DANSKNOTER 1/2017

DANSKNOTER Marts · 2017 · #1

DANSK KOLONIALISME

DANSK KOLONIALISME Redaktion Ansvarshavende Jette Sindbjerg Martinsen js@norreg.dk Anmeldelser Jette Sindbjerg Martinsen Bøger til anmeldelse sendes til: Dansklærerforeningen Rathsacksvej 7 1862 Frederiksberg C Billedredaktører Lisa Kaas og Kurt Christensen Øvrige redaktionsmedlemmer Anne Mette Finderup af@ijg.dk Ditte Eberth Timmermann det@aarhustech.dk Ivar Lærkesen ILaerkesen@gmail.com Kurt Christensen kurtchristensen@hotmail.com Lisa Kaas lisamargrethekaashansen@gmail.com Birgitte Elkjær Lamb bil@herlufsholm.dk Maja Christine Wester mw@stenhus-gym.dk Marie Gerner-Smidt mgs@gefion-gym.dk Kommende numre Dansknoter 2 Teknologi Deadline: 7/4-17 Dansknoter 3 SKAM Deadline: 29/6-17 Dansknoter 4 Årsmøde - Naturen kommer Deadline: 20/10-17

Abonnement kr. 300,- ekskl. moms.

Enkeltnumre: kr. 100,- ekskl. moms.

Du kan bestille abonnement eller enkeltnumre af Dansknoter på dansklf.dk/dansk_noter Dansknoter er en del af medlemskabet for medlemmer af Dansklærerforeningens sektion for gymnasielærere.

Annoncering i Dansknoter Se priser, formater og kravsspecifikationer på dansklf.dk/dansk_noter Annoncer bestilles og sendes til Pia Fuglevig dansklf@dansklf.dk tlf. 3327 6077 Manuskripter og indlæg Sendes til js@norreg.dk eller: Jette Sindbjerg Martinsen Vi modtager meget gerne bidrag til bladet efter disse retningslinjer:

Dansklærerforeningens administration Rathsacksvej 7 1862 Frederiksberg C Tlf. 33 79 00 10 Mandag-fredag 10-14 dansklf@dansklf.dk Alle henvendelser vedr. medlemskab, kontingent, bogpakker, abonnement, adresseændring og efteruddannelseskurser skal ske til administrationen på dansklf@dansklf.dk ISSN: 0107-1424 Oplag: 3.000 Printed in Denmark 2017 Grafisk tilrettelæggelse Rikke Albrechtsen Tryk Tarm Bogtryk A/S Kunstner: Charlotte C. Haslund-Christensen

Maksimallængde på artikler er normalt 12.000 tegn, inklusive mellemrum. Skriv gerne kortere.

Dansknoter kan tilbyde fagfællebedømmelse af artikler hvis det ønskes.

Opsætning: Antal anslag opgives først i artiklen. Skriv forfatternavn, titel m.v. over titlen/rubrikken. Og skriv gerne et par linjer om dig selv [fødselsår, stilling, publikationer, andet]. Vedlæg digitalt billede af dig selv. Afsnit markeres med indryk. Længere citater skal kursiveres og markeres med en blank linje før og efter samt indryk.

Artikler bør have en kort pointerende manchet og mellemrubrikker samt forslag til citater som kan fremhæves grafisk. Eventuelle referencer kan gives i parenteser i teksten eller som noter.

Fuldstændige litteraturreferencer placeres i litteraturlisten. Antagne tekster kan også offentliggøres på Dansknoters hjemmeside og i Dansklærerforeningens nordiske søsterblade.

Forsidefoto: "Indfødte fra Herning", 2008

Tidsskriftet udgives med støtte af Ministeriet for Børn, Undervisning og Ligestillings tipsmidler gennem tilskud til porto/forsendelse fra ”Bladpuljen” under Styrelsen for bibliotek og medier. dansklf.dk/dansk_noter

INDHOLD 4 Leder 6 Præsentation 8 Illustrationer

Af Charlotte C. Haslund-Christensen Tema: Dansk kolonialisme 13

Kolonialhistoriens fortællinger Af Lars Jensen

OVERLØBERNE UNDDRAGER SIG FIKSERINGEN AF RACEFORSKELLE SOM STATISKE OG NATURLIGE, SAMTIDIG MED AT DE BEKRÆFTER DEM VED AT TILPASSE SIG EN HVIDHEDENS STEREOTYPI. NELLA LARSENS PASSING VISER SÅLEDES, AT ’RACE’ ER EN SOCIAL KONSTRUKTION, IKKE EN BIOLOGISK ESSENS. LIS NORUP: "FARVESPIL"

17 Farvespil

Af Lis Norup 20

Hvorfor ikke sige ”neger”, og hvorfor ikke spise ”negerkys”?

Af Gitte Raarup og Berit Andersen

26

At samle på de Andre Af Mathias Danbolt

33 – TEKSTEN I MIDTEN –

Af Niviaq Korneliussen 36

At stole på egne kræfter Af Lisa Nørnberg Andersen, Jette Lydom Kristensen, Ida Pallesen, Lis Norup og Cecilie Tornbjerg

40 Den første globalisering?

Kolonihistorie på museum, i udstilling og undervisning

Af Benjamin Asmussen og Maiken Bjørnholt 44 Globale perspektiver – men hvordan?

Af Thor Gustafsson, Anders Kristiansen og

Rasmus Urup Kjeldsen 48

Blinde vinkler Af Mathias Danbolt, Sarah Giersing og Mette Kia Krabbe Meyer

Man kan også...

50

26 DET GRØNLANDSKE TURISTRÅDS HJEMMESIDE VISIT GREENLAND OPLYSER, AT ALLE GRØNLANDSKE BØRN KENDER SAGNET OM KAASSASSUK, OG AT ÅRETS STUDENTER DANSER RUNDT OM SKULPTUREN. DET GØR DE, FORDI DEN, IFØLGE HJEMMESIDEN, ”ER BLEVET ET SYMBOL PÅ, AT SELVOM MAN ER ALENE, SÅ KAN MAN OPNÅ DET MAN VIL, MEN MAN SKAL PASSE PÅ, AT ENS EVNER IKKE STIGER ÉN TIL HOVEDET.” LISA NØRNBERG ANDERSEN M.FL.: "AT STOLE PÅ EGNE KRÆFTER"

Tilbage til læseoplevelsen Af Maria Bøgebjerg Mikkelsen, Astrid Midtgaard Hvelplund og Ulla Birgitte Alkjærsig og Pernille Jacobsen

Forskerinterview 54

Unge udvikler sproget på facebook Af Maja Christine Wester

Uden for tema 56

Danskstuderende 2.0 Videnshorisont og litterær kultur blandt nye danskstuderende 2015-16 Af Ulrik Lehrmann

62

Din forening

64 Anmeldelser 66 Voxpop

44

17 VED LANCERINGEN BESTILTE SCHLEPER EN KAMELDRIVER TIL AT GÅ IGENNEM DE KØBENHAVNSKE GADER MED TO KAMELER DER BAR STORE SÆKKE KAFFEBØNNER SAMT SKILTE DER FORTALTE AT KAFFEN VAR PÅ VEJ TIL CARL SCHLEPERS BUTIKKER. SCHLEPER VAR MED ANDRE ORD DYGTIG TIL DET VI I DAG KALDER BRANDING. MATHIAS DANBOLT: "AT SAMLE PÅ DE ANDRE"

36 GLOBALISERINGEN HAR FUNDET VEJ TIL GYMNASIERNES HJEMMESIDER, SKÅLTALER OG LÆREPLANER, OG DET VILLE DA OGSÅ VÆRE UNDERLIGT ANDET, NÅR VORES LIV ER GENNEMSTRØMMET AF GLOBALISERINGENS MANGE BEVÆGELSER. MANDAG TIL FREDAG ER DET DOG ALLIGEVEL, SOM OM VI I DANSKFAGET HAR TÆNKT, AT DET VIST VAR LETTERE, HVIS GLOBALISERING VAR NOGET, DE ANDRE FAG TOG SIG AF. THOR GUSTAFSSON M.FL.: "GLOBALE PERSPEKTIVER - MEN HVORDAN?"

Leder

BIRGITTE DARGER Bestyrelsesformand for Dansklærerforeningens sektion for stx & hf.

NOGET SÅ GAMMELDAGS SOM DIALOG ANSIGT TIL ANSIGT Jeg er blevet pas på onlinedebatter. Har fået kolde fødder over for onlineinterviews hvor jeg som formand for Dansklærerforeningen helst skal mene det modsatte af andre for at holde en debat i live. Jeg har tildelt mig selv begrænsede Facebookdebat- og Twitterkvoter. I to uger nåede jeg at være medlem af Gymnasielærernes chatroom på Facebook. Nu har jeg meldt mig ud igen.

Jeg kan, indrømmet, blive hooked ved at følge kommentarsporet blæst op på Facebook, men bagefter er jeg så træt og føler verden er så grim. Jeg aner ikke hvor jeg skulle begynde eller slutte hvis jeg skulle forsøge at forklare mig om danskfaget og fx pege på at der ikke findes en sort-hvid opdeling af fag og flerfaglighed af rigtigt og forkert i elevernes udbytte af feedback, af spørgsmålet om undervisning og læring osv. osv.

Når vi diskuterer på nettet, sker det ofte i sært kortluntede og fobiske fora. Alle synes forandrede til råbere med unuancerede holdninger. Det hårde fikst afleverede synspunkt skaffer likes og støtte. Andre synspunkter ties bort, eller man orker bare ikke.

I januar var en debat i medierne (Facebook, Gymnasieskolen, Politiken, DR) om dansklærernes rettestrategi.

Politikens skarpt-vinklede artikel lugtede af kritik af dansk-

4

Dansknoter

lærerne, og den kritik blev hurtigt taget op på Facebook med kritik af forfatteren til den ph.d. som Politiken skar en bid ud af, blæste op og brugte i artiklen. Jeg blev opfordret af Gymnasieskolen til at deltage i debatten som formand, men da jeg fik tekst til tjek fra journalisten, kunne jeg ikke genkende mig selv. Halvdelen af samtalen var væk, jeg var, sådan virkede det, vinklet sådan at jeg kunne holde debatten gående på Gymnasieskolens facebookside. Jeg fik inden offentliggørelse heldigvis lov til at tilføje de faglige indholdsnuancer som havde været mit mål med interviewet, men den halvdel hvor jeg kritiserede karakterræset og præstationskulturen, fik jeg ikke med, for det skulle Gymnasieskolen senere bringe et tema om. Det var mit indtryk at mine holdninger skulle skæres til, gøres kantede, af hensyn til en ny debat som skulle fodres.

I de to uger jeg var medlem af Gymnasielærernes chatroom på Facebook kunne jeg ikke se mig selv i debatten og heller ikke det Dansklærerforeningen står for. Jeg oplever ikke at diskussion sker med lydhørhed og åbenhed for nuancerne når vi mødes på nettet, og jeg opfatter dialog og nuancer og lydhørhed som den faglige forenings fornemste opgave.

Jeg inviterer derfor hermed til noget så gammeldags som en dialog ansigt til ansigt.

Hvor sker det så henne? Det sker fx når dansklærere mødes og kan se hinanden i øjnene. Fx på et kursus, til et årsmøde, til et idémøde om nye læreplaner. Det sker når vi på en generalforsamling åbner for drøftelsen af et reformeret danskfag og melder bestyrelsens holdninger ud så de kan blive diskuteret. Vi står på mål for de holdninger vi har diskuteret os frem til i bestyrelsen, vi lader gerne sprækker være synlige og ser ikke forskellige fagsyn som et problem, men som en mulighed.

Kom og vær med. Giv et skub til de kolleger du har der ikke ved hvor vigtige de faglige foreninger og dialogen og demokratiet er i den faglige forening. Det er mere vigtigt nu end nogensinde fordi debatten eroderer rundt omkring os, og folk på nettet rask væk siger de taler på gymnasielærernes vegne. Det er også vigtigt fordi politikerne udplukker enkeltpersoner til deltagelse i lukkede fora, aktuelt fx hvor de skal tjekke fagsynet i læreplanerne.

Måske vil nogle mene at virkeligheden er løbet fra de faglige foreninger og al den snak om repræsentativitet. Nej sgu. Det må være et værn mod ekkorummet og de fikse, hårdtslående meninger kastet for dem der mener det samme

på nettet. Som en fra bestyrelsen fik at vide da hun vovede et synspunkt i ekkorummets debat: Det var et modigt synspunkt. Ja, lad os bare stå for modet og stå på mål for det uden for ekkokamrene.

Det gør mig tryg og glad at vide at jeg er en del af et demokratisk foreningssystem hvor jeg ved at hvis ikke I er enige i den udlægning jeg udtaler og arbejder for, så finder I en anden formand.

Glæder mig til at vi ses - og husk at deltagelse i en generalforsamling er gratis for medlemmer. Kurserne vi laver, er så billige som overhovedet muligt. Vi mener det med den invitation...

Dansknoter

5

Præsentation

PRÆSENTATION “Neger. Dér står ordet på tryk. Fem bogstaver arrangeret i en vulgær orden. Et ord, der har delt landet. Er ord, der er designet til at nedgøre folk, der har den samme hud som min. Bag ordet neger var der en slavehandler, en slaveejer, en dansk politiker, en almindelig dansk borger, der brugte ordet til at fortælle sorte, hvor deres retmæssige plads i hierarkiet var. I dag bag ordet har jeg min nabo, min kollega, min underviser, mine politikere, som kalder mig neger, fordi det er deres ret, og fordi den ret kom med slavetiden.” 1

Danmark kan godt lide at se sig selv som foregangsnation på mange områder. Således har vi også tradition for at anse vores rolle i kolonialiseringen – i det omfang vi overhovedet anerkender eller ved at vi havde en – som helt anderledes end de forfærdeligt imperialistiske og inhumane englænderes, franskmænds, tyskeres, spanieres, belgieres …

“Vi var jo de første til at forbyde slavehandel!” siger vi stolt.

Og overser at selve det at holde slaver ikke blev forbudt i den ombæring. “Grønland har jo aldrig været en rigtig koloni!” siger vi også. Og bliver måske lidt uldne i mælet hvis nogen beder os forklare de finere nuancer mellem rigtige kolonier og “gode” kolonier (jf. Iben Bjørnsson: “Sig det som det er: Grønland var en koloni” i Politiken, 30.1.2017).

Det kan der være mange grunde til. Fra et dansklærerperspektiv kunne en grund måske være at der ikke eksisterer så mange (seriøse) litterære fortællinger der har taget afsæt i danske kolonier; det har interesseret relativt få forfattere både dengang og nu. Indtil for nylig. I de senere år er der begyndt at dukke værker op der behandler dette underbelyste emne, fx af Kim Leine og Iben Mondrup. Størstedelen af de nyere udgivelser er imidlertid ikke skrevet af forfattere vi traditionelt opfatter som “hvide, danske” forfattere, men måske i større grad af repræsentanter for de koloniserede, “de andre”. Værker som Maja Lee Langvads Find Holger Danske, 2006, teatergruppen danskdansks forestillinger (Den hvide mand, 2011 + de følgende), Hassan Preislers Brun mands byr-

6

Dansknoter

de fra 2013 og ja, Yahya Hassans digtsamling ligeledes fra 2013 er alle eksempler på andre litterære stemmer end de “hvide” og har været med til at indvarsle minoritetslitteraturens indtog. Flere af disse værker peger da også netop på hvad vi opfatter som traditionelt “hvidt” og “dansk”. Men måske først med Niviaq Korneliussens Homo Sapienne i 2014 (der i øvrigt lige er blevet berømmet i The New Yorker) begyndte man for alvor at interessere sig for koloniernes stemmer. Med dokumentarfilmen Sume – lyden af en revolution ligeledes fra 2014 ekspliciteres opgøret med kolonimagten.

Op til og i de første uger af “jubilæumsåret” 2017, hvor flere institutioner markerer 100-året for salget af De Vestindiske Øer til USA, er det som om selvforståelsen har ændret sig – også uden for litteraturens verden. Blandt andet kom statsminister Lars Løkke Rasmussen i sin nytårstale ind på hundredårsjubilæet da han beklagede danskernes praktisering af slaveri og betegnede det som “skamfuldt”. Måske havde han læst Mich Vraas meget omtalte roman Haabet (men vi tror det næppe) der skildrer den danske slavehandel i al dens gru.

I artiklen “Kolonialhistoriens fortællinger” kan Lars Jensen hjælpe til et overblik over hvad der faktisk fandtes og findes af litterære fremstillinger af den danske kolonitid.

En interessant pointe er her – ud over at der som nævnt ikke findes så meget – at en stor del af samtidens litterære skildringer med danske kolonier som setting må betegnes

"Op til og i de første uger af “jubilæumsåret” 2017, hvor flere institutioner markerer 100-året For salget af De Vestindiske Øer til USA, er det som om selvforståelsen har ændret sig – også uden for litteraturens verden."

som triviallitteratur der primært benyttede koloniernes solbeskinnede palmestrande og azurblå hav som eksotisk baggrundstæppe for hvide menneskers oplevelser.

Kolonierne og menneskene i kolonierne som eksotiske elementer der kunne tiltrække “almindelige mennesker”, er på sin vis også temaet i Mathias Danbolts artikel, “At samle på de Andre”, om hvordan markedsføringen af kolonialvarerne som fx kaffe, kakao og vanilje repræsenterer en “visuel kolonialisme”, som Danbolt argumenterer for at vi stadig ser spor af i dag. Så vidt den “hvide” vinkel.

Lis Norup præsenterer i artiklen “Farvespil” hvordan hudens farvetone – fx en lyshudet sort – udfordrer stereotype opfattelser, sådan som det opleves og beskrives af den amerikansk-dansk-vestindiske forfatter Nella Larsen og den danske Lucie Hørlyk. Race er en social og kulturel konstruktion.

Lis Norup er også på banen i “At stole på egne kræfter – om fortidens fremtid hos unge grønlandske kunstnere” sammen med Lisa Nørnberg Andersen, Jette Lydom Kristensen, Ida Pallesen, Cecilie Tornbjerg. I artiklen undersøger de hvordan unge grønlandske kunstnere søger en moderne identitet ved at trække på traditionelle sagn og fortællinger.

Føler man sig efter læsningen af de nævnte artikler stadig ikke helt overbevist om hvorfor man skal integrere dansk kolonihistorie i sin danskundervisning, leverer forfattertrioen fra Langkaer gymnasium et argument i deres præsentation af udgivelsen Udsyn. De skriver bl.a. at “Refleksionen over, hvordan danskfaget kan medtænke globaliseringen, er nødvendig, hvis danskfaget skal hjælpe os til at forstå, hvad det vil sige at være menneske i en moderne verden.”

Hvordan man kan gøre det, giver Berit Andersen og Gitte Raarup et bud på i deres praksisnære artikel med beskrivelsen af et helt, afprøvet undervisningsforløb og ideer til mere.

Hvis man er i København eller omegn, kan man supplere et sådant forløb med et besøg på Det Kongelige Biblioteks udstilling om “Blinde vinkler” med billeder og kort fra kolonien Dansk Vestindien. Udstillingen præsenteres her i bladet af kuratorerne, Mathias Danbolt, Mette Kia Krabbe Meyer og Sarah Giersing. Får man rigtig blod på tanden, kan man drage til Søfartsmuseet i Helsingør: Læs Benjamin Asmussen og Maiken Bjørnholts artikel hvori de diskuterer hvordan man fremviser kolonihistorie på et museum.

Havde det været for ca. 100 år siden, ville man have kunnet tage et smut i Tivoli og kigge lidt på syvårige Victor Cornelins og hans femårige kusine Alberta, som var udstillet i et bur dér. Eller man kunne måske have mødt Henrik Cavlings “lille negerdreng”, Sebastian, løbe byærinder for sin ejer.

Men det er 2017, og man kan i hvert fald sætte sig godt til rette og læse Dansknoter 117: Dansk kolonialisme.

God fornøjelse!

Redaktionen

1 Mary Consolata Namagambe: “N-ordet, der gør ondt”, Politiken, 6.2.2017

Dansknoter

7

Illustrationer

CHARLOTTE C. HASLUND-CHRISTENSEN

8

Dansknoter

I Charlotte Haslund-Christensens værk ”De Indfødte” bliver forholdet mellem ”os” og ”de andre” sat under lup. Hun tager udgangspunkt i den vestlige opdagelsesrejsendes blik på ”den anden”, men vender det koloniale blik mod os selv og fotograferer danskere på samme måde som vi i vesten har fotograferet de indfødte i andre dele af verden.

Igennem en bevidst iscenesættelse af og ironisk legen med denne form for undersøgelse ønsker kunstneren at belyse og udforske de midler som Vesten historisk set har brugt til at kategorisere og påberåbe sig viden om og magt over ”indfødte” andre steder i verden. Derigennem peges på hvor magtfuldt fotografiet har været og stadig er, når det kommer til at skabe og fastholde stereotypier.

Netop de skræmmebilleder og stereotypificeringer der hersker i forbindelse med omtalen af ”de andre”, betoner Haslund-Christensen ved, på satirisk om end seriøs vis, at vende linsen 180 grader og udsætte danskerne selv for det selv samme blik, som indvandere og flygtninge er blevet udsat for og stadig bliver udsat for i Danmark og i resten af den vestlige verden. Samtidig sættes der spørgsmålstegn ved netop den så omdiskuterede danskhed som gang på gang bliver bragt ind i de politiske debatter. For kan man overhovedet tale om en danskhed? Eller for den sags skyld om ”de andre” som en unuanceret enhed?

Biografi Charlotte Haslund-Christensen er født i 1963 og bor og arbejder i København. Hun er uddannet på International Center of Photography i New York City og på Fatamorgana, Danmarks fotografiske Billedkunstskole i København.

Hendes kunstneriske praksis fokuserer på sociale og politiske spørgsmål i krydsfeltet mellem antropologi, dokumentarisme og social interaktion.

Hun har udstillet både i Danmark og i udlandet, deriblandt New York, Paris, Pingyao, Helsinki, Warszawa og Casablanca.

Af separatudstillinger kan nævnes HOPE & FEAR (2016),

TID TIL TILLID (2016), WHO’S NEXT? (2013), DE INDFØDTE (2008), No Airport to Travel from (2006), JUMP (2002) og Inner City (1998).

Hendes værker er repræsenteret i Statens Kunstfond, Det Nationale Fotomuseum, Brandts Museet for Fotokunst og Hasselbladstiftelsen Hun har også skabt et stedspecifikt kunstværk i Nørre Alslev i forbindelse med Statens Kunstfonds huskunsterprogram (Guldborgsund Kommune, 2010).

Info Haslund-Christensen underviser og holder foredrag både i Danmark og i udlandet.

Hun kan bestilles til foredrag om hendes seneste store videoinstallationsværk HOPE & FEAR. "I fire år har kunstneren Charlotte Haslund-Christensen rejst rundt med sit videokamera og stillet to spørgsmål til mere end 250 mennesker på seks forskellige kontinenter i syv forskellige storbyer: Hvad er dit største håb? Hvad er din største frygt?

Svarene har hun samlet til et kor af stemmer fra verden i et stort filmisk værk.

Se mere om HOPE & FEAR på https://vimeo.com/189925512 Se mere om kunstneren http://www.charlottehaslund.com

Dansknoter

9

/// Indfødte fra København

10

Dansknoter

Dansknoter

11

/// Indfødte fra Aarhus

/// Indfødte fra Vejbyskov

12

Dansknoter

KOLONIALHISTORIENS FORTÆLLINGER I forhold til andre tidligere kolonimagter har Danmark ikke mange samtidige (skøn-)litterære fremstillinger af livet med og i kolonierne. Lars Jensen præsenterer her væsentlige træk ved de skildringer af kolonitiden der findes i dansk kultur gennem tiden, fra samtidige rejseberetninger over nationalromantikkens nostalgiske suk over den tabte storhedstid til anti-koloniale fremstillinger som Thorkild Hansens.

Lars Jensen, Lektor i Kultur- og Sprogmødestudier, IKh, RUC

Dansk litteratur flyder ikke over med fortællinger, der tager udgangspunkt i livet i kolonierne. Det er måske ikke så mærkeligt. Det danske koloniherredømme inkluderede ikke store, befolkede områder som de britiske, franske, hollandske eller portugisiske. Til gengæld er Danmarks historie som kolonimagt blandt Europas længste; fra 1618, hvor skibe sendtes til Sydasien for at sikre Danmarks position blandt handels- og kolonimagterne, til 1953, hvor indlemmelsen af de to tilbageværende kolonier, Grønland og Færøerne, i Danmark afsluttede den formelle koloniepoke, hvor Danmark var en smal global magt. Som H.C. Andersen skrev i digtet, "Danmark, mit fædreland" (1850), ’Engang du herre var i hele Norden/bød over England – nu du kaldes svag/et lille land, – og dog så vidt om Jorden’. Andersens nationalistiske digt blev skrevet på et tidspunkt, hvor det ikke ansås som en modsætning, at det imperial-koloniale var en del af det nationale. ’Og dog så vidt om Jorden’ taler med stolthed om Danmarks globale synlighed – i Nordatlanten, i Caribien, i Ghana og i Indien – på et tidspunkt, hvor det globale Danmark var under afvikling. Kolonierne i Ghana og Indien var under salg til Storbritannien, og i 1917 fulgte salget af Dansk Vestindien til USA. Det langvarige og territorialt betydelige, men tyndt befolkede danske imperium affødte ikke et væld af danske kulturelle repræsentationer af kolonierne. Til gengæld var kolonibesiddelsen sammen med Danmarks deltagelse i kolonihandelen, inklusive slavehandel, og almindelige danskeres deltagelse i andres koloniherredømmer (f.eks.

