Lighuset i Breslau

OSCAR K. & DORTE KARREBÆK ✙ LIGHUSET I BRESLAU

DANSKLÆRERFORENINGENS FORLAG

Hvor ofte burde man genopfinde en figur, selv erindringens, for at komme sandheden nĂŚr?

Elias Canetti i Optegnelser 1992-1993

LIGHUSET I BRESLAU Andre barndoms- og ungdomserindringer

af Oscar K. Illustreret af Dorte KarrebĂŚk

FORORD

Det meste af det, der er fortalt i bogen her, stammer fra nogle gamle stilehæfter, som Oscar K. ved sin død efterlod i et par kufferter med uudgivne manuskripter, kommentarer og notater.

Da han på et tidspunkt blev opfordret til at skrive historien om sin barndom og tidlige ungdom, besluttede han sig for at tage tilbage til Breslau, hvor han påstod, han kom til verden i en hyrevogn den 5. september 1948.

Som dreng havde Oscar hård mave, sad forgæves på lokum i dagevis. Ikke en skefuld amerikansk olie. Ikke et lavement.

Det huskede han. Og det overskyggede ofte hans hemmelige forestillinger om, at han var en opdigtet eller forbyttet dreng, den glemte halvdel af et tvillingepar, et børnehjemsbarn eller en bastard, der strejfede om og opdagede verden. Han var ikke sikker på, at det virkelig var sådan, eller om det var noget, han føjede til hukommelsen. Han genopfandt sin barndom og ungdom, selv erindringen om den tid fandt han på.

5

Oscar havde fra barnsben en stærk fornemmelse af, at nogen havde fundet på ham som en person i en bog eller et teaterstykke, sådan som han senere gjorde det med andre. Hans ideal var at leve i romanform uden tanke på selve livet.

Som en udenforstående. Usynlig.

Han var skeptisk, hvad tid angår. Nutid. Datid. Fremtid. Og alle de andre tider. Lokaltider med få minutters mellemrum, hvor tiden falder mere og mere fra hinanden. Ure med hvert deres klokkeslæt.

Han valgte steder efter forgodtbefindende. Polen. Alle steder og ingen steder. Engeland. Shangri-La. Han bestemte sig for dem efter deres navne, sammensætningen af bogstaverne og klangen. Breslau. Ingolstadt. Königsberg. Kaliningrad. En dag et lille torv i en landsby – og ligner alle torve i verden ikke hinanden? De samme huse og butikker! – en anden et fattigkvarter i en storby eller en befærdet boulevard, en tredje en eneboerhytte i en ørken, nogle gange flere steder på én dag, hvad enten det nu var i Kitesch eller Thule, Rio de Janeiro eller Spjald. Tilnærmelsesvise steder. Uforudsigelige, som tider og personer.

Da han kom tilbage til Breslau, samlede han spor, som afstedkom nye spor, uden at de altid førte til noget. Han var klar over, at han ikke kunne genskabe en usammen-

6

hængende barndomshistorie, den originale. Men historien kunne måske sættes sammen på ny. Historien om en dreng, der ikke anede, i hvis billede han var skabt. En dreng, der fortalte sig selv uden omsvøb og kom bag om fortrolige træk, tilsløringer og hørbare toner.

I Breslau søgte han i en af de vidtforgrenede, underjordiske gange under byen efter den maskine, som kartoffelhandlerens skeløjede søn Jarosz og han i sin tid havde flikket sammen: en almindelig jernseng med vendbar bund, der ved hjælp af et håndsving i fodenden, kunne drejes rundt, så bundrammen vendte nedad, og tilbage igen, så den liggende snart befandt sig oven på sengen, snart under den. Var personen, der lå i sengen, f.eks. død, drejede de bare bunden 180 grader rundt, så blev han eller hun levende igen, og omvendt; så personen i sengen alt efter omstændighederne var enten død eller levende.

Og i en niche i den inderste hule opdagede han en skrammet kagedåse, som måtte være Jarosz’. Den lugtede af røg og indeholdt brudstykker af breve fra en brandtomt.

O.D.

7

PERSONERNE mere eller mindre i den rækkefølge, de optræder i bogen: Jarosz Domorła, kartoffelhandlerens skeløjede søn Yaryna K., gift med Witold K. Kraus, egentlig Vasilij Bogdanovitsj, Yarynas bror, bl. a. pater, barpianist og nervelæge Witold K., Tadeusz’ ældste søn, manufakturhandler, gift med Yaryna Helka, den ældste af Yaryna og Witolds døtre Katarzyna, den yngste af Yaryna og Witolds døtre Elsbieta K., Yaryna og Witolds mellemste datter Karol, spiller og kvindebedårer, gift med Katarzyna Pussy, Yarynas udstoppede hund Adela, ung pige, husholderske og familien K.s faktotum Małgorzata, Józka og Oleks ugifte datter Marek K., Tadeusz’ yngste søn, Witolds lillebror, possementfabrikant, gift med Mańka Mańka, gift med Marek K. Józka, Tadeusz’ datter, Witolds lillesøster, gift med Olek Olek, isenkræmmer, gift med Józka Den blåøjede bager, kortvarigt ansat hos Majewski Andrzej Majewski, konditoriindehaver i Breslau Hedvig, den blåøjede bagers søster fra Vemb Erling, Hedvigs dreng De karseklippede drenge fra børnehjemmet i Kaliningrad Kadetterne fra Kaliningrad De faste kistebærere fra Domorłas Begravelsesforretning Tarik Domorła, indehaver af Domorłas Begravelsesforretning, bror til Pawel

