1 minute read
Ildsjæl - Jan Gildam
Fri madglæde på hjul
Af Joan Øhrstrøm
Jan Gildam vidste allerede som 8-årig, at han ville være kok. – Mens Mozart begyndte at spille musik, skrev jeg som barn min egen kogebog, siger kokken med et smil i stemmen. Han husker stadig, hvordan han som barn stod på en ølkasse og lavede den lækreste brune sovs. I dag er det 53 år siden, at Jan Gildam som 15-årig begyndte i kokkelære på Dams Hotel. Men for syv år siden startede han ’Bornholm på hjul’, som sin kokkekarrieres dessert. For efter en lang professionel karriere som kok gad han ikke stresse rundt i et restaurantionskøkken længere, som han siger. Idéen opstod på en tur i København på Bryggen, hvor han så 12 foodtrucks stå på rad og række. – Der var fest, siger han glad. – Folk sad ved borde med mad fra fire forskellige biler. Det var virkelig hyggeligt. Så tænkte jeg, det kunne jeg da godt gå og lave, forklarer Jan Gildam, som nu kan lave lige de retter, han har lyst til, ligesom han kan lade bilen blive hjemme, hvis vejret en dag er for dårligt. – Det kan man jo ikke bare med en restaurant. På den måde har han fået en forretning op at køre, mens han føler sig fri, fortæller den erfarne kok, som også glæder sig over, at der nu også er tid til at tale med kunderne. – Man snakker meget med folk. Så der er meget hygge, siger kokken glad, som med sit enkle koncept med fem nye hjemmelavede retter om ugen – hvor der altid er ribbenstegssandwich – kommer vidt omkring på øen. Og de tilfredse kunder gør ham altid glad. – Når folk er glade og kan smage, at det er hjemmelavet. Det er nummer et. Nummer to er at få udsolgt. Det er det dejligste, der findes.