Kong Leopolds rædselsregime i Belgisk Congo) medvirkende til skabelsen af et colonial archive. Det kan defineres som et beredskab af opfattelser, der placerede befolkninger i de koloniserede lande i bunden af et kulturelt hierarki, der med usvigelig sikkerhed placerede europæere i toppen. I toppen af pyramiden opererede interne europæiske hierarkier med

nordeuropæere i toppen, mens sydeuropæere var placeret i bunden, men hævet over de koloniserede i bunden, som også var indlejret i indbyrdes hierarkier – med sorte og især slavegjorte sorte så langt nede, at selve deres status som mennesker blev diskuteret – blandt europæerne. Colonial archive er dog ikke blot udtryk for en historisk anderledes tid, hvor menneskeopfattelsen afspejlede en mere primitiv tidligere opfattelse af mennesker fra andre ikke-europæiske kulturer. Historien består ikke af adskilte perioder, der intet har tilfælles. Opfattelsen af, at vi kan ikke forstå ’dem’, fordi de levede i en anden tid, rejser et paradoks, fordi så er de jo ikke os. Og det er et paradoks, fordi vi gerne på andre måder vedkender os dem, f.eks. når det handler om indførelsen af Grundloven, som jo finder sted i kolonitiden.

Et andet problem er, at tanken om adskilte historiske rum heller ikke forklarer kontinuiteten mellem opfattelser f.eks. af afrikanere dengang og nu, ligesom det heller ikke forklarer, hvordan det hele tiden er muligt at reproducere opfattelser af dem, hvor dem bliver en flydende betegner, der det ene årti kan rette sig imod en befolkningsgruppe – f.eks. srilankanske flygtninge i 1980erne og tre årtier senere imod flygtninge og migranter fra Mellemøsten og det nordlige Afrika, som under et betegnes som ’velfærdstruere’ og ’kultur-religiøse farer’ og derfor må holdes ude. At se på historiske fremstillinger af livet i de danske kolonier er altså ikke udelukkende et projekt, der handler om en svunden historisk tid, men i høj grad et sæt af repræsentationer, der trækker tråde til vores egen samtid og dens opfattelser af folk fra det, der i dag betegnes som det globale syd. Det er naturligvis ikke et geopolitisk syd, men en betegnelse, der pointerer, at folk overvejende kommer fra den sydlige halvkugle. Australien tilhører ikke det globale syd, men tilhører Grønland det globale nord?

Kulturelle fremstillinger af kolonierne udgør et broget

Dansknoter

13

Hun skriver ikke om kolonierne, men om oplevelsen af at være sort i København i romanen Kviksand katalog. Rejseberetninger (f.eks. Ludewig Ferdinand Rømer om Guldkysten), semi-autobiografiske fremstillinger af udstationerede danskere (hvoraf flere, som f.eks. Hinrich Rink havde tysk baggrund), beretninger og protokoller skrevet af embedsværket i kolonierne (f.eks. lægen Paul Erdmann Isert og Wulff Joseph Wulffs breve om slaveri og plantagedrift på Guldkysten), triviallitteratur og enkelte kunstnere (som f.eks.

Hugo Larsen i Dansk Vestindien) repræsenterer hovedgenrerne inden for kolonialt baserede fremstillinger. Enkelte koloniale modfortællinger (f.eks. Aron fra Kangeq) og antikoloniale skribenter (f.eks. Edward Wilmot Blyden, født i Dansk Vestindien og anset som fadder til panafrikanisme, og Hamilton Jackson, der rejste til Danmark i 1915 for at oplyse danskerne om forholdene på øerne) tilføjer modstemmer til det, der ellers risikerer at reproducere fortællingen om, at os i det fremmede kun handler om danskere, hvor tropiske eller arktiske, eksotiske rammer inklusive deres befolkninger bliver en form for staffage for dansk selviscenesættelse. Den danske samtidskulturproduktion og de koloniseredes modfortællinger kan betragtes – og arbejdes med – som en form for sammenstykning af eklektisk udvalgte billeder og tekstuddrag fra datidens medieverden. Længere fremstillinger i den senere kolonifase er typisk triviallitterære, hvor man gennem ret gennemskuelige plotopbygninger får fremstillet kolonierne som eksotisk baggrund for ret genkendelige (hvide) menneskelige (middelklasse-)dilemmaer. Der er ikke mange, der foregår i troperne. Selv i tropejuvelen i kongekronen, Dansk Vestindien, er høsten sparsom (eksempler er her Lucie Hørlyks Under tropesol, Henrik Hertzs De frifarvede og Eliz Carbels novellesamling Solens børn). I den mere seriøse del af litteraturskalaen repræsenterer den amerikanskfødte, men med dansk-vestindiske og danske rødder, Nella Larsen en markant undtagelse. Hun skriver ikke om kolonierne, men om oplevelsen af at være sort i København i romanen Kviksand (1928). Larsens forfatterskab er med nogen forsinkelse blevet anerkendt i USA på grund af Larsens engagement i 1920ernes og -30ernes Harlem-renæssance.

14

Dansknoter

Mere substantielle værker om tropekolonierne (Grønland, Færøerne og Island har en anden litterær udvikling) findes altså ikke fra selve kolonitiden. Men efter (trope-) kolonitidens ophør kommer med nogen forsinkelse en ny bølge af interesse for kolonierne i det globale syd i kølvandet på anden verdenskrig. Man kan diskutere forbindelsen mellem den påtvungne isolation i besættelsesårene og 1930ernes økonomiske deroute på den ene side og genopdagelsen af den tropekoloniale fortid på den anden. Det er tydeligt både i Sophie Petersens mindre værk, Danmarks gamle tropekolonier (1946), og mammutværket redigeret af Johannes Brøndsted, Vore gamle tropekolonier (1953), at nostalgien for et globalt Danmark driver ned ad siderne. Som sådan ligger værkerne i forlængelse af en kolonialfremstillingstradition under selve kolonitiden, hvor Danmarks interesser falder sammen med en enten kynisk nødvendighedens politik (de andre europæere gjorde det samme, eller gerne værre), eller en tro på civilising mission-projektet, som fandtes i forskellige afskygninger. Det gik i al enkelhed ud på, at europæerne styrede de koloniale subjekter af hensyn til de koloniale subjekter selv. De betragtedes som uansvarlige (f.eks. når de gjorde oprør) og afhængige af, at europæerne kyndigt styrede dem frem mod et øjeblik, hvor de var civiliseret af europæerne til at overtage kontrollen med deres eget land.

Det paradoksale ved den sidste fortælling ses tydeligt af det faktum, at europæerne aldrig frivilligt overdrog magten til de lokale: fra Grønland over Indonesien til Angola var autonomi og uafhængighed et resultat af en frigørelsesproces og modstand mod kolonimagtens overgreb, der var så lang som selve kolonialismen – og meget ofte voldelig.

Det er ikke den fortælling, der dominerer i Petersen og Brøndsteds bøger. De udkommer på et tidspunkt, hvor den postkoloniale kritik ikke er blevet institutionaliseret endnu, om end det ikke er umuligt at finde samtidige kilder med et helt andet syn på kolonialismens natur end den, der er fremherskende hos Petersen og Brøndsted. Oplagte kilder her er Aimé Cesaires Discourse on Colonialism (fransk 1955),

Frantz Fanons Black Skin, White Masks (fransk 1952) og C.L.R. James’ The Black Jacobins: Toussaint L’Ouverture and the San Domingo Revolution (1938). Det kan virke urimeligt at kræve, at disse historikere netop læste disse bøger, men min pointe er en anden. Sameksistensen af et relativt uproblematiseret nostalgisk syn på ens egen overgrebshistorie over for en anden befolkning og en fundamentalt kritisk litteratur over for et sådant syn er ikke udelukkende et historisk fænomen. Den samtidige antikoloniale litteratur er uinteressant læsning for den hvide europæiske litteratur om kolonierne, fordi den problematiserer nostalgien og underminerer det selvidealiserende syn, der er konstituerende for fremstillingen. Nostalgien fungerer ikke bare som en identifikation for samtidens danskere, der ikke søgte efter at læse om danske overgreb i kolonierne, der langt overgik noget, danskerne blev udsat for under krigen. Den bliver også et legitimeringsprojekt, der rækker tilbage i de to tidligere opstillede forklaringsmodeller: ’Vi’ er enten ’der’, fordi ellers kommer der nogen, der er værre end ’os’ (en fortælling, som stadig findes som udbredt forklaring på Danmarks tilstedeværelse i Grønland), eller også er ’vi’ ’der’, fordi vi i modsætning til de andre europæiske kolonimagter faktisk ønskede at ’udvikle’ den koloniserede anden (en fortælling, der også har karakteriseret det danske narrativ om udviklingshjælp, som ligeledes opbygges efter anden verdenskrig).

Kritikken af Petersen og Brøndsteds værker kommer med Thorkild Hansens slavetrilogi (1967-70), der udleverer kynismen i den danske omgang med de tidligere kolonier, ligesom den nådesløst udleverer danske håndlangere for slavehandlen, måske mest nøgent afdækket i Hansens beskrivelse af en kaptajn, der har smidt slaver over bord fra sit skib, som i Hansens opdigtede skildring promenerer i København med børnene i hånden, mens han hilser på borgerskabet. Hansens trilogi er enestående i den danske litteratur om tropekolonierne og blev en bestseller. Senere akademisk litteratur har i varierende grad forholdt sig kritisk til dansk kolonialisme, og der er ikke skrevet værker, der i omfang minder

om Vore gamle tropekolonier eller på hansensk vis blander journalistik, historieskrivning og fiktion. Det er på én gang Hansens styrke og svaghed. Blandingstilgangen muliggør en levendegørelse af slaveriet, som ikke havde være mulig med en traditionel, disciplinær tilgang. Den lader ikke danskere gemme sig bag myten om den gode kolonimagt, om end den alligevel åbner kattelemmen for en underliggende exceptionalisme. Den fremsynede hvide koloniale administrator, som på trods af embedsvældet i Københavns grænseløse uformåenhed har ideer, der kan nytænke en kolonialisme uden for slaveriets umenneskelighed. Og her går Hansen i sin egen fælde, for den kolonialisme tænker på samme måde som den slaveribårne rollefordelingen som givet ud fra det hierarki, som kolonialismen har grundlagt. Sorte som plantagearbejdere på hvide danskeres plantager.

Hvad er den centrale erkendelse at tage med sig fra denne korte gennemgang af tilgange og problemstillinger i forhold til fremstillinger af det (dansk) koloniale? En pointe er den evigt handlingsløse koloniale anden, som hjælpes eller udnyttes, men som aldrig bliver et subjekt i sin egen fortælling, hvorfor opgøret med en tankegang, der retfærdiggør grænseløs udnyttelse af andre mennesker, forbliver en fortælling om ’os’ og for ’os’, men som på paradoksal vis rummer ’dem’, men uden at give dem stemme. Den faglige og litterære litteratur om især Dansk Vestindien kan ikke ignorere det helt anderledes fokus, der er kommet på magtrelationerne mellem det globale nord og syd. En række felter som hvidhedsstudier, postkoloniale studier, dekoloniale studier og kritiske racestudier har indsnævret det parallelle univers, hvor nostalgien lever uden refleksion.

Dansknoter

15

/// Indfødte fra Tisvildeleje

/// Indfødte fra Ribe

16

Dansknoter

FARVESPIL Den amerikansk-dansk-vestindiske forfatter Nella Larsen og den danske Lucie Hørlyk viser i deres romaner og noveller der foregår i USA og på De Dansk Vestindiske Øer, at ’race’ er en social og kulturel konstruktion. Men de viser også, at racen i samfund der er gennemtrængt af racetænkning, sætter sig igennem i kultur, habitus og bevidsthed.

Lis Norup, Undervisningsadjunkt ved Institut for Kommunikation og Kultur – Nordisk Sprog og Litteratur.

Race I næsten alle amerikanske stater var der fra 1877 og frem til slutningen af 1960’erne love, der gennemtvang raceadskillelse i det sociale liv. Lovgivningen var en effekt af det skifte i status, som de tidligere slaver havde undergået med slaveriets ophævelse i 1863. Lovene – de såkaldte Jim Crow-love – stipulerede formelt, at mennesker, der tidligere blev defineret som ting (slaver), nu var sorte borgere, men påbød samtidig, at de var ”lige, men adskilte” fra hvide borgere.1 Lovgivningens legitimitet hvilede på muligheden af at fastslå, hvad ’race’ var, eller rettere: at fastlægge, hvem der var sort. Den juridiske regulering og deraf følgende kriminalisering af adfærd i relation til race vekslede fra stat til stat.

Således var en person sort i staterne Alabama og Arkansas, hvis der var en dråbe sort blod i slægten (den såkaldte ”en-dråbe-doktrin”); i Indiana afgjorde en ottendedel sort blod i familien racetilhørsforholdet, mens Kentucky kombinerede en sekstendedel sort blod med synlige racetræk.2 Men fælles var, at raceblandede personer altid fik påtrykt racemærket sort. Også i de tilfælde, hvor negroide træk var fraværende, og de juridisk kodificerede sorte følgelig kunne ’passere’ eller gå for at være hvide.

Kunsten at gå som hvid Den amerikansk-dansk-vestindiske forfatter Nella Larsens roman Passing fra 1929 handler om at ’passere’, dvs. af at ’gå

som’ hvid i et raceadskilt samfund. Fænomenet skildres i to former. Dels den lejlighedsvise ’passing’, som den ene af romanens hovedpersoner, den juridisk sorte, men visuelt hvide Irene Redfield benytter sig af ”for nemheds skyld, for eksempel på restauranter”, eller når hun ”skulle købe billetter eller den slags.”3 Dels den permanente overskridelse af the color line,4 hvor en person af raceblandet herkomst lever som hvid blandt hvide uden at afsløre sin farvede baggrund.

I romanen er dette bevidste valg af race repræsenteret ved Irenes barndomsveninde, Clare, der har giftet sig med en hovedrig hvid racist. Hendes selvvalgte identitet som hvid – eller med hendes egen betegnelse: hendes status som ”desertør” – opretholdes gennem psykologisk selvkontrol og social assimilation.5 At passere permanent som hvid er at få adgang til privilegier, ikke blot dem, der knytter sig til at være velhavende, men også de muligheder, der følger med ikke at være sort, ikke at være indhegnet af racebestemte restriktioner, ikke at være udleveret til et stigmatiserende blik. Samt ikke mindst: ikke at være underlagt den dobbeltbevidsthed, den – med den afroamerikanske historiker og borgerretsforkæmper W.E.B. Du Bois’ formulering fra 1903 – ”følelse af altid at se sig selv gennem andres øjne”.6 Det centrale i romanen er dens påvisning af, hvilken krænkelse af den raciale forskelstænkning den bevidste passing fra sort til hvid udgør. For lyshudede sorte, der ’går over’, lader sig ikke indfange i gængse negerstereotypier, end ikke i den tragiske mulats figur.7 Overløberne unddrager sig fikseringen af raceforskelle som statiske og naturlige, samtidig med at de bekræfter dem ved at tilpasse sig en hvidhedens stereotypi. Nella Larsens Passing viser således, at ’race’ er en social konstruktion. Men også, at racen i et samfund, der juridisk, politisk og socialt er gennemtrængt af racetænkning, sætter sig igennem i kultur, habitus og bevidsthed. Også i overløberens, men med et element af mimicry, af efterabningens kamuflage.7 Hvad der videre sker i romanen, skal ikke følges her. Blot nævnes, at alt sikkert og stabilt i Irenes tilværelse undermineres og opløses i uro, had og død, da Clare overskrider the color line for anden gang. Ikke ved at opsøge sin fortid og barndom i Chicago, men ved at trænge ind i det kulturelle avantgardesamfund i Harlem, som Irene tilhører.

De lyskulørte Racespørgsmålet skal i stedet tematiseres i en dansk kolonisammenhæng, nærmere bestemt på De Dansk Vestindiske Øer, hvor Nella Larsens far, Peter Walker, kom fra. Som søn

Dansknoter

17

Sammen får de datteren, Bell, der er så lys, at ”kun en kender kunde se, at hun var kulørt.” af en sort, vestindisk mor og en hvid planter er det muligt, at han, indtil han emigrerede til Chicago, hvor han mødte Marie Hansen fra Danmark, ”aldrig havde tænkt på sig selv som en Neger.”9 Det er tænkeligt, fordi betegnelsen ’neger’ på De Dansk Vestindiske Øer ikke var en juridisk kategori – der var ingen racelove i dansk lovgivning – men en social: ”I hverdagslivets uformelle kategorisering var betegnelsen ’Neger’ forbeholdt underklassen og de såkaldte ’fuldblods negre’.” Der fandtes således flere eksempler på, at ’lyskulørte’ tilhørte den hvide overklasse.10 – Hvilket selvsagt ikke betød, at racetænkningen ikke gennemtrængte samfundet institutionelt, socialt og kulturelt.

Den danske forfatter Lucie Hørlyk tematiserer i novellerne ”Hun var hvid” (1902) og ”Nanna Judith” (1907) farvespørgsmålet og sammenhængen mellem race og socialitet.

I årene 1892-1903 opholdt hun sig i Dansk Vestindien, hvor hendes mand, Severin Hørlyk, var politimester og dommer.

Efter hans død rejste hun tilbage til Danmark, hvor hun begyndte at skrive sine ”Tropefortællinger” for at forsørge sig selv og sine to sønner.11 Den vestindiske koloni, i hvilken ægteparret Hørlyk indgik i den administrative elite, havde siden midten af det nittende århundrede været i økonomisk og social nedgang. Således førte sukkerroeproduktionen i Europa til prisfald på sukker, ligesom den sociale orden blev rystet af opstande blandt landarbejderne. Den mest omfattende fandt sted i oktober 1878, bl.a. under ledelse af Mary Thomas, bedre kendt som Queen Mary, som Hørlyk lader optræde i novellen ”Hun er hvid”.12 Hun er hvid I novellen har familien Berg – et ægtepar med en halvvoksen datter – tidligere ”hørt med til det gode selskab” og ”levet stort”. Men nu ikke længere. De bor i et træhus i den farvede del af byen, hvor de lever af det, de får ind for udlejning af underetagen til en ”velstående negerkøbmand”. I novellens nutid arresteres datteren, mistænkt for at have stjålet fødevarer fra butikken.

Arrestationen tiltrækker en hastigt voksende menneskemængde, heriblandt Queen Mary, der forstår, at alt er vendt på hovedet, når den, som stjæler, er hvid, og den, som bestjæles, sort. For når bocra [hvide] ”gå ned i negermandens kælder og stjæle […] negermandens mel og flæsk og sødmælksost”, så er vejen banet for et oprør mod den hvide magts privilegier: ”Man løftede næverne og truede: Skam over den hvide mand og hans slæng!”13

18

Dansknoter

At vreden, udtrykt i et ”voldsomt brøl, mere som fra dyre- end menneskestruber”, ikke udløses i et attak på den tyvagtige hvide pige eller på hvid mands ejendom, skyldes en ejendommelig forskydning i vredens genstand. Ved synet af den hvide pige, besvimet i armene på politiet, ændres menneskemængdens opfattelse af betydningen ’hvid’ fra at være magtens og ejendommens kategori til at være uskyldighedens moralske emblem: ”Oh det stakkels barn – er hun ikke hvid og ren som et lam!”14 I dette pludselige stemningsskifte tildeles den farvede og sorte underklasse en række af de træk, den samtidige masseteoretiker Gustave Le Bon fandt kendetegnede massesjælen, nemlig impulsivitet, lunefuldhed, lettroenhed, sanselighed og suggestibilitet.15 Om ”hoben” under Queen Marys blasfemiske ordstrøm udløser sin højspændte energi i blodtørstigt raseri eller i autoritetstro føjelighed, afhænger af øjeblikkets impuls.

Ironisk gengiver fortælleren til slut menneskemængdens kollektive tanke om magtens og ejendommens hvide orden, som pigens tyveri momentant har rystet: ”[D]et var grusomt, at man kunde behandle hvide folk på den måde – akkurat som om det var negere!”16 Hermed reetableres kategorien ’hvid’ og handlingen ’tyveri’ som hinandens modsætninger i en farceagtig accept af de herskende forhold. Og den djævelske Queen Mary reduceres til en karnevalsfigur, der ærbødigt hilser lovens håndhæver.

Hun er kulørt Anderledes stilles farvespørgsmålet i Hørlyks novelle ”Nanna Judith”, der handler om raceblandinger i flere generationer.

Novellens titelperson, Nanna Judith, der er af blandet herkomst, har det meste af sit liv levet sammen med en rig planter og handelsmand. Officielt som hans husholderske, reelt som hustru i gensidig respekt og ømhed. Men aldrig som hans ægteviede. For, som justitsråden, der fortæller Nanna Judiths historie, udtrykker det, så kan en hvid mand ”elske en brun kvinde, så han kan ikke være hende foruden, men han kan ikke i forhold til verden se på hende som på sin lige”. Sammen får de datteren, Bell, der er så lys, at ”kun en kender kunde se, at hun var kulørt.” Hun ægter for sin del ”den hvideste mand i St. Thomas” og får med ham tre døtre, ”de to ældste […] hvid-blonde og blaaøjede”, mens den yngste, Marion, er ”sortøjet og sorthåret og ikke så lidt mørkere i huden end sin mor.” De to ældste føler ”sig hævet over farvespørgsmålet på grund af deres angelsaksiske blond-

hed”. Men truslen fra herkomsten lurer, da det rygtes, at en nytilkommen dansk læge har kastet sine øjne på den mørke søster, ”hende, der gik om som et levende bevis for, hvor kulørte de mennesker egentlig var.”17 Omdrejningspunktet for novellen er ikke spørgsmålet om at passere som hvid, men om det er muligt at overskride hin offentlige mening, som deles af både det hvide og farvede samfund, nemlig at “ingen hvid Massa” i sit forhold til en kulørt kvinde ”lader præsten sige amen der!”18 Men Marion ender ikke som den tragiske mulat ligesom sin bedstemoder, Nanna Judith, hvis uaftvættelige sorte blod forhindrede ægteskab. Alt slutter, som det sig hør og bør, i en lægeroman, med ægteskab. Den danske læge lover den døende Nanna Judith at ægte hendes kulørte barnebarn.

Med ”Nanna Judith” fremskriver Lucie Hørlyk en utopi om kærlighedens kraft til at opløse farvespørgsmålet. Den kulørte Marion elskes som det menneske, hun er: varmhjertet, impulsiv, naturlig, ung og sund, alt i en ureflekteret kvindelighed. Men utopien udstrækkes ikke til en tilværelse som blandet ægtepar i det vestindiske samfund. I stedet forjættes ”en sund, landlig krog hjemme i Danmark”.19 Hvor smuk denne slutning end tager sig ud, så udtrykker den kommende ægtemands syn på sin hustru endnu en stereotyp, nemlig en rousseauistisk forestilling om den ædle vilde. Marion er hans ”lille vilde, brune pige”, hvis klæder er ”en krænkelse af hendes lemmers frihed”; hun er det sorgløse menneskedyr, ”en legende tigerkat”, et ”drilsk puds af naturen”, det naturlige menneske uden kulturens spærringer og dressur.20 Og derfor indtager hun i forhold til sin ægtemand positionen ”in statu pupillari” – under formynderskab. Også selv om han er den uformuende og hun qua sin herkomst den rige arving.

Kunsten at gå som sort Nella Larsen og Lucie Hørlyk viser på hver deres måde, at ’race’ er et socialt og kulturelt konstrukt. Men stadig udgør personer, der selv vælger deres raceidentitet, en provokation i samfund, der dengang som nu er gennemtrængt af raceforestillinger. Således blev den amerikanske borgerretsforkæmper Rachel Dolezal i juni 2015 tvunget til at nedlægge sit formandskab for borgerretsbevægelsen i Spokane i staten Washington. Ikke fordi der var noget i vejen med hendes arbejde for sortes rettigheder, men fordi hun i årevis havde foregivet at være af blandet sort, indiansk og hvid herkomst og ikke – som realiteten var – af hvid, europæisk afstamning.

1 – For Jim Crow, se http://www.ferris.edu/HTMLS/news/jimcrow/origins. htm Raceadskillelseslovene blev gradvist afskaffet fra 1954, hvor Højesteret forbød raceadskillelse i skoler, til en række borgerretslove i 1964, 1965 & 1968 til sikring af lige rettigheder.

2 – Ian F. Haney López: White by Law: The Legal Construction of Race.

New York 1996, s. 118 ff.

3 – Nella Larsen: Kviksand & Overgang og novellerne. Farum 2015, s. 314.

Om passing, se Elaine K. Ginsberg: ”The Politics of Passing”, i: Ginsberg, ed.: Passing and the Fictions of Identity. Durham & London 1996, s. 1-18.

4 – Begrebet er udmøntet af W.E.B. Du Bois i The Souls of Black Folk (1903), http://www.bartleby.com/114/2.html 5 – Larsen, op.cit., s. 236.

6 – W.E.B. Du Bois, op.cit.

7 – Om den tragiske mulat-stereotypi, se Stuart Hall: Representation: Cultural Representations and Signifying Practices. London 1997, s. 251.

8 – Om ”mimicry”, se Homi Bhabha: The Location of Culture. London 1994, s. 85f.

