Uddrag fra "Den menneskelige plet"

Stefan Kjerkegaard

Den menneskelige plet Medialiseringen af

litteratursystemet

DANSKLÆRERFORENINGENS FORLAG

Stefan Kjerkegaard

Den menneskelige plet Medialiseringen af litteratursystemet

DansklĂŚrerforeningens Forlag

Den menneskelige plet Medialiseringen af litteratursystemet Af Stefan Kjerkegaard © Forfatteren og Dansklærerforeningens Forlag, 1. udgave, 1. oplag, 2017

Kopiering fra denne bog må kun finde sted på institutioner eller i virksomheder, der har indgået aftale med Copydan Tekst & Node, og kun indenfor de rammer, der er nævnt i aftalen.

Forlagsredaktion: Lars Granild Omslag og grafisk tilrettelæggelse: Neel Dich Abrahamsen Trykt hos Tarm Bogtryk A/S Printed in Denmark 2017 Forlaget har forsøgt at finde og kontakte eventuelle rettighedshavere, som kan tilkomme honorar i henhold til loven om ophavsret. Skulle der mod forventning være rettighedshavere, som måtte have krav på vederlag, vil forlaget udbetale et sådant, som om der var indgået en aftale.

isbn 978 87 7996 8950

dansklf.dk

Indhold

Introduktion 9 Den menneskelige plet Retorik og det litterære værk Selvfremstilling og medialisering Selvfremstilling og nye former for subjektivitet Selvfremstilling som interpellation Det private som en befrielse Farvel til den litterære overbygning

13 20 23 25 28 31 34

Hversin sinYahya YahyaHassan Hassan 1. Hver

37 37

Lars Bukdahl, du fra taler en privilegeret position KæreKære Lars Bukdahl, du taler enfra privilegeret position Interesserede og desinteresserede læsninger Interesserede og desinteresserede læsninger Det autonome subjekt det autonome kunstværk Det autonome subjekt og detogautonome kunstværk Identitet er politik Identitet er politik Forfatteren, derkunne ikke kunne Forfatteren der ikke dø dø Minoritetsagency og offerpositioner Minoritetsagency og offerpositioner

37 39 44 45 47 49

Litteratursom somiværksættelse iværksættelse 2. Litteratur

51 51

37 39 44 45 47 49

Boghedens æstetik Boghedens æstetik 53 53 Musernes Litteraturens problemer med medierne 57 57 Musernes kæde:kæde: Litteraturens problemer med medierne Litteratur erfor ikkesmå forgryder små gryder Litteratur er ikke 59 59 Læsning som identitetsarbejde Læsning som identitetsarbejde 62 62 Medialisering 65 Medialisering 65

3.

Tekstanalysens tærskler

69

Paratekst 70 Teorier om parateksten i rum og tid 72

Paratekstens Paratekstens autorisation autorisation af teksten af teksten 74 74 ClausClaus Beck-Nielsen Beck-Nielsen (1963-2001).

(1963-2001).

En biografi En biografi og Yahya og Yahya Hassan Hassan 77 77 Duchamps Duchamps hatteknage hatteknage 82 82

4. Det Detselvbiografiske selvbiografiskei skønlitteraturen i skønlitteraturen

84 84

Dobbeltkontrakt Dobbeltkontrakt og performativ og performativ biografisme biografisme 85 85 Autofiktion 86 Autofiktion 86 Den selvbiografiske Den selvbiografiske tendens tendens i Skandinavien i Skandinavien

90 90 Lille katalog Lille katalog over autofiktioner over autofiktioner i Skandinavien i Skandinavien 94 94 HvorHvor er jeg? er jeg?

97 97 Selvfremstilling Selvfremstilling 2.0 2.0 99 99

5. Den Dennydanske nydanskeAladdin Aladdin Iværksættelsen Iværksættelsen af Yahya af Yahya Hassan Hassan Navnet Navnet og detogselvbiografiske det selvbiografiske som forhandlingszone som forhandlingszone Hate Hate speech speech i Yahya i Yahya Hassan Hassan

6. Det private i litteratursystemet Biografisk og privat selvfremstilling Affektive økonomier og selvstigmatisering Performativ privatisme Når det private bliver universelt

103 103 105 105 111 111 114 114

120 121 124 128 132

Afslutning: Den nye oprigtighed og blottelsens etik 135 Mod en ny oprigtighed Blottelsens etik Det private ikon

135 139 141

Litteratur 149 Note 158

“Afraid of being exposed, dying to be seen – there’s a dilemma for you.”

