods det faktum, at Højholt selv siden hen drev digtsamlingen ud af forfatterskabet, kan titlen på ungdomsværket læses som et herligt varsel om alt det, der siden skulle komme af litterære udgydelser fra Højholts side. Per Højholts forfatterskab er nemlig - blandt meget andet - en overrumplende og livslang tumlen omkring med begreberne natur, sprog, litteratur - og læser. Hvad enten det er ”Gittes monolog om naturen”, digte som ”Den tydelige solsort” og ”Mellem ørerne”, prosamonstret ”Auricula”, blindgyder som ”Salamanderen” og ”Æggene i Frankfurt”, artiklerne ”Reservatet” og ”I skoven med mig selv” eller den ufuldendte, men dog fuldendt uforlignelige, roman Hans Henrik Mattesen. ”En monografi”, så bliver vi hos Højholt bestandigt mødt af naturen i skriften, skriftens natur og os selv som læsende eksempler på læsende natur. I Mattesenværket optræder sågar en skriven i naturen med naturen på naturen - i form af ”græsbogstaver” på en græsmark. Solsorten derude Såvel natur og litteratur som vores forhold til disse størrelser ændrer irreversibelt karakter efter momentane manøvrer ind i Per Højholts forfatterskab, og Hørbylundemandens tekster er dermed et rigtig godt eksempel på, at litteratur ikke blot kommenterer og forholder sig til dette og hint. Nej, litteratur er en potent og kraftfuld energikilde, der skaber, omskaber og genskaber verden igen og igen og igen og igen.

”så bliver vi hos Højholt bestandigt mødt af naturen i skriften.

”

Af Lars Green Dall, cand.mag. i dansk og biologi, Statens Naturhistoriske Museum

Fugl, 100 x 100 cm, akryl på plade, 2009

Solsorten derude er eksempelvis (og formentlig) ligeglad med Højholt og hans digte, men repræsentanter for arten Turdus merula har ikke desto mindre undergået en (u)mærkelig betydningsforskydning, efter endt læsning af ”Den tydelige solsort”. Prøv selv. Samme transformation undergår ”tågen”, ”bjergfyrren” og ”naturen”, som også - bogstaveligt talt - optræder i digtet. Litteratur kan noget og gør noget ved læsere og deres verden. Interessant nok gør det omvendte kausalforhold sig også gældende: Den uden for poesien her-

skende virkelighed er også med til at skabe, omskabe og genskabe den poetiske virkelighed, altså teksten. Højholts solsort, tåge, fyrretræ og natur er således for mig nogle helt andre størrelser, end de er for dig - i kraft af hvem jeg er (og hvem du er). I ”Den tydelige solsort” kommer solsorten til syne og bliver til, dels idet digtet føjer ord til ord (En - solsort - kom - flyvende -), dels idet jeg læser (du, derimod, fremlæser og skaber en anden solsort). Og hver gang vi læser digtet genskabes en ny - og nødvendigvis - lidt anderledes solsort.

DANSK NOTER 41

”Litteratur er en potent og kraftfuld energikilde. ” Per Højholts forfatterskab repræsenterer et overflødighedshorn af litterære frembringelser, hvori naturen samt menneskets og sprogets forhold til naturen spiller en central rolle. Højholts udforskning af en lang række genrer og hans teksters store spændvidde i litterær kompleksitet, gør desuden forfatterskabet yderst oplagt at kaste sig over, hvis man som læser (eller underviser) vil udforske konglomeratet sprog-litteratur-natur-menneske. En nyligt falden eg Uanset omfanget af biologi og naturfænomener i et givent litterært værks sproglige, motiviske og tematiske udskejelser, eksisterer der pr. natur påfaldende paralleller mellem ikke bare natur og litteratur, men også mellem natur- og litteraturoplevelser. I de tilfælde, hvor naturen rent faktisk står centralt i det litterære værk, forstærkes disse sammenfald naturligvis. For mennesket rummer naturens manifestationer skønhed, ækelhed, skrøbelighed, voldsomhed, orden, kaos, ubegribelighed, forgængelighed og uendelighed. Naturen kan fremkalde reaktioner som glæde, lykke og ærefrygt, men kan også slå os med ubehag, tomhed, frygt og angst. Naturen griber os - uden at vi nødvendigvis (og måske sjældent) begriber den. Naturen er til, og ofte er der ikke andet at sige om den. Præcis samme karakteristik og samme effekt kunne man henholdsvis give af og tilskrive lyrikken! Står man på sin skovvandring pludselig over for en stor og nyligt falden eg, gribes man af samme fascination, undren, ærefrygt og - måske? - eksistentiel uro, som når man på sin litterære lystvandring pludselig står over for et poetisk mesterværk. Det er den samme grebet- og ubegribelighed, man må tøjle indvortes, når naturen og litteraturen slår en omkuld. Skønheden forklaret? Det faldne egetræ, en bølgende mark, et firben i solen, sneglen, vissent løv, en død ræv. Gode litterære værker (og andre kunstværker, i øvrigt) drager, fascinerer og gør noget ved os, på samme måde som disse naturens frembringelser gør. Og hverken det litterære værk eller naturen vil vi nogensinde få skovlen under. Uanset naturvidenskabens uomtvistelige succes med at beskrive, forklare og forstå naturen - herunder Jordens, livets og menneskets opståen, udvikling og fortsatte gebærden - så rummer naturen og naturoplevelsen alligevel uforklarlige, ubeskrivelige og ubetalelige momenter

42 DANSK NOTER

og værdier. Det samme kan siges om litteraturen: De store værkers ”betydningsfuldhed” og fascinationskraft består, uanset hvor hårdt vi går til dem med vores litteraturanalytiske dissektionsudstyr. Også det litterære værk er større end os, og skønheden og ubegribeligheden består. Med nuet som indsats Det er med nuet som indsats, at vi oplever litteraturen - særligt poesien - og det er med nuet som indsats, at vi oplever og er til i naturen. Flygtighed og forgængelighed er grundvilkår i læseoplevelsen (et digt tager den tid, et digt tager), ligesom det er i naturoplevelsen - hvad enten det er hjortens flugt, løvfaldet, edderkoppespindet eller den tusindårige eg, vi skuer. At oplevelsen af såvel digt som hjort lagres i vores hjerne og vores krop er ikke et argument imod flygtigheden og forgængeligheden - tværtimod! Det mentale aftryk minder os netop ved sin afglans og sit aftryk om, at flygtigheden og forgængeligheden er et vilkår ved mødet med litteratur og natur. At naturens forgængelighed tilmed er et (arke)typisk motiv og tema i poesi (og i kunst, som sådan), bevirker endvidere, at der ofte opstår en fordobling af vores oplevelse af forgængelighed og flygtighed. En selvforstærkende resonanseffekt! Tænk blot på solsorten hos Højholt eller boblerne hos Aarestrup - naturens og digtets flygtighed og forgængelighed fordoblet og forenet. Som læsere og som mennesker rammes vi hårdt af dette med ét altomfattende biologiske, litterære og eksistentielle grundvilkår! Poesi i Botanisk Have Sammenfaldet i poesi- og naturoplevelsen når således nye højder, idet øjeblik naturen rykker ind i digtet. Hvis vi nu oven i købet rykker digtet ud i den natur, der digtes om, må vi potentielt set opnå en svimlende effekt: natur- og poesioplevelse på én og samme tid - i digtet, i naturen, i digtets natur, i naturens digt. En sådan frisættelse af poesien (rewilding kunne man fristes

”…hverken det litterære værk eller naturen vil vi nogensinde få skovlen under.

”

”Hvert år i september måned lader museet fyrre digte fra dansk ”uhørt” poetisk karakter, ja til at sige, da poesien som litteraturhistorie vokse frem i da må man undres, forunudtryksform formodentlig dres og læse. Og læsninoprindeligt er udsprunget af Botanisk Have. gen af disse ”naturdigte” i netop oplevelser i naturen) naturen bevirker en udvihar vi på Statens Naturdet, nærmest transcendental oplevelse af nærvær i nuet historiske Museum praktiseret siden 2011. Hvert år i - naturen bliver til på ny, digtet bliver til på ny, og du, september måned lader museet fyrre digte fra dansk kære læser, bliver til på ny. litteraturhistorie vokse frem i Botanisk Have i KøbenNår solens stråler i løbet af formiddagen har opvarhavn. Mellem sarte urter og stive stauder, svulmende met de grønne aluminiumsskilte, bliver digtene tilmed buske og stoiske stammer skyder dansk poesi op på midlertidige restepladser for fluer, sommerfugle og grønne metalskinnende planteskilte. Fælles for digtene andre forgængelige størrelser, der på deres færd gener, at de på eksplicit, men meget forskellig vis beskæftinem det grønne næppe aner, at de i præcist dette flygtige ger sig med naturen - naturen som scene, spejl, symbol, øjeblik deler natur med Helts lille fugl, Claussens bier, motiv, tema. I Botanisk Have kan man således i hele Christensens svalehale og Rifbjergs kålsommerfugl. september måned foruden grønne vækster (ad libitum) Men det gør de. blandt andet møde Aarestrups bær og bobler, Brorsons nælde, Kingos duggefulde græs, Claussens olden, Bechs brombær, Mombergs sorte grene, Malinowskis gærdePS. I forbindelse med udstillingen ”Poesi i Botanisk Have” afsmutteæg, Bødkers knogler og klokkeblomster, Tafdrups holder Statens Naturhistoriske Museum i begyndelsen af sepanemonerødder, Thomsens træer - og Højholts solsort. tember (uge 36) en tværfaglig inspirationsdag for gymnasielæNår man som dagdrømmer, fortravlet kontorist, byrere om naturvidenskab som motiv i skønlitterære værker og vandrer, botanikinteresseret eller udstationeret gymnaforfatterskaber. Interesserede kan kontakte undertegnede eller sieelev midt i virvaret af organisk grønt i Botanisk Have afvente nærmere info. pludselig og ganske uventet står ansigt til ansigt med Vel mødt - til frokost og poesi i det grønne. skrift af en - i denne levende videnskabelige samling -

”

Ny begyndelse, 122 x 250 cm, akryl på plade, 2010

DANSK NOTER 43

Tema: Naturhistorier

At undervise i natursyn – en vandring i mentale landskaber Inden du studerer zen er bjergene bjerge og floderne floder. Mens du studerer zen er bjergene ikke længere bjerge og floderne ikke længere floder. Men så snart du har nået oplysningen er bjergene atter bjerge og floderne atter floder. (Japansk zen-mester)

Tilbage i 1980’erne sad vi nogle kollegaer og drøftede tendenser i nyere dansk digtning. Én af replikkerne den aften var: ”Der er vel ingen mere der skriver digte om natur”. Det må da også indrømmes at hverken konfrontationsmodernismens eller 80’ergenerationens tidlige digte var særlig hooked på naturen. Alligevel var det lidt forbavsende at replikken kom netop fra denne kollega som ved siden af sit skolearbejde driver et biodynamisk landbrug i pagt med naturen. Da vi i september 2011 havde en udmærket inspirationsdag på Geologisk Museum, kom flere kollegaer bagefter hen og betroede mig at de ikke havde ret megen føling med at læse naturdigte. Jeg stod lidt tilbage med en følelse af at naturdigte åbenbart ligger i en særlig skuffe, lidt hengemte, lidt fimsede. Beder man sine elever om at skrive om deres forhold til naturen, bliver det ofte lidt nostalgisk. Som børn har de levet tæt på den og sammen med forældrene er de taget på tur ud i naturen; men nu er de mere optaget af vennerne og computerspil. Naturligt nok! Hvad er der med den natur siden dele af digtningen ikke har villet befatte sig med den, dansklærere måske er lidt flove over at beskæftige sig med den, og elever mest af alt betragter den som noget derude de er vokset fra? Er det ikke mærkeligt efter at økologi har stået højt på dagsordenen i flere årtier? Er det ikke endnu mærkeligere nu hvor klimaproblematikken ser ud til at gribe katastrofalt ind i menneskers livsvilkår?