9 – George Hutchinson: In Search of Nella Larsen: A Biography of the Color Line. Cambridge 2006. s. 19. Hutchinson finder, at der er belæg for at antage, at Peter Walkers far legitimerede sin søn eller i hvert fald bidrog økonomisk til hans opvækst. Peter Walker forsvandt eller døde kort tid efter Nella Larsens fødsel i Chicago i 1891. Moderen giftede sig igen, nu med en hvid dansk indvandrer, Peter Larsen, med hvem hun fik flere børn. I den nu helt hvide familie var Nella – som hun var det i det amerikanske samfund – farvet, dvs. sort.

10 – Marianne Rostgaard & Rasmus Green: ”Race, rang og stand i Dansk Vestindien i begyndelsen af 1900-tallet.”, i: Akademisk Kvarter (2012), s. 48 11 – Om Lucie Hørlyk er der ikke skrevet meget. Hans Hauge gennemgår hendes forfatterskab med særlig vægt på romanen Den gamle Plantage: Fortælling fra Dansk Vestindien (1909) i ”Commonwealth og Caribien eller Post-kolonialisme og De Dansk Vestindiske Øer”, i: TijdSchrift voor Skandinavistiek, vol. 30 (2009), nr. 2, s. 40. Mads Baggesgaard nævner og affærdiger hende som forfatter til ”three rather sentimental novels” i ”Precarious Worlds – Danish Colonialism and World Literature”, i: Journal of World Literature (2016). Udførligst om liv og forfatterskab, Thomas Riis: ”Lucie Hørlyk, en dansk vestindisk forfatter”, i: Magasin fra Det kongelige Bibliotek (2014), årg. 27, nr. 2. Om Dansk Vestindien i dansk litteratur, se Hans Hauge oversigt i ovennævnte i artikel.

12 – Nicklas Weis Damkjær & Albert Scherfig: ”Danmarks største arbejderopstand er skrevet ud af historien”, i: Information, 1. oktober 2016.

Se også Vore gamle Tropekolonier, bd. 3: Fridlev Skrubbeltrang: Dansk Vestindien 1848-1880. Kbh. 1967.

13 – Lucie Hørlyk: Sommer. Fortællinger. Kbh. 1910, s. 115. ”Hun var hvid” var trykt i Tilskueren, 1902.

14 – Ibid., s. 117.

15 – Alle massepsykologiens fantasmer om den farlige, vilde og suggestible masse findes i koncentrat i Gustave Le Bon: Psychologie des foules (1895, da. Massernes psykologi, 2005).

16 – Hørlyk: Sommer, op.cit., s. 119.

17 – Lucie Hørlyk: ”Nanna Judith”, i: Under Tropesol. Kbh. 1907, s. 22, 38, 55 & 56.

18 – Ibid., s. 56.

19 – Ibid., s. 68.

20 – Ibid., s. 55.

Dansknoter

19

HVORFOR IKKE SIGE ”NEGER”, OG HVORFOR IKKE SPISE ”NEGERKYS”?

I 2017 markeres salget af De Vestindiske Øer for 150 år siden, og i nytårstalen 2016 kalder statsminister Lars Løkke Rasmussen koloniseringen af øerne for ”skamfuld”. I efteråret 2016 oplever Danmark og resten af Europa en flygtningestrøm på helt tæt hold. På skolens lærerværelse sidder en gruppe dansk- og historielærere og skal planlægge årets forløb i lange linjer med optakt til DHO. Skal vi gentage de foregående forløb om dansk national identitet med udgangspunkt i nationalstat, -romantik og traumet fra 1864, eller vi skal lave et nyt forløb i erkendelse af at fortællingen om Danmark også er en anden? Vi vælger det sidste og begiver os ud i arbejdet med nyt materiale. Nu er temaet kolonialisme, imperialisme og postkolonialisme. Og det viser sig at være et aktuelt tema der kan engagere både lærere og elever. Vi kalder det Danskernes møde med de(t) fremmede.

Gitte Raarup (1951) lektor i dansk og billedkunst ved Ingrid Jespersens Gymnasieskole Berit Andersen (1957) lektor i dansk og musik ved Ingrid Jespersen Gymnasieskole

Ideen med Danskernes møde med de(t) fremmede er et forløb med fokus på et Danmark set i et større perspektiv. Vi har valgt fire nedslag i kolonialismens og imperialismens historie, som fungerer godt i et tværfagligt forløb med dansk og historie: spaniernes erobring af Sydamerika, den danske kolonisering af Grønland, trekantshandlen med fokus på Congo og De Vestindiske Øer samt postkolonialismen. Ydermere er der i forløbet en konstant undersøgelse af og bevidstgørelse om den sproglige diskurs, når det gælder danskerne og de fremmede. Ja, hvorfor siger vi ikke længere ”neger” og ”eskimo”? ”Mongolfold” I erkendelse af at ældre tekster er hård kost for eleverne, valgte vi at starte med Mette Moestrups readymade ”Vi mennesker”. Digtet giver indblik i, hvor kolonialismen geografisk foregik, og er en sproglig demonstration af danskernes italesættelse af de fremmede. En analyse af digtet kræver konkret viden om mennesker og geografi og en del leksikonopslag for overhovedet at give mening i 1.g. Hvad er en Yámana-kvinde, en pygmæ-kvinde, og hvad er ridebukselår og kommunefarvet hår – ja, hvad er en mongolfold?

En af forløbets ældste tekster er af renæssancemennesket Michel de Montaigne, der beskriver mødet mellem in-

20

Dansknoter

kaerne, aztekerne og spanierne til sydamerikanernes fordel, i essayet ”Den ny Verden”. Oplysningsmanden Ludvig Holberg vender som Montaigne tingene på hovedet i det eviggode uddrag ”Kokliku” fra Niels Kliim. Teksterne fungerer godt i forhold til emnet og også som en øjenåbner for, at begge skribenter er nytænkende og moderne for deres tid. Vi vil og skal tilbage til Holberg senere i danskfaget!

På ekspedition op ad Congo-floden Koloniseringen i Congo illustreres med en gennemgang af ”Kongo-flodens befolkning” fra 1888. Reportagen lægger sig holdningsmæssigt op ad Rudyard Kiplings 15 år senere digt ”Hvid mands byrde” og bygger på en rapport skrevet af englænderen H. H. Johnston, som arbejdede for den nok så berømte Stanley. Journalisten selv har aldrig sat sine ben i Congo, og hans journalistiske troværdighed er ikke høj.

I arbejdet med teksten kan eleverne være tekstnære i en karakteristik af skildringen af de forskellige befolkningsgrupper i Congo, og de mere kreative kan tegne et kort over området omkring ”Kongo-floden”. En samtidig litterær tekst er Joseph Conrads Mørkets hjerte, som giver en stemningsmættet og poetisk skildring af den hvide mands møde med afrikanerne og ikke mindst, hvad koloniseringen

betød – især for afrikanerne. Danskernes særlige og for mange danskere ukendte rolle i koloniseringen af Congo kan yderligere undersøges med Peter Thygesens dokumentar ”Det danske Congoeventyr”.

Vi hygger, mens vi lærer!

Interessant er det, at man stadig kan finde spor af kolonialismen i gadebilledet og på hylderne i supermarkedet.

Vi sendte eleverne på gaden for at finde eksempler på skilte i gadebilledet med ”Kolonialvarer” og i SuperBrugsen for at købe disse. F.eks. Tørsleffs Vanilla-sukker, Atamon, Cirkel-pigens kaffe og Skipper Mix. Vi spiste Skipper Mix og diskuterede emballagens motiver og indholdets tidligere eksotiske karakter i Danmark. Som en perspektivering lod vi en gruppe redegøre for indholdet i artiklen ”Har du også glemt, hvorfor det hedder kolonialvarer”.

Og hvorfor ikke læse nogle af de gode, gamle klassiske børnebøger fra vores egen barndom? Vi læste ”Lille sorte Sambo” (der ligger en oplæsning af hele bogen med billeder fra billedbogen på Youtube), ”Elefantens vuggevise” og Jørgen Clevins ”Rasmus”. Børnebøgerne er en underholdende og tankevækkende tilgang til emnet. Artiklen ”31 gange neger” fra Information kan sætte yderligere gang i diskussioner om udsagn som ”Hvad er der galt i at sige neger?” Tilsyneladende bare hyggelige og nostalgiske bøger, men som vi med det postkoloniale blik sætter til diskussion. Og som en af eleverne sagde: ”Vi behøver jo ikke at kalde kineserne gule, bare fordi at det har man altid gjort”.

Med missionærerne til Grønland Til at illustrere Grønlands kolonisering valgte vi indledningen til og kapitel 3 af Henrik Pontoppidans roman ”Isbjørnen” samt et uddrag af Kim Leines Profeterne i Evighedsfjorden.

Ankomsten til Grønland er parallel i de to tekster, men en tekstnær læsning viser noget om konnotationers og metaforers betydning for beskrivelsen af landskab og befolkning. ”Dér, hvor landet højnede sig og Fjældene – nøgne og sorte – traadte ud i det store, isopfyldte Hav, bøjede en bred Fjordarm sig rolig ind mellem to skyhøje Klippebarme og trængte dybt ind i Kystlandet”, skriver Pontoppidan, mens Kim Leine skriver: ”Kolonien er placeret på en halvø der set fra toppen af et af de bagvedliggende fjelde, som han bestiger dagen efter ankomsten, ligner en forkrøblet hånd der rækker sine amputerede fingre ud i havet”.

Som repræsentant for grønlændernes egen stemme valgte vi performancekunstneren Jessie Kleemann, der med digtet ”My Eskimother” problematiserer, at det lige er dansk, der er andetsprog i Grønland. Eleverne kan finde hendes videoer med performance i det grønlandske landskab på YouTube; de er gode at supplere med.

Hvor postkolonial er Guldkysten?

Som yderligere materiale til beskrivelse af Danmarks rolle i slavehandelen valgte vi dels at læse et uddrag af Thorkild

Hansens roman Slavernes øer og dels at analysere Daniel Denciks spillefilm Guldkysten. Filmen er en postkolonial produktion, god til klassisk filmanalyse med en tyk symbolik, mange varsler og andre filmiske virkemidler. Men også interessant mht. en afsluttende diskussion om, hvem der har ordet i filmen, og hvem der fx fører ordet for de undertrykte (og helt stumme) slaver. Spørgsmålet er, om filmen ikke i høj grad reproducerer den koloniale tankegang?

Skriftlig opgave Vi har selvfølgelig også haft en skriftlig opgave i forløbet.

Julie Steen Knudsens digtsamling Atlanterhavet vokser er et bud på det postkoloniale blik og et eksempel på ordvalg og repræsentation af diskurs: ”jeg lærte det, da jeg var lille. Jeg brugte det / i børnehaven, i fritidsordningen / når jeg skulle have fat i tussen / med den ubestemmelige lyserøde nuance / for at tegne en kødfuld arm eller et ansigt / jeg skal bruge den hudfarvede. / den tus kunne ikke bruges til andet." Et andet eksempel er det lyriske jegs pudder, der hedder ”01 neutral”, som hendes søster med en afrikansk far jo ikke kan bruge. Opgaven kræver som de fleste andre en optakt med læsning af teksterne i klassen.

Nu ved vi, hvorfor vi ikke spiser ’negerkys’, men ’flødeboller’ Ideen var som nævnt at lave et lange-linjer-forløb på en ny måde med fokus på andre perioder og begivenheder, end vi plejer, og et emne med mulighed for spændende, interessante og aktuelle perspektiveringer til i dag. Som det seneste ses i disse dage hele ”undskyldningsdebatten”, jf. Lars Løkke Rasmussens beklagelse af Danmarks rolle i slavetiden.

Vi har i denne artikel koncentreret os om forløbet og materialet i danskfaget, men forløbet er den danskfaglige del i vores lange-linjer-forløb i dansk og historie i foråret 2016, som var grundlag for tværfaglige DHO-opgaver. Det giver eleverne indsigt i og erkendelse af kolonialismens og imperialismens væsen ud fra en historisk viden, analyse af mange slags tekster, historiske kilder og andet materiale.

Generelt gælder det, at vi som perspektivering til alle perioder kan finde gode, aktuelle artikler, hvilket fremgår af litteraturlisten.

Danskernes møde med de(t) fremmede er et stort emne, som kan afgrænses og udvides (!) på mange måder. Nedenfor ses en omfattende udvidelse, som blev brugt som optakt til forløbet, om det, der også blev Årets ord i 2015, flygtningestrømme. Det var – og er – et oplagt område at tage fat på i dansk med fokus på medier. Hvilke fortællinger blev fortalt, hvilke holdninger kom til udtryk? På hvilke platforme og i hvilke genrer?

Afslutningsvis vil vi ikke undlade at pege på Dansklærerforeningens udgivelse Litteratur med udsyn, bind 2, skrevet af Thor Gustavsson, Anders Hedegaard Kristiansen og Rasmus Urup Kjeldsen. Den kunne have sparet os for meget arbejde og er et godt bud til temaet kolonialisme og postkolonialisme.

Dansknoter

21

”Vi spiste Skipper Mix og diskuterede emballagens motiver og indholdets tidligere eksotiske karakter i Danmark.”

Litteraturliste Mette Moestrup: ”Vi mennesker” (Kingsize 2006) Erobringen af Sydamerika: Michel de Montaigne: ”Den ny verden” (1533-1592) Ludvig Holberg: af: Niels Kliim: Kokleku (1741) Koloniseringen af Congo: ”Har du også glemt, hvorfor det hedder kolonialvarer?”, Information (3.1.2015) ”Kongoflodens befolkning”, Politiken (1884) Det danske Congoeventyr (instruktør Peter Thygesen, 2006) Joseph Conrad: af Mørkets hjerte (1902) + ”100 glemte år”, Politiken (7.1.2006) Rudyard Kipling: ”Hvid mands byrde” (1899) Koloniseringen af Grønland: Henrik Pontoppidan: ”Isbjørnen” (1887) Kim Leine: af Profeterne i Evighedsfjorden (2012) Jesse Kleemann: ”My Eskimother” (Qivittog 2012) Guldkysten: Daniel Denciks spillefilm Guldkysten (2015) (værk) Thorkild Hansen: af Slavernes øer (1970) Vestindien: Mich Vraa: af Haabet (2016) Børnebøger: H. Bannermann: Lille sorte Sambo (1899) (YouTube) Jørgen Clevin: ”Rasmus” (1948) + ”31 gange ”neger””, Information (10.1.2013) Harald H. Lund: ”Elefantens vuggevise” (1948) Robert Storm Petersen: Peter og Pings rejse til Afrika (1958) Kolonialvarer: Cirkel-pigen, Tørsleffs Vanila-sukker, Haribos Skipper Mix osv.

Stileoplæg: Julie Steen Knudsen: Atlanterhavet vokser (2014).

De fire første digte.

22

Dansknoter

Eksempel på DHO-problemformulering Danskerne og synet på grønlænderne Redegør for den danske kolonisering af Grønland.

Foretag en analyse af danskernes syn på de indfødte grønlændere og deres motiver for en kolonisering af Grønland med udgangspunkt i kilderne Christian Rosing om lampeslukning i Østgrønlænderne (1906) og W. Thalbitzer om inuitfolkets fester i Eskimoernes kultiske guddomme (1926).

Analysér og fortolk uddraget af Kim Leines roman Profeterne i Evighedsfjorden (2012) med fokus på skildringen af grønlænderne og danskerne i kolonierne ”Godthåb” og ”Sukkertoppen”.

Diskutér, om Leines fremstilling er troværdig.

Optakt (eller nedtakt) til forløbet – hvis der er tid Medier og indvandring I 2015-16 blev Europa overvældet af flygtningestrømme.

Medierne viste billeder og overskrifter om krig i Syrien, druknende flygtninge i Middelhavet, flygtninge på motorvejene, sult, kampe, nye hegn og grænser, stramninger, grænsekontrol, smykkelov osv. Vores samfund blev rystet, vores systemer og strategier brød sammen, og debatten om ’de fremmede’ eksploderede.

Reportager: Helene Navne: ”Min mor sagde igen og igen, at vi skulle tage til Norge” (Politiken, januar 2016) Puk Damsgaard: udvalgte krigs-og flygtningereportager Debatindlæg og kronik: Mogens Glistrup: ”Muhamedanerfrit område” (Fremskridt nr.10/18.årg., 1990) Andreas Kamm: ”Flygtningekrisen er ikke noget, der 'nok snart går over'” (Politiken, 30.12.2015) Naser Khader: ”Jeg ville aldrig forlade mine børn i et krigsramt land, ville du?” (Politiken, 2.2 2016) Anders Bøgh: ”Danmark har i den grad brug for indvandring” (Politiken, 7.1.2016) Ole Thyssen: ”Hvornår blev flygtninge en skade, der skal minimeres?” (Politiken, 10.2.2016) Henrik Dahl: ”Giv politikerne fred til at redde vores samfundsorden” (Politiken, 4.1.2016) Minoritetslitteratur i tre faser: Benny Andersen: ”I begyndelsen” (1991) Jacob Ejersbo: af Nordkraft (2002) Yahya Hassan: ”Det sjette opholdssted” (2013)

LITTERATUR.GYLDENDAL.DK

Danskundervisning i øjenhøjde

PRØV GRATIS I 30 DAGE

Litteraturportalen er moderne danskundervisning i øjenhøjde med fokus på fagets tre søjler: litteratur, sprog og medier. Portalen opdateres løbende og indeholder blandt andet masser af materiale til arbejdet med genrer.

■ ■ ■ ■ ■

Genreinddelt bibliotek med over 750 litterære tekster Forløbet Lyrikporten, som er gratis tilgængeligt Forløb om Den realistiske novelle – genre, temaer og stil Forløb om Taler til tiden Forløb om Litteraturens film.

DAN0117

Bestil gratis fagdidaktiske kurser på dit gymnasium: kurser.gyldendal.dk/gymnasier

gyldendal-uddannelse.dk tlf. 33 75 55 60 information@gyldendal.dk

/// Indfødte fra Lolland

/// Indfødte fra Skagen

24

Dansknoter

/// Indfødte fra Astrup

/// Indfødte fra Fårevejle

Dansknoter

25

AT SAMLE PÅ DE ANDRE Visuel kolonialisme og vareracisme i Danmark

I de seneste par år har der været heftige diskussioner i danske medier om brugen af raciale stereotyper på indpakningen af såkaldte kolonialvarer i supermarkederne. Kritikken af billedernes racistiske effekter er ofte blevet afvist med påstanden om at det er absurd at tale om racisme i mødet med noget så hverdagsagtigt som emballagen på kaffe, kakao eller chokolade. Men kikker man den danske mærkevarehistorie i kortene, står det klart at reklamebilleders påvirkningskraft ikke er til at spøge med. Mærkevareindustrien har været central i udbredelsen og normaliseringen af racistiske forståelser af forskellighed – en visuel kolonialisme som vi fortsat ser spor af i dag.

På forsiden af et lille reklamesamlehæfte som kolonialvarekæden Irma udgav i 1916, optræder den lille Irmapige som lærer. Iklædt sin karakteristiske blå kjole står den gulhårede pige med indkøbskurven over armen og peger på nogle små øer mellem “Nordamerika” og “Sydamerika” på det store verdenskort bag hende. Under billedet står der med store blå bogstaver: “Kender IRMAs smaa Venner Dansk Vestindien?” For dem der ikke kendte til denne danske koloni, kunne Irmapigen komme til hjælp: I Irmas butikker kunne man nemlig få fat på reklamesamlemærker med vestindiske “prospekter”: Tolv små billeder af byer, bygninger og folkeliv på de tre danske øer i Caribien, Skt. Thomas, Skt. Jan og Skt. Croix (Bach-Nielsen 2006). Efter at man havde samlet alle mærkerne og klistret dem ind i hæftet, kunne man bytte det i en af Irmas forretninger og modtage en pragtbog i retur: Under Palmer: Fortællinger og skildringer fra Dansk Vestindien, udgivet af Irmas grundlægger Carl Schleper (Schleper 1916). På forsiden af gavebogen er der et lille maleri af Irmapigen, som står og kikker ind mod havnen i Charlotte Amalie på Skt. Thomas. Inde i bogen kunne man læse en udførlig fortælling om øernes historie fra Columbus’ ankomst i 1493 frem til 1916, skrevet af historiker C.C. Clausen, en lang novelle, “Guldbillerne” af Carl Muusmann, der blandt andet tager spørgsmålet om salget af kolonien op til diskussion, samt det noget svulstige digt “Santa Cruz” af A.C. Meyer.

Hvorfor ville Irmapigen fortælle sine “små venner” om

26

Dansknoter

dansk kolonihistorie? Og hvorfor prioriterede Schleper at udgive og distribuere en bog om øernes historie og politiske situation? I 1916 var Irma en virksomhed i stadig udvikling. Efter Carl Schleper i 1898 havde overtaget morens lille kælderforretning på Nørrebro der solgte æg, mælk, og smør, havde han på få år etableret sig som et centralt navn i den danske handelsbranche med margarine som det centrale omdrejningspunkt. Navnet Irma fik Schleper fra samarbejdet med Johannes Rasmussens Margarinefabrik (JRMA), og margarinens nye varemærke, den lille pigefigur, blev tegnet af arkitekt Sofus Griffenberg i 1907 (Petersen 2011, s. 36). Det tog dog ikke mange år før Irmapigen skulle sælge andet og mere end margarine. Schleper ville ind på kolonialvaremarkedet og sælge importerede varer fra Europas oversøiske kolonier. Et vigtigt skridt på vejen var etableringen af de selvstændige specialbutikker De Blaa Kaffemøller i 1914.

Ved lanceringen bestilte Schleper en kameldriver til at gå igennem de københavnske gader med to kameler der bar store sække kaffebønner samt skilte der fortalte at kaffen var på vej til Carl Schlepers butikker (ibid.). Schleper var med andre ord dygtig til det vi i dag kalder branding. Ved at spille på kolonialvarernes eksotiske og fremmede karakter skabte han interesse for både Irmas forretninger og produkter.

Samlemærkehæftet og bogen om Dansk Vestindien havde en lignende funktion. På samme måde som kamelerne ikke havde nogen kobling til kaffen udover den generelle eksotis-

Mathias Danbolt (f. 1983) er adjunkt i kunsthistorie ved Københavns Universitet, hvor han arbejder med et forskningsprojekt om betydningen af den danske kolonihistorie i samtidens kunst og kultur, støttet af Det Frie Forskningsråd og Sapere Aude: DFF-Forskertalent. Seneste publikationer i projektet inkluderer artiklerne “Striking Reverberations: Beating Back the Colonial Aesthetic in Jeannette Ehlers’ Whip it Good” (Otherwise: Imagining Queer Feminist Histories, Manchester University Press, 2016) og “Retro Racism: Colonial Ignorance and Racialized Affective Consumption” (Nordic Journal of Migration Research, No. 2, 2017).

me, er det tvivlsomt om Schleper havde handelsforbindelser til den danske koloni (Bach-Nielsen 2006, s. 14). Men billedet af Irmapigen blandt palmer og kaktusser på Skt. Thomas bidrog til at styrke ideen om Irma som en verdensomspændende kolonialvarehandel. Samlehæftet og den medfølgende bog udkom også på et strategisk vigtigt tidspunkt op til den vejledende folkeafstemning i Danmark den 14. december 1916 om salget af den caribiske koloni. Hvorvidt spørgsmålet om kendskabet til Dansk Vestindien blandt “Irmas smaa Venner” var rettet mod samleglade børn eller mod de mange husmødre, der for første gang var berettiget til at stemme ved et dansk valg, er ikke til at sige. Samlehæftet er under alle omstændigheder et godt eksempel på hvordan kolonialvarehandlere præsenterede deres eksotiske reklamemateriale som en form for pædagogisk folkeoplysning. Et pædagogisk tilsnit som effektivt tog fokus væk fra det faktum at reklamernes primære funktion var at behage kunderne og vække deres begær efter at købe flere produkter (Zeller 2010, s. 72).

Fattigmandsleksikon Irma var tidligt ude i dansk sammenhæng med at producere og distribuere reklamesamlebilleder. I Danmark associeres disse farvetrykte små billeder der blev givet som tilgift ved køb af dagligvarer, tit med kaffetilsætningsfirmaet C.F Rich & Sønner, som i firmaets storhedstid fra 1930erne og frem

Dansknoter

27

til 1960erne trykte i hundredtusindvis af det der fik navnet “Richsbilleder” (Kudahl 2000, s. 4). Men allerede i sidste del af 1800-tallet og i begyndelsen af 1900-tallet begyndte danske firmaer at lægge små masseproducerede, litografiske farvebilleder ind i indpakningen af mærkevarer for at lokke kunderne til at købe firmaets chokolade, cigaretter, kakao eller margarine. Ved århundredskiftet var populariteten af disse samlemærker blevet voldsom stor i industrilande som Tyskland og Storbritannien, og det smittede af på det danske marked. I starten var de danske samlemærker direkte oversættelser af udenlandske billedserier. Århus-fabrikken Elvirasmindes samlemærkeserie for Danica chokolade fra ca. 1910 indeholdt tyskproducerede billeder af “Elfensbenshandel i Afrika” og “Thekaravane i Asien” og andre scener fra Europas kolonier. Først op i 1920erne blev det almindeligt med danskproducerede billeder (ibid., s. 8). Men selv i Irmas populære serier fra denne tid, som “Jordens Folkeracer”, “Vilde dyr”, “Polarforskere” eller “Opdagere - opfindere” er de udenlandske forlæg tydelige. Motiver fra de fremmede kolonier var populære blikfang. OMA Plantemargarine udsendte for eksempel en serie med eksotiske billeder fra de afrikanske kolonier hvor olien i margarinen kom fra.