Philip Roth, The Human Stain

“Jeg klarte ikke skrive i det, det gikk ikke, hver eneste setning ble møtt med tanken; men det her er jo bare noe du dikter opp. Det har ingen verdi. Det oppdiktede har ingen verdi, det dokumentariske har ingen verdi. Det eneste jeg så verdien i, som fortsatt ga fra seg mening, var dagbøker og essays, det i litteraturen som ikke handlet om fortelling, ikke handlet om noe, men bare bestod av en stemme, den egne personlighetens stemme, et liv, et ansikt, et blikk man kunne møte. Hva er et kunstverk, om ikke blikket til et annet menneske?”

Karl Ove Knausgård, Min kamp 2

Den menneskelige plet

Introduktion

Denne bogs to overordnede mål er dels at tegne et billede af den danske samtidslitteratur og dels i forlængelse af dette at diskutere det ofte ubevidste metodiske begrebsapparat, der præger litteratursystemet fra litteraturundervisning på universitetet, seminarier, gymnasier til litteraturkritikken i anmeldelser og deslige. De to bestræbelser hænger i mine øjne sammen.

Samtidslitteraturen udfordrer os på en række måder, der gør, at vi må justere vores tilgang, hvis målet er at forstå og læse den nye litteratur på den mest adækvate måde.

De mange diskussioner, som opstod i forlængelse af Yahya Hassans digtsamling Yahya Hassan, der udkom i slutningen af 2013, vidnede om et behov for forandring. Bogen her er er et forsøg på at forstå og forklare, hvorfor det kan være hensigtsmæssigt at justere sin tilgang, og hvor meget der kræves af en litteraturlæser i dag. I den forstand er Yahya Hassan et sigende eksempel, og man kunne indlemme analyser af en række andre relevante værker. Det har jeg kun gjort i mindre omfang. Flere læsninger fra min side findes rundtomkring i de artikler, som jeg har udgivet de senere år om nyere skandinavisk litteratur. Under alle omstændigheder er de erfaringer, som mange af os gjorde, da Yahya Hassan entrererede litteratursystemet, brugbare i forhold til at forstå litteraturens situation i en medialiseret virkelighed.

Især de forskellige selvfremstillingsmuligheder i den nye mediekultur påvirker litteraturen og skaber dels forskellige forfatterroller, dels i forlængelse af dette forskellige muligheder for intervention. Hvor iværksættelse er mit overordnede begreb for den metodiske forandring, der skal til for at læse den samtidige litteratur, er intervention et overordnet begreb for den måde, som den samtidige litteratur former sig på. Iværksættelsen angår den kommunikative handling, der finder sted mellem forfatter og læser, imens intervention er betegnelsen for en intentionel handling med det litterære værk fra forfatterens side. Således er bogens metodiske del resultatet af at se på litteratur som kommunikation og i kontekst, som jeg argumenterer for flere steder i denne Introduktion

9

bog. I forhold til de metodiske problemstillinger har bogen to omdrejningspunkter, der relaterer sig til hinanden, dels en tanke om litteratur forstået som kommunikation, dels problematiseringen af det, vi ofte bevidstløst omtaler som det litterære værk.

