Uddrag fra "Jeg er her, når du vågner"

- Hvor skal du hen, spørger han.

Der er noget mildt i hans stemme. Jeg er lige ved at sige, at jeg bare skal så langt væk som muligt, men det går jo ikke. Jeg rømmer mig og forsøger at få det til at lyde naturligt.

- Jylland!

- Okay …

Hans blik skifter mellem bakspejlet og kørebanen, mens jeg sidder stiv og tavs ved siden af.

- Må man spørge, hvor i Jylland?

Almas mål er er at komme så hurtigt gennem 9.klasse som muligt. Men det er svært, når de andre i klassen har brug for en at grine af. En dag klipper Alma alt håret af, pakker en rygsæk og… ja, hvad så? Hun tager på stop og bliver samlet op af en helt fremmed.

Serien VOKSEVÆRKER er skønlitterære værker til mellemtrinnet og udskolingen.

omslag_JegErHerNaarDuVaagner.indd 1

16/03/2022 11.59

Ensomheden. Den løber som en ulv langs sine byttedyr for at se dem an og udvælge de svagere individer. Fra det øjeblik du virkelig mærker den for første gang, slår den rod og vokser efter det lys, der skinner på den, og det vand, der løber til dens rødder.

Citat: Mig

1

Over mig er himlen blågrå. En tårnfalk hænger oppe mellem skyerne med sitrende vinger og bruger sit falkeblik. Byttedyrets urin indeholder ultraviolette stoffer. Man kan ikke se dem med det blotte øje, men tårnfalken har udviklet en evne til at se ultraviolet lys. Det er smart.

Medmindre man er en mus, selvfølgelig.

Den kolde novemberluft river i mine lunger, så de er ved at eksplodere. Det er, fordi jeg har løbet stærkt, og jeg har løbet længe. Og at jeg har løbet længe, er overhovedet ikke det samme som, at jeg har løbet langt, hvis man sammenligner det med, hvor langt de andre løber. Det er vægten, du ved. De ekstra kilo tynger. Havde jeg været ældre, ville de have sagt, at jeg var 5

fyrre, fed og færdig, men det er jeg ikke. Jeg er femten.

Man forstår det ikke rigtigt, når man er lille, man tænker ikke over det på samme måde, som man gør, når man er på min alder. I starten blev jeg overrasket, når de andre sagde nej til at være sammen. Især, hvis jeg kunne høre, at de havde aftaler med andre. Er det noget, du kan genkende? Genkender du det at være den, der bliver valgt fra? Det er der, man skuffes og finder ud af, at det ikke handler om, at de andre ikke kan være sammen, men at de ikke vil. Der er det min tur, siger mørket. For når først ensomheden har omkranset dig og prikket sig et lille hul, så er det mørkets tur.

Hvad tror du?

Hvornår er man et venskab værd?

Hvornår er man ikke?

6

2

Første gang, det træder frem for mig, er til en fødselsdag hos Christian fra klassen. Vi går i femte, og alle dem fra klassen, der kan, kører på skateboard på det tidspunkt. Mor er lige kommet hjem fra en indkøbstur og lægger en kasse op på bordet. NKX Metallic Silver Deluxe Skateboard står der. Jeg lader hænderne glide hen over den og bobler af glæde indvendigt.

– Er det ikke det rigtige?

Jeg nikker og stikker hende et taknemmeligt smil. Hun kigger på sit ur.

– Der er kun en time til, at du skal være der.

Du skal i bad, inden du kører …

– Jeg skal bare lige ud og prøve, siger jeg.

Jeg flår kassen op og hiver plastikket af det skinnende board. På vej ud ad døren bærer jeg det under armen på samme måde, som jeg har set de andre gøre det. Først står de og hænger ud med deres skateboard under armen ved cykelstativerne, når vi har fået fri. Det er der, jeg låser min cykel op og cykler hjem, for jeg har ikke noget skateboard.

Nede på cykelstien lyser boardet op på den mørke asfalt under mine gummisko. Indimellem 7

står jeg med begge fødder på boardet og triller derudaf. Knæene ryster, og jeg forstår ikke, at andre kan få det til at se så let og ubesværet ud. Alligevel er jeg så glad, at mit hjerte er ved at sprænges. Jeg vender om og ruller hjem. I indkørslen øver jeg mig på at træde på enden af skateboardet, så det vipper op i min hånd. Christians gave står klar på bryggersbordet, og mor har bundet en ballon fast i gavebåndet og skrevet på den. Ude på badeværelset har hun lagt mit nye tøj frem.

– Husk shampooen, råber hun inde fra stuen.

Efter badet tager jeg det nye tøj på. Jeg suger maven og knapper bukserne. Der kravler en ordentlig bule af maveskind med fyld ud over bukselinningen, da jeg puster ud igen. Det er hvalpefedt, siger min far. Det er, fordi jeg er i voksealderen. Jeg hader voksealderen, og jeg hader hvalpefedt. Det gør jeg stadig væk. Og i øvrigt er det løgn, for der er ingen af de andre fra klassen, der ser ud på samme måde, selvom de også vokser. Der er ingen buler på deres maver. I stedet ligner de pindemennesker, der har fået en alt for lille hud trukket ud over deres knogler. De andre siger det ikke, men når vi er i bad efter idræt, stryger deres blikke forbi mig, som glider de af på en overflade af glas.

8

Jeg skriver til Karoline og spørger, om vi skal følges hen til Christian.

Jeg skal følges med Line …

Det er sådan, hun svarer. Som alle andre børn synes jeg, at det er sjovest at følges med nogen, så jeg spørger, om vi ikke bare kan følges alle tre.

Kan vi ikke bare mødes derhenne?