Andre virksomheder spillede på fremmedhedens generelle tiltrækningskraft og trykte stereotype og karikerede billeder af sorte og farvede mennesker der ikke havde nogen direkte relation til produktet, såsom ATA Margarines indianerbilleder.

Reklamesamlebillederne er blevet kaldt for et fattigmandsleksikon (Kudahl 2000, s. 18). I en tid hvor hverken aviser eller bøger var udsmykket med farveillustrationer, fungerede billederne som en vigtig indgang til viden om verden.

Serierne spillede også på tidens videnskabelige iver efter at organisere verdens folk og ting i kategorier og hierarkier.

Ikke overraskende udtrykte mange af reklamebilledserierne derfor også “forestillingen om Europa som verdens centrum og europæerne som selvfølgelige herskere” (ibid., s. 10). Ved at gøre en miniatureudgave af verdens forskellige “folkeracer” og dyr tilgængelige som objekter man kunne samle, eje og bytte efter lyst og behov, gennemspillede reklamesamlemærkerne det koloniale magtspil i en legende form. Nu kunne alle samle på de Andre. Disse imperialistiske glansbilleder “trivialized colonialism and made it appear antiquated, exotic, and somehow precious”, som kulturforsker Joachim Zeller har formuleret det (Zeller 2010, s. 78).

Reklamemærkernes normalisering af kolonialismens magtforhold gør sig også gældende i Irmas samlemærkeserie fra Dansk Vestindien. Billedserien er delt mellem på den ene side at fremvise naturen og de stolte danske monumenter på øerne (den fornemme Guvernementsbygningen i Christiansted, den imponerende Vestindiske Nationalbank i Charlotte Amalie) og på den anden side udstille koloniens afrocaribiske befolkning som primitive og enkle, noget også titlerne på

28

Dansknoter

billederne indikerer: “En negerhytte på St Croix”, “Negerkvinde sælger frugt”, “Bananer bæres hjem”. Og hvis ikke billederne beskrev nødvendigheden af et stærkt kolonialt lederskab klart nok, skar historiker Clausen det ud i pap i sin historiske skitse af øernes historie i Under palmer, hvor han gentagne gange minder læseren om at “Negeren er og bliver et stort Barn, der ikke tænker paa Dagen i Morgen” (Clausen 1916, s. 31-32).

Den visuelle kolonialisme Selvom reklamesamlebillederne fremstår naive og trivielle på grund af det lille format og den lavkulturelle status, bør man ikke undervurdere deres politiske og ideologiske betydning. Reklamesamlemærkerne kan ses som et led i udbredelsen af det vi kan kalde den visuelle kolonialisme. Med dette mener jeg brugen af visuelle virkemidler i udbredelsen og fastholdelsen af et specifikt syn på racial og kulturel forskellighed. Som Zeller har påpeget, gav reklamesamlebillederne “support for the far-reaching penetration of colonialism and popular mass culture. The millions of small cards (re)produced just about every cliché and stereotype of the Other in existence at the time” (Zeller 2010, s. 78). Reklamesamlemærkerne fungerede med andre ord ikke bare som en effektiv distributionskanal for det racistiske tankegods der legitimerede den europæiske kolonialisme. De repræsenterede også en form for kommercialisering af racisme (McClintock 1995).

De tusindvis af billeder af sorte og farvede kroppe som glade tjenere og undersåtter for det hvide overherredømme viser hvor effektivt reklamen fik racismens magtforhold til at fremstå begærligt, nydelsesfuldt og spændende.

Den danske mærkevaretraditions visuelle kolonialisme og vareracisme klæber sig unægtelig til brugen af sorte og farvede kroppe på emballagen på de fortsat populære kolonialvareprodukter som Tørsleffs Vanila vaniljesukker, Atamon konserveringsmiddel og Coops Cirkel Kaffe, tegnet

af Henrik Hansen og Aage Sikker-Hansen i henholdsvis 1930erne og 1950erne. Selv om nogle af disse logoer kan siges at være mere respektfulde og sobre end tidligere, videreføres traditionen for at fremstille den farvede krop som et eksotisk objekt for nydelsesfuld konsumering. Når man ser på de sidste par års intense mediedebatter om brugen af raciale repræsentationer på disse kolonialvarer, står det klart at mange folk har store følelsesmæssige interesser i at billederne fortsat skal repræsentere – og levere – nydelse og hygge (Danbolt 2017). Forsøg på at bringe tematikker som kolonial æstetik eller vareracismens historie på banen er derfor gentagne gange blevet afvist som “politisk korrekt hysteri” (Hjort 2014, s. 4) eller direkte “idioti” (Gaarslev 2014, s. 28). Men hvis man kategorisk afviser at diskutere kolonialvarernes æstetik i et historisk perspektiv, mister man muligheden for at forstå hvorledes kolonialismens tankegods har påvirket både fortidens og nutidens skiftende forståelser af forskellighed.

"Når man ser på de sidste par års intense mediedebatter om brugen af raciale repræsentationer på disse kolonialvarer, står det klart at mange folk har store følelsesmæssige interesser i at billederne fortsat skal repræsentere – og levere – nydelse og hygge"

Litteraturliste Bach-Nielsen, Carsten: “Under Palmer”, i Skalk, No. 1, februar 2006, s. 11-14.

Clausen, C.C., “Af de Dansk-Vestindiske Øers Historie”, i Schleper, Carl: Under Palmer: Fortællinger og skildringer fra Dansk Vestindien, Carl Schleper, 1916, s. 5-36.

Danbolt, Mathias: “Retro Racism: Colonial Ignorance and Racialized Affective Consumption in Danish Public Culture”, Nordic Journal of Migration Research, No. 2, 2017 (under publikation).

Gaarslev, Kenneth: “Racisme-fobi”, Berlingske Tidende, 21. januar 2014, s. 28.

Hjort, Casper: “Politisk korrekthed galt i halsen”, BT, 18. januar 2014, s. 4 Kudahl, Helge, Richs-billeder og andre danske reklamesamlebilleder, Rhodos, 2000.

McClintock, Anne: Imperial Leather: Race, Gender and Sexuality in the Colonial Context, Routledge, 1995.

Petersen, Claus Hagen: “Irma & Carl: Kaffe, smør, æg og margarine”, i Mandal, Lars (red.): 125, IRMA A/S, 2011.

Schleper, Carl (red.): Under Palmer: Fortællinger og skildringer fra Dansk Vestindien, Carl Schleper, 1916.

Zeller, Joachim: “Harmless Kolonialbiedermeier? Colonial and Exotic Trading Cards”, i Langbehn, Volker (red.): German Colonialism: Visual Culture and Modern Memory, Routledge, 2010, s. 71-86.

Dansknoter

29

/// Indfødte fra Esbjerg

/// Indfødte fra Langeland

30

Dansknoter

Glæd jer til forårets nye udgivelser som udkommer 1. maj

NY BOGPAKKE PÅ VEJ

60 % rabat til medlemmer.

Læs mere på dansklf.dk/bogpakke

Diglit

# den nye litteratur på nettet Bogen introducerer til feltet digital litteratur og dets nye multimodale genrer. Hvert kapitel har en gennemgang af stof og begreber med tilhørende øvelser, der veksler mellem analyse og kreativ tekstproduktion med skriftlighed som et bærende princip.

160 sider / kr. 189,Bogpakkepris kr. 75,60

Grammatikporten

Håndbog i dansk grammatik

En grundbog i grammatik til gymnasiet, der kan følge eleverne fra 1. g’s undervisning i almen sprogforståelse og til 3. g. Bogen bygger på et funktionelt grammatiksyn og kan fungere både som støtte i det skriftlige arbejde og som en grundbog i forhold til tekstlæsning med sprogligt fokus.

Den menneskelige plet

Medialiseringen af litteratursystemet Via læsninger i samtidslitteraturen argumenterer bogen for en kommunikativ og kontekstbaseret tilgang til litteratur. Brugen af selvbiografisk stof i den allernyeste litteratur ses som en kritisk reaktion på medialiseringen og er drevet af et ønske om at kommunikere på menneskelige og dermed fejlbarlige og sårbare betingelser.

236 sider / kr. 179,Bogpakkepris kr. 71,60

160 sider / kr. 199,Bogpakkepris kr. 79,60 Prisene er ekskl. moms.

Hold dig orienteret og følg os på facebook.com/dansklf Instagram – Dansklaererforeningen

Læs mere på dansklf.dk/bogpakke

Har du prøvet at

?

På MinKonto kan du og dine elever søge på tværs af indholdet i alle jeres iBøger®. Vi kalder det at bookle.

Biedermeier | Fandt 77 resultater. Viser resultat 1 til 10 af i alt 77.

Textanalyse: Biedermeier https://textanalyse.systime.dk/index.php?id=5192#c19956 'Biedermeier' er en betegnelse, der bruges om den småborgerlighed, der indfinder sig i den borgerlige kultur i Europa i perioden fra 1815-1860. Begrebet stammer fra Tyskland, hvor pseudonymet Gottlieb [...]

Litteraturhistorien – på langs og på tværs: Biedermeier https://litthist.systime.dk/index.php?id=164#c423 Biedermeier er forbundet med det nære og trygge miljø, med hygge, harmoni og idyl. Man kan tænke på biedermeier som et 'light'-produkt af de tidligere former for romantik. I biedermeierlitteraturen [...]

Litteraturens veje: Idyl og harmoni https://litteraturensveje.systime.dk/index.php?id=159#c422 Man kalder denne idylliserende tendens for biedermeier, der er et tysk begreb for spidsborgerlighed. Biedermeier er betegnelsen for en kunst, der dyrker harmonien og idyllen og begrænser [...]

Litteraturens huse: 7. Romantismen https://litteraturenshuse.systime.dk/index.php?id=770#c1827 Biedermeier kalder man den stil, som billedet her er i. Hygge, familie og hjemlig intimitet er nøgleord, og [...] borgerskabets selvforståelse. Romantismen som periode er dog også præget af et kritisk syn på biedermeier [...]

Brug litteraturhistorien: Hvad ved du om Romantismen? https://bl.systime.dk/index.php?id=174#c422 Hvordan står det til i Danmark i de første 30 år af 1800-tallet? Hvad er karakteristisk for

Prøv selv på konto.systime.dk

Teksten i midten

Præsentation af Niviaq Korneliussen og hendes kommende roman

I VINTERMØRKET SER MAN INTET Niviaq Korneliussen er 27 år gammel og er på nuværende tidspunkt bosat i Nuuk. Hun voksede op i Nanortalik i Sydgrønland. Hun har været på et AFS-ophold i Californien i et år i 2007, blev færdig med gymnasiet i 2011 og startede på psykologi-studiet i Aarhus i 2014, men valgte at prioritere sit arbejde som forfatter. Forfatterskabet startede i 2013, hvor Korneliussen var én af de 10 vindere af ”Allatta!

Lad os skrive!”, en novellekonkurrence for unge i Grønland med novellen ”San Francisco”, der udkom i antologien Ung i Grønland, ung i verden. Debutromanen HOMO sapienne, som hun skrev på såvel grønlandsk som dansk, udkom i 2014.

Siden da har Korneliussen arbejdet med mange forskellige

kulturaktører både i Grønland og i Danmark og brugt meget tid på at rejse rundt i hele Norden med sin debutroman.

Hun er aktuel som dramatiker med en grønlandsk/dansk teaterforestilling om den grønlandske mand, i samarbejde med Nationalteatret i Grønland.

For tiden arbejder hun bl.a. på sin næste roman, I Vintermørket ser man intet, som nedenstående er et uddrag fra.

Romanen er en fortælling om en grønlandsk kvindes søgen efter en følelse af hjem, da hun vælger at flytte hjemmefra.

Korneliussen stræber med sin roman efter at definere, hvad det vil sige at føle sig hjemme, når man aldrig nogensinde har følt sig hjemme før.

Dansknoter

33

Teksten i midten

NIVIAQ KORNELIUSSEN: ”AIRBUS” – uddrag fra hendes kommende roman I vintermørket ser man intet Niviaq Korneliussen, forfatter

Køen til Airbussen i Kangerlussuaq er lang. Folk skal enten på ferie, på arbejde eller hjem til Danmark. Jeg skal hjem til Danmark for første gang. Jeg indånder den friske luft en sidste gang, da vi kommer ud. Jeg gør det tre gange, prøver at huske, hvordan det føles, hvordan det smager, til alle de dage, jeg bliver kvalt i det fugtige, danske vejr. Jeg sætter mig i flyet og tager mine ørebøffer på. Motoren starter, og udgangene bliver lukket, og jeg mærker min klaustrofobi starte allerede nu og bliver panisk. Jeg forsøger ihærdigt at tænke tilbage til den dag, jeg besluttede mig for at rejse væk. Til den sommernat for et par år siden, hvor jeg sad på en bakke med udsigt til Sermitsiaq og alle de dødes kors og tænkte på livet.

Til den nat, jeg sad der med angsten for den kommende midnatssol. Jeg var ofte alene, men den nat var jeg ensom og ønskede, at det var mig, der lå der. Kirkegården så endnu mere forladt ud i stormen i morges, da vi skulle flyve fra Nuuk. Jeg overbeviser mig selv om, at jeg har taget den rigtige beslutning. Melankolien har formeret sig inde i mig de sidste par døgn, og den bliver udløst, da det går op for mig, at jeg ikke kan gøre noget nu. Jeg kan ikke tage min beslutning tilbage.

Sikkerhedsvideoen viser en lyshåret familie med europæiske navne. De snakker engelsk med danske undertekster. Det gamle, grønlandske par ved siden af mig kigger udtryksløst på deres skærme. Da vi letter, begynder de grå skyer at dække fjeldene, indtil de forsvinder helt. De forsvinder, som om de aldrig nogensinde har eksisteret. Mit hjem forsvinder under mig. Det er turbulent. Jeg ryster alting væk. Jeg taber det hele, efterlader det her under skyerne. Et splitsekund går, og vi er oppe i den blå himmel. Det hele lyser op, den varme sol blænder mig. Jeg smiler. Trykket forsvinder fra min krop.

Jeg forsvinder i en dyb søvn.

En dansk mand vækker mig. Han forsøger at hive noget ned fra bagagerummet over mig, klasker sin store, hårde mave mod mit ansigt. Hov, det må du undskylde, siger han.

Han kommer fra Sønderjylland. Jeg kan høre ham trække

34

Dansknoter

vejret gennem næsen. Han sveder som en gris. Han tvinger sin store krop ned i sædet igen, kæmper med sikkerhedsbæltet, griner lidt af forlegenhed. Han bliver omgående distraheret af madvognene, som stewardesserne er begyndt at servere fra forrest i flyet. En fedtet pølse og to tørre kartofler bliver serveret med en bolle med smør og ost.

Det grønlandske par ved siden af mig takker ydmygt den lyshårede stewardesse, nikker lidt for ivrigt, da hun spørger, om de skal have kaffe eller te senere. Jeg er ikke sulten og spørger parret, om de gerne vil have min mad. De nikker med lys i øjnene. Er det OK, hvis det lige bliver på dit bord, mens vi spiser det her færdigt, spørger kvinden undskyldende. Jeg nikker med et smil. Jeg skimter til, hvordan de betragter deres mad, før de begynder at spise i små bidder, nipper til deres rødvin og sodavand. Den danske mand på den anden side af flyets midtergang propper pølsen og kartoflerne i munden og stopper en stewardesse og spørger hende med en fyldt mund, om de ikke kan give ham en glutenfri bolle, fordi det ellers var meningen, han skulle være på businessclass, men hans sekretær havde kludret i det, og hun havde ikke engang bestilt et glutenfrit måltid på forhånd. Jo, selvfølgelig, jeg henter en med det samme, svarer stewardessen smilende. Stewardessen går videre, og manden opdager, at jeg kigger på ham. Han ser på min uåbnede bakke og kigger op igen. Er du ikke sulten? spørger han mig. Jeg ryster på hovedet. Nå… skal jeg så ikke hjælpe dig af med det der? spørger han og henviser til min bakke. Jeg har allerede givet det væk til dem her, siger jeg og vender mit blik væk fra ham, inden han siger noget igen. Nå… i det mindste er der nogen, der bliver mætte her, siger han og stirrer på parret.

Han læner sædet langt tilbage, så manden bag ved ham kun kan spise ved at bevæge sine hænder. Den grønlandske mand ved siden af mig ser, hvordan man kan læne sædet tilbage, og gør det selv. Han smiler overrasket og sætter sig til rette. Stewardessen kommer tilbage med danskerens

glutenfrie bolle, som han med det samme putter i munden.

Har du brug for noget andet? spørger hun. Han ryster på hovedet. Stewardessen vender sig mod os og ser, at min sidemand også har lænet sit sæde tilbage. Vil du være sød at rette sædet op, mens vi spiser, siger hun. Han kigger forvirret på hende og vrider sig nervøst. Hvad? spørger han på gebrokkent dansk. Ret sædet op, mens vi spiser, siger stewardessen igen, nu med en mere bestemt tone. Manden vender sig mod sin kone og spørger hende, hvad stewardessen siger.

Kvinden trækker nervøst på skuldrene. Issiaviinngooq neritilluta qummoortilaassavat, oversætter jeg, men stewardessen har ikke tålmodighed nok til at vente og gør det for ham.

Hun sukker stille, men giver den fortumlede mand et hurtigt smil, inden hun går sin vej. Da parret bliver færdige med at spise deres eget, kigger kvinden på mig og min bakke diskret uden at sige noget. Jeg tilbyder hende bakken, og hun smiler, nikker og takker et par gange. Hun giver pølsen til sin mand og spiser kartoflerne selv. Så tager hun de små plastikbeholdere med smør og marmelade og putter dem i sin taske og siger til sin mand, at dem kan de tage med til familien.

Mørket er faldet på. Klokken er halv ni. Halv fem i Grønland. Jeg har mistet fire timer af mit liv. Flyet stiger ned gennem skyerne. Den danske mand formår at stå op fra sit sæde for at gå på toilettet. Da han kommer tilbage, bliver han stående og stirrer enkeltvis på folk, der sidder tæt på os. Hvad søren, hr. Jensen, udbryder han pludseligt, det er jo kun på Airbussen, vi støder ind i hinanden! Det må jeg give dig ret i, du, svarer hr. Jensen bagfra. Hvilket hotel skal du overnatte i, spørger den danske mand, skal du med taxaen til SAS? Nej, ikke denne her gang, jeg flyver lige videre mod Bruxelles i morgen, så jeg overnatter i Hilton, svarer hr.

Jensen. Nå, nå, siger den danske mand, du må hilse derovre!

Han forsøger at sætte sig ned og knokler igen med sit bælte.

Den italienske turist, der sidder ved siden af ham, ved ikke, hvad han skal gøre, så han begynder at snakke til ham. Italieneren har været i Grønland i tre uger, men han har haft virkelig svært ved at snakke med de lokale, så han har ikke fået så meget information om landet. I am not surprised, siger danskeren med sønderjysk accent, the greenlanders doesn’t understand much English. Most of them are very bad, actually. Han begynder at ævle løs om bloktilskud. Penge ud af vinduet. Vi bruger dem ikke fornuftigt nok. Vores politik er ”very bad”. Han kan nok ikke andre ord. Han gestikulerer voldsomt. Hans pølsefingre er for fede til hans vielsesring, men han har den alligevel på. Halvdelen af hans ansigt er dobbelthage. Greenland must become independent, I won’t mind at all, griner han. Italieneren tror på ham, spekulerer, nikker. Sædet foran mig har en løs tråd hængende, og jeg trækker i den, så den falder af. Der kommer lidt for meget

af. En flænge i himlen. Jeg vikler snoren omkring min lillefinger, så blodet samles på spidsen og bliver blå. Jeg ser på danskeren, mens vi lander. Jeg vil nødig gå glip af det, hvis hans krop sprænger på grund af trykket, så hans indvolde eksploderer på ansigtet af italieneren. Jeg står op, så snart skiltet bliver slukket. Danskeren hiver sig selv op. Han kigger på sin håndbagage over mig, men ved, at han ikke kan nå den. Han forsøger at fange min opmærksomhed. Jeg tager mine høretelefoner på, stirrer tomt ud i luften. Han forsøger at gøre det selv. Hans armhuler er våde, stinker. Hans korte arme når halvvejs. Han prikker til mig med sin pølsefingre.

Prikker lidt hårdere, da han ikke får reaktion fra mig. Jeg vender mig langsomt mod ham. Siger intet og kigger direkte i øjnene på ham. Gider du ikke lige hjælpe mig? spørger han irriteret og peger mod sin håndbagage. Jeg trækker tasken ud og giver den til ham uden at se på ham igen. Det var da ikke så svært, vel? siger han med hovedet vendt den anden vej. Tyksak, siger jeg. Undskyld, hvad sagde du? spørger han og vender sig mod mig igen. Værsgo og gå først, svarer jeg smilende og strækker min arm ud og viser ham vejen. Tak, siger han forvirret. Mine medpassagerer forsvinder ud i menneskeflokken med deres bagager. Jeg får øje på parret, der sad ved siden af mig i flyet, stresse rundt henne ved DSB’s billetautomat. Manden får øje på mig og signalerer med sin arm, at jeg skal komme. Vi bliver hentet af familie her, men vi ved ikke, hvordan man gør; ved du det? spørger han ydmygt og viser en seddel, hvor der står Hovedbanegården. Jeg hjælper dem med at købe to billetter og forklarer dem, at de skal ned på sporet og vente. De nikker og smiler og begynder at gå retningsløst rundt, indtil jeg kalder på dem og peger hen mod sporet. De nikker igen, smiler og vinker farvel. Jeg går ud af lufthavnen og tænder en smøg.

Der er fugtigt. Gadelamper og skilte lyser på den våde asfalt.

Mørket er anderledes her. Hvad fanden laver jeg her, tænker jeg.

Dansknoter

35

At stole på egne kræfter – om fortidens fremtid hos unge grønlandske kunstnere

Artiklen undersøger hvordan unge grønlandske kunstnere rækker ud mod fremtiden gennem en bearbejdning af traditionen. Fortidens sagn og fortællinger træder i forvandlet form frem som moderne elementer i opbygningen af en individuel, kollektiv og national grønlandsk identitet.

Kaassassuk Foran Grønlands selvstyrebygning i Nuuk står en bronzeskulptur af Simon Kristoffersen fra 1987. Skulpturen viser to sammenslyngede væsener, der lader sig identificere som den forældreløse dreng Kaassassuk med de store næsebor og kraftens herre, et hundelignede væsen med menneskeansigt og lang hale.

36

Dansknoter

Det grønlandske turistråds hjemmeside Visit Greenland oplyser, at alle grønlandske børn kender sagnet om Kaassassuk, og at årets studenter danser rundt om skulpturen. Det gør de, fordi den, ifølge hjemmesiden, ”er blevet et symbol på, at selvom man er alene, så kan man opnå det, man vil, men man skal passe på, at ens evner ikke stiger én til hovedet.”

Fortællingen er med andre ord i nutidens Grønland et lærestykke, en dannelseshistorie og en besindelseshistorie, ja sågar måske qua dens placering en allegori over det moderne Grønland på vej mod selvstændighed.

At det lige netop er Kaassassuk, der bruges som sindbillede på selvrealisationens mulighed under moderne forhold, er bemærkelsesværdigt. For det oprindelige inuitsagn handler om mishandling og udgrænsning af bopladsens fællesskab. Som var han et dyr, lever Kaassassuk som en hund blandt hunde og piskes som en hund. Som var han en værdiløs ting, affald, udlader ”Drengene […] deres Ureenlighed over hans Ansigt”, og ”Tøsene” besudler ”ham med deres Skarn”.1 Kaassassuk er udstødt, ikke fordi han er forældreløs, for dem var der mange af i de fangersamfund, fortællingen er udvundet af, men fordi han er anderledes: ”Han voxede ikke, undtagen om Næseboerne”. De næsebor, mændene stak fingrene i, når de hev ham op over dørtærsklen. Anskues sagnet i en social kontekst, vil Kaassassuk som dværg altid forblive en belastning, aldrig en stor fanger, der

Lisa Nørnberg Andersen, Jette Lydom Kristensen, Ida Pallesen, Lis Norup og Cecilie Tornbjerg

vil kunne yde sit bidrag til fællesskabets overlevelse.

Det er dette handicappede barn, der med hjælp fra kraftens herre betaler udstødelsen og fornedrelsen tilbage med udslettelse af alle, der har gjort ham fortræd. Kaassassuk indskriver sig således i rækken af grønlandske hævnfortællinger.2 I de ældste versioner, som ovenstående parafraserer, fortsætter Kaassassuk med at myrde løs alle de steder, han kommer frem, indtil han selv bliver dræbt. Fordi han, det mishandlede barn, er blevet et brutaliseret bestie, der udgør en trussel mod fællesskabets overlevelse. Den lære, der kan uddrages heraf i relation til traditionelle samfund, er, at udstødelse af den enkelte fra fællesskabet har fatale og ødelæggende følger. For den udstødte. Og for udstøderne. Heri ligner fortællingen om Kaassassuk en anden af de kendteste grønlandske sagn, qivittoqen eller fjeldgængeren.3 At Kaassassuk kan tjene som model for en individuel, social, politisk og måske sågar national dannelse skyldes de variationer især af slutningen, som sagnet har undergået i dets vandring fra Nordgrønland til Vestgrønland. I en af de versioner, som kendes fra Knud Rasmussen, møder Kaassassuk efter sin hævn sin overmand i skikkelse af den beskedne og socialt integrerede Ususaarmiarsunnguaq, der efter en tvekamp smider Kaassassuk i vandet. Beskæmmet og ydmyget vandrer Kaassassuk bort for aldrig mere at udfordre nogen.4 Det er sidstnævnte version, der ligger til grund for sagnets efterliv i moderne grønlandske bearbejdninger, bl.a.

