4
ALTID TIL STEDE
“Jeg kunne ikke bare se nyhederne uden at gøre noget” Mariia Dubrova, som selv er fra Ukraine, modtager flygtede ukrainere i Tryghedszonen på Hovedbanegården. Det har sat mange følelser i gang. –Af Nikolaj Kristian Karlsen –
I Tryghedszonen står en lille gut og peger på en bamse og ler. Bamsen læner sig op ad væggen, hvor der også hænger børnetegninger. Overfor ligger en mand på en feltseng og hviler sig. Det er netop det, flere tusinde flygtninge har brugt lokalerne til de seneste måneder. Fået ro og tryghed, tanket op med juice og kaffe og fået svar på deres spørgsmål. Een af de frivillige, der står parat med hjælp, er 31-årige Mariia Dubrova: “Jeg kunne ikke sidde og ikke gøre noget og se på nyhederne og være ked af det. Derfor er jeg her. Vi hjælper med praktiske ting, veksler penge eller hæver kontanter, og tager
dem med til de tog, de skal med. Viser vej, hjælper med tasker og poser, alt efter hvad de har brug for.” Mariia er designer og har boet i Danmark i ca. otte år. Og hendes egen ukrainske baggrund har gjort det både hårdere og lettere at kapere mødet med de mange skæbner: “Det er både fysisk og psykisk hårdt at høre folks beretninger. Jeg kan ofte ikke sove, når jeg har haft en vagt og har hørt alle deres historier og set billeder fra deres telefoner, hvordan deres huse ser ud. Det er, som jeg tænker, det er mine forældres hus. Jeg tænker, hvordan bliver det for dem?” siger Mariia.
Omvendt er det et plus, at hun kan møde sine landsmænd på deres eget sprog: “Flygtningene fra Ukraine vil gerne tale deres sprog, og de fleste af de frivillige taler ikke ukrainsk eller russisk. Så dem der kommer venter hellere i kø på én, der taler ukrainsk, end at kunne tale med én, der taler engelsk. Jeg tror, de forstår mig bedre.” Mariia er én af flere hundrede frivillige, som blandt andet via hjælpenetværket Røde Kors Parat har bidraget til, at Tryghedszonen har kunnet holde døgnåbent: “Jeg er glad for at kunne hjælpe. Dem, der kommer her, er meget positive for vores hjælp.”