”Når vi taler om natur, taler vi om vores syn på natur.” 44 DANSK NOTER

Svaret må være at når vi taler om natur, taler vi om vores syn på natur, vores forhold til den og om æstetiske formuleringer af naturen som vi ikke nødvendigvis kan stå inde for længere. Netop derfor er det spændende sammen med ens elever at begive sig ind i dette felt præget af slående aktualitet, men også af larmende fremmedhed. Lad os begynde vandringen i Ordbog over det danske Sprog. Straks løber vi ind i en masse forbavsende fordoblinger som det fremgår af denne lille naturhistorie jeg har skrevet sammen på grundlag af ordbogens artikel om natur: Dér ude ligger naturen med dens dyre- og planteverden under åben himmel (i nogen grad) overladt til sig selv. Vi vender ofte tilbage til naturen. Selvom vi føler os som naturens herrer, følger vi alle naturens luner med stor interesse. Men oh, hist kommer han, naturens muntre søn. Han er lidt af en enspændernatur, for han følger naturens stemme i sig og søger i ensomhed naturens inderste væsen. Ja, han dyrker moder natur og læser i naturens bog; men mens han går der og suger naturens evangelium til sig, kommer han til at tænke på sin kæreste. Hun er så naturlig, fornægter aldrig sin natur, men lader ofte naturen gå over optugtelsen. Hun er nemlig hidsig af natur. Naturens kræfter raser i hende; men hun er også intellektuelt begavet og kan derfor med stor overbevisning afdække en sags natur, hvilket ofte går ud over naturens søn som nu føler sig lidt forurettet og bedrøvet der ude i alnaturen. Tankerne glider nu videre til hans arbejdsgiver som bestemt ikke er nogen dyb natur, men helt i strid med medarbejdernes natur presser timeregnskaber, evalueringer og anden unatur ned over dem. Hvor er snart deres naturlige rettigheder henne? Det tænker – den nu ikke mere så muntre – naturens søn som han går der på skovstien,

Af Ivar Lærkesen (1947), lektor i dansk og religion, Bornholms Gymnasium

og ak, nu mærker han naturens nødvendighed i sig og må træde af på naturens vegne. ”Natur” – en (u)bevidsthedsgenerator Den amerikanske idéhistoriker A. O. Lovejoy opregner et tocifret antal betydninger af ordet natur. Det vigtige er dog ikke hvor mange definitioner man kan opregne, men at man i det hele taget forholder sig begrebsanalytisk til ordet. I min lille naturhistorie ser vi at ordet ”natur” bruges i mange vidt forskellige betydninger. Når man læser i ODS, bekræftes denne kompleksitet af forestillingsbilleder og virkelighedsopfattelser. Derfor er ordbogen et rigtig godt sted at begynde et undervisningsforløb om natur og natursyn.

Ud af artiklen kan eleverne nemlig selv udvinde en systematik som de senere kan bruge til nogenlunde kvalificeret at læse litterære tekster om natur – i alle ordets afskygninger:  Den menneskelige natur.  Natur i modsætning til civilisation/kultur.  Naturen som hævet over menneskene: Gud og natur bliver ét. Moder Natur. Respekt for naturen. Man skal indordne sig under naturens love. Naturen kan klare sig selv.  Den sanselige, fysiske, legemlige, materielle, synlige, ydre natur.

Vertikalt landskab – verdens navle (cirkelformat), Ø 112,8 cm (1 m2), akryl på plade, 2012

DANSK NOTER 45

Vanskeligheden ved at benytte ODS er at ordbogens sprog og begrebsverden er fremmed for vore elever. Så de skal hjælpes på vej. Læsningen bliver dermed også et sprogligt forløb, og det kan der komme rigtig mange skægge ordstudier og begrebsafklaringer ud af. Så jeg vil foreslå at man starter her og med det udgangspunkt kaster eleverne ud i en grundig analyse og fortolkning af udvalgte digte som viser spændvidden i temaet, f.eks. Dan Turell: Der er så dejligt ude på landet, 1993,

”Natur og bevidsthedsdannelse er velegnet til en tematisk tilgang til den historiske læsning af litteratur.

”

Per Højholt: Gittes monolog om naturen, 1981, Thøger Larsen: Den danske sommer, 1906, Halfdan Rasmussen: Skillingsvise, 1970, Thorkild Bjørnvig: Basis, 1981, Ivan Malinovski: Naturens husholdning, 1980. På den måde vil man få rammet temaet ind, få sat vidt forskellige naturopfattelser på banen og samtidig få åbnet for en læsning der strækker sig længere tilbage i tid og omfatter det moderne natursyns genese. Emnet natur og bevidsthedsdannelse er med andre ord velegnet til en tematisk tilgang til den historiske læsning af litteratur, det som i den tidligere udgave af læreplanen med et ganske godt udtryk blev kaldt epokale læsninger. Det teoretiske grundlag for en sådan læsning er udviklet af Klaus P. Mortensen i bogen Himmelstormerne- en linje i dansk naturdigtning, 1993. Dens helt store fortjeneste er at den i kraft af en litterær arkæologi viser hvordan forskellige lag overlejrer hinanden og hvordan vores natursyn transformeres. Det gælder ikke mindst forandringen fra en førmoderne naturopfattelse til en moderne, sekulariseret og subjektiv naturopfattelse (Kingo vs. Staffeldt), men også en senere tids reformulering hos Thorkild Bjørnvig, Per Højholt og Inger Christensen. På det grundlag har det været muligt at tilrettelægge forløb som beskæftiger sig med forandringer og sammenhænge i dannelsen af vores bevidsthedsformer og litterære udtryk. Forløb som forhåbentlig kan være med

46 DANSK NOTER

til at bevidstgøre forestillingsformer som til daglig er førbevidste. Det er indlysende at sådanne forløb forankres i samfundsforandringerne og inddrager både musik og billedkunst. Gennem ganske få værker af f.eks. Cranach, Breughel, Bouchet, Friedrich, Balke og Turner kan de transformationer vi følger i teksterne tydeliggøres. Jeg har tidligere skitseret et sådant forløb i Dansk Noter, 2/2010, s. 30-37 og henviser til det. Nu til nogle mere principielle overvejelser. Er ”naturen” naturlig? I en lille reklamefilm ”Mere Bornholm” fra Bornholms Regionskommune1 argumenteres der med tre stærke slagord for at man skal flytte til Bornholm: Mere frihed, mere natur og mere nærvær, alle tre plusord, historisk udviklet i samme proces. Så længe vi alle var bønder, var vi nok ude i naturen, men havde ingen forestilling om den som andet end noget fjendtligt uden for landsbyen. I og med at det nye borgerskab produktionsmæssigt frigør sig fra naturen, kan det vende tilbage til den og betragte den som et frihedens sted og forholde sig æstetisk til den. Det sker samtidig med at man i oplysningstiden tænker individet som en selvstændig størrelse og indsætter dette individ som myndigt i forhold til samfundet. Individtanken skærpes med romantikkens idé om at den geniale ener intuitivt kan opfatte en høj natur, noget sublimt i det foreliggende. Naturen bliver altså det sted hvor mennesker forbinder sig med en højere guddommelig orden (Baggesen og Staffeldt); men i romantikkens sene faser radikaliseres individopfattelsen og der opstår et skisma i forhold til en sammenhængende metafysik som vi ser det hos Kierkegaard. Det tredje ord ”nærvær” er nyere; men betydningsmæssigt i familie med gamle ord som kærlighed og venskab, og det frie kærlighedsvalg opfattes som noget naturgivet, og derfor bliver det en bærende kraft i romantisk litteratur, hvad enten det fremstilles problematiserende som i Kierkegaards Forførerens Dagbog, tragisk som i flere af Blichers noveller eller lystigt som i en mængde skuespil af Oehlenschläger, Hertz og Heiberg.

”Mere frihed, mere natur og mere nærvær.

”

Blomstermaleri, 122 x 122 cm, akryl på plade, 2008

Det idylliske præg, guldalderlandskabet, kommer her til at overskygge det dæmoniske og farlige som også er en del af romantikken. Det kan vi forsikre os om ved at spørge vores elever om hvad romantik er: Idyl!” siger de som med én mund. Mon ikke det er denne guldalderidyl som medvirker til at både digtere, lærere og

elever kan opfatte naturdigtning som noget lidt fimset, hengemt. Hvordan det nu end forholder sig: De uskyldige tre ord: frihed, natur og nærvær er gået os alle i blodet så de virker i en reklamefilm; men vi må ikke glemme at de er resultat af et stort frigørelsesprojekt. Vi må imidler-

DANSK NOTER 47

tid heller ikke glemme at i den samme periode hvor vi har opfattet naturen som et frihedens sted, har vi også betragtet den som en foreliggende ressource vi ganske uhindret kunne betjene os af. Disse to forskellige natursyn er i vor tid kommet i alvorlig konflikt med hinanden. Dertil kommer at også digtningen egentlig forbruger naturen. Den bliver ofte en projektionsskærm for digteren selv. Naturens egenværdi Skismaet mellem naturen som projektionsskærm og naturens egenværdi optog flere digtere efter 2. Verdenskrig. Det gælder ikke mindst en Thorkild Bjørnvig hvor man både i hans digtning og essays kan se en nøje forbindelse mellem poetik og økologisk ansvar. For Bjørnvig er det ikke det menneskelige som er afgørende. Han skriver: ” Menneskets bundethed til jord og himmel er den afgørende realitet; naturen – i det Aabnes betydning – befrier os til de andre. ” (Virkeligheden er til, 1973, s. 31). På samme måde udgør fødsel og død en grænse for menneskets iscenesættelse af virkeligheden, og derved rammes mennesket af det Andet hvilket igen åbner for en gennemtænkning af det hellige på det verdslige livs præmisser, noget som senere skulle optage Søren Ulrik Thomsen i hans tænkning om Nærvær og Død. Det kan i samme forbindelse nævnes at Pia Tafdrup fremhæver universets skønhed som ét udgangspunkt for Bjørnvig, døden som et andet2. Bliver Bjørnvig nu ikke endnu et offer for en (romantisk) projektion af betydning ud i omverdenen? Svaret leverer han selv i digtsamlingen Figur og Ild (1959). I digtet Klitspejlet3 oplever jeget en svimlende bevægelse helt på linje med Staffeldt og Baggesen; men der er en forskel. Bjørnvig er sig nemlig helt bevidst, at naturen ikke behøver mennesket. Der er altså ikke tale om antropomorf projektion. Sanseligheden bringer mennesket i en samklang med det kosmiske; men bevægelsen er til stede uanset mennesket, og menneskets ophør betyder ikke den kosmiske hvirvels ophør. Det natursyn som hermed er udviklet, er langtfra sentimentalt eller idylliserende. Tomhed, død, ophør er vilkår; men netop oplevelsen af det der ligger ud over det antropomorfe, giver mennesket fylde og digteren inspiration. I flere af Bjørnvigs storbydigte ophæver den universelle hvirvel storbyens intethed. Således også i digtet ”Planetarium” fra Abeguder (1981). I planetariet har digtets vi oplevet en kunstig fremkaldelse af himmel-

48 DANSK NOTER

”Bjørnvig kan ikke med henvisning til en højere natur lade den lavere natur, ressourcerne, i stikken.