Tupaarnaq Rosing Olsens og Miki Jacobsens billedbog Kaas-

sassuk den forældreløse (1994) og Christian Fleischer Rex’ tegneserie Kaassassuk. Den forældreløse (2008). Begge slutter med et dobbeltperspektiv: med folks udleen af den besejrede Kaassassuk og hans skam over at være blevet besejret, men især over at være genstand for latter. Begge værker angiver, at den offentlige udskamning fører til Kaassassuks selvbesindelse og forjætter dermed Kaassassuks mulige integrering i fællesskabet.

Tro på dine drømme Dette opbyggelige perspektiv forfølges i animationsfilmen Kaassassuk the Orphan (2016) og i ungdomsfilmen Hinnarik Sinnattunilu med undertitlen sinnattutit upperiuaannakkit [da.: Henriks drøm. Tro på dine drømme] (2009). Kaassassuk er i Hinnarik-udgaven en kikset umulius med friluftsgebis på rulleskøjter og med skraldeposer i favnen. Efter fundet af en halskæde følger vi, hvordan han i komiske episoder, der følger efter hinanden som perler på en snor, forsøger at virkeliggøre sin drøm om at blive superhelt. Det bliver han ikke, men han finder det, der er bedre: Makkorsina, som elsker ham, som den han er. Hinnarik er med andre ord Kaassassuk transformeret til klovn, men vel at mærke en klovn, som man – såvel i filmens univers og uden for i biografen – griner med og ikke af. Og gennem latteren annammer filmens morale om, at man skal tro på sine drømme.

Denne håbets morale deles også af animationsfilmen Kaassassuk the Orphan (2016), skabt af Rikke Hallund fra Perlefilm i samarbejde med børnehjemmet i Uummannaq.

Dansknoter

37

Filmens fortællesprog er engelsk med enkelte grønlandske sætninger, hvilket gør den til en global fortælling med stærke lokale referencer. De grønlandske børn har skabt et grønlandsk univers, hvor tupilakker flyver på himlen, klipperne har ansigter, menneskene er klædt i eskimoiske dragter og bor i tørvehytter. Også lydkulissen emmer af Grønland med bl.a. strubesang, rytmer fra trommedansen og hundeglam.

I filmen bliver Kaassassuk visuelt gjort til en del af Grønland, og den grønlandske kultur er til stede i flere af filmens niveauer. Fortælleren er en art moder Grønland, der ses som et ansigt omkranset af drivtømmer og med en krave, der er en blanding af et grønlandskort og kraven fra nationaldragten, forfærdiget ikke, som traditionen vil, i glas, men derimod af moderne plastperler. Således understreger alt i filmen – fra handlingens store billede til de mindste rekvisitter – at sagnet om Kaassassuk er aktuelt. For børnehjemsbørnene, der gennem Kaassassuk fortæller deres egen historie om at være forældreløse og udstødte i udgave, der har rødder i den grønlandske fortælletradition. Og for den grønlandske selvopfattelse.

Filmens lære er, at man skal slippe vreden og ønsket om hævn som svar på et livs forsmædelser og overgreb. Og dermed: Hvis Kaassassuk skal være et sindbillede for Grønland, kan han ikke fastholdes i sin monstrøse udgave, han må udvikle sig og slippe volden.

I samtidskunstens versioner af Kaassassuk er det således ikke hævnen, der er i centrum. Tværtimod synes udstødelsen fra fællesskabet i den moderne grønlandske fortællertradition at blive en katalysator for selvindsigt, der får den udstødte til at lære af sine fejl, og dermed forbedre og styrke det fællesskab, den udstødte, og måske derfor udvalgte, igen indgår i.

Fra udstødelse til udvælgelse Således også i Niviaq Korneliussens debutroman HOMO sapienne (2014), der netop har udstødelsen fra fællesskabet som bærende motiv. Romanens fem hovedpersoner Sara, Ivik, Arnaq, Fia og Inuk, der alle har en seksualitet og kønsidentitet, som ikke følger normens, føler på hver deres måde, at de ikke hører til. I herværende sammenhæng er det især kapitlet om Inuk med titlen ”Home”, der er interessant, fordi det lader sig læse med fortællingen om Kaassassuk som

38

Dansknoter

klangbund. Inuk er ikke som Kaassassuk forældreløs eller handicappet, men som Kaassassuk er han anderledes; Inuk er homoseksuel.

På grund af det homofobe miljø i Nuuk flygter Inuk til København. Han føler sig som HOMO udstødt af sit HOME, og han er vred. Samtidig med, at han lider af hjemvé. For hvor hører man til, når ens landsmænd eller familie ikke vil kendes ved én, og man ikke selv vil kendes ved dem? Kan man være et menneske uden at høre til et sted? Da Inuk befinder sig på randen af selvmord, oplever han en forvandling, et gennembrud til en ny indsigt. Han forstår, at han skal vende hjem, ikke som den hævngerrige udstødte, men som den udvalgte, der kan tilgive sig selv, sine landsmænd og sin familie: ”Min kære søster, jeg beklager dybt. Jeg er blevet voksen. Jeg har forstået, at grønlænderne ikke er skyld i, at jeg er flygtet fra Grønland. […] Jeg har forstået, at jeg er ansvarlig for mig selv”.5 Inuk bliver hermed til en sindbilledlig fortælling om en mand, der gennem erkendelsen og accepten af sig selv, som den han er, bliver til et menneske, en homoseksuel homo sapiens, der hører hjemme. I Grønland.

Som det gælder for Inuk, gælder det for Sara, Ivik og Fia i HOMO sapienne. Alle gennemlever de en forvandling og håb om en fremtid. Ikke som isolerede og udstødte, men som mennesker, sammen med andre mennesker.

Autist eller åndemaner En anden af Grønlands yngste forfattere, Sørine Steenholdt, der ligesom Niviaq Korneliussen debuterede i regi af projektet Allatta! [Tag og skriv!], deler ikke HOMO sapiennes håbefulde tillid til udvidelsen af det normales felt.

I novellen ”Åndemaner” fra novellesamlingen Zombieland (2015) anvender Steenholdt et motiv fra den grønlandske tradition, nemlig åndemaner-skikkelsen, der i det traditionelle inuitsamfund røber sig som udvalgt gennem sit særlige sind.

Novellen handler om drengen Miki, der udmåler alt i tallene fire og fem, og hvis krop er underkastet en tvang til uden ophør at rokke frem og tilbage. Vi følger hans tanker, der går i ring, men vi ser ham også udefra med forældrenes blik, der – ligesom os som læsere – forventer diagnosen autisme eller ADHD: Det moderne samfunds svar på det barn, der frembærer anderledeshedens tegn.

"På symbolsk vis træder Kaassassuk endnu en gang frem og stiller voldens og ødelæggelsens problem: nu ikke selv som ødelægger, men ødelagt af ødelæggerne. Hvordan bliver det Grønland, der skal rejse sig af Kaassaassuks sønderslåede rester?"

Men det, der af lægen forstås som symptomer, udtydes af Mikis bedstemoder som tegn på en kommende åndemaners styrke. Det særlige og det tragiske i Steenholdts novelle er imidlertid, at disse to forskelligartede udlægninger ikke lader sig forsone. I Mikis hoved er de sidestillede, men ikke forenelige: ”Den fødte åndemaner. Autisme. ADHD. Den fødte åndemaner. Autisme. ADHD. Den fødte åndemaner. Autisme.

ADHD. Jeg må holde op.”6 Ingen af tegntydningerne, hverken den moderne eller den traditionelle, har magten til at udslette den anden. Tilbage står en dreng, der er ved at gå i stykker.

I novellens slutning følger vi Miki, der går til fjelds for at gøre, som bedstemoderen har rådet ham til: at kaste en tupilak, hun har foræret ham, og som er skåret af hans forfædre, i havet, mens han skriger alt, hvad han kan. Men råbet følges ikke som i Kaassassuk-sagnet af nye kræfter. I stedet trækkes Miki ud i havet. Og drukner. Om det er tupilakkens kraft, der trækker ham i havet, eller hans krops kramper, der får ham til at falde, står hen i det uvisse.

I Sørine Steenholdts udlægning forbliver anderledesheden således en udstødelseskategori. Hverken en moderne sygdomsdiagnose eller en kraftfuld tradition har noget at tilbyde den af tanker og kramper martrede Miki. Den anderledes, der i traditionelle samfund røber sig som udvalgt gennem sit særlige sind, forbliver under moderne forhold en mærkning af den særligt udsatte.

Mod fremtids fjerne mål I dette dobbeltperspektiv af tillid til fremtiden (Inuk) og tilintetgørelse af fremtiden (Miki) slutter samtidsfortællingen om det moderne Grønland. Men hermed er det ikke slut.

Den nyeste udgivelse fra Allatta!-projektet, novellesamlingen 2040 fra 2015 udstrækker perspektivet til fremtiden, til år 2040, samtidig med at forbindelsen til fortiden endnu engang knyttes. Dels til den første grønlandske sf-roman, Augo Lynges ukiut 300-ngornerai [da.: Trehundrede år efter] om et selvbevidst og selvstyrende Grønland, der ernærer sig af minedrift, trawlfiskeri og fabriksproduktion 300 år efter Hans Egedes ankomst, dels til Kaassassuk-sagnet. Hos Augo Lynge er Kaassassuks kæmpekræfter konverteret til en moderne tids kæmpemæssige attraktion: Kaassaassuks Biografteater.7

I Maasi Brøns Chemnitz’ dystopiske novelle ”Sneen falder” fra 2040 kører fremtidens grønlandske leder forbi resterne af Kaassassuk-statuen, der blev ødelagt under en tredje verdenskrig. På symbolsk vis træder Kaassassuk endnu en gang frem og stiller voldens og ødelæggelsens problem: nu ikke selv som ødelægger, men ødelagt af ødelæggerne. Hvordan bliver det Grønland, der skal rejse sig af Kaassaassuks sønderslåede rester?

1

2

3

4

5 6 7

Hinrich Ring: Eskimoiske eventyr og sagn – oversatte efter de indfødte fortælleres opskrifter og meddelelser. Kbh. (1866), 1982, s. 45.

For behandlinger af Kaassassuk, se Birgitte Sonne: ”Who’s afraid of Kaassassuk? Writing as a tool in coping with changing cosmology”, i: Études/Inuit/Studies (2010), bd.

34, nr. 2, s. 107-127; Kirsten Thisted: Som perler på en snor.

Fortællestrukturer i grønlandsk fortælletradition – med særligt henblik på forholdet mellem de originale og de udgivne versioner. Kbh. 1993; Aviaja Larsen: Kaassassukmyten fra Aron til i dag. Kbh. 2008.

Om qivittoq-figuren, se Kirsten Thisted: “Hvem går qivittoq? Kampen om et litterært symbol eller relationen Danmark – Grønland i postkolonial belysning”, i: Tidschrift voor Scandinavistiek, 2004, nr. 2, s. 133-160 & Lisa Nørnberg Andersen: At gå qivittoq: En undersøgelse af udstødelsens figur i Aage Ibsens Fjeldgænger, Erik Ballings Qi-vitoq – Fjeldgængeren og Otto Rosing og Torben Bechs Nuummioq. Upubliceret speciale. Århus 2013.

I versionen fra Nordgrønland kan Kaassassuk ikke styre sin lyst til ”at trykke Børn om Livet, saa at de kastede deres Indvolde op”, hvorfor han en dag bliver harpuneret.

I Vestgrønland derimod slutter sagnet med selvbesindelsen. Knud Rasmussen: Myter og Sagn fra Grønland. Kbh. 1924-25, bd. III, s. 93 & bd. II, s. 52.

Niviaq Korneliussen: HOMO sapienne. Nuuk 2014, s. 71.

Sørine Steenholdt: Zombieland. Nuuk 2015, s. 54 & 55.

Augu Lynge: Trehundrede år efter… Nuuk 1989, s. 21.

Dansknoter

39

DEN FØRSTE GLOBALISERING?

KOLONIHISTORIE PÅ MUSEUM I UDSTILLING OG UNDERVISNING

Kolonihistorie holder nok aldrig op med at fascinere. Fortællinger om eventyr, grusomhed, magt og handel i troperne og i den kolde Nordatlant bliver konstant fortalt på nye måder og afspejler tidernes forskellige interesser. Engang var det narrativet om handel og magt der fik undersåtterne i det Oldenborgske Monarki til at etablere kolonier i Caribien fra 1672, i Nordatlanten fra 1721, i Vestafrika fra 1658 og i Indien fra 1620. Senere fik økonomiske og strategiske overvejelser staten til at sælge kolonierne igen – i Asien og Afrika i 1840’erne og i Caribien i 1917. Kun Grønland er tilbage i Rigsfællesskabet, befriet for sin status som koloni. I nutiden trænger andre fortællinger sig på; om hvordan mennesker behandlede hinanden, og om brug og misbrug af magt. Hvordan fortæller man disse historier i en museumsudstilling, både begunstiget og begrænset af brugen af historiske genstande i formidlingen? Hvordan vækker man historierne til live i et undervisningsforløb?

Benjamin Asmussen: museumsinspektør & Maiken Bjørnholt, leder af M/S Undervisning, M/S Museet for Søfart

I oktober 2013 åbnede M/S Museet for Søfart i Helsingør.

På én gang et nyt søfartsmuseum i en underjordisk bygning rundt om en gammel dok, fyldt med nye udstillinger.

Samtidig var det en fortsættelse af det gamle Handels- og Søfartsmuseet på Kronborg, stiftet i 1915. Forud for åbningen var gået adskillige års arbejde med planlægning af udstillingen, ikke mindst hvilke, historier der skulle fortælles. Tidligt i processen blev vi enige om at basere udstillingen på temaer snarere end en samlet kronologisk gennemgang af den danske søfartshistorie. Kronologien som retningsgiver skaber let en skævhed mellem de genstandsfattige, tidlige epoker og de rigere, senere tider, ligesom at udstillingen nemt bliver statisk og svær at opgradere. Ligeledes blev det tidligt besluttet, at det ikke som tidligere skulle være museets samling af genstande, der skulle styre valget af fortællinger, men at udstillingerne snarere skulle anskues som teaterstykker, hvor den valgte fortælling var manuskriptet og derved handlingen, mens genstandene skulle ses som skuespillerne, der drev stykket fremad. Globalisering fylder meget i nutiden, så derfor var det et oplagt emne til et af udstillingstemaerne, men for at imødegå påstanden om at globaliseringen er et helt nyt fænomen, besluttede vi at skabe endnu et tema om et eksempel på tidligere tiders globalisering, ihukommende den britiske historiker A.G. Hopkins, der argumenterer for

40

Dansknoter

mindst fire forskellige globaliseringer i historien.1 1700-tallets globaliserede økonomi, hvor europæerne både havde bundet eksisterende handelssystemer sammen til ét stort og skabt helt nye kredsløb, kalder Hopkins for protoglobalisering, og med det begreb i baghovedet gik vi i gang med at skabe den udstilling, der senere kom til at hedde Teselskabet – den første globalisering.

Kolonierne i udstillingen I udstillingen Teselskabet befinder vi os i et pakhus eller måske i lastrummet på et skib – der er lavt til loftet og fyldt med varer fra 1700-tallet, der indbyder til interaktion. Seks geografiske øer deler udstillingen op. Fire er koloniområderne nævnt ovenfor, og dertil kommer handelsstationen i Kina samt København som det Oldenborgske Monarkis centrum, hvor kolonivarer oftest samledes inden distribution og videre eksport til Nord- og Østersøområdet. Imellem varer som kinesisk porcelæn, vestindisk sukker og indisk bomuld vises originale genstande fra 1700-tallet. Valget af varer som replikaer i udstillingen viste sig at være en stor udfordring, for mens varerne fra Indien eller Kina ikke løfter mange øjenbryn, så var det vanskeligere med afsnittet om Guldkysten. I forterne i det nuværende Ghana hentede skibene både guld og elfenben, men den vigtigste last var slavebund-

ne afrikanere; mennesker købt af andre mennesker til at arbejde som dyr. Derfor måtte replikalasten nødvendigvis referere til slavebundne mennesker, men hvordan skulle det løses på en måde, der på én gang viste grusomheden i transporterne over Atlanten, men samtidig bibeholdt den menneskelige værdighed, ethvert menneske rummer? Efter overvejelser om at bruge lænker, portrætter af slavernes efterkommere og meget andet dukkede løsningen op fra historien. Om slaveskibet Fredensborg fra 1760’erne vidste vi, hvor meget plads hver voksen mandsslave var tildelt ombord. Derved kunne vi inddele området om Afrika i felter af denne størrelse, som sammen med stiliserede hænder og fødder repræsenterede mennesker som last. Dermed mente vi, at vi havde fundet den nok mindst ringe løsning. Undervejs havde vi stor glæde af at drøfte den svære formidling med folk fra de tidligere caribiske kolonier.

En anden etisk udfordring kom i form af den handelssimulator, der udgør en væsentlig del af udstillingen.

Her bruger gæsten en bog, der skal minde om en gammel regnskabsbog, som spillebrik. Hver gang bogen lægges åben ved en af de geografiske øer, kommer den til live og fortæller om gæstens handelskompagni og skib. Med bogen kan gæsten rejse fra sted til sted og handle med de samme varer som en købmand i 1700-tallet, i konkurrence med de øvrige gæster i udstillingen. Spillet eller simulatoren skal afspejle virkeligheden så tæt som muligt, og det medfører, at gæsten også potentielt forsøger at være en så effektiv slavehandler som muligt. For at stimulere erkendelsen af, hvad man som købmand foretog sig i profittens navn i perioden, afsluttes hvert spil med en oversigt over antallet af omkomne søfolk og slaver. I begyndelsen af spillet opfordres gæsten til at tænke over, at ens handlinger har konsekvenser. I praksis har spillet vist sig at virke godt. Grupper af gæster konkurrerer mod hinanden om at opdage de bedst indtjenende handelsruter, og processen fører diskussioner med sig. Som læringsredskab for både børn og voksne virker det godt, at facit ikke præsenteres, men at man selv skal lege sig frem til indsigt i netværkene i den tidlige globalisering.

Tekst i udstillingen En vigtig del af udstillingen udgøres af dens tre typer tekster: den introducerende tekst til hele udstillingen, kapitelteksterne og de enkelte genstandstekster. Tidligt i forberedelserne til de nye udstillinger besluttede vi at holde teksternes længde så korte som muligt og endte på et maksimum på 200 tegn til genstands- og introtekster. Det blev en fascinerende proces med både at udtrykke kompleksiteten hos det menneske, den vare eller det skib, det handlede om, og samtidig holde det kort og læsevenligt. Udstillingsteksten som genre indeholder elementer af både skriftligt og mundtligt dansk, så derfor blev alle teksterne til udstillingen undervejs læst højt af en meget sammensat gruppe mennesker for at undersøge teksternes rytme og for at opsnuse, hvilke ord der var unødigt komplicerede. Undertiden brugte vi spørgsmål i teksterne, men kun hvis spørgsmålet opfyldte nogle præcise kriterier.2 Spørgsmålene skulle stilles, når vi ikke selv kendte svaret. Desuden skulle de være velegnede til at blive diskuteret mellem gæsterne i udstillingen, dvs. ikke være unødigt tekniske eller kræve detaljeret kendskab til perioden.

I arbejdet med teksterne blev vi meget inspirerede af den svenske tekstpædagog Margareta Ekarv, der i bogen "Smaka på Orden" fra 1991 beskrev en række metoder til at lette læsningen i det indtryksrige og undertiden stressende miljø, som en museumsudstilling udgør. Pointer som at undgå en tung sætningsopbygning, sætte de betydende ord tidligt, helst først, i sætningen, ikke bruge svære ord og at være konkrete hjalp meget på læsbarheden, og særligt hendes pointe om meningsstyrede linjeskift gjorde teksterne smukke og nærmest poetiske at se på.3 Endelig skulle teksterne rette opmærksomheden mod modsætningen mellem de historiske mennesker, der er til stede i udstillingen, og de mange, der ikke er. For mens de rige og magtfulde havde ressourcerne til at skabe minder om sig selv, og en eftertid bevarede disse minder, så har det store flertal af søfolk, slavebundne afrikanere og mindre købmænd ikke efterladt sig genstande, der kan bruges til at fortælle om dem i en udstilling. Derfor måtte de dog alligevel forsøges at blive vakt til live i teksterne.

Undervisning i udstillingen Museet har i skrivende stund ét enkelt undervisningsforløb med kolonihistorie som tema, men i løbet af 2017 bliver der tilføjet endnu et. Det sker i forbindelse med markeringen af hundredåret for salget af De vestindiske Øer.

Museets undervisningsforløb med titlen En verden af varer retter sig mod folkeskolens udskoling og fagene geografi og historie. Fokus er på produktionskæder, globale handelsmønstre og varer. Her får eleverne til opgave i grupper at sammensætte produktionskæder for udvalgte varer som f.eks. tobak, iPhones osv. Udstillingens populære handelssimulator indgår naturligvis også i dette undervisningsforløb. Hele undervisningsforløbet er pakket ind i en narrativ fortælling, hvor eleven spiller rollen som sømand, der på-

Dansknoter

41

mønstrer et skib, laster, navigerer og afmønstrer.

I det kommende undervisningsforløb med titlen Dansk Kolonihistorie er det både folkeskolens udskoling og gymnasiet, der bydes indenfor. Her er fokus på handel, varer og mennesker, og eleverne arbejder med museumsgenstande via et nyudviklet e-læringsværktøj. E-læringsværktøjet, Læringsmixeren, fremmer kooperativ læring og har fokus på elevernes egenformidling og fælles ansvar for læring samt erkendelse gennem simulering og eksperimentering.

Alle museets undervisningsforløb er tilrettelagt efter folkeskolens Fælles Mål. Kolonihistorie er kernestof for både historiefaget i folkeskolen og på gymnasiet. Danmarks politiske myndigheder har derfor besluttet, at danske skolebørn skal møde temaet Dansk Kolonihistorie i løbet af deres skoleliv. Kolonihistorie indgår i 1 af de 29 kanonpunkter, der skal arbejdes med i folkeskolens historieundervisning. I læreplanerne beskrives kanonpunktet om kolonihistorie som Ophævelse af slavehandel med følgende perspektiveringer: Slavers betydning i samfund i forskellige perioder og samfund, De Danskvestindiske Øer og Guldkysten samt Merkantilisme, kompagnier og kolonier4. På gymnasiet er temaet skrevet ind i Stx-bekendtgørelsen under overskriften Kernestof, hvor der blandt andet står Kolonisering i årene 1453-1776t.

Som skrevet er alle museets undervisningsforløb tilrettelagt efter historiefagets Fælles Mål, men forløbene kræver, at eleverne bruger kompetencer fra dansktimerne. For at den didaktiske struktur i undervisningsforløbene skal give mening for den enkelte elev, bliver eleven nødt til at bruge de danskfaglige kompetencer, som eleven allerede har lært inden 7. klasse. De danskfaglige kompetencemål i undervisningsforløbene er fremlæggelser, læsning og gruppearbejde.

Selvom undervisningsforløbene er tilrettelagt til historiefaget, bliver eleverne altså også trænet i danskfaglige

42

Dansknoter

kompetencer. Det er en god idé at tilføje skriftligt arbejde til museets beskrevne undervisningsforløb. De beskrevne undervisningsforløb vil resultere i mange refleksioner for hver enkelt elev, og det vil være oplagt at inddrage disse i en danskopgave. Man kunne inddrage 1.g/2.g dansk-historieopgaven. I øvrigt rummer museet fagfolk, forskning, museumsgenstande, arkivbilleder og bibliotek, som skoleelever meget gerne må gøre brug af i en danskopgave.

En faglig udfordring Et tema som kolonihistorie er en faglig udfordring for historielærerne. Det understregede historikeren og adjungeret professor, Bernhard Erik Jensen, i 2012 i sin artikel ”Ondt i historien – mellem erindring og glemsel”. I artiklen kalder han temaet for ”et vanskeligt og ømfindtligt tema”. Det definerer han som en afgrænset historisk periode, hvori der kobles følelser som skyld, vanære, ydmygelse, fornedrelse osv. Sådanne temaer handler ofte om mennesker, der er blevet sårede, fornærmede, forurettede eller ærekrænkede.

At kolonihistorie vækker følelser, blev understreget af statsminister Lars Løkke Rasmussen i sin nytårstale d. 1. januar 2017. Her kalder han fortidens slaveri og slavehandel for en skamfuld plet på dansk historie.

Historielærernes faglighed er særligt udfordret ved, at de vanskelige og ømfindtlige temaer ændrer noget i os mennesker. Ifølge Jensen vil netop de temaer være nogle, eleverne husker. Og ikke nok med det, de vil også lagres i deres forståelse af kulturarven. Det vil med andre ord sige, at kolonihistorien er et identitetsfølsomt tema, som både præger elevernes identitetsudvikling og deres forståelse af kulturarven. Det er altså ikke nok, at historielærerne primært fokuserer på fagkundskaber i undervisningsplanlægningen, der skal også – hvilket nok er endnu vigtigere - fokuseres på, hvordan temaet skal præsenteres, og hvordan

det skal give mening for eleverne. Jensen mener, at historielærerne bedst arbejder med ”et vanskeligt og ømfindtligt tema” ved at planlægge historieundervisningen med særligt fokus på betydningen af historiebevidsthed. Han mener, at de vanskelige og ømfindtlige temaer skal gøres nærværende og virksomme i den nutid, hvori eleverne lever og virker.

