D E B AT
Når inklusion ender i eksklusion Fortællingen om den inkluderende skole, hvor forskellige børn skal kunne deltage i den samme undervisning på forskellige måder, fordi de har forskellige forudsætninger, kan være svær at få øje på i skolens praksis, skriver forskerne Sine Penthin Grumløse og Lotte Hedegaard-Sørensen.
KRONIK AF LOTTE HEDEGAARD-SØRENSEN OG PH.D. SINE PENTHIN GRUMLØSE
Der er en fortælling om den inkluderende skole, som rummer visioner om, at forskellige børn skal kunne deltage i den samme undervisning på forskellige måder, fordi de har forskellige forudsætninger. Noget tyder desværre på, at denne fortælling er svær at få øje på i skolens praksis. Folkeskolen er fanget mellem to dominerende fortællinger om skolens væsentlige rolle, nemlig fortællingen om inklusion og fortællingen om læringsudbytte. Lærerne får at vide, at børn med forskellige vanskeligheder skal inkluderes i almenundervisningen, samtidig med at der er et samfundsmæssigt behov for et optimeret læringsudbytte for alle elever. Desværre ender det med, at disse fortællinger skaber en undervisning, der er rettet mod »de fleste« børn, mens andre børn lades ude af syne og bliver ekskluderet. For bedre at illustrere problematikken, så lad os starte med at kigge på et eksempel fra en af vores klasserumsobservationer, hvor vi følger en almindelig dag i en 3. klasse med læreren Mia. 30 /
FOLKESKOLEN / 11 / 2018
Eleverne i klassen med en opgave i matematik, der omhandler brøker ved brug af cubes. To børn er væk fra klassen (Ali og Emil). Der er engagerende og legende elementer i undervisningen, som ser ud til at inddrage de resterende elever. Emil kommer ind i klassen. Han har været oppe i inklusionsrummet. Han stiller sig ved siden af Mia, som ikke bemærker ham. Mia orienterer sig efter klassen og klapper i hænderne i en rytme. Det gør hun for at få opmærksomhed. Emil sætter sig på sin stol. Lidt efter rejser han sig op og går ud af klasselokalet igen. Næste øvelse sættes i gang. Mia går over til Ali og støttelæreren. Hun henter nogle cubes. Støttepersonen går ud af klassen med sin mobil – han har fået et opkald. Ali laver en stor skyder imens af cubes. Han peger ud i lokalet med en stor skyder. Han synes tydeligvis, at det er sjovt at bygge og at skyde. Støttepersonen kommer ind og spejler Alis begejstring for skyderen. Der ser ikke ud til at være en forventning om, at Ali skal arbejde med brøker, eller at der for ham er læringsmål. Dette er kun et lille udpluk af observationer, der er taget fra en længere klasserumsobservation, som kan findes i vores kapitel i bogen »Professionelle blikke på den anden«, der netop er udkommet på Frydenlund. Med de senere års inklusionspolitiske tiltag er det hensigten at skabe klasserum med en høj grad af diversitet og en samtidig høj grad af deltagelse blandt børnene. Men i observationen er det tydeligt, at børnene har forskellige betingelser for at deltage i undervisningen. De fleste af børnene i klassen deltager uden besvær i den fælles undervisning, mens to børn skiller sig ud: Ali og Emil.
Ali skiller sig ud ved at blive mødt med andre forventninger til sin deltagelse i undervisningen end forventningerne til de øvrige børn. Ali er optaget af noget, og han deltager i noget, men er ikke optaget af og deltagende i den undervisning, som er i gang. Til trods for at den politiske for-
tælling om, at inklusion netop giver mulighed for at betragte flere »slags« børn som elever i skolen, er Ali et barn, som lærerne ikke har forventninger til deltager. Emil derimod forventer lærerne deltager. Hvor Alis mangel på deltagelse i undervisningen er en del af undervisningens organisering, er Emils ikkedeltagelse en gråzone. Han betragtes som en elev, der kunne deltage, hvis han ville. I selve undervisningens praksis eksisterer der altså en grænse mellem de børn, som deltager som »de fleste«, og de børn, der ikke deltager som »de fleste«. Selvom Emil og Ali begge fungerer som ikkedeltagende i undervisningen, er det kun Emil, som vækker lærernes faglige opmærksomhed, når de opdager, at han ikke deltager. Ali defineres
som et »inklusionsbarn«, der har brug for særlig faglig opmærksomhed, og ikke et anliggende for almenlærerne. Emil forventes at deltage i undervisningen som de fleste børn. Når han ikke gør det, forklares det med »hans manglende vilje«. Men manglende deltagelse blandt børn som Emil handler ikke om barnets vilje eller