”

hvælvet. Udenfor mødes de af den skønneste konstellation: ”Venus og Nymånen midt mellem to skyskrabere, slukkede–” Men himmellegemerne forbliver ikke kun ophøjet skønhed. De peger hen på noget underfuldt: Geometriske figurer i himmeldybet som korresponderer med storbyens menneskeskabte men opmuntrer mildt euforisk til vished om universets konstans: Måneskifterne, Venus over aftenog morgenhorisonten, Mælkevejen i vinternætter som i årtusinder. Galaksernes hvirvel balsamisk langsom for menneskers blik at se (Samlede digte, 1998, s. 346-347) Midt i storbyen siges det, at noget peger ud over vor civilisations selviscenesættelse, og uden sanselighed og følelse er der ingenting ved det hele. Uden at møde det der er fremmed, kosmos, gør vi os fremmede i verden. Fundamental beherskelse af omverdenen fører - i stedet for fundamental frihed - til afhængighed af det undertvungne. Hos Bjørnvig bliver det man kunne kalde naturmetafysik forankret i en fysisk virkelighed. Hvor kroppen for romantiske himmelstormere udgør en beklagelig hindring, er det derimod kroppen som hos Bjørnvig danner adgangen til det som er anderledes. Det får en helt afgørende konsekvens. Bjørnvig kan ikke med henvis-

”Der er sandelig stadig digtere som skriver om naturen. ning til en højere natur lade den lavere natur, ressourcerne, i stikken og udvikler derfor sit stærke økologiske engagement i en modsigelse af storbycivilisationens selviscenesættelse. Kunstens bedrageriske lighed med natur Ganske som Bjørnvig stiller skarpt på menneskets tendens til at opfatte naturen som en projektionsskærm, gør Per Højholt det. Men hvor Bjørnvig mener at erfare naturens nærvær, er der for Højholt trukket en ubarmhjertig grænse. Dermed bliver Højholts opfattelse af digt også en ganske anden end Bjørnvigs. For Højholt bliver poesien til i sproget, for Bjørnvig sker tilblivelsen i to tempi: oplevelsen og nedskrivningen. Få digtere har som Højholt i den grad tematiseret forholdet natur / skrift. Der er spor af det hele tiden både i hans digte og i hans essays. For Højholt findes naturen som en usproglig, udefineret størrelse, men så snart der opstår et forhold mellem menneske og natur, et natursyn, kommer ”naturen” lige så selvfølgeligt til at stå i citationstegn. Det er ikke digtets opgave at udtrykke eller illudere natur, men at sætte en proces i gang hos læseren. Højholts forfatterskab er omtalt i flere af de øvrige

”

artikler i dette nummer af Dansk Noter. Derfor skal jeg ikke gå nærmere ind på det, men blot pege på at den refleksion som skete hos Bjørnvig, Højholt og Inger Christensen har været inspirationsgrundlag for både folk som Pia Tafdrup og Søren Ulrik Thomsen og også for nyere navne, ikke mindst en Morten Søndergaard der i sin skrift udfolder en umiddelbar optagethed af naturen som den foreligger. Der er sandelig stadig digtere som skriver om naturen, langt fra alle mulige poetiske besværgelsesforsøg. Her til sidst blot et lille uddrag af hans bog Fordele og ulemper ved at udvikle vinger, 2013: Jeg vågner. Det er ikke til at sige hvor jeg er, hvem du er Men der er akut sol mellem birkestammerne. Noter 1 http://www.youtube.com/watch?v=llAFNd3nb6I 2 Pia Tafdrup: I: Marianne Barlyng (red.): I kentaurens tegn, 1993:13. 3 Se Klaus P. Mortensens analyse i Himmelstormerne, s. 258-261

Væltet, 122 x 250 cm, akryl på plade, 2007

DANSK NOTER 49

· v l s o k r n p p s e a o x r n D p o a æ x · l D o k p æ · v l s o k r n p p s e a o r n D p ox a æ x · l D o k p · v l s o k r n p p s e a o x r n a vo op · D nsklæ r-voxp D · k p p s e a o x r n D p o a æ x have· D · v Påopoesijagt li Botanisk o k p v s k r n p p s e a o x r n D p o a æ x l -v pop · D o k · v s r n p s e a o x r n D p o a æ x · v l D o k rp · v s o r n p p s e a o x r n D p o a æ x · v l D o k rp · v s o r n p p e a o x r n D p o a æ x · v l D o k r p v1E fortællerop · s og Leonora e o r n p e a x Kristine, Sophus, Phillip, Caroline fra r n D p o a æ x · v l D o p · sk rer-v er omxderes o oplevelse. n p p a o D p o a æ x · v l D o k r p · v s o re r n p p e a o x r D p o a æ x · v l D o k r p · v s o re r n p p e a o x r D p o æ x · l -v pop D o k r · v s e r r n p e a o æ x r D p o æ x · v l D o k r p · v s e o r r n p p e a o æ x r D p o æ x · v l D o k r p · v s e o r r n p p e a o æ x r D p o æ x · v l o k r p · v s e o r r n p p e a o æ x r l D p o æ x · v l o k r p · v s e o r r n p p e a klæ er-vox op · D sklær -voxpo klær er-voxp op · Dan sklærer -voxpop r r n p p e a o æ x r l D p o k æ l s -v pop · ox k r v s e r r n o e a p æ x r l x D o k æ o · v l s v k r p s r e o e r n o p r a p æ x l æ x D o l nsk ærer-v pop · Dansk rer-vo p x l æ x · o l k o v k s p v s r n o r n e p e r a x r D p æ o l æ x · v l k o k s r p an klære voxpo · Dans ærer-v x l s o k r n p v s e a o r r n D p ox klæ ære x · Da Voxpop

Den 17. september 2012 var 1E fra Ingrid Jespersens Gymnasieskole på ekskursion i Botanisk Have, som for andet år i træk var beriget med ca. 40 digte, smukt indgraveret på metalskilte og placeret rundt omkring i haven.

Phillip: Haven i sig selv er jo helt eventyragtig,

Leonora: Men man skal ikke bare ud for at

og bare det at være der var fedt. Men det gav også liv til lyrikken.

komme ud, synes jeg. Her gav det jo mening at være ude, fordi emnet og stedet hænger så tæt sammen.

Sophus: Ja, lyrik og Botanisk Have passer rigtig

godt sammen; jeg kunne godt lide det der med, at der står et digt om en blomst lige ved en blomst.

Caroline: … at være ude og se digte, der handler om det, man står i! Og det digtene selv står i?

Leonora: Jeg har tit været i en park, og det er jo fint, men det interessante var, at man oplevede digtene på en helt anden måde. Det er også som om, vi blev mere kreative derude. Caroline: Ja, det var klart sjovere at arbejde vi-

dere med digtene bagefter, fordi vi havde været afsted.

Leonora: Det skal også siges, at det var godt med digtjagten, altså det at der var nogle konkrete opgaver, krav og mål, og at vi skulle mere end bare opleve digtene, men også arbejde fagligt med dem.

Sophus: Underemnerne – i min gruppe skulle

vi fx finde digte, der brugte blomstermetaforer – gjorde, at man ligesom kom fysisk tættere på digtet…

Kristine: Det var altså også dejligt bare at komme ud – altså rigtigt ud i ”naturen” – og arbejde med dansk.

50 DANSK NOTER

Kristine: Det er fedt, at Botanisk Have prøver at

putte kultur i ”naturen”. Vi oplever pludselig en ny side af vores by – jeg har faktisk aldrig været der før, eller også er jeg bare gået igennem uden at tænke over stedet. Så man får altså også en oplevelse af stedet, her naturen, ikke kun digtene.

x r D p o æ x · v l o k r p v s ære -voxpo · Dan lærer- oxpop · k r p · v s e o r r n p p e a o æ x r l D p o æ x · v l o k r p · v s e o r r n p p e a klæ er-vox op · D sklær -voxpo · ermed en xpop klær er-voxp op · Dan sklærTal digter …vo r r n p p e a o æ x r l D p o k æ x l s -v pop · o k r v s e r r n p e a o æ x r l D p o k æ x · v l s o k r p v s e o r r n p p e a o æ x r l D p o nsk ærer-v pop · ansklæ er-vox o x nskl ærer-vo pop · D ansklær er-voxp o x r l D p o k æ x · v l s o k r n p v s e a o r r n p e a æ x r l D p o k æ x · v l s o k r n p v s e a o r r n p e a æ x r l D p o k æ x · v l s o k r n p v s r Da klære voxpo · Dan e r p æ x l s o k r n Da klære voxpop · Dans ærer-v x l s o k r n p v s e a o r r n D p e a æ x r l D o k æ o · v l s v k r n p s r e a o e r n D p r a æ x l æ D o l k · v k s v s r n p r n e a o e r a D p r D æ x · l æ · o l k v k s p v s r n o r n e a p e r a x D r D æ o · l æ · v l k k s r p s e n o r r n a p e a æ x D r l p · Dansk rer-vo pop · D nsklæ r e a æ x · r l D o k p æ · v l s o k r n p s e a o r r n D p e a æ x · r l D o æ l op Dansk rer-v pop · k s n e a æ x · r l D o k p æ · v l s k r p po · Dan s e o r n p e a æ x r l D o k p æ · v l s k r p po · Dan s e o r n p a æ x l e D o r k p · v s o æ l r n p e k a o xp r s D p n æ x · l e a o r k p D v s o æ · l r n p e k a p x Caroline, Phillip, Sophus, Kristine og Leonora fra 1E på Ingrid Jespersens Gymnasieskole. (Eleverne har været på digtjagt i Botanisk Have, fx skulle en gruppe finde mindst to digte med en besjælet natur, en anden to digte, der forbandt natur og forgængelighed/dødelighed, og en tredje to digte, der brugte faste udtryk på nye måder).