Historiebevidsthed er faguafhængig og et essentielt menneskeligt grundvilkår – det er tiden, eleverne lever i, orienterer sig og reflekterer i. Historiebevidsthed er et begreb, der er kommet ind i folkeskolens formålsbeskrivelser, og det er Jensen, der har været foregangsmand for implementeringen af det i dansk historiedidaktik.

Noter 1 Hopkins, A.G. 2002, Globalization in world history, Pimlico, London 2 Læs mere om brugen af spørgsmål i udstillingstekster på museets gamle blog, hvor vi diskuterede temaet under vejs i opbygningen: http://fyrskibet.dk/den-sporgende udstillingstekst/ 3 En kort introduktion til Ekarv kan læses hos Charlotte S.H.Jensen: https://charlotteshj.dk/2012/08/23/udstillings tekster-letlaeste-a-la-ekarv/ 4 Vejledning for faget historie 5 Stx-bekendtgørelsen

Konklusion Kolonihistorien er omfangsrig, både geografisk og kronologisk, og berører mennesker på ganske forskellige måder.

For et museum er det et taknemmeligt emne, der både rummer nødvendigheden af at formidle den vigtige historie om, hvordan mennesker behandlede hinanden i fortiden, samt datidens økonomiske og politiske vilkår. Samtidig skal denne historie formidles med omtanke for ikke at ekskludere nutidens mennesker. Alt sammen giver det et fundament for at bygge udstillinger og undervisning, der kan være genstand for debat. Hvis man som museum ikke kun giver svar, men også giver gæsten mulighed for at stille nye spørgsmål på et højere niveau, så er man nået langt!

Litteratur Ekarv, Margareta: Smaka på Orden, 1991 Hopkins, A.G. 2002, Globalization in world history, Pimlico, London Jensen, Bernhard Erik 2012: ”Ondt i historien. Mellem erindring og glemsel”. Den vanskelige historie. Cappelen Damm Høyskoleforlaget. Agderseminariet. Side 15-30.

Vejledning for faget historie, EMU Danmarks læringsportal, Undervisningsministeriet. Link: http://www.emu.dk/modul/ vejledning-faget-historie Stx-bekendtgørelsen. BEK 776 af 26/06/. Offentliggørelsesdato 28.6.2013. Ministeriet for Børn, Undervisning og Ligestilling. Link: https://www.retsinformation.dk/forms/r0710. aspx?id=152507

Dansknoter

43

GLOBALE PERSPEKTIVER – MEN HVORDAN? Enhver tid har sit danskfag. Arbejdet med den koloniale fortid – og med andre globale perspektiver – er en del af nutidens og fremtidens danskfag. Refleksionen over hvordan danskfaget kan medtænke globaliseringen er nødvendig, hvis danskfaget skal hjælpe os til at forstå hvad det vil sige at være menneske i en moderne verden.

Thor Gustafsson, Anders Kristiansen og Rasmus Urup Kjeldsen

Globaliseringen har fundet vej til gymnasiernes hjemmesider, skåltaler og læreplaner, og det ville da også være underligt andet, når vores liv er gennemstrømmet af globaliseringens mange bevægelser.

Mandag til fredag er det dog alligevel, som om vi i danskfaget har tænkt, at det vist var lettere, hvis globalisering var noget, de andre fag tog sig af. På Langkaer har vi ved møder omkring skolens arbejde med globalisering og internationalisering oplevet, at der – både fra os selv i faget og fra kolleger uden for faget – er blevet stillet spørgsmålstegn ved danskfagets mulighed for at indarbejde det globale perspektiv. Men når de første børnesygdomme er udryddet: – nej, det handler ikke om at skifte litteratur ud med YouTube-videoer – nej, det handler heller ikke om at skifte dansk litteratur ud med verdenslitteratur – nej, globalisering er ikke kun uniformering, der ud sletter det lokale og nationale, og litteraturen er netop et godt eksempel på det kreative møde mellem globale impulser og lokale erfaringer så viser det sig, at evnen til at medtænke globaliseringen er mindst ligeså interessant i dansk som i andre fag. Særligt hvis vi ikke påtvinges denne dagsorden, men selv griber den og bruger den til at styrke fagets centrale fortælling: Ideen om at litteraturen ved at gøre vores verden større er afgørende for vores dannelsesprojekt.

Litteraturen kan gøre os klogere på globaliseringen, men samtidig gælder det, at globaliseringen kan gøre os klogere på litteraturen, og fremtidens danskfag skal måles på sin

44

Dansknoter

evne til at svare på spørgsmålet: Hvordan kan litteraturlæsningen og -diskussionen hjælpe individet og fællesskabet til at forstå det krydsfelt mellem det lokale, nationale og globale, som vi alle lever i?

I udgivelsen Litteratur med udsyn 1+2 præsenterer vi fem undervisningsforløb, der på hver deres måde svarer på det spørgsmål. Det drejer sig blandt andet om forløb om henholdsvis migrationslitteratur og det postkoloniale perspektiv.

Postkolonialisme og Grønland En global vinkel på danskundervisningen har som konsekvens, at vi i forsøget på at forstå det nationale udfordres til at inddrage flere af de udvekslinger, vi har og har haft med omverdenen. Det bliver for eksempel synligt for os, der måtte have fortrængt det, at dansk litteratur såvel i en litteraturhistorisk optik som i et samtidsperspektiv beskæftiger sig med den del af rigsfælleskabet, som ligger uden for det traditionelle Danmarkskort. Her tilbyder den postkoloniale metode og Grønlandsfortællingerne i litteraturen en indfaldsvinkel til en forståelse af, hvordan Danmarks rolle som kolonimagt er en af forudsætningerne for vores placering i den globaliserede verden.

I et forløb om Grønland har vi samlet en række nyere og ældre tekster, der siger noget om forholdet mellem Danmark og Grønland fra koloniseringen i 1700-tallet og frem til i dag.

Som oplæg til arbejdet med teksterne præsenteres en postkolonialistisk metode, der giver eleverne redskaber til at åbne teksterne for læsninger med fokus på koloniforholdet mellem Danmark og Grønland eller de spor, kolonitiden har sat.

Teksterne kan selvfølgelig også læses med andre pointer

opmærksomhed på udvekslingen over landegrænser får os – som vist – også til at stille nye spørgsmål til den ældre litteratur. for øje. For eksempel kan man fint arbejde med Henrik Pontoppidans Isbjørnen (1887), der handler om Thorkild, der tager til Grønland for at være præst, inden for rammerne af det moderne gennembrud og den religionskritik, der ofte ligger heri, men med den postkolonialistiske tilgang har man imidlertid mulighed for at stille nogle nye spørgsmål til teksten. Hvordan fremstilles Grønland i teksten? Hvad er det for et syn på grønlænderen, der kommer til udtryk, når fortælleren om Thorkild for eksempel kan sige: ”Han blev til sidst en fader for alle disse naturbørn”? Hvordan er mulighederne for at give grønlænderen stemme og individualitet, hvis perspektivet er entydigt dansk?

I Niviaq Korneliussens HOMO Sapienne (2014) møder vi et nutidigt bud på ung grønlandsk identitet, hvor forholdet til den tidligere kolonimagt Danmark ved første øjekast ikke fylder meget, men alligevel ligger som en referenceramme i historien. Det ses for eksempel, når Inuk som reaktion på veninden Arnaqs selvmedlidenhed kan udbryde ”Enough of that post-colonial piece of shit”. Det nationale og den koloniale fortid fremstår i romanen som et vilkår, man nok kan forholde sig til, men som man også må komme videre fra. Når det unge persongalleri skal finde sig til rette i tilværelsen, er det således forhold som seksualitet og global mediekultur, der spiller en rolle, snarere end dyrkelsen af grønlandsk identitet eller relationen til Danmark.

Refleksioner over globaliseringen ændrer ikke kun vores arbejde med nyere litteratur. Den øgede opmærksomhed på udvekslingen over landegrænser får os – som vist – også til at stille nye spørgsmål til den ældre litteratur. Det kan styrke fagets litteraturhistoriske dimension, at de vundne indsigter så ofte kan bruges i en nutidig kontekst: I dette tilfælde at

arbejdet med litteratur om og fra Grønland sætter eleverne i stand til at forholde sig til og diskutere de mange sager, der de seneste år har handlet om det dansk-grønlandske forhold.

Fra postkolonialisme til migrationslitteratur Et andet tydeligt eksempel på mulighederne i samspillet mellem globalisering, litteratur og aktuelle problemstillinger er migrationslitteraturen, som åbner mulighed for at beskæftige sig med en meget konkret og håndgribelig side af globaliseringens gennemgribende effekt i vores samfund.

Med udgangspunkt i en præsentation af kategorierne bevægelse og sted undersøger vi i Litteratur med udsyn, hvordan den aktuelle danske og nordiske migrationslitteratur skildrer globaliseringens migrationsstrømme. Migrationslitteraturen er på flere måder en udløber af postkolonialismen, fordi den sammen med nye begreber og indsigter viderefører postkolonialismens erfaringer, men i en bredere undersøgelse af moderne mobilitet og kulturmøder.

Sammen med forløb om netlitteratur, vidnesbyrd fra holocaust og Orienten i dansk litteratur udgør postkolonialismen og migrationslitteraturen vores bud på globale perspektiver i danskundervisningen. Flere vil forhåbentlig følge, og selv om det kræver en nytænkning af fagets hvad og hvordan at udnytte mulighederne i det globale perspektiv, så er det samtidig en måde at videreføre fagets grundfortælling: Man kan danne sig og udvide sin verden ved at læse og diskutere litteratur.

Dansknoter

45

/// Indfødte fra Falster

46

Dansknoter

Dansknoter

47

BLINDE VINKLER

I 100-året for salget af Dansk Vestindien viser Det Kgl. Bibliotek en stor udstilling med øernes visuelle kulturarv. Udstillingen sætter fokus på billeder og kort i danske arkiver og samlinger. Og fortæller om det man ser og ikke ser på billederne.

Adjunkt, Ph.D. Mathias Danbolt: Institut for Kunst- og Kulturvidenskab, KU, forskningsbibliotekar, Cand. mag. Sarah Giersing og forskningsbibliotekar, Ph.D. Mette Kia Krabbe Meyer, Det Nationale Fotomuseum, Det Kgl. Bibliotek

Remix af Peter Elfelt: Gade med Saint John’s Church i baggrunden, Christiansted, Skt. Croix, ca. 1900, Stereooptagelse, Kort- og Billedsamlingen, Det Kgl. Bibliotek og nutidigt amatørfoto.

48

Dansknoter

I 100-året for salget af Dansk Vestindien viser Det Kgl. Bibliotek en udstilling om den tidligere danske kolonis visuelle kulturarv. Fra maj 2017 kan man se, hvordan de tre øer Skt. Thomas, Skt. Jan og Skt. Croix er blevet skildret på landkort, malerier, fotografier, postkort, og som udsmykning på fajance, tekstil m.m.

Særligt fotografier virker som direkte vinduer til fortiden, men ingen afbildning er neutral. Der er altid nogen, der har valgt et motiv og ofte iscenesat det til lejligheden. Udstillingen fortæller om dem, der har skabt billederne, og om, hvad billederne har været brugt til. Landkort fra øerne er videnskabelige registreringer, men samtidig redskab i udstykning og kommerciel udnyttelse. Smukke akvareller af sukkermarker og havnebyer er uden spor af de slavegjorte afrikanere, som udførte det hårde arbejde i kolonien. Fotoalbums fra tiden efter slaveriets ophævelse i 1848 fortæller om, hvordan de danske familier brugte kameraet til at fotografere, hvad der nu var herskab og tjenestefolk.

Billeder betyder noget forskelligt for dem, der ser på dem.

For at skabe opmærksomhed om dette forhold giver udstillingen rum til flere forskellige fortolkninger. Forskeren Temi Odumosu fra projektet Living Archives indsamler under en række workshops forskellige menneskers reaktioner på billederne, og deres stemmer kommer man til at kunne høre i udstillingen. Udstillingen inkluderer også videoværker af de to samtidskunstnere Jeannette Ehlers og Nanna Debois Buhl, der begge arbejder med, hvordan danskerne forholder sig til fortiden som kolonimagt i Caribien.

Udstillingen er en del af Det Kgl. Biblioteks samlede markering af 100-året for salget, som også indbefatter digitaliseringer, workshops, foredrag og samtaler, konferencer, koncert, rundvisninger og undervisningsmateriale. Tjek http://www.kb.dk/da/dia/udstillinger/vestindien.html

Ukendt fotograf: Dobbeltportræt af Louisa MacPherson

Remix af Peter Elfelt: Kvinder og mænd i arbejderhjem, Christian-

Bauditz med sin amme Charlotte Hodge, ca. 1847, Daguerreotypi,

sted, Skt. Croix, ca. 1900, Stereooptagelse, Kort- og Billedsamlingen,

Det Nationale Fotomuseum, Det Kgl. Bibliotek.

Det Kgl. Bibliotek og L.A. Ring: I havedøren. Kunstnerens hustru, 1897, Olie på lærred, Statens Museum for Kunst.

Daguerreotypi af Louisa Bauditz og Charlotte Hodge, ca. 1847

Kgl. Hoffotograf Peter Elfelt: Stereooptagelse ca. 1900 (remixet)

Hun virker rolig, barnepigen Charlotte Hodge, som hun ser ind i kameraet. Pigen, Louisa Bauditz, møder til gengæld fotografen med skepsis. De er ved at blive fotograferet på et af de allertidligste fotografier, et såkaldt daguerreotypi, hvor lyset har aftegnet sig på en forsølvet kobberplade.

Familien Bauditz boede i 1841 i Hill Street nr. 59 i Christiansted på Skt. Croix. Frederik Christopher Höst Bauditz var kammerjunker, kaptajn og embedsmand. Vi ved ikke, hvordan Charlotte Hodge, der var født på øerne, kom i huset hos familien. Men vi ved, at hun var barnepige for Louisa Bauditz, og at hun rejste med familien til København midt i 1840erne. Måske er daguerreotypiet taget i København.

Frem til 1848 var der slaveri i Dansk Vestindien. Vi ved ikke med sikkerhed, om Charlotte Hodge var familiens ejendom som slave, eller om hun var ansat. Enkelte slavegjorte blev frikøbt, men det var et fåtal.

Daguerreotypiet giver os mulighed for at opleve den intimitet, der opstod i fotograferingens øjeblik, da pigen lænede sig tilbage mod barnepigen og hvilede sin hånd på hendes.

Påskrifterne på bagsiden af billedet gør det muligt at spore personerne og fortælle deres historie. Både Louisa Bauditz’ og tjenestepigen Charlotte Hodges, der som resten af den afro-caribiske befolkning ofte er blevet udeladt i den danske historieskrivning.

Kgl. Hoffotograf Peter Elfelt solgte stereooptagelser fra Dansk Vestindien i sin butik i København omkring år 1900.

Når nogen, han kendte, rejste til øerne, fik de et stereokamera med. De kom hjem med fotografier af markarbejdere, handlende i gaderne etc. Det var det, man kaldte folkeliv dengang.

Folk købte billederne, og når de betragtede dem i en stereoskopbetragter, kunne de opleve de fjerne kolonier i 3D. Stereoskopbillederne tilbød det eksotiske som en blanding af oplysning og forlystelse, hvor danskerne kunne spejle sig i det fremmedartede og få bekræftet deres egen identitet. De afspejler meget tydeligt de danske fotografers nysgerrige blikke på en befolkning, som blev anskuet som fundamentalt anderledes.

I forbindelse med udstillingen udvikler det digitale bureau Space & Time et onlineværktøj med Elfelts stereooptagelser. Det giver mulighed for at mixe baggrunde og figurer, farvelægge, indsætte tekst og billeder og skabe 3D collager.

Man kan på den måde skabe sine egne nutidige versioner af den koloniale kulturarv og være med i dialogen om dens betydning.

Dansknoter

49

LynLitteratur - et fortællespil til danskundervisning i gymnasiet

TILBAGE TIL LÆSEOPLEVELSEN Måske har du prøvet at græde over skønheden, stringensen og dybden i Inger Christensens digte for så senere at lange analysevejledninger og arbejdsspørgsmål ud til 2.a, der pligtopfyldende, men automatisk, udfylder og besvarer dem. Ingen tårer, ingen jubeludbrud over mødet med den fantastiske litteratur, ingen smertefulde erkendelser. Engang imellem kunne vi måske blive bedre til at lade eleverne mærke at ordet oplevelse står før analyse og fortolkning i danskfagets bekendtgørelse. Vi håber at vi her kan inspirere til nye måder at få eleverne til at opleve litteraturen.

Maria Bøgebjerg Mikkelsen: Lektor på Horsens Gymnasium i dansk og oldtidskundskab Astrid Midtgaard Hvelplund: Adjunkt på Viby Gymnasium i dansk og religion Ulla Birgitte Alkjærsig: Lektor på Viby Gymnasium i dansk og spansk Pernille Jacobsen: medindehaver af Klods-Hans for viderekomne 1

Vi har i danskundervisningen erfaret, at litteraturlæsningen let kan komme til at fokusere på analyseværktøjer og begreber, som eleverne skal trænes i at bruge, og som i bedste fald i slutningen af timen fører til en veldokumenteret tolkning.

Det skaber tryghed hos både elever og lærer, fordi alle har en fornemmelse af, at klassen lærer det, den skal. Ulempen bliver, at eleverne ikke nødvendigvis oplever litteraturen som noget vedkommende: Inger Christensens digte reduceres til materiale, der kan fyldes ind i en model. Hvordan giver vi eleverne rum til at få lidenskaben i litteraturen ind under huden på en måde, der kan føre direkte ind i det faglige arbejde? Hvordan får vi dem til at forholde sig til, hvad der provokerede dem, rørte dem, og hvilken person i teksten de gerne ville drikke en kop kaffe med? For at nærme os et bud på det har vi allieret os med Klodshans for viderekomne v. Pernille Jacobsen og Henrik Krogh, der står bag spillene Lynhistorier og Styrkehistorier,2, og som har 15 års erfaring med at få mennesker til at dele historier med hinanden.

Sammen har vi udviklet en særudgave af spillet Lynhistorier, der sætter elevernes personlige oplevelse af litteraturen i centrum. LynLitteratur er et spil, der har den fordel, at det aktiverer alle elever og træner deres mundtlige kompetencer, og dertil kommer, at eleverne oplever at være fri for præstation, bedømmelse og karakterræs for en stund - noget som i disse tider giver et tiltrængt pusterum for såvel den stærke som den svage elev. Mindst lige så vigtigt har spillet den effekt, at eleverne trænger ind i litteraturen hurtigere og mere

50

Dansknoter

effektivt via de personlige oplevelser. Den personlige tilgang er ikke på nogen måde på bekostning af den faglige.

Hvad går spillet ud på?

Reglerne for LynLitteratur er simple, og spillet behøver ikke at tage mere end 20 minutter. Eleverne sætter sig omkring et bord i grupper af fire. På bordet ligger en bunke fortællekort og noget at tage tid med. Den første fortæller trækker et kort og får her et stikord til sin fortælling om sin læseoplevelse med teksten. På kortet kan der eksempelvis stå “Dét provokerede mig”, ”Den person fik jeg lyst til at hjælpe” eller “Dét sted kunne jeg se for mig”. Fortælleren skal ikke kræve af sig selv, at det, hun fortæller, er dybt originalt eller har en fantastisk pointe, men fortællerens opgave er at være nysgerrig på, hvad der dukker op. Der er ingen krav om brug af begreber, værktøjer eller at ramme plet ift. en tolkning. Vi er på jagt efter den spontane og ucensurerede læseoplevelse.

Derfor kan det være en god idé at indlede seancen med en kort opvarmning, som bringer eleverne ud af den vante analysemodel-tænkning og vækker den sanselige fortælleglæde. Ideelt foregår arbejdet med LynLitteratur i et andet lokale end klasselokalet, så eleverne til en begyndelse frit kan bevæge sig rundt og hilse med håndtryk eller øjenkontakt, til læreren beder dem om at blive stående ved den kammerat, de tilfældigvis er nået til. Her skiftes man i parret til fx at fortælle – med brug af så mange sanser og detaljer som muligt – om et sted, man holder af at sidde. Imens lytter

Man kan også...

På disse sider vil vi fremover i Dansknoter bringe korte, praksisnære indslag fra undervisningen. Det kan være modulplaner, screenshots, udfoldede undervisningsforløb, QRkoder osv. Vi modtager altså meget gerne indlæg fra din undervisning som du har lyst til at dele med en kollega.

partneren, gerne med lukkede øjne, og forsøger at forestille sig dette sted. Hvis der er tid, gentages processen, men nu med et nyt fortællefokus. Herfra kan der dannes tilfældige grupper. Tilbage til processen i gruppen: Fortælleren har et på forhånd fastlagt tidsrum at tale i - fx to minutter. Den stramme tidsstyring giver den elev, der sjældent tager ordet, ro, så hun kan finde ud af, hvad hun vil sige i sit eget tempo, og få lov at tale færdig uden at blive afbrudt. Samtidig giver det den elev, der altid har meget at sige, et tydeligt signal om, hvornår taletiden er brugt op.

Mens fortælleren taler, lytter de tre andre elever. De kan ikke kommentere eller komme med gode råd - de kan kun lytte.

Turen går på skift, så alle eleverne får lov at komme til orde på lige vilkår. Heller ikke efter hver elevs lille fortælling skal der diskuteres på kryds og tværs. Hvert bidrag kommer til at stå for sig selv. Og to runder kan være et passende omfang, så intensiteten fastholdes i gruppen.

LynLitteratur handler således om at dykke ned i elevernes læseoplevelse. Det handler om, at alle får mulighed for at fortælle, og at alle øver sig i at lytte. Spillet giver adgang til elevernes spontane reaktioner på og tanker om litteraturen - reaktioner og tanker, de endnu ikke har fået “styr” på. Det betyder, at de ikke allerede har besluttet sig for en pointe med det, de fortæller, inden de siger det. Måske opstår pointen, mens de taler. Fortællekortene, der inspirerer eleverne til at fortælle, lægger op til små fortællinger, den lille detalje, eller de historier, der endnu ikke er blevet fortalt. Det er

langt nemmere at fortælle om en lille detalje, der påvirkede én i en tekst, end at lægge den store fortolkning på bordet og sætte den ind i et litteraturhistorisk perspektiv. Når eleverne får rum til at tale om litteraturen med udgangspunkt i deres personlige læseoplevelser, er det lettere at genetablere en nysgerrighed på deres egen oplevelse af litteraturen og på de andres oplevelser - og så får det efterfølgende faglige arbejde pludselig en ekstra dimension.

At træne både fortælle- og lyttemuskel skaber bedre læsere Vi oplever, at LynLitteratur både bringer fagets almendannende karakter i spil og beriger den faglige litteraturanalyse.

Det almendannende ser vi, idet metoden træner elevernes fortællemuskel og lyttemuskel, fordi de to minutters taletid giver en fast og dermed tryg ramme at tale og lytte i. Her er ingen krav om et bestemt fagligt niveau, ingen vurdering eller bedømmelse og ingen forkerte svar. To minutter lyder ikke af lang tid, men eleverne siger blandt andet, at “Jeg er vant til følelsen af, at folk ikke gider lytte ret længe, så her var det rart, at jeg fik tiden til at fortælle mange flere detaljer, end jeg plejer”. Mange er uvante med at tale uden afbrydelser, ligesom mange af vores elever er ukoncentrerede lyttere. Det er bl.a. den almendannende evne, der trænes med LynLitteratur.

Det er ligeledes vores erfaring, at det faglige arbejde med litteraturen i høj grad styrkes, når eleverne indledningsvist får lov til at blive i oplevelsen af den læste tekst, fordi denne oplevelse sagtens kan bruges efterfølgende som et skridt mod forståelse og tolkning. Hvad enten det drejer sig om folkeviser, Et Dukkehjem3 eller en novelle af Højholt, er erfaringen den samme: Eleverne oplever stor variation i undervisningen, når vi bruger LynLitteratur, de oplever at få rum til helt andre måder at tale sammen på, og de oplever helt nye sider af danskfaget. Det interessante – og måske ikke så overraskende – er, at de sagtens kan sætte ord på det centrale i selv vanskelige tekster, så længe de tager afsæt i at tale om det med et oplevelsesorienteret fokus. Et helt konkret eksempel var i mødet med novellen "Skabningens suk" (1986)4 af Per Højholt, hvor en elev fik fortællekortet ”En film det minder mig om”. Eleven kom til at tænke på en film med en engel med store vinger, og dette gjorde gruppen opmærksom på at tillægge vingerne i novellen en overført betydning. Eleverne oplever altså, at de faktisk umiddelbart fanger mange pointer i litteraturen uden først at gå den lige vej gennem analysemodeller og arbejdsspørgsmål. Derefter kan analysearbejdet virke mere meningsfuldt og beriget af den begejstring, litteraturen i sig selv vækker i eleverne – hvis vi giver den lov.

