debatteret
Tvivlen som en drivkraft Betragt det som en gave, når et barn fortæller dig om seksuelle overgreb eller omsorgssvigt.
kronik af psykolog Kuno Sørensen, Red Barnet, selvstændig udviklingskonsulent Carsten Borup og specialkonsulent i Frederiksberg Kommune, Brigitta V. Rick. De tre sidder i bestyrelsen for Landsorganisationen mod seksuelle overgreb, LMSO.
Det er interessant, at flere lærere indberetter, men til gengæld oplever, at der bliver gjort mindre fra kommunal side. Det passer med de seneste sager om overgreb, og det forklarer måske meget godt, hvorfor mange lærere føler, at det ikke nytter, at der går urimelig lang tid, før kommunen reagerer, og at det er værre at indberette, når der ikke sker noget, end helt at lade være. Det nytter Det er vores erfaring i Landsorganisationen mod seksuelle overgreb, LMSO, at noget 22 /
morgenmad eller madpakke, som møder med blå mærker, eller som er blevet misbrugt om natten, vil ikke møde op næste dag med sprudlende energi. Børn, som udsættes for omsorgssvigt, vil være »de besværlige« børn, så derfor er det vores bud, at børnene skal hjælpes og ses – uanset hvad. Omsorgssvigt og seksuelle overgreb mod børn og unge er ofte omgærdet af tavshed og hemmeligholdelse og kan foregå gennem længere tid, uden at omgivelserne får kendskab til det. Området er på det nære plan præget af tabuisering og berøringsangst, mens det ofte behandles sensationspræget i medierne. På grund af disse forhold kan det være en vanskelig og kompleks opgave at skulle forholde sig til de børn og unge, der mistrives, og tvivlen er derfor ofte et grundlæggende vilkår, når der opstår en mistanke om omsorgssvigt eller seksuelle overgreb.
Tvivlen som en drivkraft Det er vores erfaring, at børn, som udsættes for omsorgssvigt eller overgreb, meget ofte bliver udelukket af fællesskabet eller sætter sig selv uden for. Børn, som ikke får
folkeskolen / 03 / 2012
p22-23_FS0312_kronik.indd 22
03/02/12 11.59
Illustration: Mai-Britt Bernt Jensen
I oktober 2011 offentliggjorde Folkeskolen en undersøgelse om underretning til de sociale myndigheder, hvor en af konklusionerne var, at 50 procent af lærerne ikke underretter de sociale myndigheder, selvom de har mistanker om omsorgssvigt. Samme undersøgelse blev gennemført i 2007, og resultaterne er sammenholdt, hvor data er sammenlignelige. I de fire år er der en positiv stigning i forhold til at underrette, hvor 60 procent i 2011 svarer ja til, at de har prøvet at underrette, mod 52 procent i 2007, og på spørgsmålet om, hvorvidt det er deres indtryk, at de sociale myndigheder gør noget aktivt, svarer 44 procent ja i 2011 mod 53 procent i 2007.
af det, der har hjulpet – når de voksne ser tilbage – er, at nogen så dem. Formanden for Børnerådet, Lisbeth Zornig Andersen, har givet et godt eksempel på at blive set. Hendes geografilærer Holst inviterede hende til varm kakao og franskbrødsmad, og Holst gav hende telefonnummeret til kommunen og opfordrede hende til at søge hjælp. En del af de voksne, som søger hjælp i LMSO’s centre, fortæller, at de har forsøgt at fortælle en lærer, at de blev misbrugt – enten direkte eller indirekte ved at skrive om temaet i en danskstil. Desværre oplevede en del, at læreren ikke talte med dem om emnet, eller at læreren slog det hen med, at »du har en livlig fantasi«. At blive set giver modstandskraft, og i forskningssammenhænge kalder man det resiliens: et psykologisk begreb om en særlig modstandskraft, der gør, at nogle mennesker klarer sig godt, på trods af at deres livsbetingelser udgør en risiko for at udvikle for eksempel psykiske skader. Det har store konsekvenser for barnet, når en voksen vælger ikke at lytte eller tro. Det er derfor meget vigtigt for os at pege på, at det ikke er korrekt, at det er værre at underrette, når der ikke sker noget, end at lade være. En lærer, som gør noget for barnet, og som eventuelt underretter de sociale myndigheder, viser barnet: »Jeg har set, du har det svært« – og det kan være noget af det, der er afgørende for, at man som voksen klarer sig bedre. Dermed har vi forhåbentlig dementeret, at det vil skade lærerens forhold til eleven at underrette, som var en af flere årsager til ikke at underrette.