Morten Søndergaards Ordapotek er en spændende måde at udforske sproget på. Værket består af 10 pilleæsker, som man ser dem på et almindeligt apotek. Indlægssedlen ligner også en ganske almindelig indlægsseddel; men de ti æsker svarer til de ti ordklasser, og indlægssedlerne beskriver bl.a. den pågældende ordklasses virkninger. Om verber står der f.eks.: ”Verber holder ting i gang. Verber kommer helt af sig selv, som blomster på blomsterne. (…) Verber er sprogets tandhjul og olie, de holder sig i bevægelse, også sig selv. Du kan bruge verber, hvis: - Du har lyst til at forandre noget, påvirke en tilstand eller ændre verden”. Som alle ved, kan der opstå problemer, når man omgås ord. Skulle det ske, er opfordringen: “Tal med en digter eller et bibliotek, hvis en bivirkning er generende eller bliver værre”. Morten Søndergaards værk kan anbefales både i et litterært forløb i 3. g og i et AP-forløb i 1. g. Ordapoteket fås enten som medicinkasse (500 kr.) eller som medicinskab i rustfrit stål (1.000). Ordapoteket bestilles på http://www.mortensondergaard.net/Apotek.html

DANSK NOTER 51

· v l s o k r n p p s e a o x r n D p o a æ x · l D o k p æ · v l s o k r n p p s e a o r n D p ox a æ x · l D o k p · v l s o k r n p p s e a o x r n a vo op · D nsklæ r-voxp D · k p p s e a o x r n D p o a æ x · v l D o k p · v s o k r n p p s e a o x r n D p o a æ x l -v pop · D o k · v s r n p s e a o x r n D p o a æ x · v l D o k rp · v s o r n p p s e a o x r n D p o a æ x · v l D o k rp · v s o r n p p e a o x r n D p o a æ x · v l D o k r p · v s e o r n p p e a o x r n D p o a æ x · v l D o k p · v s er o r n p p e a o x r D p o a æ x · v l D o k r p · v s o re r n p p e a o x r D p o a æ x · v l D o k r p · v s o re r n p p e a o x r D p o æ x · l -v pop D o k r · v s e r r n p e a o æ x r D p o æ x · v l D o k r p · v s e o r r n p p e a o æ x r D p o æ x · v l D o k r p · v s e o r r n p p e a o æ x r D p o æ x · v l o k r p · v s e o r r n p p e a o æ x r l D p o æ x · v l o k r p · v s e o r r n p p e a klæ er-vox op · D sklær -voxpo klær er-voxp op · Dan sklærer -voxpop r r n p p e a o æ x r l D p o k æ l s -v pop · ox k r v s e r r n o e a p æ x r l x D o k æ o · v l s v k r p s r e o e r n o p r a p æ x l æ x D o l nsk ærer-v pop · Dansk rer-vo p x l æ x · o l k o v k s p v s r n o r n e p e r a x r D p æ o l æ x · v l k o k s r p an klære voxpo · Dans ærer-v x l s o k r n p v s e a o r r n D p ox klæ ære x · Da Digt

I 2009 fortalte zoologen Jakob Damgaard om den sjældne åskøjteløber. Digteren Morten Søndergaard lod sig inspirere, og fredag den 29. marts mødtes de to i en fængslende samtale i P1-programmet “Natursyn”. Vi markerer dette fine parløb ved at bringe digtet ”Skøjteløber” og et uddrag af Jakob Damgaards fortælling om fordele og ulemper ved at udvikle vinger:

Morten Søndergaard: Skøjteløber

der er fordele og ulemper ved at udvikle vinger, også hvis man er

skøjteløber (gerris najas) og udnytter vandets overfladespænding i søer og vandløb. Er man skøjteløber? Hvad koster vinger i evolutionens regnskab? Skal, skal ikke?

Skøjteløberne udfører deres spring på overfladen, hver af dem er et levende X i vandets ligning. også vi regner. Skøjteløberne er de eneste insekter der har invaderet havet, de kan gå på vandet.

Jeg står stille. du græder og river blade af træerne. Træernes grønne vinger. fordele, ulemper. Jeg springer fra sten til sten i vandet, finder sted på tærsklen, ligger i jorden med munden fuld af anemoner

sidder i et fly og ønsker kun, at det skal styrte ned. Det styrter ned og jeg basker med mine smeltende vinger. ulempe: du er her ikke. Fordel: Jeg er her ikke.

Fordele og ulemper ved at udvikle vinger, 2013

52 DANSK NOTER

Jakob Damgaard

I Nordeuropa er åskøjteløbere stort set altid uvinget, og kun ganske få fuldvingede eksemplarer kendes fra vore naturhistoriske museer. Dette ses som en tilpasning til den forudsigelige vandføring som sikres af et relativt fugtige klima. Omvendt er det omkring Middelhavet, hvor op til halvdelen af individerne i en bestand kan være fuldvingede og kan flyve til mere sikre levesteder under langvarig tørke. Undersøgelser har vist, at den genetiske variation omkring Middelhavet er meget stor, mens den omvendt er yderst beskeden i Central- og Nordeuropa. Dette skyldes formentlig, at arten pga. istiderne har været trængt sammen i forskellige refuger omkring Middelhavet, og at en enkelt bestand formåede at sprede sig nordpå ved afslutningen af sidste istid. De nyetablerede bestande har haft en høj andel af vingede individer, nøjagtigt som i de områder de udvandrede fra, men denne evne gik ret hurtigt tabt, idet de langvingede individer har en langsommere udvikling og lægger færre æg. Når et vandløb var koloniseret kunne åskøjteløbere ret hurtigt udvikle store bestande bestående af tusindvis af individer, og i kampen for overlevelse kunne uvingede individer opnå en evolutionær fordel ved at investere ressourcen i at få mere afkom. At evnen til at kunne udvikle vinger alligvel stadig findes skjult i nordeuropæiske bestande ved vi fra finske undersøgelser, hvor man i laboratoriet kan frembringe den langvingede form gennem at udsætte ungdomsstadierne for en kombination af høj temperatur og kort daglængde, hvorved man simulerer forholdene under sydligere himmelstrøg. Helt op til halvdelen af individerne kan således udvikle vinger, men til gengæld klarer de langvingede individer overvintringen langt dårligere end de uvingede individer, hvilket formentlig skyldes, at de langvingede har færre energireserver at tære på.

Fotograf: Mogens Holmen

x r D p o æ x · v l o k r p v s ære -voxpo · Dan lærer- oxpop · k r p · v s e o r r n p p e a o æ x r l D p o æ x · v l o k r p · v s e o r r n p p e a klæ er-vox op · D sklær -voxpo · klær er-voxp op · Dan sklærer -voxpop r r n p p e a o æ x r l D p o k æ x l s -v pop · o k r v s e r r n p e a o æ x r l D p o k æ x · v l s o k r p v s e o r r n p p e a o æ x r l D p o nsk ærer-v pop · ansklæ er-vox o x nskl ærer-vo pop · D ansklær er-voxp o x r l D p o k æ x · v l s o k r n p v s e a o r r n p e a æ x r l D p o k æ x · v l s o k r n p v s e a o r r n p e a æ x r l D p o k æ x · v l s o k r n p v s r Da klære voxpo · Dan e r p æ x l s o k r n Da klære voxpop · Dans ærer-v x l s o k r n p v s e a o r r n D p e a æ x r l D o k æ o · v l s v k r n p s r e a o e r n D p r a æ x l æ D o l k · v k s v s r n p r n e a o e r a D p r D æ x · l æ · o l k v k s p v s r n o r n e a p e r a x D r D æ o · l æ · v l k k s r p s e n o r r n a p e a æ x D r l p · Dansk rer-vo pop · D nsklæ r e a æ x · r l D o k p æ · v l s o k r n p s e a o r r n D p e a æ x · r l D o æ l op Dansk rer-v pop · k s n e a æ x · r l D o k p æ · v l s k r p po · Dan s e o r n p e a æ x r l D o k p æ · v l s k r p po · Dan s e o r n p a æ x l e D o r k p · v s o æ l r n p e k a o xp r s D p n æ x · l e a o r k p D v s o æ · l r n p e k a p x Viser en han (ø) og en hun (n) af åskøjteløbere (Aquarius najas) i parring. Selvom parringen er kortvarig, så forsvarer hannen sin mage imod andre hanner i dagevis og sikrer dermed, at det er hans sæd, der befrugter hendes æg.

DANSK NOTER 53

Uden for tema

Den kuldskære kæmpe Om Oehlenschläger og nationalfølelsen i digt og dåd Af Hardy Bach ”Den danske sang er en ung blond pige”, sang vi i skolen. Nu rapper børnene i stedet for. Det kan diskuteres om nationalfølelsen svækkes eller styrkes under indtrykket af globaliseringen og de vældige folkevandringer, vi er vidne til i vor tid. Men fædrelandssangene? Ja, de fortoner sig efterhånden i en fjern fortid – med én undtagelse: Adam Oehlenschlägers ”Der er et yndigt Land” fra 1819. Oprindelig hed den ”Fædrelandssang”, og det endte den jo også med at blive; selv om det holdt hårdt; for det er et temmelig dårligt digt og en helt umulig melodi, hvilket ingen kan være i tvivl om, når vi hylder vore helte på grønsværen. Vore helte på slagmarken kan nok ikke bruge denne sang til ret meget; men heldigvis har vi to nationalsange

hertillands, hvor vi jo som bekendt vil fred. Den anden sang, Ewalds ”Kong Christian stod ved højen Mast”, fortæller om dengang, vi gav fjenderne bank: ”hans Økse hamrede saa fast, at Svenskens Hjelm og Hjerne brast; fly skreg de, hvo som flygte kan!” Jo, det var tider! Oehlenschlägers ”Fædrelandssang” er fra dengang, vi selv fik bank, og så fik piben en anden lyd. Svagere, men kærligere. Når den alligevel klarede skærene og blev den foretrukne, skyldes det, at Oehlenschläger skar i den. Og at socialdemokraterne fandt ”Kong Christian” alt for krigerisk. De tænkte mere etisk end æstetisk. Men lad os nu se på Oehlenschlägers sang. Hvad var det, han diskede op med, inden han tog kniven frem og kortede den ned fra 12 til 5 vers? Her er den:

Fædrelands-Sang ”Ille terrarum mihi præter omnes Angulus ridet.” 1 Der er et yndigt Land, Det staaer med brede Bøge Nær salten Østerstrand; Det bugter sig i Bakke, Dal, Det hedder gamle Danmark, Og det er Freias Sal. 2 Der sad i fordums Tid De harniskklædte Kæmper, Udhvilede fra Strid; Saa drog de frem til Fienders Meen, Nu hvile deres Bene Bag Høiens Bautasteen.

54 DANSK NOTER

3 Det Land endnu er skiønt, Thi blaa sig Søen belter, Og Løvet staaer saa grønt; Og ædle Qvinder, skiønne Møer, Og Mænd og raske Svende Beboe de Danskes Øer. 4 Vort Sprog er stærkt og blødt, Vor Tro er reen og luttret Og Modet er ei dødt. Og hver en Dansk er lige fri, Hver lyder tro sin Konge, Men Trældom er forbi.

5 Et venligt Syd i Nord Er, grønne Danarige, Din axbeklædte Jord. Og Snekken gaaer sin stolte Vei. Hvor Ploug og Kiølen furer, Der svigter Haabet ei. 6 Vort Dannebrog er smukt, Det vifter hen ad Havet Med Flagets røde Bugt. Og stedse bar sin Farve hvid Dit hellige Kors i Blodet, O Dannebrog, i Strid.

Slut, 122 x 250 cm, akryl på plade, 2008

7 Karsk er den Danskes Aand, Den hader Fordoms Lænker, Og Sværmeriets Baand. For Venskab aaben, kold for Spot, Slaaer ærlig Jydes Hierte, For Pige, Land og Drot. 8 Jeg bytter Danmark ei, For Ruslands Vinterørkner, For Sydens Blomstemai. Ei Pest og Slanger kiende vi, Ei Vesterlandets Tungsind, Ei Østens Raseri.

