D E B AT
Pædagogikkens placebo Kan man overhovedet stole på uddannelsesforskningen, når den ikke tager højde for den effekt, forskeres og læreres entusiasme i forhold til en ny metode kan have for resultaterne? KRONIK AF KIRSTEN HYLDGAARD, PH.D. OG LEKTOR VED DPU
Uddannelsesforskningen har overtaget evidensbegrebet fra lægevidenskaben. Men man undlader at tage den fulde konsekvens af dette, for hvornår tager uddannelsesforskere højde for den såkaldte »placeboeffekt«? Spørgsmålet stilles, fordi jeg her vil tale for, at den problemstilling, man beskriver med placeboeffekten, også er, hvad der er på spil, når man underviser og lærer. Det er imidlertid ikke let at komme til at diskutere, for mange debatter inden for uddannelsesvidenskaben foregår via stråmand: Man pådutter modstandere et karikeret standpunkt, som ingen kan identificere sig med, og samtalen bliver herefter umulig. Der findes nok ikke noget videnskabeligt felt, der er mere politiseret end det uddannelsesvidenskabelige. Det lægger pres på den akademiske retorik. I Niels Egelunds og Lars Qvortrups forord til John Hatties »Synlig læring – for lærere« fra 2013 sammenlignes vor tids uddannelsesvidenskab med 1700-tallets lægevidenskab. Denne blev først for alvor videnskabelig ved at kæmpe sig væk fra spekulativ til empirisk orienteret forskning. Hatties bidrag til uddannelsesvidenskaben sammenlignes således med oplysningstidens kamp mod middelalderlig formørkelse. Hattie vedkender sig ellers en spekulativ åre allerede på side 4 i »Visible Learning. A Synthesis of Over 800 Meta-Analysis Relating to Achievement« (fra 2009) og undskylder sig med Poppers klassiske argumenter for, hvorfor spekulation versus empirisk undersøgelse er en falsk modsætning. 20 /
Det metodiske ideal for Hattie er lægevidenskabens »randomiserede, kontrollerede studier« (RCT). Her trækkes der som bekendt lod om, hvilke patienter der skal deltage i henholdsvis forsøgs- og kontrolgruppe, og de involverede parter må ikke vide, hvem der får den nye behandling. »Parallellen til uddannelsesvidenskaben er åbenlys«, skriver Egelund og Qvortrup (side 9). Den er nu ikke helt åbenlys for Hattie i »Visible Learning«, for han bemærker allerede på side 4, at der kun er få sådanne studier i hans materiale.
Lærerens forventninger er afgørende Men lad os ikke hænge os i den slags akademiske forbehold og nuancer. Der kan
henvises til Keld Skovmands nye bog, »Uden mål og med« (Hans Reitzels Forlag 2016), for yderligere kritik af brugen af Hattie. Mit ærinde er et andet, nemlig spørgsmålet om, hvori parallellen til dobbeltblindtesten i uddannelsesforskningen består? Lægevidenskaben tager rutinemæssigt højde for placeboeffekten for så vidt muligt at eliminere en variabel, den ikke med egne videnskabelige midler kan forklare eller forstå. Ikke blot patienten, men også den læge, der uddeler medicinen, må ikke vide, om det, der uddeles, er testmedicin eller kalktabletter (eller den hidtil brugte behandlingsform). Derfor dobbeltblindtest. Begrundelsen er ikke blot, at lægen ellers ville kunne snyde, sna-
FOLKESKOLEN / 14 / 2016
147422 p20-21_FS1416_Kronik.indd 20
22/08/16 11.49