At nå det hele og have det sjovt imens Som dansklærer føler man ofte, at tiden er knap: Vi skal på tre år lære elever, der knapt kan sætte punktum, at skrive essays, vi skal indføre dem i litteraturhistorien, vi skal igennem kanonforfatterne, vi skal lære dem om fakta- og fiktionsko-

Dansknoter

51

der, modernisme og appelformer. Derudover skal de i det hele taget trænes i at forholde sig sagligt til litterære tekster i stedet for, at de fx “føler, at hovedpersonen er en mand”. Vi forsøger at vænne dem af med at føle og i stedet læse. Man kunne således frygte, at en metode som LynLitteratur tager tid fra det nødvendige og resulterer i en selvcentreret læsning løsrevet fra teksten selv, men vores erfaringer peger på, at eleverne ret hurtigt bevæger sig fra deres egne oplevelser ud i et større perspektiv og derfra direkte ned i teksten. Faktisk fungerer det, der umiddelbart kunne ligne et tilbageskridt, som en effektiv (gen)vej til det faglige – samtidig med at eleverne engagerer sig og morer sig. Det faglige niveau hæves, hvis man kan få motiveret også de elever, der ikke som udgangspunkt møder op med interessen for litteratur.

Interesse og motivation kan være forudsætningen for, at de overhovedet begynder at tilegne sig værktøjerne.

Et eksempel fra en 1.g kan illustrere dette. I forbindelse med dansk-historisk overblik skulle 1.y læse tryllevisen ”Nøkkens Svig”. De læste den som lektie (støttet af et rigeligt antal gloser), men pga. sværhedsgraden indledte vi timen med at gå den igennem strofe for strofe på det redegørende niveau: Hvad sker der faktisk? Dernæst vandrede vi i samlet trop ind i skolens samlingssal, hvor LynLitteratur blev sat i gang med først opvarmning og dernæst fortællinger i grupper.

Det er i øvrigt vigtigt at ridse spillets regler op i klassen på forhånd, så der ikke opstår tvivl undervejs. Eleverne arbejdede koncentreret og selvstændigt, og læreren holdt sig lidt på afstand for netop at give frie tøjler til eleverne. Da klassen på ny var bænket i det sædvanlige klasselokale, dykkede vi straks ned i, hvilke modsætninger eleverne var blevet opmærksomme på i teksten. De sprang direkte ud i at tale om den vilde natur i "det vilde vand" og kontrasten til rammerne inden for "borgeled" i "kongens gård". Herfra gik det slag i slag med en vekslen mellem analyse og fortolkning på en måde, der virkede betydeligt mere levende end i tidligere gennemgange af samme tekst. Måske havde én i gruppen fortalt om, hvordan det ville være at drikke en kop kaffe med den lækre, syngende mø med det udslagne hår… Eller måske havde de forholdt sig med et vellystigt gys til "Jeg er ikke hr. Alfast, din fæstemand / mit hjem det er i dette vand" inspireret af fortællekortet ”Den replik gjorde indtryk”.

Uanset hvad der lige præcis fik biotek-Peter op af stolen, erklærede han efter timen, at det var blevet sjovt at læse lektier til dansk!

LynLitteratur som undervisningsmateriale findes i skrivende stund som en prototype, der kan downloades og printes på nedenstående link. Vi modtager meget gerne kommentarer, erfaringer og spørgsmål, så kontakt os endelig på mail. På hjemmesiden finder I også udførlig vejledning til opvarmningsøvelser, spilafvikling og afprøvede forløbsbeskrivelser, hvor LynLitteratur indgår.

52

Dansknoter

http://www.klods-hans.com/lynlitteratur.html Tips til fortælleren: – Drop originalitetskravet – Begynd i læseoplevelsen, ikke i analysen – Tag gerne udgangspunkt i en detalje – Beskriv, hvad du tænkte, følte, bemærkede, da du læste teksten – Nyd det Tips til lytteren: – Lyt! – Vis den, der taler, at du lytter – kig på vedkommende – Kommenter ikke, konkluder ikke – Drop gode råd – Læn dig tilbage, og lad historien gribe dig Eksempler på fortællekort: – “En følelse jeg fik undervejs” – “En genstand jeg kunne se for mig” – “Hvis hovedpersonen var min ven, ville jeg sige...”

– “En situation jeg kunne genkende” Elevcitater: – ”Det var rart at få luft til bare at vælte ud med alt det, man havde” – ”Sådan noget har vi ikke gjort før. Det kunne have været lækkert, hvis vi havde talt sådan sammen fra starten” – “Nu er det faktisk sjovt at læse lektier til dansk!”

Noter: 1 Maria Bøgebjerg: mm@horsensgym.dk Astrid Midtgaard Hvelplund: as@vibygym.dk Ulla Birgitte Alkjærsig: ua@vibygym.dk 2 http://www.lynhistorier.dk/om-lynhistorier 3 Henrik Ibsen (opr. 1879) 4 i Salamanderen og andre blindgyder, Schöenberg

/// Indfødte fra Almin

/// Indfødte fra Næstved

Dansknoter

53

FORSKERINTERVIEW

UNGE UDVIKLER SPROGET PÅ FACEBOOK

Dansknoter vil fremover bringe interviews med forskere, hvis forskning har interesse for læserne. Har du et forslag til et interview, skal du skrive til majawe2@hotmail.com

Interview med Andreas Stæhr, postdoc på Nordisk Forskningsinstitut, Københavns Universitet Maja Christine Wester, Medlem af redaktionen på Dansknoter

Hvad går den forskning du sidder med lige nu, ud på?

Min postdoc er del et projekt, der hedder ”Dialekter i periferien”. Vi undersøger brugen af dialekter i tre geografisk perifere områder i Danmark: i Sønderjylland, i Nordjylland og på Bornholm. Her har jeg så lavet feltstudier blandt folkeskoleelever i forskellige kontekster: skole, fritid, hjemme og på sociale medier. Vi undersøger, hvordan de unge bruger dialekt, hvilke værdier de forbinder med dialekt, og hvilke funktioner dialekt har i deres sprog. Fordi vi har optagelser med deres forældre og bedsteforældre, ser vi også på den sproglige udvikling på tværs af generationer. Derudover er jeg i gang med at redigere en bog om analyse af sprog på sociale medier ud fra forskellige sprogvidenskabelige traditioner.

Kan du give et eksempel på et fund som du har gjort?

Man hører ofte i den offentlige debat om sociale medier, at de påvirker unges sprog negativt, så de unge f.eks. ikke længere kan stave korrekt. Det er ikke det, jeg ser i min forskning. De unge er ikke ligeglade med retskrivning. De retter hinanden ikke bare for korrekthedens skyld, men for at opnå social status. Retskrivningsnormen er bare ikke den eneste norm på sociale medier. Der er også normer for hverdagsskriftsprog (f.eks. gadesprog, dialekt, ungdomsstil).

Normerne forhandles løbende af sprogbrugerne selv, da der jo ikke altid er en officiel ordbog at referere til, når man f.eks. skriver på dialekt. Og de sociale medier stiller nye krav i forhold til mestring af sprog, såsom at kunne efterligne udtale, kombinere tekst, tegn og billeder, vise følelser med emoticons og emojis eller at vise, hvor der lægges særligt vægt på en ytring ved f.eks. at råbe med store bogstaver.

54

Dansknoter

Hvad er din empiri og analysemetode?

Jeg arbejder inden for det, man kalder sproglig etnografi.

Blandt andet indsamler jeg selvoptagelser fra de unge; interviewer dem om, hvordan de bruger sprog; og følger dem på sociale medier. Så laver jeg interaktionsanalyser på uddrag fra empirien. Det er en analyse, hvor man gennemgår uddraget tur for tur med et fokus på samtaledeltageres reaktion på det, der siges eller skrives. I forhold til identitet kigger jeg efter, hvordan personerne fremstiller sig selv eller andre gennem sproget. I forhold til hverdagssprog kigger jeg efter variation fra standarden: Hvad varierer, og hvad opnår folk ved at variere? En fødselsdagshilsen, hvor man skriver Tjellukka, er et eksempel på sjov og kreativ efterligning af udtale, som ikke nødvendigvis skal ses som en stavefejl. En gang imellem går jeg tilbage til sprogbrugerne og spørger dem: Kan du ikke forklare mig, hvad der sker her?

Kan jeg gøre noget af det samme i min undervisning?

Du kan f.eks. få eleverne til at indsamle data, som de kan analysere. I min undervisning for universitetsstuderende gav jeg dem til opgave at finde steder i deres egen kommunikation eller deres netværks kommunikation, hvor der var orientering mod sproglige normer. I undervisningen analyserede vi eksemplerne ved at se på, hvordan folk retter hinanden, og hvad det betyder, når de retter hinanden. Du kan også lade dem interviewe hinanden om, hvordan de skriver forskelligt fra situation til situation. Min erfaring fra undervisning og gymnasieelever, der har været på besøg på instituttet, er, at de er rigtig glade for, at man fagligt kan beskæftige sig med noget, som de oplever som vigtigt for dem i deres hverdag.

Marco S. Hill Andreas Stæhr

Hvordan endte du på forskergangen på Nordisk Forskningsinstitut?

Det er ret klassisk: Da jeg startede på universitetet, fik jeg en meget inspirerende underviser, som ændrede min opfattelse af danskfaget, fra at faget var lig med litteratur og litteraturhistorie til et fag, der også undersøger noget i forhold til ”rigtige” mennesker ude i den ”virkelige” verden. Det fængede mig. Så fik jeg et studiejob på Sprogforandringscenteret og var siden med til at starte forskningsprojektet "Københavnerstudier i Hverdagssprogning", hvor jeg skrev mit speciale og så min Ph.d.

Udvalgte publikationer: – Hyttel-Sørensen, Liva; Stæhr, Andreas: ”Normativitet som social ressource på Facebook” i NyS, Vol. 46, 2014.

– Stæhr, Andreas: ”Sociale medier og hverdagssprog” i Hvad ved vi nu - om danske talesprog? Sprogforandrings centret, 2015.

– Stæhr, Andreas; Jørgensen, J. Normann (Redaktør): ” "Rappen reddede os": et studie af senmoderne stor bydrenges identitetsarbejde i fritid og skolemiljøer” i Københavnerstudier i tosprogethed, Vol. 54, 2010.

– Stæhr, Andreas: ”Identitetskonstruktion hos unge poly-linguale sprogere” i Københavnerstudier i tosproget hed, Vol. 56, 2010.

Dansknoter

55

DANSKSTUDERENDE 2.0

– Videnshorisont og litterær kultur blandt nye danskstuderende 2015-16 Ulrik Lehrmann Lektor, Institut for Kulturvidenskaber, SDU

Hvad bliver der af tre års undervisning i dansk efter studentereksamen? I hvilken udstrækning har de gymnasiale uddannelser fagligt rustet de studerende til at være studerende? Det kan jeg ikke svare udtømmende på, men ved semesterstart, dvs. før der overhovedet har været afholdt en undervisningstime, har jeg de seneste to år foretaget en mindre spørgeskemaundersøgelse blandt nye danskstuderende på SDU for at få en fornemmelse af deres videns- og orienteringshorisont. Det drejer sig om 138 studerende, især kvinder, som enten kommer direkte fra en gymnasial uddannelse eller typisk i 1-2 år ikke har været i gang med en formaliseret uddannelse. Min intention er hverken at fremstå som en egenrådigt korreksende danskuddannelsens Niels Egelund eller at udstille de førsteårsstuderende som fortabte båtnakker. Hvis der er nogen, der skal klandres, er det ikke i første række de studerende, men snarere det uddannelsessystem, som i mindst tolv år har forsøgt at bibringe dem en vis viden.

Historisk referencerum For at teste de studerendes brede historiske videnshorisont bad jeg dem svare på spørgsmål om, i hvilket tiår henholdsvis den første danske grundlov blev vedtaget, og reformationen fandt sted. Ikke overraskende kunne kun de færreste (6 hvert år) svare på reformationsspørgsmålet, men jeg blev temmelig overrasket over, at kun 41 pct. ved, hvilket årti den første danske grundlov er fra, mens knap en fjerdedel placerer den et sted i 1800-tallet – typisk i 1860’erne (især 1864).

Godt en fjerdedel undlader at besvare spørgsmålet om den første danske grundlov.

Man kan mene, det er årstalspindehuggeri at stille den slags spørgsmål, som ellers kun har relevans i Trivial Pursuit

56

Dansknoter

og Bezzerwisser. Jeg er udmærket klar over, at det med at stå på et ben og lire en række årstal eller navne af ikke just har meget for sig i dagens uddannelsessystem. Men inden du, kære dansklærer, kaster dig over mig: Overvej lige en ekstra gang, hvad det er, du reagerer på. Ved amerikanske eller norske gymnasieelever i lige så ringe grad, hvad fejringen af deres respektive nationaldage handler om, og hvornår deres forfatninger blev skabt?

Med henblik på at kortlægge den lidt mere snævre litterære videnshorisont blev de studerende bedt om dels at nævne tre forfattere fra første halvdel af 1800-tallet, dels at nævne en forfatter fra Det moderne gennembrud. Det er kun hver tiende af de nystartede studerende, der er i stand til at nævne navnene på tre danske forfattere fra første halvdel af 1800-tallet. 60 pct. anfører tre navne, hvoraf hovedparten viser sig at rumme mindst et ’forkert’ navn. Mest bemærkelsesværdigt er dog nok, at 14 pct. undlader at besvare dette spørgsmål. Ser man på karakteren af forkerte forfatternavne, er det i første række Ludvig Holberg, der tidsforskydes hundrede år. Det gør en fjerdedel af de studerende. Karen Blixen, Herman Bang og Henrik Pontoppidan bliver også anført enkelte gange. Når Ludvig Holberg nævnes så forholdsvis mange gange, kunne det tyde på, at en fornemmelse af skellet mellem 1700-tallets oplysning og 1800-tallets romantik ikke er til stede. Der synes at være tale om en udtalt mangel på præcis viden og en meget stor usikkerhed mht. placering af forfatternavne i en kronologisk sammenhæng. Det udelukker ikke nødvendigvis, at de studerende kan have en god forståelse af eksempelvis Romantikken, men . . .

Kendskabet til Det moderne gennembruds forfattere er ikke meget bedre. Næsten halvdelen (48 pct.) undlader i 2016 at besvare spørgsmålet ”Nævn en forfatter fra Det moderne

gennembrud”, mens det i 2015 drejer sig om hele 57 pct. Det er et meget bemærkelsesværdigt resultat!!! Typisk nævnes Herman Bang, Henrik Pontoppidan og Georg Brandes.

Det virker helt ude af proportion, at så mange studerende, der har taget en studenter- eller hf-eksamen inden for de seneste 1-2 år, og som oven i købet har valgt at påbegynde et universitetsstudium i Dansk, ikke er i stand til at nævne en forfatter fra Det moderne gennembrud. Måske er det kategorien ”Det moderne gennembrud”, der volder problemer for de nye studerende, for jeg er ikke et øjeblik i tvivl om, at de i løbet af deres gymnasieundervisning har læst tekster af de pågældende forfattere, fordi Det moderne gennembruds litteratur for mange dansklærere i gymnasiet er yndlingsundervisningsstof.

Et kig i de rammesættende formuleringer for danskundervisningen i stx (Læseplan, Vejledning) afslører imidlertid, at ’Det moderne gennembrud’ kun optræder en gang og da i sammenstillingen ’Naturalisme/Det moderne gennembrud’ som et eksempel blandt andre på periodelæsning. Endvidere fremgår det af Læseplanen, at ”teksterne læses i en litteratur-, kultur- eller bevidsthedshistorisk kontekst”, mens Vejledningen efter opregning af fagets litterære stofområde fra 1700-tallet til de seneste 5 år beroligende finder, at ”det er ikke et krav, at der er tale om indgående fordybelse i alle disse 4 tidsafsnit, og det er i særdeleshed ikke nødvendigt, at teksterne bliver behandlet fra et periodeperspektiv”. Hvis det kun er kravene til kanonforfatterne, der sikrer en vis historisk orientering, er de nye studerendes svar måske blot i niveau med danskfagets virkelighed? Der stilles ikke krav til en lineær kronologisk undervisning i dansk litteratur, men er det for meget at forvente i det mindste fornemmelser for skelsættende historiske forandringer?

Aktuel litterær horisont og informationskilder Mange af de nye studerende havde vanskeligt ved at angive tre nulevende forfattere, og uden den skandinaviske krimibølge ville det nok have set endnu værre ud. Af de 138 studerende er 78 i stand til at anføre tre navne på nulevende danske forfattere, mens 32 anfører to navne, 17 anfører ét navn, og 11 afleverer blankt. Selv om man ikke skal overvurdere navnefiksering, kan det alligevel undre, at kun lidt over halvdelen kan angive tre forfatternavne. Først og fremmest vidner det vel om, at det litterære felt ikke påkalder sig særskilt opmærksomhed, hvorfor forfatternavne ikke er noget, man hæfter sig ved. Stort set alle studerende undlader da også at anføre navnet på en nulevende litteraturkritiker, hvilket blot understreger, at den litterære printkultur, der udfolder sig i anmeldelser og aktuel litteraturdebat i f.eks. de større avisers litteraturtillæg og radio, er et helt fremmed kontinent.

De forfatternavne, der nævnes, er i alt overvejende grad mediehypede og/eller undervisningsaktuelle forfattere som

Jussi Adler Olsen, Helle Helle og Yahya Hassan. En top-5 liste over de hyppigst forekommende forfatternavne fører til dette resultat: Hyppigst forekommende forfatternavne på spørgsmålet: ”Nævn tre nulevende danske forfattere” Forfatternavn 2015 2016 Helle Helle 46 41 Jussi Adler Olsen 20 21 Naja Marie Aidt 12 12 Yahya Hassan 12 7 Sara Blædel 7 8 Besvarelserne beror på en blanding af gymnasiepensum (Helle Helle, Naja Marie Aidt) og lystlæsning (Jussi Adler-Olsen, Sara Blædel). For god ordens skyld bør nævnes, at i det samlede materiale nævnes Søren Ulrik Thomsen 2 gange, Bjørn Rasmussen, Olga Ravn og Pia Juul 1 gang. I betragtning af at der i dansk undervises i ”tekster fra 2000-tallet, herunder de seneste 5 år”, er det ikke just et prangende resultat.

Et er imidlertid, hvad de studerende angiver som bekendte danske nulevende forfattere, noget andet er, hvad de faktisk læser. Svarene på spørgsmålene om, hvilke ”to romaner du har læst, og som ikke har været en del af gymnasie-/ hf-forløb”, og ”hvilken bog læser du lige nu eller har lige læst” udpeger et meget spredt felt af bøger, hvor Helle Helle imidlertid kun bliver nævnt én gang, og Naja Marie Aidt end ikke nævnes. Af romaner, der ikke har været pligtlæsning i et uddannelsesforløb, nævnes enkelte gange romaner af Hans Scherfig, Leif Panduro, Klaus Rifbjerg, Fjodor Dostojevski, Virginia Woolf, Ernest Hemingway, J.D. Salinger og

Dansknoter

57

Kurt Vonnegut, men det er relativt enkeltstående tilfælde.

I 2015 samler interessen sig derimod især om skandinaviske kriminalromaner, hvilket er mindre markant i 2016, selv om Jussi Adler-Olsen er den forfatter, der anføres flest gange.

Til gengæld er der både i 2015 og 2016 en tydelig orientering mod international bestsellerlitteratur (J.K. Rowling [+ film], E.L. James [+ film], Dan Brown [+ film], Ken Follett [+ tv-serie], Khaled Hosseini [+ film], Jan Guillou [+ film]). Den danske litteratur fylder ikke meget i mængden af læste bogtitler, og en del af den læste litteratur er også angivet med engelske titler, hvilket formentlig indikerer, at de pågældende titler også er blevet læst på engelsk.

Den fremherskende lystbårne litteraturlæsning blandt de førsteårsstuderende synes således at være orienteret mod international bestsellerlitteratur (med et stænk af fantasy) og til en vis grad krimilitteratur, hvorimod kun forholdsvis få på egen hånd har fundet vej til en mere æstetisk krævende/ udfordrende litteratur. Dette indtryk bekræftes af svarene på spørgsmålet om de studerendes aktuelle læsning. Foruden de allerede nævnte forfattere anføres meget forskellige romaner som Anthony Doerr: Alt det lys vi ikke ser, John Green: En flænge i himlen [+film], Jojo Moyes: Mig før dig [+film], Waris Dirie: Ørkenblomst [+film], Diana Gabaldon: Outlander-serien [tv-serie], Lucinda Riley: romanserie om syv søstre, Cassandra Clare: Dødens instrumenter-serie [+film].

Litteratur – læst med mediebriller med glidende overgange?

For hovedparten af de nævnte bøger læst på eget initiativ gælder, at de indgår i et tæt samspil med fim og tv-serier. Det er meget svært at dokumentere præcist, men det ser ud til, at for mange af de nye studerendes vedkommende er ikke alene forholdet til den litterære bogkultur noget distanceret, men skellet mellem bogmediet og andre medier synes også på vej til at blive udvisket, ligesom den nationalkulturelle referenceramme ikke nødvendigvis har første prioritet. I den forstand er de studerende eksempler på internationaliserede individer på den udfoldede digitale mediekulturs betingelser – og i det perspektiv kan den æstetisk legitime litteraturs kredsløb og den litteratur, der inddrages i de gymnasiale uddannelsers danskundervisning, fremstå som radmagre aliens fra en meget fjern galakse.

De glidende overgange mellem forskellige medieformer som moment i litteraturlæsning kan man få en fornemmelse af ved at læse de læseranbefalinger, der findes på www. saxo.com, af f.eks. Outlander-serien, som også er en tv-serie.

De begejstrede læsere anbefaler bog og tv-serie i samme åndedrag: ”Historien er blevet endnu bedre efter at have set tv-serien”, ” Jeg faldt over bogen efter at havde set første halvdel af tv-serien”, ”Skøn medrivende og nem læsning.

TV-serien er også seværdig!”.

58

Dansknoter

I Bringing on the Books for Everybody (2010) peger den amerikanske medie- og kulturforsker Jim Collins på, hvorledes den litterære bogkulturs elite er blevet detroniseret af alternative ekspertsystemer spændende fra diverse bogbloggere til Oprah Winfrey, og at der i samme bevægelse er udviklet nye litterære tilegnelsesformer inden for et ’cine-lit’-kredsløb i form af, hvad han kalder ’miramaxing’.

Begrebet indkredser det forhold, at produktionsselskabet Miramax i årene omkring årtusindskiftet producerede film, der gjorde det muligt at have en ’litterær oplevelse’ uden at læse litteratur, fordi Miramax gjorde sig i film med et – i det mindste forestillet – ’litterært’ indhold, bl.a. Austen-romaner, men også film som Shakespeare in Love, Den engelske patient, The Hours, Finding Neverland. Spørgsmålet er, om det er det samme, der er på spil i de studerendes glidende overgange mellem forskellige medieformer, nu blot langt mere udfoldet og uden ambitiøs kulturel fernis. I så fald kan man tale om en mediekonvergerende eller medialiseret litteraturlæsning, hvor der nok fortsat læses fysiske bøger eller e-bøger, men hvor læsningsaktiviteten indgår i et komplekst samspil med den øvrige mediekultur. Besvarelserne af spørgsmål vedrørende de ny studerendes medieforbrug og informationssøgning bekræfter denne tendens. Næsten ingen opsøger avismediet, heller ikke i digital form. Flowfjernsyn ses ikke. De sociale medier står for distribution af såvel nyheder som kulturel underholdning.

Og hva’ så?

Vil det være klogest for danskfaget at lukke øjnene for den helt anderledes (medie)kultur, som stikker sit hoved frem i miniundersøgelsen, og uanfægtet fastholde danskfaget og litteraturlæsningens rolle heri i de gymnasiale uddannelser og på universitetet? En og anden vil måske endda sige, at litteraturen – efterhånden ikke fylder så meget i de gymnasiale danskfag, at det gør noget. Så hvad er problemet? Problemet er for mig at se, at såvel den kulturelle kontekst som de læsestrategier, der opøves i danskfagets litterære dimension, i stadig stigende grad er ude af trit med prioriteringerne i den omgivende (medie)kultur, hvorfor litteraturbeskæftigelsen i diverse uddannelser bliver udsat for et stadig stærkere pres.

Det er en proces, der har været under langsom opsejling de seneste 50 år, og som hidtil i vid udstrækning har kunnet inddæmmes via faglige fornyelser inden for rammerne af en fagopfattelse, hvor den litteraturanalytisk forankrede betydningsanalyse fortsat har stået centralt. Spørgsmålet er, om vi efterhånden står ved et afgørende vendepunkt, hvor den litterære printkultur historisk og aktuelt ikke længere kan opsuge presset fra andre mediekulturer? I hvert fald kan dette pres kun i meget begrænset omfang besværges ved kanonkrav. Jeg ved godt, at danskfaget i de gymnasiale ud-

dannelser er (meget) andet end litteraturlæsning, men min påstand er, at det alligevel fortsat er arbejdet med litteratur og den litterære tekstanalyse, der anslår fagets grundakkord.