9 Vor Tid ei staaer i Dunst, Den hævet har sin Stemme For Videnskab og Kunst. Ei Bragis og ei Mimers Raab Har vakt i lige Strækning Et bedre Fremtids Haab. 10 Ei stor, vor Fødestavn, Dog hæver sig blandt Stæder Dit stolte Kiøbenhavn. Til bedre By ei Havet kom, Ja ingen Flod i Dalen, Fra Trondhiem og til Rom.

11 Med hellig Varetægt Bevare du, Alfader! Vor gamle Kongeslægt. Kong Fredrik ligner Fredegod; Hvo er en bedre Fyrste, Af bedre Helteblod? 12 Hil Drot og Fædreland! Hil hver en Danneborger, Som virker hvad han kan. Vort gamle Danmark skal bestaae, Saalænge Bøgen speiler Sin Top i Bølgen blaa.

DANSK NOTER 55

Prøv at se på rimene. Rim skal binde et vers sammen, men her skærer rimene hvert eneste vers over i to halv-

dele, som står og synger hver for sig. Som de enkelte vers er usammenhængende, således også forløbet i dig-

Mellem uendelighed og slutning (1:1), 100 x 100 cm (1 m2), akryl på plade, 2012

56 DANSK NOTER

tet: splittet, afbrudt, pegende i flere retninger uden at fuldføre. Det er, som om Oehlenschläger har haft flere ideer og ikke kunnet vælge eller få dem til at fungere sammen. I stedet opremser han på rad og række, men hulter til bulter, alle tænkelige (og et par utænkelige) danske dyder og værdier. Værdikampens famlende start. Værdierne vises frem som perler på en snor. Men en perlekæde skal jo også komponeres, og ’umulige’ perler stikkes diskret ind. Én ting er dog lykkedes: at binde kæden sammen i enderne. Bøgen, der i sidste vers spejler sin top i bølgen blå, genspejler de brede bøge nær salten østerstrand fra første vers. Det yndige land står med brede bøge i første vers, og det gamle land skal bestå, så længe bøgen i sidste vers spejler sig i bølgerne. Det er en fin poetisk pointe. Er den utilsigtet? Siger Oehlenschläger, at det slet ikke er alle de mellemliggende lovpriste dyder og værdier, der sikrer Danmarks beståen? Den sikres, så at sige helt naturligt af sig selv, ved landets naturskønhed: ’ikke ved sværdet og ikke ved ånden, men ved bøgen!’ I dag, hvor elmesygen hærger og havene stiger, vil vi jo nok finde en sådan tillidsfuldhed lige lovlig letsindig. Et heroisk motiv anslås med de harniskklædte i vers 2, og kæmperne er da også de eneste personer, der får lidt plasticitet eller liv, og det til trods for at de jo mest sidder på deres flade. Men det kan meget vel være bøgetræernes skyld, for som Christian Richardt bemærkede: ”Og er der lidt mageligt ved Svendene her: det kommer af de skyggefulde Bøgetræer!” Men natur og natur er to ting. Den farlige og vilde natur vil vor digter ikke vide af. Prøv at læse vers 8 igen: Oehlenschläger vil ikke bytte Danmark med Ruslands vinterørkner. Vi tror ham gerne, for her i dette vers har den kuldskære poet byttet sit harnisk ud med en plaid og skutter sig lunt og trygt for pest og slanger – sider af naturen, som vi heldigvis ikke har hertillands, hvor vi jo som sagt vil ha’ fred og ro. Den utæmmede naturs skyggesider genfindes åbenbart i de fremmedes naturel, i form af tungsind og raseri, mens danskerne er venlige, åbne og ærlige, akkurat som deres bøgeklædte bakker. Det med rænker og rævekager og langt højere bjerge forstår vi os nu engang ikke på. Hvad der først og fremmest glæder Oehlenschläger ved Danmarkshistorien er ikke udtryk for egentlig patriotisme, men en svulmende følelse af begejstring for oldtidens heroiske bedrifter. Og den politiske situation i 1819 – efter bank og bankerot – har næppe heller appelleret til de helt store heroiske armsving. Men min-

derne har man da lov at ha’ – og håbet, som nu ydmygt styrkes ved den daglige dont: ”Hvor Ploug og Kiølen furer, Der svigter Haabet ei.” I grunden en sympatisk og aldeles realistisk indstilling, helt forskellig fra PaludanMüllers sang fra næste gang vi fik bank og lå brat af slaget rammet: ”Har Du anden Tanke Nu end ”lid og taal”, Saa forkynd, o Danmark, Mig dit Fremtidsmaal”, udbryder digteren og lader Mor Danmark svare: ”Slesvigs Land gjenvundet! Det er Kampens Maal!” Og hvordan skal hun så opnå dette? Jo: ”Snart jeg mig optugter da en Helteslægt: Ynglinger i Plade, Drenge, klædt i Staal, Mænd med faste Hjerter! Det er Danmarks Maal.” Her er hun jo helt på bølgelængde med Tyra Danebod, som i Laurids Koks gamle vise fremfører dette fromme ønske: ”Lad som korn opvoxe knekte, Der kand frisk mod fienden fekte”. Oehlenschläger ser helt anderledes blødt og mildt på den slags idræt: for selv om det ikke nytter at slås, kan hjertet jo ligegodt slå ”For Pige, Land og Drot.” Det er sødt og i grunden temmelig provokerende prioriteret i en fædrelandssang: først pigen, så drotten! Men der er jo unægteligt mere krudt i Peter Fabers tapre landsoldat – og hans pige: ”Dengang jeg drog af sted, min Pige vilde med”; men den er også fra en krig, hvor vi vandt og fik vist flaget, vores gode gamle ”Dannebrog, som faldt fra Himlen ned; og den har Tyrken haanet og traadt den under Fod, saa derfor vil jeg slaas!” Man kan følge det heroiske motivs nedgang gennem hele sangens forløb: Engang drog kæmperne frem til fjenders mén, nu hvile deres bene. Kongen har skam helteblod i sine årer, men det er freden han hyldes for. Også Dannebrogen har kendt til taprere tider; dog endnu vifter den – ikke stolt på Codans bølge eller på det sortladne hav – ak nej, den vifter kun med en slap floskel: smukt hen ad havet. Og de martialske hil-råb virker malplacerede, når de rettes til den nøjsomme Danneborger, der, med endnu en flov floskel, ”virker hvad han kan”. Den uheroiske nutid vurderes hele tiden med ængstelige sideblikke til fremtiden. ”Vor Tid ei staaer i Dunst”, siges det lidet overbevisende og lidet overbevist; ”Den hævet har sin Stemme” lyder det spagfærdigt. Her er ingen helte, der springer op og spænder bælte. ”Spænd livremmen ind!” lød parolen. Oehlenschlägers patriotisme er af den beskedne slags, som titter frem i de mange ”ei”-er: modet er ei dødt, ei stor vor fødestavn, håbet svigter ei osv. Det er bedrøveligt og unødvendigt, nøjsomt og fattigt. Oehlenschläger har ikke gjort sig sin situation klar.

DANSK NOTER 57

Han har ikke valgt et poetisk ’ståsted’. I halvdelen af versene taler han på folkets vegne: vort sprog, vort flag, vor kongeslægt, vort gamle Danmark osv. Kun én gang slår han om og siger ”jeg”, men det er uheldigvis i vers 8, som kun handler om alt det, Danmark ikke er og ikke har; og skrækken for pest og slanger tør han alligevel ikke stå alene med, hvorfor han skyndsomst vender tilbage til ”vi”. I vers 5 lægger han ud med en højtidelig direkte henvendelse til Danmark; men midt i verset forlader han denne form og går sin vej sammen med snekken. I vers 10 er det omvendt; her starter han med at omtale fødestavnen, men slår så pludselig og umotiveret om i den direkte henvendelse: ”Dit stolte Kiøbenhavn”. Det hele bidrager til indtrykket af et ujævnt og usammenhængende digt. Vor digter er i vildrede. Der prøves lidt af hvert, men det hele er ugennemført, lunkent og uden lidenskab. Det er, som om Oehlenschläger har villet undgå at blive for personlig eller privat – det skal jo være en officiel fællessang – men derved har selve ideen mistet sin mening for ham, og han har kørt på rutinen. ”Vort Sprog er stærkt og blødt” er jo en intetsigende floskel. ”Sproget er min Moders bløde Stemme”, synger H.C. Andersen, så vi straks forstår, hvorfor det når hans hjerte ”som en sød Musik”. Og som med sproget går det med alle de andre værdier, som får en tur i Oehlenschlägers Fædrelandssang. De får aldrig fylde eller liv. Vers 10 om det ”stolte Kiøbenhavn” er bundskraberen: gabende tomhed og det rene pligtrimeri. TV-julekalenderen har med humor skåret genren ud i pap: ”Gammelby dejligst af byer. Gammelby elskede stad. Trues min verden af skyer, Gammelby du gør mig glad”. Den rigtige løsning, skulle det vise sig, var selvfølgelig at udtrykke sin personlige følelse og så håbe på, at den også ramte folkets, som så ville tage sangen til sig. Kærligheden til fædrelandet er dybest set ikke en officiel eller patriotisk følelse, men en personlig. Det er det Blicher har forstået, når han i sin, jyske, fædrelandssang synger: ”Den gule Ørken er et Paradis, naar den har skuet Barnets første Glæder”. Jeg har forsøgt at påvise, at digtets manglende sammenhæng skyldes usikkerheden i holdningen, i valget af ’ståsted’ eller synsvinkel. Men hvorfor er der denne usikkerhed? Ingen tvivl om Oehlenschlägers nationale sindelag, men hans forhold til Danmark er båret af en langt mere inderlig følelse: ikke patriotisk, men erotisk. Hvad han tænder på, er landets skønhed: Danmark er ikke bare yndigt, Danmark er jo kærlighedsgudindens,

58 DANSK NOTER

selveste Frejas sal. Han er forelsket i Danmark. Det bekendte han allerede i digtet ”Hiemvee” (”Underlige Aftenlufte”) fra 1806; her besynger han den elskede således: ”Livets Kilde, det sølvblaa Hav! slynger sig med venlig Arm om sin Datters fulde Barm, og med Blomsten sig forlyster paa Sjællands unge Bryster”. Her havde Adam hjemme! Her var hans paradis. Og her lagde han et spor ud, som troligt blev fulgt af skjaldene i mere end hundrede år: Den lyse friske sommer, vor friheds unge brud. – Den danske sang er en ung blond pige, hun går og nynner i Danmarks hus. – Den danske mark i en bølgen går som åndedræt af en venlig kvinde. – Modersmålet er en højbåren jomfru, en ædel kongebrud – osv. Denne lidt selvfede glæde over Danmarks og danskhedens dejlige kvindelige ynder faldt en senere tids nationalskjald, Benny Andersen, for brystet. Og i 1972, da danskerne blev bekymrede – nogle for landets selvstændighed, andre for flæskeprisernes fald – tog han figenbladet fra munden og priste det danske med helt andre toner: ”Vort muddermål er hæsligt. Det har så fæl en klang. Hvormed skal jeg ligne og prise det i sang? En halvgammel luder med rød og svampet tud, men hun er så gæv og hun holder stadig ud.” Hvis Oehlenschläger ville redde sin fædrelandssang, måtte han luge kraftigt ud i tidslerne. Det gjorde han, 27 år senere, i 1846. Med fast og sikker hånd udvalgte han alle de vers, hvor det danske landskab optræder: 1, 2, 3, 5 og 12. Det er der kommet et rimeligt digt ud af. Nu bliver det en sang om det danske guldalderlandskab og om folket, som har levet, kæmpet og virket dér fra de ældste tider til i dag. Digtet har fået rum og sammenhæng. Det harmoniske, idylliske, venlige, smilende guldalderlandskab, som hans hjerte banker for. Den natur der besynges er som en teaterscene eller et maleri, et yndigt land, i bund og grund et kulturlandskab, en velplejet park. Perfekt til opførelsen af et romantisk skuespil om oldtid eller middelalder. Derfor vandt ”Der er et yndigt Land”. Der er en mild og venlig ynde i de fem strofer og i dag kan vi indlæse en lun humor: Freja og monarken (begge to, ligesom Andersens muddermål, et par gæve og udholdende piger) samt naturen og heroerne passer på os her i vores lune krog. Oehlenschläger satte et latinsk citat af Horats som motto over sin sang: ”Ille terrarum mihi præter omnes angulus ridet”. Det kan oversættes som: ”Denne krog af verden tilsmiler mig frem for alle andre”. Men den lune krog, som vi vel i gnavne øjeblikke

kan fristes til at kalde en ravnekrog, ligner unægteligt også en hyggekrog, hvor de frygtsomme gemmer sig. ”Du Pusling-Land, som hygger dig i Smug, mens hele Verden brænder om din Vugge”, sang Jeppe Aakjær. I dag, hvor det vel efterhånden står klart for de fleste, at

puslingen – ikke med åben pande på friheds lyse skanser, men formummet og med lumskeligt skjulte rænker – har optrådt som stærk mand og brandstifter i Østerland, er hyggekrogen forvandlet til en skammekrog.