Og som alle andre børn fornemmer jeg, når man trænger sig på som det tredje hjul.

Ude i indkørslen er far lige ved at ramme mig, da jeg triller afsted på mit nye board med Christians gave under armen. Jeg vinker lidt kækt. Han ruller bilruden ned og råber “god fest” efter mig. Der er god fart på skateboardet, og jeg kan ikke vende mig om for at vinke til ham, men jeg er sikker på, at han er stået ud af bilen og står med armene i siden og ser veltilfreds efter mig. Det er hans ide med skateboardet, for der skal ikke mangle noget.

Henne ved Christian er mange af de andre kommet. Deres skateboards står linet op i ind9

kørslen, og jeg sætter mit ved siden af. Det er en god følelse.

– Tillykke med fødselsdagen, siger jeg og rækker Christian pakken, da han åbner døren.

– Tak, Alma, siger han og træder et skridt tilbage. – Kom ind.

Inde i stuen sidder Karoline sammen med to af de andre piger og kigger på deres mobiler. Vi får øjenkontakt, og hun vinker kort. Jeg bliver stående og venter på, at nogen siger, hvad vi skal.

Så kommer Christians mor langt om længe.

– I må gerne sætte jer til bords, råber hun.

Der er bordkort med vores navn på. Jeg leder efter mit. Så ringer det på døren. Christian går ud for at åbne for den sidste, der mangler, mens hans mor sætter kander med varm kakao og saftevand på bordet. Lidt efter kommer de ind i stuen. Nicky går bag Christian med stive skridt.

Håret er nyvasket og redt i en lige skilling, og skuldrene er trukket helt op om nakken under en krøllet skjorte. Han finder sit bordkort og sætter sig ned.

– Du skal sidde ved siden af mig, siger han og peger på stolen ved siden af.

Vi venter, mens Christian pakker gaver op en ad gangen og siger tak. William råber op, så snart den sidste gave er åbnet.

– Hvor er din gave, Nicky?

10

Der er helt stille, mens røde plamager kravler op ad Nickys hals. Han kigger ned i bordet. Der er ikke nogen, der siger noget, for man lægger sig ikke ud med William. Der er ingen, der har lyst til at være den næste, det går ud over. Det er klassens hierarki. Det er sådan, det er.

– Du skal ikke tage dig af det, hvisker jeg.

Fødselsdagsbarnet sidder for bordenden med sine to bedste venner. Jakob er ok, men jeg er bange for William. Jeg er bange for, at han får øje på mig. Christians mor sender fadet med boller rundt, og resten af fødselsdagen går godt, og det er først, da jeg skal hjem, at det hele bliver mærkeligt. Måske er det ikke engang mærkeligt, men jeg har ikke noget bedre ord til at beskrive det.

Ude på vejen foran Christians hus kører William rundt på mit skateboard. Jakob står ved siden af. Så hopper William af, så Jakob kan prøve det. Og bagefter er det William, der kører på det igen.

– Hvorfor har I taget mit skateboard? spørger jeg.

Det er et uskyldigt og naivt spørgsmål, men sådan er man jo i den alder, ikk’?

– Hovsa, siger William. – Er det dit?

– Må jeg godt få mit skateboard, spørger jeg.

William lader som ingenting og kører videre.

Indimellem ser han på Jakob og griner.

11

– Skal du have en tur mere, Jakob, råber han.

Selvom solen skinner, fryser jeg helt ind i mine knogler, for jeg aner ikke, hvad jeg skal stille op. Så prøver jeg at løbe efter William, for det er mit skateboard, men selvfølgelig kan jeg ikke fange ham.

– Snyyydt, råber han og suser tæt forbi mig, men mine arme griber ud i den bare luft.

Indvendigt bliver jeg ked af det som i rigtig ked af det. Men man giver sig ikke til at græde, når man går i femte.

– Du kan jo se, om du kan tage det, Alma, siger William og drøner afsted.

– Giv mig det, siger jeg.

Der er blæver i min stemme.

– Hvad har det kostet, Alma, spørger han, mens han drøner rundt om mig.

– Det … det ved jeg ikke. Kan jeg ikke bare få det?

– Kom nu, sig nu hvad det har kostet, Alma!

– Hvorfor? Jeg ved ikke noget om, hvad det har kostet!

Og lidt efter går jeg i panik.

– Det er mit!

Stemmen er skinger. William hopper af og rækker skateboardet frem mod mig. Jeg flår det ud af hånden på ham.

– Slap dog af, griner han.

12

Lidt efter kommer de andre ud ad døren. Karoline og Line skal følges hjem. Jeg skal ikke følges med nogen. Fødselsdagen er slut. Jeg skynder mig afsted, mens noget bryder sammen indvendigt.

13

- Hvor skal du hen, spørger han.

Der er noget mildt i hans stemme. Jeg er lige ved at sige, at jeg bare skal så langt væk som muligt, men det går jo ikke. Jeg rømmer mig og forsøger at få det til at lyde naturligt.

- Jylland!

- Okay …

Hans blik skifter mellem bakspejlet og kørebanen, mens jeg sidder stiv og tavs ved siden af.

- Må man spørge, hvor i Jylland?

Almas mål er er at komme så hurtigt gennem 9.klasse som muligt. Men det er svært, når de andre i klassen har brug for en at grine af. En dag klipper Alma alt håret af, pakker en rygsæk og… ja, hvad så? Hun tager på stop og bliver samlet op af en helt fremmed.

Serien VOKSEVÆRKER er skønlitterære værker til mellemtrinnet og udskolingen.

omslag_JegErHerNaarDuVaagner.indd 1

16/03/2022 11.59