Det er forståeligt, at gymnasieungdommen som helhed ikke nødvendigvis ser den aktuelle danske litteratur og den litterære tradition som noget, den skal vie særlig opmærksomhed. Men det er sværere at leve med, at hovedparten af de studerende på det nærmeste forudsætningsløst og tilsyneladende uden berøring med den aktuelle litterære kultur begynder på et danskstudie, hvor litteraturen både aktuelt og historisk fortsat er centralt placeret. Jeg har ikke en fiks og færdig løsning på problemet, som jeg ikke tror kun er et anliggende for universitetets danskfag, men også må have forgreninger i forhold til den (ændrede) status, danskfaget har (fået) i de gymnasiale uddannelser. Set udefra virker det ikke som om, det er indholdet af fagets faglige tradition, der debatteres i gymnasieverdenen i disse år, men mere organisatorisk og fagdidaktisk ’overlevelse’ i kølvandet på den snart gamle ’nye’ gymnasiereform. I det lys kan det derfor se ud som om, at hvis danskfaget ikke inden for overskuelig tid skal reduceres til en hjælpedisciplin for andre fag i skriftlighed og kommunikation – for nu at sætte sagen på spidsen – så er det nødvendigt at udvikle et produktivt samspil mellem den historiske dimension, den litterært æstetiske dimension og en mediekulturel dimension. Jeg er vel vidende om, at mange dansklærere bestræber sig herpå, men skræves der ikke så meget, at bukserne er ved at sprække? Det kan meget vel være, at danskfaget slet ikke skal fastholdes i sin nuværende position, men at dele heraf kunne selvstændiggøres i en form for moderne retorik og kommunikationsfag med fokus på elevernes egen betydningsproduktion i en digital mediekultur, mens andre dele i samspil med andre af de gymnasiale uddannelsers fag kunne reformuleres i et medie- og kulturhistorisk fag, hvor litteraturen ikke spiller soloviolin, men udfordres i samspil med andre instrumenter.

At påberåbe sig at danskfaget i gymnasiet allerede varetager dette samspil i form af den ministerielle forskriftstreklang sprog, litteratur og medier, er en skåltaleformulering, som hverken tilgodeser den reelle forvaltning af den historiske dimension eller samspillets udformning i den daglige undervisning. Shitstorm, kom så!

Dansknoter

59

/// Indfødte fra Odense

60

Dansknoter

Dansknoter

61

DIN FORENING

Reform - kurser - reform - ny læreplan - kurser - læreplan - ny undervisning?

Vi planlægger kurser for skoleåret 2017-2018, og de vil alle give inspiration til undervisning efter den nye læreplan.

– Årsmøde med tema om naturen med tilhørende litterære, sproglige og mediemæssige perspektiver, skriftligt arbejde og fokus på samarbejdet i de nye studieretninger – Kursus om dokumentargenren - det nye obligatoriske medieværk – Kursus i fagdidaktik gentages – Skolebaserede kurser – alle målrettede nye læreplaner i ungdomsuddannelserne

Kom forbi vores stand på Skolemessen 2017 Få en snak om foreningsaktiviteter, kurser og gode materialer til danskfaget. Se vores nyeste udgivelser til ungdomsuddannelserne, og gør et kup blandt vores gode messetilbud!

Vi er stolte over pris til de faglige foreninger CPH:DOXs skoleprogram I marts 2017 lancerer CPH:DOX et skoleprogram målrettet både folkeskolen og ungdomsuddannelserne.

De har udvalgt en række af de bedste, mest aktuelle og mest relevante dokumentarfilm målrettet elever i indskolingen, på mellemtrinnet, i udskolingen og på ungdomsuddannelserne. Og de har kombineret filmene med fagspecifikke undervisningsmaterialer og med efterfølgende debatter, lege, workshops, inspirationsoplæg og konkurrencer, så du som lærer kan få størst muligt udbytte af at tage dine elever med til CPH:DOX. Festivalen løber af stablen d. 16.-26. marts 2017.

Se mere på cphdox.dk/skoleprogram Der arbejdes på efter festivallen at gøre en del af filmene tilgængelig for streaming via Filmcentralen og filmstriben.dk

62

Dansknoter

De faglige foreninger har fået GLs årlige pris. Begrundelsen lyder: De faglige foreninger får GL-prisen for at yde et stort og vigtigt arbejde for sikringen af kvalitet i gymnasieuddannelserne. Arbejdet er frivilligt og ulønnet og drives af en utrolig entusiasme for fag, pædagogik og didaktik. De faglige foreninger tilbyder bl.a. efteruddannelse til landets gymnasielærere uden kommercielle bagtanker og kvalificerer i øjeblikket arbejdet med at skrive læreplanerne til den nye reform. Karakteristikken lyder: Højt fagligt niveau. Engagement. Viden. Lyst til udvikling. Samarbejde.

Kender du en kollega der ikke er medlem af Dansklærerforeningen?

Vil du hjælpe med at sprede det gode budskab om at foreningen er medlemskabet værd? Vi får hver måned nye medlemmer, men vi mister også nogle, ofte uden at de fortæller hvorfor. Vi skal helst være alle. Eller de fleste.

Ellers mister vi vores stemme politisk og vores ressourcer til at lave Dansknoter og kurser og udvikle nye udgivelser. I er meget velkomne til at skrive til bestyrelsen hvis I går med tanker om noget vi kan forbedre.

Nye fagdidaktiske vinkler

Vi vil fra Dansklærerforeningen gerne gøre opmærksom på vores bekymring vedr. den såkaldte tværfaglige læreplansgruppe som Undervisningsministeren har nedsat til at gennemgå udkast til læreplaner.

Vi kunne godt tænke os at få præciseret hvilket mandat og kommissorium denne gruppe har. Kan vi få at vide hvilke ændringer de foreslår til læreplansudkastene og med hvilke begrundelser? Har vi en indsigelsesmulighed?

I Dansklærerforeningen har vi i efteråret 2016 afholdt møder med dansklærerne om ønsker til et revideret danskfag. På idémøder, foreningens generalforsamling og FIP-kurser er nye tiltag i læreplanerne blevet vendt og drejet, og læreplansgruppen har siddet med et bredt indtryk og samtidig skarpt blik for hvad der findes af muligheder for en meningsfuld revision af dansklæreplanen i lyset af intentionerne i forligsteksten.

Den tværfaglige læreplansgruppe er i modsætning hertil håndplukket af ministeren, og til sammenligning med læreplansgrupperne har gruppen ikke et klart kommissorium. (....)

Den nedsatte gruppe arbejder bag lukkede døre og uden at bygge på dialog med dansklærerne og læreplansgrupperne. Vi er bekymrede på fagets vegne og på vegne af den demokratiske proces.

Dansklærerforeningens kursus om ”Nye fagdidaktiske vinkler” blev afholdt i januar 2017 og var fuldstændig overtegnet.

Kursets mål var at opdatere erfarne dansklærere med nye fagdidaktiske vinkler. Kurset gav på den måde danskfagets bud på hvordan vi kan motivere og løfte de unge og synliggøre den dannelse og læring der klæder dem på til at møde verden. Der blev holdt oplæg og workshops om grafiske romaner, om digitale tekster, om de skriftlige og mundtlige genrer, om det posthumane og meget mere. Desuden fortalte Caspar Eric om sit forfatterskab. En af deltagerne skrev i evalueringen: Kurset var super inspirerende, og der var en fin vekselvirkning mellem oplæg, som havde karakter af overordnet inspiration, og oplæg, som ' var lige til tasken' I januar 2018 afholder vi et lignende kursus.

Caspar Eric Fotograf: Fryd Frydendahl, copyright

Uddrag af breve til uddannelsespolitiske ordførere og ministeren:

Hvis denne gruppe har ændringsforslag, vil det være vigtigt at vi får lov til at drøfte dem i offentlighed, vi håber dette bliver muligt. Vi håber også at partierne bag forliget vil støtte det grundige faglige arbejde der er sket i læreplansgrupperne.

Venlige hilsner Birgitte Darger og Gitte Lautrup på vegne af bestyrelserne i Dansklærerforeningen

Dansknoter

63

ANMELDELSER UD AF KROPPEN, IND I VERDEN – IND I KROPPEN, UD AF SPROGET. SAMTALER MED NYERE DANSKE FORFATTERE Rolf Højmark: Forfatterstafetten. En samtalekreds.

Forlaget Spring 2016. 219 sider. Kr. 275 Per Olsen – olsen.per@webspeed.dk Forfatterstafetten. En samtalekreds er et forsøg på at levere 13 primært yngre danske forfatteres specifikke bud på deres egen litteratur, samt generelt udviklingen i den nye(re) danske litteratur efter de sociale mediers gennembrud og digitaliseringen af samfundet. Der er således tale om en samtalekreds, der for den enkelte forfatters vedkommende søger at besvare spørgsmålene ”Hvem er jeg, hvor kommer jeg fra, og hvor vil jeg hen”? – litterært set, forstås. Svarende til ”Hvor står dansk litteratur lige nu, hvad er dens forudsætninger, og hvor bevæger den sig hen i en digitaliseret verden”?

Samtalekredsens interviewer er Rolf Højmark, gymnasielærer, som tidligere har udgivet Hybrider. Forfattersamtaler (2003). Han har formidlet denne litteraturhistorie om de seneste 20-25 år, der består af samtaler eller interviews som er optaget og nedskrevet, efterfulgt af de enkelte forfatteres kommentarer til sig selv og de øvrige forfattere i samtalekredsen, hvorefter de har slutredigeret deres eget kapitel.

De medvirkende – 5 mandlige og 8 kvindelige forfattere – strækker sig fra Jens Smærup Sørensen (f. 1946) og Søren Ulrik Thomsen (f. 1956) til Christel Wiinblad (f. 1980) og Signe Gjessing (f. 1992), som eneste repræsentant for de alleryngste, spændende skud på stammen.

Ikke alle forfattervalg er indlysende i den ellers relativt kanoniske række af nyere danske forfattere, fx Mathilde Walter Clark og Leonora Christina Skov, som kunne være interessante i en anden kontekst. Generelt løfter indslagene sig over det privat-mytologiske, men det er bestemt ikke alle de medtagne forfattere, der har noget væsentligt på deres litterære hjerter, måske fordi nogle af dem fortaber sig i idiosynkratisk og polemisk vås, ukontrollerbart sludder og selvpromovering.

Redaktøren har ikke ekspliciteret sine udvælgelseskriterier, men valget er selvfølgelig hans, og Forfatterstafetten er spændende og givende læsning, bl.a. fordi den dækker

64

Dansknoter

et stort tematisk felt – fra Se & Hør-intellektuel bragesnak, offerroller og fnidder-fnadrende privat navlepilleri til litteraturhistoriske indsigter og poetologiske, mere teoretiske vinkler på nyere dansk litteratur.

Interviewerens/bogens metode er modelspørgsmål som fx det første i samtalekredsen til Smærup Sørensen: ”Lad os starte med at tale om din litterære debut Udvikling til fremtiden fra 1971. Udviklingsidéen er nemlig rammen om flere af Forfatterstafettens samtaler. Hvad tænkte du dengang om fremtiden og litteraturen?” Men bogen rummer også samtaler om den autonome digtning (Søren Ulrik Thomsen), ”generation etik” og karakteristikker af egne forfatterskaber (fx Madame Nielsen, tidligere Claus Beck-Nielsen eller hvad hun har kaldt sig i tidens løb), det talte ord, minimalisme (Helle Helle), forholdet mellem litteratur, pædagogik & samfund (Djørup), tværfaglighed mellem kunstarterne (Guldager), dobbeltrollen som forfatter & dagbladsanmelder (Leonora Christina Skov) og erotisk litteratur (Stoltz).

Mange strejfer dannelsesbegrebet i vor digitale tidsalder og de sociale mediers nye genrer. Og et af de gennemgående temaer hos mange forfattere er sidste sæsons litterære trend: autofiktion, der som bekendt bliver defineret som et navnesammenfald mellem forfatter, fortæller og tekstens hovedperson, som i fx Yahya Hassans Yahya Hassan. Sært nok er der ingen, der tager fat på forrige sæsons litterære trend: eller steder, som det hedder på litteraturvidenskabelig nudansk: ”the spatial turn”, den rumlige vending.

Nedslag i bogen kan vise dens mangfoldighed. Smærup Sørensen taler om det gamle landliv og velfærdssamfundets fremvækst og ser den litterære udvikling sådan: ”De sidste tyve års store force har været det spontane udtryk”. Søren Ulrik Thomsen bekender sig til ”kunsten [som] et autonomt erkendelsesniveau, hvor der siges noget, som ikke kan siges

uden om værket”; om hans engagement i Jazz & Poetry-fænomenet hedder det: ”Det er ikke ’jazz and poetry’ i klassisk forstand, vi spiller. Denne genre bygger jo på improvisations-princippet, for de digtere, der følte sig tiltrukket af jazz, havde jo selv en improvisations-tilgang til digtningen – for eksempel Jack Kerouac eller herhjemme så forskellige folk som Dan Turèll og Jørgen Leth. Og jeg er jo i udpræget grad ikke improvisationsdigter”.

Peter Høeg taler om originalitetskravet og lån og tyveri fra andre forfattere samt, hvorfra den kunstneriske kraft kommer: ”Han [den amerikanske jazztrompetist Dizzy Gillespie] blev interviewet i begyndelsen af 60erne af en ung, kvindelig journalist fra New York Times, som spurgte ham: ’Maestro, hvor kommer kraften fra!’ Gillespie svarede: ’Vil De vide det? Vil De virkelig gerne vide det, frøken? – Fra røvhullet’”. Thomas Boberg koncentrerer sig om ”digtningen som livsrejse” og leverer en skelnen mellem ”bekendelseslitteratur” og ”autofiktion” og taler om at tage af ”hovedstolen” – et udsagn, der tillægges Per Højholt, men som i virkeligheden skyldes Martin A. Hansen.

Pia Juul kommenterer ”generation etik”, bl.a. Hassan og Nordenhof, og polemiserer lidt mod forlagene, der gerne ser, at forfatterne er på Facebook. Når det gælder ”privatismen” (autofiktion), fremdrager Juul et par tidlige eksempler, nemlig Tove Ditlevsens Vilhelms værelse og Gift: ”De bøger er ikke bare ’autofiktion’ – hun har en lethed og en humor og en bevidsthed om formen, som rystede mig, fordi hele det medieskabte billede af hende overhovedet ikke stemte overens med det, man måtte tænke, når man læste de romaner”. Og om sine egne ”onkeldigte” og ”sludredigte” hedder det: ”Jeg skriver selv til sammenligning [med Johannes Ewald] bare løs. Jeg lader folk ’snakke’ i mine bøger, og det er ikke i sig selv et system [som hos Inger Christensen], men jeg er altid meget bevidst om at sætte en ramme om stemmerne. Jeg spørger: ’Hvorfor snakker de ikke bare videre!?’”

Jeg læste med stor interesse Claus Beck-Nielsens Mine møder med De Danske Forfattere fra 2013 med dens raffinerede, kontrollerede og tankevækkende spil med fiktions- og faktaroller. Forfatteren vil ikke kalde sig selv for kunstner: ”Jeg ved ikke hvad kunst er. Jeg har aldrig kaldt mig selv for ’kunstner’. Jeg er et menneske-ligt væsen, og jeg gør en masse ting, og jeg giver en masse form. Jeg arbejder med form.

Men spørgsmålet om, hvad kunsten kan. Jeg ved ikke… Man skal risikere sig selv og sit liv”.

Helle Helle skriver befriende klart om sin litterære teknik og metode og sine yndlinge Bang og Hemingway. Om forudsætningen for sin særlige lydhørhed over for dialogen, det talte sprog, peger hun på sin fortid som ”programmedarbejder” på ungdomsprogrammet ”P4 i P1” – programmet Tværs med Tine Bryld – med monterede indslag og brev-hitlisten Det elektriske Barometer: ”[DR] kørte med spolebånd [Nagra-

båndoptagere] (…) [man] skulle ikke spilde tiden med for meget udenomssnak, når båndet først rullede (…) Det betød, at det var et meget redigeret virkelighedsudtryk, vi fremstillede (…) Vi sad og klippede i vejrtrækninger, forlængede pauser med halve sekunders cleansound”. Helle anerkender ikke begrebet ”minimalisme”: ”Men jeg forstår ikke, hvordan man kan tale om minimalistisk litteratur. Ord er jo ikke metal eller sten, de er mega-loadede med betydning. At man arbejder med præcision, gør det vel ikke til minimalisme?”

En stor del af samtalen handler i øvrigt om Helle Helles egne spændende karakteristikker af Hvis det er, Dette burde skrives i nutid og Biler og dyr – og om hvorfor hun har slået nogle forfatterspirer ihjel i sine bøger.

Den digitale indfødte Signe Gjessing digter om universet og syner og er blevet kritiseret for at være en ”hermetisk” digter. Hun synes at være en post-post-symbolist, lidt i forlængelse af Johannes Jørgensen, der som bekendt skrev om ”Troen paa en Metafysik, en anden Verden, et Hinsides” og i sin programartikel i Taarnet afsluttende pointerer, at ”Verden er dyb. Og kun de flade Aander fatter det ikke”. I forlængelse af Inger Christensen, der skriver om et helt sprogsamfund med medborgere, der kan tage sig ordentligt af hinanden, taler Gjessing om de ensomme substantiver, som altid søger at knytte sig til nogle andre ord: ”Og man skal lade præpositionerne medvirke til at fastholde denne ensomhed (…) jeg tror på det iboende i ordklasserne (…) – deres forskellige personligheder og egenskaber, som de i sproget bidrager med”.

Gjessing er begrebsrealist – ord er ikke noget, man klæber på ting for at beskrive virkeligheden. Begreberne har virkelighed i sig selv, uanset deres sammenhæng. Og samtalen slutter med hendes tro på Rilkes ”Weltinnenraum” – poesien som det fælles, verdensomspændende rum. Sproget er, ifølge Gjessing, bestemt ikke ensomt!

Som det forhåbentlig vil være fremgået af det ovenstående, er der med Forfatterstafetten. En samtalekreds tale om en bog med og om 13 nyere, danske forfatteres egne, mangfoldige bidrag om sig selv, kollegerne, de litterære trends m.m. inden for de seneste 20-25 års litteraturhistorie. De har, overordnet set, været spændende læsning, og de 13 bidrag med forfatternes egne, personlige bud på veje og vildveje i litteraturen og den digitaliserede virkelighed har været både en messe og en rejse værd. Eller med Søren Ulrik Thomsens ord: ”Det [digtet ’Levende’] tog måske 10 minutter at skrive det, og det indfangede lige præcis noget, der var i en bestemt persons liv et bestemt sted i verden og et bestemt sted i samfundet i 10 minutter for mange, mange år siden, men hver gang man rører ved det, springer det op som en trold af en æske og taler hen over de betingelser, det blev til under”.

Dansknoter

65

VOXPOP VIVI ANN CAMILLA JACOBSEN, Viden Djurs

Læreplan ifølge FIP-møde Vi har tidligere haft ret frie tøjler, men nu begynder vores læreplan ifølge FIP-mødet at minde mere om hhx, hvilket jeg ikke ser nogle bekymringer i, da vi jo også er et erhvervsgymnasium.

Jeg tænker ikke, der bliver den store forskel på, hvordan jeg tilrettelægger faget i dag, da kravene fra læreplanen blot udspecificerer det, som de fleste allerede gør. Der bliver dog et større krav til overblik og planlægning, når jeg skal have obligatoriske skriftlighedsforløb, og der er krav til organisering af stoffet, men det kan kun komme eleverne til gode.

Jeg er bekymret over tendensen til øgede krav til elevernes skriftlige kompetencer, hvis vi ikke får mere tid i undervisningen til at dyrke skriftligheden, men jeg er helt enig i, at der skal mere fokus på skriftligheden.

Endvidere håber jeg på, at dansk på htx får muligheden for at have fokus på en mere tidssvarende og aktuel form for dannelse, hvilket blandt andet kan være i forhold til elevernes digitale kompetencer, som jeg finder mere relevant og virkelighedsnært for eleverne på htx. Jeg ser frem til den nye læreplan, og jeg er optimistisk indstillet med hensyn til fremtidens danskfag på htx.

JULIE KIERKEGAARD GALSBO, Borupgaard Gymnasium

Hvilke forventninger og forhåbninger har du til reformen?

Jeg forventer desværre, at det bliver ret hårdt at indføre den.

Specielt da man politisk har vedtaget, at store besparelser og reformen skal indføres samtidig. Det er ikke optimalt, da en ny reform jo netop kræver mere arbejde. Til gengæld er jeg glad for, at skriftlig dansk igen er obligatorisk til studentereksamen, og den megen vægt på omlagt skriftlighed giver god mening. Det er også dejligt, at vi endelig bliver sidestillet med de fleste andre fag og kan lade mundtlige eksamensspørgsmål gå igen flere gange. Jeg er dog ked af den fortsatte nedprioritering af kreative fag, som ligger i, at det kun er musik, som fortsat kan være centralt i studieretningerne.

66

Dansknoter

JULIE SEJER HANSEN Det Internationale Gymnasium, Niels Brock

Forventninger til gymnasiereform Jeg er umiddelbart positivt stemt over for reformen og de forandringer, den kommer til at medføre for danskfaget på hhx. Med forbehold for, at noget af ordlyden kan være ændret siden FIP-møderne i efteråret, ser jeg især frem til, at vi ikke længere skal undervise inden for syv overordnede fokusområder fordelt på de tre år, men i stedet kan bryde undervisningen op i nogle mindre temaer. Mediehistorie har eksempelvis skullet favne alt for meget, da det typisk ikke kun har omhandlet journalistik, men ofte også dokumentarer, reality, spillefilm, sociale medier med mere. Jeg tror, de mindre temaer vil give eleverne et tydeligere overblik over, hvad de kan trække til eksamen, og hvilke begreber der forventes anvendt på hvilke genrer.

Det bliver interessant at se, hvilken rolle de obligatoriske skriftlighedsforløb kommer til at spille. Dansklærerne er så afgjort de bedst kvalificerede til at udvikle elevernes skrivekompetencer, men hvis der ikke følger nogen ekstra undervisningstimer med opgaven, kan den blive vanskelig at løfte. Mange lærere oplever nemlig allerede stoftrængsel.

Endelig vil jeg tilføje, at jeg, reformens gode takter til trods, er bekymret for, hvordan det bliver at implementere så mange nye tiltag, når der ikke er fulgt skyggen af finansiering med til udvikling af selvsamme. Jeg frygter, vi kommer at arbejde uden betaling, eller at vi må leve med en tvivlsom kvalitet de første år.

G-bestyrelsen Birgitte Darger Christianhavns Gymnasium birgitte.darger@gmail.com

Maren Miltersen Pilgaard Falkonergårdens Gymnasium mp@falko.dk

Medlem af Dansklærerforeningens Hus A/S’ bestyrelse: Mette Clausen

Næstformand: Camilla Aaquist Odense Katedralskole aaquist83@gmail.com

Tina Svane Munkensdam Gymnasium ts@munkensdam.dk

Repræsentant i GYMsprog: Mischa Sloth Carlsen

Øvrige bestyrelsesmedlemmer Mette Clausen Roskilde Gymnasium rgmc@roskilde-gym Karen Wagner Ørestad Gymnasium kwa@oegnet.dk Jette Sindbjerg Martinsen Nørre Gymnasium js@norreg.dk Christian H. Mohn Paderup Gymnasium christian@chmohn.dk Helle Trier Gribskov Gymnasium helletrier@gmail.com René A. Christoffersen Gammel Hellerup Gymnasium rc@ghg.dk Pernille Bach Pedersen VUC Holstebro pbp@holstebro-vuc.dk Mischa Sloth Carlsen Aurehøj Gymnasium msc@aurehoej-gym.dk

Regionsrepræsentanterne København/Bornholm Jan Maintz Hansen Virum Gymnasium ja@edu.virum-gym.dk Sjælland Miriam Kruse Næstved Gymnasium og HF mp@ngh.nu Sydjylland/Fyn Morten Mikkelsen Fredericia Gymnasium MM@fredericia-gym.dk

Fagkonsulent Sune Weile weile@galnet.dk

Oversigt over udvalg og bestyrelsens repræsentanter i andre fora: Skolebaserede kurser: Camilla Aaquist Regionskurser: Mette Clausen Internatkurser: Karen Wagner Repræsentant i PS: Birgitte Darger

Repræsentant i Fagligt Forum: Birgitte Darger Medlem af Dansk Noters redaktion: Jette Sindbjerg Martinsen

E-bestyrelsen Formand Gitte Lautrup Tradium gl@tradium.dk Næstformand Ditte Eberth Timmermann Aarhus Tech det@aarhustech.dk

Lisbeth Kahr Greve Tradium lg@tradium.dk Susanne Uhd Pedersen HTX Lillebælt sup@eucl.dk Suppleanter: Julie Sejer Hansen Niels Brock jush@niels.brock.dk Jan Nøhr Christensen Handelsgymnasiet Aalborg jnch@ah.dk Fagkonsulent Lars Holst Madsen lars.holst.madsen@uvm.dk

Oversigt over udvalg og bestyrelsens repræsentanter i andre fora: Repræsentant for eux: Lisbeth Kahr Greve

Nordisk Udvalg: Turnus

Dorthe Hedegaard Mikkelsen Aarhus Tech dhm@aarhustech.dk

Det nordiske redaktørsamarbejde: Birgitte Lamb

Rikke Bjørn Jensen EUC Nordvestsjælland rha@eucnvs.dk

Repræsentanter i FagligtForum: Gitte Lautrup

Repræsentant i Dansk Sprognævn: Mischa Sloth Carlsen

Øvrige bestyrelsesmedlemmer Lise Fuur Andersen IBC Fredericia Middelfart lisefuur@gmail.com

Lise Fuur Andersen

Midtjylland Steen Fiil Christensen Tørring Gymnasium sc@toerring-gym.dk Nordjylland Claus Nielsen VUC & HF Nordjylland cni@vucnordjylland.dk

Nordspråk: Dorthe Hedegaard Mikkelsen

Medlem af Dansk Noters redaktion: Ditte Eberth Timmermann

IDNR 4276

/// Indfødte fra Herning