Lundbye Remake (5:6), 91,3 x 109,5 cm (1 m2), akryl på plade, 2011

DANSK NOTER 59

Din forening

iBøger og Dansklærerforeningen Hvordan laver man egentlig en iBog? Hvad skal være Dansklærerforeningens aftryk på de kommende digitale udgivelser fra Dansklærerforeningen/Systime? Hvordan skal bestyrelsen være med i arbejdet? Den 19.april rykkede vi vores bestyrelsesmøde til Århus for at søge de første spæde svar i dialog med de udgivelses-ansvarlige hos Systime. Mødet var meget inspirerende og udbytterigt. Vi ser frem til spændende bog-projekter som kan blive til gavn og glæde ude på skolerne.

NY HJEMMESIDE

Ny fagkonsulent Fra d. 1. maj er tidligere fagkonsulent Susan Mose rektor på Sct. Knuds gymnasium i Odense. Det betyder at der fra denne dato er en ny fagkonsulent i dansk. Det er Sune Weile der såmænd kommer fra netop Sct. Knuds gymnasium i Odense. I Dansklærerforeningen har vi stort og indgående kendskab til Sune idet han i en årrække har siddet i gymnasiesektionens bestyrelse. Herfra kender vi Sune som en vidende, arbejdsom og kreativ fagperson. Sune har bl.a. været med til at redigere Dansk Noter, og han har været med til at arrangere en række kurser. Endvidere har Sune gået ind i diverse fagpolitiske og faglige diskussioner med stort engagement og ildhu. I gymnasiesektionen byder vi Sune velkommen som ny samarbejdspartner – nu som fagkonsulent.

Primo maj gik foreningens nye hjemmeside i luften, og dermed blev ”mit.dansklf.dk” til ”dansklf.dk”. Hjemmesiden har tre nye målrettede universer svarende til de tre uddannelsesniveauer som Dansklærerforeningen repræsenterer: grundskolen, ungdomsuddannelserne og læreruddannelsen. Navigationen og formidlingen er lettet så det bliver nemmere at finde inspiration og NY HJEMMESIDE materialer. Primo maj gik foreningens nye hjemmeside i luften, og dermed blev "mit.dansklf.dk" På hjemmesiden Dansklærerforeningens Forlag til "dansklf.dk". Hjemmesiden har har 3tre nye målrettede universer svarende til de tre uddannelsesniveauer som Dansklærerforeningen repræsenterer: grundskolen, og Systime i samarbejde søsat bloggen Dansklaboratoriungdomsuddannelserne og læreruddannelsen. Navigationen og formidlingen er et, der om undervisningsmidler lettet så dethar bliverdebat nemmere at finde inspiration og materialer. til danskfaget som sit omdrejningspunkt. Al handel og distribution af På hjemmesiden har Dansklærerforeningens Forlag og Systime har i samarbejde udgivelser fra Dansklærerforeningens Forlag i øvrigt på den nye hjemmeside søsat bloggen Dansklaboratoriet, der har er debat om undervisningsmidler til danskfaget som sit omdrejningspunkt. Al handel lagt over til vores samarbejdspartner, Systime, deroghar distribution af udgivelser fra Dansklærerforeningens Forlag er i øvrigt lagt over til årelang erfaring med handel nettet. vores samarbejdspartner, Systime, der har via årelang erfaring med handel via nettet.

Vi ønsker Sune stort tillykke med det nye job!

Gratis tilbud fra daGbla dene

Få nyhederne ind i skolen med én uges Forskellige aviser. I år kan I vælge trykte og/eller e-avIser, og I kan vælge mellem uge 43, 44, 45 eller 46. Hvem kan få gratis aviser? Alle klasser og kantiner på de gymnasiale ungdomsuddannelser for 16-19 årige (stx og hf, hhx samt htx) Hvilke aviser? 38 dagblade tilbyder klassen op til tre forskellige aviser (10 trykte aviser og/eller e-aviser) i én uge. Hvordan bestiller i aviser? Fra 1. juni kan I bestille aviser frem til 8. september 2013 på www.aviseniundervisningen.dk Læs mere på www.aiu.dk

60 DANSK NOTER

Tak til Sophie! Kig engang lidt nærmere på billedet. Man ser Sophie Holm Strøm ved siden af den mægtige vegdirektør Krag i nærheden af den dansk-norske kursusejendom Lysebu. Ganske som Krag fremstilles som en mand med ambitioner, er man ikke et øjeblik i tvivl om at Sophie er ambitiøs. Ikke bare er hun en engageret fagperson, men også karatemester – rent bortset fra at hun har en stor og blomstrende familie. Den 27. november modtog vi en mail fra Sophie om at hun ville standse i bestyrelsen for Dansklærerforeningen/G med virkning fra årsskiftet og i Dansk Noters redaktion med virkning fra vores redaktionsmøde i februar i år. Baggrunden var hendes nye arbejde som afdelingsleder ved HF og VUC Fyn. Vi blev oprigtigt kede af denne meddelelse. Sophie har nemlig været et endog særdeles aktivt og produktivt medlem af bestyrelsen. Hun er karakteriseret ved masser af initiativ og ser mere på resultater end på en masse snak. Der er ikke så meget bullshit dér. Et par gode bøger er det også blevet til, først Skrivning i alle fag og derefter Skrivning i dansk, som hun skrev sammen med Sune Weile. Dansk Noter vandt tidligt Sophies interesse, og fra 2011 var hun ansvarshavende redaktør. Som sådan har hun styret med en fast, men samtidig altid kærlig hånd. Bladet har fået et lidt andet præg i Sophies tid med flere, men kortere artikler og indslag som vox-pop, litteratur i midten og din forening. Det er der kommet et endnu bedre tidsskrift ud af. Det er da heller ikke tilfældigt at Sophie i 2012 modtog Årets Raahauge for hendes indsats med både kurser og med Dansk Noter. Der er rigtig mange gode grunde til at sige Sophie stor tak for hendes indsats, og så er der grund til at sige tak for at det simpelthen er sjovt at samarbejde med Sophie. Ivar Lærkesen

Digital dannelse Den 18. april afholdt Dansklærerforeningen konferencen ”Digital dannelse - digitalt danskfag’ i de smukke lokaler på Carlsberg museum. Konferencens formål var at afdække om man kan tale om digital dannelse, og hvis man kan, hvad er det så? Konferencen startede med internetpsykolog Anders Colding-Jørgensens forrygende oplæg om hvorfor så mange er afhængige af hele tiden at være på i den digitale verden. Vi er der for belønning og anerkendelse – og det skal vi helst have så ofte og så meget som muligt. Konferencen bød endvidere på oplæg om underviseren i den digitale skole og nogle oplæg med mere konkrete bud på undervisning i og med den digitale verden. Der kom nok ikke noget endeligt bud på spørgsmålet om digital dannelse, men konferencen leverede nogle interessante og tankevækkende indkredsninger til hvordan man kan arbejde videre med digital dannelse.

DANSKLÆRERFORENINGENS PRIS

”TANKESTREGEN”

Professor Ellen Krogh fik d. 18. april overrakt Dansklærerforeningens pris ”Tankestregen” på foreningens konference ”Digital dannelse – digitalt danskfag” på Visit Carlsberg i Valby. Dansklærerforeningens formand, Jørgen Larsen, overrakte prisen og sagde i den forbindelse: ”I år er det tredje gang at vi overrækker Tankestregen til et menneske som har betydet noget ganske særligt for danskfaget og dets udvikling. Steffen Brandt og Helle Helle har tidligere modtaget prisen for deres tekster, som vi flittigt bruger i vores undervisning. I år har vi besluttet at sætte fokus på en anden danskfaglig dimension. Prisen går til professor Ellen Krogh for hendes insisterende arbejde med skriftlighed. Hun har, om nogen, kæmpet for at skrivning i skolen ikke kun bliver skrivning i de ’skolske’ genrer og former, men også gerne skal rumme refleksion og skriveinteresse.” Ellen Krogh er professor ved Institut for Kulturvidenskaber på Syddansk Universitet, hvor hendes forskningsområder er danskfagets didaktik, herunder skrivning og pædagogisk evaluering. Hendes forskningsarbejde i skrivning har fokus på hvad der skrives, men også i høj grad på hvordan der skrives – og ikke mindst hvorfor. Ellen Krogh var formand for Gymnasiesektionen i Dansklærerforeningen fra 1983 til 88. Hun har skrevet en række bøger om skriftlighed og danskfaget i det hele taget. Flere af dem er udkommet på Dansklærerforeningens forlag.

