Smag – en sammensat størrelse

En af de væsentligste årsager til, at også smag er plastisk, har vi allerede været inde på: At smagen er kompleks og påvirket af mange forskellige sanser. Den underliggende forklaring er, at nervecellerne i vores hjerne, der er ansvarlige for at viderebringe og bearbejde information fra smagsløgene i vores mund, også modtager information andre steder fra. Den kommer fra lugtecellerne i vores næse, syns- og høresansen – og sågar også følesansen i vores læber, tunge og tyggemuskler. Information fra alle disse steder kan forstærke, svække eller på anden måde ændre den smagsoplevelse, som vi ender med at få.

Mad smager bedst, når jeg er glad - og jeg bliver glad af at spise. Så jeg er glad og mæt hver dag.

Måske endnu vigtigere: Der er også tætte forbindelser mellem de nerveceller, der bearbejder informationen fra vores smagsløg, og de områder af hjernen, der har med tanker og specielt følelser at gøre. Det betyder, at den indvirkning, som fx synet har på vores smagsoplevelse, ikke er konstant, men afhænger af omstændighederne, og af hvad vi tænker eller føler på det pågældende tidspunkt.

Vi kender sikkert alle til, at maden smager anderledes, når vi er i godt humør og måske i festligt lag, end når vi er kede af det. Det er også påvist, at der er forbindelser den anden vej: fra de nerveceller, der bearbejder smagsinformationen, til de områder af hjernen, der har med tanker og følelser at gøre. Det betyder, at det, vi spiser, har en betydelig indvirkning på vores humør. Faktisk er det påvist, at indtagelse af mad, vi godt kan lide, er en af de mest effektive måder at aktivere hjernens såkaldte belønningssystem.

Endelig påvirkes de nerveceller, der bearbejder smagsinformationen, også af signaler fra de dele af hjernen, der har med sult og mæthed at gøre – mad smager helt anderledes, når vi er meget sultne i forhold til, når vi er meget mætte. Den samme mad kan i den ene situation smage helt guddommelig, og i den anden ligefrem foranledige kvalme.

Vi kan også udvikle direkte modvilje mod at spise bestemte fødevarer, hvis vi, umiddelbart efter vi har spist, får ondt i maven, kvalme eller kaster op. Det er en vigtig mekanisme, der er indbygget dybt i vores hjerne, og som findes helt tilsvarende hos alle dyr. Når vi bare én gang har haft en rigtig dårlig oplevelse med en fødevare, beskytter den os mod at spise giftig eller fordærvet mad igen. Mekanismen er ikke 100 % præcis, så nogle gange bliver den også aktiveret, selvom der ikke var noget galt med maden – blot fordi vi tilfældigvis fik ondt i maven eller kastede op umiddelbart efter at have spist. Den er så effektiv, at en aversion over for en bestemt fødevare, som vi udvikler tidligt i barndommen, kan fortsætte livet igennem – også selvom vi har glemt alt om den oprindelige dårlige oplevelse.

For børn med CP kan det også dreje sig om en ubehagelig oplevelse i form af fejlsynkning eller lignende på grund af udfordringer med tygge- og synkefunktionen. En oplevelse af at få noget galt i halsen kan være en negativ erfaring, der forplanter sig i kroppen, og som fortsætter med at give problemer senere i tilværelsen.