20
AKTIVITETER FOTO: RØDE KORS BELARUS
En mor med tre børn modtager nørkletøj i Belarus
NØRKLERNE Rapport fra Belarus I 2021 havde vi flere forsendelser til Belarus. Det har været uhyre vanskeligt at uddele tøjet derovre pga. corona-situationen. Det er nu lykkedes – bl.a. ved at invitere familier ind i små grupper for at hente tøjet selv. Røde Kors i Belarus har sendt en fin rapport med gode billeder. Rapporten oversættes og udgives på www.mitrødekors.dk.
Gopler til Hvidovre To afdelinger i Hovedstaden har indgået aftale med Hvidovre Hospital om levering af hæklede gopler til patienter på psykiatrisk afdeling. Goplerne er gode til konfuse patienter, da de giver tryghed og ro. Et rigtigt godt eksempel på lokalt samarbejde til en sårbar målgruppe. Vi anbefaler alle at spørge i eget lokalområde efter lignende samarbejder.
Bamser til flygtninge fra Hvidovre Vores meget populære bamser til børn af indsatte giver nu også glæde hos flygtninge fra Ukraine. Det er i skrivende stund mest familier, som kommer hertil, og børnene er utroligt glade for en strikket bamseven. De bliver udleveret ved grænseovergangene og i Røde Kors’ tryghedscentre, hvortil mange flygtninge ankommer.
Bamser og tæpper sendes ud Ud over uddelinger af bamser i Danmark, er der sendt 2.500 bamser direkte til Rumænien nær grænsen til Ukraine. Med i forsendelsen var også 1.500 nørkletæpper, som med garanti vil lune og sprede glæde i tryghedszonen, som Røde Kors har oprettet til flygtninge i grænseområdet. Lav gerne flere bamser og tæpper, de er efterspurgte.
Tøj til Belarus Vi leverer stadig tøj til Belarus (Hviderus-
land), fordi vi er Røde Kors og arbejder ud fra syv principper, hvor særligt medmenneskelighed, upartiskhed og neutralitet bør fremhæves. Vi støtter lokalbefolkningen, og det er Røde Kors i Belarus, som efterspørger hjælpen – både til egen sårbar befolkning og til flygtninge fra Ukraine nær grænsen.
GENBRUG Kæmpe indsats i butikkerne Foråret har, som I ved, ikke været helt som vi kender det i butikkerne. Tøjuddeling til nytilkomne flygtninge blev pludselig en kæmpe opgave for butikkerne, som I alle har løftet med stort gåpåmod. Endnu en gang viser de frivillige i butikkerne, at I kan omstille jer hurtigt og træde til, når der er allermest brug for det. Læs mere om butikkernes indsats her: mitrødekors.dk/aktiviteter/genbrug/Ukraine