DANSK NOTER 61

Din forening

Kursus – Fantasy, spil og drengestreger Kursusudbyder: Dansklærerforeningen/G, Sektionen for stx og hf Formål Fantasy er en af de mest læste genrer i grundskolen. Computerspil er noget af det som optager mange af vores elever allermest. Det er ikke nyt at de hverdags-tekster som eleverne boltrer sig i, ligger langt fra teksterne i skolens danskfag. Hvad ville der ske hvis vi i højere grad lod elevernes foretrukne tekster og genrer slippe ind i fagets hellige haller? Kan vi behandle teksterne på en måde som gør dem danskfagligt relevante og sætte dem i forbindelse med det kanoniserede stof? Nye udgivelser om både fantasy og fortællinger i computerspil giver disse genrer en plads i forhold til fagets kernestof og mål, og kurset har som mål på én gang at bevidstgøre om genrerne som danskfagligt potentiale og at angive konkrete eksempler på brug i undervisningen inden for fagets tre stofområder. Indhold Kurset vil blandt andet give plads til at gå ind i spillenes verden og fx udforske sammenhængen mellem romantik og fantasy. Det er samtidig et kursus som forholder sig til hvordan vi motiverer en elev-gruppe der kan være stor-læsere og dybt interesserede i fiktive billedverdener, men som står af når dansklæreren begynder. Tid og sted Byggecentrum i Middelfart den 5. december 2013 kl. 10 til 6. december 2013 kl. 16. Pris For medlemmer af Dansklærerforeningen 3500 kr. For ikke-medlemmer 3700 kr. Priserne er ex. moms Tilmelding Senest den 1. november på dansklf.dk Kontakt For yderligere oplysninger se endeligt program på dansklf.dk

62 DANSK NOTER

Kursus – Skolebaserede kurser til dansk på ungdomsuddannelserne Kursusudbyder: Dansklærerforeningen/G, Sektionen for stx og hf Formål Dansklærerforeningens sektion for stx og hf afholder skolebaserede kurser i foråret 2014. Kurserne er enkeltdagskurser og relaterer sig bredt til fagets tre stofområder sprog – litteratur – medier. Formålet med kurserne er at give inspiration til danskundervisningen. Indhold De skolebaserede kurser er skræddersyet til at efteruddanne dansklærere på stx og hf inden for fagets tre hovedområder. Arbejdsform Der arbejdes med både faglige oplæg og konkrete praktiske øvelser. Målgruppe Dansklærere inden for det gymnasiale område. Tid og sted Februar, marts og april 2014 på den enkelte skole. Pris 1050 kr. pr. deltager. Prisen er ex. moms. Tilmelding Senest 1. november på dansklf.dk Kontakt Spørgsmål ang. kursernes indhold rettes til: Ivar Lærkesen: ILaerkesen@gmail.com

Regionale kurser Også i år afholder fagkonsulenten og Dansklærerforeningens regionsrepræsentanter et årligt kursus/ møde i hver af landets regioner. Kig i Dansk Noter og på dansklf.dk for information om hvornår mødet afholdes i din region. Møderne vil ligge vinter og forår 2013-2014.

Kursus

Årsmøde 2013 for Dansklærerforeningens G-sektion NARRATIV NORDEN

Temaer i Norden og Norden som tema Kursusudbyder: Dansklærerforeningen/G, Sektionen for stx og hf Formål og indhold Spørgsmålet om det særligt nordiske huserer nationalt og internationalt i alt fra kogekunst og skoleformer til tv-serier. Flersprogethed i storbyerne, sprogsituationen i Norden, natur og dirty realism, kønsdiskussion, erindring, tv-krimier er blandt temaerne, der foldes ud i det nordiske lige nu. Nordisk stof er en del af danskfaget. Man kan imidlertid have fornemmelse af at det vægtes stadig mindre og langsomt ender som et appendiks til kernestoffet. Det vil vi med årsmødekurset 2013 søge at råde bod på ved at gentænke det nordiske i faget. Kurset vil sætte fokus på det i det nordiske der ligner - og det der skiller. Der forskes, skrives, undervises og produceres tekster i de nordiske lande med temaer som også er vigtige i danskfaget. Kurset vil slå til lyd for at inddrage nordiske eksempler i arbejdet med danskfagets tre stofområder og pege på at arbejdet med det nordiske - i bred forstand - kan være med til at udvide og styrke danskfaget. Tid og sted Torsdag den 3. oktober til lørdag den 5. oktober på Mercure Hotel Malmö, Stadiongatan 21, S-217 62 Malmö Pris 4500 kr. for medlemmer af Dansklærerforeningen, 4700 kr. for ikke-medlemmer Priserne er ex. moms Tilmelding Senest den 1. september 2013 via dansklf.dk Kontakt For yderligere oplysninger se program på dansklf.dk

DANSK NOTER 63

Kursus

Årsmøde 2013 for Dansklærerforeningens E-sektion E-sektionens årsmøde har i år fokus på det formidlende danskfag. Om formidling inden for litteratur, kunst, teater og i museumssammenhæng. I forlængelse heraf vil vi diskutere formidling som det danskfaglige element i SRP. Scenen sættes på Aarhus Teater i Salonen torsdag d. 10. oktober, og fredag d. 11. oktober skal vi bl.a. på Aros. Pris og tilmelding meldes ud snarest. Følgende vil være på programmet:  Lise Vandborg om Litteratursiden og formidling af litteratur med fokus på de nye litteraturformer  Lene Birgitte Mirland, museumsinspektør på Moesgaard, om museumsformidling  Charlotte Weitze om sit forfatterskab, hvordan man ’sætter en scene’ og med oplæsning bl.a. fra sin nyeste roman, Harzen-sanger (2013).  Tine Nygaard, kunstformidler, Museum Sydøstdanmark, byder deltagerne ind til en ”Masterclass”  Rundvisning på Aarhus Teater samt introduktion til teatret som analogt dannelsesmedium ved pressechef ved Aarhus Teater, Morten Daugbjerg  Aftenprogram (torsdag): Hvad Aarhus Teater byder på!  Møde med fagkonsulenterne, Dorthe Wang og Lars Holst Madsen, bl.a. om danskfaget i SRP  Generalforsamling for E-sektionens medlemmer

Dansklærerforeningen arrangerer et 7-dages rejsekursus til Island med Kim Lembek, oversætter af islandsk litteratur. Det foregår 21.-27. april 2014 og vil koste ca. 12000 kr. Se mere på dansklf.dk.

64 DANSK NOTER

Boglisten v. Lars Granild, lektor i dansk og filosofi på Silkeborg Gymnasium Boglisten er en ny fast kolonne i Dansk Noter. Den er en oversigt over nye danskfaglige bøger, der er blevet tilsendt redaktionen. Der er altså ikke tale om fyldige anmeldelser, men blot en kort indholdsorienteret omtale af bøgerne suppleret med få vurderende kommentarer. Nogle af bøgerne vil evt. senere blive anmeldt selvstændigt og mere udførligt.

1 Skriftserie for ny dansk litteratur #1, red. af Hans Otto Jørgensen, Vestjyllands Højskole Forlag En spændende ny skriftserie, der kan give dansklæreren et hurtigt indblik i, hvad der rører sig i den nyeste danske litteratur. Første bind byder på korte uddrag af nye kritikerroste forfattere som: Christel Wiinblad, Ida Marie Hede, Josefine Klougart, Christina Hagen, Amalie Schmith, Halfdan Pisket, Olivia Nordenhof og Bjørn Rasmussen. De fleste uddrag er ca. 10 sider og derfor også velegnede til undervisning i de seneste 5 års litteratur. 2 Ludvig Holberg: Niels Klims underjordiske rejse. Det Danske Sprog- og Litteraturselskab og Forlaget Vandkunsten 2012 En utrolig smuk nyudgivelse, der vil gøre det meget nemmere at læse Holberg med gymnasieelever. Holbergs klassiker skrevet på latin er nyoversat i et nutidigt sprog af Peter Zeeberg og smukt illustreret af Ole Sporring. 3 Peter Nyord og Ole Ravn: Læsninger. Kanonforfattere i samtid og eftertid. Det ny forlag, 2013 En spændende antologi, der foruden folkevisen German Gladensvend rummer en central tekst af de 14 kanonforfattere, læreplanen udpeger, samt korte uddrag fra disse teksters mangfoldige receptionshistorie. Til bogen er tilknyttet en webside bl.a. med forslag til, hvordan man kan arbejde med teksterne og læsningerne i undervisningen. Bogen giver et godt indblik i den mangfoldighed af perspektiver, som klassikerne inviterer til - hvordan de på forskellig vis taler til hver sin tid. Det er en bog, der i høj grad også vil være velegnet til en praksisnær undervisning i litterær metode. En metodeundervisning, der mere fokuserer på den praktiske mangfoldighed af læseperspektiver end pixibogs-skoleridtet gennem diverse litteraturteoretiske skoler, som mange af fagets metodebøger lægger op til. Med denne bog kan metodeundervisningen naturligt forbindes med

dybdegående tekstanalyse og/eller litteraturhistorieundervisningen. Et forbehold: Selv om uddragene fra sekundærlitteraturen om værkerne er meget korte, vil de dog i mange tilfælde være vanskelige at læse for eleverne. 4 Anders Holm: Grundtvig. Introduktion og tekster. Systime, 2012 Bogen er en lettilgængelig og undervisningsrettet introduktion til Grundtvigs mangesidige virke. Bogens forskellige kapitler fører læseren ind i forskellige sider af Grundtvigs indsats. Kapiteloverskrifterne er: Romantikeren, mytologen, præsten, historikeren, folkeoplyseren, salmedigteren, politikeren og danskeren. Hertil kommer et afsluttende kapitel om Grundtvigs virkningshistorie. Hvert kapitel har en introduktion til Grundvigs arbejde inden for det behandlede felt, 3 repræsentative tekster med indledninger og ordforklaringer. Her er m.a.o. rigeligt stof til at blive klogere på Grundtvig, og bogen giver gode muligheder for tværfaglige samarbejder med fx historie, religion eller samfundsfag. 5 Barbara Kjær-Hansen & Tinne Serup Bertelsen: Litteraturhistorien - på langs og på tværs Bestræbelsen bag denne nye litteraturhistorie synes at være at give en mere kortfattet og dermed for eleverne mere overkommelig indføring i litteraturhistorien end fx Litteraturens veje, hvis lange afsnit, det ofte kan være svært at finde tid til at læse med eleverne. Som titlen antyder, er bogen todelt. Første del, ”På langs”, er en traditionel kronologisk litteraturhistorie, hvor hele litteraturhistorien gennemgås på 170 sider. Det bliver selvsagt ikke særlig dybdegående, men afspejler på den måde fint vilkårene i danskfagets litteraturhistorieundervisning efter reformen. Spørgsmålet er dog, hvor det efterlader den historiske bevidsthed og dannelse? Faren er, at litteraturhistorien reduceres til en skematisk og

DANSK NOTER 65

udvendig begrebsindlæring til brug ved eksamensbordet. Afstanden til Anne Marie Mais visioner for fornyelsen af litteraturhistorien i hendes nye akademiske litteraturhistorie Hvor litteraturen finder sted er i hvert fald slående. Men hovedfokus i gymnasiets litteraturhistorieundervisningen er jo stadig de litterære tekster, og til forskel fra Litteraturens veje bruges der i denne nye litteraturhistorie ikke plads på lange læsninger af de kanontekster, vi alligevel typisk læser og analyserer med eleverne i timerne. Bogens anden del, ”På tværs”, er mere nytænkende og tegner et billede af de litterære hovedgenrers udviklingshistorie. Her er mange gode ting til at kvalificere arbejdet med genrer, som er et tydeligt krav i lærerplanen, og som ofte volder problemer for eleverne i perspektiveringsdelen af eksamenssættenes litterære artikler. 6 Maja Bødtcher-Hansen & Mischa Sloth Carlsen: Med tiden. En litteraturhistorisk arbejdsbog. Gyldendal, 2012 En meget anderledes litteraturhistorie end de andre på markedet. Det er, som titlen siger en arbejdsbog, og intentionen er, som det konstruktivistisk udtrykkes, at eleverne gennem arbejdet med bogens forskellige elementer ”selv kan konstruere litteraturhistorien”. De enkelte perioder er bygget op med 1) en indledende ’litterær artikel’ med en eksemplificerende litteraturhistorisk læsning af en central tekst fra perioden; 2) forfatternoter; 3) periodenoter; 4) evt. genrenoter; 5) diverse perspektiverende opslag (historiske eller aktualiserende); 6) læsestrategi til læsningen af en paralleltekst til den indledningsvis analyserede; 7) arbejdsopgaver (analytiske, kreative og skriftlige). Til bogen er tilknyttet licenskrævende websider med de analyserede tekster, supplerende tekster samt kunstværker. Bogen er fyldt med gode kreative opgaveforslag, som man fint kan tage med sig over i arbejdet med andre tekster og perioder. Bogens opbygning bliver dog i længden noget monoton, men eftersom ingen klasser i dag læser alle perioder, er det måske ikke det store problem. Hensigten er heller ikke, at man hver gang skal bruge alt. Alt i alt virker det som et meget gennemarbejdet koncept. Alligevel forekommer det mig at være bogens achilleshæl, da det nemt bliver alt eller intet, hvis man skal bruge den i arbejdet med de enkelte perioder på en måde ”så eleverne selv kan konstruere litteraturhistorien”. Det er netop en arbejdsbog ikke en litteraturhistorisk opslagsbog for eleverne.