8

Pawel Domorła, kartoffelhandler, bror til Tarik og far til Jarosz Domorła Anna, halt, yndefuld klassekammerat, børnehjemsbarn Zygmunt med øret, klassekammerat, børnehjemsbarn Herta, nervøs, stum klassekammerat, børnehjemsbarn Gottfried, fugledræber, klassekammerat, børnehjemsbarn Jerzy, teatertosset, klassekammerat, børnehjemsbarn Olga, sinke, klassekammerat, børnehjemsbarn Cyprian, uheldig og ulykkelig, klassekammerat, børnehjemsbarn Marieta, velskabt, klassekammerat, børnehjemsbarn Woyzeck, blind klassekammerat, børnehjemsbarn Rósemarie eller Grevinden, servitrice på Hotel Adler i Ingolstadt Samira, månesyg prostitueret i Breslau Repræsentanten fra Skjern, alt i dameundertøj, Hedvigs elsker Hr. Andrzejewski, spillelærer med ung kone Tadeusz K., far til Witold, Marek og Józka, manufakturhandler Karl Hanke, provinsguvernør over Nedre Schlesien og overkommandant i Breslau Zacharias, jødisk vekselerer Stanislaw, paraplymager Szloma, frisør og senere tobakshandler, gift med Helka Löw, dukkemager og lærd Den unge mand, Małgorzatas bejler Den gale pige med hareskåret Hr. Benjamenta, lærer, forstander og rektor, bror til Fräulein Lisa Fräulein Lisa, lærerinde, hr. Benjamentas søster

9

FAMILIEFOTO

Det er min bedstemor, min mors mor, Yaryna. Det er hendes bror, præsten. Pater Kraus. Vi kaldte ham onkel. Og det er bedstefar, Witold K. Han kommer nogle måneder senere på sindssygeanstalten lidt uden for byen. Og det er Helka, den ældste af Yaryna og Witolds døtre. Første til venstre. Ved siden af hende, den yngste af døtrene, Katarzyna, eller ... Der sidder hendes mand, Karol. I midten. Han har overtaget forretningen, som om et stykke tid går nedenom og hjem. Halvt skjult bag onkel Kraus vinker min mor smertefuldt usynlig.

Og det er Pussy, bedstemors udstoppede hund, der stirrer blindt ind i kameraet med sine hvide glasøjne. Ved siden af bedstefar står Adela, den unge pige, husholdersken og familiens faktotum, der tager sig af ham. Lidt efter kommer min grandkusine Małgorzata. Resten er onkler og tanter, som døden til sidst indhenter et eller andet sted i verden. Dér står de i stuen som uskarpe aftryk af erindringen, forenklede til en grimasse i fotografiets øjeblik, statister eller stjerner fra en tabt tid: onkel Marek og tante Mańka, onkel Olek og tante Józka … Senere ændres vores skæbner; små og store forandringer, der ofte er pinlige og ubærlige, mens vi lever.

Den blåøjede bager eller danskeren, som de sagde var min

12

far, er ikke med på billedet. Han opholdt sig kun nogle måneder i Breslau et efterår og en vinter. Han arbejdede hos Majewski i konditoriet, og det, jeg ved af, var den gamle Andrzej godt tilfreds med ham. Da jeg fyldte syv eller otte, sendte han en pakke med et Peter & Ping-hæfte, et par Flemming-bøger og noget Meccano, som havde været hans, da han var dreng; grønne, hårdt lakerede stænger med huller til skruer og møtrikker. Blanke tandhjul og messingfarvede kæder. Med en kran på den falmede æske. Jeg er ikke sikker på, at det ikke var Hedvig, hans søster i Vemb, der havde sendt den. Men både onkel Kraus og min mor insisterede på, at pakken var fra min far, som jeg aldrig hørte mere til. Selvfølgelig er den det, min lille messedreng, sagde min mor usikkert og smilede blegt. På børnehjemmet fik jeg en opringning fra Hedvig på min tolvårs fødselsdag og nogle uger efter et brev fra hendes søn, min fætter Erling, som spurgte, om vi skulle være pennevenner. Vi skrev sammen nogen tid, mest Erling, og mest om sin mor.

Kartoffelhandlerens søn, der var flere år ældre end mig, sagde, at man aldrig kunne være sikker på det med familie. Familien er et af naturens store bedrag.

13

OSCAR K. & DORTE KARREBÆK ✙ LIGHUSET I BRESLAU

DANSKLÆRERFORENINGENS FORLAG