1 minute read
FISKERIETS HUS
- BLIV SKIPPER FOR EN DAG
Fiskeriets Hus, der ligger i en hal ned til Bagenkop Havn, er et museum drevet af frivillige. Museet byder på en levende fortælling om fiskerne i Bagenkop gennem de sidste 100 år – om hvordan mennesker og teknologi har udviklet erhvervet frem til moderne tider. På de to etager fornemmer de besøgende straks fiskeriets betydning for byen, idet der hænger gamle garn, snører, motorer og fotos fra gulv til loft. En beretning der også relaterer sig til Ulrik Kølle Hansens familie, der gennem elleve generationer har drevet fiskeri.
De besøgende kan opleve sjove, besynderlige og bemærkelsesværdige effekter fra en svunden tid, der vidner om hårdt arbejde, flid og viljestyrke.
På museet kan gæsterne også prøve kræfter med fiskekutteren SG 92 i Østersøen. I en simulator kan man i et 130 graders virtuelt perspektiv og med fuld instrumentering agere skipper og forsøge at navigere i roligt vejr eller under hårde forhold med bølger, regn og rusk. Der kan sejles dagog natsejlads på søen og i havn, hvor havet deles med andre fartøjer. Vi skulle hilse og sige, at det kan være en udfordrende opgave.