66 DANSK NOTER

7 Marlene Ballebye, Søren Drejer, Sidse Selsing: Ny skriftlighed. En brugsbog. Systime 2013 En skrivebog med konkrete skriftlighedsøvelser til: 1) Danskfagets forskellige stofområder. 2) En række andre fag (biologi, drama, samfundsfag, fysik, matematik og oldtidskundskab). 3) Større flerfaglige samarbejder. 4) AT, SRP og SRO. Her er mange gode, om end ikke nybrydende, konkrete forslag, man kan lade sig inspirere af i den daglige undervisning og i tværfaglige samarbejder. 8 Christian Kock: Ordets magt. Retorisk tænkning, der holder I: Før 1900. Samfundslitteratur 2012 En retorikhistorie, der i små korte og velskrevne afsnit præsenterer retorisk teori før 1900 - ofte med aktuelle eksempler og henvisninger. Bogen følges op af et andet bind, der dækker tiden efter. En bog til læren, der ønsker en bredere viden om retorikkens historie. 9 Anne Maris Lassen: Sprog i brug - sproghandlinger og kommunikation. Systime 2012 Endnu en sprogbog til danskfaget. På bogens ca. 200 sider introduceres læseren til sproghistorie, sproghandlinger og sprogspil, kommunikation og medier, sprog og betydning, argumentation og retorik og sprogpsykologi. Her er meget velkendt fra andre af fagets sprogbøger, men de mange emner er her samlet i en kort og lettilgængelig præsentation, der også åbner op for nye aspekter, som fx i tredje kapitels behandling af forskellige kommunikationsmodeller og mediekulturer. Informationstætheden i bogen er til tider stor. 10 Lisbeth Borker, Kamma Haugan, Morten Henriksen & Lise Lense-Møller: Litterære klassikere på film. Systime 2013 Bogen rummer et introducerende kapitel om adaption fra bog til film og om dramaturgi. Det introducerende kapitel efterfølges af analyserende kapitler om filmatiseringer af Tage Skou-Hansens De nøgne træer, P. O. Enquists Magnetisørens femte vinter og Karen Blixens Sorg-Agre - film fra forskellige perioder i Danmarks og Skandinaviens historie. De analyserende kapitler rummer introduktion til filmen og dens litterære forlæg, et analyseafsnit med arbejdsopgaver, en sekvensoversigt over filmen samt uddrag fra romanforlægget. Bogen er lige til at gå til og åbner op for mange forskellige perspektiver på filmene.

Den giver gode muligheder for at knytte medie- og litteraturundervisning sammen og stille skarpt på de fortællermæssige muligheder og udfordringer i de forskellige medier. Eleverne bevidstgøres således om formens betydning og grundlæggende analytiske evner trænes. 11 Tove Pilgaard: Vejen til landet som ikke er. Edith Södergrans digtning. Forlaget Attika, 2012 Bogen kan ses som en introduktion til Södergrans kraftfulde og indflydelsesrige ekspressionistiske lyrik. Via korte digtanalyser indkredses forfatterskabets billedskabende fantasi, motiver, temaer og inspirationskilder samt dets forskellige faser. Digtene gengives både på originalsproget og i Pilgaards gendigtning. Et til to digte citeres på hver side, så analysekommentarerne til de enkelte digte er selvsagt ikke dybdegående. Der er en tendens til at lade digtene tale for sig selv. Der males m.a.o. med bred pensel frem for at trænge ned i enkelte repræsentative digte. I den forstand er bogen krævende. Til gengæld venter der læseren masser af lyrikoplevelser. Bogen bygger på et 30 år gammels universitetsspeciale, som Tove Pilgaard i 1985 omarbejdede til en bog. Litteraturen, der inddrages i bogen, er derfor også af ældre dato. 12 Jens Anker Jørgensen, Bjarne Sandstrøm & Knud Wentzel: Himmelstiger i dansk litteratur før Guds død. Syddansk Universitetsforlag 2013 Denne akademiske bog rummer nylæsninger af 19 danske litterære hovedværker fra før 1870 med fokus på de enkelte forfatteres personlige erfaringer med det transcendente, forstået som religiøse eller jeg-overskridende kræfter af mere psykologisk art. De behandlede forfattere er H. C. Andersen, Goldschmidt, Kollerød, Kierkegaard, Blicher, Grundtvig, Oehlenschlager, Baggesen, Ewald, Brorson, Holberg, Kingo, Leonora Christina, Arrebo, Palladius, Saxo - hertil kommer to kirkelige middelaldertekster, et folkeeventyr og Vølvens spådom. Velbekomme!

i høj grad akademisk skriftserie uden umiddelbar brugbarhed i gymnasiet 14 Annemette Hejlsted: Fiktionens genrer. Teori og analyse. Samfundslitteratur, 2012 Bogens sigte er dels at introducere teorier om fiktion i forskellige genrer dels at præsentere en analytisk tilgang til fiktion. I bogens første teoretiske del præsenteres bogens fiktions- og genrebegreb samt disses historie. Bogens anden analytiske del behandler lyrik, fortællinger/epik, drama, børnelitteratur og levende billeder. Bogens sidste del præsenterer en model til analyse af fiktion. Bogens eksempelmateriale hentes først og fremmest fra danske digte, noveller, romaner, film, børnebøger osv. Bogen er tænkt som en grundbog til litteratur- og danskstuderende på de videregående uddannelser, men der er i de enkelte kapitler, som fint kan læses uafhængige af hinanden, masser af stof til også at gøre dansklæreren klogere på fiktion og genrer. 15 Nikolaj Frydensbjerg Elf og Peter Kaspersen (red.): Den nordiske skolen - fins den? Didaktiske diskurser og dilemmaer i skandinaviske morsmålsfag. Novus Forlag, 2012 Bogen er et resultat af et nært forskningssamarbejde mellem otte skandinaviske skoleforskere. Med udgangspunkt i undervisningsdagbøger og interviews med modermålslærere på gymnasialt niveau i Danmark, Norge og Sverige indkredser de ligheder og forskelle mellem de forskellige landes modermålsfagsundervisning og opfattelsen/legitimeringen af denne. Særligt fokus er på deres opfattelse og håndtering af de udfordringer, modermålsfagene aktuelt står over for (globalisering, international massekultur, kompetencetænkning, multietniske samfund etc.). Bogen rummer kapitler om legitimeringen af litteraturundervisningen, om skrive- og medieundervisningen, men også bredere artikler om fagets legitimerings- og dannelsesproblematik på tværs af fagets områder. Bogen forholder sig således til vigtige fagpolitiske og didaktiske spørgsmål.

13 Martine Ingvorsen og Per Øhrgaard: Oversættelse. Moderne litteraturteori. Aarhus Universitetsforlag, 2013. Nyeste bind i Aarhus Universitetsforlags serie, der præsenterer uddrag fra tekster af stor betydning inden for et givent litteraturteoretisk felt - her oversættelsesteori. Hvert bind rummer også en introduktion til feltet og de tekster, der bringes uddrag fra. En

DANSK NOTER 67

IDNR 46586

G-bestyrelsen

Regions repræsentanterne

Formand Claus Nielsen Korsagervej 5 9400 Nørresundby Tlf.: 9817 9805 cni@vucnordjylland.dk

Suppleanter Camilla Aaquist Roers Alle 8, 5210 Odense NV Tlf: 22946592 ca@tornbjerg-gym.dk

Næstformand Birgitte Darger Nørre Side Allé 2, 3.th, 2200 København N Tlf.: 3535 1073 bda@detfri.dk

Steen Skou Petersen Brændkjærgade 37 6000 Kolding Tlf. 60403548 sp@koldinghfogvuc.dk

Øvrige bestyrelsesmedlemmer Ivar Lærkesen Baneparken 2 3720 Aakirkeby Tlf.: 5697 2547 ILaerkesen@gmail.com

Oversigt over udvalg og bestyrelsens repræsentanter i andre fora:

Liselotte Henriksen Poppel alle 5 2650 Hvidovre Tlf.: 3649 7688 Mobil: 2258 1874 lh@mail.gsk.dk Sissel Worm Glass Goethesgade 19 6400 Sønderborg Tlf.: 2818 7868 sissel.w.glass@statsskolen.dk Mette Møller Jørgensen Ved Linden 13, st th 2300 København S. Tlf.: 5129 5733 mjo@gefion-gym.dk Jette Sindbjerg Martinsen Maribovej 4b 2500 Valby Tlf.: 2248 5483 js@norreg.dk

(Koordinator står først) Skolebaserede kurser Ivar Lærkesen Regionskurser Birgitte Darger, Claus Nielsen, Ivar Lærkesen Internatkurser Birgitte Darger, Liselotte Henriksen

København/Bornholm Jan Maintz Hansen Virum Gymnasium Carit Etlars Vej 7, 2. th 1814 Frederiksberg C Tlf.: 2539 9310 ja@edu.virum-gym.dk Karen Wagner Luganovej 30, 3 th 2300 Kbh. S Tlf.: 5093 1459 kwa@oerestadgym.dk Sjælland Christian Højgaard Mohn Maribo Gymnasium Jernbanegade 12 1tv 4930 Maribo Tlf.: 2192 6550 christian@chmohn.dk Sydjylland/Fyn Morten Mikkelsen Fredericia Gymnasium Mølvangvej 58 7300 Jelling Tlf.: 7587 2745 MM@fredericia-gym.dk

Hjemmeside Ivar Lærkesen

Midtjylland Lars Dalum Granild Silkeborg Gymnasium Lillehammervej 5 8200 Århus N Tlf. 8618 7980 lg@silkeborg-gym.dk

Repræsentant i PS Claus Nielsen

Nordjylland Ledig

Bogudvalg Birgitte Darger, Liselotte Henriksen, Sissel Worm Glass

Nordisk Udvalg Ivar Lærkesen Det nordiske redaktørsamarbejde Birgitte Lamb Repræsentant i Dansk Sprognævn Ivar Lærkesen Medlem af Dansklærerforeningens Hus A/S’ bestyrelse Birgitte Darger Repræsentant i GYMsprog Birgitte Darger Repræsentant i Fagligt Forum Claus Nielsen

Fagkonsulent Sune Weile Ildfuglevænget 80 5260 Odense S Tlf. 2557 4154 weile@galnet.dk