Titlen Den menneskelige plet kommer sig af, at jeg i forlængelse af en overordnet tendens til at benytte sig af selvbiografisk materiale vil argumentere mere generelt for, hvorfor det menneskelige i litteraturen er en central faktor, ja endog en central x-faktor, i forhold til litteraturens evne til at intervenere i vores samtid. Dette gælder ikke bare inden for litteratur, men også i andre mediekulturelle kontekster. På dansk litterær grund har denne tendens fået tilknyttet forskellige navne og begreber som dobbeltkontrakt, performativ biografisme og autofiktion. Jeg tager mit afsæt her, men ønsker også at overskride flere af de diskussioner, der knytter sig til disse termer. Dette skyldes ikke mindst, at en række selvbiografiske digtsamlinger synes at afløse autofiktionerne, i hvert fald i Danmark. Digtene heri synes på en mere passende måde at kunne stå til regnskab overfor en ny måde at anvende det selvbiografiske på. Udviklingen i Bjørn Rasmussens forfatterskab, skiftet fra romanen Huden er det elastiske hylster der omgiver hele legemet (2011) til digtsamlingen Ming (2015) er eksemplarisk i så henseende.

Både ideen om intervention og ideen om iværksættelse handler om at begribe litteratur og det litterære i en heteronom sammenhæng, dvs. som påvirket af udefrakommende faktorer, der især hænger sammen med en ændret mediekultur, men også en overordnet medialiseringsproces, der synes at have forandret det litterære system for altid. Med litterært system menes der helheden af produktion og distribution af litteratur og litterær kritik i bred forstand: fra forlag til forfattere til faglige artikler og Facebook. Det litterære system er en forenklet måde at tænke et højst kompliceret kulturelt felt på, men dette perspektiv i forening med metodiske overvejelser og samtidslitterære læsninger giver et frugtbart afsæt for at tale mere præcist om den heteronomi, der er så essentiel for litteraturen nu.

Hvor medieteoretikeren Stig Hjarvard, hvis medialiseringsbegreb jeg har ladet mig inspirere af, laver analyser af politik, sprog, religion og leg (Hjarvard 2008), ønsker jeg at rette blikket mod litteratur i stedet. Ikke bare litteratur forstået som bøger, men også det litterære forstået som den vanskeligt begribelige sprogkunst og kunstart, det også er. Det litterære system er i den 10

Den menneskelige plet

forstand både noget særligt og et eksempel på noget andet og mere. Man kunne eksempelvis lave tilsvarende redegørelser og analyser af det private i andre medialiserede sammenhænge, ligesom fx logikken omkring de affektive økonomier, som jeg kommer ind på i samme ombæring, dvs. i kapitel seks, snarere er et mediefænomen end et litterært fænomen. Disse redegørelser og analyser peger langt ud over det litterære felt, men det har været en bevidst bestræbelse fra min side at placere litteraturen et realistisk og pragmatisk sted i en verden med medier og ikke, som det til tider har været tilfældet inden for litteraturstudier, et autonomt (selvstændigt) sted ved siden af, hvor der kun gælder andre og helt særlige ‘litterære’ regler.

Det biografiske, dvs. at opfatte sit liv som en fortælling og at anvende den fortælling bevidst som et sted for en forhandling af sig selv og sine omgivelser, er et nøgleord, når man vil fokusere på transformationen af det litterære felt. Man har ofte diskuteret, hvad der kom efter de store fortællingers og ideologiernes sammenbrud. Den politiske filosof Francis Fukuyama pegede fx på historiens afslutning, men man kunne også, tror jeg, pege på det at opfatte sit liv som en fortælling. Medieteoretikeren John B. Thompson skrev allerede i 1995: “Vi er alle vore egne uofficielle biografer, for det er kun ved at konstruere en, om end nok så løst sammenstykket, fortælling at vi kan danne os en forestilling om hvem vi er er og hvad vores fremtid måske rummer.”

(Thompson 2001: 231)

Thompson er bl.a. inspireret af sociologen Anthony Giddens’ tanker om identitet i det senmoderne samfund (Giddens 1996). Teorierne fra Jerome Bruner, Paul Ricoeur, Paul John Eakin, Michael Bamberg og andre støtter op om denne tese og understreger på forskellig vis, hvordan vores liv kan opfattes som fortællinger. Og det er en udvikling, der er taget til med årene, for med de nye sociale medier i kølvandet på internettet får vi også de rette platforme, hvorpå vi kan agere spindoktorer i vores eget liv. En cocktail af retorik og selvfortælling er gået hen og blevet normen. Jeg tænker især på Facebook, der understøtter forestillingen om, at vi fortløbende er fortællere i vores eget liv. Eller på USA’s tidligere præsident Barack Obama, der igennem sit virke som jovial og altid politisk korrekt præsident og, ikke mindst, med Introduktion

11

en populær selvbiografi bag sig inkarnerer denne norm og dermed sætter standarden for selvfortællingens praksis. Det er ikke så sært, at han i løbet af sit virke bliver et forbillede for en hel generation, både i USA og måske allermest i Europa. Men selvfortællingsbarren er høj. Det er langtfra os alle, der formår at forvalte vores egen historie så godt. De fleste af os lever desværre ikke et liv, hvor vi kan istemme koret “Yes, we can”, selvom man kunne ønske, at det var sådan.

Kapitel et tager sit udgangspunkt i de debatter, der fulgte i kølvandet på Yahya Hassans digtsamling. Kapitel to redegør for de overordnede metodiske og teoretiske spørgsmål i forhold til den nye litteratur, dvs. hvorfor ideen om iværksættelse er relevant. Kapitel tre fokuserer på et uomgængeligt begreb inden for en revideret litteraturlæsningspraksis, nemlig parateksten.

Kapitel fire er et forsøg på at forklare, hvorfor brugen af selvbiografisk materiale i samtidslitteraturen rykker sig fra et spørgsmål om hvem til et spørgsmål om hvor og dermed også bør begribes på en anden måde end hidtil. En anelse omformuleret kan man sige, at brugen af det selvbiografiske snarere må forstås inden for en ramme, der handler om affekt end om autofiktion. I kapitel fem vender jeg tilbage til Yahya Hassan og laver en læsning af bogens iværksættelse ud fra flere af de metodiske principper, der er blevet fremlagt i kapitel to og tre. Kapitel seks handler som kapitel fire om litterær intervention, men nu gennem et fokus på det private i forhold til brugen af selvbiografisk materiale i skønlitteratur. Hvis der i kapitel fire primært kigges tilbage, ses der snarere frem her. Det selvbiografiske er ikke i samme grad et eksperimenterende anliggende, som kalder på (genre)teoretiske diskussioner, fx om det er autofiktion eller ej, eller forhandlinger om fiktion og fakta, men er en integreret del af det at skrive overhovedet. Det selvbiografiske som en selvfølgelighed kunne man sige. I afslutningen forsøger jeg at slå en sløjfe på bogen gennem begreberne oprigtighed og blottelsens etik, og jeg lukker bogen med en anderledes, personlig, ja forhåbentlig menneskelig læsning af Asta Olivia Nordenhofs det nemme og det ensomme (2013). Før jeg når så langt og til de enkelte kapitler, vil jeg imidlertid rammesætte bogens mere generelle problemstillinger.

12

Den menneskelige plet

Brugen af det selvbiografiske i den nyeste danske litteratur sigter ikke efter en mere radikal eksponering af forfatterens identitet, men derimod efter en litteratur, der kommunikerer på menneskelige og dermed fejlbarlige, altid utilstrækkelige og sårbare betingelser.

I stedet for at anse det menneskelige, fx i form af det private, som en æstetisk svaghed eller som et spørgsmål om fiktion eller fakta anser bogen det for en bevidst de-autonomisering og etisk handling i og med litteraturen. Det private kommer ofte til udtryk som en form for menneskelig plet eller plamage. En blottelse, til tider endog en selvstigmatisering, hvor selvfortællingen ikke hænger sammen. Der er tale om en menneskelig henvendelse inkorporeret i det, som litteraturen gør, snarere end i det, den siger.

I den nye danske litteratur af eksempelvis Yahya Hassan, Asta Olivia Nordenhof eller Bjørn Rasmussen oplever man at blive tiltalt af et menneske. Den henvendelse kræver en hensyntagen til selve læsningens situation: at et bestemt menneske har skrevet en tekst, der læses af en bestemt læser, men inden for et litterært system, der er blevet medialiseret. Det betyder, at et litterært værk i dag ikke bare er bogen eller teksten, men snarere den intervention, som en litterær tekst iværksætter, eksempelvis i en bog.

9 788779 968950